at gå i ring

[Leonore Salvorique De Lochér]

Egentlig var Leonore slet ikke fristet til at blive her. Nej, hun skulle have fundet hesten, så hun selv kunne komme hjemover. Var det underligt? Hendes far ville gå amok, hvis hesten formåede at søge hjem, uden at hun sad på ryggen. Hendes blik søgte hans direkte. Igen fortalte han en masse om ham selv, uden at hun egentlig havde efterspurgt det. Var han bare en som plaprede om sit eget liv? "Det gør mig ondt," sagde hun sandfærdigt. Selv var hun heldig at have begge sine forældre, også selvom man kunne diskutere om det var godt eller skidt at det var i den forstand, da tilværelsen selv for hende, uden tvivl havde været hård.. altid. Særligt siden hun mistede sin søster, som selv var blevet kidnappet til mørket.

"Jeg får maden serveret under de faste måltider i mit hjem," forklarede hun. Aldrig havde hun stået i situationen, at hun skulle kæmpe for at få mad på bordet og opnå følelsen af, at blive mæt, for det havde hun oplevet hver eneste dag, siden hun havde været ganske lille. Hun satte sig ned tæt ved bålet. Det var i hvert fald varmere end at blive stående. Hun så sig om og med et dæmpet suk. Der var nok lang vej hjem herfra. "Bor De herude? Altså.. på gaden, mener jeg," spurgte hun med en rolig stemme.

[Deleted]

Jack løfte et øjne bryn hadet hun ikke hørt efter hvad han sagde, ” ja jeg har boret her ude i helle mit liv næsten ” sagde han stille og rolige at han ikke kunne fortelle noget om sig selv irritere ham lidt rolige kikket han tomt ind i ilden og sagde ikkke noget rolige lage han hovedet på skrå han hadet ikke så meget andet at sige lige nu andet ind ” det for farliges lige nu at finde din hest i mørkede for mange onde væsner her ” sagde han stille og rolige for det var jo også regitit nok jack sukket rolige mens blikket kom i hindens man kunne vel tydelige se tomhed i ham lidt ” jeg har ikke den resus og gode vild kår som de har ” sagde han så lige ud og vendte blinket rolige mod ilden og prikket til ilden lidt haren var begyndt at blive råd viklede tyde på den snart var færdi hvad skulle han stille op med sig selv han vendte dog blikket mod hinden igen ” de lære hurtigt at der faktisk også findes fattigt mennesker og at vrander er en hår ting ” kom det lige ud fra jack mens han tog kappen lidt om sig han lage dog hånden på snen så der kom en rod op så det støddet hans ryk stille og rolige

[Leonore Salvorique De Lochér]

Det var tragisk at skulle leve sit liv på denne her måde, men hvad.. Det var jo ikke alle, der kunne have de samme muligheder i deres liv, og det var uden tvivl også tydeligt, selv for hans vedkommende. Hun vendte blikket direkte mod hans. "Det gør mig ondt," sagde hun med en ærlig stemme. Selv havde hun jo i det tilfælde, nærmest levet et liv i luksus, selvom hun og hendes familie, havde haft deres at slås med.

Bålet afgav en god varme, men hun kunne ikke blive siddende herude. Hendes fader ville gå amok, om han vidste, at hun endnu ikke var kommet hjem. Der var utrygt. Aldrig havde hun været så lang tid væk hjemmefra, og ej var det en tanke, som egentlig bifaldt hende på nogen måde. Svagt bed hun tænderne sammen. "Alt forladt, men jeg kan virkelig ikke blive her. Min fader vil gøre alt hvad der står i hans magt, for at hindre mig i at søge ud igen," sagde hun dæmpet. Hun havde jo allerede nu, søgt længere væk, end hvad hun egentlig havde lovet ham, at hun ville gøre. Hun vendte blikket mod ham. Den pelsede kappe holdt hende god og varm, og den gav hende følelsen af, at kunne være gemt lidt væk, hvilket i forvejen, var noget som passede hende mere end fint. "Jeg ved, at jeg har været mere heldigstillet, end så mange andre har. Jeg ved at der findes rige, som der findes fattige.. Men tak for at informere mig," sagde hun med en rolig stemme, da hun endnu en gang vendte blikket mod ham. Sagen var vel, at hun var kold, træt og sulten? Og hun egentlig bare gerne ville hjem?

[Deleted]

Jack vendte hovnet lidt ” det må blive i morgen som jeg sagde at rejse om natten er farlige ” gento han stille og rolige og tog stille kaninen ud af ilden og skar et stykke af han kunne se på hinden hun var sulten og rakte hinden et stykke kød og brød ” her du for brug for din kræfter. Hvad skulle der ske med vidste han ikke men et eller andet sted kunne han begynde at lig denne her kvinden som var der han smilte dog varmt igen og sagde så stille ” jeg skal nok følge dig hjem skal af lige velle den vej ” sagde han rolige så kunne de også lære .. efter han hadet spist kikket han lidt rundt de måtte finde en hule og .sove i ” kom vi skal finde et sted for natten ellers bliver det død koldt og jeg mener vikker man kan dø af det ” sagde han stille og rolige han slukket ilden stille og tog rejste af haren ” vis vi går i den regtinge nå vi din hjem by ” sagde han stille og rolige og gav Leornore en hånd for at hjælpe hinden op han hadet tænk sig at hjælpe den unge dame med at finde hjem til sin familie godt nok. Han vedtede på hun begynte at gå så de kunne komme af sted der var nogle dages rejse hjem til hinden vis hun borde der

[Leonore Salvorique De Lochér]

Det kunne godt være, at Leonore var en fin kvinde, i forhold til det typiske, men det var nu heller ikke noget, der gjorde hende noget. Hun var rent faktisk stolt af det. Selv havde hun dog ikke tænkt sig at blive siddende her. "Så må jeg løbe den risiko. Jeg kan ikke blive her. Min fader slår mig ihjel, hvis jeg ikke kommer hjem," sagde hun direkte. Troede denne unge mand virkelig, at han kunne styre og kontrollere hende? Det ville ikke komme til at ske. 
Leonore rystede på hovedet, da hun blev tilbudt den stakkels kanin. Selvom hun måske var sulten, så kunne hun slet ikke få sig selv til at spise det, som hun vidste, havde været sådan et smukt og yndigt, samt uskyldigt lille væsen! Hun blev siddende med blikket ind i ilden, frem til han havde spist færdigt. Der valgte hun selv at rejse sig, for hun havde virkelig ikke brug for hjælp. At han ville følge hende hjem, var selvfølgelig noget som hun værdsatte, for hun ville gerne hjem, inden hendes fader gik amok, for det var der de stod netop nu! "Jeg kan udmærket godt høre dette på egen hånd, mange tak," sagde hun stilfærdigt, inden hun igen vendte blikket mod ham. En hule? Regnede han ærlig talt med at hun ville sove sådan et  sted? Det var slet ikke noget som ville komme på tale for hendes vedkommende! "Så lad os gå. Imandra er langt herfra," sagde hun endeligt. Var hun heldig, fandt hun hesten på vejen, og så kunne hun jo komme hjem.

[Deleted]

At kvinden ikke forstod ham sagde ham ikke regitit noget han tog dog brøde tilbage og kikket på det hun hadet virkelige brug for at få styr på tingen, rolige sukket han stille og s stille vendte han sig mod det sted som hun snakket om hun var en mærkelige en men. han kunne et eller andet sted godt, lide hindens stædighed rolige smilte han til hinden mens han så op mod himlen og tænke sig om hvad skulle han stille op med disse kvinder som var berusende af en form for rometik og alt andet.
” sååå had er du for en rase ” sagde han s tille ments for at få en samtale i gang han kendte ikke så mange i nu men han vidste at der var nogle som var gode og onde han sukket rolige og kikket hen mod Leonore hun hadet vist brug for eehn hånd til at give slip på sin lidt frækhed over for framdet som tilbød hindens hjælp rolige lage han hovdet lidt ind mod kappen som den var god varm det var stade meget mørtk og natten var lige starte og jack kunne mærke en vis træt hed komme over ham men han sagde ikke noget til leonore han ville ikke stoppe før de hadet fundet et forladt hus eller grotte de kunne sove i for natten såret han hadet på sin hånd gjorder ondt og den så heller ikke så godt ud han tog sig om den lidt

[Leonore Salvorique De Lochér]

Leonore var af finere kår, og det var vel ikke noget som kunne komme bag på nogen? Livet som adelig, var uden tvivl noget, som hun nød forbandet meget, så det i sig selv, var heller ikke noget, der måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hun blev siddende foran bålet og stirrede ind i det. Hun vidste, at hun burde forsøge sig på hjemturen. Hendes far ville gå amok, hvis han fandt ud af, at hun sad her og bare stirrede ind i et bål. 
Som Jack spurgte ind til hendes race, fik hende til at vende blikket direkte mod hans skikkelse endnu en gang. Han var en nysgerrig en af slagsen. "Warlock og mentaldæmon," sagde hun direkte. Hun var uden tvivl stolt af det, fordi at hun var stolt af sine forældre. Hun havde jo til nu, aldrig haft en grund til at skulle gøre noget andet. Hun rettede sig op og med blikket hvilende mod ham. "Hvis du alligevel skal den samme vej, kan vi så ikke gå nu?" spurgte hun med en rolig stemme. Hvad hun dog ikke ville gøre for at komme hjem. Særligt fordi, at hun nu vidste, at hendes far ville gå amok, og med største sandsynlighed nægte hende, at tage ud igen. Og det ønskede hun jo heller ikke ligefrem! Hendes blik hvilede denne gang mere bedende på hans skikkelse. Hun kunne da ikke bare blive siddende her og bare lade som om, at der ikke var noget galt. Hun burde jo tage hjem!

[Deleted]

Jack vendte sig mod den unge rig mans pige kikket i hindens øjne hun bad virkelige om at komme tilbage igen , rolige sukket han og kikket mod hinden igen ” ja jeg skal nok følge dig hjem ” sagde han atter en gang og tog sin ryk sæk og, ventede på hinden han ville ikke sige så meget andet ind han måske hadet et godt øje til denn kvinde, lidt men mere sagde. han heller ikke om det ” men næste gang du ville opleve noget så søger for mad og drikke det med at bo på dyre kroer er ikke at kalde sig selv for en rejserne ” sagde han stille og rolige mens han begudte at gå videre. Det var svært for ham men han gjorder sit bedste for ikke at lyde sur han hadet lidt mørke i sig men han sagde ikke noget om det han ville ikke spøger mere ind til Leonora sikke en måde at takke ens liv på
tænke jack stille for sig selv mens, blikket søgte til med raske skridt begynde han at gå hun måtte selv prøve at følge med for jack var vand til at være på farten helle tiden nok noget som hun ikke var så vand til han knyttet næverne lidt hvad skulle der ske her stille og med trætte øjne kikket han rundt og gik mod den regtings hindens hjem lå i der var stade mange nye ting i vente men det sagde han jo ikke højt som sådan rolige kikket jack sig om for at huske vejen efter en times tid når solen var halt oppe kom de til et tomt hus jack trækket det inden de gik det så godt nok til de kunne sove der for nogle timer ” vi slå leger her jeg har brug for søven og når vi vågner igen er det 3 timers rejse tilbage ” sagde han stille og rolige mens han fandt en gammel mardais og en seng ” her du kan sove på snegen jeg sover på gulvet det er jeg så vand til efter hånden ” sagde jack stille og rolige

[Leonore Salvorique De Lochér]

Denne mand kom uden tvivl fra helt andre levevilkår, end det som Leonore selv gjorde. Ikke at det var noget som gjorde hende noget, for det var derimod kun det, som hun måtte lære utrolig meget af. Når alt var taget i betragtning, var hun måske meget fin på den, men kunne man klandre hende? Hun var jo vokset op med en sølvske i munden og med forældre der havde elsket hende. "Det glæder mig," sagde hun endeligt, inden hun rejste sig op, for at følge med ham. Så lang tid, at han ikke spurgte mere ind til hendes liv, var det egentlig noget, der passede hende fint.
Hvor lang tid, de måtte vandre, havde Leonore faktisk ikke rigtigt styr på. Det eneste som hun vidste, var at hun var temmelig utilfreds i det øjeblik, at manden valgte at stoppe op og slå lejr, fordi at han ville sove? Det var bestemt ikke noget, som måtte falde i den gode jord hos hende, hvilket der nu heller ikke var nogen tvivl om. "Du har tænkt dig, at lægge dig til at sove herude?" spurgte hun direkte. Hun ville hjem.. Hjem og sove i sin egen seng, og det var egentlig det eneste, som havde nogen betydning for hende lige nu, og særligt inden, det ville gå op for hendes kære fader, at hun havde været væk hele tiden. Hun fnøs kortfattet, inden hun alligevel tog pladsen på den seng, som han havde anrettet til hende. Hun gjorde dog ikke tegn til at ville lægge sig til at sove.
I det øjeblik, at Jack lagde sig til, rejste hun sig op igen, kun for at gribe om sin kappe. Hvis han havde tænkt sig at sove, så måtte hun jo gøre det. Vinden slog kraftigt, da hun kom udenfor, hvor hun tog kutten op over hovedet, for at holde sig varm. Derefter begyndte hun at gå. Hun var nødt til at komme hjem nu!

[Deleted]

Jack kikket og holdte øje med hinden han hadet ikke tid og overskud til ring mand piger han rejste sig stille op og sukket hun slå sig selv ihjel vis hun tor hun er beder vinen ind ham han fulgte stille efter hinden ” du er altså ikke så let fræk tøs ” sagde han så lidt hårdt da han enlige kom på benee han prøvet at være flink med hinden men hun tog alting så bulkstavet inden liv var det her at risiker for jack hvad skulle han sige han kunne virkelige ikke det der med kvinder lige nu han hadet dem som pesten rolige rejste han sig op hvad skulle han stille op han kunne vel bare følge hinden hjem og så var det det han gad virkelige ikke én rig mands tøs ” men du kan da godt klare d ig selv og se hvor langt du kommer tøs ” sagde han så mens han vente rundt han ville safølige ikke stå i vejen for hinden han hadet dem virklige rolige tog han sig sammen og sagde ikke mere efter et stykke tid noget de til hindens hjem by stille sagde han til hidnen ”jamen så det vel her vi deler os ” kom det lidt ondt fra ham hvad skulle han sige han hadet ikke tid og overskyd til denne kvinde som han ikke kunne holde ud lige nu

[Leonore Salvorique De Lochér]

At Jack rent faktisk lå vågen, var uden tvivl en tanke, der kom bag på Leonore. Naturligvis var hun glad for at han forsøgte at være sød ved hende, men hun forventede da, at han kunne forstå det, når hun sagde, at det var vigtigt, at hun kom hjem! Hun vendte blikket mod ham, da hun var kommet ud. Vinden var uden tvivl kold, men hjem skulle hun, og gerne inden hendes kære far sendte et halvt kavaleri efter hende. "Jeg takker for din omsorg, men jeg er nødt til at tage hjem," sagde hun. Ikke forventede hun noget som helst af ham i en stund som denne, for det havde der heller ikke været nogen grund til.
At han derimod valgte at gå med hende, var ikke noget, som hun sagde noget til. Det passede hende fint. Endelig ankom de et sted, som hun kunne genkende. "Jeg genkender det her," sagde hun endeligt, som hun hævede hovedet. Her var det uden tvivl koldt, men okay, de var også kommet temmelig langt østpå, så det kunne heler ikke komme bag på hende. Her måtte deres veje jo nok pludselig skilles. Hun vendte sig mod ham endnu en gang. "Jeg... værdsætter virkelig hvad du har gjort for mig, Jack.. Jeg vil ønske dig al held og lykke på din færd videre," sagde hun endeligt. Det var ord, som hun rent faktisk mente. Derefter nikkede hun kort mod ham. Et tegn på respekt, velvidende om, at han på denne tur, ikke havde tiltalt hende særlig pænt. Hurtigt og let til bens, søgte hun mod De Lochér Mansion. Hun stod overfor et temmelig stort forklaringsproblem!

//Out