Don't hurt me, I messed up

[Deleted]

På trods af at Francis ikke kunne blive fysisk træt, følte hun stadig sig selv falde til jorden. Hvordan kunne hun lade det ske? To ord forlod kom snøftende frem: "Mor..." Hun havde lovet hende at komme sikkert hjem. "Far..." Han ville blive så skuffet, hvis han fandt ud af det. Nej, der måtte være en måde at komme uden om det her på. Det var en forholdsvis lille landsby uden nogle forbindelser. Og det var kun graveren og hvem end han havde haft med, der havde set hende. Det kunne gå ikke? Hun kiggede frem tilbage læbæltet. På den anden side lå der en meget død vagthund på en eller anden bondes mark. Hurtigt kiggede hun frem mod den begyndende skov igen. Det havde aldrig været mening at hun ville gøre nogen fortræd. Der var tale om et selvforsvar, et uheld. Hun ville aldrig have slået hunden ihjel...Forhåbentlig var der ikke nogen, som havde været i stand til at følge den. Indtil nu havde der været tusmørke. Som var solen på hendes side, var den først på vej op nu. Med lidt held ville de snakke om hvilket mærkeligt monster der havde besøgt dem. Til sidst var det nok blevet skrevet væk som en varulv. Alle ville være glade, ingen var kommet til skade... Med undtagelse af hunden, Francis kiggede tilbage, og hende selv, hun kiggede ned på sin beskidte, mørkegrønne kjole. Stoffet over hendes mave var gået i stykker, som graveren havde stukket en skovel gennem hende. Såret var helet, med hullet ville nok være svær at forklare. I hendes panik havde hun glemt at trække blodet tilbage. Nu var det størknet og næsten umuligt at arbejde med. Godt at hun havde en ekstra.
Den ekstra kjole var det eneste, som var godt nu. Og natten havde ellers startet så lykkelig. En af de stakkels landsbybeboer var død, må hans sjæl finde hvile, og liget var blevet begravet samme dag. Det var altså stadig i god stand. Så snart det var blevet mørkt nok, havde hun gravet det op og var begyndt at spise. Der var ingen grund til at lade så godt kød gå til spilde. Og der var jo ikke nogen som tabte noget på det. Manden var allerede død. Hans kød var bedre hos Francis end kryb og kravl. Graveren var bare ikke enig. Hun havde været så optaget af endelig at få menneske kød igen, og at skynde sig, så hun kunne begrave ham igen, at hun havde glemt alt omkring sig. Før hun vidste af det, var der en skovel i hendes mave. Francis havde taget flugten. Gravenen havde grebet fat i hendes kappe, og hun havde trukket til, med det resultat at stoffet foran gav op. Den gode nyhed var at han ikke havde set hendes ansigt. Den dårlige var, at de havde haft noget hunden kunne gå efter. Hun spekulerede kort på, om der mon ville komme flere.
"Far... Mor..." Tårerne løb i stride strømme ned af hendes kinder. Frihed var ikke sjovt længere. Hvis bare de ville hjælpe hende hjem igen, ville hun tage sit gamle arbejde tilbage. Hun ville blive hjemme og passe på mor og fars hemmeligheder, mens han var væk. Hun ville blive hjemme og være en god pige, et godt våben. Hun behøvede aldrig at komme ud fra familien ejendom igen, hvis blot hendes forældre ville dukke op nu og tage hende med.

[Deleted]

modbydeligt. hvem ville dog gøre sådan noget ved et lig, en mand i sort lædder rustning stod hen over en grav der var halvt fyldt med jord og de afgnavede rester af et lig der lige var lagt i jorden * har ingen respekt for de døde mere* hans grønne øjne havde et skær over sig selv i de tidlige morgen timer, han sad knælende ved siden af graven og så på jordet mellem sine fingre, det var fyldt med den tykke lugt af blod. han vendte sig rundt og så i retningen af hvor de havde sagt væsnet var løbet. han rejste sig op i sin fulde højde og tog sin trefork ved siden af graven "vil de finde den hr. og dræbe den" manden i sort vendte sig rundt og sendte et koldt blik tilbage til manden der havde kontaktet ham på kroen. uden et ord gik hen ned af vejen, han fandt den døde vagt hund og i det øjeblik fangede han et glimt af noget i starten af skovbrynet, en pige eller noget, det var hans mål 100 procent sikkert. han så mod himlen og med et smil da et brøl kunne høres #Hvordan er jorden Victor# han smilede og så mod den store drage der cirklede rundt om ham i himlene #kom her ned vi har arbejde# dragen lanede lidt fra hvor manden i sort, ved navn Victor, stod "kom med gamle dreng vi har arbejde der skal gøres" han satte sin fod bag dragens vinge led og satte sig op på ham i en special saddel hvor resten af hans ting var. langsomt men sikkert lettede de fra jorden og var lige over skoven da de cirklede rundt over træerne under sig # hvad leder vi efter# det var Altioc's stemme der klagede igen i Victors hoved "jeg tror det er en pige men jeg er ikke sikker" han guidede dragen hen over det forreste stykke af skoven og da de dykkede lavt tog han sit armbryst og sin trefork og hoppede ned på skov bunden "kom frit frem, jeg gør dig ikke noget" han så sig rundt med mistro han var på vagt.

[Deleted]

Der var noget, som kastede en skygge blandt de første solstråler. I første omgang havde Francis troet, at det var skyer. Hun var alt for travlt optaget af sin egen situation, til at opdage hvor hurtigt skyggen bevægede sig. Brølet derimod, gav hende et chok. Hun gav et lille hop, og hjerte hamrede stærkt i hendes brystkasse. Hvad i alverden var den lyd? Det var dog intet imod det chok hun fik, da hun så dragon. Hun havde hørt om de mægtige væsner, men aldrig været heldig nok til at se en. Heldig og heldig, Francis havde stærkt på fornemmelsen, at den ikke ville hende noget godt. Hun fulgte den med øjnene, som de samlede en læderklædt herre op. En herre der stod over den døde hund. Nej, det her kunne umuligt være godt.
Skræmt kiggede hun frem og tilbage mellem dragen og træerne. Hvis hun først kom derind, ville hun være i sikkerhed for den. Det her kunne umuligt betyde så meget for dem, at den ville brænde hele skoven ned for at få hende. Med en ny plan begyndte hendes ben at virke igen. Hun sprintede det korte stykke og nåede træerne, som hun kunne høre det mægtige dyr lette fra jorden. Uden at kende skoven forsatte hun frem. Lige nu var hun bestemt mindre bange for at fare vild end stå ansigt til ansigt med, hvad hun gættede på var, en fuldvoksen drage.
Det var lige indtil hun hørte ham kalde. Stik mod alt fornuft vendte hun sig om. Francis tittede forsigtigt ud mellem træerne. Det ville være en skam at sige, hun gjorde en truende figur. Ghoulen var en smule spinkel af bygning, og så ikke umiddelbart ud til at have den store fysiske styrke. (At hun havde været så hurtig til at grave en grav op igen, talte selvfølgelig i den anden retning.) Hendes klare blå øjne var lige så røde som de kinder, det lysebrune hår sad klistret til. Det var tydeligt at hun havde grædt. Hendes kjole lignede en camouflage øvelse, og de lysebrune tights var nu mere mørke og grå. De korte støvler var ikke synlige, sådan som hun lænede sig frem.
Hun kiggede med store øjne, ikke kun på dragen, men også hans våben. "Du-du ligner en der v-vil gøre mig f-fortræd..." Fik hun fremstammet, klar til at rykke tilbage og gemme sig og drage og pile mellem træerne.

[Deleted]

Victor stak sin trefork jorden med et smil og tog sin hjelm af så hans halv blege hud blev afsløret "jeg er ikke her for at gøre dig fortræd, jeg er Victor." han så på hende med et smil og lod hjelmen hvile på skaftet af treforken, han ville vinde hendes tillid før han fangede hende, han lod armbrystet  være ved hans hjelm og trefork "var det dig der dræbte hunden, og det med liget" han så på hende og satte sig på knæ foran hende med et varmt smil, en meget klog facade indtil videre der ville få hende til at få hende til at snakke med ham. han havde fået opgaven at jage den ned som havde massakreret liget i kirke gården, han gjorde dette for at være sikker. selv uden sine våben var han stadig rimelig stærk så der ville ikke være for mange problemer med at overmande hende hvis det endelig kom til det, det håbede han dog ikke på. han så på hende og stillede sig op af et træ med et smil. lidt langt over skoven cirklede Altioc med bløde vinge slag.

[Deleted]

"Hej-hej, Victor. Jeg er Fran-" Hun bed sig selv i læben. Hvad i alverden tænkte hun på?! Det var meningen at ingen skulle kunne genkende hende. Det ville hurtigt blive ødelagt, hvis hun gav nogen hendes navn. Alene at han havde set hendes ansigt var slemt nok. I det mindste havde han stillet sine våben fra sig, for nu. Francis havde altid sine med sig, selvom de ikke var synlige. Heldigvis havde hun ikke mistet ret meget blod. Til og med hende hun lige spist menneskekød. Hun var næsten på sit stærkeste. Men som altid ville hun hellere snakke, endda flygte end kæmpe.
Francis så meget skyldig ud, da han spurgte til hendes handlinger. Og hun var tydeligvis ikke særlig stolt over det. "Jeg... Det var ikke meningen med hunden. Det var hele grunden til at jeg gjorde det med liget! Så ingen ville komme til skade. Men..." Hun så på sine hænder, hvor blodet havde stået fra, da hun angreb hunden. "Den-den hoppede på mig, og... og jeg forsvarede mig bare! Jeg prøvede at lukke dens sår. Det gjorde jeg virkelig! Men dens organer var blevet ramt, jeg kan ikke hele dem." Hendes stemme blev lavere, og hun kiggede fra sine hænder og ud i intetheden. "Det var ikke meningen at jeg ville slå den ihjel. Undskyld." Det var mere rettet mod hunden end manden foran hende. Det gik op for hende, at det nok var en dårlig ide at kigge væk fra den mand,der var kommet efter hende med våben. Hurtigt kiggede hun i hans retning igen, klar til hvad end han kunne finde på.