You gotta be kidding me!

[Deleted]

Kimeya Marvalo - @eriz

Sted: Marvalo palæet

Tid: Midnat

To soldater fulgte efter Macaria i deres sorte uniformer med det nylavet segl syet ind på deres bryst. Det lignede et mønster, men hvis man kneb øjnene lidt sammen kunne man skimte en engelvinge brede sig ud fra noget, der lignede et "M".

Det var en uge siden, at hun havde fortaget likvideringen i Manjarno, og halvanden uge siden, at hun havde giftet sig med Zean Forsyth, så hendes navn ikke længere var Macaria Lamizia, men Macaria Forsyth. Noget hun selv skulle vænne sig til. Med det ægteskab stod hende og Zean, som et stærkt magtfuld par, der sammen herskede over Manjarno. Desværre for ham, der snart skulle opleve hende som gæst, havde Zean kommet til at afsløre nogle ting for hende. Nogle ting hun på ingen måde syntes om.

Endelig kom hun til Marvalo palæet. Hårdt bankede hun på døren, så det gav genlyd ned af gaden. De to soldater kiggede sig omkring, men her i Dvasias, slappede de mere af end de havde gjort i Manjarno.

Macaria var iført en elegant, midnatsblå kjole, som matchede hendes dybe øjne. Det bølgende, tykke hår var samlet i en løs fletning, der gik langt ned af ryggen. En tung rejsekappe hang over hendes skuldre, men hætten var slået ned. Blikket var køligt. Mens hun ventede på respons fra døren, lagde hun afventende armene over kors, indtil en tjener, endelig kom for at åbne døren.

"Kimeya Marvalo! Lige nu!" beordrede hun med en skarp stemme, der smældede ud i luften, som var det en pisk. "Fortæl det er Macaria Lami - Forsyth - som er her, for at snakke med ham!"
De blev vist ind i entréen, hvor hun kunne tage sin kappe af, og blev ellers bedt om at vente foran én dør, indtil "herreren" var klar til at møde hende. Utålmodigt trommede hun med fingrene mod sin arm.
"I venter herude," sagde hun til sine to soldater. "Hvis I høre den mindste uro bryder I ind. Jeg har hørt meget dårligt om ham her."
De to uniformklædte soldater nikkede lydigt og disciplineret. En af dem lagde endda sin hånd mod hans sværdskæfte. Macaria hævede stolt ansigtet.

[Kimeya Marvalo]

Selv på trods af, at det var et stort mansion, boede Kimeya der faktisk alene. Der var ikke nogen der lavede maden til ham, gjorde rent eller noget lignende. Det var alt sammen noget, som han selv stod for, og det var uden tvivl ting, som han værdsatte. Friheden... uden at skulle tage ansvar for nogen andre. Kun den ene lille tjener som stod for at åbne døren. Resten havde han smidt ud for mange år siden.
Liggende i sin egen søvn i sengen på denne sene tid af aftenen, det var der man kunne finde ham. At det begyndte at hamre mod døren, var dog noget som hurtigt fik ham væltet ud af den. Intenst og hurtigt åbnede han øjnene, inden han roligt satte sig op. Han ventede sig bestemt ikke besøg på denne tid af aftenen. Dynen smed han fra sin krop. Han var bred og han var muskuløs. Macaria? Var det virkelig dronningens lille mide, som stod på hans dør? Let kneb han øjnene sammen.
"Herre.. Macaria Forsynth venter dig nede i forhallen," indformerede han, da han stak hovedet ind. Kimeya vendte blikket direkte mod ham og nikkede så. Ikke at han vidste hvad den sindssyge kvinde ønskede af ham på denne tid af døgnet, eller hvad pokker hun egentlig lavede her, men det var vel alt sammen noget, som han fandt ud af? Han rejste sig og iklædte sig den tætsiddende læderdragt. Den beklædning, som han bar med stolthed, dog selvom den ikke efterlod særlig meget til fantasien. Han forlod soveværelset, kun for at søge hen til trappen, som han søgte ned af. Han lod hånden vandre igennem håret, og med kappen hvilende efter sig, så bølgede den i takt til hans rolige skridt. "Jeg må sige, at jeg ikke ventede mig besøg på denne tid af døgnet, Forsynth.. Nyt navn ikke sandt? Er det for sent at ønske dig tillykke?" spurgte han direkte. Meget havde han nu aldrig haft til overs for hverken vampyrere eller dødsengle. Derfor var han faktisk kun mere nysgerrig på hvad pokker hun egentlig lavede her.

[Deleted]

Lige så snart hun hørte hjertebanken fra Kimeya drejede hun hovedet mod ham, og ventede indtil han kom til syne ned af trappen. Ved synet af hans læderdragt hævede hun svagt et øjenbryn, mens hendes blik automatisk gled ned af hans muskuløse skikkelse. Warlocks...
"Marvalo," hilste hun med et nik. Hun var højere rang end ham. Hvis nogle skulle bukke, var det ham. "Undskyld tidspunktet, men eftersom solen ville slå mig ihjel, og jeg er lige ankommet fra Manjarno, så var jeg nødt til at besøge Dem nu."
Hun rettede sig helt op, og lagde armene over kors, mens hendes blik hvilede køligt på hans ansigt. Aldrig havde hun mødt manden før, men hun havde skam hørt om ham. Op til flere gange var navnet blevet nævnt, og mange havde fortalt historier om ham.
"Mig og Zean blev gift for halvanden uge siden, så nej, det er ikke for sent," svarede hun ham tørt, inden at hun smilede stramt. "Jeg har hørt du kender min ægtemand. I har vidst snakket sammen før, så vidt jeg har ladet mig fortælle. I har endda snakket om.... mig."
Der var sagens kerne. Hele grunden til at hun var her. Hun vidste at Kimeya ville regne ud nu, hvad pokker det her besøg handlede om, og hvorfor hun stod her i hans palæ med to soldater udenfor. Hun var fast besluttet på, at finde ud af, hvad warlockernes leder, havde imod hende. Et sted frygtede hun svaret, for eftersom han var warlock, var der en stor chance for, at han havde mødt en ganske særlig person. En kvinde med langt sort hår, der kun ønskede én ting, og det var at se hende død.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var ikke bare en warlock, men lige så en Mord Sith. Et væsen pisket og tortureret til en ekstrem styrke, og derfor var det noget som gav ham en fordel - bildte han sig selv ind. Hvad han egentlig havde i vente for fremtiden, vidste han ikke. Det var en grum skæbne, som nok ville gå op for ham før eller siden.
"Macaria," hilste han roligt. Det var meget muligt, at hun lå højere i rang, end hvad han selv gjorde, men det ændrede bestemt ikke på det faktum, at han havde tænkt sig at bukke for hende, for det havde han da godt nok heller ikke! Han stoppede op foran hende. Ganske vidst med en intens og fast mine, selv på trods af den træthed, som han følte. Han var træt.. Ikke at han kunne lægge det mindste skjul på det, for det kunne han ikke. Han var vækket midt i søvnen, som han i forvejen havde brug for. Ægteskabet havde stået, hvilket han vidste.
"Det er lige før, at jeg er skuffet over, at jeg ikke fik nogen invitation," sagde han ligegyldigt. Ærligt, kunne han ikke være andet end ligeglad. Hans blik hvilede fast på hendes skikkelse. Ja, Zean var ikke ukendt for ham. Faktisk var det en mand, som han havde fået temmelig mange gode snakke med i tidens løb, også selvom han ikke stolede på ham, og særligt ikke efter det som Eriz havde fortalt ham. Han kunne tilsyneladende ikke stole på nogen som helst, og det var en tanke, som rent faktisk gjorde ham.. vred et eller andet sted.
"Vi kan snakke videre i pejsestuen. Jeg tror jeg kan tilgive dig for at vække mig.. Hvis det du kan fortælle mig, er relevant og vigtig nok til at vække mig," sagde han med en kortfattet stemme, hvorefter han vendte om på hælen og søgte ind mod pejsestuen. Han var træt, og han var langt fra tilfreds!

[Deleted]

Åhr for crying out loud! Skulle de nu snakke om tingene?! Var det ikke tydeligt nok, at hun ville have en forklaring på det han havde sagt til Zean omkring hende? Åbenbart ikke. Manden så også træt ud. Utrolig træt. Hun sukkede irritabelt, men fulgte ham ind i pejsestuen med faste skridt, så kjolen flagrede om benene på hende. Som en kvinde, der kun lignede én i starten af tyverne med et charmerende, åbent ansigt, var der mange, der kom til at undervurdere hende. Desværre for mange, opdagede de hurtigt, at Macaria langt fra var en ung, køn og naiv pige. Hun var intelligent, strategisk, og mester i skuespil. Hendes sølvtunge havde mange for længst oplevet. Hvis man havde trang til at undervurdere hende, kunne man nu bare kaste et blik mod Manjarno.
Lige så snart de kom ind i pejsestuen, lukkede Macaria døren bag dem med sin ene fod.
"Jeg vil ikke fortælle dig noget," erklærede hun, da hun vendte sig mod ham igen med armene afvisende over kors. Bevidst holdte hun sit blik op mod hans ansigt. "Jeg er her for at få svar. Jeg ved du har snakket med Zean om mig. Ikke gode ting, alt efter hvad jeg forstod af det. Hvis du vil være så venlig, at fortælle mig grunden til hvorfor, du slog splid mellem mig og dødsenglen, vil jeg være mere end tilfreds, og lade dig sove videre."
Hun var direkte i det her. Meget fandt hun sig i med sit ellers vilde temperament, men at fortælle løgne om hende til hendes venner...
"Så hvorfor Kimeya? Hvad fik du ud af, at fortælle løgne om mig?" Bevidst brugte hun hans fornavn, eftersom det også var sådan, han havde tiltalt hende.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var vækket fra sin søvn, så selvfølgelig var han træt! Han var forbandet træt, og var måske ikke den mest oplagte at snakke med lige nu! Han ville bestemt ikke påstå at han havde løjet for Zean omkring Macaria. Han havde bare meddelt manden det, som for ham, gav mest mening omkring dødsenglenes situation.
Roligt satte Kimeya sig på sofaen og med den samme intense og faste mine hvilende på hendes skikkelse. Han håbede da godt nok at det hun havde på hjertet, var fornuftigt og vigtigt nok til at vække ham fra hans søvn. Han stirrede fast på hende. Var det ærlig talt det, som hun var kommet for at tale med ham om?
"Og hvad ønsker du at vide? At jeg fortalte ham, at jeg ikke troede at vores kongelige rådgiver støttede op om dødsenglene?" spurgte han direkte. Han så ikke nogen grund til at lyve for hende, og han var ærlig talt for træt til at tage den diskussion lige nu. Det kunne godt være, at hun var et væsen af natten, men det var han da godt nok ikke!
"Den manglende støtte af dødsenglene frustrerede din 'kære' mand. Jeg gav ham blot en logisk grund til hvorfor det forholdt sig således," sagde han direkte, som han igen vendte blikket mod hende. Var der ærlig talt andet hun ville vide, eller skulle hun til at råbe af ham, fordi at han havde svinet hende til, uden at hun havde været der til at forsvare det? Han rejste sig fra sofaen og med blikket direkte vendt mod hende. At de desuden var blevet gift, fandt han stadig alt for mærkeligt. Han kunne slet ikke forstå, hvad man så i dødsengle eller vampyrere for den sags skyld. Begge to, var de forfærdelige væsner i hans øjne!

[Deleted]

"Lad være med at gøre det der." Macarias tonefald var ildevarslende. Frygtløst mødte hun mandens blik, uden så meget som at flakke. Hvor var hun dog træt af stolte, arrogante mænd, der troede, de kunne slippe afsted med alverdens ting, bare de virkede ligeglade nok. Sidste gang det her var sket, havde hun serveret en fyrste til Jaqia, som efter sigende, havde hovedet af ham. Der var også den rige handelsmand i Manjarno, der havde fået hele sin familie dræbt af hendes soldater. Hvorfor kunne de ikke bare lære, at der var tider, hvor man krøb, og tider hvor man rejste sig? At stå arrogant overfor den mest magtfulde person i Manjarno, var ikke en smart ting.
"Jeg har rejst langt, og er på ingen måde i humør til de der forklaringer," sagde hun skarpt, og rankede sig helt op. "Fortæl mig, hvad du fik ud af at sige den slags til Zean? Ting du ikke vidste noget som helst om! Du var ude på at splitte os ad! Lad være med at lyv for mig, jeg orker det ikke! Bare fortæl mig hvorfor!"
Hvor hun dog bare ville ønske, at hun kunne undgå den slags dansetrin omkring sandheden, og bare få den ud. Hvad end Kimeya havde af grund, til at splitte hende og Zean ad, så ville hun vide det. Hun havde aldrig mødt manden før, så hvorfor havde noget imod hende allerede?

[Kimeya Marvalo]

Måden denne kvinde måtte tale til Kimeya på, var slet ikke noget som han fandt sig i. Han kneb øjnene advarende sammen, inden han rejste sig op. Dog var det som han havde fortalt Zean, ikke for at så splid mellem ham og hans... nuværende hustru. At de i det hele taget havde valgt at gifte sig, var slet ikke noget som han ville blande sig i. Overhovedet ikke!
"Vov ikke at tiltale mig på den måde, Macaria!" endte han med en fast tone. Det var hende som var kommet denne vej, for at afbryde hans søvn, og endda uden at melde fra til ham først! Han knyttede næverne. Hvor vovede hun at snakke til ham på den måde, når det var hende, som var kommet i hans hjem?!
"Jeg delte min ærlige mening og tolkning af hvad jeg kunne se fore mig, var sket. Hvorvidt om det har været sandt eller ej, er jeg fuldstændig ligeglad med." Han stirrede på hende med en fast mine. Hun skulle bestemt ikke komme her i hans hjem og tro at hun var noget, for det var på ingen måder tilfældet!
Kimeya blev stående foran hende.
"Han er din mand.. hvorfor spørger du ikke ham? I stedet for at forstyrre min søvn med latterlige spørgsmål," sagde han kort for hovedet. Hun havde valgt at give sig med ham af en grund, havde hun ikke? Hvorfor skulle hun så stå der og spilde deres begges tid?

[Deleted]

Overrasket kiggede Macaria på Kimeya, inden at et spydigt grin bredte sig på hendes læber, så de spidse hjørnetænder kom til syne.
"Undskyld... sagde du lige, at jeg ikke vovede at tale sådan til dig?" spurgte hun hånligt, og gik langsomt frem imod ham, mens hun hævede en hånd. To fingre pressede sig mod hinanden, så hun var klar til at knipse. "Kan du se den her hånd, Kimeya? Den her hånd kan lave en lille, fin lyd, der vil få soldater til at storme herind. De her vagter vil så tage dig, og slæbe dig hele vejen over til Castle of Darkness. Her vil de smide dig foran dronningen, der vil fortælle dig, at hvis du nogensinde, taler sådan til mig igen, så vil hun sørge for, du slet ikke kan tale igen."
Var den her mand fuldkommen sindssyg? At han talte sådan her til hende, var næsten som at underskrive sin egen dødsdom - specielt efter allerede at have gjort livet surt for hende. Denne her mand skyldte hun ingenting. Hun havde ikke brug for ham, hvilket gjorde, at hun så ikke kunne se, hvorfor hun skulle holde ham i live.
Smilet voksede sig bredere, og hun bevægede hånden mellem hende og Kimeya's ansigter, da hun stod næsten helt op af ham. Selvom han var højere end hende, lynede hendes øjne faretruende mod ham.
"Eller skulle jeg tage dig med til Manjarno? Så kan du lære mig lidt bedre at kende, og se hvilken person, som jeg er, og hvilken fejl du dog har gjort. Jeg har absolut ingen nytte af dig. Ingen har nytte af dig! Du er bare en sur, gammel mand, som forhåbentligt snart vil møde dit endelige. Lige nu... der ser det ud til, at det bliver mig, der vil følge dig på vejen. Så hvad siger du... Kimse? Er det virkelig sådan her, det skal være? Dig alene i en fangekælder, hvor ingen - selv ikke dine børn - vil tage sig tiden til at besøge dig?" Hvert eneste ord dryppede med foragt for warlockernes leder, uden at hun flyttede blikket fra ham. Hvor hun dog hadede den slags mænd, men de var ikke fremmede for hende. Flere havde måtte ladet livet i et forsøg på at presse hende ned.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde ikke nogen grund til at skulle være bange for Macaria. Hun var jo kun et tegn på hvad magten kunne gøre ved folk, og særligt hvis de ikke selv kunne styre eller kontrollere den. Han kneb øjnene fast sammen. Turde hun virkelig stå og true ham i hans eget hjem? Hans blik hvilede fast på hendes skikkelse, som hun hævede hånden og truede med at knibse.
"Hvor meget tror du, at du får ud af det, Macaria?" endte han med en dæmpet hvislen. Hun var kommet og ødelagt hans nattesøvn, og nu stod hun og truede ham i hans eget hjem? Det var slet ikke noget som han fandt sig i! Overhovedet ikke faktisk! Han hævede i stedet for håndem, som han fast lukkede omkring hendes strube, kun for at føre hende tæt på sig. Her skulle hun ikke tro, at hun var noget særligt. Han slog vagter ihjel, hvis han kedede sig. Jaqia kunne ikke undvære ham, og særligt med den forhistorie, som han han havde med den kvinde.
"Du er ung, Macaria... Det vil hurtigt gå op for dig, at det dummeste, du kan gøre, er at true mig i mit eget hjem.. Jeg har mere i rygsækken, end hvad du nogensinde kunne drømme om.. Så hvis jeg var dig.. så ville jeg stikke halen mellem benene og pænt lunte den anden vej, og lade mig være." Han hævede sigende det ene bryn. Det ville ikke blive kønt.. Ja, han løb måske en risiko, men var livet noget værd uden? Han var nemlig temmelig sikker på, at det var hende som kom til at stå til ansvar, hvis Jaqia blev bragt ind i dette, og ikke bare ham selv!
Et kynisk smil bredte sig på hans læber. Jaqia stolede han på. Det var det, som han selv havde lært igennem hans hårde og intense træning sammen med hende. Han slap hende igen ved at skubbeh ende en anelse fra sig.
"Jeg siger det ikke igen... Smut," sagde han med en kortfattet, men meget intens stemme, uden at han slap hende det mindste med blikket. Det var advarende.. næsten dræbende. Han ville have hende ud herfra!

[Deleted]

Der var to ting man ikke skulle gøre i livet. 1) Undervurdere Macaria. 2) True hende. Da hun første gang var kommet til Dvasias, havde alle troet, hun bare var en lille, dum bondetøs, men hvor havde de dog taget fejl. Dem alle! Nu var hun hersker over Manjarno, og havde endda helt selv erobret hele landet. Hell om en mand som Kimeya, så skulle stå og true hende.
Da han tog om hendes hals, for at trække hende tættere på sig, stirrede hun ham indgående direkte ind i øjnene med tænderne bidt hårdt sammen. Hvis hun ville, kunne hun rive sig fri, for derefter at begrave tænderne i halsen på ham. Hvad ville han sige til det? Ikke andet end at ligge og gispe, mens hun drak alt hans dyrebare blod, indtil han lå død og tom på gulvet i sit eget hjem.
"Det er ikke mig, som lige har gjort en fejl," hvislede hun truende, og greb om hans håndled med sin ene hånd. Fingrene lukkede sig sammen, så hun næsten kunne mærke hans knogle knage under hendes håndflade. "I alle har så pisse travlt med at være så store og stærke, men tiderne har ændret sig, gamle mand. Du er ikke længere den person, du plejede at være. Du er blevet dum, gammel og arrogant. Og ved du hvad? Det har lige sørget for, at få dig dræbt."
Da han skubbede hende væk, vaklede hun et enkelt skridt tilbage, men holdte balancen. Åh hvis han ville spille med musklerne, så skulle hun da nok vise ham, at hun også kunne lege den her leg. Han ville fortryde den dag, at han gik imod hende, uden at kende hende!
Med et sidste mørkt blik på ham, vendte hun ham ryggen, og trampede ud af stuen. Hårdt rev hun sin kappe til sig, og svang den over skulderen, inden at hun forlod hans palæ. Soldaterne stod udenfor. De rettede sig op, da hun kom ud til dem.
"Hvordan gik det M'lady?" spurgte den ene, mens de begyndte at trampe direkte tilbage mod hestene, de havde efterladt ved kroen.
"Fantastisk. Jeg er nødt til at tage op til Castle of Darkness. Der er nogen deroppe, som vil eeeeelske at se mig igen," svarede hun ildevarslende, mens øjnene strålede op i skyggerne under hendes hætte. Den mand var færdig.

//out

[Kimeya Marvalo]

Man skulle måske ikke true Macaria, men man skulle bestemt heller komme her og true Kimeya, for det var på ingen måder noget, som han fandt sig i! Han kneb øjnene fast sammen. Truede hun ham lige på livet? En mand som stod Jaqia så nær? Hun var ikke klar over, hvor dumt det rent faktisk var?
"Truer du mig på livet, Macaria?" hvislede han med en fast og iskold stemme. an fandt sig bestemt ikke i det! Overhovedet ikke! At hun så derimod tog fat om hans håndled og klemte til, så det nærmest begyndte at knase under den styrke som en vampyr nu måtte besidde. Hans pupiller trak sig voldsomt sammen, selvom han ikke fortrak så meget som en eneste mine. Tanken alene gjorde ondt! Det gjorde ondt, det som han nu kunne føle! Han spændte fast i hele kroppen.
"Det her får mig dræbt? Vent dig, Macaria.. Det her skal nok vise sig, at blive dit endelige fald..!" hvislede han efter hende, da han så hvordan hun nærmest trampede af sted for at komme ud.
Armen tog Kimeya stille til sig, hvor han forsøgte at knytte hånden. Allerede det, gjorde ondt fra fingerspidserne, og næsten helt ned til hans albue. Hvad pokker var det hun havde gjort ved ham?! Forbandede kvindemenneske! Han skulle nok sørge for at Jaqia fik høre om det her! Han trak vejret dybt. Hvor gjorde det dog ondt! Let dumpede han ned i hans lænestol, hvor han støttede til sit håndled. Kvindemenneske.. Dog var han sikker på, at det ikke var det sidste som han fik at se til Macaria.

//Out