Så du er altså en zombie!

[Deleted]

@francis

Han havde langt fra brug for at bruge penge på at sove på en kro. Han havde Paggeija, hans egen by og deri også sit eget hjem. Han havde DeLoca palæet, hvor Macaria officielt boede, hvor han altid kunne låne et værelse og snart selv kunne tage et værelse, som det passede ham. Mand og kone ville de jo snart være, interessant nok.
Han kom faktisk netop fra et møde med Macaria. De havde diskuteret brylluppet, før han var gået igen. Bagefter var han gået ned gennem byen, forbi ruinerne af det før så prægtige slot. Åh ja, han havde været der, da det var blevet ødelagt. Faktisk havde han endda siddet inden i det...Med Macaria. Da murbrokkerne var faldet ned om ørerne på dem og han havde presset hendes krop mod hans, som de sad der på tronen, for at undgå hun forblødte, ham selv med forbrændte fødder. Det havde været...voldsomt. Dramatisk. Sært. Og nu skulle de giftes og Macaria kunne ikke være mere sær. Han havde sukket og gået mod kroen for at skylle det ned. Ikke baren, han var ikke i humør til vild fest hele natten, men kroen, for han var alligevel interesseret i et eller andet. På turen havde hans blik hvilet på den mørke himmel over ham. Trods alt var det midt om natten.
Iklædt nogle lette sko, et par sorte bukser og den mørkeblå jakke med mønstre og knapper af sølv, var han trådt ind på kroen. Tingene var endelig ved at blive normale igen og Manjarno var ved at have vænnet sig til deres nye leder, så der var som normalt forholdsvis travlt. Folk der sad og drak, spiste, røg, spillede eller nød hinandens selskab, om det så var kvindeligt eller mandeligt. Men til forskel fra baren var her mere dæmpet og der sad flere rejsende i beskidte kapper.
Zean var langt fra interesseret i nogen af dem. Ingen havde en brændende fønix ved skulderen eller andet der tog hans opmærksomhed med det samme. Og selv hvis de havde, tvivlede han på om han orkede fremmed selskab lige nu. Nye bekendtskaber betød blot flere folk der ville udnytte ham og manipulerer rundt med ham, uanset om han også ønskede at udnytte dem. Den eneste han altid kunne stole på var i Dvasias. Nåe ja, så var der hans datter. Hvor meget skulle en pige på de 5 år kunne gøre?
Han satte sig ved baren og bestilte et krus øl. Bare almindelig øl. Han havde fået noget stærkere hjemme hos Macaria og trods alt havde han ingen planer om at være fuld. Ikke helt fuld, i hvert fald. Snart fik han sit krus, han betalte og lod det finde hans læber, da han tog en stor mundfuld. Snart fandt kruset bordet igen, samtidig som hans ledige hånd gled igennem det brune hår og blot fik det til at stritte...ja, lige så meget som det nu engang altid gjorde. Han placerede sig hoved oven på den ene hånd, da hans satte albuen i bordet og blot stirrede på sit krus.
Det var jo ikke fordi der var noget galt. Mere havde han en del at tænke over og endnu flere ting at planlægge...Macaria og Eriz hadede hinanden og det krævede sit af ham at spille dem begge, som han gjorde. Han måtte tænke lidt over hvad han burde gøre.
Med en voksende kedsomhed gled hans blik ud over den ene side af baren, blot for at se om der virkelig ikke var nogen af interesse...

[Deleted]

I et mere stille hjørne af kroen, sad en ung dame. Francis tog hætten fra hendes rejsekappe af, og kiggede ud over forsamlingen. En smuk, ung kvinde forlod stedet med en herre, der havde et underligt fjoget ansigtsudtryk, Francis ikke helt forstod. Hun kunne dog ikke tage blikket af kvinden, betaget af den måde hun indtog rummet på. Havde indtaget, for nu var hun ude af døren. Modsat kvinden faldt Francis mere ind med mængden. Hendes kjole var simple grøn af et tykkere stof. Underbordet kunne man lige nå at se hende leggings, før at de korte støvler begyndte. Det havde været et bevist valg at rejse mere anonymt, i hendes nyfundet frihed. Kun hendes to sølv smykker om hals og arm, vidnede om at hun havde penge.
Frihed. Frihed var det bedste ord der fandtes, nu hvor hun endelig havde fået lidt. Francis havde ikke glemt hvorfor, at hun havde fået denne frihed. Det var meningen, at hun skulle finde informationer, der kunne hjælpe lille Emilias forbandede sjæl. Men det var så let at blive distraheret og forsinket undervejs. Alt var ... det stod i det helt andet glød, nu hvor hun selv kunne vælge. Ikke bare det, men, når hun skulle være helt ærlig med sig selv, så var det svært at tage sig sammen om opgaven. Hun havde aldrig mødt pigen, eftersom Francis var adopteret efter Emilias død. Dertil kom, at hun faktisk var bange for, hvad der ville ske, hvis Emilia kom tilbage. Hendes mor ville glemme alt om hende, og hendes far havde aldrig været særlig varm fra start af. Og det var ikke fordi nogen ville blive overrasket hvis det mislykkedes for hende. Det havde hendes far gjort klart fra start af. Hendes frihed var også et minde om den kamp, hun ikke kunne vinde. Løs opgaven og bliv forladt, løs den ikke og bekræft alle i hvor udulig hun var...
Francis kiggede mod døren, som den gik op, og et bevinget individ trådte ind. Godt nok havde hun ikke rejst meget i Manjarno inden landets fald, men hun var ret sikker på at dødsengle ikke var det mest almindelig syn. Dog tiltrak den fremmede ikke den store opmærksomhed, kroen forsatte som den havde tidligere. Hun betragtede de flotte, sorte vinger, indtil noget eller rettere sagt nogen blokkerede hendes udsyn. Francis var ansigt til ansigt med kromutter, og kvinden virkede ikke begejstret for hende.
"Så du har hverken tænkt dig at bestille noget at spise, drikke eller et værelse?" Kvinden så mistroisk på hende. "Hvad laver du så her?" Helt alene, var usagt, men Francis kunne stadig høre det i forlængelse af sætningen. Hun rykkede længere ned i stolen. "Jeg ..." Forsigtigt kiggede hun forbi kromutter. Et par stykker havde vendt ansigt mod dem, og hun brød sig bestemt ikke om opmærksomheden. Helst ville hun forblive neutral, som en del af fællesskabet fra sidelinjen. I tvivl om hvorvidt hun ville blive smidt ud, hvis hun svarede; andres selvskab frem for en ensom ild, prøvede hun det første der kom til hende. "Jeg ven-venter på nogen." Da kromutter virkede ikke imponeret, tilføjede hun stille; "Og jeg vil gerne bestille en øl, tak." Francis kunne havde slået sig selv i panden. Hvis blot hun havde bestilt den drik fra start af, så ville damen aldrig havde reageret mod hende, og folk kigget i hendes retning, omend det havde været få. Forhåbentlig var hendes bestilling nok til at komme på kromutters gode side.

//Jeg antager at han stadig ikke kan gemme sine vinger, eller er det også blevet ændret?

[Deleted]

Hans blik gled uinteresseret over kroen og dens gæster. Han rettede sig op efter et øjeblik og rettede blikket mod sit krus. Macaria ville slet ikke have ham...Det var et problem. Man ønskede sig jo altid det man ikke kunne få? Og selve tanken om ægteskabets frihedsberøvende bånd...Nåh, tja, de giftede sig jo netop med hinanden for at forblive frie. Til at gøre hvad de ville, være sammen med dem de ville. Det eneste de ville dele var navn og intet andet. Det var blevet gjort klart fra starten...Men derfor var det vel ikke ulovligt at drømme om mere. Og Eriz...
Han tyggede lidt på sin tunge, da hans krus igen fandt læberne. Han havde kun lige nået at tage en ny tår, da der opstod en scene ovre ved det ene hjørne af kroen. Han drejede hovedet, sank og satte kruset på bordet, da hans øjne blev opmærksomme på denne enlige kvinde der sad i et mørkt hjørne uden noget som helst. Selvfølgelig ville hun vække opmærksomhed for kroens gæster. Det var jo mistænkeligt. Desuden var hun en kvinde og kvinder der skulle sidde alene i en kro, uden noget som helst, var jo noget nær en skændsel.
Ikke at han følte for at redde hende. Hun havde selv bragt sig i den situation og måtte også selv redde sig ud af den. Han havde aldrig været heltetypen. Da kromutteren sendte hende et sidste, hårdt blik før hun gik for at hente den øl der var blevet bestilt, rejste han sig dog alligevel. Han tog sit eget krus og gik over til kvinden. Hans krus blev stillet på bordet, da han satte sig i en stol, modsat den fremmede kvinde, som han nu havde inviteret sig selv.
"Vi er begge alene. Sådan her vækker ingen af os opmærksomhed" bemærkede han kort, før han sendte hende et skævt, udfordrende smil. Ville hun protesterer eller var hun så nem at dominerer, som hun havde givet udtryk for? Sådanne små piger som hende...De var ikke sjove. Ikke engang som underholdning, for de skreg og græd allerede inden man havde gjort dem noget. De knak så let! Hans fingre flettede sig rundt om hans krus, da hans hovedet gled let til siden, da hans kolde, stålgrå øjne gled over hende. Hvorfor skjule det?
"Du er mistænkelig som du sidder der. Fortæl mig i det mindste hvorfor du sidder her helt alene?" spurgte han så direkte, mens hans blik begyndte at vandre over andre af kroens gæster. Der var virkelig intet af interesse, var der?




//Han kan godt gemme sine vinger. Det var noget han lærte hurtigt. Faktisk har han dem gemt lige nu...Men for at redde dig har dødsengle en mørk og kold aura, mange kan mærke, når de kommer
Jeg skriver altid om de er fremme, hvis de er det.

[Deleted]

Francis havde set den fremmede komme imod hende, men var stadig overrasket, da han sætte sig ved hendes bord. Hendes hoved gik let på skrå, som hun betragtede ham. Både for at tage ham ind, nu hvor hun kunne se ham forfra, og for at prøve at regne ud, hvad han lavede her. Han gjorde dog hurtigt sine intentioner klar. Francis nikkede som han forklarede. Det gav godt mening. Godt nok havde han stillet et spørgsmål, men hans blik havde allerde fjernet sig igen, og Francis kunne ikke lade hver med at blive skuffet. Hun var tydeligvis ikke spændende nok til at holde hans opmærksomhed. *En uinteresseret gæst er vel bedre end ingen...*
"Faktisk så ville jeg bare gerne se kroen, jeg har ikke været herinde før. Generelt har jeg ikke været ret meget i det gamle Manjarno. Jeg... ville bare hvile fødderne, før jeg tog afsted igen. Og jeg rejser alene, så derfor sætter jeg alene." Hendes fødder havde ikke brug for hvile, eller en seng. Så længe der kom mad indenbords, kunne Francis sagtens gå dag og nat. Men så effektivt det var for at komme frem, så var det en ensom rute. Det havde været nok med illusionen om at være en del af selskabet. Hun havde ikke regnet med at nogen ville sætte sig over til hende. Ikke at hendes bordherre virkede ret interesseret i hende. Til gengæld fandt hun ham spændende, den kolde aura og de kolde øjne, hans åbenlyse selvsikkerhed. Hans selvskab var måske ikke det smarteste, men hun ville gerne stadig have det. Forhåbentligt kunne hun starte en rigtig samtale med ham.
"Du er også alene. Hvorfor har du ikke nogen med?" Før han kunne svare, havde kromutter fanget hendes blik. Kvinden kom over og satte hendes øl på bordet. "Er det din ven?" Francis nikkede hurtigt, og kvinden forsvandt uden et ord. I et lidt lavere toneleje forsatte hun: "Siden du nu er min ven, vil du så fortælle mig dit navn? Jeg er Francis Geneva." Hun håbede inderligt, at han ikke havde noget imod, at hun brugte ham som undskyldning.

[Deleted]

Åh nej...Han fortrød allerede han havde sat sig over til hende. Selvfølgelig var han løbet ind i en af de snakkesaglige typer. En af dem der sagde alt for meget og spurgte om alt for meget. Hans blik gled tilbage til hende et øjeblik, som bedømte han hende. Hvad han uden tvivl også gjorde.
"De fleste kroer minder om hinanden. Stanken af alt for mange ting, lyden af stemmer og selvfølgelig..." hans hånd gled en smule ud, som viste han hende hele rummet, dog uden at han selv kiggede rundt.
"Alle folkene. Alle steder er det nøjagtig det samme" kommenterede han, før hans hænder samlede sig om hans krus. Han så kort op på kromutter med et svagt smil, da kvinden sendte ham et strengt blik. Trods alt var dødsengle sjældent uskyldige og en enlig kvinde der noget så uskyldigt sidder og venter på...en dødsengel? Ja, det måtte virke sært. Men kromutter gik igen og dermed var han godt tilfreds...Trods alt kunne han ikke bare dræbe hende. Hvem skulle så serverer for ham?
Han grinte af kvindens spørgsmål. Hvorfor han var alene? Betød det overhoved noget? Mange var alene på forskellige tidspunkter. Han var det blot altid. Fordi han foretrak det sådan.
"Hvorfor jeg er alene?" Noget sagde ham hun ikke bare spurgte for at drille ham, men fordi hun ikke vidste bedre. Han trak let på den ene skulder.
"Fordi jeg foretrækker at være alene. Og kom ikke med spørgsmål om ensomhed, familier og venner. Så kan det være jeg skifter mening og kvæler dig. Langsomt, selvfølgelig" han sendte hende et skævt smil, som om selve tanken underholdte ham, før han hævede sit krus og tog en tår af den.
"Godaften Francis Geneva. Jeg er Zean" svarede han så.
"Siden vi holder store spørgerunde.." hans ene finger pegede mod hende og cirklede lidt.
"...Så må jeg vel spørge...Det er underligt folk kommer bare for at se en kro?"

[Deleted]

"Zean..." Hun lød navnet hænge i luftet et øjeblik. "Det lyder bekendt. Burde jeg kende dig eller din navnebror?" Han var højst sandsynlig ikke adelig, muligvis heller ikke så stor en kanon, men navnet sagde hende alligevel et eller andet. Måske han havde lavet et eller andet uheldigt? Så frem hans aura talte sandt, og han var en dødsengle, var det en meget logisk forklaring.
Francis trak læberne tilbage i et humorforladt smil, imens hun kiggede ned i sin øl. "Jeg har aldrig været hel normal." Aldrig var måske så meget sagt, men i hvert fald så langt tilbage som hun umiddelbart kunne huske. "Og jeg tror hun" Francis gav et nik mod kromutter, som var på vej væk, "ved det." Blikket gik tilbage til Zean. Selvfølgelig vidste kvinden det ikke af det de mest oplagte grunde. Men at Francis gerne ville have en dødsengels selvskab, måtte sige noget i sig selv. Hun havde en gang hørt, at mennesker var tiltrukket til engle på en uforklarlig facon. Hvis det var sandt, gav det så ikke mening at hun ville være det samme med en dødsengle? Der var noget over ham, noget som normalt ville få hende til at trække sig væk. Det var næsten tillokkende. Hun prøvede at forklare sig selv, at det var mangle på selvskab de sidste dage, som gjorde det.Normalt kunne hun ikke forstå tiltrækning af 'badboys'. Det var at bede om problemer, og det var hun alligevel for smart til. Normalt, men ikke i det her tilfælde.
Med et fast greb i hendes drik, som skulle den ellers gro ben og løbe væk, tog hun en ordenlig slurk. Øl havde aldrig sagt hende meget. Med hendes krop, kunne hun ikke blive fuld og smagen var ikke noget særligt. Ikke nødvendigvis dårlig, men heller ikke nød. En god vin derimod kunne nydes. Alt andet blev bare drukket uden tanke for hvad der kom indenbords. Kruset blev stillet igen, allerede nu var der gjort det godt indhak. Hun drejede det rundt med sine fingre, imens hun kiggede på indholder der lavede en lille malmstrøm. "Mange ville også mene, at det er underligt at ville være alene. Min far siger, at det kun er folk fortabet i deres arbejde, galninge og folk, der er blevet brændt som børn, og nu ikke er mand nok til at møde ilden, der fortrækker det." Hun havde aldrig rigtig brudt sig om den metafor. Når ild er en af de få ting der kan slå dig ihjel, bliver den hurtig mindre populær. "Det er i hvert fald hvad han siger... Men han har ofte ret." Francis kiggede igen hen over bordet. Det kan godt være, at Zean fortrak at være alene, men han var tydeligvis på udkig efter nogen eller noget. "Hvis du leder efter den kønne fru med ... de fyldige former," det lød alt for pervers i hendes egne øre, "så kommer du for sent. Hun er allerede gået med en anden." Det behøves naturligvis ikke at være hende. Men hun havde lignet en, som mange mænd gerne ville dukke op for.

[Deleted]

Hans ene øjenbryn gled lidt op i panden, af hendes kommentar til hans navn. Så hun havde hørt om ham? Okay. Nu var han jo snart kendt af rigtig mange, også mellem almindelige bønder. Der ville ikke gå lang tid før han kunne møde op på en kro og folk så kendte ham af navn og måske halvdelen også af udseende. Især til brylluppet, hvor mange uden tvivl ville dukke op. Hans blik gled ud over kroen et øjeblik ved denne tanke, før det faldt tilbage på Fran foran ham.
"Du har nok hørt om mig. Men hvis jeg fortæller dig sandheden bliver du måske skræmt eller bange. Vil du risikerer det?" drillede han hende. I sandheden havde han ingen grund til at holde det hemmeligt, det var jo langt fra en hemmelighed, men alligevel ville det være...Næsten uforsigtigt bare at sidde her og prale med det. Og siden hvornår bekymrede han sig om det? Sandt.
"Jeg er dødsenglenes leder" sagde han så, lige ud. Næsten som om det var ligegyldigt eller ikke betød noget, med samme stemme, som var man en slagter eller bager.
Ikke normal? Nej. De færreste ville kalde sig normale. Selv han ville ikke kalde sig normal og specielt ikke prale med det. Der var intet mere kedeligt end være normal.
"Noget specielt der skulle gøre dig...Mindre normal?" spurgte han alligevel, trods det faktisk ikke interesserede ham. Trods alt...Men de sad jo og førte lidt smalltalk, så han kunne vel lige så godt spørge og se om der kom noget mere spændende ud af det.
Han så lidt på hende ved hendes...Well, hendes fars...Visdomsord. Han var en smule filosofisk anlagt og at tænke over sådanne ting kunne være ret interessante...Når han var alene, i det mindste. Eller slappede af. Alligevel var det interessant, en smule. Hans smil voksede, da han så drillende på hende.
"Jeg vil kalde mig en galning" sagde han så.
"Hvis din far har så ret, så er jeg en galning og intet andet" han trak let på den ene skulder. Nu havde de styr på det! Ganske morsomt...Nu havde han også ordet galning klistret til sit navn. Men det havde folk nok givet ham for længe siden! Han grinte yderligere af hendes kommentar. Åh, uanset hvad, virkede hun frisk.
"Jeg er her ikke for kvinder. Dem har jeg nok af!" kommenterede han.
"Leder du efter en køn fyr med en god størrelse..." han blinkede kort til hende. Hun havde selv bragt emnet op. Nåe ja, hun var en kvinde og han kunne da godt, hvis det var hvad der interesserede hende, men hun virkede alt for uskyldig til ham. Og faktisk...Havde han ikke rigtig lyst til det lige nu. Hun tiltrak ham ikke som sådan. Han begyndte selv at slynge sit krus rundt, blot for at tage sig til et eller andet.

[Deleted]

Efter hans drillende tone kom et lavt: "Er det så slemt?" Francis var en af de naive personer, der gerne ville se det gode i folk. Noget nogen beundrede og andre mente var farligt eller direkte dumt. Ham her, var hun dog ikke et øjeblik i tvivl om, kunne finde på at gøre et skidt ting eller to. Og hun have ret. Eller delvis ret. At samle dødsengle var i sig selv ikke skidt, men folk havde aldrig hvisket noget godt om det. Og hvad var det nu med en brændende by? Skulle hun dømme efter hans tone, var titlen ikke noget særligt. Som skete det fra dag til dag at folk bestemte sig for at samle en race. Hvad end havde havde tænkt sig at gøre, var det en stor bedrift. Det passede dog dårligt med, at han gerne ville være alene.
*Jeg er vendt tilbage fra de døde og spiser folk.* var hendes første tanke, men ikke det som kom ud af munden. Faktisk ville hun helst slå det hen. Normalt ville hun undgå at fortælle noget om hendes mere... usædvanlige træk. Normalt. Ligesom hun normalt ikke ville ønske folk med Zeans auras opmærksomhed og slet ikke deres selvskab. I dag var intet åbenbart normalt. Her kunne skyldes, at hun var provokeret af hvor lidt interesse han havde vist for hende. Eller også var det den arrogance, hun mente lå over ham. Hvad end det var, fik hun lyst til at fortælle ham ting, hun normalt ikke ytrede. Ting som ville få ham op af stolen. Ting, som ville få en rigtig reaktion, i stedet for et svar fordi det var forventet. Men, i sidste ende fik hun aldrig samlet modet og holdte sin mund.
En galning? Det var vist ikke hvad de fleste ville gå med. Zean gik sin egen vej. Han lød næsten stolt. Francis betvivlede hvor god en ide, at en mand der dømte sig selv gal, samlede en race under sig. Det var ikke en mening hun verbalt fortalte, til gengæld kunne hendes ansigtsudtryk give et hint eller to.
Nok kvinder? Som at han havde mødt nok gennem livet? Eller typen der gik fra kvinde til kvinde uden at slå sig ned og bare ude efter en ting? Hans næste ytring var bestemt ikke mere klar for hende. Med et meget forvirret ansigtsudtryk lagde hun hovedet på skrå, som skulle den nye vinkel hjælpe på forståelsen. "Jeg leder ikke efter store fyre... Jeg kan passe på mig selv?" Det var vel hvad han mente, ikke? Hvad køn så havde med sagen at gøre, manglede hun stadig at regne ud. Måske kvinden hun så tidligere var en mager af en eller anden slags, og den mand hun gik med havde brug for hendes beskyttelse? Så... han måtte mene, at Francis hverken  var interessant eller kunne forsvare sig selv. Hun kunne mærke den samme trang til at fortælle, der var dukket op tidligere. "Jeg kan passe på mig selv. Jeg er stærk, svær at slå ihjel og lever af råt kød. Og det er, hvad der gør mig mindre normalt." Det var ment som en trumf. Som noget der endelig ville få ham til at ændre attitude. Francis' underbevidsthed, havde bare reageret før hun selv blev bevist om konklusionen. Zean var højst sandsynlig ligeglad. Intet hun sagde eller gjorde ville kunne interessere ham. Og det kunne høres i hendes sætning, der kom ud med et træk på skulderne og i et neutralt toneleje.

[Deleted]

Han så lidt på hende. Hun fremstod som forfærdelig naiv og godtroende, alt for uskyldig. Netop den slags der var mest kedelige...Men også den slags, hvis verden det var sjovest at ødelægge og ændre på. Den slags der brød grædende sammen og brugte det meste af deres liv på at svæve rundt som et spøgelse, fordi de psykisk var ødelagte for livet. Hendes udtryk var ulæseligt, for Zean. Han forstod ikke hvad hun skar ansigter af. Og hun svarede heller ikke på hans spørgsmål...Måske der gemte sig en hemmelighed der var værd at komme ind til, at finde ud af? Om ikke andet, så bare for at vide det.
Hendes kommentar om store fyre og passe på sig selv...Han brød øjeblikkeligt grinene sammen. Nej...Nej, det var for meget! Åh...Han kunne ikke tage det seriøst! Hun var dum som en gås! Han knækkede sammen, ind over bordet, da han højlydt gav sig til at grine. De der sad tættest på dem så over mod dem med et forundret udtryk. Han måtte tørre en tåre væk fra det ene øje, før han endelig stoppede op og trak vejret dybt for at slappe lidt af igen. Hans øjne skinnede da han så på hende. Det var jo så latterligt!
Havde hun ikke selv kommenterede om han var her for en kvinde? Og så forstod hun ikke hvis han kastede bolden tilbage? Det var bare dumt.
”Jeg snakker om sex!” udbrød han endelig og afventede hendes reaktion. Uden tvivl en del rødmen og andre ting unge piger gjorde, når de blev pinlige berørte eller forlegne.
Nej...Hvis hun havde ment beskyttelse i form af bodyguards hele tiden, hvorfor troede hun så at Zean ville få brug for sådan en? Og endda en kvindelig en...Nej, han kunne og havde altid klaret sig selv. Hun kunne ikke være så dum...Hun måtte have haft en bagtanke om emnet da hun først havde snakket om det, men siden blevet forvirret, fordi hun intet vidste.
Stærk, svær at slå ihjel, spise råt kød? For ham lød det som en vampyr, omend, de drak blod og ikke spiste råt kød...Selv om der sikkert var et par stykker der nok gjorde det.
Men hun havde ikke de lange, spidse tænder, selv om hun ganske rigtig var lidt blegere end normalen, tænkte han. Han truttede let med munden og lod blikket glide ned over hende.
”Hvis du virkelig vil være interessant, nøjes du ikke bare med at fortælle at du kan de samme ting, som størstedelen af hele verdenen kan. Stærk og svær at slå ihjel? Det kaldes en vampyr. Spiser råt kød? Det kaldes en varulv. De er ganske normale. Så hvad er du? En ligegyldig varyl?” foreslog han og tog en tår af sit krus, afventende hendes forklaring.

[Deleted]

Francis ansigt blev ildrød, som Zean grinende brød sammen over bordet. Hvad i alverden havde hun sagt, der havde gjort hende så meget til grin? Hurtigt kiggede hun fra ham rundt i kroen. Han havde tiltrukket sig opmærksomhed fra de nærmeste borde, hvilket kun gjorde hende mere pinlig berørt. Hendes blik faldt tilbage på ham. Sex. Francis så på ham med store øjne. Selv da hun spurgte Zean om kvinden, var det ikke faldet hende ind. Kvinden havde blot været en de fleste mænd i kroen havde kigget efter, så det virkede logisk. Der gik et lille lys op for hende. Så det var derfor, manden havde haft sådan et fjoget ansigtsudtryk. Frustreret bundede hun resten af øllen for at have noget at lavet. Lige meget hvad hun sagde eller gjorde, var hun altid bunden af joken. Som hun sank det sidste, knugede hendes fingre så hårdt om kruset, at hun var bange for det ville tage skade. Det blev forsigtigt sagt på bordet, og hun kiggede over på manden overfor hende. Hvad havde hun gjort for at fortjene det her? Måske det var den jæger fra natten før, men der havde ikke været noget hun kunne gøre for hans sår. Og det havde været dumt at lade kødet gå til spilde… Hun bed sig i underlæben ved tanken, heldigvis afbrød Zean hende hurtigt.
“Jeg er ikke en varyl, eller en vampyr, eller en varulv… Jeg er en warlock.” Det blev ikke sagt med det vilde eftertryk, det var en kendsgerning. Og så vidt hun vidste, spiste warlocks ikke råt kød, men det var ikke pointen. Hvorfor prøvede hun overhovedet at bevise noget for ham? Francis var undead, hendes magi havde ændret sig, hendes krop ikke længere den samme. Zean derimod var bare en dødsengel. Han havde samlet flokken? Godt for ham! Hvis de havde lyst til at følge ham, var det sikkert kun godt, at de holdte sig for sig selv. Et gudsforladt sted hvor de gjorde andre ondt, og hvor Zean åbenbart gik fra dør til dør.
”Jeg-jeg fortalte det, fordi jeg ville fortælle, at jeg ikke havde behov for nogen. Der er ingen grund til, at jeg skulle forsøge at gøre mig interessant for dig. Du har ikke været andet end uhøflig siden du kom herover. Jeg har prøvet at være civiliseret, og du har grint og hånt mig, når du fat mig spændende nok til ikke at kigge efter andre alternativer i kroen. Jeg ved ikke, om du er gal, men du er i hvert fald en røv. Og det er kun godt for resten af os, hvis du fortrækker at være alene.” Francis så afventende på ham. Hvad enten han grinte eller ej, var lige meget. Hun havde stået op for sig selv, og det var for hende en stor sejrer. En som ham kunne ikke knække hende. Lige meget hvor hårdt de slog, ville hun altid rejse sig igen. Det var sådan hun var kommet gennem livet. Om det så havde været verbalt eller fysisk angreb hun havde været udsat for, var resultatet altid det samme. Lige så hurtigt som hun blev forlegen eller dukkede hovedet, så lidt hun kendte til sex og andre intime relationer, lige så svært var det at få hende ned på knæ.

[Deleted]

Warlock? En warlock spiste ikke råt kød...Medmindre de havde en sær fetich. Det kunne man jo ikke udelukke...Folk, især dem der havde med magi at gøre, var i den grad ganske sære og mystiske, trods denne kvinde havde været alt andet end det. Nå, han ville ikke snage mere i det, til dels fordi han fornemmede at der var noget andet under optræk...Og ganske rigtig.
Jamen dog...Havde den lille killing lært at hvæse? Hvor var hun dygtig!
Han havde absolut intet haft imod hende. Faktisk havde hun blot stået på den neutrale grund for ham, hverken ven eller fjende, blot selskab, hvor interessant eller uinteressant det end havde været. Set fra hans side havde han behandlet hende lige så venskabelige som han behandlede alle andre. Faktisk mere end det...Han havde ladet som om han var interesseret og spurgt ind til hende, selv om hans interesser lå helt andre steder. Og det eneste hun havde til overs for ham var fornærmelser han havde hørt før? Hvis hun var ked af at være uinteressant var dette kun med til at gøre hende helt og aldeles uinteressant.
Han sukkede. Af kedsomhed. Og smilte svagt til hende, som han drak resten af indholdet i sit krus. Hvor de fleste nok ville reagerer med vrede og lyst til hævn, reagerede Zean anderledes. Han blev ligeglad. Så ligeglad, at han begyndte at ignorerer personens eksistens. Omend, han for fremtiden altid ville huske hvem der havde sagt hvad om ham...Han gjorde virkelig ikke tjenester eller arbejdede med folk, der ikke havde andet at sige.
”Jeg forstår ikke hvorfor du prøver. Prøver at gøre dig interessant. Jeg lagde slet ikke mærke til det!” svarede han, ganske rigtig forundret over hun var gået så meget op i det. Hvorfor havde hun da det? Det var jo dumt.
”Jeg forstår heller ikke hvorfor du snakker om at have brug for nogen. Når alt kommer til alt har vi jo kun os selv at stole på” han blinkede til hende, som han smilede drillende til hende. Så rejste han sig op og strakte sig, da han lod blikket glide rundt i kroen. Ja.
”Jeg foretrækker at være alene...Men det betyder ikke jeg aldrig er sammen med nogen” tilføjede han så, for at provokerer hende yderligere. Zean behandlede normalt altid folk som de behandlede ham...Og lige nu havde han absolut ingen grund til at være det mindste venlig.
Været sammen med nogen...Hvor hun endnu var en uvidende jomfru. Nej. Han brugte ikke tiden på ligegyldige diskussioner om hvem der var bedst. Han havde virkelig andet at bruge tiden på.
”Farvel”
Han vendte om og gik. Hun ville sikkert være ellevild for at slippe fra ham, men han var faktisk ret så ligeglad. Det var på tide at finde noget ordentlig underholdning! Snart havde han også forladt kroen.
Han vidste selv at han var god. Han havde ikke brug for folk til at bekræfte det. Faktisk styrkede folks fornærmelser kun hans holdning til sig selv.

//Out