Det Store Bryllup

[Deleted]

Hun var en fryd når hun dansede. Smidig og elegant, med en tydelig latter og et ansigt fortrukket i et øjeblik af ren fryd. Han lod hende danse med alle sine gæster. Selv var han ikke meget for at danse så meget og oftere trak han sig tilbage til sin stol og dansede kun med de folk, han absolut ikke kunne få lov at undgå. Snart begyndte den løse snak at summe i rummet og sære hemmeligheder og personligheder kom frem. En mand væltede ned af stolen på et tidspunkt, men det var heldigvis noget af det mest dramatiske den aften. På et tidspunkt sendte han Arona i seng, selv om han vidste hun ville liste sig herned igen, til hun selv ville i seng.
Han drak selv, følte sig selv beruset, omend ikke nok til at han gik helt i gulvet. Det var sjovt...Og kedeligt på samme tid. Til sidst fik han nok af larmen, af folks ligegyldige snak, af at snakke med bekendte ansigter, af at drikke, af musikken, af narrene der hoppede rundt...
Han rejste sig og forlod rummet. Elegant. Han var i tvivl om hvorvidt nogen overhoved havde lagt mærke til det. Han søgte væk fra det larmende rum af en fest og sukkede udmattet, da han gik ned af den mørke, kølige og stille gang. Det ringede jo helt for hans ører!
Han fandt det der skulle være deres fælles soveværelse. De kunne jo ikke bare sove hver for sig...Hvad ville tjenerene ikke komme med at rygter? Dog var han ret ligeglad. Han smed sine sko og mærkede det yderst behagelige gulv under sine fødder, da skoene ikke længere pressede dem sammen. Så befriende! Med et suk faldt han med ryggen først ned i sengen og spredte armene ud. Han trak vejret dybt og så op i loftet.
Han blev overfaldet af et grin. Et grin der fortalte præcis hvor absurd dette skuespil var og hvor ligegyldigt det hele var. Hvem skulle have troet det? Se, han blev gift! En kvinde kunne nu gå og prale med navnet Forsyth på ny. Åh...Han havde slet ikke inviteret sin mor eller far. Ville heller ikke have gjort det, hvis han havde tænkt over det. Hans mor var syg med gigt, hun kunne ikke rejse så langt og han hadede sin far.
Latteren døde stille hen, da han vendte sig i sengen, så han lå på maven. Halvt begravet i bløde dyner og puder, gled hans blik ud af det nærmeste vindue, ud i mørket. Det var rart at ligge her lidt og slappe af. Hvis Macaria blev nede til festen, ville han sandsynligvis snart sove og fylde hele sengen samtidig. Men hvad betød det også...Det var jo hvad hun ønskede sig mere end noget andet...

[Deleted]

Festen var så godt som færdig. Solen ville snart stå op. Musikerne hang trætte over deres instrumenter i hjørnet. En enkelt fløjte pustede sine sidste døsige toner ud til bagrunden af en svag mumlen af samtaler. De få gæster, der sad tilbage sad halvsovende i deres stole, og var alle enten for fulde eller trætte til at rejse sig.
Macaria besluttede sig for at trække sig tilbage. Zean havde været væk i lang tid, men om det var fordi, at han havde fundet en tøs at være sammen med, eller fordi han var gået i seng, vidste hun ikke. Det var aldrig til at vide med ham. Med et støn kom hun op og stå. I et øjeblik svajede hun frem og tilbage, så hun måtte støtte sig til stolens ryglæn. Ihh... Zean havde jo lovet at bære hende op. Uforskammet ægtemand! Hun grinede for sig selv. Ja.. sikke en ægtemand, hun havde fået.
På sine nøgne fødder listede hun ud af festsalen. Alene bevægede hun sig gennem det stille palæ, hvor hun nød roen. En melodi fra festen hang fast i hendes hoved, så hun nynnede den lavmælt for sig selv. Kort stoppede hun op på trappen, for at rette på et maleri, inden hun forsatte mod hende og Zeans fælles soveværelse. Øjenlågene var tunge, fødderne ømme, og hovedet en smule svimmel. Det havde været en god fest. En fest man ville snakke om i lang tid.
Med et gav åbnede hun døren ind til det kølige kammer, og opdagede med det samme Zean, der lå i sengen. Et lille fnis brød hendes læber. Han lå sovende på maven, så han fyldte hele sengen, stadigvæk med alt sit tøj på, om dog var skoene røget.
Lydløst sneg hun sig hen til vinduet, hvor hun sørgede for gardinerne var trukket ordenlig for, så solen ikke ville skinne ind. Der var dejligt køligt i rummet, når man lige kom fra den varme, indelukket festsal.
Med et gab kravlede hun ind på sengen, og fik skubbet til Zean, så hun kunne smyge sig ind under hans ene arm. Veltilfreds puttede hun sig ind til ham, så hun kunne mærke hans brystkasse hæve og sænke sig i åndedragets rytme. Det virkede døsigt på hende. Hendes ene arm gled omkring ham, inden at hun lukkede øjnene med hovedet under hans hage. Hvis hun kunne sove længe i morgen nat, ville hun være glad.
Begge fuldt påklædt lå de der i hinandens arme, inden at Macaria lod søvnen overmande sig.

[Deleted]

Macaria, eller nogen anden for den sags skyld, listede sig efter ham og snart gled hans øjenlåg i og han sov, stadig iklædt sine fine og nu krøllede klæder. Han vidste ikke hvor lang tid der var gået, før Macaria pludselig var der. Først blev han opmærksom på en svag puslen, men om det var virkelighed eller drøm kunne han ikke sige. Han følte sig tung i kroppen og orkede ikke rigtig at flytte sig. Nogen skubbede til ham og med et svagt støn fik han flyttet sig. Det skulle vel ikke være Macaria der allerede kom i seng? Hans øjenlåg gled en anelse op et par gange, hver gang kun for at lukke sig des tungere igen. Hans tunge gled rundt i hans mund, som han fugtede sine tørre læber.
Nogen puttede sig ind til ham. Ud fra duften og fornemmelsen af kroppen var det Macaria, uden tvivl, og helt naturligt gled hans arme rundt om hendes krop og holdte hende ind til sig, som de begge igen faldt i søvn.
Han ville ikke have en anden kvinde på sin egen ægteskabsnat. Men han ville heller ikke have båret hende op i seng...Hvorfor skulle han gøre disse luksuøse ting for hende, når hun end ikke ville give ham noget som helst til gengæld? Dog vidste han intet om disse tanker og faldt uvidende i søvn.

//Out