Det Store Bryllup

[Deleted]

@zean - @eriz

Solen var lige gået ned. Dens sidste stråler lignede gløder på træernes blade, så det lignede de var i brand. Himlen var rød som blod, mens den blev mere og mere mørk, jo mere dagen døde ud, for at give liv til natten. Der var helt stille. Kun en ensom fløjte, brød lysningens tavshed. Bænket i rækker sad gæsterne, som statuer med tomme blikke. Ingen sagde noget. Alle ventede blot i respekt, på den hellige ceremoni, der snart skulle gå i gang. Man kunne næsten mærke Azraels nærvær. Mørk, dyster og vemodig.
Foran dem alle ved lysningens grænse stod et stenalter. Simpelt, koldt og firkanten. Nærmest bare en klods. Ved det stod to personer. En præst klædt helt i rødt, og en dødsengel, der snart fik bundet en kvinde til sig – for evigt.
En bevægelse i den anden ende af lysningen, fik folk til at dreje hovederne. Endelig. Det var hende. Mellem de sorte stammer kom hun til syne. Man kunne tydeligt se, at hun ikke var menneskelig. Hendes tykke, bølgende hår eksploderede i røde nuancer, og fik lov til at sno sig frit ned over hendes nøgne skuldre og ryg. En sort kjole dækkede den blege, stramme hud, og slæbte sig efter hendes fødder. Det knudret ar på hendes ene skulder, samt dem på hendes ryg, blev afsløret for alles nysgerrige blikke.
Fødderne var nøgne, og hun bar ingen smykker. De dybe mørkeblå øjne var vendt frem mod alteret, som hun skridt for skridt nærmede sig. Hun lignede noget, der lige var trådt ud fra en drøm om måneskin og hviskende stemmer.
Gæsterne hviskede til hinanden, mens de så efter den unge vampyr, der ikke lignede en dag over de 20, selvom hendes rigtig alder var meget ældre. Alle kendte hende. Selv dem som aldrig havde mødt hende. Hun var Manjarnos erobre. Dronningens tidligere Højre Hånd. Og snart ville hun være kone til Dødsenglenes Leder. Meget snart.
Et lille smil trak i hendes ene mundvig, da hendes blik mødte Zeans, inden at hun stillede sig op foran alteret, og indtog sin plads ved siden af ham.
Det var lykkes hende at gå hele vejen herop uden at snuble! Hvis ikke det hele havde været så stille og alvorligt, havde hun jublet af den lille sejr. Med alle de folks grådige og opmærksomme blikke på hende, havde det været pinligt, hvis hun midt i det hele, var faldet i den lange, tynde kjole. Hun var stærkt opmærksom på alle blikke mod hendes ryg på nuværende tidspunkt, men hun prøvede at koncentrere sig om præsten foran hende og Zean. Gad vide hvad han tænkte? Hun havde gjort meget ud af sig selv for ham. En tjenestepige havde børstet hendes hår i en time. Kjolen var traditionelt valgt sort, og hun havde taget et langt, varmt bad med duftolier. Selvom man var vampyr med en normal evne til at være fejlfri og tiltrækkende, kunne man godt forsøge at gøre lidt mere.

[Deleted]

Det blev mere og mere mørkt omkring dem, som solen var gået ned og de sidste stråler forsvandt. Det hele blev omgivet af mørket, hvilket kun var passende, for de var begge mørkets væsner og natten var mere deres legeplads end nogen dag kunne være. Rundt om dem hang lanterne eller stager med lys, så man endnu kunne se noget, selv om de fleste måske havde et veludviklet syn i mørket. Folk sad på bænkene til begge sider, efterlod en lille sti imellem fra hvilken Macaria skulle gå op til Zean og overgive sig til ham, som det var sig tro. Manden tog imod kvinden og lovede hende troskab, lovede at passe på hende, så vidt det var ham muligt. Stenalteret var koldt og anonymt, præsten klædt i de fine røde klæder.
Zean selv var pænt klædt på. Han havde været overraskende nervøs, eller nej...spændt...På denne dag, denne nat. Han havde klædt sig selv på, som han foretrak det, for han havde ingen af sine engle her, andet end hans tro bodyguards, som lurede ude i kanten af det hele. Arona sad på en bænk i nærheden i en fin kjole og benene der dinglede fra bænken, kørte frem og tilbage, mens hendes grå blik gled over dem med spænding. Et svagt smil gled over ham.
Han havde taget et timelangt, varmt bad og vasket sig godt. Hans hår var blødt og pjusket efter den gode behandling. Han var iklædt nogle flotte sko, der skinnede af olierne de var smurt med, nogle sorte bukser og en sort jakke over sig. Indenunder jakken var en hvid skjorte. Ingen slips eller butterfly, blot en knap der var åben og røbede at selv nu havde han sin medaljon på. Han slap den aldrig. Og det var alt. Hans blik var gledet ned over gæsterne, hvor han genkendte flere ansigter. Gad vide hvad de tænkte om ham? Ingen af dem kunne virkelig tro han faktisk ville gifte sig og specielt ikke af kærlighed. Han tog sig selv i at lede efter Rei i mængden og sendte i stedet Arona et advarende blik, da hun åbenbart havde svært ved at sidde så stille, som det hele krævede af hende. Hun havde taget oplysningen på en god måde. Han håbede hende og Macaria ville komme godt ud af det med hinanden, som de uden tvivl ville bruge tid sammen.
Han bed sig selv i tungen og lod blikket glide over alteret, før han endnu en gang rankede ryggen. Folk kiggede jo på dem! Han måtte ikke sænke paraderne et eneste øjeblik i nat. Omend, jo længere han stod og ventede, jo oftere faldt han lidt sammen, til han måtte ranke ryggen igen. Til sidst stod han blot rank og tænkte på intet andet end at holde sig rank, med hænderne samlet foran.
Endelig. Den lette musik der fortalte Macaria var på vej. Det havde da også taget sin tid! Hans blik fulgte alle de andres, som han så ned af gangen mellem bænkene. Der. Mellem de store buketter med blomster der prydede bænkene, kom Macaria gående i en neutral, men flot sort kjole. Viste stolt sine ar frem for gud og hver mand. Hans blik fandt hende og et svagt smil gled over ham, som hun smilte skævt til ham. I det mindste var de sammen om dette, trods deres sidste møde endnu var frisk i hans erindring.
Snart ville de blive forenet foran Azrael, den eneste rigtige gud. Han var ikke religiøs...Selv om han på det seneste havde tænkt mere og mere på Azrael. Han kunne dufte nogle af olierne Macaria havde brugt i sit bad, han kunne se lyset spejle sig i hendes hår i flere nuancer. Med et svagt smil vendte han sig om mod præsten sammen med hende, og vendte dermed ryggen til alle andre. I det mindste var han sammen med en flot kvinde, uanset om hun brød sig om ham eller ej.

[Deleted]

Tålmodigt ventede alle på at den spinkle fløjte, skulle slutte af. Macaria rørte uroligt på sig, og prøvede på ikke at tænkte på, hvor meget hendes næse kløede. Hun kunne høre Zeans hjertebanken ved siden af sig, men turde ikke se op på ham i skræk for, at hun ville begynde at grine. Var det virkeligt, hvad hun gjorde? Giftede sig med ham? Det virkede stadigvæk så underligt, men her stod hun altså ved hans side.
Fløjtens melodi hørte op, og den rødklædte præst begyndte at messe. Hans stemme var lys og klar som stjernerne på en frostklar himmel. Den gav hende kuldegysninger ned af ryggen, og følelsen af at hele verden holdte vejret. Det var lige før at hun i dette her sekund, pludselig kunne tro på at Azrael med sin egen hånd, ville binde hende og Zean sammen. Hun sank en klump. Lige nu var det her ikke en leg.
Præsten fremdrog en kniv fra sin blodrøde kåbe, og holdte den op i vejret, så flammernes skær blev fanget i den blanke klinge. Macaria kunne ikke slippe den med blikket. Hvis hun havde haft et levende hjerte, ville det have hamret afsted, som prøvede det af flygte fra denne her uhyggelige, sælsomme stemning. Dog tog hun sig sammen, og rankede sig stolt, uden at lade nogle se frygten hos hende. Hun var en herskerinde. En leder. Alle skulle kunne se det på hende – selv Zean.
Præsten gjorde tegn til at de begge skulle gå ned på knæ, for at knæle for Azrael. Det var utroligt meget, hun syntes, at hun skulle gøre for en gud, som hun ikke engang troede på. Med den ene hånd trak hun lidt op i sin kjole, mens hun gled ned på knæene foran præsten.
Hun holdte blikket frem, da præsten messende placerede kniven lige over hendes bryst. Kulden fra den skarpe kant, fik en sitren til at glide igennem hendes krop. I et stykke tid hvilede kniven mod hendes bryst, mens præsten næsten syngede ordene, hun ikke engang forstod, inden at han uden advarelse, lavede et snit. Det gav et lille gib i hende, der fik hende til at blinke et par gange med øjnene, men hun trak sig ikke bort. En skål blev holdt under snittet, så hendes blod kunne sile ned i den. Godt hun havde sørget for at drikke rigeligt, inden den her ceremoni, for ellers havde det været akavet, når intet kom ud af hendes døde krop.
Snittet healede sig igen, og skålen blev taget væk. Præsten dyppede to fingre i blodet, og lavede et mærke på Zeans pande, inden at det nu var hans tur, til at få snittet.
Macaria skævede til ham.

[Deleted]

Macarias nervøsitet var smittende og han mærkede selv hvordan hans hjerte hamrede lidt hårdere og lidt hurtigere, da han vendte sig om mod præsten. I et øjeblik havde han lyst til at stikke af...Og dog. Når han tænkte over det, tænkte over situationen og ikke over at han blev bundet til en person, nød han det faktisk. Han følte sig slet ikke så nervøs. Han fik opmærksomheden og der var trods alt noget sejt over ceremonien, i forbindelsen med at de begge blev skåret op og alt det der. Han opdagede han kunne ryste det hele af sig. I en næsten umærkelig bevægelse rystede han sine skuldre og følte sig underligt rolig. Hvorfor være nervøs? De blev jo bare gift. Det var jo ikke fordi ægteskabet betød noget, andet end den løsnede dem begge for visse forventninger der var lagt på deres skuldre. I stedet kunne de leve frit bagefter og være sammen med hvem end de fandt passende. Hun kunne være sammen med sin kvalmende kæreste, han kunne være sammen med alle andre og hun kunne påstå han ikke var tiltrækkende.
Præstens messen fik ham til at glemme disse ting et øjeblik, skønt kun for et øjeblik. Selv om han var voksende religiøs, syntes han endnu at praktiseringen af religionen var for kedelig og hans tanker begyndte hurtigt at vandre. Gad vide hvor god vildsvinen var bagefter?
Han kom først til sig selv, da de pludselig skulle ned på knæ. Med sikker hånd hev han lidt op i sine bukseben, da han langsomt gled ned på knæ og bøjede hovedet lidt.
Han følte sig lidt som et offer.
Han mærkede Macarias næsten umærkelig glip i kroppen, da kniven skar i hende. I et øjeblik overvejede han om hendes sår ikke bare lukkede sig for hurtigt, til at de kunne nå at få nok blod ud af det. Se det ville være akavet, hvis de skulle til at skære i hende flere gange!
Heldigvis var han lidt for fantasifuld og der skete ingen ting. I stedet løsnede han sin skjorte og hev den lidt til side, så præsten kunne komme til.
Kniven var kold mod hans krop. Da præsten var færdig med alle sine ord, skar den hurtigt hans hud op og snart begyndte blodet at flyde, lige så stille, ned i skålen. Det gav pletter på hans hvide skjorte. Pyt med det.
Smerten havde været hurtig og kort, han havde knap nok rørt sig ud af stedet da det var sket. Nu var der efterhånden ingen vej tilbage.
Han så hvordan præsten tog lidt af hans blod og lavede et tegn i panden af Macaria. Nu var det snart tid til del 2 af denne ceremoni. Han sendte Macaria et skævt blik. Alt var vel godt? Han havde mærket hendes blik et øjeblik. Dette var i sandheden absurd. Han håbede aldrig han skulle opleve det igen.

[Deleted]

Det var akavet at blive sulten midt i det hele, men duften af Zeans blod på hendes pande, fik Macaria til at mærke tørsten trække i sig. Gad vide hvordan hans blod ville smage? Mørkt og bittert måske? Det distraherede hende fra næsten alt hvad der forgik omkring hende. Kort måtte hun lukke øjnene, for at få styr på sin egen sult. Det var snart overstået, og så kunne festen begynde. Hun brød sig ikke om den her sælsomme, uhyggelige stemning.
Præsten havde fået blandet deres blod sammen i skålen. Et hvidt silkebånd blev lagt derned, indtil det var blevet farvet helt rødt. Det var nu, at man skulle lytte efter. Koncentreret prøvede Macaria at følge med i præstens messe, mens at han tog det dryppende bånd op igen. Blodets søde duft kærtegnede hendes næsebor. Præsten gjorde tegn til at de hver skulle række en hånd ud mod ham. Macarias hånd ovenpå Zeans. Han føltes varm i forhold til hende.
Nu var det nu! Præstens messe blev i stedet til 1000 guldmønter spørgsmålet.
”Macaria Limizia. I Azraels og alle vidnernes påhør, binder du så dig selv til Zean Forsyth ved din side? Vil du ære ham, respektere ham, lytte til ham, og tilhøre ham i alt evighed, indtil natten vil tage jeres sjæle?” spurgte han med en højtidlig stemme. ”Vil du føde ham en masse sunde børn, stå ved hans side, og aldrig forlade den, selvom I står foran smertens ansigt?”
Macaria kunne ikke lade være med at skære en grimasse. Hvorfor var det altid kvinden, som skulle underlægge sig manden? Hun kunne ikke lade være med at dreje hovedet lidt, så hun kunne kigge på Zean. Det endelig spørgsmål. Skal, skal ikke? Silkebåndet var blevet viklet en omgang rundt om deres håndled, men det var endnu ikke blevet bundet. Hendes blik vandrede ned over Zeans ansigt, inden at hun nikkede bestemt, og kiggede op på præsten.
”Ja,” svarede hun klart, og mærkede et lille sug i maven.
Nu vendte præsten sin opmærksomhed mod Zean.
”Zean Forsyth. I Azrael og alle vidnernes påhør, binder du så dig selv til Macaria Lamizia ved din side? Vil du ære hende, respektere hende og beskytte hende i alt evighed, indtil natten vil tage jeres sjæle? Vil du give hende en masse stærke børn, tage dig af hende, og aldrig forlade hendes side, selvom I står foran smertens ansigt?”
Macaria kunne ikke lade være med at gnave sig i underlæben, mens hun og alle gæsterne ventede på Zeans svar. Hvis han sagde ja, ville silkebåndet blive bundet om deres håndled, og de kunne kalde sig gift. Hun ville blive Macaria Forsyth, og de kunne rejse sig som mand og kone.

[Deleted]

Selv om han havde rystet det nervøse af sig og fundet roen, gled hans blik alligevel over silkebåndet der blev dyppet i deres blandede blod. Blod...Blod var så meget. Livsvigtigt, som et eksempel, og derfor også ganske passende til at binde bånd omkring. Mange følte sig bundet til blodets bånd, som f.eks. familie. Dette var uden tvivl for at vække sammen ting, at man er bundet af blod og ikke kunne bryde båndet, nogensinde, for man ville aldrig kunne benægte sit eget blod. Hvor symbolsk...Og hvor var han dog ligeglad. Blot betød intet. Blod kunne spildes og uden blod ville folk dø. Han strakte sin venstre hånd frem og lagde den under Macarias, så hun kunne hvile sin hånd oven på hans, som var han en betænksom ægtemand. Eller også gjorde alle par det...Han vidste det ikke helt.
Båndet var vådt og endda lidt køligt, som det blev lagt om deres håndled, omend der endnu ikke var bundet nogen knude på. Knuden bestemte det hele. Endnu kunne de rive sig fri og stikke af.
Han afventede spændt på om Macaria virkelig kunne klare dette. Da hun så på ham, drejede han sit bøjede hovedet lidt og gengældte blikket med et skævt smil, udfordrende. Turde hun gennemføre det?
Og så havde hun sagt ja og resten lå til ham. Han havde end ikke samme betænkeligheder. De kunne udsætte ham for en masse ceremonier, man aldrig ville han føle sig bundet til sine ord på den måde. I stedet voksede hans smil.
"Ja" svarede han. Der var virkelig ingen grund til at tøve. Det var bare et ord og de kunne komme videre. Et svagt smil gled over ham, et udfordrende og selvtilfreds smil. Han havde fået hende, trods alt, trods hun påstod at hun ikke fandt ham tiltrækkende. Tiltrækkende...Så flydende en grænse. Han havde lyst til at få hende med i sengen. Måske fordi hun var så lige ud med ikke at ville?
Han rejste sig roligt op, forsigtig for ikke at rive Macaria med op, da deres arme nu var bundet fast. Ville de være det hele aftenen? Han vidste ikke helt hver kutymen var. Skulle de så kysse nu? Det vidste han heller ikke. Derfor blev han bare stående og afventede om præsten eller Macaria lagde op til noget...De vidste det jo trods alt nok bedre end ham.
Men alt i alt var det altså det. De var mand og kone for alle og enhver, gift. Hvem ville have troet det? Han ville ikke. I det mindste kunne hun ikke på samme måde tillade sig at prøve og halshugge ham igen. Åh ja, han fik en hvis sikkerhed og magt ved dette ægteskab, uden tvivl. Det kunne være Macaria ikke ville lade ham hjælpe med at styre landet, men folk ville stadig vide hvem han var. Hvordan kunne han ikke smile?

[Deleted]

Endelig! Endelig var det hele overstået, og de kunne forhåbentligt skynde sig væk fra det her creepy sted, og rykke indenfor til selve festen. Hun kiggede ned på deres bundet hænder. Hvornår kunne de få det af? Blodet var ved at drive hende til vanvid. Tøvende stod hun ved hans side med et flakkende blik. Hvad skulle de gøre nu? Præsten gjorde ingenting, men så blot på dem med tomme øjne. Betød det de kunne gå? Prøvende trak hun lidt i Zean, for at få sig med sig. Lige så snart hun tog det første skridt, begyndte fløjten igen. Fint. Det var sådan her, det skulle være. Gæsterne rejste sig op næsten synkront, og begyndte at klappe.
Et smil voksede sig frem på Macaria's læber, jo mere selvtillid hun fik. Det var overstået! De var gift! Nu handlede det bare om at holde skuespillet oppe, og lege det forelsket par. Var ikke særligt svært på nuværende tidspunkt. Uroien var blevet erstattet af glæde. Hvorfor var hun så glad? Mere sikkert gik de ned af gangen mellem stolene, hvor folk sendte dem smilende blikke. Hun flettede sine fingre ind i Zeans, og hævede triumferende deres hænder op, for alle til se silkebåndet, der nu bandt dem sammen.
Mellem gæsterne opdagede hun Aron, der gav hende en thumbs up. Haris var der også. Han klappede ivrigt i hænderne, mens han strålede mod hende. Hun grinede. Nogle folk trykkede lykkeønskende hendes anden hånd, mens hun gik forbi, uden at hun kendte deres navne eller ansigtet.
Selve festen skulle ske i DaLoca Palæet, hvor alt forhåbentligt stod klar til at modtage dem med mad, alkohol, musik og det hele. Hvor hun dog glædede sig.
"Sæt farten op. Farten op," hviskede hun til Zean ud af mundvigen, mens hun diskret lænede sig mod ham. "Jeg er ved at dø af sult."

[Deleted]

Han blev stående og så mod præsten. I et øjeblik var der helt stille, som de begge blot stod der. Og så tog Macaria et prøvende skridt og musikken begyndte, så han skyndte sig at gå efter hende, nu hvor de var bundet sammen ved armen. Folk rejste sig, Arona skyndte sig op og næsten løb efter dem med et barns ivrighed og greb Zean i den ledige hånd han havde, så han ikke kunne hilse på nogen. Men han havde intet imod det. Macaria i den ene hånd, Arona i den anden. Det var jo alligevel hvor begrænset han snart kunne holde Arona hemmelig længere, selv om han fortsat ville skjule hende i Paggeija, hvor hun ville lære at styre sine evner af Elmyra.
Dog gled hans blik alligevel over de kendte ansigter. Daelis drillende og udfordrende udtryk. Han vidste godt hvad hun tænkte om dette...Hun havde aldrig sat pris på Macaria. Rei og Demian var der også. Elmyra og Kayleight, hans nye præstinde til hans kommende tempel i Paggeija. Flere kendte ansigter var der også. Han drejede hovedet og lyttede til Macaria. Hurtigere? Men skulle de ikke følge musikken? Det ville se dumt ud hvis de næsten løb af sted. Han smilte let til hende.
"Vi skal spille et spil, husker du. Vi må ikke løbe af sted" Hvis han ikke kunne få hende i sengen, ville han tvinge hende igennem så meget pinsel som muligt, nyde at han i det mindste kunne vise hende frem ved hans side. Noget skulle han jo have ud af det. Han satte ikke farten op, men holdte hende ved siden af sig, bundet som de var til hinanden.
Han smilte til folk og viste diskret hvor lykkelig han mon var. Gad vide hvor mange der kunne se igennem det? Det var ikke til at vide. Men de der ville, ville også vide det ikke skulle siges højt, men bare ignoreres.

Endelig nåede de Deloca palæet, hans nye hjem. I de fleste vinduer var lysene tændt og der lød musik, som de gik op af den lille trappe og ind i palæet. Snart fulgte deres gæster med dem. En tjener stod klar, han tørrede blodet af Zeans bryst og lagde en forbinding på og hjalp med at rette skjorten til, så det ikke længere kunne ses. Der var røde plettet på hans skjorte, men det var der intet at gøre ved. Med et smil så han sig omkring. Nu kunne den rigtige fest begynde! Og nu kunne de få noget mad. Han havde glædet sig til den vildsvin i flere døgn nu! Hans livret til alle tider.

[Deleted]

Da han nægtede at gå hurtigere, sukkede hun opgivende, og blev ved hans side, selvom at hun havde lyst til at hive ham med sig ud af lysningen. Dog kunne hun ikke lade være med at smile. Specielt ikke da hendes blik landede på Arona på den anden side af Zean. Awww hun var blevet så stor, siden at hun sidst havde set hende. En lille baby, som hun havde holdt i sine arme.
Tålmodigt måtte Macaria gå med sine fingre flettet ind i Zeans, mens de gik ned af stien. Hun kunne dog ikke lade være med at være glad og stolt samtidigt.

Lige så snart de kom ind i palæet, begyndte Macaria at binde silkebåndet op omkring deres håndled. Blodet var tørret, men det duftede stadigvæk. Med det mellem to fingre rakte hun det til en tjener.
"Her. Smid det ud," sagde hun lavmælt, så ingen kunne høre, hvor sentimentalløst hun bare smed beviset på deres bånd væk. Et par gæster hilste på hende, da de gik forbi, og hun smilede bredt tilbage, indtil de var væk.
Der duftede i hele palæet af mad, og det var blevet varmet op hele dagen, så folk ikke skulle fryse. Selvom invitationerne var kommet en smule sent ud, så var der dukket mange gæster op. Rigtig mange gæster. Selvfølgelig var de også to betydningsfulde personer. Hun fik tørret blodet væk fra sit håndled, som silkebåndet havde smittet af, inden at hun strøg fingrene gennem håret, for at få det væk fra ansigtet. Det eneste, som var tilbage nu, var at more sig - og spille skuespil.
Hun lagde en arm omkring Zeans, mens gæsterne strømmede forbi dem, og ind i festsalen, hvor der var dækket op. Gad vide hvordan folk så dem på afstand? Nogen havde været henne og påpege hvor meget de klædte hinanden, samt hvor et smukt par de var. Hun havde blot smilet høfligt, og takket dem dybt for deres venlighed, og at de var kommet.
"Så elskede... vil du med ind til bordet?" spurgte hun ham ivrigt. Hun kunne næsten ikke vente med at komme i gang.

[Deleted]

Han lod båndet blive bundet op. Det var alligevel upraktisk at gå rundt med det, uanset om det var meningen de skulle gå med det hele aftenen eller ej. Han gned det størknede blod om håndleddet af så godt han kunne, før han gjorde en finger våd og prøvede at få det i panden væk, så han ikke ville ligne en idiot resten af aftenen, ligne en der lige havde udført en massakre og ikke en der lige var blevet gift. Han gned sig endnu på panden, da Macaria lagde armen om han og næsten skubbede ham med ind i spisesalen.
Der var dejlig varmt over det hele og da han fandt deres siddepladser, knappede han sin jakke op og tog den af, svang den over ryglænet på sin stol, før han satte sig. Nu kunne de spise, få en masse rørende taler og så ville de være næsten frie resten af aftenen. Frie nok til at hygge sig, ikke frie nok til at slippe for at danse og kysse hele aftenen, når folk slog med bestikket. Åh ja, få af traditionerne kendte han dog. Han ventede til folk endelig havde sat sig. Arona sad på den modsatte side af ham end Macaria og snakkede lystig om hvordan hun havde oplevet ceremonien. Zean smilte til hende og nussede hende oven på hovedet, da tjenerne endelig skænkede drikkelse op til folk og snart bar de store fade ind med mad.
Zean tog godt for sig af kødet og dertil hørende tilbehør. Snart spiste folk lystigt og småsnakken gled over bordene. Vildsvinen var udsøgt, sødet med honning og en smule sprød på skorpen, omend resten af kødet var mørt og lækkert. Tilbehøret af grønsager og andre ting var også lækkert, omend han satte mest pris på kødet. Selv om der blev serveret vin, blev der også serveret mjød og andre ting, til dem der foretrak det. Rummet var pænt pyntet. Der var friske blomster på bordene og de mørkelilla draperinger der hang fra loftet og ned af væggene.
Folk hyggede sig.
Zean kiggede på Macaria en gang i mellem, for at se hvordan hun tog det hele. Hun havde mest glædet sig til selve festen, hvor han ikke selv vidste hvad han glædede sig til. Mest af alt overvejede han bare at rejse hjem når festen var slut. Trods alt skulle de jo ikke underskrive deres ægteskab, som man normalt skulle og hvis hun så gerne ville slippe for ham, ville han jo ikke trænge sig på. Han smilte til nogen og lænede sig ind over bordet, når nogen prøvede at snakke med ham. Til tider stoppede folk med at spise, når nogen rejste sig og holdte en eller anden ligegyldig tale.

[Deleted]

Som enhver anden vampyr i lokalet, måtte Macaria holde sig til blodet, mens alle andre spiste af middagen. Hun havde dog bestilt det bedste blod man kunne få – elverblod. Afslappet sad hun tilbagelænet i sin stol med vinglasset i sin ene hånd, mens at hun lystigt snakkede med folk. Når der blev holdt taler, lyttede hun opmærksomt, og deltog grinende i skålene. Alle der så hende, kunne genkende den charmerende Macaria, som sagtens kunne underholde et helt bord af gæster med sine historier. Når hun slog ud i en klingende latter, smittede det af på de omkringsiddende.
Da middagen var overstået, blev stemningen lidt mere løssluppen. Macaria sad med en af sine veninder – også en vampyr – og hældte deres blod op med alkohol, så de kunne begynde at sætte en drikkeleg op. Musikken var munter, og nogle friske sjæle, havde allerede indtaget dansegulvet.
De fleste af Macaria’s veninder var ivrige efter at høre hende fortælle om Zean. Tungen af sølv kørte uafbrudt afsted, hvor hun fodrede dem med den ene løgn efter den anden, uden så meget som at tøve eller hakke i det.
Da emnet faldt på bryllupsnatten, grinede Macaria bare, og sagde at hun skam glædede sig til, at få sin elskede for sig selv igen. Det fik pigerne til fnisende at skåle.
Så kom det tidspunkt, så hun bare havde ventet på ville ske. Der blev hamret med bestikket, og alles blikke vendte sig forventningsfuldt mod det nygifte par. Det tog et øjeblik for hende, at finde ud af, hvad der skulle ske, inden at hun vendte sig mod Zean. De havde ikke snakket så meget sammen gennem middagen, fordi der havde været så mange andre.
Hun kunne mærke én af sine veninder puffe til hende, så hun rykkede lidt tættere på Zean. Overbærende smilede hun til alle gæsterne, inden at hendes blik gled over på Zean. Flygtigt bevægede hun sine øjenbryn op og ned i en forventningsfuld gestus. Larmen var overdøvende for hendes følsomme øre.
Hun lænede sig frem mod ham, mens hendes ene hånd gled om bag hans nakke. Uden at tænke for meget over det, udlignede hun afstanden mellem deres ansigter, og lod sine læber finde hans i et inderligt kys, der fik gæsterne til at eksplodere i jublen og klapsalver.

[Deleted]

Han var ikke så snakkesaglig som Macaria, men alligevel hang der både kvinder om mænd i nærheden af ham som bare ønskede at tale. Mange var gået fra emnet om Macaria, som han havde gledet lige igennem uden at vælte, til om de kunne lave fremtidige aftaler og udnytte hinanden. At han bare måtte komme til et af deres store vinslotte, nede ved vandet, at han måtte være ellevild og lykkelig, at de snart ville vende tilbage til arbejde og nåe ja, en af dem havde da brug for en tjeneste...
Zean hævede sit glas og skålede med dem og sagde samtidig at arbejdet kunne vente mindst til i morgen. Om de skulle bo sammen? Ja. Men han ville have travlt med andre ting. Folk vidste ikke rigtig hvad de skulle stille op med denne oplysning Have travlt? Ville han ikke blive hjemme hos sin skønne brud hele tiden? Det var da mærkværdigt!
Og så skete det uundgåelige. Bestikket blev hamret i bordet i takt, mens ivrige øjne faldt på parret. Zean sukkede svagt, men med et smil, da han vendte sig om mod Macaria. Han tøvede end ikke, da han lænede sig ind mod hende, da hans ene arm gled om bag ryggen på hende, for at have hende tættere. Hans øjne gled i, da deres læber endelig mødtes. Hendes var kolde og bløde. Han vidste ikke hvordan hans eget var, skønt han gjorde det så intimt som muligt, skønt Macaria nok ikke ville sætte pris på det. Men hun kunne jo ikke anklage ham for ikke at holde aftalen i fuld offentlighed. Da han trak sig tilbage var det ikke uden et svagt smil, et drillende blik, da hans hånd gled kærtegnende hen over hendes kind et øjeblik. Og så havde han trukket sig væk, vendte siden til Macaria igen, som larmen forsvandt og erstattet af den ellers gode musik. Gøglere, ilddansere og mange andre der beskæftigede sig med underholdning begyndte at komme ind, nu hvor tjenerne fjernede det beskidte bestik og tallerkner. Arona sprang op fra sin stol og løb over til nogle ilddansere og slugere, med store øjne. Trods alt var hun jo dæmon, endda den varme af slagsen. Hans blik fulgte pigen med et svagt smil, før han rejste sig og gik over ved siden af Macaria. Han bukkede let i kroppen, da han tilbød hende en hånd.
”Må jeg?” spurgte han, med så charmerende en tone og et så udfordrende blik i øjet, at hendes veninder uden tvivl måtte fnise resten af aftenen.

[Deleted]

Da deres læber mødtes, måtte Macaria smile i kysset, mens hun lod Zean trykke hende tættere på sig. Det var et kys, som fik det til at kilde i maven, og ville helt klart have efterladt hende åndeløs, hvis hun trak vejret. Da de igen trak sig fra hinanden, kunne hun ikke holde en lille latter tilbage, af det drillende blik Zean gav hende. Følelsen af hans læber dvælede på hendes mund, da hun vendte sig mod sine veninder igen, der alle mødte hende med smørret smil, og små kommentarer. Hun kunne ikke lade være med diskret, at stryge en hånd over sine læber.
Endelig kom underholdningen. Macaria's violist kom kort hen til bordet, for at snakke med hende, samt erklære hvor sørgeligt det var, at en mand nu havde krævet hendes hjerte, og hvor heldig den mand dog måtte være. Det endte med han fik lokket hende til at rejse sig, så hun kunne læne sig ind over bordet, og kysse ham på kinden, for gode gammel dages skyld. Derefter tog han godmodigt violinen op til kinden, og begyndte at spille, så Macarias øjne strålede af fryd.
Hun havde været i gang med en sladrende samtale med sine veninder, da Zean kom hen til hende, for at byde hende sin hånd. Bag sig hørte hun pigerne fnise, samt hviske ivrigt til hinanden. De havde allerede udvist deres meninger om Zean med rødmende kinder, når de havde fanget hans blik, eller kommentarer til Macaria.
"Hvis du kan følge med," svarede hun spøgefuldt sin ægtemand, og lagde sin hånd i hans, inden at hun kom på benene. Hånd i hånd gik de rundt om bordet, for at komme til dansegulvet. Automatisk kom Macaria til at tænke på dengang, hende og Zean havde mødtes første gang på kroen i Rimshia. Der var hun lige blevet rådgiver. De havde danset til akkurat den samme violin. Og nu var hun her. I sit eget store palæ, omgivet af festlige gæster, og som regent for et helt land, hun selv havde erobret. Hånd i hånd med Zean, som hun nu havde ægtet. Hvis nogle havde fortalt hende alt det for et halvt år siden, havde hun grinet af dem.
Pinlig bevidst over de blikke, der hvilede på dem, da de indtog dansegulvet, blandt de andre gæster, stillede hun sig foran Zean med en hånd hvilende på hans skulder, og den anden i hans hånd. Ranke og smilende som de to ledere de nu var, stod de midt i det hele, og herskede hele rummet med deres nærvær.
Macaria smilede sødt op til Zean. Skuespillet skulle jo være fejlfrit. Hånden på hans skulder, gled om bag hans nakke, hvor fingrene kælent legede med hans nakkehår.
"Hvor lang tid endnu, inden du ikke kan holde den høflige maske længere?" hviskede hun til ham med et udfordrende grin. "Du har i det mindste ikke smidt skoene endnu."

[Deleted]

Hun tog imod og uden at besvare hendes udfordring med andet end et smil, trak han hende med ud på dansegulvet. Hans ene hånd hvilede med hendes i sin, mens den anden hvilede mod hendes side, da de begyndte at danse stille rundt til violinen i baggrunden. Hans blik gled ubemærket over de nærmeste gæster, da hun begyndte at tale til ham. Han så på hende med et drillende blik og et skævt smil. Det var jo lige før hun ikke kunne klare det her mere end ham selv.
Han havde lagt bånd på sig selv og han mente selv at han var blevet formidabel god til at snyde folk og spille noget, han ikke var. Trods alt var han jo gift med Macaria nu, så noget var jo gået rigtigt. Folk havde været henrykte hele aftenen, natten og han havde besvaret deres spørgsmål og smiger på bedste vis...Men han gav hende ret. Måske var han lidt for venlig og høflig, selv for en dødsengel at være. Han klemte hende længere ind mod sig, velvidende hun ikke kunne tillade sig at skubbe sig væk, som hvis de blot havde været alene. Et drillende smil gled over ham. Og så, ud af det blå, skubbede han hende ud fra sig, uden at slippe hendes ene hånd, og tvang hende rundt i en piruet under hans arm. Han trådte selv til siden og viste sig frem, før han trådte tilbage og greb hende og med en hånd om hendes ryg, præcis som de havde øvet sidst de var sammen, lod han hende falde baglæns. Han var snart blevet helt ferm til at danse, syntes han selv. Han rettede hende op igen. Hvad ville folk ikke tænke, hvis han smed skoene og dansede på bordet? At han var sindssyg og alt for vild, uden tvivl og at Manjarno snart ville ende i bunden, fordærvet. Var det virkelig hvad hun ønskede?
Hans arm gled om hende igen og holdte hende ind til sig med et bredt smil.
”Jeg kan holde masken så længe det skal være. Det er trods alt det eneste tidspunkt jeg kan få dig til at holde af mig og være tæt på mig” drillede han hende. Omend der var noget der klingede i hans stemme, som var der en snert af noget seriøst i det. Uanset hvad var det skjult. Han førte hende videre i dansen, trods hun nok havde mere erfaringer i dans end han havde og han gjorde sit for at gøre den ganske underholdende og lidt vildere, end den nok burde være. Både for egen fornøjelse og fordi folk så på dem. De skulle vel være et dynamisk par? Til sidst var melodien slut og han slap hende igen, før han gik tilbage til bordet. Arona kom over til ham og forlangte en dans selv, og hvordan kunne han sige nej? Hans hænder fandt hende, da han trak hende med ud på dansegulvet. Han tog hende op i sin favn og lod hende flyve igennem luften, så hendes latter næsten overgik alles samtale. Og kunne han være mere ligeglad? Han ville hellere høre hendes latter end deres dødsens trættende samtaler!

[Deleted]

Macaria havde danset med Zean to gange før. Den første gang på en kro, hvor han havde været fuldkommen ude af sin komfortzone, anden gang her i palæet, hvor de havde fjollet rundt. Det var dog tydeligt, at Zean havde udviklet sig til den stilling, han havde taget, som han førte hende rundt på dansegulvet. Hans krop blev trykket mod hendes, mens hun mærkede hans hånd mod hendes nøgne ryg. Et drillende smil lå om hans læber, hvilket fik hende til at blive mistænksom. Derfor var hun klar, da han pludselig skubbede hende ud fra sig. På elegante fødder snurrede hun rundt, så kjolen flagrede op omkring hendes ben, inden at hun i en glidende bevægelse, pludselig stod inde ved ham igen. Det var ikke lykkes ham, at hylde hende ud af den endnu. Et legende smil lå om hendes læber, mens blikket på ham var udfordrende, inden at han skubbede hende baglæns. Modsat sidste gang, var hun forberedt, og lod sig fint glide tilbage, mens det ene ben hævede sig. Helt tilbage, så ryggen lavede en perfekt bue indad. Som vampyr var hun lige så smidig og balanceret, som en kat. Specielt når hun dansede, brugte hun sine evner, for at udfordre sig selv. At danse rundt med Zean, som nu, var noget hun virkelig syntes op. Hun vidste ikke, om det hele var skuespil, eller en lille gave til hende? Det gjorde også lige meget. Sådan her glemte hun hurtigt folk omkring sig.
De snoede lokker dansede om hendes ansigt, da hun igen trak sig op til Zean. Pludselig var hun meget bevidst om, hvor tæt de stod sammen, samt hans brede smil, der fik smilerynkerne frem ved hans øjne. Lidt forundret lyttede hun til ham, da hendes øre opfattede en underlig klang i hans ord, selvom de var drillende. Dog kunne hun ikke sætte en finger på, hvad det havde været for en klang. Deres næsetipper strøg kort op af hinanden, inden at de igen gled ud i dansen.
Folk begyndte at klappe i takt til musikken, mens de flød rundt på dansegulvet. Inden længe havde Macaria glemt den underlige klang i hans stemme, og grinede lystsluppen, mens Zean svang hende rundt, så det kildede i maven.
Da melodien endelig sluttede fik de et bifald, og hun plantede et kys på hans kind, inden at de forlod dansegulvet. Det var lige før at hun havde fået varmen. Dog nåede hun ikke at sætte sig ned, før Evan kom hen, for at få en dans med den unge brud. Så længe han lovede, det ikke ville blive så hårdt, som hans træning, over gav hun sig, og lod sig igen blive ført op mod dansegulvet. Da han havde fået en dans, var det Aron, som ville have en dans. Efter ham Mattheus, der selvfølgelig skulle have æren. En rig fyrste fra hoffet. En af hendes venner fra før Rimshia. Arona, som hun selv tog op på hoften, for at danse rundt med hende. Og så kunne hun ikke mere. Fødderne gjorde så ondt, og hun havde for længst smidt skoene fra sig.
Stemningen var blevet løssluppen efter alkoholen var kommet på bordene. Folk lo højt, skålede for brudeparret, drak, flirtrede og dansede. Macaria sad leende nede blandt nogle af hendes gamle venner med kinder, der blussede rosarødt. Klokken var langt over midnat. Nogle gæster havde endda trukket sig tilbage, fordi de ikke kunne holde til mere, og nogle lå sovende i deres stole. Macaria sad selv med hovedet hvilende i sin ene hånd, og sine ømme fødder over skødet på en af sine venner. Nu og da gled hendes blik over mod Zean, der sad et stykke væk. Hun tog sig selv i at lade øjnene glide beundrende over hans skikkelse med et lille, tilfreds smil på sine læber, inden hun flyttede sin opmærksomhed mod samtalen.