A new life..?

[Deleted]

Han ønskede virkelig at hjælpe hende så godt som han kunne. Det var da helt sikkert. Smilet hvilede roligt på hans læber. Hun prøvede at være tapper, det var da tydeligt at se. Han kunne godt lide det men samtidig så vidste han også at det måtte være rigtig svært for hende. Hun prøvede at smile selvom der nok ikke var meget at smile af for hendes side lige nu. Det var en trist tanke men hvad kunne han dog gøre ved det andet end at prøve at hjælpe. At hun iokke havde været i Procias længe fik ham til at smile en enkelt gang og lade hovedet søge let på sned. "Procianere er søde og rare mennesker hvis man altså er fra Procias. Du bliver behandlet dårligt af folk hvilket betyder at du er udefra kommen, også selvom du er engel" pointerede han roligt. Det gjorde ham dog intet overhovedet. Alle havde vel deres vej at følge om det så var i Procias eller ej. "Så velkommen til. Også selvom det ikke ligefrem er med bedste fod frem som vi fører os. Jeg beklager den opførsel som du er blevet mødt med." Han var ærlig. Der var jo ingen grund til andet. Det var virkelig beklageligt at det skulle være på denne måde.
Derek så hvordan krofatteren kiggede på hende og hans mine blev selv hård og fast. Han kunne virkelig ikke klare folk som tog det på den måde. Han kunne slet ikke lide at andre blev behandlet som hun var blevet det. Det var en trist tanke at det skule forgå på den måde her. "Det er jeg ked af. Selv folk i Procias kan virkelig være dårlige og ubarmhjertige mennesker. Jeg beklager at tilværelsen her måske ikke lever op til dine forventninger af landet" endte han stille. Det var virkelig ikke i orden at det skulle være på denne måde da. At hun ikke vidste hvad hun skulle nu var intet under. Han studerede hende lidt hvorefter han roligt løftede hånden og strøg hende en gang over kinden. "Jeg ved at det er svært men du er nød til at løfte hovedet og prøve at komme videre herfra. Hvis du først bliver fanget i det sorte hul er det svært at komme ud igen. jeg taler af erfaring."

[Myia Destiny Flancker]

Det var svært for Myia at håndtere denne situation. Derek var en god mand, og det var det som hun godt kunne lide, og det var heller ikke noget som sagde så lidt igen i den anden ende.  Hun fumlede let med hænderne foran sig. Det var svært for hende.. virkelig, virkelig svært. "Mange er søde.. men der også dem, som ikke rigtigt accepterer dem som er anderledes.. Du... du har fundet ud af, at jeg er en engel... det ved folk også.. men jeg.. jeg er jo bare anderledes," sagde hun med en dæmpet stemme, inden hun igen vendte de mørke øjne mod ham.
Selvom Myia virkelig forsøgte at holde sig på den rene sti, og holde sig så optimistisk som hun kunne, så var det svært. Mange gange følte hun si svigtet, og det var hårdt, og det var uden tvivl rigtig svært for hende, at han var så god til at læse hende. "Jeg takker.. Du er en god mand, Derek. En skam, at der ikke er så mange som dig," sagde hun, som hun igen vendte blikket mod hans skikkelse igen. Hun sendte ham et stille smil. Så god og varm som han var, så var han heller ikke ligeglad med hende.. Det var nok det, som selv hun måtte være påvirket af i den forstand, at hun nu var. Fascineret af hans væsen og hans varme udstråling. Hun sænkede hovedet igen og vendte dem mod sine fumlende hænder. Ikke fordi at det var mere spændende end ham, men fordi at det gav hende noget at fokusere på, og det var noget som hun rent faktisk godt kunne lide. "Det er svært, men.. ja, jeg er vant til at klare mig for lidt, eller for stort set ingenting. Jeg skal nok finde ud af det hele," sagde hun endeligt. Hvordan, var nok mere hendes bekymring i denne kolde tid. 

[Deleted]

Derek kunne virkelig ikke håndtere at folk blev behandlet på den måde som han havde set folk behandle Myia på her og nu. Han kunne virkelig ikke lide det. Den søde pige som sad der foran ham fortjente virkelig bedre end hvad han havde set hun modtog. Det var da helt sikkert. Han så hvordan hun fumlede med sinde egne hænder og hans hoved søgte let på sned. Hun fortalte og han lyttede. Anderledes? Hvordan anderledes? "Folk burde ikke dømme blot fordi du ikke er som dem. Jeg ved godt at virkeligheden ikke er sådan men det burde den være. Folk fortjener bedre end som så. Hvorfor er du anderledes, Myia?" spurgte han roligt og betragtede hende. De mørke øjne som hun vendte mod hans skikkelse fangede han med sit eget blik og sendte hende et lille smil.
Det var ikke et under at det var svært for hende lige i denne tid. Han kunne se på hende at hun kæmpede, ikke bare med at holde sig tapper men også hvad der næsten kunne synes som værende hele verdenen. Det lod ikke til at der var meget som gik hendes vej og det var i sig selv en trist tanke. "Jeg takker for de pæne ord, Myia men jeg er ej noget specielt. Du er en sød og rar kvinde. Hvorfor skulle jeg ikke ønske at sidde her og prøve at hjælpe dig en smule?" spurgte han roligt og lod hovedet søge let på sned. Det var jo sandt. Hvorfor skulle han ikke sidde her for at hjælpe hende? Han var da ikke anderledes end så mange andre ville han da ikke selv mene og dog så var den opførsel som var blevet langt for dagen da et tegn på noget helt andet. Hun var vant til at klare sig for lidt. Han fik det næsten dårligt over det. Han prøvede virkelig at hjælpe folk og gøre det så godt som han kunne men det var ikke altid lige let. Han studerede hende en smule som hun begyndte at fokusere på hendes hænder. Han bed sig stille i læben. Han ville virkelig ønske at han kunne hjælpe hende. Det ville han virkelig! "Er der noget andet sted du kan søge arbejde? Et sted du kan bo? Det er endnu ikke helt varmt udenfor. Du skulle jo nødig gå hen og blive syg" pointerede han stille.

[Myia Destiny Flancker]

Hele livet havde Myia været vant til at være anderledes end alle andre, og den tanke alene, var slet ikke noget, som hun kunne lide. Hvorfor skulle det så absolut være sådan? Det var virkelig ikke retfærdigt på nogen måde! Hendes hjerte slog fast mod hendes bryst. Hvad skulle hun gøre nu? Hun rystede let på hovedet. Hun var jo anderledes.. Det havde hun alle dage været.. en engel i mørket.. levet som tjener for en mørk og hård mand.. manglende vinger.. Bordellet efterfølgende. Der var jo intet ved hende, der mindede om en typisk engel. "Det.. det er ligemeget, Derek.. Livet har ikke ligefrem stået mig bi," sagde hun med en rolig stemme. Hun ville ikke have, at han skulle væmmes ved hende eller tanken om det som hun havde gjort, og havde været tvunget til. Det var jo ikke alt, som hun selv havde været særlig stolt af.
Myia klamrede sig lige nu til det som var i hendes liv. Nemt var det på ingen måde for hendes vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket mod ham. Her sad han ved siden af hende.. bekymrede sig om hende. Hvilket ikke var noget, som hun i forvejen var vant til, for det var det da godt nok ikke.  "Du.. du er en rigtig god mand, Derek.. Du bekymrer dig om mig og.. og du kender mig jo ikke engang," sagde hun dæmpet. Hun mente det dog. Så god som han var, og han kendte hende jo ikke engang, og det var jo det som hun mærkede sig af. "Jeg har et hjem, så.. jeg klare det jo nok.. Nu.. spis du bare," opfordrede hun, hvorefter hun sendte ham et stille smil. Han skulle ikke sidde der og bekymre sig for meget om hende. Det var slet ikke nødvendigt.

[Deleted]

Anderledes var et meget bredt ord. Han vidste ikke hvorfor det plagede ham at hun kaldte sig selv ved sådan et ord men det gjorde det altså. AT hun så ikke ønskede at dele det med ham gjorde ham kun en smule ked af det på hendes vegne. Hvad kunne der dog ligge i hendes fortid som var så forfærdeligt? Han vidste det ikke og det gjorde ondt. Han ville jo virkelig gerne hjælpe hende. Han endte med at løfte den ene hånd og tog roligt om hendes. Han gav den et lille klem før han slap den igen og kiggede op på hende. "Lige meget hvad du gemmer på, Myia, så kan du ikke skræmme mig væk. Jeg vil respektere at du ikke ønsker at sige det men du skal vide at jeg ikke går ligemeget hvad du siger." Det var ret vigtig for ham at hun vidste det for han ville jo gerne hjælpe hende. Hun var jo en fantastisk sød pige. Hvorfor skulle han dog ikke ønske at hjælpe og støtte hende.
Det kunne virkelig ikke være nemt for hende at leve lige nu. Hun havde et sted at bo men hvor længe hvis hun ikke havde noget arbejde? Han kunne virkelig ikke lide tanken. Ikke det mindste. Han sendte hende et lille smil ved hendes kommentar. "Sandt. Men jeg vil gerne lære dig bedre at kende, Myia" endte han blidt. Han kunne godt mærke på hende at han måske var en smule for meget på så han endte med at rejse sig og sætte sig på stolen overfor hende. Han greb et æble og tog en bid af det mens han betragtede hende roligt. "Fortæl mig lidt om dig selv. Som sagt vil jeg gerne lære dig bedre at kende." Hvorfor lyve? Han ville gerne lærer hende bedre at kende og måske ville hun lade ham hjælpe hende hvis hun blev en smule mere komfortabel omkring ham.

[Myia Destiny Flancker]

Myia have uden tvivl svært ved at Derek var sådan overfor hende, når hun var vant til at blive mødt af det modsatte. Folk som ikke ønskede at vide af hende, og som ikke ønskede at have noget med hende at gøre, fordi at hun havde det liv, som hun havde. Hun vendte blikket mod ham, hvor hun sad fuldstændig stille, da han tog omkring hendes hånd. Det føles godt. Hun var jo i forvejen ikke ammen med særlig mange. "Det siger de fleste.. Mange væmmes og skræmmes af hvad jeg har gjort.. og oplevet for den sags skyld. Det.. det er ikke fordi at jeg vil skubbe dig væk, Derek. Det er.. rart at nogen faktisk vil snakke med mig," sagde hun med en rolig stemme. 
At han derimod satte sig og gav sig til at spise, var noget som rent faktisk passede hende fint. De penge hun havde brugt på det her måltid var jo trods alt penge, som hun skulle have haft til at holde længere. Han ville gerne lære hende at kende? Det var alt samme noget, som betød utrolig meget for hende. "Du.. du er virkelig en god mand," sagde hun ærligt. I sig selv, var det ikke ord, som hun brugte særlig ofte, men det forekom nu alligevel. Hun smilede let for sig selv og lagde armene efterfølgende om sig selv. Jamen hvad var der for hende at fortælle? Der var vel egentlig ikke særlig meget? Hun trak vejret dybt. "Jeg ved ikke om min historie er så spændende, at den skal fortælles. Den er en som jeg bare har lyst til at holde i mørket, hvis du forstår.. Den har ikke været præget af mange lyspunkter," sagde hun med en dæmpet stemme. Hun vendte blikket mod hans skikkelse endnu en gang. Hun ville jo gerne, men det var bare ikke her, hun ønskede at fortælle den. Den var hende et meget ømt punkt.

[Deleted]

Det gjrode voldsomt ondt på ham at hun var blevet behandlet som hun havde gjort det. I sandhed så virkede hun som en dejlig og fantastisk pige som bare ikke var blevet budt på ret mange roser men nærmere vrede og had. Det var virkelig en trist tanke som han slet ikke kunne lide. Hvis han kunne hjælpe hende så var det absolut det som han ønskede. Han tog forsigtigt om hendes hånd men hun trak sig ikke hvilket var noget han godt kunne lide. Han vendte blikket mod hendes ansigt og sendte hende et roligt smil. "Alle har vi en fortid som vi ikke er stolte af, alle har vi ting som vi er blevet tvunget til at gøre. Jeg er ked af at du er blevet behandlet på denne måde men du skal vide at det du har været igennem ikke skræmmer mig væk på nogen måde. Hvis du får lyst til at fortælle det så er jeg her" endte han ærligt. Han mente virkelig alle ord som han skænkede hende. Han ville gerne hjælpe ham.
Han begyndte roligt at spise. Han havde godt luret at dette måske havde kostet hende mere end hvad godt var og selvom det slet ikke var en tanke han kunne lide så måtte han bide det i sig for nu. Han ønskede virkelig at hjælpe hende og snakke med hende. Hun virkede sød og rar. Smilet hvilede på hans læbe som han tog endnu en bid af det røde æble. Han lyttede til hendes ord. Han var en god mand? En gang i mellem kunne han godt tvivle selvom dette ikke var noget han sagde højt. Hovedet søgte let på sned som hun nævnte sit liv. Hun havde virkelig ikke haft det let. Han holdt let om æblet og betragtede det en smule hvorefter han vendte blikket op mod hendes skikkelse. "Jeg er ked af at du har det sådan. Dog må du huske at du er andet end dit liv, Myia. Jeg vil gerne vide hvem du er, hvad du kan lide og ikke kan lide. At du ikke har lyst til at fortælle mig om den fortid respektere jeg fuldt ud. Det skal du vide" endte han roligt og sendte hende et let lille smil.

[Myia Destiny Flancker]

Selvom Myia kun lige havde mødt Derek, følte hun at hun havde kendt ham længe. Det var den samme fornemmelse, som Elias havde sat i hende.. Og nu stod hun her. Hun sad i en anden mands selskab. En som var lige så sød ved hende, som han havde været, og det kunne hun godt lide. Hans interesse virkede oprigtigt, hvilket var noget af det, som hun godt kunne lide, og det fik hende samtidig også til at slappe af. "Det er ikke ofte, at jeg møder mænd som dig, Derek.. Det.. betyder faktisk rigtig meget for mig," sagde hun med en rolig stemme. Løgn var det trods alt ikke.  Hånden holdt hun endnu om, også selvom han begyndte at spise. Selvom hun nu ikke havde meget at klare sig for, måtte hun jo klare sig så godt, som det nu var hende menneskelig muligt. Nemt var det ikke. Tvært imod, så ville det blive frygtelig hårdt, men selv hun, måtte jo kæmpe som hun nu kunne gøre det.  "Du.. ønsker virkelig at lære mig at kende.. gør du ikke?" sagde hun med en dæmpet stemme?

Som han spiste, var Myia selv ganske glad og tilfreds. Alt sammen, var det noget, der betød noget for hende. Hun sendte ham et stille smil. Han ville lære hende at kende.. hun var dog mere bange for, at hendes fortælling, ville ende med at drive ham væk, og dette var ikke noget, som hun ønskede sig. Slet ikke faktisk. "Det er en lang.. men mørk historie, Derek," advarede hun. Hun så sig om. Mange kendte dele af den, men ingen kendte den i det reelle omfang. Aldrig var det noget som hun havde fortalt til nogen nemlig. Hun trak vejret dybt, inden hun alligevel valgte at begynde. "Jeg er født.. og opvokset her.. Jeg var på vej ud, da jeg blev grebet.. mørke væsner tvang mig med sig.. På grund af mit lyse væsen, tog de mine vinger fra mig med en rusten kniv.. Det var smertefuldt.." Hun tav for et øjeblik. Hendes liv i Procias kunne hun knapt nok huske. Det var så langt væk for hende lige nu. "Jeg blev kastet fra det ene til det andet.. jeg endte i hertugens hjem i Dvasias.. Han tog sig af mig.. Skænkede mig et mere 'relevant' arbejde. Jeg var hans healer.. den som tog sig af ham, når han kom til skade, eller når der var brug for det til de væsner omkring ham.. Hans broder overtog mig da han blev gift og jeg.." Her tav hun igen. Tårerne meldte sig i hendes øjne og hendes hånd begyndte at ryste.. Det havde været grusomt!

[Deleted]

{blockquote]Derek var virkelig ikke andet end oprigtig overfor Myia. Han kunne godt lide hende. Et sted så kunne han vel mærke at hun havde brug for nogen og han ville gerne være der. Den søde pige som han sad overfor fik han til intet mindre end at smile. Han kunne godt lide det. Hun var så god og blid og dette var noget som han havde savnet længe. "Jeg er ej speciel, Myia. Jeg er blot mig. Jeg ønsker at være der for dig og dette mener jeg helt oprigtigt. Jeg ved at det måske kan virke underligt taget i betragtning af at jeg blot lige har mødt dig og alligevel så taler jeg sandt" endte han roligt. Han mente det virkelig. Han ville rigtig gerne hjælpe hende hvis det var ham muligt. Han vidste ikke hvorfor han endte med at blive trukket til af folk som havde brug for en men det gjorde han nu en gang og han kunne faktisk godt lide det. Han nikkede let ved hendes ord. "Det gør jeg."

Han spiste lidt og kiggede på hende over kanten af æblet. Hvad hun ønskede at fortælle ham anede han virkelig ikke og dog så kunne han kun tro at det ville være slemt siden hun virkede så lukket omkring det. Tænk at nogen kunne have gjort hende noget så slemt. Det var en forfærdelig tanke som han absolut ikke kunne lide. Som hun begyndte at fortælle vendte æblet sig næsten i maven på hende. Hun havde været igennem meget, det var da helt sikkert. Han kunne næsten mærke smerterne i hans vinger som hun fortalte hvad der var sket med hendes egne. Hvilket monster ville dog gøre sådan noget! Han sagde dog intet men lyttede blot til hendes fortælling. Som hun tav kiggede han lidt mere op på hende. Hun havde det svært, det var ham da tydeligt. I en forsigtigt bevægelse endte han på benene. Han greb om ryglænet på sin stol og trak den over ved siden af hende. Han lod sig dumpe ned på den igen ved hendes side og tog roligt om hendes hånd. Hun kendte ham ikke så godt endnu så han vidste at han skulle være påpasselig med hvad han gjorde og dog så var det han ønskede allermest bare at tage hende ind i favnen og trøste hende. Hans blik hvilede kort på deres hænder før han vendte blikket mod hendes ansigt. "Hvad du har været igennem er forfærdeligt, Myia. Du skal ej presse dig selv til at fortælle mig dette hvis du ikke selv ønsker det. Jeg ønsker kun at lytte og hjælpe dig" endte han i en blid og ærlig hvisken.[/blockquote]

[Myia Destiny Flancker]

Myia følte virkelig, at hun kunne stole på Derek, og naturligvis var det noget, der efterlod hende med en følelse af ro. Frem til nu, havde han nemlig ikke givet hende en grund til at skulle tro noget andet. Han havde nemlig hjulpet hende, og været der for hende, hvor hun havde haft brug for det - i dag i hvert fald. Hun sukkede ganske let og bed sig i læben. Hun ville jo gerne fortælle ham sin historie.. vise ham, at hun stolede på ham, som hun ikke stolede på særlig mange, og det i sig selv, var jo med en frygtelig god grund. "Nej, jeg... selvom jeg kun har kendt dig for i dag, så.. så føler jeg alligevel, at jeg kan stole på dig," sagde hun endeligt. Hun sendte ham et skævt smil. Det var måske ikke typisk ende at sidde sådan her, men hun kunne lide det.

Det stivnede let i hende, da han slap hende, for at trække sin stol hen til hende, hvorefter han tog plads og tog hendes hånd igen. For hende, var det uden tvivl hårdt, at fortælle hendes historie, men hun ville gerne have, at han vidste, hvad hun kom fra, og særligt fordi at det måske gjorde det tydeligt, hvorfor hun reagerede som hun gjorde. Det var på ingen måder nemt for hende, at sidde her.. særligt ikke som det var lige nu. Hun trak vejret dybt og med blikket vendt i retningen af hans skikkelse. Han var virkelig en god og hjertevarm mand, og de var noget, som hun helt klart godt kunne lide. "Det er ikke fordi at jeg ikke vil... for jeg vil virkelig gerne, men.. det er bare en grum historie," sagde hun dæmpet. Hun var ikke den der lagde skjul på, at hun havde haft det dårligt. Hun forsøgte bare at se frem, og se på det, som egentlig havde betydning. Hun var i live, også selvom det var hårdt for hende, så var hun da i live! "Livet og skæbnen har bare ikke været på min side, hvis du forstår.." tilføjede hun denne gang med et skævt smil. Hun forsøgte faktisk at holde sig ovenvande.