A new life..?

[Myia Destiny Flancker]

@derek - Myia Destiny Flancker

---

"Lad mig nu være..!" endte Myia med en direkte skinger stemme, da hun igen forsøgte at kæmpe sig forbi en menneskemængde lige udenfor Den Lyse Kro i Procias. Det var her hun arbejdede, også selvom det nok ikke ligefrem var det som man kunne kalde for et perfekt og godt arbejde.. Særligt ikke for en i hendes stand. En falden engel.. en engel uden vinger på grund af et langt liv i mørket, som næsten havde taget lyset, glæden og håbet fra hende, og nu skulle hun opleve det samme i Procias.
"Lad dog være.. Er du blevet sart nu?" hånede en ung mand, da han gav hende et puf, og derved forhindrede hende i at komme ind, så hun kunne udføre sit arbejde. Myia vaklede lidt baglæns, hvor hun igen måtte stå med tårer i øjnene. Hun ville bare gerne have et stille, roligt og normalt liv.. Var det virkelig så underligt, at det var sådan, at hun gerne ville have det? Det andet var virkelig ikke retfærdigt!
"Lad mig nu bare komme forbi.." bad hun dæmpet, som hun vendte blikket ned mod jorden. Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at komme dem i vejen eller noget lignende. Hun ville bare gerne have lov til at leve sit liv, og leve som hun havde gjort. Elias havde nok sit at lave, i og med, at han ikke kom og arbejdede med hende i dag. Det havde han faktisk ikke rigtigt gjort igennem den sidste tid. Godtroende, som hun nu måtte være, så var det en ting, som hun bare havde lært at leve med. De grinede af hende, inden de igen skubbede hende. Denne gang så hårdt, at hun vaklede, og faldt direkte ned i en mudderpøl. Igen måtte de slå ud i en latter.

[Deleted]

Den lyse kro var ikke normalt et sted som Derek kom ret meget og dog så fandt han sig alligevel i nærheden på denne aften. Det var med rolige skridt han kom med. han regnede ikke med at der ville være problemer i dette land selvom krig var på alles læber. han sukkede stille og kørte en hånd igennem håret. Hvor ville han ønske at mørket bare kunne passe sig selv og lade dem være. Men ak, Dvasias var en glubsk nation og selvom han selv ikke havde den største lyst til at kæmpe så ville hane kæmpe til den sidste dråbe blod i hans åre.
Som han nærmede sig kroen måtte hans blik dog fange en smule tumult. Lyden af en skinger kvinde stemme fangede hans interesse som han søgte nærmere. Den unge mand som hånede den stakkels pige gjorde ham sur. Det så virkelig ikke ud til at behage frøkenen. Han skulle til at gå nærmere da kvinden blev skubbet og hun endte med at falde for hans fødder. Gud hvor var det irriterende at folk ikke kunne opføre sig ordenligt! Hans blik fandt sig mod de unge mænd med et fast mine. "Har i ikke noget bedre at tage jer til?" Spurgte han med en hård stemme. De unge mænd så en smule på hinanden og mumlede en dum kommentar før de fold stedet. Derek sukkede stille og rystede på hovedet hvorefter han gik om foran kvinden og rakte hende den ene hånd. "Jeg håber ikke at du er kommet noget til? Jeg er ked af at folk ikke kan finde ud af at behandle andre mennesker ordenligt." Han sendte hende et opmuntrende smil Tænk at folk gjorde sådan noget. Det var virkelig ikke i ordenlig og det kunne virkelig gøre ham noget så vred.

[Myia Destiny Flancker]

Disse unge mænd, havde været efter Myia en del gange, for de manglende vinger og det liv i mørket. De følte ikke at hun hørte til der, hvilket var noget som rent faktisk gjorde hende ked af det, for hun følte at hun gjorde hvad hun kunne, for at tilpasse sig, men de ville bare ikke give hende muligheden for det!
"Lad mig nu bare være..!" endte hun skingert. Hun ville bare have lov til at leve sit liv, og det kunne hun ærlig talt ikke se det forkerte i! Og allerede ganske kort efter, så landede hun i mudderpølen for fødderne af denne mand. Tænderne bed hun sammen, inden hun vendte sig mod de unge mænd, som luskede af i takt med at manden åbnede munden. Det var ikke noget nyt at hun lå der, og det gjorde hende rent faktisk ked af det, for hun følte bestemt ikke, at det her var noget som hun havde fortjent!
"Det.. det er okay.." sagde hun, hvorefter hun hurtigt hævede hånden, for at tørre tårerne væk, hvilket kun resulterede i, at hun fik mudder op over kinderne. Forsigtigt greb hun ud efter hans hånd, så hun kunne komme op på benene igen. Hun rystede let. Det var jo heller ikke ligefrem varmt ude i vejret endnu. Hun skubbede håret væk fra ansigtet og vendte sig mod ham.. Selvom hun ikke så ham direkte i øjnene. Det var en effekt efter hendes år og tid i Dvasias. Visse ting, lagde man bare ikke fra sig, bare sådan uden videre. "Jeg... tak for hjælpen.." sagde hun endeligt, da hun lagde armene om sig selv. Typisk, at hendes arbejde skulle resulterer i det her.

[Deleted]

De unge mænd luskede af efter han havde snakket. Hvor kunne sådanne mennesker virkelig bare gøre ham så pokkers vred. Folk i Procias skulle have lov til at leve. Hvis de var her betød det jo at de var rene af sind. For ham var racen ligegyldig. Det betød intet om de var af mørket eller lyset, kun at de ønskede at være her og hjælpe til. Han betragtede hende roligt som hun tørrede tårene væk og erstattede dem med mudder på hendes kinder. Han kunne ikke lade være med at smile en smule opmuntrende som han hjalp hende på benene. "Tænk ikke over det. En hver burde havde hjulpet dig. Er du okay?" spurgte han roligt som stod der foran ham. Han slap roligt hendes hånd igen og kiggede lidt på hende. Hun så ud til at fryse, den lille stakkel. Han fjernede forsigtigt den rejsekappe som han havde over sig og uden videre svingede han den om hendes skuldre. Han var ligeglad med om den blev mudret. Den kunne jo vaskes. Han lukkede den roligt foran hendes sådan så varmen ville blive inden for sådan nogenlunde. Selv stod han tilbage i en lys skjorte og et par lyse bukser. Han bemærkede da kulden men tænkte ikke videre over det. Forsigtigt løftede han den ene hånd og tørrede noget af mudderet på hendes ene kind væk. Det var nemlig ikke det hele som var blevet tørt endnu. "Arbejder du her på kroen?" Smilet hvilede stadig roligt på hans læber som han spurgte hende. Han bemærkede godt at hun ikke ønskede at kigge ham i øjnene hvilket han fandt unormalt. Hvad denne kvinde havde været igennem var ham ukendt men det var synd at nogen skulle udsættes for mørket på den måde. Han ville ønske at han kunne gøre noget.

[Myia Destiny Flancker]

At blive mødt af folk, som behandlede hende på den måde, var uden tvivl noget, som selv gjorde Myia ked af det, men hun kunne jo ikke direkte gøre noget ved det. Hun kom op på benene, selvom det forsøg på at tørre tårerne væk, var sværere end hvad hun lige havde regnet med. Hun var jo dækket i mudder! "Jeg klarer mig. Jeg.." Hun tav, da han kastede sin kappe omkring hendes skikkelse. Det var jo heller ikke ligefrem varmt udenfor endnu. Selv ikke i Procias. Forsigtigt hævede hun blikket for at kigge på ham. En dog flot mand, hvilket var noget som hun godt kunne lide.. men han skulle ikke gøre det her for hende, for hun ville jo heller ikke ligefrem have, at han skulle ende med at fryse. Det havde aldrig været hendes hensigt ved dette.  "Det.. det er nu heller ikke meningen, at du skal stå her og fryse.." sagde hun endeligt, idet hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Et svagt smil passerede hendes læber. Hun var dog taknemmelig, men hun kendte ham ikke.. anede ikke hvem han var, selvom det naturligvis var venligt af ham.
Blikket gled mod kroen og med et tungt suk, inden hun igen vendte blikket mod hans skikkelse igen. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, mens hun nikkede. "Det... det gør jeg.. Eller.. jeg forsøger på det, når jeg er pænt nok klædt på til det," fortalte hun. Hun sendte ham et stille smil. Efter alle de år som slave i Dvasias, som stadig var noget, som påvirkede hende i voldsom stor grad, så var det svært at finde sig til rette, og særligt når folk også skulle være sådan efter hende, som de var lige nu. "Kom med ind.. lad mig byde dig på noget, som tak for hjælpen," bad hun endeligt.

[Deleted]

At der var nogen som blev behandlet på denne måde var virkelig ikke i orden. Procianerne var bare ikke altid lige venlige og det var noget som Derek virkelig hadet ved folket og landet. Gennem de sidste mange år havde landet lukket sig inde på en sådan måde at der ikke var plads til nogen som helst andre racer end de lyse og det var en trist tanke. Når alt kom til alt så var der jo også gode væsner i mørket ligesom der var onde væsner i lyset. "Det var godt" sagde han roligt mens han lagde kappen om hendes skuldre. Hun skulle ikke stå der og fryse, det ville han da slet ikke have! Han mødte hendes blik roligt og sendte hende et blidt smil. Hun var vidst ikke vant til at blive behandlet anstændigt hvilket var en trist tanke. Hendes ord fik ham blot til at ryste på hovedet. Det skulle hun virkelig ikke tænke på. "Jeg klare mig. Tænk ikke over det. Jeg er varm af natur." Det gjorde ham intet at være uden uden kappen for en lille stund. Jo kulden kunne da mærkes men den rørte ham ikke vildt endnu. Han kunne sagtens klare sig en stund uden.
Hans blik fulgte hendes ind mod kroen. Hendes ord fik ham til at vende blikket mod hende på ny. Hun virkede ikke som om hun brød sig synderlig om at arbejde der. Hovedet søgte let på sned mens hun snakkede. Et sted var det trist at folk ikke kunne lade være med at genere folk der var på arbejde. Det var træls at det skulle forgå på denne måde. Han nåede dog ikke at tænke meget mere over det før hun spurgte om hun ikke kunne byde ham på noget som tak. Han sendte hende et roligt smil og nikkede roligt. "Det siger jeg skal ikke nej til" sagde han og trådte de sidste par skridt hen til døren og åbnede den for hende sådan så hun kunne komme inden for. "Efter dig."

[Myia Destiny Flancker]

At blive behandlet godt, var ikke noget som Myia var vant til. Først efter hun havde mødt Elias, var det en ting som var sket for hende. Naturligvis glædede det hende, at se, at der i det mindste endnu var nogen mennesker derude, som kunne bringe varme og glæde. Hun sendte ham et stille smil. Det var hende en glæde faktisk. Hun var jo endnu vant til slag end det modsatte. "Det er.. virkelig sødt af dig," sagde hun taknemmeligt. Det ændrede dog ikke på det faktum at han ikke skulle stå og fryse. 
Kappen lukkede Myia tæt om sin egen krop, mens hun stod og betragtede sig af hans skikkelse. Uden tvivl en rigtig flot mand, hvilket var noget som hun godt kunne lide.. Men hun kunne vel ikke rigtigt tillade sig at tænke i de baner? Selv på trods af det hårde liv, som hun havde haft i Dvasias, og det var det som mange i forvejen dømte hende på, selv på denne side af grænsen. Ikke var hun en overlever.. hun var en uvelkommen gæst, som de ville have ud, og det synes hun bestemt heller ikke var retfærdigt på nogen måde. Hun trak let på smilebåndet og søgte med hen til Kroen, hvor han åbnede døren for hende. "Jeg takker mange gange," sagde hun ærligt og trådte ind.

Mange mennesker var her ikke, men der var da alligevel nogen. Myia vendte sig mod hans skikkelse endnu en gang. Hun vred kappen af sine skuldre og rakte den til ham. "Hvis du bare finder dig en plads, så... kommer jeg med noget til dig lige om lidt," sagde hun ærligt. Det var jo i princippet midt i hendes arbejdstid, selvom hun vidste, at chefen nok ikke just ville sætte pris på, at hun så ud som hun gjorde.. møgbeskidt og det hele. Hun nåede kun lige at vende sig om igen, inden hun hørte ham brøle efter hende bagerst i lokalet. Tænderne bed hun sammen. "Jeg... undskyld, jeg må gå. Jeg kommer igen om lidt!" annoncerede hun, inden hun skyndte sig om bagved. Der stod hun til en højlydt skideballe for hendes beklædning, selvom hun gang på gang, forsøgte at undskylde for det.

[Deleted]

At hun ikke var blevet godt igennem sit liv måtte næsten være tydeligt på den måde som hun var på. Det var en trist tanke at en kvinde skulle behandles dårligt. Han brød sig faktisk ikke om det på nogen som helst måde men hvad kunne han gøre ved det? Han vidste jo godt at han ikke kunne rede hele verdenen. At bekymre sig om alt og alle tog hårdt på en. For nu ønskede han bare at finde en person i denne verden som han kunne tage sig af og passe på. Han sendte hende et roligt smil og betragtede hende. "Tænk ikke over det" forsikrede han hende oprigtigt. Kulden ville ikke bide rigtig før om noget tid og han regnede da med at de ville søge ind på kroen.
Han søgte hen til døren og holdte den for hende. Man var vel en gentleman på et eller andet plan. hans blik hvilede på hendes skikkelse som de begge søgte indenfor på den varme kro. Her var ikke så mange mennesker som man kunne forvente og det gjorde ham faktisk intet. Han gad ikke de voldsomt store forsamlinger længere. Han havde det langt bedre når han bare fik fred og ro. "Det var så lidt."

Roligt tog han imod sin kappe da de kom indendørs. Hun så herres ud med alt det mudder. Hovedet lod han let søge på sned som han blik hvilede på hendes skikkelse ved hendes ord. Hun var nu meget kær måtte han da nok erkende. "Jeg skal nok finde mig en plads" endte han roligt og smilede til hende. Der gik dog ikke længe før hun blev kaldt ud bagved af krofatter. Han lød absolut ikke glad. Blikket gled roligt rundt og fandt en plads i det ene hjørne som han kunne sidde ved. Lyden af en der skælde og smælde på den anden sidde af disken var tydelig. Derek sukkede og kiggede ud mod baglokalet. Skulle han rejse sig og gå op og sige noget? Det brændte i ham at gøre det men måske hun bare ville finde det ukomfortabelt. Han endte med at blive siddende og kiggede blot roligt efter hende. Hun havde det ikke nemt hvilket i sig selv var en trist tanke for ham.

[Myia Destiny Flancker]

Hjælpen som denne mand havde givet hende, var uden tvivl en af slagsen, som Myia måtte værdsætte. For nu, forsøgte hun bare at klare sig så godt, som det nu var hende muligt. Nemt var det ikke.. Overhovedet ikke faktisk. Hun var vant il at blive slået og set ned på, på grund af det liv, som hun til nu havde levet, og derfor var det uden tvivl underligt, at det ikke var sådan, at tingene forholdt sig mere. Hun bed sig svagt i læben. "Jeg værdsætter det virkelig," sagde hun med en dæmpet stemme, hvorefter de søgte indenfor. Allerede nu vidste hun jo, at krofatteren, ikke ville være tilfreds med hvordan hun så ud, men det var jo ikke hendes skyld! Hun forsøgte virkelig at holde sig ren, men det var for pokker heller ikke særlig nemt, når det hele foregik på denne her måde. Tvært imod. 

Hun nikkede mod ham og med et smil, inden hun søgte om bagved. Det var ikke første gang, at hun modtog denne form for skideballe, for at se sådan ud, og selvom hun virkelig forsøgte at forklare ham, at det ikke var hendes skyld, men at folk var efter hende... blev hun rent faktisk fyret. Betalingen for hendes arbejde så langt, fik hun stukket i hånden. Fuldstændig bleg ved tanken... hvad skulle hun så leve for? Overfor manden som havde hjulpet hende, havde hun nu alligevel et løfte, som hun agtet at stå ved. Hun købte en bakke med frugt, brød og grønt, samt noget at drikke. Det var mange penge for hende, og særligt nu, men det behøvede han jo ikke at vide.
Med bakken i sine hænder, søgte hun ned i kroen igen. Selvom det var tydeligt at se, at hun havde grædt, forsøgte hun at skjule det. Hun fandt ham. Med et falsk smil, gik hun hen mod ham. "J-jeg håber du er sulten.." sagde hun, inden hun satte den foran ham, og selv tog pladsen overfor.

[Deleted]

Det var en skændsel at folk ikke kunne opføre sig ordenligt. Han blev så forarget når han så folk behandle andre mennesker dårligt som han havde set det i dag. Den unge pige så virkelig ud til at lade sig gå på af det og hun prøvede jo blot at leve. Hvorfor skulle de gøre det så svært for hende. Det var en tanke som næsten fik ham til at ryste opgivende på hovedet. Verdenen var virkelig ikke hvad den havde været det en gang. Han lod den ene hånd glide let igennem hans brune lokker sådan så de endte med at sidde en smule pjusket. Smilet vendte i hendes stemme ved hendes ord. Han nikkede blot. "Jeg er glad for at jeg kunne hjælpe" kommenterede han bare roligt som de søgte indenfor på kroen. Krofatter skældede og smældede ude fra baglokalet og det lød virkelig ikke godt. Hvad han havde forventet? At hun havde hoppet rundt og leget i mudderet. Han himlede let med øjnene men blot dog siddende og ventede roligt på hende.

Da hun endelig kom ud igen kunne han se på hende at hun havde grædt. Krofatter havde givet hende en ordenlig skideballe og han havde da kunnet høre noget af det men langt fra det hele. Hans blik måtte dog roligt hvile på hendes skikkelse. Som hun satte bakken med frugt og noget at drikke foran dem på bordet rettede han sig en smule op i stolen. Hvor kunne han dog ikke lide at se folk være kede af det. Han endte med at betragte hende en smule før han rejste sig op og fra en lomme i hans kappe fandt han et lille tørklæde frem. Han satte sig forsigtigt på hug ved hendes side og rakte hende det. "Tør øjnene. Hvad er dit navn?" spurgte han blidt og lænede sig let ind mod borden. Han kunne virkelig ikke lide at se folk græde og mindst af alt kønne kvinder som virkelig så ud til at prøve at gøre det bedste. Han havde det med at blive tiltrukket af folk som havde meget modstand. Hans ønske om at hjælpe dem var så brændende i hans indre som noget kunne være og lige nu var det hende det brændte for. Han ville gerne hjælpe hende hvis han kunne.

[Myia Destiny Flancker]

Fyret på baggrund af omstændigheder, som hun ikke engang kunne gøre noget ved. Det var uden tvivl noget som gjorde Myia skide ked af det, for hvordan skulle hun klare sig nu? Elias så hun ikke rigtigt, også selvom de jo faktisk havde arbejde samme sted.. Var der sket ham noget? Var hun ladt alene? Hvad nu med huset? Hun kunne jo ikke ligefrem betale det, uden at have noget!
Alt for mange tanker gik igennem Myias hoved og tanker, da hun endelig kom tilbage til den herre, som havde hjulpet hende udenfor. At han så lagde mærke til, at hun havde grædt, var ikke noget, som hun så kunne gøre synderlig meget ved. Hun forsøgte at lade som ingenting, selvom et virkelig var svært. Procias var et sted, som hun virkelig ønskede at slå sig ned på, men det krævede da godt nok også, at de var åbne for hende, og lod hende komme til, og det virkede bare ikke som om, at det var noget som kom på tale. 
At han rejste sig for at gå på hug ved siden af hende, og rakte hende et lommetørklæde, fik hende kort til at stirre på ham. Hun tog dog imod, og tørrede øjnene. Hun kunne vel lige så godt opgive at skjule det for ham? Det så heller ikke ud til at virke uanset. "Jeg... mange tak." sagde hun og tørrede sine øjne. Hun trak vejret dybt og bed sig svagt i læben. Det var virkelig svært for hende det her. "Jeg... jeg hedder Myia," sagde hun endeligt. Sjældent var det, at folk i det hele taget viste den interesse for hende. Hun var ikke vant til det. Hun var normalt som luft, eller fuldstændig ligegyldig. Det plejede at være sådan. Hun vendte blikket mod ham igen. Igen begyndte tårerene at trille. Hun vidste ikke hvordan hun skulle klare sig nu.

[Deleted]

Det lod virkelig ikke til at heldet var med den kvinde som han havde mødt. Hun blev dårligt behandlet udenfor og mindst ligeså dårligt behandlet indenfor af krofatter. Hvor det absolut ikke behagede ham at folk ikke bare kunne opføre sig ordenligt men hvad kunne han da gøre ved det? Intet, absolut intet selvom han virkelig gerne ville. Han sukkede lydløst som han så hende komme tilbage til bordet. At hun havde grædt var ham tydeligt. Han brød sig virkelig ikke om det. Slet ikke. Hvorfor hun ikke blev accepteret vidste han virkelig ikke. Han kunne jo mærke at hun var engel så de burde da ikke udstøde hende. At hun var falden var virkelig ikke noget han rigtig tog sig af på nogen som helst måde. Hvorfor betød det noget?
Han kunne virkelig ikke lide at hun havde grædt og det var også derfor han rejste sig og satte sig på hug ved hendes side og rakte hende lommetørklædet. Han sendte hende et beroligende smil. Han var et sted sikker på at alt nok skulle lykkes for hende på et eller andet tidspunkt. Det var bare et spørgsmål om tid. Smilet bredte sig en smule da hun præsenterede sig. "Rart at møde dig, Myia. Mit navn er Derek" sagde han roligt. Han ville gerne vise hende denne interesse. Hun virkede jo sød nok og sandt at sige så havde han vel en smule ondt af hende. Det virkede virkelig ikke som om at hun havde det let på nogen som helst måde og det var en tanke som han virkelig hadet. Hovedet søgte let på sned som hendes tårer begyndte at falde endnu en gang. Han kunne virkelig ikke lide det. Han løftede forsigtigt den ene hånd og tørrede enkelte tåre væk fra hendes kind. "Har du lyst til at snakke om det?" Hans stemme var blid og rolig. Han ønskede oprigtigt at hjælpe hende og få hende til ikke at være ked af det længere. Han brød sig virkelig ikke om at se hende eller nogen som helst anden sådan her.

[Myia Destiny Flancker]

Det var egentlig bare typisk Myias held, at være så uheldig, uden at hun egentlig kunne gøre synderlig meget ved det. Det var uden tvivl en trist tanke. men hun var vant til det.. Vant til modstanden, og vant til at det hele skulle være hårdt, koldt, gråt og trist. Hun forsøgte vel bare at finde de lyspunkter, som måtte være i hendes tilværelse? Hun vendte blikket mod ham. At han så tydeligt, kunne se, at hun havde grædt, var bestemt heller ikke noget som gjorde det bedre, for det var på ingen måder meningen, at han skulle rende rundt og udvise den bekymring for hende. Overhovedet ikke. Hun sendte ham et svagt smil, dog selvom det var noget så halvhjertet. Det var jo rent faktisk noget, som kun havde gjort hende direkte ked af det. "Jeg klarer mig," sagde hun dæmpet og med et let bekræftende nik i hans retning.
At han knælede ved hendes side, gjorde hende ikke noget. Han var en god mand.. Det stod jo så tydeligt ud af ham, og det var en tanke, som hun rent faktisk godt kunne lide. Hun tørrede sine øjne, inden hun lod hænderne falde. Derek? Et flot navn. Et navn som hun godt kunne lide. Hun sendte ham et stille smil. "Det er mig en glæde, at møde dig, Derek," sagde hun med en blid stemme. Så blid, som hun nu kunne gøre den, for det var så sandelig heller ikke ligefrem nemt, når det foregik på denne her måde. Svagt bed hun sig i læben. Var der noget at snakke om? Hun trak let på skuldrene, inden hun lagde tørklædet fra sig. "Han fyrede mig... for at se sådan her ud.." sagde hun og lod blikket falde. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre nu.. Og slet ikke, når hun også havde en leje, som skulle betales.

[Deleted]

Selv havde Derek været igennem både gode og dårlige perioder. Han havde oplevet lidt af hvert især det at miste livet havde han været igennem et par gange. Livet var hårdt og selv havde han da svært ved at trække sig op fra mørket og finde lyset. Det var altid sværrest når man ikke havde nogen til at hjælpe sig. Selv valgte han ikke at lade mørket vinde over sig. Han ville leve i lyset så lige nu tog han blot en dag af gangen og tog verdenen som den kom. Blikket hvilede roligt på hendes skikkelse ved hendes ord. Selvfølgelig skulle hun nok klare sig, det var han da ikke i tvivl om men han bekymrede sig nu alligevel. Det var jo bare den person han var. Han bekymrede sig om andre, især folk som blev uretfærdigt behandlet. "Det er jeg sikker på at du nok skal" endte han blidt og med et lille smil.
Han sad på hug ved hendes side. han havde et oprigtigt ønske om at hjælpe hende og snakke med hende hvis hun havde brug for det. Hun var jo en sød pige og han kunne rigtig godt lide det. Smilet blev på hans læber som hun snakkede. "Glæden er skam helt på min side, Myia. Hvor længe har du været i Procias?" spurgte han roligt og sendte hende et blidt smil. Han ønskede at snakke med hende for hun virkede faktisk utrolig sød og rar hvilket han fandt behageligt. Han lyttede til det hun fortalte ham og han blev virkelig forarget over det han hørte. Hun var blevet fyret fordi hun var blevet dårlig behandlet af andre mennesker og skubbet. Det var essentielt ikke noget som hun kunne gøre for. Han vendte blikket mod disken hvor krofatter stod men gjorde intet andet end bare at kigge lidt på ham før han igen vendte blikket mod hende. "Det er jeg virkelig ked af at høre. Det er ikke i orden at blive behandlet sådan når det ikke er din skyld" sagde han ærligt og rystede på hovedet. Hvor kunne folk virkelig bare være onde og irriterende individer en gang i mellem. Han skammede sig næsten. Roligt kørte han en hånd igennem det brune hår og lod blikket hvile på hendes skikkelse. "Hvad så nu?"

[Myia Destiny Flancker]

Derek var en god og hjertevarm mand, og det var noget som Myia uden tvivl godt kunne lide. Hun sendte ham et stille smil. Selv nu hvor hun var blevet fyret, måtte hun jo bare smile.. lade som ingenting og klare sig, selvom hun ærlig talt ikke helt vidste hvordan hun skulle gøre det. Det var næsten det, som rent faktisk var det værste for hende lige nu. Hun vendte blikket stille ned af sig i stedet for.  "Er det så tydeligt at jeg ikke har været her så længe?" spurgte hun med et skævt smil. Hun trak vejret dybt. "Jeg kom her for.. nogle uger siden tror jeg." sagde hun ærligt. Alt taget i betragtning, så var det jo gået ganske udmærket frem til nu, men det var så også det.. Det hele havde nu også taget en drejning, som hun ikke lige havde regnet med.
Myia vendte blikket i retningen af Derek endnu en gang.. Han var god ved hende, og det var en tanke, som hun godt kunne lide. Hun skævede kort i retningen af krofatteren, som kun sendte hende en fast mine igen.. Hun vendte blikket den anden vej lige så hurtigt. "Det er ikke første gang, at jeg kommer beskidt til arbejde.. på grund af min tilstedeværelse.. udefra, er der ikke mange som kan acceptere mig," sagde hun med en dæmpet stemme. Naturligvis var det en tanke, som gjorde hende ked af det, men hvad kunne hun da gøre ved det? Let fumlede hun med tørklædet foran hende. "Det... det ved jeg ikke," sagde hun direkte, hvorefter hun let bed tænderne sammen og så mod ham igen. Denne gang langt mere fortvivlet, end hvad hun havde været til nu, men hun kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det. "Det er bare... svært," tilføjede hun dæmpet.