I want to see the king!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vendte blikket hårdt mod denne kvinde. Uden tvivl kunen man påstå, at det var meget hårde udmeldinger hun måtte komme med, og det var bestemt ikke alle som turde komme med den form for udmeldinger for ham! Han knyttede næven let. Ikke fordi at han var voldelig anlagt, men selv han var præget af stress og pres på baggrund af det som skete omkring ham, også i hans private liv. Det var i hvert fald ikke småting der rørte på sig der. "Jeg rejser rundt på hesteryg i et land, som jeg har viet mit eget for at beskytte og passe på. Jeg kan ikke søge til de andre lande, og særligt ikke nu, uden at have dommen hængende over mit hoved.. Jeg har ikke tænkt mig at lade livet, før kampen vil stå," sagde han med en kortfattet stemme. Han mente dette og han stod fuldkommen fast på det!
Umiddelbart kunne Gabriel ikke hjælpe hende, og han kunne naturligvis godt forstå, at det var noget som vakte hende en kæmpe frustration, men det var virkelig ikke noget, som han kunne gøre noget ved lige nu. Hans blik hvilede hårdt på hende. Han burde måske danne sig alliancer, men Imandra stod uden en i ledende position, og Manjarno var underlagt Dvasias. Han kunne jo intet stille op på den front lige nu! Hun var ikke bare hård i udtalelsen, men også direkte næsvis, hvilket ikke ligefrem var noget som faldt i Gabriels gode bog! Tvært imod! "Ikke bare et typisk individ, men en mand, som har et kæmpe pres dagligt hvilende på sine skuldre. Jeg beklager, Emerald, men jeg kan ikke hjælpe dig," sagde han kort for hovedet. Han var nødt til at tænke på hvordan det skulle være i fremtiden, og særligt fordi at det handlede om et helt lands fremtid! At hun så derimod ikke ville give ham sine forældres navne, var noget som hurtigt vakte en mistanke. Havde hun virkelig rent mel i posen? Han hævede hånden og gjorde tegn med den. Soldaterne ved portene, stillede sig i vejen, så hun ikke kunne forlade salen. "Hvis det bare er en mand og en kvinde, kan du vel passeligt skænke mig deres navne?" fortsatte han. Han opgav bestemt ikke den sag.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa hævede de mørke øjenbryn. ”Hvis det er Deres plan fortsat at “beskytte” landet af skræmte mus, skal De være hjerteligt velkommen. Til den sag, som jeg har for, kan jeg alligevel ikke bruge mus, som jeg har brug for modige sjæle, som rent faktisk ønsker at gøre en forskel,” svarede hun roligt, hvor hun godt vidste, at det var noget af et nådesstød. Det i sig selv passede hende dog fint, som hun ikke havde et problem med at prikke til ham. Det værste der kunne ske var vel også bare, at hun blev kylet ud af landet? Procianer var hun trods alt ikke, og derfor havde han ikke nogen videre magt over hende. Ej heller skræmte han hende, da han ikke var hendes konge. Hun slap et fnys. ”Så det De siger er, at De er mere værd end mig og resten af verdenen?” lød det sigende fra hende. Ja.. Han var i sandhed arrogant. Ikke noget under, at hendes fader havde ”forrådt” ham ved at støtte hendes moder. Hun vidste ganske vidst ikke, hvordan den kvinde havde været, men højere tanker havde hun om hende, end hun havde om kongen. Som Jarniqa forsøgte at forlade tronsalen, og som soldaterne stillede sig i vejen for hende, mærkede hun sit hjerte springe et slag over. Hvad fanden foregik der? Forsøgte han at holde hende indespærret?! Næven knyttede hun, alt imens hun kneb øjnene en anelse sammen og vendte sig imod kongen igen. ”Hvad er meningen med dette?” hvislede hun ad ham. ”Hvilken betydning har det, hvem mine forældre er? Jeg kommer som mig selv, og ikke som nogen anden!” Blikket kastede hun over skulderen mod soldaterne. ”Har du tænkt dig at flytte dem, eller skal jeg selv gøre det?” I princippet burde hun kunne gøre det.. Hun burde kunne vælte dem med en trykbølge, ligesom hun havde væltet sin fader under sin træning.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel stirrede fast på denne kvinde. Han ville ønske at han kunne hjælpe.. Han ønskede jo at hjælpe alle, men det var bare ikke muligt, uanset hvor meget han ville ønske at det var. Han havde et land at sørge for.. hvad havde hun? Sig selv? Han så jo ikke ligefrem andre ved hende, så det store at tabe, det havde hun vel heller ikke ligefrem? Han trak vejret dybt. "Som du har brug for de modige sjæle, har jeg brug for det samme. Jeg begriber ikke, hvorfor det er så svært for dig, at se hvilken situation, det her placerer mig i," sagde han kortfattet. Det var jo ikke fordi at han ikke ville hjælpe hende, men han kunne ikke.. uanset hvor meget han ville ønske at han kunne, så kunne han ikke!
Så lang tid at hun ikke ville lade ham vide hvad han ønskede at vide, samt snakket til ham på den måde, var det svært for Gabriel bare at acceptere, at tingene måtte forholde sig på den måde. Vagterne stillede sig i vejen, og særligt nu hvor han bad dem om det. Angreb hun nu, kunne hun godt se frem til en tur i kælderen! Og selv her i Procias, var den bestemt heller ikke altid lige hyggelig! "Jeg siger ikke, at jeg er mere værd. Jeg er ikke noget værd, uden et folk at lede og styre," sagde han direkte. Arrogant, var nok noget af det sidste, som man kunne kalde ham. Han var faktisk en meget folkelig mand, men denne gang gav hun ham ikke nogen mulighed for at vise det! Armene lod han igen falde over kors. Vagterne stod med våben, men ville dog ikke ende med at bruge dem, før de fik lov til dette. Gabriel vendte blikket direkte mod kvinden i stedet for. Emerald.. Selve navnet sagde ham intet, hvis det ikke var på modstandsbevægelsen. Han trak vejret dybt. "Jeg vil på det kraftigste anbefale dig, ikke at gøre modstand.. Fortæl mig hvad jeg ønsker at høre, og du er fri til at gå. Jeg er ikke ude på at holde dig mod din vilje," tilføjede han med en rolig stemme. Han kneb øjnene let og fast sammen. Nu måtte hun for alvor mande sig op! Og droppe de teeneage-tendenser hvis hun ville have noget ud af det!

[Jarniqa Dynithril]

”Og jeg begriber heller ikke, at du ikke kan se, at dette her også vil gavne dig og dit land,” bed Jarniqa tilbage, som hun helt havde valgt at droppe formaliteterne nu. Hvorvidt han var vant til at blive talt til i denne tone, vidste hun ikke, men tiltrængt var det uden tvivl. Det var måske meget muligt, at hun var ung, ej regerede et land, og ikke havde megen erfaring, men det var da ikke ens betydning med, at hun tog fejl! Hun fnøs ad ham. ”Du siger måske ikke direkte ordene, at du er det mere værd, men du hentyder allerkraftigst til det. Hvorfor skal manjanernes liv være mindre værd, bare fordi de ikke er født på den anden side af grænsen og ikke har nogen særlige forbindelser? Skal det virkelig have den betydning, at de må stå alene? At vi må stå alene?” Hvorfor kunne han ikke se det forkerte i det? Hvorfor?
Blikket kastede Jarniqa tilbage mod de væbnede soldater, og dernæst tilbage mod kongen. Ja, det var ingen hemmelighed, at hun begyndte at føle sig som et fanget dyr.. Var dette virkelig måden, hvorpå han ønskede at fremstille sig selv som en retfærdig og god konge? Retfærdig og god hendes bare..! Selv stolede hun ikke en meter på ham, og derfor agtede hun ikke at give sig.. Nej, hun ville give ham et delvist korrekt svar for at lukke munden på ham. ”Min fader hedder Damien, og min moder har jeg aldrig mødt.. Er du tilfreds nu?!” hvislede hun ad ham. På sin vis måtte det dog også være sandheden.. Personligt følte hun mere, at Damien var hendes fader end hvad Salvatore var. Var det også noget under, når det var den mand, som havde passet hende gennem hele hendes liv? Hendes moder havde hun dog rigtigt nok ej mødt.. Hvem hun var, vidste hun dog.. Det behøvede han dog ikke at vide.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Denne unge kvinde, viste jo ingen forståelse for Gabriels situation. Han ville jo gerne hjælpe hende, men i øjeblikket, var han fanget i ens situation, hvor han ikke var i stand til at gøre noget som helst. De himmelblå øjne hvilede på hendes skikkelse. Han forstod jo godt, at det var noget som vakte hende en kæmpe frustration, men hvad skulle han da kunne gøre ved det? Han forstod det virkelig ikke! Han trak vejret dybt. Det var på tide, at han selv tog sig lidt i nakken, for ellers endte det da kun med at gå galt igen. "Det er ikke noget, der kan gavne mit land på stående fod. Manjarno er under ledelse af den kongelige rådgiver af Dvasias.. Søger jeg ud, sker der katastrofale ting, som kun vil sætte Procias i en endnu værre situation." Var hun helt dum? Ung var hun i hvert fald, og det var tydeligt, at hun kun måtte se de mål som hun måtte have for øje. Der havde han bare lidt andre ting, at skulle have i hovedet end bare det alene.
Vagterne blev stående, da de ikke havde fået tilladelse til at gøre andet. Folk var frustrerede og de var bange, og det var noget som Gabriel havde forståelsen for, men af den grund, så ønskede han da stadig, at de kunne holde sig rolige. Han kunne i hvert fald love, at han ville gøre, hvad han kunne, for at hjælpe dem, også selvom det var svært. Det var en virkelig svær situation, han var endt med at stå i, og det gjorde naturligvis også ondt. "Manjanernes liv, er ikke mindre værd, end mit eget. Igen kan jeg ikke lede et folk, som ikke ønsker at blive ledt. Det er mit job at beskytte alle dem som befinder sig på denne her side. Slaget vil stå på et tidspunkt, og om du kender nogen, som ønsker at stå mine soldater bi, så sig endelig frem. Jeg kan bruge alle de mænd og soldater, som I kan undvære," sagde han direkte. Selve navnet Damien sagde ham ikke rigtigt noget. Han havde dog svært ved at forestille sig, at hun ikke kendte til sin moders navn. Han gjorde en bevægelse med hånden, og vagterne trak sig tilbage på plads. Denne kvinde, var uden tvivl af typen som han agtede at holde ekstra øje med. Der var noget ved hende, og han vidste ikke, om han brød sig om det. "Meget vel.. Jeg er ked af, at jeg ikke kan give dig, hvad du ønsker, Emerald.." sagde han endeligt, hvorefter han vendte sig med ryggen til. De var vel færdige her nu?

[Jarniqa Dynithril]

Selv forstod Jarniqa, at det var skræmmende at begive sig ud i krig. Hun havde trods alt selv gjort det! Hun var kun 15 somre gammel, og havde nu viet sit liv til sit lands selvstændighed. Ej havde hun nogen erfaring som en konge, eller som en gammel person, men erfaring havde hun da. Hendes var blot en anden en af slagsen, og det var ikke nødvendigvis en dårlig ting! Det var heller ikke alle, som delte kongens opfattelse om, at hun måtte være gal, som der skam havde været andre, som havde valgt at deltage i hendes sag. Landets sag. ”Lige nu og her, hvor Dvasias ej står for din dør, ser du måske ikke sagen, men tro mig.. Det vil du gøre,” svarede hun sikkert og kortfattet. Dum var han nemlig, hvis han troede, at Dvasias ville stoppe ved Manjarno. De ville komme hertil, og selv mente hun, at det var bedre at stoppe dem nu, hvor det kom uset og nu, hvor de ej var klar. Der var trods alt en årsag til, at Dvasias ej havde tage hele maskineriet på en gang. Øjnene kneb hun sammen. Var han fuldkommen dum? ”Du kan bruge alle de mænd og soldater, som vi kan undvære? Jeg ved ikke, hvem der har placeret dig på tronen, med den person må være født i går! De manjanere som ønsker at kæmpe vil ej komme til at stå på denne side af grænsen. De vil stå på den side, hvor det virkelig gør en forskel.. I Manjarno og i Dvasias,” sagde hun sigende. Hendes gruppe ville ej yde Gabriel den ønskede støtte, ligesom han ej ønskede at støtte dem. De ville derfor blive i forholdsvis Manjarno og Dvasias, hvor de ville sabotere dvasianernes planer og blot ødelægge, hvad de kunne komme i nærheden af. Køligt hvilede hendes blik på ham, som han nu mistede den fulde interesse for hende. Damiens navn havde ej sagt ham noget.. godt! ”Og jeg er ked af, at de ej kan se vor fjende,” endte hun kortfattet med at sige, inden hun vendte omkring igen. Godt.. Soldaterne var trådt til siden igen, og hun havde derfor fri bane! Med hurtige skridt og med en frustreret mine forlod hun derfor kongen og tronsalen..

// Out

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Den unge kvinde, vidste virkelig ikke hvad hun snakket om, og naturligvis var det en trist tanke, selv for Gabriel. Hun havde alle de gode intentioner, og det var jo heller ikke fordi at Gabriel sagde ,at han ville holde sig ude af kampen, for han vidste jo, at slaget før eller siden, ville stå, og han vidste, at det ville blive en kamp om landet her, så han var jo allerede i forvejen, klar over, at det ikke var her i landet, at slaget ville stå.. Men i Manjarno. Han havde uden tvivl tænkt sig at møde modstanden hvor den var, når det kom så vidt. "Du er ung. Du ved ikke hvad du taler om," afviste han hende. Hvis Manjarno havde soldater og krigere de kunne undvære, tog Gabriel da mere end glædeligt imod dem, selvom det var tydeligt, at det ej var sådan at det ville forløbe. Det var da uden tvivl en meget trist tanke, men han kunne jo ikke gøre meget ved den.
Gabriel fulgte hende med blikket, som hun forlod salen. Han kaldte en af vagterne hen til sig. "Hold øje med hende. Der er noget hvad den pige angår, der ikke stemmer helt," meddelte han. Vagten gjorde som han havde fået besked på, og søgte efter Emerald. Gabriel rettede sig op. Selvom hun var ung, vidste han jo godt, at hun havde fat i noget af det rigtige. Ikke at det var noget som gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende, for han vidste, at han skulle handle før eller siden. Men hvorfor gøre det nu? For nu var der forholdsvist roligt derude, og han havde tiden til at finde ud af hvad de havde af hær, ressourcer og midler, og finde muligheden for at handle på korrekt vis, og det var det som han havde brug for lige nu, for pokker da! Han søgte tilbage til tronen. Det havde uden tvivl vist sig at være en rigtig hård dag for ham.

//Out