I want to see the king!

[Jarniqa Dynithril]

De slanke fingrer strøg igen igennem de ravnsorte lokker. Hvor mange gange havde Jarniqa gjort denne handling i ventetiden? En gang? Hundrede? Hun vidste det snart ikke, som det eneste hun følte var, hvordan hver en fiber i hendes krop trippede i hende. Hun bed ned i den bløde underlæbe, der ligeså havde fået en mere rødlig farve efter et par minutter med gnaven. Det smaragdgrønne blik slog igen over mod de store dobbeltdøre, hvor det igen ej heller var til at sige, hvor mange gange hun havde kastet sit blik i den retning. Hvornår ville dørene åbne? Hvad skulle hun sige? Hvordan ville vedkommende på tronen se ud? Hvordan ville vedkommende være? Hvordan ville hele seancen forløbe sig? ..Hvad gjorde man overhovedet foran en kongelig? Hvad sagde man? Hvordan skulle man stå? Var der regler eller ej? Hun vidste det ikke! Hun havde aldrig været sådan et sted før! Hendes blik søgte igen omkring i gangen. Alt var så nydelige, så velhavende.. Var det i sådanne omgivelser, som hun burde have opvokset i? Hun bed igen ned i sin læbe. ”Frøken?” lød en høflig mandestemme ved hendes side, hvilket helt måtte give et sæt i hende! Hun blinkede med øjnene, idet hun vendte blikket mod vagten. Beroligende måtte han dog bare smile til hende, som det åbenbart måtte være tydeligt at se, at hun var nervøs. Nervøs.. Hvem ville ikke være nervøs i denne sammenhæng?! ”Det er Deres tur,” sagde han, inden døren gik op. En dyb indånding tog hun selv, som hun nu måtte tage sig sammen. Det skulle nemlig bestemt ikke være spild af hverken hendes eller Carlisles tid, at hun var blevet ledt hertil! Sikkert rankede hun sig op, alt imens vagten stillede sig med fronten mod tronsalen. Mod kongen. ”Emerald fra modstandsbevægelsen Resistentia,” præsenterede vagten, hvilket også måtte være Jarniqas tegn. Skønt hendes hjerte og blod måtte pumpe alt, hvad det kunne, bevægede hun sig alligevel frem med ynde og sikkerhed. Automatisk søgte hendes grønne blik straks manden, som sad for enden af tronsalen. Kongen. Ej kendte hun til ham, og derfor vidste hun ej heller, at hun lignede det præcise billede af den unge mørkelver, som engang havde forført ham, og som han engang havde bragt til slottet her.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var nogen lange dage for Gabriel, som også i dagens anledning, havde taget pladsen i den store tronestol for enden af den store sal. De store søjler, som holdt det høje loft oppe.. de store marmorgulve, som igennem tidens løb, havde været vært for frygtelig mange selskaber. Han frygtede selv, at at det kun var et spørgsmål om tid, inden selv Castle of Light måtte ligge i ruiner, og ej var det en tanke, som han måtte bifalde!
Træt var han, som han kort gned sig i øjnene og rystede på hovedet. De store hvide vinger, havde sågar mistet glansen i denne tvivlende stund og tid. Det var hårdt. Uden tvivl utrolig hårdt, selv for ham, at det var på denne her måde. "Det bliver den sidste for i aften," sagde Gabriel efter manden, som var ude for at hente den næste som stod klar til audiensen. Hvad han dog derimod blev mødt af, var ikke den frustrerede bonde, som han var vant til at tage imod, men.. Emerald? Han rettede sig automatisk op alene ved tanken om dette, hvor han satte sig mere til rette. Hvad ønskede hun ved ham?
"Dit ry når længere end hvad Deres fødder kan bære," begyndte han med en rolig stemme. Tragisk var hændelsen som var hændt i Manjarno. Var det muligt derfor, at hun havde valgt at opsøge ham? Han kunne jo desværre ikke gøre noget ved det på stående fod, men derfor var han da alligevel frygtelig nysgerrig på hvad han kunne hjælpe hende med i en situation som denne. Tungen strøg han kort over de tynde læber, inden han lagde begge hænderne på armlænet til den store tronestol. Tæpperne langs gulvet, ville føre hende hen mod ham. "Sig frem.. Hvad kan jeg gøre for Dem?" opfordrede han med en rolig stemme. For nu, kunne han ikke sige, at der var noget genkendeligt ved denne kvinde, da hun endnu måtte være for langt væk fra ham.. Men noget var der. Noget der alligevel fik hans hjerte til at hamre mod hans bryst. Noget... genkendeligt.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqas hjerte slog et slag over. Selveste kongen havde hørt om hende.. eller Emerald, som hun kaldte sig i disse tider. Selvsikker gjorde tanken hende, og især grundet det faktum, at han ej lød afvisende overfor hende. Måske ville dette overhovedet ikke gå så skidt? Måske ville dette rent faktisk lykkes for hende? Åh, hvor hun håbede på dette! Et smil lagde sig over hendes lyserøde læber, hvilket gav hele hendes udseende et charmerende udtryk. Rig så hun bestemt ikke ud i sin røde kjole, men smuk og yndefuld var hun, som hun bevægede sig ned med en elvers motorik, og med sit lange ravnsorte hår og strålende smaragdgrønne øjne. ”Det ærer mig og min sag, at De har hørt om mig, Deres Majestæt,” lød det høfligt fra hende, alt imens hun bevægede sig videre ned ad det lange tæppe. Faktisk gik hun, til hun blot stod et par meter fra ham. Selveste kongen af Procias. Hendes hjerte slog endnu hurtigt.. Selv kunne hun nemlig bestemt ikke sige, at hun nogensinde havde stået i sådan en situation før! Selvsikker var hun dog i sin sag, hvilket direkte fik hende til at søge hans blik. At dette muligvis ikke var en acceptabel handling, kunne hun ikke selv vide.. ”..Dog bringer det mig også fortvivlelse, at De har hørt om mig, og alligevel intet har gjort. Jeg er nemlig vis på, at De ved, hvorfor denne bevægelse blev stablet på benene.. Ej kommer jeg herfra, som jeg kommer fra den anden side af grænsen. Mit og alle andre manjaneres hjemland er dog blevet revet brutalt fra os. Selv havde vi ej hæren til at slå mørkets land tilbage, og derfor hører vores hjem nu under Dvasias’ mørke vinger. Vores håb er at vinde vor land tilbage, men selv ved vi, at det er en sej kamp uden nogen hjælp.. Derfor ber’ jeg til, at Procias rejser sine bannere og drager mod Manjarno og fordriver mørkets væsner fra landet. Hvis ikke I gør dette er det sikkert og vidst, at mørkets lands magtbegær vil vokse. Det vil få den betydning, at Procias vil være det næste land, som står forskud.”

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde naturligvis hørt om denne modstandsbevægelse, som han også vidste, hvorfor denne var blevet dannet tilbage i sin tid. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse, i takt med at hun bevægede sig op af tæppet, for at komme ham i møde. Jo tættere på hun kom, des kraftigere måtte hans hjerte hamre mod hans bryst. Der var uden tvivl noget yderst genkendeligt ved denne kvinde, men han kunne ikke rigtigt sætte en finger på hvad det måtte være. "Jeg tror alle er kendt med effekten af overtagelsen af Manjarno har bragt med sig," lød det roligt fra Gabriel, inden han igen rettede sig op. De blå øjne hvilede på hendes skikkelse, som han denne gang lod hovedet søge på sned.
Emerald sparede så sandelig ikke på tiden. Det var noget som Gabriel godt kunne lide. Hvad hun dog måtte fremlægge for ham, var ikke meget anderledes, end hvad han næsten havde forestillet sig på forhånd, at hun ville nævne for ham. Han sukkede let, inden han denne gang valgte at rejse sig. Dog ikke på nogen truende måde i hvert fald. Han trak vejret dybt. "Hvad der skete i Manjarno, er naturligvis meget beklageligt," begyndte han med en rolig stemme. Hans blik hvilede på hende. Han forsøgte at vise forståelsen for hendes frustration, som han samtidig også ønskede forståelsen for den, som han selv stod i. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. "Hvad De ønsker, er ikke et ønske, som jeg på stående fod, kan imødekomme. Jeg har forståelsen for, at det vækker dig en frustration, at se mørket indtage Deres land," fortsatte han. Hænderne foldede han over ryggen, som han lod hovedet falde på sned den anden vej. Var det virkelig det? Ville så mange gerne se bannerne igen? I øjeblikket stod han desværre i den situation, at han ikke rigtigt kunne gøre noget som helst med den hær som han havde, og de vidste alle sammen, at slaget om Procias ville komme til at stå på et tidspunkt. Det var næsten det, som for ham, måtte være det værste af det hele. "Mørket er stort, og mørket er stærkt, og på nuværende tidspunkt, er det ikke nogen hemmelighed, at vi ikke vil være i stand til at slå dem retur. Jeg er bange for, at jeg ikke kan give Dem hvad De ønsker," sagde han med en rolig stemme.

[Jarniqa Dynithril]

Selvom kongen i øjeblikket granskede sin hukommelse, mens han betragtede hende, følte Jarniqa sig ganske veltilpas. Selv anede hun trods alt ikke, hvad der foregik i hans hoved. Ligeså vidste hun ej heller, at hendes moder i sin tid havde haft en affære med denne selvsamme mand. Selv kom hun også udelukket på det grundlag, at hun ønskede hjælp til Resistentia og Manjarno. Ærlig fandt hun sin sag, og derfor fandt hun det bestemt ikke skammeligt, at hun stod her nu. Opmærksomt lyttede hun derfor også til hans svar, hvor det også måtte glæde hende at høre, at han bifaldt måden hun havde fremlagt sin sag på. En lettelse var det uden tvivl, da hun inden sin indtræden uden tvivl havde været på nippet til en hjerneblødning! Sådan havde det i hvert fald helt følt.. Desværre måtte stenen i hendes bryst igen vise sig, som han sagde, at han på stående fod ikke kunne imødekomme hendes forslag. Var det mon en pæn måde at give et afslag på? Hans efterfølgende ord gjorde dog også kun, at hun havde ret i sine antagelser.. Han var bange for, at han ikke kunne give hende, hvad hun ønskede? ..Hendes bare røv! Overfladisk anså hans ro for at være, hvor hun selv blot mærkede, hvordan det hele fik irritationen til at stige i hende. En temperamentsfuld ung kvinde var hun også, som hun var stædig og lettere fyrig.. præcis som sin moder og mørkelverne. ”De ønsker ej at hjælpe, eller De er bange for at hjælpe?” lød det sigende fra hende, som hun igen ikke kunne undgå at mene, at procianerne trængte til at komme ud af sprækkerne! ”Mørket er stort, mørket er stærkt.. I er ikke i stand til at slå dem tilbage. Sig mig.. Hvorfor leverer De ikke bare Deres land til mørkets dronnings fødder? De har tydeligvis allerede givet op, selvom jeg ved, at der er håb forude, hvis vi alle tager os sammen. Dvasias er muligvis stort, men større vil Procias og Manjarno være tilsammen, hvis de finder sammen i én sag,” sagde hun bestemt med en selvsikker røst. Hun var nødt til at få kongen til at forstå! Hun var nødt til at få ham til at se! ”Dvasias ville desuden ej heller tro på, at landene havde forenet sig.. Det ville komme som en overraskelse for dem, som var det et bagholdsangreb!”

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Alt for mange tanker, måtte i øjeblikket løbe igennem Gabriels tanker og sind. Der var noget ved denne kvinde, som han fandt yderst genkendelig, men han kunne dog ikke mindes, at have set hende tidligere. Plus det faktum, at hun fremlagde en meget alvorlig sag for ham. Han lod denne gang armene søge over kors. På nuværende tidspunkt, var han nemlig ikke i stand til at imødekomme hendes såkaldte krav! Han vendte blikket mod hende. Hårde måtte hendes ord og udtale nemlig være, hvilket ikke just var noget, som faldt i Gabriels gode bog! Tvært imod! "Som jeg sagde, er det ej et ønske, som jeg kan opfylde, som det står lige nu," sagde han hårdt, mest for at lukke den af der. Hun skulle bestemt ikke komme her og så tvivl ved ham og hans måde at styre dette land på. Han ønskede Procias det bedste, og han vidste, at det kun måtte være et spørgsmål om tid, inden slaget for alvor ville stå. Det var noget, som de alle sammen vidste, og det gjorde det ikke bedre. Dagligt måtte han høre på folks bekymringer, velvidende om, at han intet kunne stille op mod dem. Det var egentlig.. Forfærdeligt.
"Manjarno er ej et land, som eksisterer længere, Emerald. Tillad mig at bruge Deres rette navn," sagde han ærligt. At det selv var et forkert navn, vidste han dog ikke, da han kun måtte gå ud fra, hvad folk havde informeret ham om, og de navne som han havde hørt igennem de rygter som han selv havde hørt igennem den sidste tid. "Jeg værdsætter den opmuntrende tanke, som De bærer med Dem, men manjanerne, er nu et folkefærd, som er spredt for vilde vinde.. Mange mistede livet i slaget om Neutranium. Et slag som kom uventet, selv for os. Jeg ønsker at sikre mig min egen befolkning," fortalte han direkte. Han havde ikke tænkt sig at stå der og forsvare for en ung kvinde, at han måtte handle på vegne af et helt folks bedste, snarere end at handle på hvad der var rigtigt og forkert. Hvad nu hvis et angreb ikke ville virke? Så kunne Dvasias jo bogstavelig talt bare vandre direkte ind på denne side af grænsen og sætte sig på tronen, hvilket Gabriel på ingen måder ønskede sig! Mørket skulle ikke have lov til at slå lyset!

[Jarniqa Dynithril]

Positiviteten ved mødet syntes hurtigt at dale, som Jarniqa måtte tale det mere intenst, og kongen måtte tale det hårdere. Som et modbydeligt stik i hjertet føltes det også helt, da kongen sagde, at Manjarno ej fandtes længere. ”Og ganske snarligt vil Procias ej heller eksistere mere.. Vil De have det ligeså vel med det?” spurgte hun direkte, som hun bestemt ikke var bange af sig. Mere ydmyg burde hun måske være, fordi han var konge, men aldrig før havde hun mødt en af hans stand før, og derfor var det svært for hende pludselig at skulle agere som en helt anden. Det kunne hun slet ikke gøre! Hun tog en dyb indånding, inden hun fortsatte. ”Mange manjanere er ganske vidst spredt for vilde vinde.. Det kan jeg ej benægte, og andet ville også være mærkværdigt. Der er dog dem, somer samlet, og det har håbet og modet til at kæmpe! De vil også fortsat kæmpe, hvis ej De ønsker at hjælpe.. Det er så meget, at vi ønsker at se det rigtige ske.” Det smaragdgrønne blik hvilede på ham. ”Jeg beder Dem.. Selvom Dvasias ej står foran Procias’ døre lige nu og her, så vil det komme.. Hvis De hjælper til med at fjerne dvasianerne fra Manjarno nu, vil I også stå det stærkere. Det vil nemlig kun være dvasianerne i Manjarno I skal kæmpe imod, i forhold til alle dvasianerne, hvis de tropper op her.” Kunne han virkelig ikke forstå, at dette også ville komme ham og hans land til gode? Hun var trods alt ej heller troppet op for at genere ham, men fordi, at hun oprigtigt troede på sin sag. Hun bed sig selv i læben. ”Manjarno er måske ikke Deres land, men er vi ikke alle en del af den samme verden?” afsluttede hun i en rolig tone. Var han virkelig så uenig med hende i al dette? Var Procias’ virkelig ligeglad.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde ikke den store erfaring med mørke væsner, men han vidste, at den dvasianske hær var langt større end hvad hans egen måtte være. Hvad ville der ikke ske, hvis han sendte et helt kavaleri afsted? Det kunne han jo ikke bare gøre! Han havde selv et helt land, som han skulle beskytte, og det var noget som ham og Silia da heldigvis var enig i. Der var faktisk visse ting, som de kunne være enige om, på den front. Han så på hende med en mere fast mine. "Jeg forstår, at De er frustreret, Emerald, men der er ikke megetj eg kan gøre for at hjælpe Dem. Jeg har et land og grænser, som jeg selv skal beskytte. Et folk, som dagligt kommer og deler deres frustrationer med mig. Jeg har ikke ressourcer eller midler til at lade bannere fylde luften og lyden af hestens hove føres mod Manjarno," sagde han med en direkte stemme. Han ville gerne.. Han ville gerne hjælpe alle, men det var selv på den hårde måde, gået op for ham, at det slet ikke var noget, som han kunne.
Denne gang trådte Gabriel ned mod hende. Hun var meget direkte.. Men han ønskede også at undersøge hende hende lidt nærmere. Der var virkelig noget ved hende, som var genkendelig. Han var dog på ingen måder truende, selv på trods af hans status her i landet. Folk skulle ikke være bange for, at snakke med ham, og det var det mål, som han nu havde sat sig. "Som De selv siger, er Manjarno ej mit land.. Men et land, som selv jeg har tilbragt mange stunder i. Enkelte er klar til at kæmpe.. andre er bange og ængstelige for at miste deres kære og miste deres liv. Skal disse ikke også beskyttes? Jeg har tilbudt Dem et sted at være, hvor I for nu kan føle Jer trygge," fortsatte han med en mere fast tone. Hans hjerte slog mod hans bryst.. Der var så meget ved hende, som for ham, var yderst genkendelig! Han vendte blikket væk fra hende.. og trak vejret dybt. "Der er noget genkendeligt ved Dem," sagde han pludseligt, da han igen vendte blikket mod hende. Han kunne ikke helt finde ud af, om det skulle være en god eller om det skulle være en skidt ting.

[Jarniqa Dynithril]

”At beskytte dem betyder, at de skal beskyttes imod Dvasias. Et land, som vil komme herhen, hvis ikke der sker noget inden da. Jeg ved godt, at ideen om krigsførsel lyder skræmmende.. Tro mig, jeg føler det også selv.. Jeg ved dog, at det jeg gør er det rette, og det er nok for mig,” sagde Jarniqa sikkert, alt imens hendes smaragdgrønne blik hvilede roligt på ham. Hvor lang tid ville der mon gå, før han forstod? Ville han nogensinde forstå? Så han mon nogensinde andet end sine høje mure og fine møbler? Vidste han, hvad der foregik i landet og udenfor grænserne? Opmærksomt fulgte hun ham med blikket, som han nu også … trådte ned til hende. Hvad foregik der? Var dette normalt? Det måtte hun vel gå ud fra, at det var? ”Som De selv siger, har De tilbudt dem et flugtsted for nu. En falsk tryghed er det, som der ikke vil gå år, før Procias bliver den næste. Hvornår det vil ske, ved jeg ikke, men dage eller uger er ikke en utænkelig tanke,” svarede hun ærligt igen. Hendes hjerte slog et slag over, som han pludselig skiftede emne. Der var noget genkendeligt over hende? Selv vidste hun, at hun aldrig havde set ham før.. Det kunne hun sagde skrive under på! ..men tænkte han mon på … hendes moder? Denjarna Dynithril? Hun bed sig selv let i den lyserøde underlæbe. Damien havde flere gang nævnt, hvor meget hun lignede sin moder.. Hendes fader havde direkte troet, at hun var hende, da han først havde set hende, så noget om det måtte der være.. Hvis det virkelig var tilfældet, at han havde kendt hendes moder, hvorfra havde det så været? Var det i forbindelse med hendes faders landsforvisning? Hun vidste trods alt, at han var blevet smidt ud for at hjælpe hende.. Var det mon dumt, at hun stod her nu? Hun rankede sig op. ”Jeg kan forsikre Dem om, at vi ej kender hinanden,” forsikrede hun ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"De er enemand, kun med en modstandsbevægelse at tænke på.. Et folk som kan færdes frit og vandrer langt, hvor jeg derimod står med ansvaret for et helt land og en stor befolkning, hvor en del af dem, ikke er i stand til at søge herfra. Jeg kan ikke bare sende hæren østpå," sagde Gabriel med en hård stemme. Her stod han overfor en kvinde, som han i forvejen var klar over, ikke havde den største erfaring på bagen. Denne skulle naturligvis komme fra et sted, hvilket han vidste. Han selv havde ikke den store erfaring med mørkets væsner.. Den som han havde, kom ham meget personlig og meget nær og tæt, hvilket nok heller ikke ligfrem var noget som gavnede ham lige nu, for han var fordomsfuld.. Det havde han stort set alle dage været, hvor det kun var et meget lille fåtal, som faldt udenfor dette. Han ønskede uden tvivl at gøre det rette, og meget gerne uden, at det skulle ende med at koste ham hans land og den fred og ro, som havde hersket her igennem alle disse år! Han ønskede det på ingen måde!
Gabriel blev denne gang stående foran denne kvinde. Emerald. Han var nu temmelig sikker på, at der var noget ved hende, som han havde set før. Det var noget som alligevel måtte vække en tydelig nysgerrighed, selv i ham. Han trak vejret dybt, mens han betragtede sig af hendes skikkelse. "Det er muligt, at det er med til at skabe en falsk tryghed, men ikke desto mindre, har I et sted at være, og det er for mig, det som er det vigtigste," sagde han med en rolig stemme. Han sendte hende elevatorblikket. Han kendte hende måske ikke personligt.. Hun var desuden meget ung, og det var ikke ofte, at han passerede grænsemuren, for at søge mod Manjarno eller længere væk for den sags skyld. Han lod hovedet søge på sned. "Der er bare noget bekendt med dig," sagde han endeligt. Han kunne stadig ikke helt sætte en finger på hvad det var.. men det satte en hjertebanken i ham. Han var sikker på, at han havde set de træk et sted før.

[Jarniqa Dynithril]

Stædigt fastholdt Jarniqa blikket på kongen. ”Så det De siger er, at man skal være kongelig, før man kan foretage korrekte beslutninger? Undskyld mig, men det lyder blot arrogant i mine ører,” sagde hun ligeud. Hvorfor ligge noget imellem sandheden, når hun indtil nu havde talt fra hjertet? En politiker var hun ej i tale som ham, men var der også noget galt i det? Var der virkelig noget galt i at lægge kortene på bordet? Det andet lød jo blot besværligt og dumt! Øjnene kneb hun en anelse sammen. ”At De selv indrømmer, at I blot udgyder en falsk tryghed, gør det jo kun værre! At kæle for lammet, inden man slår det ihjel, er blot modbydeligt! Desuden.. tryghed er det de har næppe. Selvom manjanerne nu er på denne side ag grænsen, kigger de sig alligevel nervøst over skulderes. Det gør Deres folk også.. Ønsker De slet ikke at ende denne frygt en gang for alle?” lød det sigende fra hende. Svært var dette helt, hvor hun nærmest måtte ønske, at det havde været Carlisle, som havde været den som havde siddet på tronen. Den mand havde hun kunnet snakke med. Den mand havde været fornuftigt.. Denne her mand levede blot inde i sin egen boble. En boble der til dels bestod af slottet, hvor han kunne leve i tryghed for folket, hvor den anden del bestod af grænsemuren, der holdt ham adskilt fra resten af verdenen. Armene lod hun glide over kors. ”Der er næppe noget genkendeligt over mig,” svarede hun blot. ”Dette er mit første besøg hertil, og indtil nu har De gjort det klart for mig, at Manjarno ej er eller var et land af interesse for dig. Derfor kan De næppe ej heller have set mig der.” Vovet var hendes attitude blevet, men meget skulle der ej heller til, som hun generelt var en fyrig ung kvinde. Derfor gavnede det ikke noget, at han ej var enig med hende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Denne kvinde forekom ham uden tvivl som en frygtelig hård en af slagsen. Ikke at Gabriel havde noget imod en kvinde, som turde stille sig op og modargumentere, men han forventede uden tvivl stadig respekten, og i hans øjne, var den uden tvivl manglende. Hans blik hvilede fast på denne kvinde. Hun så sine egne mål, uden at tænke på, at det krævede ressourcer og midler at nå dertil, og det var ikke noget, som han kunne skænke nogen i denne stund. Tvært imod. "Den kongelige titel som jeg besidder, retfærdiggører ikke alle de handlinger, som jeg udfører. Det er et tungt ansvar, som fast hviler på mine skuldre," pointerede han med en kortfattet stemme. Ikke fordi at han havde tænkt sig at stå og diskutere dette med en ung kvinde, men til tider, skulle man bare tro at folk forventede, at han kunne det hele. Det var dog bare ikke tilfældet.
Den falske tryghed som han kunne skænke sit folk, var det som holdt en ro lige nu. Uden en ro i landet, ville det hele have været et kaos. Han var nødt til at lave en prioritering, i forhold til hvad hun måske gik og troede. "Du er en ung kvinde, Emerald. Du har ingen anelse om hvad der er derude, og hvordan jeg er nødsaget til at tænke og handle.. Tillad mig at bruge den normale folkelige tale, når jeg siger, at det vækker mig en frustration, at du ikke kan respektere, at jeg forsøger at gøre det bedste, ud fra de midler, som jeg har til min rådighed," sagde han direkte. Hans blik hvilede endnu på hende. Det kunne godt være, at dette var hendes første besøg på denne side af grænsen, men det ændrede dog ikke på det faktum, at der var noget ved hende, som han alligevel måtte finde skræmmende genkendeligt. Han kunne bare ikke placere det andre steder. Han trak vejret dybt. "Og dog, så forekommer du mig bekendt.. uden at jeg har set dig før.. Du er heller ikke særlig gammel, er du?" spurgte han denne gang direkte. Han følte at han var nødt til at komme til bunds i det her!

[Jarniqa Dynithril]

Personligt følte Jarniqa, at det virkede som om, at kongen følte, at han havde mere ret, fordi han sad på tronen. Personligt mente hun, at det udgjorde et handikap for ham, da han i så fald ikke kom ud og så den faktiske verden. Hvor ofte var han mon ude i sit eget land? Væk fra slottet og Apterta? Mængede han sig kun med ”de rigtige” personer, når han endelig var ude? Havde han nogensinde besøgt omverdenen, og gjorde han det nogle gange om året, hvis det endelig var? ”Det er meget muligt, at De besidder et tung arbejde, men ved De overhovedet, hvem De regere over, og i hvilken verden De befinder Dem i? Er De nogensinde i byens gyder og rendesten? Har De nogensinde talt med folket, uden kronen på hovedet? Ved De, hvordan resten af verdenen er? Har De et forhold til resten af verdenen eller er det kun Procias eller tronen?” endte hun direkte med at stille ham det ene spørgsmål efter det andet. Kritisk var hun, og skidt var det vel ikke, at hun gav ham en smule modspil? Fik han mon nogensinde det, eller fik han altid lige på spørgsmål? Selv vidste hun det ikke.. Hun vidste ikke, hvordan en audiens burde foregå, som dette var hendes første. Øjnene kneb hun sammen. Hun var for ung til at vide noget?! ”Og måske er De for arrogant til ikke at have en ide om, hvad der foregår derude. At være 180 år og at sidde på en trone gør ikke en til en verdensmand. Man ved først noget, når man har set noget, og De har tydeligvis ikke set en fløjtende fis.” Hun løftede øjenbrynene. ”Respekt er noget, som man skal gøre sig fortjent til.. Skal De have hele verdens respekt, bare fordi, at De kan kalde Dem for en konge?” Var hendes tankegang helt forkert? Hun vidste det ikke.. Hun færdedes jo ikke i de finere kredse. Dog mente hun, at der var en vis logik i hendes udtale. Svagt trak hun på skulderen. ”Jeg er 15, men jeg kan ej heller se, hvordan det skulle kunne gøre en forskel.. Ej heller ser jeg nogen grund til at blive, hvis ej De ønsker at hjælpe os på en anden måde, end hvad De indtil nu har gjort.”

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriels blik hvilede fast på denne unge kvinde. Hård i sin udtale, måtte han da uden tvivl sige, at hun måtte være, selvom det ikke var noget, der nødvendigvis var nogen skidt ting i den anden ende. Han blev stående ikke langt fra hende. Om han vidste hvad der foregik i omverdenen? Hun kunne tro, at han vidste det! "Vil du vove at påstå, at jeg ikke er kendt med hvad der foregår derude?" spurgte han denne gang med en direkte stemme. Han var ude stort set dagligt, ellers når muligheden bød sig. Nu om stunder, var det ikke noget, som han var så heldig, at kunne gøre hele tiden, selvom han uden tvivl havde brug for at gøre det, men.. hvad pokker skulle han da gøre ved det? "Så ofte, det er mig muligt, søger jeg ud på hesteryg.. møder folket hvor de befinder sig. Tager endnu imod de mange frustrerede blikke og det ængstelige gilmt i deres øje, som jeg ville gøre hvad jeg kunne, for at tage fra dem. Det er bare ikke muligt for mig. Jeg skal sikre mig et helt folk. Jeg kan ikke bare tage en beslutning, som i værste tilfælde, kan koste alle deres tryghed, deres familie og deres hjem," fortsatte han med en mere fast tone, end hvad han havde gjort brug af tidligere.
Der var noget yderst genkendeligt ved denne kvinde, og et sted vakte det kun Gabriel en kæmpe frustration. Han skulle nok finde ud af det før eller siden, om det så skulle være ham et mål, som han måtte sætte sig! Hans blik hvilede fast på hendes skikkelse, og med den samme ganske så kortfattede mine. Han trak vejret dybt. Hans erfaring med mørke væsner, var ikke stor, men han ville jo gerne finde ud af det alligevel. Han forsøgte virkelig, men nemt var det så sandelig heller ikke. "Jeg behøver vel næppe at fortælle dig, hvem du står overfor, og at du burde vogte dine ord meget nøje?" spurgte han med en mere fast tone, end hvad han havde gjort brug af tidligere. Han trak vejret dybt.. 15 år... Der var alligevel en del ved hende, som han måtte finde genkendeligt. "Dine forældre.. hvem er de..?" spurgte han denne gang med en direkte tone. Han ignorerede bevidst hendes.. For han ville ikke den måde at blive tiltalt på.

[Jarniqa Dynithril]

”Jeg tror, at De allerede er bekendt med svaret, siden De besidder behovet for at spørge mig,” svarede Jarniqa blot, som det måtte være et ja fra hendes side. Hun troede bestemt ikke på, at han anede, hvad der foregik i denne verden! ”Og hvordan kommer De omkring i Deres eget land? Som kongelig? Tror De virkelig selv, at De ser det sande billede, når De kommer ridende højt til hest? Derudover refererede jeg ikke kun til Deres eget land, da jeg spurgte, om De nogensinde kom ud.. Besøger De måske jævnligt de resterende lande? Er det ikke en kongeligs eller adeliges pligt at besøge resten af verdenen og skabe alliancer, så man står bedst muligt? Svaret dertil kender jeg dog allerede, da det er tydeligt for enhver at se, at Procias står alene.” Kunne han ikke blot indse, at der var noget galt med dette regnestykke? Selv vidste hun ganske vidst ikke meget om magt, men dette var i hvert fald hendes umiddelbare tanke om det. Hvorvidt hun tog fejl eller ej måtte så være op til magtindehaverne at bedømme.. Køligt slap hun et fnys ved hans ord. Om han behøvede at fortælle hende, hvem hun stod overfor? Nej.. Hun vidste skam godt, at hun stod overfor en arrogant mand. Flabet blev hendes udtryk. ”Jeg står overfor et andet individ, ligesom De gør,” svarede hun kækt tilbage, som hun ikke just kunne lade være. Han bad jo nærmest selv om det! Hvad der derimod gjorde hende mindre kæk, var hans spørgsmål omkring hendes forældre. Hvorfor ønskede han at vide det? Han havde vel lugtet lunten, siden han spurgte? Skødesløst lavede hun et håndkast. Længe havde hun spillet rollen om, at hendes forældre var ingenting, og derfor kunne hun den også udenad! ”Blot en mand og en kvinde,” svarede hun skødesløst tilbage, inden hun kastede det smaragdgrønne blik omkring i tronsalen, som om hun kedede sig. ”Men som sagt.. De har tydeligvis ej i sinde at hjælpe, og derfor agter jeg at drage videre til, hvad jeg har planlagt,” afsluttede hun afvisende, inden hun vendte om på hælen.