A moment to breathe

[Deleted]

Hånden der fandt vej til hendes nakke var blot endnu et tegn på hans nydelse og behag. Og hun måtte da indrømme, at hun selv nød dette øjeblik hun havde startet. Lagt sine sidste kort på bordet ved at fortælle om sin mørkeste hemmelighed og så valgt at kaste sig ud i et område der var hende indtil videre ukendt land at betræde. Hun kunne ikke gøre andet end nyde følelsen der sitrede i hende som en lun ild. Hendes egen frie hånd fandt vej op til hans brystkasse hvor hun let knyttede sine fingre om stoffet på hans trøje og blot ikke ønskede, at give slip. Ikke lade ham gå sin vej.

Alt omkring dem blev for hendes tanker sorte og var et sted der ikke eksisterede i øjeblikket. Kun denne bænk og hans varme krop var noget hun havde for tankerne. Men selv det mest fantastiske øjeblik måtte jo før eller siden ende. Og især med en dødelig der havde brug for iltens gave for sin overlevelse. Hun mærkerede derfor efter noget der føltes som en hel evighed, at han desværre brød kysset op. Men hans vejrtrækning, der var dyb og en anelse hurtig kunne tyde på, at han dog havde ventet til allersidste sekund før han var nødt til at trække sig. Han havde ventet så længe hans lunger tillod det og det var nok noget nær det største bevis han kunne give på sin modvilje til, at stoppe. Hans varme pande blev lagt mod hendes og hun sad og lyttede til hans åndedrag og ikke mindst til hans galoperende hjerte. Hun havde knuget sin hånd let over hans bryst hvor hjertet sad og den lå stadig der og hun kunne også mærke dets slag igennem hans brystkasse. Det fik hende til helt at sitre. 
De sølvgrønne øjne gled først langsomt op, da Saïx talte og hun løftede langsomt sit blik op til hans. Han var så tæt på. Det fik hende næsten til at læne sig frem og kysse ham igen. Men han havde brug for noget ilt. Det kunne hun skam både se og fornemme på ham. Hun havde taget pusten fra ham. Bogstavelig talt sådan set jo. "Undskyld..jeg.." Hun slog blikket lidt ned. Hvorfor undskyldte hun? Han lod ikke til, at have haft noget imod det. Men hun undskyldte nok mest for, at hun havde gjort det så uventet. Dog så havde hun gjort noget som hendes instinkt havde fortalt hende, at ville være et godt valg. Hun så lidt op igen og ville ikke ødelægge det hele ved, at hun virkede til, at fortryde. For det gjorde hun ikke! Hun smilede stille. "Jeg ville ikke gøre dig så overrasket..Du...det var bare så smukt det du sagde.." hviskede hun stille og så ind i hans øjne.

[Deleted]

Han kunne mærke Anias hånd, knuget tæt om hans skjorte ved hans brystkasse. Hvis ikke dét bekræftede at hun havde nydt dette lige så meget som han havde, var der intet der kunne. Hun var trods alt meget stærkere end ham, med sin vampyrstyrke, så hvis hun havde villet have at han stoppede, kunne hun altid have skubbet ham væk. Et varmt smil gled over hans læber, og han måtte le dæmpet ved hendes ord.
”Jeg må sige smukke ting til dig noget oftere.” svarede han i en dæmpet hvisken. Hans blik flakkede gang på gang mod hendes læber. Han kunne stadig smage dem mod sine egne, og han havde sådan en lyst til at mærke dem igen. Men han måtte først få kontrol over sit eget åndedræt.
Det var først her, Saïx huskede på de to ulve der lå foran dem, og han vendte kortvarigt blikket mod dem. Sasuke og Kakashi så roligt på de to, og Saïx kunne have svoret på at der havde været et smil at se i deres mørke øjne. Det lod i hvert fald ikke til at de så ned på hvad der skete foran dem. Hvorfor skulle de også? De havde begge lært Saïx at kende, og havde fuldt accepteret ham så tæt på Ania. Havde det været tidligere, hvor ulvene insisterede på at holde ham på afstand af Ania, ville de sikkert have overfaldet ham nu. Men lige nu betragtede de blot manden og kvinden foran dem med en ro i blikket. Saïx sendte dem et flygtigt smil, før hans fulde opmærksomhed igen blev vendt mod Ania. Hånden ved hendes nakke strøg kærligt om hendes ansigt og til hendes kind. Han havde virkelig ikke forudset denne udvikling, på ingen måde. Men det var bestemt ikke fordi han hadede udviklingen. Tværtimod. ”Det var vel ikke kun fordi jeg sagde noget smukt at du gjorde det, vel?” spurgte han dæmpet, og sendte hende et skævt, håbefuldt smil.

[Deleted]

Roligt blev hun siddende og lod ham blidt kærtegne hendes nakke mens hun ikke gjorde andet end blot suge det til sig. Hun følte sig så afslappet, at hun næppe ville bemærke ret meget der måtte ske omkring dem. Hun mærkede hun blev genert igen, da han sagde noget om at sige smukke ting oftere. Lidt en hentydning til, at han gerne ville kysse igen og oftere? Sådan opfangede hun det i alle fald meget og det var ikke fordi tanken gjorde hende noget. Hun var bare stadig ikke så meget kendt med alt dette med følelser og nærhed med en anden. Det var kommet lidt efter lidt, men det havde taget tid og der var stadig meget hun ikke kendte til. 
Ingen af dem havde tænkt over de faktisk blev holdt øje med mens de havde siddet i deres eget univers og kysset. Men Saïx var ikke helt galt på, at hvis de stadig havde øje på ham så ville ulvene næppe have tilladt denne nærhed de lige havde delt. De var trods alt beskyttende overfor Ania selvom hun trods alt kunne klare sig selv. Hun gned let sin kind imod hans hånd med et lille smil på sine læber og lukkede sine øjne en smule i mens hun blot slappede af i hver lille afkrog af sin egen krop. Dog ikke så meget i sine fingre der stadig var flettet ind i hans og knuget i hans trøje.
Hans stille spørgen fik hende dog til at se op i hans øjne igen. Hun smilede med både øjne og mund, da det var hun rystede en smule på sit hoved. "Nej.. det var bare det som..fik mig til at tage chancen og gøre det." Hun bed sig i læben. Så lidt ned fra hans øjne igen. Men ikke helt væk. "Jeg har med tiden haft mere og mere lyst til, at være i dit selskab. Hvilket du jo ved eftersom jeg kom oftere på visit. Jeg kan være helt mig selv omkring dig uden du forventer noget af mig.." Hun havde oplevet dem som blev ved med, at presse på for at få hende til, at tale om ting hun havde sagt nej til en gang. Men ikke Saïx. Hun så ned på deres flettede fingre. "Jeg kunne ikke modstå fristelsen." smilede hun stille med et lille glad suk.

[Deleted]

Det var ganske rigtigt, hvad Ania sagde. I det sidste havde hun besøgt ham oftere og oftere. I starten kunne der sagtens gå både én og to uger mellem hvert besøg, men i den sidste tid havde hun besøgt ham hver uge – til tider flere gange i løbet af en uge. Og han havde været lige glad for at se hende hver eneste gang hun trådte ind i hans smedje.
”Jeg har været glad for at få dit selskab.” fortalte han hende. Han var nu ganske sikker på at hun allerede vidste det. Han mente da selv at han havde vist det ret åbent, hver gang hun var dukket op. Selv hvis han havde været travlt optaget med en eller anden kunde, fandt han altid tiden til at holde en samtale kørende med Ania. Han skævede ned på deres sammenflettede hænder. Hans fingre strøg blidt over hendes håndryg, og det føltes simpelthen bare så… naturligt nu. Som om det var sådan det skulle være. Hans blik løftede sig til hendes igen, og han betragtede hendes sølvgrønne øjne med et varmt blik. Hun knugede stadig om hans skjorte, og han havde ikke det mindste imod det. ”Jeg tror det var dig, der sagde noget smukt denne gang.” indskød han med et sigende smil om læberne. ”Så må det være min tur til ikke at kunne modstå fristelsen.” Han gav hende ikke tiden til at sige hverken fra eller til – nok en gang, hun ville have styrken til at skubbe ham fra sig, hvis hun ikke ønskede det. Men han var ganske sikker på at hun ville det lige så meget som han ville det. Han lænede sit ansigt det sidste stykke tættere på hendes, og lod nok en gang sine læber finde hendes. Nok en gang mærkede han det samme sug fare gennem hans krop, og hvordan hans hjerte endnu en gang hamrede hårdt mod hans brystkasse, lige under hendes hånd.

[Deleted]

At kunne komme og gå hos ham var noget hun havde draget nytte af og nydt. Det havde været rart sådan bare, at kunne søge hans selskab når hun lidt havde lyst og brug for at snakke. Hun kunne slet ikke sætte ord meget mere på hvor meget det havde glædet hende sådan, at han ville tage imod hendes besøg. 
Hun så op på ham, da det var han talte igen og hun nåede dog ikke, at give nogen respons før hun atter kunne mærke hans læber mod sine. Det havde føltes specielt og fantastisk før hvor hun havde indledt det. Men det, at han var den der satte det i værk gjorde det kun endnu mere eventyrligt og kildende. Hun kunne slet ikke sætte ord på hvordan det føltes. Selv hvis hun ville prøve så var det en opgave hun fandt nær umulig at løse! Men det var heller ikke nødvendigt med ord. Nej hun ville blot nyde det i fulde drag og lade ham vide hvor meget hun nød det. Gengælde det og blot håbe han nød det på samme måde som hun gjorde. Hvilket hun dog ikke havde store tvivl om.
Hans læber var varme og hans hjerte slog vildt under hendes hånd. En følelse der fik hende til at længes efter mere. Han måtte ikke stoppe. Hun ville klynge sig til ham om nødvendigt for ikke at lade ham flytte sig. Ikke før det var han havde brug for noget ilt på ny naturligvis. Det sidste hun ville have var jo, at han skulle blive kvalt eller komme til skade.

[Deleted]

Han mærkede hende gengælde kysset, og det fik ham kun til at mærke varmen sprede sig videre gennem hele hans krop. Det sitrede i hans hud. Han kunne mærke pulsen stige, og hjertet hamre hurtigere og hårdere. Det var næsten til at blive svimmel af. Det var en anderledes varme, end den han så ofte mærkede inde i sit værksted. Varmen fra smeltediglen varmede ham udefra og ind, men dette var stik modsat: det varmede ham fra hans kerne, og ud i resten af hans krop.
For hvert sekund kysset mellem dem varede, steg Saïx behov for at det skulle vare ved. Havde det ikke været på grund af hans behov for ilt, ville han ikke have afbrudt det første kys for noget i verden. Han kunne have siddet der på bænken hele natten med Ania, fået hende i ly for solen, og fortsat hvor de slap. Alene tanken var nok til at han næsten følte sig blød i knæene. Det var et held at de sad ned, som de gjorde.
Hans hånd som var flettet sammen med hendes, knugede let om hendes hånd, mens han med sin anden trak hendes ansigt en smule tættere på sit eget, så deres læber blev ført tættere på hinanden, og kysset blev dybere. Saïx ville ikke påstå at han var erfaren på dette punkt. Hans arbejde havde længe hindret ham i at tilbringe tid sammen med kvinder, men det virkede som om hans krop førte ham, mere end omvendt. Som om hans krop instinktivt vidste hvad han skulle gøre. Han kælede ømt for hendes læber så længe det var ham muligt, indtil han nok en gang måtte trække læberne til sig og trække vejret i dybe drag. Han havde nok en gang ventet til sidste øjeblik, på det punkt hvor hans lunger skreg efter ilt, og han var nødt til at adlyde dem. Igen gled hans øjne op, og han betragtede Anias ansigt med et kærligt glimt i øjet.
”Jeg kunne vænne mig til det her.” hviskede han blødt, idet han blidt lod sine fingre stryge gennem hendes nakkehår. Hans hjerte hamrede stadig for fuld styrke, men alligevel følte han sig så afslappet. Så rolig. ”Du ved godt det bliver svært for mig at holde fingrene fra dig næste gang du besøger mig, ikke?” spurgte han med en dæmpet drillende latter.

[Deleted]

Hvor længe de sad sådan helt tæt og blot lod læberne tale sammen anede Ania ikke. Hun mistede ærlig talt alt sans for tid når det var hun drev væk i nydelsen og rusen over at opleve denne nærhed. Passede hun ikke lidt på kunne det ende med, at hun lige med et ville være i tidsnød med, at kunne nå tilbage til Dvasias. Eller..dette var jo sådan set også en del af Dvasias nu. Men hendes hjem lå ikke lige omkring det nærmeste træ jo. Hun hadede tanken om, at hele natten ikke kunne bruges i selskab med dette menneske. Denne mand som hun var kommet til at holde af. Hvis hun blev her for længe kunne hun ikke nå hjem. Og noget af natten gik jo også med turen hertil. Men så meget af natten som der kunne bruges hos ham ville hun udnytte hvert eneste lille sekund af!
Atter måtte hun høre ham nærmest gispe efter luft ved kysset brud og hun kunne ikke helt skjule et lidt drillende smil. Selv sad hun blot roligt og virkede nærmest upåvirket over de lange kys. Hendes ilt behov var jo lig nul. Hun så kærligt på ham og lod sin hånd på hans bryst omsider give slip, men kun for, at føre den op til hans kind på ny og blidt stryge hen over hans varme hud.
Hans ord var dog noget der påvirkede hende lidt forskelligt. Dog så hun på ham med et lidt spørgende udtryk. Hvad mon han helt præcist mente? Hans drillende tone gjorde dog, at hun nok ikke blev nær så urolig som hun ellers ville være blevet. Hun håbede ikke dette ukendte område i hendes liv ville ende med, at løbe alt for stærkt frem. Hun flyttede sig dog ikke væk fra ham. Så blot på ham og smilede stille. Hvis han gik for langt ville hun blot få ham til, at stoppe det og få ham til at vente. Ville han ikke det... Så måtte hun blot flytte sig helt jo. En ting hun dog ikke havde lyst til. Hun kyssede stille hans mundvige og puttede sit hoved ind mod hans hals med et stille suk. Hun ville lige nu bare gerne have ham sig nær.

[Deleted]

Anias manglende svar bekymrede ham en lille smule, men da hun lænede sit ansigt ind mod hans hals, lod han det være med det. Måske havde han selv ordlagt sig på en måde som hun havde misforstået – det var jo slet ikke fordi han havde ment sine ord negativt! Tværtimod. Det var jo netop fordi han havde nydt dette, at det ville være svært for ham ikke at gøre det igen, selv hvis hun besøgte ham mens han stod med en kunde. Realistisk set vidste han selvfølgelig at det kunne lade sig gøre, men samtidig var han klar over at længslen ville være der.
”Jeg håber ikke du misforstod mig.” hviskede han derfor dæmpet, og drejede ansigtet en smule mod hende, og sendte hende et varmt smil. Kysset hun havde placeret over hans mundvige brændte stadig, til trods for at hendes læber var kolde. Det var mærkeligt. Behageligt, bestemt, men mærkeligt. ”Jeg håber i hvert fald ikke du har planer om at stoppe dine besøg hos mig. Jeg vil i hvert fald meget gerne blive ved med at se dig.” forsikrede han hende. Saïx var ikke sikker på om hvad de gjorde var ’for hurtigt’ eller ej. Han havde ingen erfaring, når det kom til den slags. Alt han vidste var at han nød hvordan tingene var nu, og hvad mere behøvede man end det? Så længe det lod til at både han og Ania var tilfredse med situationen, var der ingen grund til at forandre på det. Han lænede ansigtet lidt ind mod hendes igen. Deres hænder var stadig sammenflettede – det fik ham næsten til at smile, hvordan de endnu ikke havde sluppet hinanden, selv gennem deres kys. Hans frie arm lagde han om hendes skuldre, og holdt hende dermed en smule tættere ind til sig. Hans blik faldt på ulvene igen, som endnu betragtede dem med en ro i blikket. Gad vide hvad de ville have sagt, hvis de havde været i stand til at tale.

[Deleted]

At hendes mangel på ord havde bekymret ham for en kort stund tænkte hun ikke over. Hun havde været lidt paf mens hun havde forsøgt at finde frem til hvad hans ord mon helt præcis betød når han sagde dem i sådan en drillende tone. Men at han så lidt snakkede som om, at han var bange for hun ikke ville komme mere fik hende til at se lidt op, men hun var ikke i stand til at se ret meget andet end hans hage og kæbe. Hun smilede lidt og lod sin hånd glide op fra brystet; hvor den igen havde fundet vej til, da hun havde lænet sit hoved mod hans hals. Lod den atter finde vejen op til hans kind og strøg let over den og ned over hans læber ganske kort og så ned mod hans hals hvor hun lod de kolde fingre hvile. Hun var heldigvis ikke sulten. Men selv i en mæt tilstand så var det pirrende at være så tæt på en hals med et så tydeligt bankende hjerte nær ved. Men hun havde lovet sig selv ikke at skade Saïx. Ikke engang for et bid.
Hun smilede stille og kildede let sine fingre hen over hans hals. "Jeg har ikke i sinde at stoppe mine besøg hos dig. Kun hvis du ber mig om, at blive væk." Hun regnede dog ikke med, at det var noget han ville sige. Hun lod sine fingre fortsat stille stryge over hans hals. Hun burde nok passe på ikke at friste sig selv, men hun ville heller ikke flytte sig væk så længe hun ikke kunne mærke fristen blive for stor. I så fald måtte hun nok gøre lidt afstand. Forklare det var sulten så han ikke misforstod. Men for nu.. Ville hun ikke flytte sig. Hun lukkede sine øjne i med et stille suk. "Men først vil jeg bare nyde denne nat." hviskede hun stille og puttede sig lidt yderligere ind til ham og kunne mærke hvordan hans arm også atter blev lagt om hende og holdt hende tæt. Hun var tryg og godt tilpas. Hun kunne lige i øjeblikket ikke ønske sig, at være noget som helst andet sted!

[Deleted]

Et sted var Saïx meget opmærksom på at han havde en vampyr så tæt på sin hals. Under enhver anden omstændighed, ville han have foretrukket at hun tog afstand til hans hals, specielt efter at hans hjerte havde hamret så hurtigt som det havde. Men det var Ania. Han stolede på hende, og stolede på at hun havde nok selvkontrol til ikke at bide ham. Selv med alle de besøg hun havde haft hos ham, havde han aldrig frygtet at hun havde bidt ham. Han havde rigtig nok joket om det første gang han havde inviteret hende op i smedjens overetage, men siden det var det vistnok aldrig blevet nævnt. Et smil gled over hans læber, og han plantede et kys mod hendes tinding.
”Jeg har ingen grund til at blive dig om at blive væk. Du er altid velkommen i min smedje.” fortalte han hende med et smil. Hans blik søgte op mod himlen. Månen og stjernerne blinkede klart ned til dem fra oven. Han var meget opmærksom på det tidspres som der var blevet lagt på dem. Han ville selv have elsket at tilbringe hele natten der på bænken sammen med hende, men de var nødt til at afslutte det før eller senere. I hvert fald i tide til at Ania kunne komme tilbage til Corvento før solen stod op. Medmindre…
”Du… behøver jo ikke tage helt til Corvento før solen står op.” tilbød han prøvende. ”Du kunne sikkert få plads i overetagen i smedjen sammen med Kakashi og Sasuke. Jeg kommer nok alligevel til at skulle tilbage til arbejdet til den tid.”

[Deleted]

Ania sad og var så småt ved at forsvinde i sin lille verden af fred og ro. Det eneste der sådan rigtigt kunne forstyrre hende var nok mest af alt hans hjerteslag som hun stadig kunne høre som havde det banket i hendes hånd. Dog virkede han rolig nok ved, at have hende så tæt på en kilde der sådan set var hendes føde jo. Men han havde aldrig virket skræmt over, at hun var vampyr, men så igen havde hun aldrig været helt så tæt på som nu. Hun kunne let bide ham nu uden han kunne nå at opdage det før det sådan set var for sent og han så blot måtte vente til hun slap igen. 

At høre ham side hun altid var velkommen var jo sådan set ikke noget hun behøvede høre ham sige. Hun var klar over, at det var sådan stemningen mere eller mindre lå. At de godt kunne omgås hinanden meget og at han ikke havde noget imod hun kom fra tid til anden. Oftere end i starten. Og hun blev der som regel længere per gang. Kom som noget af det første på natten og blev der i timevis. Blot for at snakke og se ham arbejde de gange hvor han alligevel havde for travlt til, at kunne stoppe og holde inde for at sidde ned og snakke med hende stille og roligt. Men det havde hun intet imod. Så længe hun blot kunne snakke med ham, så kunne hun godt udholde smejdens varme i mindre dele. Hun holdt sig blot så langt væk hun kunne fra den varmeste del. Og måtte gå ud i den friske kølige luft ind imellem, men det forstod han nok fuldt ud.
Hans ord fik hende dog til, at åbne sine øjne op og nærmest vågne op af sin dvale tilstand hvor hun blot havde følt hans varme og nærvær. Hun lyttede dog til hans ord til han var færdig før hun stille løftede sit hoved lidt op og så ham i øjnene.  Hun havde tilbragt mange nætter i hans hjem. Men en dag? Det var aldrig sket endnu. Men dog gav det dem jo mulighed for lidt længere tid sammen. Og hvis han alligevel skulle arbejde så fik han jo ikke brug for pladsen. Hun smilede stille og strøg fingrene over hans hals igen. "Det er sødt af dig." hviskede hun stille. Hun gav hans hånd et klem og kyssede hans kind med et smil. Det ville jo betyde, at hun ikke behøvede at tænke nær så meget over tiden. Afstanden til smedjen var trods alt en del mindre end til Corvento.

[Deleted]

Svaret hun gav ham var nok til at bringe et smil over hans læber. Det havde været en bekræftelse på at hun ville tilbringe mere tid sammen med ham, og han var da mere end villig til at gribe den mulighed. Hans fingre strøg blidt gennem de blonde lokker, der hun hvilede ind mod hans skulder. Ingen frygt havde han for at hun skulle bide ham. Han var yderst opmærksom på hvilken fristelse han måtte være for hende, men hvis hun havde villet bide ham, ville hun vel allerede have gjort det? Han smilede skævt for sig selv ved tanken. Ania ville ikke gøre den slags mod ham, det var han ganske overbevist om.
”Jeg har desværre ikke noget blod du kan drikke, men jeg tror jeg kan fremskaffe noget kød til Sasuke og Kakashi.” fortalte han mildt. Han håbede bare at hun ville kunne klare sig gennem dagen uden at blive alt for sulten. Han mødte hendes blik med et smil, og lod hende godvilligt kysse hans kind. Et afslappet suk gled over hans læber, mens han blidt strøg sine fingre over hendes håndryg. Det var sådan det skulle være. At sidde afslappet med Ania i sin favn. Det var lige hvad han havde brug for efter disse hektiske tider han havde været igennem i det sidste.

[Deleted]

At hun kunne være med til, at gøre hans stressende arbejdsrutiner lidt bedre ville hun med glæde gøre. Hun havde set de sidste par gange hvor travlt han havde udover det sædvanlige og det virkede ind imellem som om, at han virkelig kun fortsatte fordi han ikke havde andet valg. Der var gange hvor hun mente han for længst burde være væltet om af udmattelse og blot blive liggende. Hun var derfor glad for, at han var begyndt at tænke lidt på sig selv og tog sig en pause når det lige var muligt. Selvom det næppe var noget han kunne ret længe eller ofte, men lidt havde jo også ret.

Begge ulve løftede langsomt deres hoveder op da han talte om dem. Næsten som om de viste han talte om mad til dem. Det kunne såmænd også bare være fordi de hørte deres navne og ville vise de var opmærksomme på det. Det var ikke altid helt til at vide jo. Ania vidste dog, at de nok ville sætte pris på lidt mad i løbet af dagen. Hun kunne klare sig uden blod hvis det skulle være i en enkelt dags tid. Men ulvene var nok mere grådige til, at få tænderne i noget. Hun smilede til Saïx og så mod ulvene der stadig så på dem. "Det ville de nok være glade for. De spiste godt nok på vej hertil. Fangede et par kaniner. Men ellers kan de også selv godt jage imorgen hvis det er. Det er jo kun mig der ikke kan tåle sollys." smilede hun med en lidt drillende latter.

[Deleted]

Saïx smilede et lille skævt smil, inden han igen lod sit ansigt hvile lidt mod Anias. Hans øjne gled en smule i, og han slappede langsomt mere og mere af. Roen fandt ham. Han kunne høre vinden i træerne, lyden af de dyr som nu bevægede sig rundt mellem træerne. Han kunne høre ulvenes tunge åndedræt – men intet fra Ania. Som vampyr havde hun intet åndedræt, og intet hjerteslag. Men han kunne dufte hende. Det fik ham til at smile et lille, varmt smil, inden han igen åbnede øjnene, og drejede blikket mod hende. Hans fingre var stadig flettet ind mellem hendes, og hans anden hånd strøg stadig kærligt gennem hendes blonde lokker.
”Hvad siger du til at tage til smedjen?” spurgte han mildt. ”Der burde stadig være masser af tid før solen står op… Men jeg vil hellere være på den sikre side. Der er ingen grund til at vi ikke kan slappe af hjemme hos mig, indtil jeg må åbne smedjen igen.” Hans blik fangede hendes varmt, men han gjorde ingen mine til at rejse sig endnu. Sandt at sige nød han virkelig at sidde her sammen med hende. Specielt nu, hvor han følte det som om deres forhold havde taget et skridt videre. Han havde mistænkt at følelserne var der… Men det var først da Ania havde kysset ham, at han havde været sikker. Hans hånd strøg fra hendes nakke og til hendes kind i blide strøg, uden at hans blik forlod hendes.

[Deleted]

Der var ganske vist masser af tid endnu før solen ville kaste sine stråler ned over dem. Men som Saïx, så ville Ania også helst selv være på den sikre side. Naturen her var helt overdådig, men det kunne jo risikere, at føre til tiden rendte og så ville hun være i problemer. Og de kunne jo altid komme her en anden aften. Som de jo også havde aftalt. Hun gav derfor et let nik fra sig til hans spørgsmål og smilede. Det ville også gøre det nemmere for ham, at kunne komme direkte i gang med sit arbejde når det var tid til det istedet for, at at han først skulle gå vejen tilbage. Derfor var der nok mange gode grunde til, at de burde fortrække. Og med så meget god tid til overs kunne de jo nyde gåturen istedet for, at måtte nærmest løbe. Det ville hun klart nyde mest.
Hun havde stadig ikke givet slip på hans hånd og ville heller ikke gøre det før det blev en nødvendighed. Hun havde ikke lyst til, at skubbe hans varme fra sig. Det var en rar form for varme som hun godt kunne lide. I det hele taget kunne hun godt lide Saïx. Det havde hun jo tydeligt vist både ham og sig selv ved at give sig ud i forsøget med kysseriet. Ikke en ting hun før nogensinde havde haft lyst til. Ikke med nogen hun havde mødt på sin vej. Det var nok lidt pinligt, at hun i så mange år aldrig før havde kysset en mand. Men nu var hendes alder jo ukendt for mennesket ved hendes side, men han vidste jo nok godt, at hun var lidt ældre end ham. Men det gjorde hende intet. Ej heller, at han var et menneske, som mange måske så som en sølle skabning. Alt dette betød dog intet for hende. Hun holdt af ham præcis som han var. Med hjerteslag og det hele!
Hun rejste sig stille op, da det nu var bestemt, at de ville gå tilbage mod smejden. Så snart hun havde gjort klar til, at ville rejse sig op så var begge ulve kommet på benene som havde de slet ikke ligget og næsten sovet i græsset. Hun kunne ikke gøre så meget andet end blot smile og stryge dem let over hovedet på skift med sin frie hånd før hun så på Saïx endnu en gang. "Jeg er virkelig glad for dit tilbud om dagsly." Hun ville være ked af, at skulle tage hjemover efter den udvikling der havde været imellem dem. Hun gav hans kind et kys før det var de begyndte at gå tilbage side om side og stadig med fingrene flettede tæt sammen.

//Out