A moment to breathe

[Deleted]

@ania - @saix

Den friske aftenluft gjorde ham godt. De fredelige omgivelser gjorde ham bedre. Helt siden Manjarno var blevet overtaget af Dvasias, havde hele situationen forandret sig for Saïx.
Han lænede sig tilbage mod parkbænken med et udmattet støn, og strøg en hånd gennem sit hår. Han var nødt til at arbejde hårdere i disse tider, for at kunne tjene det samme som han tjente før erobringen. Hvor han før kunne sælge til gud og hvermand som måtte komme til hans smedje, var han nu blevet begrænset til udelukkende at sælge til dvasianere - og det kunne mærkes på hans indtægt. Han måtte lukke øjnene en smule i, og tog roen til sig. Parken var næsten fuldstændig folketom: de eneste lyde Saïx kunne høre, var lyden af naturen. Vinden i træerne. De små dyr som farede rundt i græsset og mellem trækronerne. Det var en rar afveksling fra den konstante lyd af hammer mod stål i den varme smedje. Men hvad skulle man gøre, når man ikke havde friheden til at tage så meget fri som han gerne ville det?
Han tog en dyb indånding, og lod et dæmpet suk lyde fra sig. Det havde ikke været med hans gode vilje at han havde valgt at lukke smedjen, for at få sig en pause. For hvert minut han ikke arbejdede, kunne han miste en kunde. Men han kunne ikke yde sit bedste, sådan som han havde det nu. Når han var så stresset og udmattet som han var. Selv de kongelige har pauser, havde han fortalt sig selv, som det afgørende argument før han havde låst døren til sin smedje, og var taget til parken.
Han havde faktisk vurderet at finde Ania, og tilbringe tid sammen med hende. Problemet var at han ikke anede hvor han skulle finde hende. Som regel var det hende der kom til ham, og holdt ham med selskab. Tanken fik et varmt smil over hans læber. Roen kom pludselig meget nemmere til ham.

[Deleted]

Den værste ballade havde lagt sig efter krigen. Ania havde dog holdt sig hjemme i Dvasias det meste af tiden. Hun var dog bekymret for om Saïx kom galt afsted. Hun havde været tæt på flere gange, at rejse til krigens slagmark for at sikre sig han var okay. Hun havde været taget afsted så snart slaget var ved at være faldet til ro og heldigvis fundet ham i god behold.
Nu var det dog lidt tid siden. Ania havde ikke set ham meget siden da. Som altid var han en travl herre. Hun kunne dog ikke bebrejde ham. Nu var det jo nogle lidt andre vilkår han måtte arbejde under så det kunne lave om på meget af hans dagligdag. Men førhen hvor han var meget i sin smejde og arbejde så ville det havde undret hende, at finde stedet aflåst og tomt. Men det undrede hende endnu mere denne aften. De sølvgrønne øjne blinkede et par gange forvirret mod den mørke bygning. Han var der ikke? Hendes blik kastede hun hen over facaden igen før hun så mod Kakashi og Sasuke der var fulgt med hende som de så ofte gjorde. "Find ham." Heldigvis kendte ulvene menneskets duft og det var så kommet til gode nu.

Hun gik roligt efter sine ulve der snuste sig vej frem til deres bytte. Hun skulle ikke lede længe før hun til sidst fik øje på ham. Saïx havde haft brug for at komme lidt ud kunne det se ud til. Hun smilede stille og gik roligt videre hen mod bænken hvor han havde sat sig. Hun stadig hætten på sin kappe trukket over sit hoved og gik blot roligt hen og satte sig ned på bænken ved siden af ham. Hun havde ikke været i nærheden af parken her i lang tid. Det var nu godt at se, at der dog fandtes steder i landet der ikke bar for voldsomme præg af krigen.

[Deleted]

Saïx havde været langt væk i sine egne tanker, da de to ulve førte Ania mod ham. Hans øjne var stadig lukkede, mens han lyttede til naturen omkring ham. At ulvenes skridt lød tungere end dyrene han allerede kunne høre, lod ikke til at være nok til at få ham ud af sine tanker.
Det var besværligt at slappe af, sådan som tingene var. Det var derfor han havde valgt at tage fra smedjen, i stedet for bare at trække sig tilbage til smedjens overetage, sådan som han plejede. Når han var i smedjen, kunne han ikke tænke på andet end de våben han blev sat til at lave. Den nye regent i Manjarno havde vagter og soldater, der alle skulle bevæbnes og armeres, og han havde haft mere end nok at se til for at opfylde deres krav – han turde ikke andet. Ikke med det rygte den dvasianske regent – Enrico, havde han vist hørt ham blive kaldet – havde fået.
Det var først da én af ulvene puffede til hans hånd med sin kolde snude, at Saïx åbnede øjnene, lige i tide til at se Ania sætte sig ved hans side. Hun havde stadig hætten over hovedet, men hvem andre blev fulgt af de to ulve han efterhånden havde lært at kende så godt?
”Lige hvad jeg havde brug for.” sagde han med et suk. Under andre omstændigheder kunne ordene måske have lydt sarkastiske, men der var intet i Saïx’ toneleje, som indikerede at han ikke mente hvad han sagde. Han rettede sig en smule mere op i bænken, og kløede de to ulve bag ørene, mens han vendte blikket mod kvinden ved siden af ham. Ania. Han havde savnet hende siden hendes sidste besøg. Med al det arbejde der var blevet smidt i favnen på ham, var det begrænset hvor meget af sin tid han kunne skænke hende, når hun havde besøgt ham i smedjen. Han måtte trods alt også både spise og sove, for ikke at lukke fuldstændig ned. De havde dog stadig fået det til at fungere, selv om at Ania i tide og utide havde været nødt til at tage med ham ind på værkstedet for at de kunne fortsætte deres møder uden at han skulle stoppe op i sit arbejde. Dette ville være det første rolige møde de havde haft, siden den nat ved søen. Mindet kunne stadig bringe et smil over hans læber. ”Det er godt at se dig igen, Ania. Jeg ved godt jeg har været travlt optaget i det sidste, men det er uden for min kontrol.” Han trak et undskyldende smil frem på læberne, og rykkede en smule tættere på hende. Ulvene havde lagt sig ned i græsset foran dem, afslappede. Saïx holdt dog blikket på Ania, og han lod sit smil vokse sig en anelse bredere. ”Er det min straf, at jeg ikke må se dig?” spurgte han drillende, og hentydede til hætten hun havde trukket over sig.

[Deleted]

At Sasuke som den yngste havde tildraget sig opmærksomheden fra Saïx kom ikke bag på Ania. Begge ulve var rimelig glade for manden og især Sasuke. Hun havde ikke selv hilst på ham fordi hun først ville sætte sig og se hvor meget opmærksomhed han havde på sine omgivelser. Men han var langt væk kunne det se ud til. Der var åbenbart krav om kontakt før han lidt vågnede op til omverdenen. Hun kunne ikke helt lade være med at smile lidt over hans dagdrømmeri.
Havde hun ikke kendt ham nær så godt som hun efterhånden gjorde ville hun måske lidt stille spørgsmålstegn ved hans ord. Men hun var ikke i tvivl om, at han havde ment dem i en god tone og sammenhæng så hun gjorde ikke mere ved det end blot smile i skyggen af sin hætte. Hun lod ham hilse på ulvene, da hun vidste de ikke ville lade ham slippe. I starten havde de begge sådan holdt lidt afstand og holdt øje med ham. Nu ville de puffe til ham og gå i hælene på ham til han havde hilst. Utroligt som ting kunne forandre sig nogen gange.

Ania gav blot en svag rysten på sit hoved og løftede en hånd op og lagde sin ene pegefinger let mod hans læber med en svag tyssen. "Det skal du ikke tænke på. Dit arbejde skal du jo passe..Og ting har ændret sig drastisk på det sidste. Så jeg er fuld forståelig." smilede hun og lod sit hoved glide lidt til den ene side mens hun blot så på ham med sit smil. "Jeg er bare glad for, at jeg ikke behøver stå inde i varmen i smejden." grinede hun svagt. Hun var bestemt ikke fan af den voldsomme varme. Ania måtte dog sænke sit blik en anelse og med et lidt genert smil over hans sidste spørgsmål. Hun havde stadig ikke fjernet sin finger helt, men det forhindrede ham jo ikke i at tale. "Nej..Jeg rejser altid sådan. Og ville blot se om du nu kunne huske mig. Men så kom den lille utålmodige Sasuke og ville hilse." hun så ned mod den sorte ulv der blot kiggede op på hende så hun måtte ryste lidt på hovedet med et smil.

[Deleted]

Fingeren mod hans læber føles kold, sådan som var standarden for vampyrer. Ikke at Saïx havde noget imod det. Han havde da heller ikke gjort noget, hverken for at trække sig væk fra hendes hånd, eller for at fjerne den selv. I stedet lod han et dæmpet grin lyde fra sig, ved hendes kommentar om varmen i smedjen. Det var sandt, hvad hun sagde. Smedjen kunne være ulidelig varm, hvis man ikke var vant til det – og for et væsen som Ania, måtte varmen være rigtig slem. Saïx havde selv haft mange år til at vænne sig til den, men den gav ham stadig sved på panden. Det var afslappende at være ude i den friske luft, til en forandring.
Ved hendes sidste kommentar måtte han forme et skævt smil, og greb blidt fat om hendes håndled for at fjerne hendes finger fra sine læber.
”Som om jeg ikke ville kunne genkende dig.” svarede han drillende. Foruden ulvene som næsten altid fulgte i hælene på hende, havde Saïx i løbet af tiden udviklet en særlig evne til at genkende Ania. Det var sket at han havde genkendt hende på afstand gennem vinduet, når hun havde været på vej til hans smedje, også dér med hætten trukket over hovedet. Om det så var for at få et våben af ham eller om det var for deres besøg, var en helt anden sag. ”Men jeg er glad for at du forstår. Jeg ville gerne kunne tilbringe mere tid med dig, men lige i disse tider er jeg tvunget til at arbejde sikkert tre gange så hårdt som normalt. Sådan føles det i hvert fald til tider.” Han kunne næsten mærke udmattelsen, bare ved at tale om det. Han havde virkelig brug for at få tankerne hen på noget andet – og Anias selskab var perfekt til det formål. Han betragtede hende med sit skæve smil, inden han forsigtigt hævede hånden, og trak hendes hætte ned, så hendes ansigt kunne blotlægges. Synet fik hans smil til at vokse sig bredere. Han følte sig allerede en smule varmere i kroppen af at se hende igen. Hans arm faldt ned på bænkens ryglæn, placeret bag Anias skuldre. ”Jeg ville faktisk lede efter dig, da jeg tog fra min smedje, men jeg anede ikke hvor jeg skulle lede.” fortalte han med et skævt smil. ”Hvis jeg vidste hvor jeg kunne finde dig, kunne vi have flere møder hvor du ikke skal stå i smedjens varme.” uddybede han legende.

[Deleted]

Hun mærkede hans fingre gribe let fat om hendes håndled. Hans fingre var ikke brandende varme som normalt, men det var jo også en kølig luft herude. Dog var hans hud klart varmere i forhold til hende selv. Det var der ingen tvivl om overhovedet. Og den varme gav en svag lille sitren ned igennem hendes håndled og op i armen. Hans ord gjorde det ikke ligefrem bedre. Det blev i alle fald ved med at sitre lige så stille. Hun smilede og sænkede sit blik en anelse igen. Hun var mere bevendt med den slags ord og snak mellem dem, men det var stadig noget som til tider kunne gøre hende lidt genert.

Hun sad og lyttede til hans ord. Selvfølgelig forstod hun det! Hun vidste jo skam godt hvordan hans arbejde havde presset på. Hun havde selv set det. Og hun kunne skam kun forestille sig, at det tog næsten alt hans tid og stå og hamre i den varme og skabe våben og beklædning til soldaterne og så til alle hans andre kunder oveni. Ania var lige nu kun glad for, at hun ikke havde brug for nyt så hun ville være nød til at belemre ham yderligere. Da det var han løftede sin hånd op for at fjerne hætten smilede hun bare lidt genert til ham som det var hendes blonde hår kom frem sammen med hendes næsten hvide hud. Det mest farverige i hendes ansigt var nu nok de sølvgrønne øjne og de røde læber. Hun lod stille sin hånd i hans greb finde vej ud, men kun for at lade sine fingre finde hans og flettede dem let ind i hinanden mens hans hånd der havde fjernet hætten faldt ned bag hende på bænkens ryg. Hun så op på ham, da han snakkede om at ville finde hende og det slog hende, at hun jo aldrig havde haft mulighed for at vise eller fortælle om hvor han skulle gå hen. Han havde jo altid meget arbejde så hun havde tænkt det blot var nemmest hun kom her. Men til en anden gang så måtte hun have fortalt ham om det. Hans sidste lille rørende og omsorgsfulde bemærkning fik hende dog til at smile og løftede sin frie hånd og strøg let sine fingre over hans kind. "Hvis jeg ikke er ude så kan du finde mig i Corvento. Nærmere bestemt på kirkegården. Hvor ufint det end måtte lyde. Men jeg har ikke brug for andet end et sted til ly for solen. Men Corvento og især kirkegården er et sted fyldt med vampyrer Saïx. Det er ikke et helt ufarligt sted." Hun så på ham med en smule bekymring. Han skulle ikke komme galt afsted på grund af hende. 

[Deleted]

Saïx’s blik faldt kortvarigt ned på deres hænder, da han mærkede Anias kølige fingre flette sig ind mellem hans. Det var ikke første gang de havde siddet sådan, men det gav ham det samme sug i maven som første gang. Han kunne end ikke huske hvem der havde startet det: det ene øjeblik havde de siddet ved søbredden og snakket med hinanden, og pludselig havde været hænder været flettet sammen på samme måde som nu. Men det var bestemt ikke fordi nogen af dem lod til at have noget imod det. For hans egen del kunne han sige at han nød det i fulde drag. Det gav kun endnu et sug i maven på ham, da hun hævede sin frie hånd og strøg fingrene over hans kind. Han fangede sig selv i næsten at lade et dæmpet suk lyde fra sig, men han måtte alligevel sende hende et varmt smil, mens han lyttede til hendes ord. Smilet falmede en smule ved synet af bekymringen i hendes blik, men samtidig varmede det ham, at Ania var bekymret for hans sikkerhed.
”Jeg har haft med vampyrer at gøre længe, Ania. Specielt i disse tider, hvor dvasianere kommer i grupper ind i Manjarno.” Han sendte hende et beroligende smil, og lod sit ansigt hvile let mod hendes hånd, så han kunne mærke hendes fingre bedre mod sin hud. De var kølige, men han kunne lide det. Det føltes behageligt. ”Men jeg forstår. Hvis jeg tager til Corvento, skal jeg nok være forsigtig.” lovede han hende. Det var bestemt heller ikke fordi han havde lyst til at udsætte sig selv for den risiko. Han ville skam besøge Ania, ingen tvivl om det, men han var ikke selv tryg ved tanken på at et besøg i hendes hjem kunne føre til hans egen død, udelukkende fordi han besad et bankende hjerte og varmt blod i sine årer. Tanken fik ham til at se en smule grundigere på hende. Hvor måtte det torturere hende at sidde så tæt op af ham. Han måtte være en fristelse for hende. Det fik ham næsten til at smile undskyldende til hende. ”Ellers kan vi altid aftale at mødes herude igen. Hvis tingene fortsætter som de gør nu, kommer jeg til at få brug for noget tid væk fra smedjen. I hvert fald en gang imellem. Og så er det her sted perfekt, specielt hvis selskabet er rigtigt.” Han så sigende på hende, og med et smil på læben lod han hånden på bænkens ryglæn søge op, og strøg blidt fingrene gennem hendes blonde lokker. Hendes hår var blødt mod hans ru fingre. ”Hvis da ikke dit arbejde kommer i vejen for det, selvfølgelig.” indskød han. Det var endnu en ting han stadig ikke havde fået lokket ud af hende: hendes arbejde.

[Deleted]

Hun rystede stille på sit hoved så lokkerne stille gled om hendes ansigt. "Der er forskel på vampyrer udenfor Corvento og dem inde i byen. De lever under deres egne regler.." Hun vidste dog, at han nok godt kunne passe på sig selv. Han var ikke hjælpeløs jo. Men stadig bekymrede hun sig. "Bare pas på dig selv Saïx." smilede hun stille og stadig lidt bekymret.
At han så lovede det gjorde hende glad. Han ville ikke bare styrte ind og tildrage den forkerte opmærksomhed. Hun lod sine fingre hvile mod hans kind i lidt tid før hendes hånd stille faldt igen. Men hun lod sine flettede fingre blive med hans. Det var noget hun stadig fik lidt kilden i maven over, men på en god måde. Det blev nemmere for hver gang at kunne sidde sådan. Det havde virket lidt pinligt i starten fordi det var så nyt og ukendt. Men Saïx havde det nok heller ikke alt for nemt med at skulle prøve nye ting.
Hun nikkede stille. "Ellers kan jeg få de to til at opspore dig." Hun smilede og så ned på deres flettede fingre. "Dog kan vi godt aftale dette som et mødested. Her er dejligt." Hun så rundt omkring dem. Der var så stille udover naturens egne lyde. Det var rart. Og så var her smukt. Hun mærkede en let gysen ned igennem sin nakke, da det var hun mærkede hans hånd finde vej op til hendes hår. Ikke fordi det var ubehageligt. Det var bare kommet lidt bag på hende og den lette gysen blev snart til en rar sitren der kildede. Ania havde langt fra så meget arbejde som ham. Men hendes bestod så mere i at bevæge sig fra sted til sted og være knap så feminin. "Men derudover så er du stadig velkommen til at kigge forbi hvis du vil." Hun kom jo selv på besøg fra tid til anden. "Og mit arbejde tager slet ikke så meget af min tid som dit gør. Så på den front tror ikke der kommer så mange problemer." grinede hun stille og så på ham igen.

[Deleted]

At se hende reagere på hans kærtegn fik kun smilet om Saïx’ læber til at vokse sig en kende bredere. Han havde måske overrasket hende i starten, men det var tydeligt at overraskelsen hurtigt havde banet vej for behaget. Han så derfor ingen grund til at stoppe, og lod roligt sine fingre fortsætte sin blide færd gennem hendes nakkehår og over hendes hovedbund. Han kunne næsten mærke hvordan hun sitrede under hans berøring.
”Jeg skal nok være forsigtig.” lovede han igen, og sendte hende nok et beroligende smil. Det overraskede ham ikke at ikke alle vampyrer var ens. Ania var trods alt ikke som så mange andre vampyrer han havde mødt. Hun var venlig, selskabelig… smuk. Tanken fik ham til nok en gang at måtte sænke blikket mod deres sammenflettede hænder. Inden af dem havde gjort mine til at ville trække hånden til sig. Hvorfor skulle de også? Begge lod de til at nyde det.
”Det var vel sådan du fandt mig her?” spurgte han hende, da han løftede blikket igen, og sendte hende et skævt smil. Hvordan skulle hun ellers have fundet ham? Han var sikker på at hun måtte have startet ved smedjen. Næsten som en bekræftelse løftede Sasuke hovedet fra græsset og betragtede ham med et glædeligt udtryk i ansigtet. Han så næsten stolt ud. Saïx sendte ulven et varmt smil, før hans opmærksomhed igen rettede sig mod Ania. ”Du har stadig ikke fortalt mig hvad du laver.” kommenterede han prøvende, og sendte hende et skævt smil. At lokke det ud af hende virkede ikke, så måske skulle han bare spørge direkte? De var trods alt kommet tættere på hinanden, så mon hun stolede nok på ham til at fortælle ham det nu? Han lod sin tommelfinger stryge over hendes finger, både som for at vise at han intet ondt ville hende, men også som for at minde hende om hvor tæt de var kommet på hinanden. Hun vidste alt om hvad han lavede, men der var stadig så meget om hende som han ikke kendte til.

[Deleted]

Ania lagde stille sit hoved en kende bagover og lod øjnene falde i mens hun blot nød afslappelsen ved at mærke hans kærtegn. Hun kunne sidde sådan her og slappe af i lang tid hvis det skulle være. Hun gav et stille nik ved hans spørgsmål. "Ja..Jeg var ikke sikker på hvor let de ville kunne finde dig, men det gik meget simpelt. Så nu ved jeg det til en anden gang." Hun smilede og sad stadig med sine øjne lukkede og bare slappede af.
Da han atter bragte emnet på bane omkring hendes arbejde åbnede Ania sine øjne lidt op lige så stille og så mod himlen der var mørk over dem fyldt op med glitrende stjerner. "Nej det har jeg ikke..Jeg er ikke sikker på jeg burde.." Hun kunne nok snart ikke tale sig fra det længere. Og før eller siden gættede han det nok. Eller tænkte måske noget som var..ja værre hvis det var muligt? Hun måtte dog nok få det fortalt selv. Hun tog en dyb indånding og lukkede sine øjne igen i nogle sekunder før hun rettede sig op og så frem for sig mod ingenting ude i mørket. Et træ eller noget var der sikkert i hendes blikretning. "Jeg er lejemorder.." hviskede hun stille. Ikke rystende eller skræmt. Selvom hun var bange for, at han om lidt enten ville skubbe hende væk eller rive sig væk fra hende. Hendes stemme var rolig, men lav.

Ania var sikker på, at Saïx ikke ville handle grimt selv efter denne nyhed. Men en del af hende frygtede dog det værste. Hun var meget fokuseret på hans strygende tommelfinger mod sin. Ville den om lidt stoppe? Ville den give slip og bakke væk for ikke at komme så tæt på igen? Han havde været henden ær selvom han vidste hun var vampyr og nogengange havde været lidt sulten. Men dette var jo noget andet. Det kunne jo være noget der ødelagde hele hans billede af hvem og hvordan hun var. Men denne Ania som han kendte var jo den hun var. Hendes arbejde var ikke en anden end at hun der blot dræbte folk mod betaling og med våben istedet for sine tænder.

[Deleted]

Saïx havde ventet tålmodigt, mens det så ud som om Ania vejede fordele og ulemper. Han var dog sikker på at der ikke var noget hun kunne sige, som kunne få ham til at forandre sit syn på hende. Han havde betjent et utal af kunder gennem årene, med alle mulige og umulige professioner under bæltet. Det var faktisk mere på grund af hans nysgerrighed at han havde spurgt hende, end nogen anden grund.
Hans finger standsede kortvarigt sine strøg over hendes hånd, da hun langt om længe afgav sit svar. Han havde stirret på hende, og havde intet sagt. Stilheden varede dog kun et par sekunder, før et smil gled over hans læber, og hans finger nok en gang genoptog sine blide strøg over hendes hånd.
”Tja… Det forklarer da hvorfor du havde brug for våben.” sagde han som sit svar, og sendte hende et varmt smil. Hans fingre genoptog sin vandring gennem hendes hår, mest af alt som for at vise hende at han ikke så noget forkert i hvad hun gjorde. For himlens skyld, han udstyrede sikkert mange af landets lejemordere, snigmordere, dusørjægere og soldater med våben, om de så blev brugt etisk korrekt eller ej. ”Ania… Jeg er ligeglad med at du er lejemorder. Så længe du ikke bliver hyret til at slå mig ihjel, er jeg egentlig tilfreds med det.” Der havde været noget spøgefuldt over hans ord, og i smilet han havde sendt hende. Men der havde også været et alvor. Som om han forsøgte at fortælle hende, at hun aldrig havde behøvet holde den del af hende skjult for ham. Han rykkede endnu et hak tættere på hende, og klemte blidt om hendes hånd som var sammenflettet med hans. ”Så du bliver betalt for at dræbe. Jeg bliver betalt for at udstyre dig, og mange andre mordere, med våben. Jeg tror ikke der er den store forskel.” Endnu et skævt smil gled over hans læber, inden hans hånd ved hendes hovedbund stille fandt vej til hendes kind, og blidt strøg hendes bløde hud med fingerspidserne. ”Du kan fortælle mig alt, Ania. Intet du kan sige, kan forandre hvordan jeg ser dig.” lovede han hende.

[Deleted]

Så snart han stoppede med sit strøg så mærkede hun allerede stikket af hvor ondt det gjorde. Hun burde have holdt sin mund. Han ville om lidt skabe afstand til hende. Alle hendes alarmer om det værste der kunne ske ringede i højeste gear. Hun bed sig i læben og sænkede sit blik ned mod græsset foran sig. Hun kunne vel lige så godt gå nu så? Men før hun fik chance for at gøre noget så mærkede hun, at Saïx atter strøg med sin tommel. Dette kom lidt bag på hende. Men chokket havde åbenbart gjort det ved ham kortvarigt. Hun så lidt forsigtigt op på ham. Men det lod ikke til, at han havde noget imod det. Chokket over at høre det havde bare væltet ham lidt af pinden for en kort stund lod det til. Hun bed sig stadig i læben og havde lidt svært ved, at tro på det virkelig ikke var noget han havde det slemt med. Det gjorde hende dog glad. Og ikke mindst lettet.

Hun mærkede dog, at hun begyndte at slappe lidt af igen som det var han blev ved med, at stryge hendes hår på ny. Hun lænede sig lidt tilbage som det var, at han fik beroliget hende lidt igen. Hun smilede stille og lagde sit hoved ned på hans skulder med et lille suk. "Hvis jeg nogensinde skulle få det job..vil jeg nægte.." hviskede hun stille. Hun kunne ikke dræbe Saïx. Ikke for noget i verden. "Undskyld jeg intet har sagt..frygtede bare du ville...se forkert på mig hvis du vidste det.." Hun bed sig i læben og bed næsten hul med sin hugtand. Hans ord gjorde hende dog helt varm om hjertet. Og det var en stor ting for en vampyr. Hun smilede og så op på ham med blanke øjne. Enkle små tårer i sine øjenkroge. Hun strakte sit hoved op mod ham og lod sine læber finde hans. Hun tænkte slet ikke over det, men hans ord gjorde hende bare så glad!

[Deleted]

Saïx var end ikke sikker på hvad det var, som havde overrasket ham ved hendes afsløring. Hun havde trods alt købt flere våben hos ham, så han havde da en lille indsigt i hvad hun lavede: det måtte være noget som krævede brug af våben. Det udelukkede da en god del professioner, og efterlod ganske få. Men udover det, havde han ikke haft nogen måde at regne det ud. Måske havde det været det mentale billede af Ania, der blev betalt for at dræbe nogen, som overraskede ham. Sådan som han havde lært hende at kende, virkede hun så fredelig og selskabelig. Det var måske bare svært for ham at forestille sig hende med kniv i hånden, stående over et blødende lig. Men så var hun også en vampyr – før eller senere var hun trods alt nødt til at dræbe. Så længe det ikke var ham.
Det var derfor at hendes svar bragte et varmt smil over hans læber, og da hun lagde hovedet mod hans skulder, kunne han ikke lade være med at læne sit hoved let mod hendes. Det føltes… rigtigt. Afslappende. Det føltes som om alt det stress han havde været under siden Manjarno blev erobret, langsomt svandt hen, og efterlod ham fuldstændig rolig.
”Det ville aldrig s-” Længere nåede Saïx aldrig, før han mærkede Anias læber mod sine, og alt i hans krop standsede. Hans finger strøg ikke længere over hendes hånd, og hans kærtegn af hendes hovedbund ophørte. Det føltes som om han holdt vejret, og som om hans hjerte standsede op – lige før det begyndte at hamre afsted som aldrig før. Det føltes som om utallige tanker fór gennem hans hoved på én gang: Hvad skete der? Hvorfor kyssede hun ham? Og hvorfor havde han ikke lyst til at bryde det? Han kunne pludselig ikke finde hverken hoved eller hale i hele situationen – og så var det som om hans krop pludselig tog kontrollen. Han gengældte kysset. Hans øjne gled i, mens hans læber forsigtigt kælede for hendes. Hendes læber var kolde, men de var bløde.

[Deleted]

Hendes hemmelighed var ude. Men det gjorde hende ikke så meget nu hvor hun havde fået afklaret det med ham. Det havde faktisk været en lettelse. Det havde været noget der skræmte hende, men nu var det sagt og hvis det ikke var noget han så slemt på så ville hun nok næppe kunne gøre noget andet som var 'forkert' eller hvad man skulle kalde det. Det var godt.
Ania var ikke helt klar over hvorfor hun følte sig så tryg hos Saïx. Det var bare noget der var kommet stille og helt naturligt til hende. Hun havde aldrig haft den tillid til nogen anden før. Det havde taget tid, men det havde været ventetiden værd følte hun selv. Hun ville ikke være særlig glad for, hvis forbindelsen var blevet brudt tidligere. Ikke nu hvor hun havde set og mærket, at nærmest intet kunne skade deres forbindelse.

Kysset havde hun ikke rigtigt tænkt særlig meget over, blot kastet sig lidt ud i det. Det var en glædesesrus der farede igennem hende som fik hende til at handle uden tanke. Men det var ikke fordi hun fortrød. Hun havde vel et sted inderst inde lidt haft lyst til det i noget tid uden at være helt klar over det? Havde han kysset hende ville hun nok være i hans sted nu; alt i kroppen gå i stå i ren overraskelse og så stille ville hun nok tø op af sin frosne tilstand. Hendes glædesestårer løb dog stille ned af hendes kinder i små baner. Hun havde været lige ved, at bryde kysset, da det var Saïx gengældte det. Og så ville det jo ikke være et sted at stoppe vel? Hun havde ikke brug for ilt så for hendes skyld var der ikke behov for at holde inde. At mærke hans varme læber villigt mødes med hendes fik en svag varme til at løbe igennem hele hendes krop. Helt ud i fingerspidserne og tilbage igen. 

[Deleted]

Det lod ikke til at nogen af dem havde lyst til at afbryde kysset, og Saïx kunne ikke være mere lykkelig over det. Uden at hans læber slap hendes, og uden at hans øjne åbnede sig, lod han sin frie hånd søge om hendes nakke, og lukkede sig blidt om en lok af hendes blonde lokker. Som en måde at føre deres læber tættere på hinanden, men også som en måde at hindre at hun skulle bryde kysset. Ikke at det virkede som om hun havde tænkt sig at gøre det.
På nuværende tidspunkt var Saïx ligeglad med sine omgivelser. Han ænsede ikke Sasuke eller Kakashi, eller hvordan de forholdt sig til hvad der skete foran dem. Han skænkede ikke muligheden for at nogen ville dukke op og se ham og Ania sådan her, en tanke. Der var intet som ville kunne få ham til at bryde kysset mellem dem. Han sukkede dæmpet mod hendes læber: et lille, saligt suk, som tydeligt bekræftede hvor meget han nød dette. Et sted havde det måske ligget i luften i noget tid. Lige siden den nat de havde tilbragt sammen ved søen, havde Saïx i hvert fald følt en særlig spænding i luften mellem dem. Og det var kun blevet tydeligere i takt med at hun blev ved med at besøge ham i smedjen. Han havde altid set frem til hendes besøg, men aldrig om han havde troet at det ville føre til dette. Faktisk havde han aldrig rigtig vurderet dette, men nu hvor han faktisk mærkede det, havde han ikke lyst til at stoppe.
Saïx var desværre stadig dødelig, med et behov for ilt, og han måtte til sidst, meget modvilligt, slippe Anias læber og trække vejret i nogle dybe drag. Han følte sig virkelig varm, i hver eneste fiber af hans krop. Hans blik hvilede på Anias ansigt, og han mærkede omgående længslen efter igen at mærke hendes læber mod sine. I stedet lagde han dog sin pande mod hendes, og lod kærligt sine fingre stryge gennem hendes nakkehår igen. Hans hjerte hamrede som aldrig før, og det var næsten nok til at give ham åndenød.
”Det… Det havde jeg ikke forudset.” hviskede han blidt, og lod en dæmpet latter lyde fra sig. Deres hænder havde stadig ikke sluppet hinanden. Deres fingre var stadig sammenflettede, og lige nu føltes det som den mest naturlige ting i verden.