Post by Deleted on Jan 24, 2015 23:13:49 GMT 1
@liliya
Aron havde ikke været i denne del af Manjarno i lang tid. Det måtte efterhånden have været et helt år siden han sidst havde været der. Faktisk var det efterhånden et stykke tid siden han havde været i det gamle Manjarno. I hvert fald ikke siden Dvasias overtog landet.
Som han stod der i udkanten af skoven der grænsede til engen, drog han et dæmpet suk. Giften han havde brygget, havde fungeret perfekt. Soldaterne havde ikke haft en chance, før de faldt som fluer, og gjorde hele invasionen så meget nemmere for den dvasianske gruppe. Han havde ikke selv deltaget aktivt i invasionen, men at han havde haft en rolle i det, kunne han ikke nægte for.
Frosten var begyndt at lægge sig over det grønne græs. Vinteren nærmede sig. Aron trak sin kappe en smule tættere om sig, og skuttede sig lidt da en kølig vind strøg forbi hans ansigt, og fik hans nakkehår til at løfte sig. Han havde set hvad der var sket med byerne siden det nye regimeskifte. Dødsenglene havde overtaget Paggeija. Dvasianske borgere flyttede ind i landets nye tilskud - alt for ofte uden hensyn til de oprindelige beboere - og blod var blevet spildt. Meget blod. Tanken fik en knude til at samle sig i Arons mave. Han havde aldrig haft det dårligt efter at have lavet en gift mod nogen før. Det havde været ren forretning. Han fik sit guld, og kunden fik sin gift. Sådan havde det også været denne gang, med det enkle undtag at hans betaling havde været hans liv, og ikke guld. Han strøg fingrene over sin nakke. Til tider kunne han næsten stadig mærke mærkerne Macarias hugtænder havde efterladt i hans hals, skønt det for længst var helet. Det eneste tegn man kunne se på at der nogensinde havde været noget, var to små knopper i huden. Han skar ansigt, og stak hænderne ned i sine dybe lommer, og begav sig videre ud i engen. Græsset knaste under fødderne på ham, mens hans blik åndsfraværende gled rundt omkring ham. Han havde brug for tiden alene, kunne han mærke.
