Den officielle udnævnelse af...nyttige folk!

[Deleted]

Det kom som et chok for faderen at Zean valgte at tage fat om hans hals, han stivnede og tog automatisk fat med begge hænder om hans håndled i håb om at lindre det lidt. Han stirrede fast mod ham, dog uden så meget som tegn på anger eller frygt, han var forfærdelig stædig. At Corina havde vendt ham ryggen, gjorde ondt og han ønskede et sted at straffe hende og sætte hende på plads, for nok var denne mand hendes leder, men han var hendes far! Hun var faldet i snak med nogle andre kvinder, de stod og snakkede om hendes nye status, samt deres del af slaget, grinede over de forskellige måder de havde slagtet folk på, ganske underholdende og perfekt. Dog så hun sig over skulderen et par gange, nød synet af Zean i sit magtbegær, det kriblede helt i hende, gud hvor var han dog flot som han stod der med hånden fæstnet om hendes faderes hals. Med et sit sædvanlige ballademager smil vendte hun tilbage til sin samtale, mens hun hørte lidt hvad der også skete i baggrunden. Grebet om hans hals blev mere fast og manden spruttede og prøvede nu at komme fri, han følte han mistede vejret, selvom han dog lige knapt kunne få det. Han havde intet at sige, det ville kun skade mere end det ville gavne og hertil ville alting blive ødelagt, han ville miste sit liv og det kunne måske endda gå ud over Corina? Et kort sekund prøvede han at vende sine ord, men han fortrød ikke et eneste af dem, på nogen måde. Han klemte øjnene hårdt sammen som han blev kastet bort som var han ingenting, han tog sig til halsen og hostede og hakkede, inden han vendte blikket vredt op mod Zean.
"Corina!!!!! CORINA!!!!" Kom det hæst men råbende fra ham, hun kastede et blik over sin skulder mod sin far og valgte at forlade sit selskab kort. Hun gik med svingende hofter, ganske afslappet mod sin far, stoppede op foran ham som vagterne allerede havde taget fat i ham, hun lod sine slanke fingre glide om hans kæbe som hun holdte fast i.
"Hvorfor kan du ikke bare lade mig være voksen nok til at leve livet selv, uden du bestemmer hvem der skal være en del af det og hvad jeg egentlig render rundt og laver? Se nu hvad du har gjort? Alt sammen fordi du ikke bare kan stole på mig. Du ligger som du har redt kære fader, kald ikke på mig igen, der er intet at hente!" Hendes ord var ikke lave, de kunne høres, de var hårde og kolde, dog endte hun ud i et grin, hun klaskede ham et par gange på faderens kind, inden hun vendte ham ryggen igen. Manden spruttede næsten i vrede og som han gjorde tegn til at storme imod hende, holdte vagterne igen og førte ham bort mens han opførte sig som en tosse. Nu måtte hun finde Zean og undskylde for sin faders opførsel. Hun så efter ham og da hendes blik faldt mod ham, vidste hun faktisk ikke helt hvordan hun skulle undskylde sin far, var det overhovedet hendes pligt? Nej, manden var vel for pokker sin egen og hun havde intet ansvar i hans tåbelige opførsel. Nogen mænd! Hendes øjne måtte rulle en omgang, hvis der blot var flere som Zean, så ville tilværelsen næsten være en leg, hun glædet sig over han var deres leder og hun var bestemt ikke den eneste. Der blev udbrunget en masse skåle i hans navn, hun løftede glasset højt og tømte det, hun havde allerede fået en del at drikke hvilket kunne ses på hende, hun var i højst humør. En anden ung mand havde budt hende op til dans, hun elskede virkelig at danse og at blive svunget rundt og det var fantastisk at skulle fejre deres sejr på denne måde. Hun kom til at tænke på hun nok burde få snakket med Zean om hendes far, fortælle at hun respekterede hans handlekræft og beundrede den, det skulle han bestemt vide!

//out

[Deleted]

Faderen var et udtryk for den opstand der var størst mod Zean. De engle der havde mest imod ham, var de gamle af slagsen, som ikke mente Zean var gammel nok, klog nok eller anstændig nok til at være lederen. For dem var han jo bare et barn endnu, ikke engang 100 år gammel, hvor flere af dem var over 1000. Burde de ikke have haft førsteretten til at være leder? Og med denne opførsel af Zeans, hvordan kunne nogen accepterer det? Jo. Der var dem der i stilhed gav Corinas fader ret, omend de ikke viste det, for det var tydeligt det kun ville give problemer. I stedet ville de prøve at snyde Zean som de nu kunne...Trods alt var de ældre og klogere end denne ivrige dreng.
Men så var der resten, der støttede Zean og gjorde det af fuldt hjerte, som Corina. Zean havde allerede vundet meget for dem, han havde ikke bare samlet dem, han havde også erobret dem en by og var begyndt at genopbygge racen, uanset om hans metoder var anderledes. Når alt kom til alt, måske havde de brug for en utraditionel og ubundet leder?
Zean kendte udmærket denne problematik, som han drejede hovedet og så Corina og hendes fader udveksle ord. Faderen aggressive måde at opføre sig på, da han blev slæbt væk. Hvorfor havde manden dog ødelagt det hele for sig selv? Zean så ingen udfordring i en overbeskyttende far. Faktisk så han kun svagheder. Selv om de var i familie, måtte man stadig være stærk og ikke lade sig binde for meget, at ens bedømmelser blev ødelagt. Nogen skålede for ham og han hævede sit krus med et smil og gengældte skålet. Han så Corina blev hevet ud i en ny dans af andre mandlige engle og at hun hyggede sig med et smil på læben. Hun var loyal...Men var hun virkelig okay med de ting som ville overgå hendes fader?
Han skulle også have beskyttelse til sin datter, kom han i tanke om. Men det kunne han snakke med hende om senere, ikke i aften, den havde allerede været dramatisk nok.
I stedet stillede han kruset fra sig og søgte væk fra festen. Det var ikke særlig nemt, som folk blev ved med at ville skåle og danse med ham, trods han takkede nej. Endelig kom han ud af mængden af engle og kunne gå den lille vej op til sit hjem. Foran hoveddøren stoppede han op og så sig over skulderen på festen...Folk havde fortjent den. Og de nød den. Men det var på tide han trak sig tilbage.

//Out