Den officielle udnævnelse af...nyttige folk!

[Deleted]

Seraphina Samandria Sálacazar

Der var gået nogle dage siden overtagelsen af Paggeija. Ligene var væk, de var blevet brændt i store bunker lidt væk fra byen. Mange af husene var blevet gjort rent og ryddet op, folk tog det hjem de ønskede - Zean havde måtte fungerer som dommer mellem nogen af dem, når der var flere familier der ville bo i samme hus -  og udvalgte de møbler, der allerede var der, som de ville have og smed resten ud, mens de tog deres egne møbler ind i husene. Næsten alle fra hulen i Dvasias var flyttet ind nu, kun et par stykker var hjemme i Dvasias, på Zeans kommando, for at tjekke om de havde husket alt, ingen de lukkede grotten af. I det mindste ville de altid have grotten, skulle de flygte eller andre ting.
De sårede var enden blevet healet eller lå inde i deres nye huse og gjorde den store plads, midt i byen, ledig igen. De to resterende tårne rakte op mod himlen, mens man stadig kunne se ruinerne fra de to tårne der var væltede. De havde ikke nået at rydde op i alt eller begynde genopbygningen, men snart kunne de det. I dag, dog, var det tid til at feste lidt. Han ville holde en stor fest en dag, når der var mere styr på tingene, men lige var det på tide at erklærer og offentliggøre nogle ting.
Byen var blevet ren og dødsenglene havde straks gjort den deres. Pladsen i midten var i dag blevet pyntet lidt op og porten ind i byen var lukket, som altid, for englene kunne flyve over og de ønskede ingen gæster. Endnu i hvert fald.
Mellem guirlander og lys, stod mange dødsengle, mange i pænere tøj. En dag ville alle englene have pænt tøj, besluttede han. Ingen skulle være fattig eller mangle noget!
Selv stod han foran det etage-store victorianske hus, som han hurtig havde gjort til sit eget hus. Ude foran ham stod en række af de bedste generaler fra kampen og et lille gruppe andre der havde udmærket sig godt og fortjente en officiel rank. Mange andre dødsengle stod bagved og ventede.
Zean stod sammen med en af hans mænd på trappetrinet til hans hus, så han var hævet lidt over dem alle. Han var klædt fint på, for dette var en fin ting. Det brune hår var redt på plads, selv om det stadig næsten prikkede ham i øjnene. Han havde pudset sine knælange støvler. Et par nye bukser af varmt stof - selv her var det vinter - og en jakke af mørkerødt stof og med guldmønstre. I bæltet hang et sværd, specielt lavet til ham af englenes smede, et udsmykket sværd som for fremtiden skulle englenes.
Han stod der og så ud over sine engle med et svagt smil, mens han ventede på at ceremonien skulle begynde. Ceremonien, så en fest resten af dagen, før oprydningen og genopbygningen kunne begynde i morgen. Det var planen.
Hvis Corina var der, ville hun stå blandt de udnævnte folk foran Zeans hus og afvente at hun ros eller måske sin rank, officielt.

[Deleted]

Det havde været et hårdere slag at vinde end hvad der var beregnet, men de havde stået stærkt og selvom tabet var større end forventet, strømmede dødsengle rundt som aldrig før. Corina havde aldrig set så mange døsengle på et sted, og selvom de måske ikke var i så store tal som mange andre racer, så var det endnu engang samlet og havde nu vundet deres egen by. Hun havde lykkeligt deltaget, og havde endda fået en rolle hun selv mente var vigtig. Hendes sværd var blevet svunget flittigt og hun var bestemt en af dem som havde haft travlt, selv efter selve slaget. Og skønt hun egentlig var blevet såret, så stod hun rank til denne festlighed og afventede spændt hvad der egentlig måtte ske. Hendes fødder var nøgne, hun ville nyde hvert sekund det skete og hun var ikke typen som gik hen og blev syg, heldigvis. Når det kom til klæderne, havde hun valgt sig en lang mørkelilla kjole i satin, den smygede sig om hendes former og efterlod næppe meget til fantasien. Ja faktisk, afslørede den hun stadig var forbundet hen over maven, da hun havde fået et sværd lige igennem siden af maven. Der ville komme et ar på begge sider, men hun ville være stolt og healerne fik da gjort det bedste de kunne. Dog var mange andre mere såret end hende og hun stod jo pænt og rank som intet var i vejen. Nok gjorde det rimelig ondt til tider, men det var intet hun ville vise, med mindre hun var alene. Hendes far var her et sted, hendes moder var en af dem som var blevet et tab i slaget, men det var en ting hun var stolt over og ikke bitter. Corina havde et velformet diskret smil på sine læber, intet overdrevet, men intet kedeligt og sødt, hun så, tilfreds ud. Hvilket hun vel i bund og grund også var. Hendes hår var sat halvt op, mens det bølgede let efter fletningen hun havde haft båret siden de havde kæmpet. Løst hår i en kamp var en virkelig dårlig ting uanset hvem man var. De kolde lysegrå øjne var rettet mod Zean, hun så beundrende mod ham, på så kort tid havde han formået at fremhæve dem som uovervindelige i hendes øjne og hun havde nydt hvert sekund at arbejde for ham. Huset var blevet solgt, manden tortureret og drabt, hun var parat til et nyt liv her, men havde endnu ikke fundet sig et sted at bo. Det var som om hun ikke havde kunne bestemme sig og var næsten helt i tvivl om hun overhovedet havde lyst til et hus som sådan. Måske det var en god ide, men hun kunne jo også bo med sin fader nu hvor han stod alene igen. Der var mange ting at tage højde for, og det alt sammen skulle nok komme til sin tid, men først, denne lejlighed og så skulle byen rejses ordenligt op. Muligvis derefter kunne hun få ro nok til at se hvilket hjem der ville passe hende, om et hjem overhovedet ville, eller om hun skulle kabre et skab og en seng hos sin fader i ny og næ. Tænk at stå der, vel viden om et eller andet blev skænket hende, et ord, en tak, mere forlangte hun ikke, faktisk havde hun slet ikke ventet at stå der. Stoltheden lyste ud af hendes faders øjne som hvilede som en havørn mod hendes skikkelse, han kunne jo ikke være andet og det glædet ham på en måde at se sin datter være sig selv igen efter mange år. De havde snakket, hun havde fortalt sandheden, og han havde omfavnet hende og bedt om forladelse. Et smukt lille fader og datter øjeblik.

[Deleted]

Dødsenglene ejede både healende egenskaber, som englene, og folk er kendte til urter. Når nogle healere blev trætte af at bruge deres energi til at heale, tyede de til urter, til de var friske nok til at heale folk. Men om folk ønskede at blive healet hurtigt eller ville gå stolt med deres sår, var jo en smagssag. En Zean ikke havde haft tid til at tage sig af. En pil havde ramt ham i armen under kampen, men en healer havde straks healet ham, næsten som havde hun ventet på han kom til skade. Også denne healer stod i rækken af folk der kunne vente noget specielt, ud over en speciel tak og selve æren af at være i rækken af gode folk. Omend han endnu havde en lille rift over den ene kind, som fortalte han skam havde været der og ikke selv var kommet uden bare en smule blod. Dette var dog ikke vigtigt lige nu.
Han rakte sine arme op i luften for at få ro, hvad der faldt over folk næsten med det samme. Dødsenglene havde lige fra starten vist sig at være ganske disciplinerede, var de blot enige i tingene og det var en ting Zean var stolt af.
"Mit folk!" kaldte han ud til dem alle og et lille smil lå på ham.
"Byen er vores!" Hans arme gled ud til siden, som viste han dem byen og folk jublede, før Zean bad om stilhed igen.
"Kampen var hårdere end nogen af os havde beregnet, men vi lader os ikke slå tilbage! Og vi vandt! Vi har rejst sig os fra støvet og kan nu søge op mod himlen igen, vi kan endnu en gang sprede frygt i folks hjerter! Denne by er vores og sammen kan vi bygge dem som vi vil og blive stærke igen! Jeg vil gerne takke jer alle for jeres fantastiske indsats! I denne tid må vi arbejde sammen og det gør I!" roste han dem og viste at han tydeligt var stolte af dem alle sammen.
"Vi får også meget brug for det i fremtiden. Men inden vi fester og nyder vores erobring, inden vi mødes de der døde eller passer de sårede endnu en dag...Vi har et par personer iblandt os der skal have en ekstra tak." Og så begyndte ceremonien. Zean kaldte folk op en efter en, så alle kunne se personen og vide hvem denne var...Så længe folk jo var på pladsen lige nu, var mange var.
Healeren, der havde hjulpet ham, blev udnævnt til leder for healerne. Flere gode soldater blev officielt udnævnte til generaler eller andre ranks. Endelig kigget han på Corina med et svagt smil og gjorde tegn til at hun skulle komme op til ham og knæle.
"Og endelig. Endnu en person, en kvinde, som lige fra starten har interesseret mig!" han så ud over sine engle. Han havde gjort ceremonien så kort som muligt, for at folk ikke skulle kede sig, men de fleste virkede endnu fokuserede. Mest børn løb rundt mellem deres forældre.
"Hele sit liv har hun kæmpet og hun har bevidst sine evner i kampen. Hun blev udnævnt til at passe på mig, som hun blev bedt om at slås i kampen om Paggeija, vores by! Hun levede op til alle mine forventninger og mere til! Kom herop, Corina Mathilius Darkheart og genvind og styrk din families ædle navn!" Hans ene hånd gled ned mod hende, som han opildnede hende til at komme op til ham og tage hans hånd.

[Deleted]

Lyden af hans stemme i sig selv fik hende til at smile tilfreds, så stærk han stod, hun var i den tvivl beæret af at måtte være under ham. Corina mærkede stilheden, sin faders faste blik og samtidig den ro der egentlig var i hende, hun burde måske have et bankende hjerte, af spænding, fryd måske? Men lige nu føltes alt næsten uvirkelig og virkede til at gå i slowmotion. Hun tog ikke blikket fra ham en eneste gang, nej hun stod og lyttede, hun var vidst ikke helt klar over hvad der ventede hende og det var nok deri ingen form for reaktion lå hos hende. Intet andet end den tydelige tilfredshed som måtte melde sig i hendes smil og ansigtstræk, mest fordi hun selv var stolt af sit folk og stolt af at racen endelig havde fået et samlepunkt og en leder som var dem værdig. Hun jublede kort ned, inden hun igen lod stilheden glide hen med alle andre, armene foldede sig hen over hendes ryg som hun stod rank og lyttede, så til hvordan folk fik deres ord, nogen endda en titel. Et sted glædet hun sig virkelig til at feste, ikke være til et stille selskab med kedelige fine stramme damer og hæderlige mænd med skynæser, men en vild fest til fejring af en stor sejr. De rosende ord fælles dertil gjorde hun nikkede kort, det var jo hende en fornøjelse at have lov til at være med, intet mindre. Personen før hende, var det der satte det i gang, nu kunne hun mærke det, hjertet pumpede bag hendes bryst, hvilke fine ord havde deres nådesløse fantastisk mand af en lader til hende? Og så personligt. Hun følte sig velsignet, heldig, livet havde fået en hel ny betydning. Så skete det, tegnet til at hun skulle komme op mod ham, hun gik med ranke rolige skridt, inden hun knælede for ham med bøjet hoved og et svagt smil på læberne. Hendes far var ud over stolt, han havde næsten tabt vejret af lykke over denne stund, skønt der også lå sorg over hans hjerte, var der plads til at fryde sig. Roligt som han talte, blev hjertet kun hårdere og hårdere i sin pumpen mod hendes bryst, hun bed sig kort i læben og tog en dyb indånding. Som bedt, rejste hun sig og tog hans hånd, det var tydeligt hun var taknemlig, glad og stolt. Et sted forgudet hun jo manden, skønt de ikke havde kendt hinanden så længe, men han stod for alt hun elskede, død, ødelæggelse, magt, sejr, viljestyrke, mørke og frihed. Corina så i den grad op til manden.
"Tak Sire, det var med største fornøjelse og langt fra sidste gang." Et vanvittigt glimt gled over de lysegrå, næsten hvide øjne, hun smilede lumsk og bukkede sit hoved i ærbødighed, stadig med blikket mod hans flotte ansigt.

[Deleted]

Han tog blidt hendes hånd og trak hende op at stå, han smilte lidt til hende, som hun takkede, før han vendte ansigtet mod alle de andre engle. Det var tid til at komme videre, folk glædede sig til at feste og med folks nye fester, havde de endnu flere grunde til at feste. Han havde især glædet sig til dette, til at udnævne Corina, for hende kendte han bedre end de andre, trods han ikke engang kendte hende så godt igen. Men hun havde vist sig værdig.
"Corina vil officielt træde til som min personlige bodyguard og leder over den gruppe soldater, der vil fungerer som det samme. Til hverdag vil hun blive tiltalt på linje med en general og hun vil hjælpe med opbyggelsen og træningen af nye soldater, som hun finder passende!" Offentliggjorde han. Han havde ikke rigtig spurgt folk i forvejen om de var interesserede i disse titler, mere havde han bare givet dem det og forventet de ville være taknemmelige, hvad de fleste også var. Glade og stolte. Det lå vidst til de fleste at ønske magt og indflydelse.
Men selv hvis Corina ønskede at sige nej eller protesterer, måtte hun vente til bagefter, for ikke at nedværdige nogen af dem. I stedet slap han Corinas hånd og tog igen armene op i luften med et stort smil.
"Det var alt for nu. Nu er det på tide at nyde vores sejr. Lad os feste!" Bekendtgjorde han. Folk klappede og jublede på en gang, både for Corina og fordi de havde glædet sig til festen. På ingen tid splittede folk sig op og begyndte at bære bænke frem, tænde bål og bære mad og drikkevarer frem. Enkelte fandt endda musikinstrumenter frem. Folk var glade og de havde ventet i flere dage på at feste igennem. Nu skulle det endelig være!
Zean vendte sig om mod Corina med et svagt smil.
"Jeg håber du er tilfreds og jeg ikke blot gav dig problemer eller kedelige titler, du hellere vil være foruden?" spurgte han. Han vidste hendes far var her og han vidste hendes mor var død i kampen. Hvilket mindede ham om...Burde han lave en form for ceremoni for de faldne?

[Deleted]

Det kom som en overraskelse og hun var beæret, hendes faders øjne var store og næsten våde, han kunne slet ikke forstå alt dette, havde hun ført sig sådan frem uden en mand havde han aldrig giftet hende væk. Sket var sket og Corina bebrejdede på ingen måde sin faders handlinger, hun respekterede ham for højt og var stolt af at være hans datter. Alle begik jo fejl og hvem skulle tro hendes mand ville have været så stort et svin? Nu var hun enke, takket været Zean, som havde givet hende lov til at slagte sin egen mand, hvilket hun bestemt havde gjort. Hun var tilfreds, glad og tilfreds. Der var frihed i hendes åre, det løb stærkt og brusende igennem hendes blod. Til hans ord, nikkede hun godkendende, accepterende og taknemmelig. Det var store opgaver som lå for hendes fødder og hun kunne næsten ikke vente, men først, fortjente de alle at feste, selv hende og hun ville da såfremt gerne fejre sin nye status. Her var et mening med hendes liv og hun kunne endelig få lov til at lave noget, hvilket hun så frem til og mange år skulle indhentes! Hånden gled ned langs hendes side da han slap den, hun klappede selv, både for sig selv, men også fordi festlighederne kunne begynde nu og det glædet hun sig til. Hendes fader ville garanteret gribe hendes hånd og omfavne hende, skænke hendes pande et kys, men det blev i private stunder, han var en fin forretningsmand der uden tvivl var lidt af hvad hendes mand også viste ud af til. Dog havde han altid været som en sand dødsengel også, bare finere i de rette situationer. Hans hæmninger blev sikkert blæst skyhøjt når alkoholen først bød sig, alene den tanke var hende morsom, hun elskede sin far højt og specielt når han slap tøjlerne. Da Zean henvendte sig til hende igen, lod hun blikket glide mod ham, hun smilede glædeligt til ham og rystede på hovedet.
"De må være tosset, det er en ære og glædelig overraskelse. Og jeg lover at ingen skuffelse bliver følt så længe det kommer til min tjeneste. Jeg vil gøre alt for Dem Sire. Alt!" Kom det muntert fra hende, selvom hun talte fint, var det med en bestemt tone der langt fra fik hende til at lyde monoton og kedelig. Det var der for meget gejst og krudt i hende til, hun lagde også meget vægt på at hun ville gøre alt for ham, hvor meget det betød at hun havde fået den titel.

[Deleted]

Han så smilende på Corina. Iveren var tydelig hos hende, hun stod næsten og trippede, som et barn der gerne ville ud og lege. Hans skæve smil voksede kun et par millimeter mere ved denne konstatering. Hans hånd gled op og puffede nogle af hendes vildfarne hår om bag hendes øre igen.
"Hvis blot jeg havde flere folk som dig, Corina, så ville vi kunne opnå alt og ingen ville kunne stoppe os" smilte han hemmelighedsfuldt til hende, måske en tand for charmerende, før han vendte sig væk fra hende og gik de få trin ned fra hans egen hoveddør, til jorden. Rundt om dem tog festen langsomt fast. Maden havde stået og sydet hele dagen, på hans kommando, og tønder med drikkevarer blev rullet ind og sat på støttefødder. Selv om de festede havde han alligevel valgt få soldater, der regelmæssigt skulle tjekke den evigt lukkede port om nogen kom. Han ville ikke overfaldes af en uset fjende, mens det meste af hans folk hyggede sig og var både overmætte og fulde. Men hvordan skulle han kunne holde nogen som helst tilbage fra at feste og fejre dette? Han vidste soldaterne snart ville glemme det og det var forståeligt. Selv ville han holde sig lidt tilbage og holde hovedet koldt...Han ville aldrig kunne slappe af igen. Ikke endnu, i hvert fald.
Musikken begyndte snart at sno sig rundt om folk og ud i natteluften. Folk begyndte at hente mad fra nogle borde, hvor folk stod og skænkede, mens andre hentede krus af øl og vand.
Folk satte sig i små grupper eller gik rundt mellem hinanden, men det vigtigste for Zean var at alle så ud til at være trygge og glade. Om det så bare for en dag, var de trygge og glade. Han smilte svagt, som folk ivrede hen til ham for at snakke med ham, for at skænke ham en tallerken med mad og et krus med øl, før de hev ham hen til forskellige grupper med folk, som gerne ville møde ham eller som han bare måtte hilse på. Andre som bare gerne ville hilse på ham igen, deriblandt mange af de noble mellem dødsenglene.
Han spiste noget af maden og drak lidt af væsken. Men til sidst kedede samtalerne og musikken ham. I stedet satte han sine ting væk og spejdede igennem pladsen, til han fandt en genkendelig skikkelse.
Da han var kommet over til Corina, ventede han pænt på hun talte færdig, hvis hun talte med nogen, før han bukkede let for hende og tilbød hende sin hånd.
"En dans?" foreslog han med et skævt smil.

[Deleted]

Bare at have ham i nærheden var jo virkelig en stor ære, hun så ham næsten som en gud, så da hans hånd satte styr på et par vildfarende lokker kunne hun næsten have dånet på stedet, men lukkede i stedet kort øjnene og lod så blikket glide mod ham igen. Hun følte sig speciel og det var bestemt noget hun godt kunne lide, hun lyttede til hans ord og fandt sig selv, tæt på at rødme? Ingen mand havde da rost hende på noget tænkeligt punkt som havde været tilfredsstillende eller rammende, men Zean vidste da lige hvad man skulle sige til en kvinde som hende.
"Så må vi jo arbejde på at få mit syn frem mellem soldaterne." Lo hun morende og blinkede charmerende til ham, inden hun så ham vende til festen. Det passede hende fint, så kunne hun finde sin far imellem alle folk. Hun lod sig glide imellem de mange individer, der duftede af mad og selv øllen kom på sin plads, hun så rundt med strålende øjne, hun var så glad og lykkelig for at se deres race rejse sig sådan igen. At se folk more sig, danse, spise, drikke, det var en fryd, og om sider fandt hun frem til sin fader som stod med åbne arme og en tåre i øjnene. Han roste hende til skyerne, fortalte om hvor stolt hendes moder ville være og han ville høre alt om hendes kamp, som han selv fortalte om der hvor han havde kæmpet, de havde været hver for sig og han havde set sin elskede kone miste livet. Corina fik noget af drikke stukket i hånden og stod og snakkede løs med sin fader, de lo sammen og begyndte at snakke om Zean, han ville vide hvordan hun havde gjort så stort et indtryk og svaret var jo ganske enkelt, hun havde været sig selv. Og så fik faderen også indtrykket af hvor meget hun egentlig så op til Zean, beundrede ham og nærmest forgudet ham. Hvilket gjorde ham en kende bekymret, for det virkede næsten hen af usund adfærd. Det var tydeligt at se Zean nærmede sig på hendes fars ansigtsudtryk, hun lo af ham som han næsten stivnede, havde de gjorde noget galt? Og så, vendte hun blikket mod ham, smilede hengivende til ham og tog imod hans hånd, rakte sin fader sin drikkelse og vinkede fraværende til ham.
"Gerne." Svarede hun og nejede blidt. Faderen stod helt i oprør indeni, men skjulte det nu meget godt. En ting var at få en titel og være i god rang hos dødsenglene, men han ville simpelthen ikke have Corina var for tæt på den mand, det ville være for farligt for hende! Han vidste jo hvilken ballademager hun kunne være, han var trods alt hendes far. Corina var overrasket og beæret over at blive spurgt op til dans, at skulle holde sig igen lå ikke til hende og hun elskede desuden at danse og feste.

[Deleted]

Han så hun stod sammen med en ældre mand, som uden tvivl måtte være hendes far. Han så både lidt nervøs, stolt og frygtsom ud. Burde han selv være bekymret? Racen var samlet, men der kunne stadig opstå splid imellem dem, hvis nogen gjorde oprør mod Zean. Hans grå blik spiddede faderen et øjeblik, over Corinas skulder, da han hev hende med ud for at danse. Så så han på Corina med et svagt smil, da han tog hende med over til musikken og alle de andre der dansede.
Musikken var god, hverken for hurtig eller langsom og Zean trak hende med ud i en dans der var lidt hurtigere end en normal vals. Nok til at de både kunne danse og snakke, hvad Zean ønskede. Han var ærlig talt ikke den bedste danser, han havde aldrig interesseret sig for det, og han havde ikke været til fester nok til at øve sig, men han håbede hun kunne bære over med ham. Trods alt trådte han hende ikke over fødderne.
”Din far virker mig lidt mistænksom” kommenterede han, når de var tæt på hinanden. Lavt, dette var deres egen private samtale og ikke for alle andre. Men folk omkring dem dansede deres egne danse, omend de gav plads til Zean og Corina, hvem ville have skyld for at bumpe ind i deres leder midt i en dans?
Kort gled hans blik over mod faderen. Han håbede ikke der var grund til at være mistænksom og så over for Corinas egen familie. Men faderen havde set lidt sær ud og Zean vidste bedre end at ignorerer fornemmelsen af at noget ikke var som det skulle. Det var hans fornemmelser der havde bragt ham så langt og han havde ingen planer om at droppe det nu. Han svang Corina rundt, inden de endte tæt på hinanden igen. Han så på hende med et svagt smil. Hvad passede bedre end at danse med sin bodyguard? Hun kunne ikke være tættere på ham.
Hun var loyal til hun næsten tilbedte ham. Dette kunne bruges, selv om dette også kunne sløre hendes evne til at bedømme. I det mindste var han sikret hun ville risikerer sit liv for ham, hvad en bodyguard burde og at hun ville sikre han var helt sikker. Hvilket de begge var interesseret i.

[Deleted]

Faderen var uden tvivl meget skeptisk hvad angik dette her, han frygtede for sin datters liv jo, samt tilværelsen for deres familie generelt. Som de gik for at skulle danse, var hun ganske optimistisk og glædet sig rent faktisk. Selv var hun jo en fremragende danser, til lidt af hvert faktisk. Det havde været en del af hendes krævende viden som hustru af en fin mand, selvom hun kunne danse både livligt såvel som stille. Hun tog sig den frihed at hjælpe Zean på vej de steder hvor det haltede lidt og det var tydeligt at hun morede sig, mindst lige så meget som de andre dødsengle omkring dem, hvis ikke også mere. Blikket hvilede mod ham, hun beundrede virkelig denne mand og var i den grad klar til at ofre alt for hans velbefindende.
"Jeg er trods alt hans datter, hvad en fader ikke ville gøre for sin lille prinsesse. Han er nok bare nervøs grundet dit fremragende frygtindgydende ry og så er han bange for at jeg bliver såret. Eller dræbt, forvist. Der er nok tusinde ting som glider igennem hans sind i dette nu. Jeg tror ikke helt det er gået op for ham det blot er en dans. Fædre, så overbeskyttende." Lød det så muntert fra hende, hun grinte blot og rystede på hovedet af det. Faderen holdte øje med dem, han brød sig virkelig ikke om dette, men havde han noget af skulle have sagt? Lederen måtte gøre hvad der passede ham og Corina var stædig som et æsel. Desuden var det jo blot en dans i hendes øjne, og at takke nej ville være dumt, hun så det som en kæmpe ære. Da hun blev svunget rundt lo hun mildt, inden hun endte tættere ind mod ham, hun søgte hans blik og smilede blot i morskab. Det var bestemt fantastisk at feste og fejre og at danse var noget hun rigtig godt kunne lide, både formelt og tosset. Hendes far stod med knugede hænder som de dansede tættere, han valgte at blive ved med at holde øje med dem, selvom nogen søgte at snakke med ham, hævede han blot uinteresseret hånden.
"Tag dig ikke af en gammel tosset mand, han ved jeg har sidste ord alligevel og desuden, så har dit ord endnu mere at skulle have sagt. En leder må vel gøre som han vil." Påpegede hun blidt med et smil der skreg af ballade, hun var kendt for de smil og de klædte hende adeles godt.

[Deleted]

Han var glad for hun hjalp ham lidt på vej, som var det en tavs aftale at hun skulle hjælpe ham til at blive en bedre danser. Han trådte forkert en gang i mellem og på et tidspunkt var han lige ved at ramme hendes fod, da han skiftede mening og satte sin fod et andet sted i stedet. Det var forfærdeligt og han var kun glad for folk havde pli nok til at grine højlydt af ham. Han var vel også kun en dødsengel, som alle der var her, var!
Et svagt grin undslap ham, ved Corinas svar. Var dette en fejl? Ville faderen vise sig som en modstander, en Corina ville være tvunget til at beskytte ham imod? Fjenderne lå jo ikke kun udenfor deres by, men kunne også ligge indenfor. En vred dødsengel kunne finde på mange ting.
”Ved han da ikke hvilken ære jeg har givet dig og dermed din familie? Hvilken ære det er at være i nærheden af mig så ofte, at skulle beskytte mig mod fjender, fremmede som kendte, udefra og indefra vores egen by?” spurgte han hende. For ham var det klart. Manden burde være intet mindre end henrykt. Nej...Faderen udgjorde en trussel, hvor lille den end var, og han ønskede at gøre noget ved det.
Hans blik gled over Corinas skulder endnu en gang og så på faderen og faderens bistre udtryk.
Han svang igen Corina rundt, ikke det mindste beroligede af hendes ord, og som musikken sluttede, sluttede også deres dans. Han bukkede let for hende.
”Tak for dansen. Jeg beklager mine evner, måske jeg skal bede om nogle private lektioner i dans en dag?” spurgte han, tildels i dril. Men han kunne godt finde på at gøre alvor ud af det.
Så gjorde han tegn til at om de skulle gå tilbage til faderen...
Om hun ville eller ej, gik han i hvert fald tilbage til faderen. Hans blik gled ned over manden og hans udtryk, før han søgte mandens øjne, uden så meget som at flakke.
”Har vi et problem?” spurgte han manden direkte. De nærmeste forstod der var noget i gære og nogle stoppede op og kiggede på dem, som kunne de forstå nogen ville lave ballade lige nu. Desuden var det vel sjovt at se på...Folk ville altid være nysgerrige. Men Zean ignorerede dem. I stedet så han direkte på manden og afventede hans svar, hans reaktion.

[Deleted]

Corina var rimelig ligeglad med hendes fars ord, lige der var respekten tilskyndet Zean og ingen anden, han var hendes førsteprioritet. Sådan var det bare, om så Zean bad hende om at slå sin egen far ihjel, ville hun ikke tøve et sekund med at hugge hovedet af ham. Hun nød deres dans, var underholdt, følte fejringen blev gjort med manere og det var fantastisk! Stemingen omkring dem med levende lys, god musik, et glad og sejrrigt folkeslag, druk og dejlig mad, det var jo en fest i bedste stil og alle kunne mærke hvordan dødsengle igen havde fået liv i sig og tonede sig frem. Frihed, styrke, sejr! Hun indtog alle disse detaljer som hvilede om dem, nærede af dem, blev stærk af det og klarede i hovedet. Da han snakkede til hende igen, vendte hun blikket mod ham og balladesmilet var tilbage.
"Mmmm, jo jeg tror bestemt han ved det, han havde nok bare ikke regnet med hans datter ville blive budt om til dans. Han frygter Dem, frygter hvad jeg ville kunne lave af unoder for at starte ulykke over vores familie. Problemet ligger ikke ved Dem Sire, men ved mig." Hviskede hun med sin legende stemme der også kun tydet på ballade, hun blinkede til ham og grinte højt inden hun nejede blidt som afslut på dansen og dette nummer. Endnu engang måtte hun le, hun rystede blidt på hovedet af ham.
"De klarede det flot. Men en dans i ny og næ ville bestemt ikke være noget jeg ville takke nej til en anden gang." Et drillende smil gled over hendes læber, hun var typen som legede med ilden, hvilket hendes ægtemand havde vidst, det var blandt andet grunden til hun så tit blev tæsket. Men hun ville dog ikke Zean noget ondt, og hun ville aldrig træde over hans fødder, hvilket hendes fader åbenbart ikke ligefrem troede på. Det kunne godt gøre hende ret skuffet og vred, men sådan var det vel nok engang. Hun gik roligt ved hans side, med armen under hans og et stort tilfreds smil på sine læber. Hendes fader bukkede roligt hovedet i en hilsen, eller bydende velkommen tilbage og blev overrasket over Zean's direkte ord. Dog tog han det med ro og løftede spørgende et øjenbryn, men var jo godt klar over han ikke ligefrem udviste meget glæde ved at lade dem danse.
"Nej Sire, blot en ældre mands bekymring for sin datter. Intet andet." Bekendtgjorde han roligt, det var sande ord og så frygtede han selvfølgelig også for sin egen røv, men hans datter kom i første række. Roligt gjorde han et buk med hovedet igen, for at vise respekt og holdte hovedet nede i lidt tid, inden han så op mod dem igen og sendte et lettere strengt blik mod Corina, lettere advarende faktisk. Hun skulle passe på sine omgivelser og handle korrekt, hun skulle ikke lalle rundt som hun havde gjort før i tiden. Dog havde de ikke set hinanden hvor hun ikke var bundet af sin mand i mange år, men han vidste hvad hun havde gjort, hun havde jo fortalt alt og allerede der var bekymringen vagt en smule. Selvom svinet havde fået som fortjent.

[Deleted]

Han grinte let til hende. Sandelig kunne han have godt af en dans i ny og næ, uden tvivl. Når han havde tiden, det var og lige nu havde han slet ikke tiden. Han havde ikke engang planlagt at være med til festen som sådan, men han havde skiftet mening...Hvad var ideen ved at være leder, hvis han aldrig deltog i festlighederne, når han vandt noget for dem? Det var jo fest og ballade han elskede, ikke kedelige møder. De havde alle godt af lidt fest og hans folk havde godt af at se at han ikke var mere leder end han kunne feste med dem.
Jamen det blev virkelig ikke bedre af at fejlen lå hos hende, gjorde det vel? Han vidste hun var en stærk og selvstændig person, at han ville kunne stole på hende, men han ønskede ikke utilfredse fædre i baggrunden der kunne skabe ballade i det hele. Hverken for ham eller hende. Selv havde han en datter, hvad Corina som hans ledende bodyguard nok snart ville opdage, når han altså fik hentet hende hertil. Men ville han nogensinde blive så overbeskyttende? Han vidste det ikke helt.
For ham var det modsigende at manden skulle være så beskyttende, men uden bagtanker havde givet sin datter til en voldelig ægtemand. De to ting passede slet ikke sammen i hans hoved.
Hans grå, kolde blik gled ned over faderen, som han stod der og opfangede hurtigt hans advarende blik til Corina. Nej...Det kunne de ikke have, kunne de? Corina havde været fanget nok.
Han endte med at stå i et stort smil og slog let ud med armene, da han trådte ind foran Corina, som var han mere hendes bodyguard end omvendt. Han henvendte sig til folk omkring dem. Hvis manden ikke frygtede ham nok eller respekterede ham nok til at opføre sig ordentligt, måske han så ville tænke sig om, når resten af hans folk opdagede det?
”Det vi har her, mit folk!” råbte han op og så på faderen et øjeblik med et skævt smil, før han så rundt igen.
”Er en overbeskyttende fader. En mand der ikke har forstået hvilken dejlig person hans datter er. En mand der ikke har forstået at jeg har udnævnt Corina til en titel der er hende værdig, ikke bare fordi hun har evnerne, men også fordi jeg bryder mig om hende.” Med de ord ville de færreste nedgøre Corina...Åbent, i hvert fald.
”Nejnej, ingen forkerte tanker” han grinte, som havde han forstået alle deres perverse tanker.
”Hvad jeg mener er at denne mand agerer beskyttende, men dog gav han sin datter til en voldelig mand for flere års slaveri. At denne mand agerer stolt, men i skyggerne ser skævt til sin datter. Vi kan da virkelig ikke bruge sådan en falsk mand til noget...Kan vi?” hans blik faldt på faderen igen. Nogle af englene omkring dem begyndte at hviske til hinanden. Nogen nikkede, nogen rystede på hovedet, men til hvad var ikke til at sige.
”Hør her...” han så direkte på faderen.
”...Hvis du bør passe på nogen, er det dig selv. Din datter har viet sit liv til at ville beskytte mig og dette er en kæmpe ære. Som en tak bød jeg hende op til dans...For jeg ser ikke skævt til mit folk, men støtter det. Hvad jeg dog ikke kan lide er din opførsel. Så opfør dig pænt eller jeg vil sørge for du bliver familiens sorte får og ikke din datter, som du frygter!”
Nogen ville sige han overdrev. Han ville sige han skabte lidt røre i andedammen. Han elskede ballade og ville samtidig ikke have at manden skulle se sig sur på ham eller være et problem for Corina. Nu havde han noget at holde sit folk på tæerne med.

[Deleted]

Fremtiden ville byde på meget, det var noget af det hun glædet sig til, for hun var blevet fribundet af sin fortid og fangeskab. Hun brød sig ikke om sin fars manglende tro på hende, men hun tog sig ikke af det, for hun var rimelig ligeglad. Et sted var han jo stolt, meget, han var bare bange for hun kom for tæt ind på Zean følelsesmæssigt, lavede rod i private affære. Men han kendte vel hende ikke helt så godt som han nu engang gik og troede, for Corina ville virkelig på ingen måde sigte efter at blive en del af Zean's privatliv, det følte hun sig på ingen måde værdig nok til. Faderen blev overrasket over Zean's optræden, han blev faktisk ligefrem vred, hænderne blev knuget så hårdt sammen at de afkortede negle gik ind i hans håndflade. Hvor vovede han?!
"Hvis jeg havde vidst hvilken slange den mand var, havde jeg aldrig givet det mest dyrebare i mit liv væk til ham. Han fremstod som det ene og var noget andet. Corina fortalte intet om hvad der foregik derhjemme og ikke en eneste skræmme var til at bevise. Jeg vil hellere dø end at lade noget ske med min elskede datter! Så vov du bare en eneste gang at tale sådan om mig eller til mig! Tal til dit folk med respekt og de vil respektere dig! Mærk dig mine ord knægt, du er endnu ung og tydeligvis ikke vis i alder til at forstå dig på områder som disse. Hvad der er mellem fader og datter, bør blive derom og du, leder eller ej, bør blande dig fuldstændig udenom!" Brummede han, roligt og så behersket som overhovedet muligt. Corina var underholdt, hun så fra sin leder, til sin far og tilbage igen, så alle måder de reagerede på, ansigtsudtryk, kropssprog, det hele. Ganske underholdende. Dødsenglene havde hver deres mening, de ældre forstod sig på hendes fader, mens den yngre generation fandt faderens opførsel dybt forkert. Dog trådte Corina roligt fra og lod sin hånd glide mod faderens skulder.
"Bare stop fader, jeg ved det og er det ikke det vigtigste?" Spurgte hun blidt, hun smilede sukkersødt til sin far hvis stive blik gled ned mod hende, han rynkede på næsen og tog en dybt indånding.
"Jeg er stolt af dig Corina, men jeg kan ikke lade mig træde på på den måde af en knægt som intet aner!" Brummede han, hun sukkede dybt og rullede med øjnene af ham, stædige mand, så var han da også selv ude om det. Hvis Zean da altså tog det skidt, det var jo ikke til at sige. Selv endte hun med at vende rundt og gå, mænd, det gad hun egentlig ikke kæmpe med. Så hun lod dem være og fandt sig noget nyt af drikke i stedet.

[Deleted]

Han smilte ad faderens knugede hænder. Faderen var vred og Zean opdagede at han intet mindre end nød det. Det betød ballade, det betød noget andet end mængder af arbejde og røvslikkeri. Nogen turde sige fra, så han selv kunne bevise over for sit folk hvem han var og hvilken leder han var. Dejligt! Dog var mandens ord også respektløse. Det var i orden han beskyttede sine handlinger, men det var ikke i orden han kaldte ham en knægt eller uvidende. Det var respektløs og han kunne virkelig ikke gå og lade folk tro at man kunne tale sådan til ham!
Han var faktisk ret ligeglad med hvem faderen var.
Corina gik fra dem. Han vidste ikke hvad han mente om det. Men det var også ligegyldigt om hun var med i det eller ej. Hans hånd gled frem og lagde sig om mandens hals, pressede til og ville ikke give slip, omend han holdte så manden lige præcis kunne trække vejret. Ganske rolig smilte Zean til ham, mens hans øjne skinnede faretruende.
”Du gjorde lige en fejl, gamle mand” hans stemme var lav, faretruende...Men der hang også en skjult latter over den. Hans hoved gled lidt til siden, som hans blik gled ned over manden foran ham. Ingen afbrød, men mange fulgte opmærksomt med.
”Det er i orden du talte din sag for at beskytte dig selv og din familie. Men det er ikke i orden du fornærmer mig på den måde. Og dog, må jeg fornærme dig yderligere, ved at pointerer dine fornærmelser er små og ligegyldige. Jeg er blevet kaldt værre ting. Kunne du i det mindste ikke være lidt kreativ, hvis du endelig vil påkalde min vrede? Du har fornærmet mig foran mit folk, du har talt om dig selv som om du var hele folket og du har talt respektløst til din leder. Dette er tre ting jeg ikke ønsker at ignorerer.” han så rundt på folkene omkring dem, mens han blev ved med at holde fast i faderens hals.
”Lad dette være en officiel besked. Alle der fornærmer mig, alle der kalder mig knægt eller uvidende og ikke respekterer mig vil blive straffet. Vi har brug for at være samlede, vi er stærkest sammen. Har jeg ikke bevist mit værd? Har jeg ikke samlet os og erobret os et hjem?” flere folk omkring dem nikkede og mumlede til hinanden.
”Nåe! Og alligevel vover denne mand at fornærme mig! Og ikke bare mig...Han bragte jer alle sammen med ind i det, ved at sige jeg havde fornærmet jer alle! Mig, som ønsker det bedste for os alle! For dødsenglene!” han vendte sig om mod faderen og så kort på ham. Så nærmest smed han faderen fra sig.
”Fang ham og smid ham i en celle. Lad ham rådne der noget tid. Kun vand og ingen ære. Jeg er ligeglad med om han så skriger sit hæs. Jeg beslutter mig for hvad der skal ske med ham, når jeg en dag har lyst!” Nogle soldater greb ud efter faderen for at gøre som Zean sagde.
”Afskyelige bæst...” mumlede Zean svagt for sig selv, som han gik over mod tønderne med drikkelse.
”Fest dog videre!” råbte han, da folk tøvede. Men lidt efter var festen i fuld gang igen.