A shadow from the past

[Deleted]

@jacqueline
**************************************

Mørket havde lagt sig over Peula. Det var lettere køligt i landet, nu hvor det var vinter, men ikke nær så meget som i de andre lande, eftersom Peula var kendt for at være det eksotiske land. Der var stjerneklart, en ganske smuk aften, mange var udenfor og nød det med sine kære. Valvor Pairó var en flot by, oplyst af flotte lanterne, som hang i lange baner ned langs gaderne. Engang havde Sonic nydt af alt dette. Men det var mange århundreder siden. Meget havde ændret sig igennem årene. Meget var han gået glip af og han var på ingen måde stolt over det. Han havde gjort hvad der var nødvendigt for at holde sig selv og hans kære i live, selvom det havde taget frygtelig lang tid, så længe at han vidste at det var utilgiveligt. Han håbede på at han nu var en fri mand, at han kunne starte forfra, selvom der var så meget han gerne ville have været en del af. Han vidste at hans lille prinsesse, ikke længere var lille, men at hun derimod var blevet voksen og havde levet nærmest et helt liv uden ham. Mon han var glemt? Han vidste ikke hvor hun var, hvad der var sket hende, eller om hun overhovedet var i live, selvom han håbede. Han håbede inderligt.
Sonic kom snigende langs den høje stenmur, der havde indhegnet De Lochér Mansion. Han havde et par sorte tætsiddende bukser på, nogle gode tætsiddende støvler, og en sort vest med en hætte, som var slået op, så hans ansigt var skjult. Det hele var i sort, så han gik i ét med mørket. Han behøvede ikke mere tøj, end ikke i vinteren, eftersom han var ilddæmon. Han skruede bare op for kropstemperaturen og selvom det tog energi, så var det ikke meget. Han stoppede ved midten, så muren an, inden han fandt sin lille armbryst fang, der hang fast ved hans højre ben i hans læderbælte. Han skød den af sted, hvor på der var en krog med en lang snor. Da han sikrede sig at krogen hang fast oppe ved toppen af muren, begyndte han at bestige den. Han var ganske lydløs, og kom ligeledes ned på den anden side. Han listede op til den flotte herregård, sørgede for at han ikke blev set af mulige vagter og tjenestefolk. Hvorfor han befandt sig der? Jo, han ledte efter sin mor. For en uge siden havde han slået lederen af Shades Sicarius, for selv at overtage pladsen. Han havde sørget for at alt var på plads, at folk fulgte ham, han havde skabt orden igen, og nu var han søgt ud, for nu var han fri til at gøre som han ville. Han havde søgt til Salvorique Palé, men det var nærmest faldefærdigt, det lignede at det ikke havde været beboet i mange, mange år, og det var sikkert også sandt. Han havde derefter lavet lidt research på hans kære mor og han havde fundet ud af at hun var blevet gift på ny og så med en warlock. Det var han ikke videre fan af, eftersom han altid var gået op i at holde familien ren. Han var godt nok selv født varyl, men livet havde været hårdt for ham og han var sluppet af med animagusdelen, for at blive dæmon. Han havde tilmed giftet sig med en dæmon og han havde fået dæmonbørn, det var sådan det skulle være, og han havde regnet med at hans mor havde været af samme mening, siden hun havde gjort det samme, så man bort fra sit fejltrin med hans far, Vladimir Darcy.
Nu var Sonic udenfor herregården. Han var nød til at finde hende. Han skulle have svar. Der var så mange spørgsmål som han bar inde med. Han kravlede op ad muren, mange af murstenene havde gode revner imellem, som gjorde det dejlig let at klatre på. Og så var han blevet trænet i at komme uset ind i huse. Han kravlede op til et vindue, der stod på klem, undersøgte rummet inden han kravlede ind. Han listede igennem huset, sørgede konstant for at ingen så ham, skjulte sig og brugte sine skyggekræfter til at holde sig skjult. Indtil han stod i stuen med sine intense brune øjne hvilende på sin moders skikkelse. Hans ansigt var stadig gemt under hætten og alt i alt lignede han det som han var: en snigmorder. ”Længe siden,” lød hans stemme en anelse hæs, som havde han ikke talt i flere dage.

[Deleted]

Det var sent, dog selvom det var en aften, hvor end ikke Jacqueline havde formået at finde nogen former for ro. Leonore lå i sin seng, og Lestat var selv gået i seng efter en lang og hård dag. Det at være gift med den nye handelsmand i Imandra, var ikke altid lige let, og særligt med alle de hændelser, som de nu kunne ligge bag sig. Tragiske.. Selv kunne hun blot kigge på sin manglende ringefinger som erindring, om hvor farlig en verden de egentlig befandt sig i. Så ringen havde hun på den modsatte finger, selvom hun vidste, at det helt igennem, var forkert, men hvad skulle hun gøre?
Kåben som hun befandt sig i, havde nærmest slæb på, da hun søgte til stuen. Håret hang i aftenens anledning løst og langt nedover hendes ryg. Normalt altid sat op, men ikke lige nu. Her var der ro. Muren havde de for alvor fået hejst, efter at deres ældste datter i en frygtelig ung alder, var blevet revet fra dem, på det mest brutale vis. Det havde knækket hende.. og det havde uden tvivl også taget hende voldsomt med tid, at få genopbygget det mentale i sig. Endnu en gang følte hun sig stærk, også selvom det kun var ensbetydende med, at de virkelig vogtede over deres lille pige. Som nu heller ikke var så lille mere.
At det derimod begyndte at rumstere ved vinduerne, og omkring huset, var ikke rigtigt noget, som hun egentlig bed sig synderlig meget fast i, før lyden af en stemme lød bagved hende. En ellers hæs, men uden tvivl velkendt. Automatisk begyndte hendes hjerte at hamre mod hendes bryst. Kunne det være...? Efter alle disse år? Blikket faldt direkte på en skikkelse iklædt sort. Hun blinkede med øjnene. Umiddelbart følte hun ikke nogen former for uro. I det tilfælde, vidste hun jo godt, at Lestat ville reagere allerede med det samme. "Kan det virkelig være...?" Hun tog et skridt mod ham, men stoppede igen. Sonic havde været væk i frygtelig mange år, og selv hun havde forsøgt at søge efter ham, uden videre fremskridt. Klumpen satte sig i halsen, som hun stirrede direkte på ham. Hvorfor var han kommet? Hvad var der sket? For hende, så var det virkelig ikke til at finde ud af! "Sonic..? Efter alle disse år.." Et let smil passerede hendes læber. Tiderne havde forandret hende. Ingen tvivl om det. Giovanni havde været væk i mange år.. hun var gift på ny med en mand som udviste hende en større respekt end hendes afdøde eks. Lettende? Et sted, også selvom det havde været hårdt for hende i starten. Virkelig hårdt faktisk. Denne gang søgte hun tættere på ham, hvor hun først stoppede op, da hun stod helt foran hans skikkelse. Hun hævede den ene hånd, hvor hun forsøgte at lade hans kutte falde. Hun var nødt til at se ham.

[Deleted]

Sonic havde været væk i mange år. Flere århundreder. Han vidste at meget havde ændret sig, ligesom han vidste at han var gået glip af frygtelig meget. Han hadede mest af alt at han var gået glip af sin lille prinsesses opvækst. Det var sket, to gange. Først da hun havde været spæd, hvor han var gået glip af hendes første skridt, at se hende løbe første gang. Han havde troet at han ikke skulle gå glip af mere, da han endelig havde fået hende igen, men han havde taget fejl. Han havde fået et par år med hende, men ikke meget mere, før han var blevet kidnappet og oplært af de dygtigste snigmordere. Snigmordere som han nu selv var leder af, hvilket gjorde at han ikke var på flugt fra dem. Han vidste godt at hans liv altid havde været farefyldt og risikabelt. Det havde aldrig egnet sig til at have en familie, men det havde han fået og han havde gjort sit bedste for at beskytte dem alle, for ikke at svigte dem, og alligevel var det endt med at han havde fejlet på alle måder, eftersom han havde svigtet hver og én. Skyldfølelsen var stor, men han forsøgte ikke at lade sig påvirke for meget af den, eftersom det altid var grimt, når en mentaldæmon fik en depression eller blev påvirket for meget psykisk.
Nu var Sonic endelig fri. Fri til at gøre hvad han ville.. sådan næsten da. Han havde opsøgt sin mor, eftersom hun nok var den som kunne give ham svar på de fleste af hans spørgsmål. Nok han havde været væk, men han var ikke gået glip af de mange nyheder, såsom at Peula lå under Imandras styre, og at Manjarno nærmest lige var blevet erobret af Dvasias. Det var ikke fordi, det havde påvirket hans liv særlig meget, eftersom han blot havde levet videre som snigmorder, levet som en lydig soldat, der fulgte ordrer fra sin leder, selvom han altid havde arbejdet på en plan om at komme fri derfra, og nu var det endelig sket. Han var blevet en frygtelig tålmodig mand, for det andet havde ikke hjulpet ham meget.
De brune, intense øjne hvilede på hans moders smukke skikkelse. Hun havde aldrig været en grim kvinde, faktisk kunne han huske at han havde flirtet med hende, da han havde mødt hende første gang, før han havde fundet ud af at hun var hans mor. Hun lignede sig selv. Og så alligevel lignede det at hun havde fået en fornyet energi, hvilket naturligvis kun glædede ham på hendes vegne. Han havde altid kun ønsket hende det bedste, og han vidste at det havde taget hårdt på hende, da hendes familie var gået op opløsning, efter hendes tidligere mands død.
Det gik hurtigt op for Sonic, at han var genkendt. Et sted glædede det ham, at hun ikke havde glemt ham. Som hun tog et skridt imod ham, tog han et skridt tilbage. Det gik pludselig op for ham, at han ikke havde oplevet omsorg og bekymring i flere århundreder, hvilket havde gjort ham lettere social akavet. Han var vant til at være omgivet af snigmordere, af hårde mænd, der ingen følelser udviste. Hans hjerte bankede hårdere og hurtigere imod hans bryst, jo tættere på hun kom på ham. Det var helt surrealistisk endelig at stå overfor hende igen. Han havde forsøgt at flygte for mange år siden, men lederen havde truet med at slå hende og hans datter ihjel, så han havde ikke turde tage chancen.
Som hun forsøgte at få hætten af Sonic, trådte han til siden og væk fra hende. Han ville ikke røres ved. Det var … alt for længe siden. Han var ikke vant til det længere. ”Hvor er min datter?” spurgte han direkte. Det var tydeligt at hans førsteprioritet lå hos hans datter, især nu hvor han vidste at hans mor var i god behold. Det var ikke fordi at han var ligeglad med hende, for hun var også én af de personer han havde ønsket at se igen, men nu hvor han stod overfor hende igen, vidste han ikke hvor god en idé det havde været, især fordi han ikke engang selv vidste hvordan han skulle reagere.

[Deleted]

Det var mange år siden Jacqueline havde sendt sit barnebarn videre, udelukkende fordi at hun ikke kunne håndtere den lille pige ved siden af alt det andet, som hun også havde haft at slås med oveni. Livet og tilværelsen havde uden tvivl været hård for hende. Hendes søn havde været væk.. hendes mand var gået bort, samtidig med mange af hendes familiemedlemmer, og var blevet ladt alene.. En kvinde, som ikke kunne være alene, for hun havde jo aldrig været alene i sit liv. Sonic havde jo set, hvordan hun havde set ud efter sin mands død. Det var jo trods alt også først der, at han havde fået lov til at komme her i huset, for Giovanni havde ikke ville se ham.. og frygten for at manden ville slå hendes søn ihjel.
At han bakkede, da hun søgte tættere på, fik hende til at stoppe op igen og bed sig i læben. Sandt at sige, at hun uden tvivl havde savnet sin søn. Han var noget af det eneste, som hun havde tilbage fra den storhedstid som hun havde haft, og ja.. selvom det ikke var meningen at hun skulle have ham, så var hun uden tvivl stolt af, hvad han var blevet til.. han havde fået familie, også selvom den nok var temmelig spredt for vilde vinde lige nu. Hun sendte ham et smil. Hun var virkelig glad for at se ham! Hånden hævede hun, for at slå kutten af ham, dog selvom det ikke helt gik som hun gerne ville. Hun ville gerne se ham! Hånden sænkede hun igen og med blikket hvilende på hans skikkelse. "... Din datter..?" Naturligvis var det hvad han var komet for at snakke om. Han tog vel snart videre igen? Hun foldede hænderne roligt foran sig. Hun ville jo også gerne vide hvordan han havde det, og særligt fordi at der jo var gået så frygtelig mange år, siden hun havde set ham sidst. "Hun er i Dvasias. Jeg fik hende bragt til dæmonernes træner, som eftersigende skulle have taget sig godt af hende," fortalte hun ærligt. Hun havde ofte været i kontakt med Evan for at høre, og af hvad han kunne fortælle, så var Jacqueline vokset op til at blive en yderst selvstændig pige, som uden tvivl slægtede sin far frygtelig meget på. En tanke som hun naturligvis var glad for. "Hun har det godt, Sonic.. kom med ind og få varmen," bad hun. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var varmt udenfor, og hun ville jo gerne høre om hvor han havde været igennem de sidste rigtig mange år!

[Deleted]

Nu hvor Sonic stod overfor sin mor igen, måtte han indrømme at det ikke helt var som han havde forventet. Han vidste ikke hvordan han skulle have det, for han vidste at han havde svigtet mange personer i sit liv. Hun havde da i det mindste ikke glemt ham, men hvem ville også glemme sit barn? Det var jo ikke fordi at han havde glemt Jacqueline, skønt der var gået så mange år. Såvel som han heller ikke havde glemt Ilaria, men hun var også hans første og eneste kærlighed. Hun var den første person han havde lukket tæt ind på livet af sig. Den første som han havde lukket ind i sit hjerte og som han havde elsket. Han ville stadig have hende tilbage. Uanset hvad prisen så end måtte blive.
Sonic bed tænderne let sammen. Han kunne godt fornemme at han ikke helt reagerede som hun gerne ville have det, men han var ikke længere vant til omsorg og nærvær fra en anden person, så hendes bekymring var ham en smule overvældende. Han bed tænderne en anelse sammen ved hendes svar. Det hujede ham bestemt ikke at vide. Hun var blevet sendt tilbage til Evan. Det var jo næsten pinligt. Folk måtte jo stadig tro at han ikke var den rette mand til at passe på sin egen datter, og de havde vel halvt ret? Han havde aldrig passet ind i det normale familieliv, for hans liv havde altid været spækket med fare og eventyr, med action og risikoer. Det havde kostet ham alt. Han vidste godt at han ikke kunne forvente at hans mor havde taget sig af sit barnebarn, for hun havde selv haft det hårdt, men det var ingen hemmelighed at han faktisk havde håbet på at tøsen var vokset op hos familie, også fordi at hans mor havde gjort det før. Han kunne dog fornemme på det hele, at hun havde holdt sig opdateret om pigen, siden hun sagde at hun havde det godt, og det glædede ham at vide. Han nikkede stumt, hvad skulle han sige? Der var gået så mange år. Meget havde forandret sig, ja, alt havde forandret sig. ”Jeg er ilddæmon, jeg fryser ikke,” pointerede han ærligt og kortfattet. Desuden befandt de dem i stuen, som var lun af pejsen, så kulden blev hurtigt rystet af ham. ”Jeg ser du er blevet gift igen,” kommenterede han så. Det var ikke fordi at han ikke var interesseret i hans mor, for det var han, han skulle bare lige finde sig selv igen. Ikke nok med det, skulle det lige gå op for ham, at han rent faktisk var fri, at han rent faktisk stod overfor hende igen, for det var ingen drøm, selvom det næsten kunne føles sådan. Hans blik gled over hende, selvom han endnu var halvt gemt under hætten. Han følte ikke at han kunne tage den af, for han følte ikke at han var sig selv, på trods af at han lignede sig selv. Han rynkede let brynene, da han bemærkede at hun manglede en finger. En form for bekymring dukkede op i ham, hvor han tog et halvt skridt imod hende, inden han stoppede sig selv. ”Du mangler en finger?” Der lå et underspørgsmål om hvad der var sket med hende. Helt let havde hun tydeligvis ikke haft det.

[Deleted]

Hvordan skulle man forvente at tingene ville forholde sig? Han havde været væk i så mange år, at end ikke Jacqueline kunne huske hvor mange. Hun var igen blevet gift, lykkeligt endda med en mand som respekterede hende, og hun havde givet liv til tvillinger, så Sonic var jo faktisk blevet.. storebror igen. Hun blev stående foran ham. Hun ville gerne smide armene omkring hans krop, trykke ham ind mod sig og vide, at han havde det godt, og at han rent faktisk stod der, og ikke bare det faktum, at det var en illusion. Det ville i hvert fald ikke være første gang. Den lille pige havde hun ganske enkelt ikke kunne overskue med alt det andet, som hun havde haft at slås med, ved siden af, for småting havde det jo heller ikke ligefrem været, kunne man jo sige.
Fingeren manglede.. Selv det var ikke rigtigt noget som Jacqueline gik synderlig meget op i lige nu. Hun var bare blevet vant til, at den var væk. Hun sendte ham et kort smil. "Det er vel tanken der tæller.. Det er godt at se dig, min dreng," sagde hun ærligt, inden hun selv vendte sig mod pejsen. Hun synes nætterne var kolde.. virkelig kolde. Og særligt i denne tid, hvor der skete så meget derude. Som han kommenterede den manglende finger, og selv trådte tætteer på hende, vendte hun blikket mod ham. "Det er en handlet sket for mange år siden," begyndte hun. Nej, hun gik ikke ud fra, at han var ligeglad med hende, siden han endnu stod der, men hvad ... hvad skulle hun da kunne gøre ved denne sag? Hun trak vejret dybt. Det var hende egen mand der havde gjort det, under påvirkning af Kimeya Marvalo. Hun trak vejret dybt, inden hun valgte at fortsætte. "Ulykke på ulykke har ramt den her familie, Sonic. Under påvirkning af warlockernes leder, fjernede min egen mand fingeren på min hånd. Ej kunne han huske hvem jeg var," fortalte hun. Ikke at det havde fået hende til at bryde op med ham, for det havde det da godt nok ikke. Særligt ikke på denne her måde, men nok om det. Det var ikke fordi at hun havde i sinde at skjule det for ham. Han havde krav og ret på at vide, hvad der foregik omkring ham, og særligt omkring dem, som vel nok også havde en betydning for ham?

[Deleted]

Det var næsten som en drøm at stå foran hende igen. Sonic følte at det var for godt til at være sandt, især fordi han havde drømt om at stå ansigt til ansigt med hende i flere år. Han ville ønske at det ikke havde taget så lang tid, men det kunne han desværre ikke prale af, tværtimod skammede han sig over at han havde været væk så længe. Han kunne ikke selv huske hvor mange år det præcist var, foruden han vidste at der var gået mere end et århundrede, for han var efterhånden stoppet med at tælle årene. Nogle år var gået hurtige, andre knap så hurtigt igen, tværtimod som en sløv snegl der forsøgte at komme fremad. Men nu var han her. Nu var han fri.
Sonic ville gerne gengælde hendes ord, for han mente på alle måder, at det var godt at stå foran hende igen, men ordene kom aldrig. Noget stoppede ham. Måske fordi at han igennem årene havde levet under andre omstændigheder og regler, hvor omsorg og bekymring var et tegn på svaghed. Når man var snigmorder, måtte følelserne ikke komme i vejen, tværtimod skulle de gemmes langt væk, hvor lederen og de andre højtstående i klanen, havde forsøgt at få dem fejet helt bort, så de ikke længere var eksisterende. Skønt Sonic var blevet påvirket af de mange år, og ikke rigtig udviste nogen følelser, og heller ikke gengældte hendes ord, så var følelserne stadig inde i ham, han elskede stadig sin familie, ligesom han stadig var loyal til dem. Der havde klanen ikke været i stand til at knække ham. Det var der ingen der kunne. Han nægtede at svigte dem, selvom det vel egentlig var hvad han havde gjort, i et forsøg på at beskytte dem?
Han blev stående stille på sin plads tæt ved et vindue, selvom hans blik ikke forlod hende på noget tidspunkt og han bemærkede da også den manglende finger. Han rynkede let på næsen i afsky over hvad der var hændt hende. ”Det var vel et tydeligt tegn på at man ikke bør blande sig med warlocks? Jeg troede ligeledes at du ærede de gamle traditioner når det kom til racerne, om ikke at blande dem,” svarede han i et lettere køligt tonefald, hvor han bestemt ikke lagde skjul på sin utilfredshed over at hun havde giftet sig med en warlock og netop havde blandet sit blod med en anden race. Han var langt fra så gammel som hende, faktisk var han faktisk en ganske ung dæmon, som sådan da, og han ærede stadig de gamle traditioner, han fandt det forkert at blande racerne. Nok han havde hygget sig med nogle af de andre racer i sine unge dage, men han kunne aldrig drømme om at gifte sig eller få en familie med én fra anden race, tværtimod. Desuden havde han også forelsket sig i en stærk dæmon, præcis som det skulle være. Varyler var svage, en blanding, udskud. I hans øjne var de bastarder. Desuden havde han altid regnet sin moder for at være mere fornuftigt end det, men på lige det punkt tog han tydeligvis fejl, siden hun lod sig vie til en anden race, og det havde så også kostet hende sin finger.

[Deleted]

At stå overfor sin søn igen, var nok noget af det sidste Jacqueline havde regnet med, og særligt efter alle disse år, som nu havde passeret, og særligt fordi at hun intet havde hørt, og intet havde set til ham igennem al denne tid. Det var svært for hende. Denne dag havde hun drømt om i mange år.. Den dag hendes søn ville komme hjem, og alt ville blive, som det måske engang havde været. Måske at hun så også kunne få sin datter hjem igen? Det var dog nok sværere end det andet.
Jacqueline vendte sig mod stuen. Han var ilddæmon, men det var vel mere den tanke, at hun rent faktisk bød ham ind i sit hjem? At han så derimod ikke brød sig om, at hun havde fundet en warlock, var egentlig ikke noget som kom bag på hende. Hun havde selv taget afstand fra det i starten, men Lestat havde været god for hende.. havde taget hende med ud.. trøstet hende og forsøgt at opmuntre hende, og så havde det hele lidt udviklet sig på naturlig vis, og nu var de gift, og havde børn sammen. Hun var lykkelig, selv på trods af de tragiske omstændigheder, som havde ramt dem. "Jeg bliver ikke yngre, og han gør mig glad, Sonic," sagde hun ærligt. Med det navn og alt det som hun havde i fortiden, vidste hun jo i forvejen, at hun var heldig, at der var nogen, som rent faktisk havde åbnet sit hjerte for hende, og valgt at give hende denne mulighed, og det var ikke noget, som hun kunne fortsætte med at se bort fra. Forsigtigt satte hun sig ned i den store sofa ikke langt fra pejsen. Der var virkelig koldt i denne tid, og selv det, var jo noget, som hun virkelig var påvirket af, og særligt i tiderne, som dette, der nu havde passeret. Hendes mørke øjne gled mod hans skikkelse. "Og siden du endnu er her, går jeg ud fra, at der er mere du ønsker at vide? Eller er der noget andet du vil snakke med mig om?" Denne gang gjorde hun tegn til at han bare kunne sætte sig. Han var altid mere end velkommen her i dette hjem. Hun var hans moder, som han var hendes søn, og det var ikke et bånd, som hun ønskede at ødelægge for noget i denne verden. Hendes blik søgte hans skikkelse. At hun end ikke fik lov til at se ham uden den hætte på, gjorde hende naturligvis trist, men det var derimod begrænset hvad hun kunne gøre ved det. Meget havde hun tænkt på ham.. Så naturligvis var hun glad for, at han var hjemme igen.

[Deleted]

At hun havde fundet en warlock, der gjorde hende glad, burde Sonic nok acceptere, men det havde han bestemt svært ved. Han ville gerne være glad på hendes vegne, at hun havde fundet en ny og var kommet over den anden, hvor hendes nye mand højst sandsynlig ikke nærede nogen form for lyst til at myrde ham, fordi han var hendes bastardsøn. Men at hun havde fundet en warlock, var han ikke videre tilfreds med. Han var gammeldags på det punkt, racer burde ikke blive blandet, der var allerede alt for mange blandingsracer, hvis man spurgte ham, det var jo lige før at de overtog verden! Det var endda blandingsracer som sad på tronen.
Han rynkede let på næsen ved hendes svar. ”Du er en smuk kvinde, du kunne uden tvivl have fundet en anstændig dæmon, men fint.. jeg skal forsøge at acceptere det,” lød det roligt fra ham i en kortfattet tone. Hun var nok gammel, men hun havde aldrig været en grim kvinde, hun kunne sikkert have fået hvem som helst, hvis hun ville, selvom hun virkede til at have det godt her, hun så også noget bedre ud, end hun havde gjort, da han havde forladt hende, hvilket han naturligvis kun var glad for. At hun så også havde fået børn med manden, beviste vel bare at det var seriøst? Ikke at han vidste at han var blevet storebror, og for nu, var det måske også meget godt.
Sonic fulgte hende med blikket, da hun tog plads i sofaen igen, hendes ord fik ham til at rynke på brynene, hvor det også rørte noget indeni ham, for naturligvis var han her ikke bare for at høre hvor hans lille pige var henne og hvordan hun havde det, han var her naturligvis også for at se hende. Langsomt hævede han sin ene hånd, hvor han greb fat om hætten og trak den ned, så hans ansigt kom til syne. Han lignede sig selv, hans hår var halvlangt og mørkt, hans skægstubbe var en uge langt. Hans venstre øje bar stadig det vansirede ar, selvom det var noget pænere end det havde været fra dengang han havde fået det, men man kunne godt se at han var blind på det venstre øje, eftersom det var noget mere mat og slet ikke fokuserede, hvor hans højre øje var helt intakt og bar den intense, dybe brune farve. Han lignede mere eller mindre sig selv. Langsomt bevægede han sig over imod hende, hvor han tog plads ved siden af hende i sofaen. ”Jeg kom for at se til dig.” Hans stemme var dæmpet, selvom den var ærlig. Han gjorde intet for at røre ved hende, selvom han heller ikke trak sig væk denne gang. Hans blik mødte hendes. Han havde arvet hendes mørke øjne. Han var glad for at hun endnu var i live, at hun havde klaret den, ”Så, du er blevet gift, har mistet en finger, andet jeg burde vide?” spurgte han interesseret, hvor en smil langsomt gled over hans læber.

[Deleted]

At tage afstand til det som hendes hjerte havde fortalt hende, havde været en opgave umulig for Jacqueline. Lestat gjorde hende glad, og han passede godt på hende. Det var vel også det vigtigste? Hun havde forsøgt.. tanken om en dæmon, ville til enhver tid være langt mere tiltalende, end alt det andet, men hvad skulle hun da kunne gøre ved det? "Men dog bliver jeg ikke yngre, min dreng. De færreste ønsker en aldrende kvinde med det liv, som jeg har haft," sagde hun ærligt. I den forstand, vidste hun at hun var heldig, ved at have det som hun nu havde i sit liv. Hun var kommet ovenpå, og hun kunne smile igen. Der var mange ting, som hun burde være taknemmelig for, for ikke at glemme, at hun endnu havde sin søn. En søn som hun længe havde frygtet, måtte være død og borte, eftersom hun intet havde hørt til ham i frygtelig mange år!
Jacqueline satte sig på sofaen, som han fortalte, at han var kommet for at se hende. En tanke som uden tvivl varmede det gamle hjerte. Hun sendte ham et smil, og i særdeleshed, da han fjernede sin kutte, så hun kunne se ham. "Du ved hvordan du skal glæde din moder.. Du ser ud, som jeg husker det," fortalte hun med et let smil. Hun samlede hænderne foran sig, mens hun vendte blikket mod ham. Siden han havde problemer med blandingerne og det hele, så var det nok ikke hans søstre, som hun skulle nævne, men hun kunne jo heller ikke holde det skjult for ham, kunne hun? Hun vendte blikket mod hans ansigt. "Meget er hændt i den tid du har været væk, min dreng," begyndte hun med en rolig stemme. Et sted frygtede hun naturligvis for hvad han ville sige, samt hvad han ville gøre, men det her var hun nødt til at fortælle ham. "Jeg blev gift.. jeg er blevet moder til tvillinger. Den ene af disse, er dog ikke længere i familien," fortalte hun med en ærlig stemme. Leonore var her endnu, og tog hun ikke fejl, måtte hun befinde sig på sit værelse. Nu hvor det var sagt, var det nok nemt for ham, at gætte sig til, at han var blevet storebror til et sæt tvillinger. "To piger," tilføjede hun med et let smil. Det havde uden tvivl været turbulent og hårdt.. men helt klart det hele værd.