Let's get a fire startet!

[Deleted]

@eriiz

Byen, Paggeija, var et stort kaos. Nogle huse var brændte, der var blod og lig alle vegne og der var dødsengle over alt, alle i gang med en opgave. Nogen passede de sårede og satte flere telte op eller indrettede nogle grotter eller huse for det samme. Andre var i gang med at samle de døde i bunker, lidt væk fra byen. Atter andre patruljerede i tunnelerne, for at se om der virkelig skulle være en overlevende tilbage. Nogen gik rundt om vagter og sørgede for at der var ro og orden. Og endelig, var der dem der var begyndt at banke spidsede pæle i jorden, uden for døren, til de sidste overlevende.
Natten var ved at forsvinde og solens første stråler skinnede i blodet og den mudrede jord omkring dem. Mange var trætte, men få fik lov at sove endnu. Der var så mange ting de skulle nå, men folk skiftede til at spise og sove lidt. Alle var ivrige efter at gøre byen ren og pæn igen, ivrige efter at flytte deres familier, venner og ejendele ind i byen og vælge et hus - frit valg på alle hylder!
Zean selv havde valgt det største hus der var, bygget af sten og i victoriansk stil. Der var flere etager på huset og det havde nogle ret lyse farver.
Huset var næsten urørt, men ikke helt. Der var rodet indenfor, ikke meget, men nok. Der var blodpletter, fra da dens familie var blevet slæbt ud og de havde hevet ting med sig på vejen, gjort så entreen så noget rodet ud. Dette var dog ikke Zeans største problem. I stedet var han straks flyttet ind i huset og var gået ind i en af stuerne på stueetagen, da han ikke orkede trapper lige nu. Han havde end ikke set hele huset endnu, det kunne han gøre senere.
Stuen var stor og rummelig, den var dejlig varm, takket være den store pejs, hvor en lystig ild buldrede. Det meste af stuen var beklædt af et blødt tæppe. Eller var der lænestole, sofaer og et stor sofabord, hvor der lige nu lå et kort af Paggeija og flere små rapporter rundt om, nogen åbnet, nogle urørt. På hjørnet af bordet stod en bakke. På bakken stod en kande med vin og et glas, der var fyldt halvt op, samt en kande en kande med vand. Der stod også en tom skål, som tidligere havde indeholdt en styrkende suppe.
Zean selv stod ved at vindue. Han var med bare fødder - hans støvler lå på gulvet - sine sorte bukser og sorte trøje. Han havde taget sin læderrustning af og lagt den i en af stolene, for nu. Han havde vasket sine hænder og ansigt, men havde en skramme på den ene kind. Hans hænder var samlet på ryggen, som han stod og der og kiggede ud over hans nye by. Bag ham sad tre generaler i hver deres stol og småsnakkede. De havde aflagt rapport til Zean. Lige nu, dog, orkede han ikke at høre på mere. Han var selv træt, så træt af at han havde hovedpine og hans eget hjertes banken var en pine, som sendte små nåle igennem hans hoved.
En engel var sendt ud for at finde Eriz. Hun måtte nok være ganske utilfreds nu...Men i det mindste kunne hun få varmen nu. Hvis hun ikke allerede var taget hjem, det var.

[Deleted]

I lang, lang tid havde Eriz sættet udenfor porten med hovedet hvilende i hænderne, og øjnene lukket, indtil en af hendes to dødsengle, havde forslået, at de fandt et varmt sted. De havde ikke fået nye ordre, og mens arbejdet forgik omkring dem, sad de tre blot, og lavede ingenting.
De gik gennem byen, som var ved at blive gjort i stand igen. Det var fascinerende at se på. En speciel stemning hang i luften, og Eriz indsnusede den, sansede den, og mærkede den. Hun følte sig som ung igen.
En anden dødsengel mødte dem halvvejs gennem byen, og bad Eriz om at følge med tilbage til lederen, så hun pænt måtte ændre kurs tilbage igen. Tøjet var tørret en smule, men det var stadigvæk fugtigt. Skjorten hang krøllet og tungt over hendes overkrop, mens det sorte hår, faldt ned over skuldrene og ryggen. Hun var træt, men ikke så træt, at hun ikke formåede at tænke klart. Halsen var blevet en smule ru, så hun var sikker på, at en forkølelse, var ved at snige sig ind. Pokker tage den flodbølge.
Dødsenglen tog hende over til et stort stenhus, som Zean åbenbart, havde gjort til sit. Hun blev vist ind, inden at dødsenglen skyndte sig videre, for at hjælpe til andre steder. Eriz så lidt efter hende, inden at hun nærmede sig den dør, der måtte føre ind til stuen.
Kort bankede hun på, inden at hun skubbede døren op. Varme slog hende i møde som en gammel ven, og hun kunne næsten ikke tilbageholde et frydefuldt suk. Det sitrede næsten i kroppen, der langsomt blev varmet op, efter at have sættet tålmodigt på en klippeblok i flere timer.
De isblå øjne der var tunge af træthed, gled gennem rummet. Tre generaler kiggede en smule forundret op på hendes gennemblødte skikkelse. Hun vidste, at hun ikke udgjorde det mest respektindgydende syn lige nu. Zean stod med ryggen til de andre ved vinduet. Hun kunne se på den måde han stod på, at han var træt. Det sad i hele hans kropssprog. Han havde brug for ro.
Ryggen rankede sig, og hun trådte med faste skridt ind i stuen. Hovedet stolt hævet.
”Jeg er desværre nødt til at bede jer om at forlade rummet,” sagde hun myndigt til de tre generaler med alt den autoritet, hun kunne presse frem. Hendes bevidsthed strejfede dem. ”Herren har meget at se til lige nu, og han har brug for ro til at gøre det i. Jeg er sikker på I vil kunne forstå, mine herre.”
Først så generalerne køligt på hende, men med alt hendes selvsikkerhed og autoritet, kunne de kun tro, hun var en yderst vigtig person, som man ikke kunne sige imod. Mumlende og skulende til hende rejste de sig op. Høfligt smilede hun til dem, mens hun fulgte dem hen til døren, som hun åbnede for dem.
”Mange tak. Jeg er sikker på at Lord Forsyth vil tage imod jer senere. Tak.” Hun lukkede døren efter dem, inden at hun vendte sig med et suk om mod Zean. De kolde fingre strøg igennem det lange, våde hår, mens hun kort lænede sig op af døren.
”Tilgiv mig, men de snakkede usammenhængende, og du ville alligevel ikke kunne tage en klar beslutning, så træt som du er lige nu,” sukkede hun til ham, inden at hun hurtigt skyndte hun sig hen til pejsen, hvor hun med det samme stillede sig så tæt på, som hun kunne komme uden at brænde sig for at blive tør, og få varmen. Hun stod med ryggen til flammerne, så hun stadigvæk kunne betragte Zean. ”Du burde få noget søvn.”

[Deleted]

Han hørte døren gå op, men orkede næsten ikke at vende sig om og kigge hvem der kom. Endnu en person med meddelelser eller en ny rapport om tingenes tilstand eller hvad der var sket i kampens hede? Måske nye problemer. Eller måske en gæst? Han havde været rundt og kigge i byen og delegerer arbejde, men derefter var han gået direkte ind i sit hus, hvor han havde taget sin rustning af. Efter endnu lidt tid havde han fået drikkevarer og mad, samt de første rapporter, små godt nok, var begyndt at komme ind. De næste par dage ville han modtage længere rapporter, som han skulle stave sig igennem.
Han genendte straks stemmen som Eriz. Han hørte hvordan hun kom ind i rummet og straks tog en beslutning om at smide generalerne ud. Han ville have gjort det samme, havde hun blot givet ham et halvt minut længere at reagerer i, faktisk brugte han lidt Eriz som en undskyldning for at slippe for generalerne og yderligere ting, så han kunne få lidt fred. Dødsenglene var ivrige, glade og trætte. Han havde bevidst over for dem at han kunne slås og ville slås for dem, så det virkede næsten som om de alle ville snakke mere med ham nu, end tidligere. Med et svagt suk vendte han sig om mod rummet, mod Eriz. Generalerne var gået, en smule utilfredse. De ønskede også bare at slappe af, at få varmen, kunne man betænke dem i det? Men han var alligevel tilfreds. De kunne varme deres egne sovesteder op og lade ham være i fred, bare et øjeblik. Da Zean ikke modsagde Eriz, forlod de endelig rummet. De var ikke meget for at blive kommanderet rundt af andre end deres egne, det havde de ikke været al den tid Zean havde kendt dem.
Han så på den våde og kolde Eriz med et svagt smil. Han satte sig i bevægelse og gik over til den nærmeste lænestol, hvor han tungt satte sig.
"Jeg beklager jeg ikke så til dig tidligere. Du må have frosset og kedet dig meget derude" beklagede han. For at være ærlig havde han i et øjeblik glemt alt om hende, da han havde haft andre ting at se til. Først nu havde han husket hende.
"Er du sulten? Tørstig? Jeg kan få bragt noget suppe op. Og der er vand og vin på bordet, tag endelig for dig. Undskyld ikke skænker op..." han endte sætningen i et svagt suk og lavede en træt gestus mod bordet, hvor vinen og vandet stod, sammen med nogle glas. Han så svagt smilene på hende. Nu var høflighedsfraserne overstået.
"Tak for at sende dem væk. Jeg er ganske vidst træt, men jeg føler ikke jeg kan sove endnu. Jeg har et brev der skal skrives og jeg har..." han så ned på bordet, der allerede var fuld af papir.
"...arbejde at se til. Det hele skal organiseres og jeg skal hjælpe dem med det. Jeg føler mig både træt, trist og glad. Er det normalt?" han så op på hende igen.
"Et varmt tæppe?" foreslog han. Der lå nogle tæpper på den ene sofa. Hun ville kunne svøbe sig i dem, selv om han tvivlede på hun ligefrem ville smide tøjet, for at føle sig tør og varm. Selv om det ville være bedst for hende at komme af med det kolde og våde tøj.
Ja, hun rystede jo næsten som et espeløv og hendes hår hang om hende. Hun så ganske ynkelig ud...Var det ikke fordi han vidste hvilken styrke der gemte sig indeni hende.

[Deleted]

Jo mere han snakkede, jo mere voksede Eriz’s smil, indtil at hun holdte en finger op foran sine fyldige læber, som tegn til at han skulle tie stille.
”Zean… tag det roligt. Jeg tager, hvad jeg skal have. Træk nu vejret, og læn dig lidt tilbage. Du har gjort et stort stykke arbejde i dag, og din adrenalin vil snart falde,” fortalte hun ham, og blev stående foran pejsen, for først at få førligheden tilbage til sine fingre. ”Du klarede det fint. Hele byen er din, og lige nu skal du slappe af, ellers vil du tage dårlige beslutninger.”
Hun vidste, hvad hun snakkede om. Et par gange havde hun været rådgiver til overtagelse af steder, eller elskerinde til sejrsherre. Zean var ny i det her, og var lige nu både spændt, glad og træt. Snart ville adrenalinen falde, og efterlade ham udmattet og tung. Ligesom det havde gjort ved hende. Det var vigtigt med næring og ro.
Hun gik over til vinduerne, hvor hun trak nogle af gardinerne for, så intet sollys kunne trænge ind. Det var både et signal til udeforstående, samt en beroligelse for Zean. Pejsen var den eneste lyskilde nu, og den oplyste alt i et varmt, glødende skær, mens skyggerne dansede på væggene.
Med rolige fingre begyndte hun at tage sit våde tøj af. Hvis Zean drejede hovedet, ville han opdage det, men hun var langt fra genert. Trods alt, havde han set hende sådan før. Da alt tøjet var trukket af hende, slentrede hun afslappet hen til sofaen, hvor hun samlede et tæppe op, og viklede det omkring sine skuldre. Det var dejligt at komme af med det gennemblødte, kolde tøj, for derefter at svøbe sig ind i det varme, bløde tæppe. Hun satte sig i lænestolen overfor ham ved siden af pejsen, hvor hun bedst kunne blive opvarmet. Hvis hun lænede sig til siden over armlænet, kunne hun akkurat nå vinglasset med vin.
Med et tungt suk lod hun sig læne tilbage i lænestolen med benene trukket op til brystet, for at få varmen. Kroppen skælvede stadigvæk en smule, og huden føltes som gummi. Hun holdte vinglasset mellem sine hænder. Dog spillede der sig et smil over hendes læber, mens at hendes blik hvilede tungt på Zean.
”Tillykke med byen,” sagde hun, nu hvor at hun var kommet til ro. ”Jeg ville ønske, at jeg havde en gave med til dig, men det eneste jeg har er mit selskab. Håber det er nok. Hvordan går det? Nogle skader?”

[Deleted]

Han sukkede svagt og hans stemme forstummede, da Eriz tyssede på ham. Sandt var det, han var endnu blot ny til alt dette halløj, skønt alle jo måtte starte et sted. Han havde fået ros for hvor langt han var nået, på kort tid, men også slået sig over fingrene et par gange, når han gjorde tingene forkert. Selv følte han at han blev bedre til alt dette fis for hver dag der gik. For virkelig...Hver dag bragte nye informationer, nye møder og nye planer. Lige nu, følte han mest for at følge Erizs råd. Måske var der ikke mere han kunne gøre lige nu. Trods alt var hans folk organiserede, alle havde klare opgaver og et skema, der gjorde de skiftede til at spise og sove. Lige nu var der intet at sige til han måske burde sove lidt. Det havde været en voldsom nat, næsten mere udmattende end krigen om Manjarno, omend han var sluppet med meget færre skader end dengang. Ingen grund til at tilkalde Rei denne gang. Hans hjerte hamrede tungt og hans hovedpine var der endnu. Han hvilede hovedet i den ene hånd, da hans arm hvilede på armlænet af lænestolen. Han så mod ilden, da hun flyttede sig og trak for. Selv dette virkede klogt...Det virkede næsten afslappende. Han kunne falde i søvn, siddende sådan her, fik ham blot lov til at sidde nogle minutter i fred...
Han drejede hovedet lidt og se Eriz smide tøjet. Han smilte svagt, men så ind i ilden igen i stedet. Han var for træt til at føle sig særlig interesseret i den slags lige nu, desuden var det jo ganske normalt i dette tilfælde også ganske klogt af hende. Han lod hende dumpe på plads og få varmen og hvilen.
Han smilte dovent til hende, som han rettede sig lidt op igen og så lidt på hende, som hun sad der.
"Tak" svarede han så.
"Som det er på sin plads vil jeg godt takke dig for din hjælp. Den er værdsat og jeg kunne ikke have gjort noget af det uden hjælp...Eller uden et godt råd i første omgang" han blinkede til Eriz med det ene øje, med en klar mening.
"Ingen gave er nødvendig lige nu. Jeg skal huske dig på den, når jeg får brug for noget" drillede han så. Lidt energi havde han dog tilbage.
"Jeg undre mig over hvem kvinden var, som var med dig? Hun forsvandt midt i det hele, jeg fandt hverken ud af hvem hun var, hvorfor hun hjalp eller fik takket hende, såfremt hun faktisk ønskede min succes" spurgte han ind. Med en træt bevægelse rejste han sig fra stolen og gik over til vinkanden. Han hældte et halvt glas op til sig selv, før han gik tilbage til sin stol. Her nippede han let til vinen. Blot for at holde sig nogenlunde vågen, i hvert fald.

[Deleted]

En lille latter undslap Eriz, da han nævnte Faith, og hun rystede opgivende på hovedet. Åhhh Faith. Den stenmur, som hun havde smadret, havde holdt en kæmpe flodbølge inde, og det var den, der havde skyllet alt væk på sin vej. Mange var druknet. Eriz havde selv skyllet flere meter væk, så hun nærmest ikke havde nået, at gøre andet end sidde på en sten.
"Faith Jaceluck," svarede hun godmodigt Zean, inden at hun hævede glasset op til sine læber, for at få noget vin. Smagen fik med det samme hele hendes krop til at slappe af. Hun kunne blive siddende her for evigt, uden nogen sinde at få lysten til at rejse sig. "Hun er leder af dæmonerne. Jeg og hende har fået en tæt alliance. For at vise, at det kan hjælpe at have venner som os, så du ikke gør den samme fejl som sidst, dukkede vi op, for at hjælpe lidt til."
Varmen var krøbet ind i hendes krop, og fik musklerne til at løsne sig. Flammerne lyste den ene side af hendes ansigt op, mens den anden del var henlagt i dybe skygger. Håret så næsten ud til at gå i et med mørket omkring hende.
"Hun er taget hjem igen. Som leder kan hun knap nok efterlade meget tid til sig selv, og hun vil finde ud af, hvem den dæmon på magikerens side var, så hun kan opsøge hende. Jeg kan ikke fortænke hende i det," uddybede hun med et krøllet smil, mens hun med tunge øjenlåg betragtede vinen, der blidt blev slynget rundt i glasset af en doven hånd. Hendes stemme var som en blød hvisken i mørket, der lullede folk i søvn, så hun kunne indtage deres drømme, men ikke nu. Ikke denne gang. Hun var for træt, og for gennemblødt til at lege den slags lege lige nu.
De skinnende øjne vendte sig mod Zean, der sad foran hende. Han så ud til at prøve, at holde sig vågen, selvom det så ud til at være noget af en kamp. En dårlig ide, eftersom at han trængte til at lukke øjnene, og give sig selv noget ro.
Langsomt rejste hun sig fra den behagelige lænestol, og satte vinglasset på bordet, mens hun at hun slentrede hen til ham. Gulvtæppet var blødt mod hendes nøgne fødder.
"Kom her," sagde hun til ham, og løftede hans arme, så hun kunne smyge sig ind i hans favn, siddende krøllet sammen med benene trukket op til brystet i hans skød. Med et behageligt suk lagde hun kinden ind mod hans brystkasse. Han duftede af blod, mord og frygt. Saligt lukkede hun øjnene.
"Det er varmere sådan her," hvislede hun, og puttede sig lidt mere ind til ham. Hun håbede at det ville få ham til at falde mere til ro.

[Deleted]

Faith...Niks. Han kendte ikke navnet. Eller gjorde han? Jo vent. Der havde vidst nok været noget kedelige dæmoner til nogle politiske møder og fester, der havde nævnt kvinden, men han havde aldrig tænkt mere over det. Så denne kvinde var Faith. Hun havde kun virket interesseret i Eriz og muren foran sig, før hun var forsvundet igen, Zean havde slet ikke nået at få en fornemmelse af hende.
Hans øjne gled rundt, ved Eriz henkastede bemærkning om at Zean havde haft dummet sig. Og det skulle hun bringe op nu? Hans eget humør havde lidt efter kampen om Manjarno og han havde et kort temperament, blev lettere sur eller irriteret. og lige så mærkede han et stik af irritation nu. Han havde ikke gjort noget dumt! Han havde blot placeret et ben i hver lejr og...Okay, måske fejlbedømt. Han havde ikke troet Eriz ville være eller kunne blive så magtfuld. Men hvem bekymrede sig om fortiden? Warlocks, åbenbart. Og kvinder. Altid kvinderne. Han sukkede svagt.
"I så fald kunne i lige så godt blive væk. Jeg har ikke brug for en alliance med en gruppe kvinder, der intet andet ønsker end at pine mig og komme frem, når de ønsker det, for at virke dominerende" sagde han ligeud og så ligegyldigt ind i ilden. Han orkede det virkelig ikke lige nu, denne dødssyge intriger der var over alt. Han havde ikke brug for at blive mindet om noget som helst og det at Eriz nævnte det, fortalte blot at kvinden ikke kunne have store tanker om ham. Men hvem havde det? Kun Elmyra virkede rigtig interesseret i ham og stolt af hvad han havde opnået. Ikke fordi folk skulle være stolte af ham...Bare anerkende ham! Var det så skide svært?
Han satte vinglasset på bordet og lænede sig tilbage i stolen, mens hans trak vejret dybt. Han var ikke ude på at skændes allerede nu. Folk burde jo feste! Og han var for træt til at forfølge emnet yderligere.
Og så stod hun der. Han havde end ikke hørt hende komme tøffende, klædt i intet mere end et tæppe. Det undrede ham at hun satte sig der, på hans skød og puttede sig ind til ham, som var de mere end blot et par allierede der prøvede at udnytte hinanden på bedste vis. Det undrede ham...Men også dette var han for træt til at forfølge yderligere. Sandt var det han ikke havde nogen venner og folk var efter ham hele tiden...Men nu virkede det bare behageligt at hun sad der, at han kunne mærke hendes kind mod sin brystkasse. Automatisk gled hans arme rundt om hendes krop. Hun var endnu gange kølig, kunne han mærke.
Hans hoved tiltede lidt til siden og lagde sig oven på hendes hoved. Et øjeblik efter sov han.

[Deleted]

Eriz ignorerede hvad Zean mumlede. Hun gad ikke skændes nu. For øvrigt vidste hun, at man lige nu skulle være overbærende med hans humør. Derfor sagde hun ingenting, men trykkede sig blot ind til ham, mens at hans arme lagde sig omkring hende. Hun drog et tungt suk. Inden længe sov både hun og Zean.

Det var ikke til at sige, hvad klokken var, da Eriz igen missede med øjnene. Gardinerne var stadigvæk trukket for, men pejsens flammer var reduceret til små gløder. Nogle havde været inde og fjerne servicen på bordet. Vinen, vandet og Zeans suppeskål var væk.
Hun rørte en smule på sig, og gabte højt. Halsen gjorde ondt, og føltes ru. Det skulle lige passe, at hun var blevet forkølet efter flodbølgen. Forsigtigt og blidt gjorde hun sig fri ag Zean, så hun kunne glide ud på gulvet. De havde åbenbart begge to trængt til søvn. Zean mere end hende. Hendes bevidsthed havde besøgt hans i drømmene, men hun havde ikke rodet rundt eller rørt ved noget. Hvorfor skulle hun?
Tæppet blev viklet mere op omkring hende, så hun kunne gå hen til de store vinduer, der førte ud mod den store, ny-erobret by. Med to fingre skubbede hun gardinet lidt til siden, så hun kunne kigge ud. Blegt sollys ramte hende i ansigtet, så hun kort måtte knibe øjnene lidt sammen. Det var dag. Et gråt skydække havde lagt sig over himlen, så solen måtte kæmpe, for at bryde igennem. Dødsengle fyldte gaderne. De enten fløj eller kig. Alle var stadigvæk i gang med at gøre byen ren og klar til beboelse igen.
Hun lænede sig sidelæns op af vindueskarmen, og betragtede travlheden. Overfor var der en familie, som var ved at flytte ind. Et barn fløj ind og ud af vinduet på første sal med sine ting, mens forældre hjalp hinanden med at bære møblerne ind igennem hoveddøren. Alle hjalp hinanden. Det så næsten systematisk ud. Et lille smil krøllede sig op på hendes læber, inden at hun lod gardinerne falde for igen.
Hun vidste at Zean lige så snart han vågnede, ville være ivrig efter at se byen. Kunne man forlange andet? Det her var meget anderledes, end de huler, som han havde fortalt om. Her var åben himmel, huse, brønde, torv og meget andet. Han måtte se at op.
Hun slentrede tilbage til ham, og gik på hug foran lænestolen hans sad ved. Hagen hvilede ned mod hans brystkasse, efter at hun havde sneget sig ud af hans favn, så det brune hår faldt ned over hans lukket øjne. En silkeblød hånd lagde sig mod hans kind.
”Zean?” kaldte hun med en smule hæs stemme. Hun måtte rømme sig. Forbandet flodbølge. ”Zean, du burde se at vågne op nu.”

[Deleted]

Eriz havde spøgt i hans drømme, ikke på en snagende måde, men blot været der. Mere eller mindre. Han kunne ikke forklare det, han vidste heller ikke om der faktisk var nogen eller om han bare forestillede sig det. Han havde sovet ret tungt og, når han vågnede og han selv skulle beskrive sin søvn, ville han sige den havde tung og drømmeløs, trods man altid drømte, omend man ikke kunne huske alle drømmene. Han havde virkelig haft brug for søvn og det havde været dejligt at sove. Da Eriz flyttede sig, bevægede han sig ikke, han sov endnu tungt og hans hoved gled fremad, så hagen hvilede mod hans bryst.
Han blev langsomt opmærksom på hånden mod hans kind. Den var blid. Og lidt efter begyndte han at høre en stemme...Den virkede underligt bekendt. Det kunne ikke være hans mor, kunne det?
Han glippede lidt med øjnene, før han langsomt fik rettet sit hoved lidt op. Det tog ham næsten et minut at genkend hvem der sad foran ham og han var lidt forvirret over det var Eriz. Hvad lavede hun her? Hvor var de overhoved?...
Langsomt kom begivenhederne og hans nye mængde arbejde og problematik til ham. Han bevægede sin mund for at fjerne tørheden i den og stimulerer produktionen af spyt, mens han rettede sig helt op. Åh, hvor var han øm! Men om det var fra kampen i går eller for at sove i en stol skulle han ikke kunne sige. Nok en kombination.
Han gabte og gemte det bag en hånd, før han lod en hånd glide igennem håret...Åh, han trængte til et bad. Han så over på Eriz igen. Hvor længe havde de sovet?
Han drejede hovedet og så over mod gardinet for at orienterer sig. Svagt sollys gled ind mellem gardinerne. Det var altså stadig dag. Men før havde det blot været tidlig morgen, nu kunne det være...tidligt på dagen, sent på dagen.
”Åh, det var rart at sove lidt, omend en stol nok ikke er den bedste seng” kommenterede han så.
”Godt du vækkede mig” han fik skubbet sig selv op af stolen og strakte sig yderligere, nu hvor han havde hele kroppen fri. Det var rart at få gang i kroppen igen.
Han gik selv over til vinduet og skubbede det ene gardin til side, så han kunne se udenfor. På...ja, næsten ingen tid, mente han, var pladsen blevet ryddet for blod. Der var endnu nogle telte midt i det hele, hvor de sårede kunne hvile sig, men folk var allerede begyndt at smide ting ud og ind i husene, at gøre ordentligt rent. Han kunne se røg i horisonten. Var de allerede begyndt at brænde bunkerne af lig? Godt. Det gik hurtigere end han havde troet det ville, men hvis alle følte sig så ivrig som han gjorde, efter at sove nogle timer, forklarede det meget. Og han var sikker på de var ivrige.
De første familier var allerede kommet. Børn, ældre, syge og sårede, samt en håndfuld soldater var blevet hjemme i hulen med alle deres ting, da de ikke kunne deltage i kampen. Men nu var de første familier og de første kasser og møbler begyndt at komme. Nogen havde pakket kærrer med møbler uger i forvejen og rejst forud, så de kunne flytte ind lige efter. Og med disse folks nye, friske hænder gik arbejdet kun dobbelt så hurtigt.
Han fjernede sig fra vinduet og lod blikket glide over stuen. Der var så mange ting han ville se...Hans eget, nye hjem – han skulle selv have hentet sine ejendele, hvor få de end var – byen, han ville se til sit folk, han ville se skaderne og begynde at planlægge genopbygningen. Han var næsten ivrig efter at komme i gang igen, selv om han vidste at han endnu ikke var fuldt veludhvilet.
Et svagt smil gled over ham. Han havde vundet en by! Han havde gjort en stor sejr for sin race, hjulpet dem på vej, været en succes. Ingen kunne skubbe ham ned af den stol foreløbig!
Hvor skulle han begynde?
Han så over på Eriz.
”Åh...Dit tøj. Jeg ved ikke om det er tørt...?” Hun kunne vel ikke rejse hjem i et tæppe? Eller hvad hun nu ville.
”Du er selvfølgelig velkommen til at blive så længe du ønsker...” han vidste ikke helt hvad han skulle give sig til nu. Det var upassende at løbe udenfor som et legesygt barn, selv om det var hvad han ville...Åh, siden hvornår tog han sig af det? Med ivrige skridt var han ovre ved Eriz. I første omgang lagde han slet ikke mærke til at hun var forkølet eller tænkte på om hun var sulten eller noget.
”Vil du med ud og se byen?”

[Deleted]

Med et lille smil betragtede Eriz, Zeans iver i hans ansigt, da han stod ved vinduet, og kiggede ud på sin nye by. Hun havde haft ret i hans spændthed over at udforske mere. Han virkede som et lille barn på sin fødselsdag. Da han vendte sig om mod hende, lagde hun hovedet afventende på skrå. Selvom at hun ville nyde at blive, så måtte hun hjem. Zaine havde været alene længe nok.
”Jeg vil gerne se byen, men derefter må jeg hellere hjem,” svarede hun, og gik hen foran pejsen, hvor nogle havde lagt hendes tøj ud, så det kunne tørre. Det var stadigvæk en smule fugtig, men det var ikke så slemt længere, og det var varmet op. ”Lad mig lige få tøjet på, så kan vi tage ud og udforske dit nye hjem.”
Hun lod tæppet glide af sig, så gløderne i pejsen, glødede hendes nøgne, blege hud op, da hun bøjede sig, for at tage sit tøj på. Bukserne var de mest ubehagelige, fordi de var så stramme. Støvlerne var våde indeni, og skjorten krøllet. Ikke desto mindre var det varmet op. Hvis hun smøgede ærmerne på skjorten op, virkede det bedre. De øverste knapper lod hun være åbne, så den dybe kavalergang kom til syne.
Hun satte det lange, sorte hår op i en lædersnor, inden at hun følte sig klar og anstændig nok, til at forlade Zeans hus. Hjemvant tog hun hans arm, og stillede sig ved hans side.
”Føre bare an,” sagde hun til ham, og rankede sig, som var hun en dronning, der skulle blive ført ud til en stor banket. Stolt, stærk og viljefast. ”Lad os se, hvad det er, du har erobret.”

[Deleted]

Han ventede lidt uroligt på hende. Han var glad for han ikke skulle vente på en kvinde hver dag, det ville da helt tage pusten fra ham. Han havde altid været utålmodig på det punkt, når der var noget han ville, ville han bare i gang med det, med det samme. Hans blik gled over hendes krop, han kunne ikke lade være, og konstaterede den var lige så tiltrækkede som altid. Det var sjældent han nød kvinder mere end en gang, af grunde han ikke helt vidste. Måske var det fordi at så havde han prøvet det og ville finde en ny, noget nyt?
Han lod hendes arm glide ind i hans, da han med rank ryg førte hende ud af stuen, igennem entreen og mod hoveddøren. En ung kvinde sad på gulvet og skurede blodet af træet, som gulvet var lavet af. Hun havde også ryddet lidt op og sat møblerne ordentligt igen. Hun smilte svagt til dem, men fortsatte ufortrødent sit arbejde. Zean, dog, så hende næsten ikke, men gik direkte over til hoveddøren og åbnede den for Eriz, så de kunne træde ud i det svage solskin og den kølige bjergluft.
Jorden var stadig en mudret og gennemvædet af både vand og blod. Mange dødsengle hilste på dem, når de kom gående, men de fleste havde travlt med deres arbejde, om det så bestod af oprydning, genopbygning af nogle simple hjem eller pasningen af de sårede.
Zean stod ikke stille i mange sekunder ad gangen. Hele tiden gled hans stålgrå blik over bygningerne, over hans engle. Først da de kom til de ødelagte tårne, stoppede han op i længere tid, mens han så på stenbrokkerne der lå hulter til bulter ned af klippesiden. Det blev besværligt at bygge dem op igen, også selv om hans folk kunne flyve. Han truttede let med munden og gik over til nogle af stenene. Han satte en fod på en af dem, selv om han vidste han ikke bare kunne sparke den væk.
”Jeg tror det første jeg må fokuserer på er at få nogle nye tårne op. På den måde kan vi bedre overvåge byen og dens omgivelser og holde hele stedet sikret. Tror du ikke?” For ham virkede det ganske logisk. Mange ting skulle bygges eller sættes i gang. F.eks. en skole, et hospital og et tempel. Disse ting havde der været visse dele af i byen, men han havde andre planer og tingene skulle bygges om. Åh ja, og et træningscenter for hans soldater. Og landbruget skulle de have sat op og en markedsplads, så de fik handel til byen...Når han var sikker på den ikke blev overrendt af soldater fra Dvasias.
Men først tårnene. Når englene var flyttet ind og de ikke manglede noget, kunne han begynde at sørge for arbejdere og ressourcer. Heldigvis havde mange levet i et bjerg i lang tid og det havde givet dem en unik viden om bearbejdelsen af sten.
Dette var dog tanker han holdt for sig selv.
”Det næste jeg bør tænke på er indkomst og opbygningen af byen...” mumlede han højt for sig selv, før han vendte sig om mod Eriz.
”Jeg er så glad for det hele! Jeg ville uden tvivl ikke nå langt uden dine råd. For første gang føler jeg næsten trang til at beklage jeg har givet dig problemer...” En svag latter gled over ham, de vidste begge han ikke var en mand der sagde undskyld. For noget som helst.
”Nok om det. Hvad er dine planer nu? Du vil rejse hjem og fortsat prøve at vælte Kimeya?”

[Deleted]

Tålmodigt fulgte Eriz med ham i det tempo, han selv bestemte. Mange kiggede nysgerrigt på hende, når hun gik forbi, men hun ignorerede deres blikke, og fokuserede blot på byens design. Det var en stærk by. Når Zean var færdig med den, var hun sikker på, at den ville være dødsenglene værdig. Overalt var det arbejde omkring dem. Folk var flittige og ivrige.
Først ved tårnet stoppede Zean op, og hun gjorde ligeså, mens hun lod nakken glide tilbage, så hun kunne kigge op af den smadret bygning. Ville blive et hårdt arbejde, at få dem op. Tankefuldt lagde hun armene over kors. Lige det her, havde hun ikke forstand på. Hun anede ikke hvordan man opbyggede en by – tværtimod.
Hendes svar var et skuldertræk.
”Tårnene virker som det bedste,” gav hun ham ret ud efter logik. ”Nu hvor kongehuset måske vil sende en hær efter jer, er det vigtigste at få byens forsvar op igen, samt forbedre den til jeres fordele.”
Hvor hun dog håbede de ville sende en hær. Helst med Macaria i spidsen. De ville blive overrasket over, hvilken styrke Zean pludselig ville have, og blive slået hårdt tilbage. Måske kunne hun lokke Zean til at gå efter Macaria. Skære hovedet af hende, og hænge det op på en af hans pæle, som et trofæ. Et lille smil dukkede frem på hendes fyldige læber.
Da Zean vendte sig om mod hende, hævede hun et øjenbryn af hans overstrømmende glæde, men kunne ikke bebrejde ham. Det var en stor sejr for ham.
”Du har gjort det godt. Ikke mange ville kunne gøre det, som du har gjort,” bifaldte hun roligt, inden at hun med en viften afviste hans trang til en undskyldning. ”Det klæder dig ikke at undskylde. Pak trangen væk, og lad fortid være fortid. I dag er du en hersker og en leder – og de undskylder aldrig.”
Hun kiggede igen op af ruinen af tårnet, mens Zean vendte opmærksomheden mod hendes gøremål. Hvor var det sødt af ham, at tænke på det.
”Jeg tager hjem,” svarede hun med en finger strøg tankefuldt over hendes læber. ”Jeg har endnu ting, som skal klares, men min sejr er tæt på. Snart vil også jeg være en leder for en hel race.” Hun smilede triumferende til ham. ”Og så vil ingen kunne vælte mig af igen.”

[Deleted]

Han så tilbage på hende et svagt smil. Selvfølgelig var tårnene vigtigst! De var ganske vigtige og en af de grunde han elskede Paggeija. De kunne se gæster komme ridende på lang afstand, så længe vejret ikke var helt forfærdeligt! Han bukkede sig ned og samlede et par småsten op fra ruinerne, nulrede dem mellem hans fingre, som fortalte de ham hemmeligheder. Men i stedet for at gøre dette, gjorde de kun hans hænder støvede. Pyt med det.
Eriz roste ham som Elmyra havde gjort for noget tid siden. Sagde han havde opnået meget. Især på kort tid, tænkte han. Måske var han god? Men mest af alt gjaldt det om at udnytte enhver mulighed man fik serveret. Dertil kom også hans lave alder og manglen på erfaring, disse ting gjorde folk ofte undervurderede ham, til han pludselig stod foran deres dør. Han huskede stadig i starten at ingen havde taget ham alvorligt. Han var også selv overrasket over hvor hurtig han var blevet leder og hvor hurtig han havde opnået så mange ting. Godt nok havde han ikke særlig mange allierede, men det kom vel og med Eriz nok før end siden. Han grinte let, hoppede op på en sten, så ned på hende med et stort smil og slog let ud med armene. Så hoppede han videre til næste sten, som en ged der hoppede rundt på klipper.
”Jeg undskylder ikke” bekendtgjorde han, trods de begge vidste han enden havde prøvet eller været tæt på. Men hvis hun ingen ønskede, fik hun heller ingen. Han hadede den blotte ide om undskyldninger. De var ynkelige! Den fortalte folk var svage, at folk fortrød alle deres handlinger og ord. Hvorfor ikke bare stå ved dem hele tiden? Man havde jo haft en grund til at reagerer som man gjorde, sige som man gjorde og det skulle man ikke undskylde for...Eller, han skulle ikke. Gjorde folk dumme ting over for ham, skulle de selvfølgelig undskylde, uden tvivl!
Hun måtte glæde sig til hun selv fik en magt til at kommanderer rundt med folk og forme en by. Godt nok havde hun allerede en by...Men hun kunne vel ændre den eller tage nye, hvis hun ville. Hvad skulle stoppe hende? Selv kunne han måske finde på det, når dødsenglene blev store nok og måske havde brug for ekstra plads...ej, nu måtte han slappe lidt af. Han var jo ingen erobre, han tog blot når han havde brug for det. Ingen grund til at tænke i de baner endnu.
Han hoppede ned fra stenene.
”Okay. Jeg vil ikke forholde mig til at i slås. Jeg vil hverken støtte dig eller Kimeya i kampen. Omend, du selvfølgelig har vores fulde støtte når du har overtaget tronen” sagde han med et svagt smil. Som det var, ville han ikke ende med taberen og selv om Eriz var stærk, var der stadig muligheden for at Kimeya kunne vinde. Nej. Hans race havde brug for at genopbygge, ikke gå i en ny kamp.
”Men mine engle hader familien Marvalo” tilføjede han. Det måtte vel kun falde i Erizs retning. Hans engle ville uden tvivl støtte hende, fik de selv en mulighed. Mange hadede Kimeya grundet fortiden.
”Forresten...Din alliance med denne dæmonkvinde. Er den god? Vil hun lytte til dig? Jeg har denne dæmonkvinde, som er en form for ven af mine....” og som beskyttede hans datter, for nu. Men det behøvede Eriz ikke at vide noget om. Det behøvede ingen at vide noget om!
”...Men der er grunde til at tro hun ikke er på dæmonkvinden...Faith?... Bedste liste. Ville du være i stand til at bede hende om at...glemme min veninde, måske?” spurgte han ganske uskyldigt. Det var ikke sådan at han direkte bad om en tjeneste...Mere virkede det som om han spurgte om hvorvidt det var muligt.

[Deleted]

Som altid lyttede Eriz opmærksomt, når folk snakkede med hende, men denne her gang måtte hun afbryde ham halvejs gennem Faith og sin ”ven” med en høj, klingende latter. Hendes latter havde altid kunne få folk til at få kuldegysninger – om det var af nydelse eller af ubehag vidste ingen.
”Åh Zean… min kære, kære dødsengel,” smilede hun bredt til ham, og satte hånden i siden, mens at hun let rystede på hovedet. Hvor havde han dog nerver, den mand. Efter lig at have annonceret, at han ikke ville støtte i nogen kamp mod Kimeya, ville han nu have, at hun hjalp en af hans ”venner” med Faith. Enten var han dum som en dør, eller også var han så provokerende, at det næsten var charmerende.
”Jeg vil ikke hjælpe dig med Faith og din veninde,” svarede hun rent ud sagt, og trådte til side, så to dødsengle med en reol imellem sig kunne komme forbi. Hendes kølige blik fulgte dem, inden at hun igen kiggede over på Zean. Smilet voksede med det samme frem igen. ”Noget for noget, kære. Noget for noget. Intet i denne verden er gratis. Heller ikke jeg.”
Hun rettede sig helt op igen, og drog et dybt suk. Det var ved højlys dag, så hvis hun ville hjem til Zain og Rei, inden det blev mørkt, måtte hun til at komme afsted. Ved den næste by kunne det være, hun kunne finde en vogn, der kørte afsted mod Marvalo City. Forhåbentligt.
”Jeg tager hjem nu,” bekendtgjorde hun sødt, og gik hen til ham, for at hæve sig op på tæerne, så hun kunne placere et flygtigt kys på hans ene kind. Hendes læber varme og bløde. ”Nyd din by, My Lord. Forhåbentligt ses vi snart igen.”
Deres øjne mødtes, da hun trak sig tilbage med et krøllet smil, inden at hun trådte helt væk fra ham. Hun vendte ryggen til ham, og begyndte afslappet af gå mod byens port, for at forlade dødsenglenes by.

//out