The deal is done

[Deleted]

Malisha Pamariaz M. Acheron
************************************

På trods af at det var dag, lå der et mørke over Dvasias. De tunge skyer så faretruende ud og der ville ikke gå længe, før regnen ville piske ned fra himlen. De fleste priste sig nok lykkelig over at være indenfor, hvor de var i tørvejr og i sikkerhed for skybruddet, der snart ville komme. Nogle var udenfor, det var ikke alle der hadede regn eller dårligt vejr, det var ikke alle der kunne søge ind, fordi de havde et job der skulle passes, og der nyttede det ikke at vejret holdt dem tilbage.
Lochlan Machiavelli befandt sig i Mørkets Tempel, nede i kælderen i Østfløjen, hvor alle var velkomne. Derimod i Vestfløjen, var det kun ypperstepræsterne der måtte komme. De havde deres egen lille klan, en klan som han selv havde skabt i sin tid. Det Sorte Broderskab. De kørte deres egne hemmelige eksperimenter. Der var kun fem ypperstepræster i templet, alle en del af broderskabet, og der var ikke mange præster under dem, og det var kun ganske få der kendte til deres gøren. Han selv havde en lærling, der engang selv skulle få titlen som præst, men knægten havde meget at lære endnu og var endnu ikke parat til et ansvar, hvor knægten heller ikke vidste hvad der foregik i templet.
Templet i sig selv var stort, meget prægtigt og majestætisk udefra. Det var bygget i mørk mursten, med enorme døre i mørk eg, med flotte udskæringer. Over dørene hang der et skellet af hvad der engang havde været en vampyr, på et spyd. Dette var mest en skræmmefaktor, for at holde fremmede ude. Dette var et helligt sted og det var kun de færreste der ville turde og vanære dette sted. Folk søgte hertil for råd, eller hjælp til begravelse eller vielser. Generelt til hellige ting. Mange vidste også at alkymister holdt til her, så folk kunne også søge hertil for at få hjælp til andre ting, selvom det ikke var altid at de hjalp, det kom an på gøremålet, og ikke mindst hvad de selv fik ud af det. Præsterne var respekteret af de fleste, selvom der selvfølgelig altid var de som var imod dem.
Lochlan befandt sig i et arbejdskammer, fyldt med forskellige eliksirer. Der var gået næsten en måned siden at han havde mødt den forhenværende leder af Warlocks, Malisha Malachi. Hun havde været noget desperat efter hans hjælp og han forstod hende såmænd godt. Han havde lavet en handel med hende og lovet at han ville give hende sin magi tilbage igen, hvorimod hun selv skyldte ham en tjeneste, hvad den tjeneste skulle være, det måtte tiden vise, men for nu var hun fri. Han havde brugt længe på at skabe magien. Det var besværligt. Man skulle lave en stærk energikilde, og man skulle knytte det til en person. Det var ikke bare simpel eliksirer og urtemiksturer, dette var avanceret alkymi. Men selvfølgelig havde det lykkedes for ham. Den var dog ikke særlig stærk, ikke endnu, det skulle trænes, og det var kun én som kunne det, nemlig den som besad magien. Han havde sendt bud efter Malisha. Ikke på nogen almindelig måde, han havde brugt hendes blod, lavet en lille blanding af forskellige miksturer, og han havde talt til hende via blodet. For hende ville hun blot høre hans stemme i hovedet, ganske simpel: #Jeg har udført min opgave og har gjort din magi færdig. Mød mig ved Mørkets Tempel, Lochlan Machiavelli.# Nu ventede han egentlig bare på at hun ville dukke op. Den lysende kugle af mørke, kom han ned i en større flaske, som han bandt fast ved sit læderbælte, inden han gik ovenpå i salen, hvor der var mange bænke og et kæmpe alter. Han satte sig på knæ foran alteret og hvor folk kunne tro at han bad, så sad han og samlede energi, samlede sine tanker, mediterede.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var en mørk tid i Dvasias. Selvom det slet ikke var det som Malisha frygtede, for det havde hun aldrig gjort. Frygten for mørket havde nu aldrig været til stede, men derimod så mange andre ting. Skybruddet som nærmede sig, havde efterladt en tung luft omkring dem.. et mørke, og uden noget lys som kunne trænge igennem. Efter bedste formåen, havde hun dog forsøgt at smøre sig med tålmodighed. Det havde ikke været nemt, og særligt hvis dette var noget, som rent faktisk skulle ende med en succes. Hun ønskede slet ikke, at rende rundt som en skygge af sig selv længere. Nu var det noget, som hun havde gjort over alt for mange år, og særligt nu, var det noget, som havde drevet hende til vanvid! Hun havde brug for at komme frem af skyggerne igen!
Beskeden som nærmest havde lydt i hendes tanker og sind, havde fået hende til at stoppe op. Kutten havde hun endnu over hovedet. At stå stille for længe af gangen, eller opholde sig på de samme steder over alt for lang tid, kunne hun jo heller ikke rigtigt, i frygten for, at folk ville finde ud af, at hun rent faktisk var der.

Rimshia var bestemt ikke den by, som Malisha færdes mest i, men denne gang havde hun jo heller ikke ligefrem noget andet valg. Skybruddet var netop startet, og havde overdynget hende med vand. Andre var søgt ind for ly og læ. Den mulighed havde hun ikke lige nu. Hvis hun ville have sin magi, så måtte hun jo efter bedste formåen, forsøge at imødekomme de krav, som nu skulle sættes for dette. Hun bevægede sig varsomt. Det var virkelig ved at være mange år siden, hun havde været her! For Lochlans skyld, håbede hun virkelig, at det her var en succes! Dog selvom hun endnu frygtede for den aftale og særligt den tjeneste, som hun nu måtte skylde ham for dette. Dog var det ikke lige det, som hun tænkte på lige nu, da det mest af alt, handlede om at få sit liv og sin værdighed tilbage, så hun endnu en gang, kunne kæmpe sig op til toppen, hvor hun havde været før! Ikke at hun ønskede lederstillingen igen.. Men bare den mulighed for at kunne færdes udendøre, uden at skulle tænke på, hvad det ville ende med at gøre med hendes liv.
Første stop.. Hun stoppede op foran Mørkets Tempel. Hun havde passeret det mange gange, men havde aldrig haft en grund til at søge ind der. Mange trængende måtte søge hertil, af hvad hun vidste.. Til vielser, begravelser og for det gode råd. Skulle hende og Konstantin måske have snakket med ham om vielsen? Ikke at hun kunne bruge det til noget nu, men særligt den mand kunne endnu plage hendes tanker og sind i den ensomme tid. Langsomt nåede hun de store egetræsdøre, som hun skubbede op. De knirkede voldsomt i de slidte hængsler, inden hun trådte ind og lukkede dørene efter sig. Hun dryppede af det kolde vand, inden hun hævede hænderne og slog kutten ned. Selv hendes tøj var helt gennemblødt. Hun trak vejret dybt og så sig om. Et stort og prægtigt sted ikke mindst. Nu var det bare.. hvor havde Lochlan gemt sig?

[Deleted]

Lochlan havde på fornemmelsen at der ikke ville gå længe før Malisha ville dukke op på dørtrinet, eftersom han havde set hvor desperat hun havde været efter at få sin magi igen. Han forstod hende godt, for han ville også føle at han ikke var sig selv uden sin egen magi, især fordi den var blevet stærk igennem årene. Malisha skulle starte på ny. Hendes magi ville være svag, på niveau med et barn, men fordi hun allerede kendte til magiens brug, ville der ikke gå længe før den ville være stærk og så god som ny igen, i hvert fald hvis hun trænede hårdt, og det havde han på fornemmelsen at hun nok skulle gøre.
Han kunne høre de tunge egetræsdøre blive skubbet op. Hvad Malisha ville træde ind i, var den enorme forhal, der var prægtig, men ret tom. Der stod kun et par reoler hist og pist, samt et par statuer, det som var mest imponerende ved rummet, var udsmykningen og arkitektur. Der var højt til loftet og fra de enorme egetræsdøre gik der en gang indrammet af enorme marmorsøjler, ned til et sæt andre store egetræsdøre, der førte ind til det rum, hvor Lochlan sad. Gulvet hun stod på, var poleret marmor, hvor man kunne genspejle sig selv. Der var to store lysekroner i loftet, hvor alle stearinlys var tændt, samt lange stearinlysholdere i langs væggene, som alle oplyste rummet i et dunkelt skær.
De stålgrå øjne blev åbnet. Lochlan kunne fornemme hende. Han vidste at det var Malisha. Han rejste sig roligt og gik de få trin ned fra alteret og ned på det aflange røde tæppe, fyldt med flotte guldmønstre. Han bar en sort lang robe, der slæbte efter ham på gulvet. Et guldbånd bandt det sammen på maven, hvor han havde hætten slået op, så det halvt skjulte ham, skønt man sagtens kunne se hans ansigt i lyset. Han gik ned til de store egetræsdøre, som han roligt skubbede op. Han var dog ikke den første til at henvende sig til hende, eftersom en lidt ældre mand kom gående imod hende. Han skulle til at henvende sig til Malisha, idet Lochlan holdt en hånd oppe. ”Jeg tager den herfra, pastor,” lød hans stemme kortfattet og lettere autoritær. Den ældre mand nikkede og gik langsomt væk igen, inden han forsvandt ud af en dør på højre side af Malisha. Et tilfredst smil strejfede hans læber. Som han havde regnet med, havde det ikke taget hende lang tid. ”Ser man det, Malisha Malachi. Det var du ikke længe om,” svarede han roligt, inden han gik hele vejen ned forbi de mange høje, solide søjler og ned mod hende. Han trådte dog forbi hende og hen til en bænk, hvor der lå nogle brune uldtæpper. Han tog om et og gik hen til hende. ”Men lad os først få dig ud af den våde kappe,” svarede han roligt, lidt mere høfligt. Det var en almen høflighed på stedet. De var præster og på trods af at man ikke skulle forveksle dem med godsindede præster fra Procias, så udviste de stadig respekt, for de som valgte at opsøge dem på stedet. Og så var det en forfærdelig storm udenfor, så hun ville nok gerne have lidt af varmen igen.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var uden tvivl kold og våd, da hun endelig kom ind på stedet. Stort og prægtigt var det uden tvivl, da hun heller ikke havde set indsiden af det, nogensinde før. Hun vendte sig omkring, og særligt vendte sig mod den ældre herre, som kom hende i møde. Det første, som hun kunne se, var at det i alle fald ikke måtte være Lochlan, for han var i hvert fald ikke sådan en aldrende herre. At han så derimod måtte komme hende i møde, efterfølgende, fik hende hurtigt til at vende blikket mod ham. Selvom hun endnu ikke havde haft muligheden for at se hans ansigt, kunne hun jo under kutten i dette lys se, at han faktisk var en ganske flot mand. Et svagt smil passerede let hendes læber. "Jeg har ventet, Lochlan.. I en måned eller noget, på at få den besked fra dig," sagde hun. Hun havde aldrig været særlig langt væk, og hun havde jo konstant måtte holde sig i gang, for at sikre sig, at der ikke ville ske noget med hende, inden at det ville komme så vidt. Hvorvidt om det ville lykkes hende at få sin magi, og derved også sit liv, og sin værdighed igen, var jo så en anden sag, og det var jo aldrig til at vide om det ville være på den måde.
At få varmen, ville dog heller ikke gøre Malisha noget, hvilket hun glædeligt måtte stå fast ved i den anden ende. Hun vendte blikket mod ham, som han alligevel kom med et varmende uldtæppe. Det var bedre end den slidte og gennemblødte kappe, som hun havde på lige nu! Let viklede hun den af sine slanke skuldre, og lod den tungt falde til jorden i den pøl af vand, som lå for hendes fødder. "Jeg takker mange gange," sagde hun dog med spor af taknemmelighed i stemmen, og særligt fordi at det var noget, som hun rent faktisk måtte mene. Når alt endelig skulle komme til alt, så var det vigtigt for hende at hun fik det her på det rene. Hun vendte blikket mod ham. Uden tvivl en rigtig flot mand. En skam, at han gik rundt og skjulte sig, men det skulle hun da ikke blande sig i. Hvis hun dog bare fik tingene som hun gerne ville have dem, så skulle hun nok komme på farten igen. Hun var kold.. Hun havde jo heller ikke ligefrem det varmeste tøj, at gemme sig bag, og særligt nu hvor hun ikke havde muligheden for at søge ud eller noget som helst. "Du sagde, at du havde fået det hele klart.. Hvad med at vi får det overstået, og så kommer igang?" spurgte hun direkte. Tålmodig kunne man ikke ligefrem kalde hende, da hun virkelig længtes og var desperat efter at få sit liv tilbage igen!