A piece of advice

[Jaqia Destiny Angleráx]

@eriz
**********************************************

En kølig stilhed lå over Castle of Darkness denne aften. De første dage efter angrebet på Manjarno havde der været uro og snak i alle hjørner, men Mørkets Dronning havde trukket sig igennem de sidste par dage, og siden var snakken forstummet en kende, på slottet vel og mærke.
Frem for sin plads på tronen, havde Jaqia nu valgt i stedet at søge til pejsestuen, hvor hun sad foran pejsen med et glas blod i hånden. Hendes blik var fjernt, men man kunne ane de mange tanker der strøg igennem hendes hoved.
Pejsens iltre flammer, kastede et varmt skær på hendes ellers blege skikkelse. De blonde lokker hang glatte ned over hendes ene skuldre, og gik nærmest i ét med den blege hud. Hun havde fået en ung ny tjenerinde, til at hente Macaria, for dette var en af de aftener hvor hun behøvede rådgivning. Bekymring plagede hende.. idéer plagede hende, idéer som hun var ude af stand til at give slip på nu.
Dog var det stadig i hendes baghoved, hvor stærk denne unge, rådgiver var og hvor stor en trussel hun kunne udgøre. Netop af den grund, var hun blevet enig med sig selv om at vise hende tillid, i et forsøg på at holde hende på sin side, tanken om hvad de to kunne udrette sammen havde næsten fået hende til at føle sig helt ungdommelig igen. Den slags morskab var gået tabt da hendes to brødre, begge var gået i døden og havde ladt hende tilbage med alle udfordringer.
Endnu fraværende. Hævede hun glasset til sine læber og smagte på det søde, metalliske blod, der farvede hendes læber. På bordet ved siden af stod endnu et glas, naturligvis ment til hendes æresgæst så at sige.
Tilnærmende skridt, bragte hende lidt ud af hendes næsten trancelignende tilstand. Hun rettede ryggen, satte sig ordentligt i den bløde stol og stirrede ind i flammerne med en afsky der bestemt ikke henlå i det skjulte.

[Deleted]

Døren til pejsestuen gik op, og Macaria trådte ind. Hendes ryg var igen rank efter skaderne, hun havde pådraget sig i Manjarno. Selvom at musklerne, stadigvæk kunne give sig nu og da, var hun så godt som healet. Hun var så god, som nu – næsten. Der var visse ar, som selv hendes vampyrisme ikke kunne heale, og som folk heller ikke kunne se, fordi de var gemt i sindets dybder. Kjolen hun havde på var dybblå, ligesom hendes observerende øjne, der hvilede på sin dronning. Et skævt smil prydede de inviterende læber. Som altid var Macaria et friskt pust, der kunne få de fleste til at leve op i deres mørke. Så ung, levende, og charmerende som hun var. Efter at være kommet tilbage fra Manjarno, hvor hun havde besøgt Enrico, var hendes humør steget ufatteligt meget. Alle kunne se det.
Hun nynnede gennem de dunkle gange, hun hilste på alle, smilede bredt, og øjnene funklede. Hvad der end, var sket i Manjarno, havde det hævet hendes humør gevaldigt. Alting var dog bedre end, hvordan hun havde været lige efter erobringen. Der havde hun været en skygge af sig selv. Mørk, dyster, isoleret, og kortfattet – men ikke mere. Aldrig mere.
”Deres Majestæt,” hilste hun, da hun nåede sin dronning, og gjorde et dyb buk for hende, inden at hun smed sig i stolen ved siden af. Hun drejede hovedet mod Mørkets Dronning, og sendte hende et bredt smil. ”Et held De kaldte på mig nu. Jeg sad i møde med en utrolig uhøflig handelsmand, som bare ikke ville forlade kontoret. Jeg er Dem dybt taknemmelig for, at have reddet mig ud af den situation! De skulle have set ham! Magen til respektløs mand… hvis det ikke var fordi, vi havde brug for ham, havde jeg smidt ham i fangehullet. Oh well… man kan ikke få det hele, kan man?”
Hun smågrinede, og hvilede hovedet i den ene hånd, mens hun lod sit blik finde fokus på dronningen foran sig. ”Nå… fortæl mig, hvad jeg kan være behjælpelig med, min dronning. De har næppe hidkaldt mig, for selskabets skyld, går jeg ud fra.”

[Jaqia Destiny Angleráx]

Isblå øjne, der var koldere end vinteren selv, rettede sig mod Macaria idet hun trådte ind af døren. Hendes læber skiltes i et køligt smil der kun komplimentterede blikket. ”Macaria. Det er mig en glæde at se dig på benene igen,” hilste hun blot. Hun havde været behjælpelig med et par eliksirer, resten havde hendes race naturligvis klaret.
En finger strøg let over hendes hage, inden hun igen rettede sig lidt op og gjorde gestus til at den unge kvinde skulle tage plads overfor hende. Den iver og hele hendes charme, kunne ikke undgå at tage hende tilbage til fjerne tider hvor hun selv havde været ung. Hun nød denne kvindes selskab, hendes tankegang og måden hun, trods sit mørke væsen, kunne lyse enhver skygge op på langt mere behagelige måder end nogen anden flamme kunne.
”Naturligvis kan man det kære. Verden tilhøre dem som tør betræde den. Ingen mand er vigtig nok til at lade sig træde på, næste gang nogen skulle behandle dig respektløst, så før dem endelig til mig og jeg tvivler på de vil gøre det igen,” hun smilede lumsk, som fantaserede hun allerede over alverdens måder at gøre disse mænd ondt på. Ak ja, det blev aldrig kedeligt.
Hun rømmede sig lidt og rakte hende det andet glas med blod. ”Nogensinde smagt elver? Det er en delikatesse,” forsikrede hun og lænede sig tilbage mod det bløde ryglæn.
Det var for lang tid siden hun havde haft nogen morskab overhovedet. Døden havde forandret hende som den ville med de fleste, men hvor hun dog savnede at slippe bekymringerne og gøre hvad end hjertet eller kroppen begærede uden omtanke på noget andet.
”Hvor meget jeg end kunne nyde dit selskab, kære, så er jeg bange for at du har ret. Jeg bad dig komme her, fordi jeg ønsker at drøfte en tanke med dig,” indrømmede hun roligt.

[Deleted]

”Jeg kan ikke sige, at jeg har smagt det før, Deres Højhed. Tak fordi De lader mig prøve,” svarede hun høfligt Jaqia, der rakte hende glasset med blod, som hun selvfølgelig tog imod. Godt nok havde hun næsten lige drukket et glas, men man kunne ikke sige nej, når dronningen bød. Hun smagte forsigtigt på det dybrøde blod, og måtte kort vende sig til den søde smag, inden at hun bifaldende nikkede, som tegn på, at det faldte i hendes smag. Da Jaqia dog bekræftede, at det her handlede om arbejde, samlede hun hele sin opmærksomhed mod hende, mens hun stillede glasset fra sig på bordet mellem dem. Man kunne næsten se, hvordan tankerne gjorde sig klar til at modtage enhver ting, som dronningen kunne give hende, for derefter at komme med det bedste svar.
”Som altid er jeg Deres ydmyg lytter,” svarede hun med et smalt smil, og hvilede hagen i sin ene hånd, hvis albue støttede sig i armlænet. ”Jeg har selv nogle ting, jeg ville elske, at lufte for Dem, men fortæl mig endelig, hvad Deres ide handler om.”
Der var så mange ting, hun ville fortælle Jaqia, men tiden havde aldrig været passende. Alt det hun ville sige, var for vigtig, til bare at vrøvle ud, inden at hun havde fundet på nogle gode argumenter. Det her virkede dog, som et passende øjeblik. Jaqia virkede mere eller mindre afslappet, og smilede endda. Først måtte hun dog lytte til hendes ideer. Var trods alt hendes job.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Der hvilede et underligt tilfredst, næsten forførende glimt i Jaqias blik mens hun betragtede Macaria smage på blodet. Hun nikkede som svar på hendes og tog selv endnu en tår, inden smilet falmede og hendes mine igen gled tilbage til de typisk alvorlige folder.
”Jeg diskuterede i sin tid at udvidde landet i samarbejde med Enrico. Jeg havde naturligvis ikke forventet at du ville skænke mig Manjarno, i stedet havde jeg kastet mit blik på Imandra. I fjerne tider var det en del af Dvasias, frem til et par oprørere slog sig sammen mod min fader og gjorde landet selvstændigt. Jeg vil have hvad de tog fra ham. Hvad der er mit, og nu vil jeg nærmest tage mig den frækhed at påstå, at du er ekspert inden for området, så jeg ønsker at høre hvad din umiddelbare tanke er,” forklarede hun roligt.
Med Imandra ville de få magt over en stor del af den handel der foregik verden rundt, de ville have stor kontrol over de omkringliggende vane og hun ville vinde en del tilbage der altid havde tilhørt mørket!
Tungespidsen gled over hendes læber og fugtede dem inden hun fortsatte. ”Med så stort et område, skulle jeg naturligvis også have en ambassadør der, men hver ting til sin tid. Noelle har fået opbygget en hær af en ret passende størrelse, jeg tror vi ville stå en ret god chance. Det er et land fuld af oprørere som det eneste,” hun trak ligegyldigt på skuldrene. Faktisk var hun født i en del af Imandra og holdt det derfor nær til hjertet, det skulle ikke have lov til at falde hen og blegne i oprørenes hænder.
Hun tog en dybere indånding og pustede ud igen. ”Jeg føler mig næsten ung igen,” afslørede hun med et lidt for smørret smil.

[Deleted]

I lang tid sad Macaria bare og kiggede på sin dronning, uden helt at vide, hvad hun skulle svare. Lige så snart, at hun havde opfattet, hvad Jaqia ville sige, havde hun mærket hele sin krop falde sammen i et dybt suk. Endnu en erobring? Mange gange havde hun fortrudt, overhovedet at have taget Manjarno. Mest fordi at efter slaget, havde hun ikke oplevet andet end modgang. Nu skulle hun så hjælpe med at tage Imandra? Pludselig følte hun sig så træt, så træt.

Blikket gled fra Jaqia, og over mod flammerne i pejsen. Hun overvejede fra eller til. Noelles' navn gav genklang i hendes tanker, og hun kunne ikke lade være, med at mærke det bitre stik af smerte i brystet ved tanken om Enrico og hende.

"Jeg... forstår godt, hvorfor Imandra er værd at tage," startede hun tøvende. Faktisk kunne hun ikke se nogle dårlige ting. Imandra stod alene, nu hvor Manjarno var blevet taget. Ingen større hær eller royal familie passede på landet, og de holdte alt handlen. Den eneste grund til, at Macaria havde taget Manjarno i stedet for Imandra, var fordi at Manjarno ville være en større udfordring. Træt strøg hun en finger over sin pande.

"Jeg skulle mene, at det kan lade sig gøre. Der vil ikke være meget modstand. Dog skal vi passe påi kke at undervurdere dem. Mange vil enten flygte til Imandra eller Procias, nu hvor vi tog Manjarno. Måske er det bedst, at sende spioner til Imandra, så vi kan få et godt overblik før vi lægger planer," forklarede hun, mens tankerne rumsterede rundt. Planer var allerede ved at blive lavet, samt de forskellige kandidater, der kunne fungere som spioner. Det var vigtigt, de tog det langsomt men sikkert. Akkurat som hos Manjarno. Forskellen ville her være, at det ville være en stor hær, som ville nærme sig Imandra, og ikke en lille gruppe, som det havde været med Manjarno. Det her ville være en åben krig.
"Hvis De tillader det, så vil jeg gerne sende spioner afsted, så de kan se, hvad vi har med at gøre. Jeg sender selvfølgelig rapporterne direkte videre dig Dem.," afsluttede hun, og kiggede igen på sin dronning med et beroligende smil. Det var ikke en lille ide, hendes herskerinde havde fået.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaia lod tavsheden lægge sig som et tungt tæppe. Hun gned sin hage lidt tænksomt mens hun lod tankerne udvikles hos Macaria. Dette havde været hendes plan længe, hun havde trænet særlige soldater til formålet, og nu hvor de var i gang, kunne de jo ligeså godt fortsætte. Mens hun gjorde sig tankerne, nippede Jaqia til blodet endnu engang hvorefter hun satte glasset fra sig.
”Præcis. Jeg vurdere at det er et glimrende tidspunkt at gøre det på,” medgav hun tænksomt. Egentlig havde hun bare haft brug for bekræftelse på at det var en god idé, ikke fordi Enrico havde sat sig på bagbenene. ”Jeg værdsætter din hjælp Macaria, men jeg har nogle helt særlige spioner jeg ønsker sat på denne opgave. Det er ikke en ringe idé at lade dem opdage hvad vi har med at gøre,” Hun redte spidserne på de blonde lokker med sine fingre, mens hun intensivt stirrede ind i pejsen for at danne sig et billede.
Det slog hende pludseligt at Macaria også havde ville drøfte noget med hende. ”Du har været til min hjælp. Fortæl mig køre, hvad ønskede du at drøfte med mig?” opfordrede hun og så på den smukke kvinde, foran hende. En del af hende var fascineret af hendes gå-på-mod, og tiltrukket af hendes meget åbne person. Hun var noget for sig af en vampyr af være.. knap så kedelig som de fleste andre ville være.
Rastløst rejste hun sig og gik lidt frem og tilbage ved pejsen. Hun var kendt for at have problemer med at sidde stille for længe af gangen, måske det hang sammen med hendes unægtelige trang til at skabe og udvikle.
”Jeg vil holde en fest. En fest for din gerning, og for indtagelsen af Imandra når det lykkes. Jeg er i humør til en fest,” afslørede hun lidt ud af det blå måske.

[Deleted]

Macaria sende Jaqia et taknemmeligt smil, mens hun bøjede hovedet.
"De smigre mig, Deres Højhed," takkede hun, og mente det. At overtage Manjarno, havde været en herlig udfordring, som hun havde nydt. Dog havde hendes motivation, været helt anderledes, end hvad andre troede. Hun havde gjort det, for at vise sit værd, og sin loyalitet. Bare for at vise alle, hvad hun var i stand til. At beholde Manjarno, havde slet ikke været af interesse. Nu var der dog anderledes.
Hun tog en dyb indånding, mens hun prøvede at finde ud af, hvordan hun skulle udlevere det.
"Som De ved, var jeg i Manjarno, for at se til landet og Enrico's styre. Jeg er sikker på De ved, hans problemer med... kontrol... og det er en større problematik nu, hvor der ikke er nogle, som kan håndtere det," fortalte hun, mens en af hendes pegefingre fulgte vinglassets kant. "Jeg har spekuleret, og tror at det vil være bedst, hvis jeg erstatter Enrico som ambassadør, mens at han tager hertil, og bliver Deres rådgiver igen."
Der var ikke småting. Selvfølgelig ikke. Hun vidste at Jaqia efter Manjarno, havde set på Macaria med mistro i blikket, men hvordan skulle Macaria kunne lade Enrico i stikken alene i Manjarno? Det var tydeligt, at han ikke kunne holde til det. Nej... hun måtte tage det ansvar. Ansvaret for det land, om hun erobrerede. Han måtte komme hjem til Dvasias, hvor han kunne finde sig selv igen. Den kontrol, som han holdte elskede så højt.
Hun bed sig lidt i underlæben, mens det andet emne, pressede sig frem.
"Derudover... har jeg hørt at dødsenglene har fået en leder, Zean. Han beder om vores støtte til at give hans race et sted, hvor de kan være, og gøre sig stærkere. Hvis du vil bede om mit råd, vil jeg give dem vores støtte. De er stærke, og vil blive gode allierede. Stol på mig ved det."

[Jaqia Destiny Angleráx]

Trods hun vandrede hvileløst, så lyttede hun intenst til hvad Macaria havde at sige. Enrico havde problemer det vidste hun godt, men en lille del af hende havde vel håbet at det ville gå over nå han fik lagt afstand til det presserende liv her, og samtidig kom tættere på Noelle
”Jeg høre hvad du siger til mig Macaria, jeg ved at Enrico har problemer, desuden har han aldrig ønsket magt, men du forstår velsagtens også hvorfor jeg frygter for at lade dig overtage?” hun hævede et slankt øjenbryn. Det var ikke en generel mistillid, men skulle hun få smag for at sidde på tronen, så kunne hun komme til at udgøre en kæmpe trussel. ”Naturligvis støtter jeg dødsenglene, det er mit ønske at enhver race har et tilholdssted. De kan tage hvilken som helst forstad i Manjarno så længe det ikke drejer sig om hovedstaden,” hun viftede lidt affærdigende med hånden. Det emne var knap så interessant som det andet.
Hun gik tættere på Macaria, og gled på hug foran stolen hvor hun sad.
”Jeg respektere dig, og derfor ønsker jeg ikke at skulle bekæmpe dig. Jeg ved hvad magt kan gøre ved en, og jeg ønsker dig på min side,” sagde hun ærligt. Engang havde hun ikke ladet nogen mand få magt, fordi hun mente at de var magtliderlige. Enrico var en anden sag. Hun strøg hånden langs hendes kind med et typisk intetsigende blik. ”Det er farligt for mig, desuden nyder jeg at have dig her,” hun rejste sig igen så de tætsiddende læderbukser knirkede. Det var den typiske beklædning, bestående af dem og en korsettop der pressede den fyldige barm op, så de ikke kunne undgå at være iøjefaldende, blot fordi hun nød at provokerer.

[Deleted]

Well... så nemt var det. Macaria blinkede lidt med øjnene af overraskelse, over hvor hurtig Jaqia havde været til at støtte op om dødsenglene. Hun havde samlet en masse argumenter, for at kunne overbevise dronningen om, hvorfor hun skulle lade dem få en by, og nu var det hele bare accepteret, uden at hun havde nået at så meget, som at få sved på panden. Huh...
Hvad der dog så ud til at være i dronningens tanker var Macaria som ambassadør i Manjarno. Hun stolede ikke på hende. Som altid når dronningen, rørte ved hende, lukkede hun svagt øjnene, fordi det gav hende kuldegysninger ned af ryggen. Hvor ville hun dog gerne, bevise at hun kunne stoles på. Aldrig havde hun ville have magt. Aldrig.
Da Jaqia rejste sig op, rejste Macaria sig derfor også, så de stod overfor hinanden. Nu handlede det om at satse. Satse og overtale.
De slanke hænder rakte ud, og tog Jaqia's. Indgående og åbent mødte Macaria sin dronningens skarpe blik, som ellers få kunne se i.
"Jaqia...." begyndte hun med en blød og ærlig stemme. Det var ikke længere Deres Højhed eller Deres Majestæt. Det her var intimt og tæt. "... jeg lover dig, at jeg aldrig nogensinde vil forråde dig. Aldrig. Jeg gav dig Manjarno, fordi jeg ikke selv vil have landet. Faktisk ønsker jeg intet af den magt, som Enrico lige nu besidder men...." Hun drog et suk, mens blikket kort flakkede ned til deres hænder. ".... men jeg elsker ham, og vil derfor hjælpe ham, alt hvad jeg kan. Om jeg så skal tage det ansvar, jeg lagde fra mig, fordi jeg ikke ønsker det. Du må stole på mig. Jeg vil ikke have, at han kommer til skade, og det vil han, hvis han bliver i Manjarno. Hans folk er bange for ham, han isolere sig, Noelle har forladt ham, og jeg kan ikke være hos ham hele tiden. Lad ham komme tilbage her til Dvasias. Hvis du ikke stoler på mig, så send en anden afsted. Bare.... bare få ham hjem."
De dybblå øjne gled op, for at møde de borende isblå. Bedende og åbne.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det ville være selvmål for en dronning ikke at støtte op om sit eget folk, særligt når det kom til en helt race. Det ville give flere ulemper end fordele og desuden var det knap interessant.
Alt i hende ønskede at sætte sin lid til denne unge kvinde, men hun huskede hvad magt havde gjort ved hende selv dengang hun var ung, det havde taget hende mange år, og mange nederlag at indse hvordan en god dronning regerede. Hende isnende blik, hvilende overvejende i Macarias. Det farlige var at Jaqia ligeså holdt meget af Enrico, han havde været hende loyal i mange år, hun ønskede naurligvis ikke at noget ondt skulle ske ham.
Hendes hænder gled i Macarias, hvilket.. overraskede hende lidt. Selvom hendes hud var kold og fin, fik det hende til at føle sig underlig varm. Hendes mine ændrede sig ikke.
”Det vil du ikke nu, men du er en stærk kvinde, før eller siden går det op for dig hvad du er i stand til, hvor meget du kan udrette. Du er bedre end at være under mig Macaria, men jeg har intet andet valg end at holde dig der,” hun slap hendes ene hånd, og lagde den i stedet mod hendes kind, mens hendes hoved søgte lidt på sned. Overfor hendes få nærme eller dem der kom under huden på hende, kunne hun være ligeså kærlig som kold.
I et svagt øjeblik, bundet af den intimitet der pludselig var opstået mellem dem, lænede hun sig frem og kyssede blidt hendes læber. ”Du elsker ham. Vær agtsom, han vil sårer dig,” lovede hun dæmpet. Deres læber var stadig så tætte så hun nok ville kunne mærke hendes varme åndrag.
Kulden vendte tilbage. Hun slap hendes hænder og bakkede lidt med en hånd på panden. Hvad det havde handlet om eller hvorfor, forstod end ikke hun.
”Jeg vælger at sætte min lid til dig. Jeg bringer ham hjem, men alt du gør, går igennem mig. Intet sker uden min velsignelse,” hun så på hende med et sigende blik.

[Deleted]

Macaria havde været ved at åbne munden, for at modargumentere og forsikre Jaqia om, at hun aldrig ville syntes om magten, eller gå op imod hende, men nåede det ikke, før at et par, søde læber pludselig lagde sig mod hendes. Overrasket glibbede hun med øjnene, uden at ane, hvad hun skulle gøre. Læberne mod hendes var lune. Hendes øjne fandt Jaqia's, da hun trak sig lidt tilbage. Stadigvæk kunne hun dog mærke varmen fra læberne, samt dufte åndedrættet fra hende. Alle musklerne var stivnet. Tankerne var et stort rod, fordi det her var kommet fuldkommen bag hende. Hvad skulle hun gøre? Kysse igen? Træde væk? Hvordan? Det var næsten frustrerende.
Hun var så forvirret, at hun næsten ikke hørte efter, hvad Jaqia sagde. Først da hun trådte væk, var det som om lyden blev skruet op igen, og tankerne faldt på plads.
Hun... måtte blive sendt til Manjarno? Enrico kunne komme hjem? Hun.. havde fået sin vilje? Et bredt grin voksede sig på hendes læber, hvor hun stadigvæk kunne mærke Jaqia's kys. Meget skulle ryddes op, før hun kunne tage herfra, men det burde ikke tage lang tid. Og hun kunne se Enrico kort igen, inden han tog hjem.
"Tusind tak, Deres Højhed! Jeg vil ikke svigte Deres tillid til mig!" svarede hun, og gik helt ned på et knæ, for at vise sin respekt og taknemmelighed. Pludselig var hun fyldt med energi - selv tanken om at skulle tilbage til magten over Manjarno, kunne ikke formørke hendes humør lige nu.
"Er der andet De skal bruge mig til, min dronning?" spurgte hun med det bredeste smil på læberne, så øjnene strålede som en nattehimmel. Hun ville gerne i gang med at pakke, og gøre flytningen klar. Aron skulle også kontaktes, så Harris kunne komme til Manjarno. Så mange ting.
Hendes smil falmede dog en smule, da hun kom i tanke om kysset Jaqia havde givet hende, og blikket faldt på hende. Pludselig virkede hun så ensom i Macarias øjne. Hun rakte ud, og lagde en blid hånd på dronningens arm.
"Hvis De har behov for det, Deres Majestæt... Jeg kan blive her lidt?" tilbød hun, og lod sin tommelfinger stryge op over Jaqia's arm.

[Jaqia Destiny Angleráx]

De kølige læber, havde efterladt en mild prikken på hendes egne læber. Jaqia strøg tungespidsen over dem for at fange den sidste af den søde smag fra Macaria.
Tavshed lagde sig igen, denne gang tungere og mere akavet, havde det da været fordi hun var i kontakt med sine følelser. Hun var dronning, hun kunne tillade sig hvad som helst, hvilket hun skjule sig lidt bag. Sandheden var at hun var ensom, det havde hun været siden Nathaniel havde forladt hende for mange år siden. Alle var gået bort, selv hendes datter. Nu havde hun kun Mattheus der var optaget af langt sjovere ting. Til dagligt gav hun ikke udtryk for dette, men det lå der altid.
Hun nikkede lidt intetsigende og kastede sit blik på kvinden der sad der, yndigt på sine knæ og overgav sig til hende. Hendes læber skilte sig i et smil der oftest fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hverandre. Man kunne nærmest se hvordan tankerne kørte rundt i hovedet på hende. ”Jeg kunne komme på mange underholdende idéer, men nej. Gør hvad du skal,” svarede hun blot. Det ville ikke være klogt at presse citronen, hun forstod ej heller hvorfor det var et behov for hende i det hele taget.
I et forsøg på at tage lidt afstand, vendte hun ryggen til hende og skubbede de blonde lokker om på ryggen mens hun stirrede ud i mørket på den anden side af vinduet. Det var et mørke hun ejede, og det gjorde hende stolt, men hvor meget andet havde hun?
Det blide strøg over hendes arm, fik hende til at vende hovedet en smule, så hun kunne følge hendes tommels bevægelser. ”Dit selskab er altid kærkomment, men du har meget at gøre. Det er okay,” forsikrede hun blot.

[Deleted]

Langsomt nikkede Macaria med hovedet til dronningens ord, inden at hun tøvende trådte væk fra hende. Hun brød sig ikke om at efterlade sin dronning sådan, men hvad kunne hun gøre? Hvad skulle hun gøre? Jaqia var ikke som Enrico, hun bare kunne slæbe med ud i byen. Hun var heller ikke én af de adelige, som hun kunne drille, for at få et smil frem. Hun var ikke en vagt, som kunne blive inviteret ind i seng, eller en tjener, som hun lod græde ud på sin skulder.
Et suk forlod hendes læber. Der var ikke andet at gøre, end stole på, at hvis Jaqia behøvede hende, ville hun sige det. En smule modvilligt vendte hun ryggen til dronningen, og krydsede rummet, for at forlade den varme pejsestue. En sidste gang kiggede hun sig over skulderen, mod den stolte dronning, der stod foran pejsen med et fjern blik. Så stærk, så farlig, og alligevel så... trist. Macaria ville ønske, at hun kunne omfavne hende, men hun turde ikke. Vidste ikke om hun måtte. Derfor åbnede hun døren, og forsvandt ud. Døren lukkede sig langsomt i bag hende.

//out

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det var ikke muligt for hende at bede om hjælp, og det var ynkeligt at bede om selskab. Jaqia havde fundet sig i sin ensomme tilværelse, givet slip på mange hun havde nær sig, men sådan var livet.. sådan var det at være så stærk som hun var. Hun nikkede blot og rettede igen blikket ud af vinduet. Hun lyttede til Macarias lidt tøvende skridt, hun vidste at hun stod og betragtede hende før døren gled i.
Hendes blik var uforandret. Hun tænkte på Matthew. Hun anede ikke hvor i verden han var eller hvad han lavede, men hvor trængte hun til at se ham. Se nogen. Dette slot var en forbandelse på mange punkter, hun burde søge ud. Når slaget stod om Imandra så ville hun være med. Hun ville mærke sværdet i sin hånd, se livet forlade deres øjne. Det var slut med at stå i kulisserne og lade alting ske.
Hendes fingre gled over vindueskarmen. Hun burde komme tilbage til arbejdet, der var meget at gøre i disse tider, men pludselig trængt ehun mere til at mærke den kolde luft på hendes kinder. Hun havde kysset sin rådgiver, uden egentlig grund, bare for at føle.. noget. Med de tanker, hævede hun sine fingre og lod dem stryge hen over hendes blodrøde læber. Følelsen og smagen var borte nu, så hun lod hånden falde på ny og sukkede tungt. I stedet for bare at stå der, meningsløst, vendte hu ryggen til og forlod pejsestuen for i stedet at søge mod sit arbejdsværelse.

//Out