Planer mod de vantro.

[Deleted]

Hun var stille. Tankerne gled rundt i hovedet på hende. Hvad skulle hun gøre? Lysten til at slå dødsengel foran hende ihjel var virkelig det som trak allermest i hende. Hun ville flå hans vinger af og dræne ham for alle hans safter en efter en. Tanken var forrygende, gjorde hendes næsten helt varm indvendig hvis hun havde kunnet blive det. Men hun gjorde det ikke. Hun kunne ikke slå manden ihjel. Hvis hun gjorde så ville hun blive fanget igen uden nogen form for mulighed for at blive frigjort fuldstændig. Nej hun måtte være smart og tænke roligt selv i denne situation. hendes blik hævede sig til hans skikkelse. De røde kolde øjne hvilede på ham som han rejste sig og søgte mere ud i rummet. Var han bange for hende? Sødt ....
Hans ord fik hende til at smile koldt. Hun vendte sig mod hans skikkelse og lod armene søge over kors. "Mit navn er Kayleight og vil altid være det også selvom den usle undskyldning af en personlighed bruger det" hvislede hun. Hun trådte lidt tættere på ham med det mest sleske smil hun kunne mønstre. Hun var ikke decideret truende men det var vidst tydeligt at man ikke skulle tage let på hende. Hovedet søgte let på sned som hun stoppede op ved ham. Hun løftede den ene hånd og lagde en finger ned under hans hage. "Jeg burde flå dig levende og dræne blodet fra din krop men det gør jeg ikke. Det lader til at vi kan bruge hinanden, Zean." hendes stemme var rolig, næsten blid som hun snakkede til ham og kiggede ham i øjnene. Et køligt smil bredte sig på hendes læber. "Du skal bruge mig hvis du vil optræde som den lille minigud du prøver at være overfor den naive del af mig. Jeg må sige at jeg er imponeret. Du så en mulighed og du tog den. Fascinerende. Så døm mig ikke for at gøre det samme nu. Jeg vil være fri. jeg vil ikke være fanget i den naive lille pige længere. Hjælp mig med at komme fri og jeg skal sørge for at hele Dvasias kommer til at tilbede dig og den falske gud som du lader som om du tror på" smilede hun roligt før hun slap ham og trådte væk fra ham og søgte op til alteret. Hendes hånd kørte let hen over alterduen. Selv havde det været umådelig fustrerende at være tilskuer til det som havde udfoldet sig ved deres sidste møde. Hun havde blot kunne se på denne uvirkelige scene mens hun kunne fornemme hvad der skete med hendes krop.

[Deleted]

Han var skam ikke bange for hende, blot kunne han bedre beskytte sig, når han havde plads til at bevæge sig og ikke var ved at blive fanget af hende og en bænk. Dette ville være klart for enhver, vel. For da han stod der, med mere plads, slog han let ud med armene og lod hende komme så tæt, som hun ønskede, uden at flytte sig det mindste. Faktisk smilte han bare lidt til hende. Han var ikke bange for noget og dette stod han altid fast ved. Som alle følte sig tiltrukket af hans hage, blev han bare stående og mødte hende. Så hun ønskede ham også død? Come on! Find på noget nyt. Brug ham til eksperimenter eller et eller andet! Se, det var der ingen der havde tilbudt ham endnu! Død og pine, ja, det havde mange lovet ham. Det var næsten helt kedeligt.
”Lyder interessant, det har jeg ikke prøvet før” svarede han ganske flabet og sendte hende et drillende smil. Nej, han var ikke bange for at dø, selv om tanken strejfede ham, men sandelig måtte hun kunne finde brug for ham til andre ting...Og han fik ret.
Han fulgte hende med øjnene som hun gik over til alteret og lagde hånden mod det...Åh...Havde hun også oplevet den sjove ting der var sket der? Tanken var intet mindre end morsom.
Dog gled hans blik snart op til kvinden. Han holdte stadig godt fast i smykkestykket i sin ene hånd, kunne mærke dens kanter bore sig ind i hans hånd. Han slækkede lidt på hånden, så den var mere behageligt at holde på.
”Det er klart” svarede han og gik tættere på hende, ja, faktisk helt op til alteret, hvor han drillende lod en hånd glide over bordet selv, som mindedes han også dette, dog med meget mere fornøjelse. Han tænkte over det et øjeblik, men virkelig, var det nogen svær beslutning? Det mente han ikke.
”Jeg ville hjælpe dig med hvad som helst, hvis jeg fik noget ud af det” svarede han ærligt.
”Jeg bliver tilbedt og får en magt de fleste aldrig tænker over til hverdag, nu opnår din frihed. I mine ører lyder det ganske fair. Men fortæl mig...Hvordan bliver du sluppet fri? Skal vi finde en warlock eller alkymist der vil hjælpe os?” spurgte han og så på hende igen, stadig med det lille smil. Man kunne måske tvivle på hvor alvorligt han tog det hele, men kendte man Zean en smule, tog han ting aller mest alvorligt, når han drillede lidt om det.

[Deleted]

Hun hadede denne her situation. Hun var afhængig af ham, uden ham ville hun ikke blive fri. Det var forfærdeligt intet mindre. Hun knyttede hænderne en smule ved tanken. Pokker tage hele denne her situation. Hun var nød til at bøje sig, til at dele noget med ham og hans lille løgn. Hans flabede kommentar fik det næsten til at flå i hendes indre. han burde virkelig have et lag tæsk af en anden verden. Hun hadede ham, afskyede ham allerede. Hvorfor kunne det ikke have været en lille naiv dreng der havde kunnet slippe hende fri. Alt ville have været så meget lettere for hende! Han var ikke bange for hende hvilket også var et irritations moment for hende. Hvorfor kunne han ikke bare bøje sig i støvet? Det ville være så meget bedre for dem begge. Hendes hånd kørte let over alteret. Hun havde oplevet det hele, følt det hele og dog havde det ikke været hende. Den bedste måde at sammenlignede det på var vel at have sex mens var var ekstremt fuld og ikke i stand til at sige nej. Dog kunne hun ikke benægte at hendes krop havde nydt det og selvom han havde påført hende smerte så havde det ikke været slemt ... ikke for hende i hvert fald.
hendes blik gled op fra alteret og søgte ham som han kom hende nærmere. Han var alt for tæt på hvis man spurgte hende men hun sagde dog intet. Hun vendte sig mod ham som han ligesom hende stod og berørte alteret. Ryggen vendte hun til alteret mens hun betragtede ham roligt. Han gik med til hendes ide, så var han da i det mindste ikke helt ubrugelig. "I bund og grund ønsker vi det samme. Du ønsker at blive tilbedt og det vil du blive. Jeg ønsker det samme samt min frihed. Som præstinde og leder af et tempel vil jeg ligeså få den mulighed. Det er en aftale som ville være profitabel for os begge." Hun tav og satte hænderne på alteret hvor efter hun hoppede op og sidde på det. Hendes blik hvilede på hans skikkelse uden at fjerne sig det mindste. "En alkymist eller en Warlock ville kunne ophæve sejlet hvis altså de er gode nok. Det er advanceret magi som der er blevet leget med" pointerede hun roligt. Hun lod hænderne hvile en smule bag ved hende sådan så hun lænede sig en smule tilbage. hendes tanker gled enkelte gange tilbage på det sidste møde. Pokker tage den dødsengel og hendes egen naivitet!

[Deleted]

Hun var en hidsig lille en, så vidt han bedømte. Hun lignede en der blot havde lyst til at flå huden af nogen. Sikke mange frustrationer hun måtte opbygge i kroppen på en naiv kvinde som den anden side af hende var. Måske var det derfor hun var så sur? Eller måske hadede hun virkelig Zean og i så fald var der mere grund til at nyde det. Han smilte svagt for sig selv. Hun var jo afhængig af ham, var hun ikke?
Han smilte let til hende.
”Jeg er enig. Jeg elsker ideen om at blive tilbedt...Og du vil også få muligheden, siden du vil fungerer som min højre hånd. Du vil være den med mest magt, ud over mig selvfølgelig. Det er slet ikke så dårligt. Du kan styre det hele til hverdag og jeg kommer frem når jeg trænger til lidt tilbedelse og følelsen af magt. Det lyder da godt, ikke? ” smilte han let og lod en finger glide uinteressant over bogen der lå der. Han bladrede lidt i den, uden at læse noget bestemt. Den bog skulle da udskiftes...
Han kendte warlocks og kunne uden tvivl få lov at låne en magtfuld en af Eriz. Ikke fordi hun ville forstå hans ide. Men han ville også gerne gøre det bag kvindens ryg, netop fordi hun ikke ville forstå det og bare grine af ham, ignorerer hvilke fordele der kunne være ved det. En alkymist ville da være bedre...Men han kendte ingen af slagsen. Sandelig problematisk!
Han trak vejret dybt en enkelt gang mens han tænkte over det.
”Kender du nogen der kan bruges?” spurgte han, men vidste ikke hvad han burde forvente.
”Regner du med jeg finder en person til dig eller vil du selv lede?” spurgte han så bagefter. Hvis hun selv klarede det hele, var der ingen grund til at han brød sin hjerne med dette nye problem. Faktisk ville det være nemmest. Han havde trods alt en kamp at tage sig til. Men hun kunne jo ikke være fremme så meget, gættede han på, og han kunne vel ikke bare gå med smykket i hånden? Måske havde hun slet ikke mulighed for at lede...Åh, så problematisk! Hvor fandt man overhoved en alkymist henne?

[Deleted]

Kayleigth var ufattelig hidsig. Sådan havde hun altid været, også som barn. Det var en af grundende til at hun var blevet låst inde. De frygtede hendes sind og hendes vrede. Måske var hun også en smule mere sur på Zean lige nu fordi hun havde været lukket inde så længe. Det var irriterende at hun ikke bare kunne blive fremme som hun var det nu. Hun var afhængig af ham. Helt og holdent.
At de så var enige på det punkt var jo kun en god ting. Hun kløede ham lidt på ryggen og han kløede hende lidt på ryggen. Det var profitabelt for dem begge heldigvis. Hans ord rungede i hendes øre. Hun var hurtig. Hun greb fat i hans bluse og hev ham ind til sig. Benene slyngede hun om hans hofter og holdt ham fast mens hun kiggede ham meget dybt i øjnene. En finger gled roligt ned over hans ene kind mens hun smilede. "Og hvilken form for tilbedelse ønsker du så af mig, min guds sendebud?" spurgte hun sødt ja næsten drillende. Hun vurderede hans reaktion. Hvis han ønskede magt så skulle han også være værdig til den, især hvis han skulle bestemme over hende i det offentlige rum. Hun kunne ikke lide tanken men en gang i mellem måtte man vel give sig en smule.
Hans spørgsmål fik hende til at ryste på hovedet. "Det eneste jeg kender et dette tempel. Jeg kommer aldrig nogen steder da jeg kun kan rejse om dagen og som regel er fanget inde i søster lystig! Det er trættende at jeg ej har kontrol over min egen krop" fortalte hun roligt mens hun betragtede ham. Et drillende smil prydede hendes læber ved hans næste spørgsmål. "Jeg troede ellers at du havde magtfulde venner, mr. leder af dødsenglene. Står du der og fortæller mig at du ej kender en warlock eller to som skylder dig en tjeneste eller ønsker at hjælpe. Det er jo næsten skuffende?" den tydelige drillende tone var ikke til at tage fejl af. Hun legede en smule med ham, drillede ham. Hun ville endnu en gang se hans reaktion. Hun havde brug for en fornemmelse af ham som individ og ikke bare som det hendes naive selv troede at han var.

[Deleted]

Han lod sig rive ind i hendes...favn? Han vidste ikke helt hvad man skulle kalde det. Prøvede hun nu at ligge an på ham? Det virkede rigtig nok sådan. Så han sendte hende et udfordrende smil og lænede sig ind mod hende, men ikke mere end de stadig kunne tale og se hinandens ansigt. Hans arme gled frem og lagde sig om hendes krop, som var de elskere der måtte mødes i hemmelighed.
”Intet mere hvad enhver kan forvente fra tid til anden” svarede han drillende. Tilbedelse? Hvad med af hans krop? Eller bare ham generelt? Spørgsmålet var underligt og med en hvis seksuel undertone...mente han da.
Havde han ikke nok tænkt det? Han hang på det hele. Altid hang han på alle tingene! Altid var det ham der skulle arbejde for det. Men han kunne jo heller ikke stole på nogen og kom vel kun frem, hvis han selv gjorde noget ved det. Han smilte let til hendes åbenlyse udfordringer. Han kunne forestille sig hvor irriterende det måtte være. Han ville selv være rasende! Splitte alt ad! En ny beundring for kvinden dukkede op i ham. Hun havde intet splittet ad, endnu i hvert fald, i stedet var hun gået direkte videre til at planlægge fuld frihed, så hun ville få mere mulighed for faktisk at splitte ting ad.
Han så lidt tænksomt på hende.
”Jeg er allieret med warlocks. Jeg kender masser...Men jeg ønsker ikke de skal kende alle mine bevægelser. Og jeg kender ingen alkymister, de er jo nærmest mere sjældne end en dødsengel var.” han trak vejret dybt. Han var bevidst om hun nok sad og bedømte ham, men kunne han virkelig være mere ligeglad? Nah. Egentlig ikke.
”Så kender jeg en warlock, som måske vil holde historien for sig selv, men ser ham sjældent og han har travlt med sine egne mysterier. Jeg ved ikke om han gider sådan noget her” han tog den ene hånd op foran sig, den med smykkedelen, og åbnede den, mens han så på stykket et øjeblik. Tænk hvis alle kunne blive lukket inde på den måde...Det var en skræmmende og forfærdelig tanke. Og dog, på visse tidspunkter ville han ønske at han kunne gøre det samme. Som over for Eriz, f.eks. Hun hadede alligevel alle, så der ville ikke være nogen til at befri hende! Men kendte han magi ret, var det sikkert svære end som så.
Han lukkede hånden igen og smilte let til Kayleight, som hans tomme hånd gled op ved siden af hende og fjernede noget hår fra hendes ansigt og skubbede det om bagved.
”Men jeg kan jo altid spørge. Og ellers må jeg finde på noget andet?” foreslog han.

[Deleted]

Hun lagde ikke som sådan an på ham men hun udfordrede ham da en smule. Hun vidste ikke hvordan han ville reagere på det hele. Det var det som var det sjove af det hele. Hans udfordrende smil havde hun dog ikke regnet med. Hun mærkede hvordan han lænede sin krop ind mod hendes og lagde armene om hende. Så langt havde hun virkelig ikke tænkt. Hun havde egentlig troet at han ville rive sig fri. Hun viste dog ingen af disse følelser. Hun lod ham blot gøre som han ønskede mens hun smilede drillende. Hvor var dette egentlig forfriskende.
"Tilbedelse som den du fik sidst?" spurgte hun ligeså drillende og lod hænderne glide ned over hans bryst og videre ned over hans mave. Et sted så ventede hun på at han ville stoppe hende. Han slog hende virkelig ikke som en mand som var sammen med den samme mere end en gang.
Hun havde været fanget så længe, kendte ingen andre end dem der var her i templet sammen med hendes naive jeg og så dem der kom og søgte en form for tilgivelse. Det var en død kedelig tilværelse. Hun ville så meget mere med sit liv. Og han var hendes billet ud herfra. Hun kunne gøre så meget. Råbe og skrige, ødelægge alt omkring hende men det gjorde hun ikke. Det ville der ikke komme noget som helst ud af. Zean kunne hun til gengæld bruge hvis hun bare gav ham lidt igen. Det var en dejlig tanke.
"En er nok hvis vedkommende er stærk nok" sagde hun roligt og lod hovedet søge let på sned. Hun bedømte ham ud fra alt han gjorde. Var han virkelig værdig til tilbedelse? Hun vidste det ikke men han var klog nok til at tage muligheden og det var en take som hun virkelig godt kunne lide. Det var altid dejligt at være i ledtog med en der var handlekraftig. Hun kunne godt lide det. Hun mærkede hvordan han fjernede en tot af hendes hår. Et lille smil prydede hendes læber. "Jeg er sikker på at du nok skal finde på en løsning." Hendes stemme var intet mindre end en hvisken. Hun lænede sig frem mod ham så de var så tæt at deres læber næsten kunne mødes. Hun nød faktisk denne leg. Hun vidste ikke hvor den ville føre hen eller hvad der skulle ske men hun kunne godt lide den. Det uvisse var noget af det som virkelig pirrede hende mest ved det hele. Hun havde ingen ide om hvordan han ville reagere på det hele.

[Deleted]

Hun virkede ikke til at have noget imod det, så han blev stående der, tæt på hendes krop, som han i forvejen kendte. Man kunne tydeligt fornemme hendes former igennem det tynde, hvide stof. Ja, men kunne vel næste se det også! Ikke fordi han var pervers. Det var blot en konstatering. Det efterlod ikke meget til fantasien. Hendes dril var dog ganske sjovt og hvis det var en tilbedelse han ville få...Hvorfor sige nej til nogen tilbedelse overhoved? Han var vel en mand og at kunne vælge ville blot være...tilfredsstillende. Måske ville han få sit eget harem! Det kunne være sjovt. 5 kvinder han kunne underholde sig med i sengen, på samme tid. Tanken var intet mindre end fantastisk! Piske, rive, flå og have sex! Bedre blev det næsten ikke, medmindre man badede i blod med Cathlin.
Han lod en finger glide ned over hendes krop, ned over hendes mave, helt ned...Og op ad igen, helt op til hendes hals. Han smilte drillende til hende. Var hun virkelig frisk på dette eller håbede hun at han stoppede?
"Åh, jeg tvivler ikke på han kan lidt af hvert..." svarede han med et svagt smil.
"...Men spørgsmålet er om han er interesseret. Ellers finder jeg en alkymist. De kan ikke være så svære at finde igen" forsikrede han hende. Og så, ud af det blå, tog han fat i hendes arme - uden at tabe noget af smykket - og tog hendes arme væk fra sig, så han kunne træde bagud. Han var her ikke for mere sex, han var her for planer og det havde han fået. Han holdte hans del af smykket op og rystede det lidt, som for at fange hendes opmærksomhed.
"Jeg vil tage hjem og arbejde på det. Skal vi lukke dig inde igen? Åh, du skal bare være lidt tålmodig. Snart vil du være fri." han smilte lumsk til hende.

[Deleted]

Hun legede med ham, drillede ham og hun nød det. Hun vidste ikke om hun ønskede at han skulle træde væk fra hende, hun vidste ikke om hun ønskede han skulle blive. Lige nu var det legen som førte hende, legen som var det sjove. Hun kunne ikke andet end at nyde dette spil, denne dans som de havde. Det var næsten humoristisk! Hans perverse tanker skinnede næsten igennem i hans blik. Det fik et smil frem på hendes læber selvom hun ikke vidste hvad han havde i tankerne. Hans finger som gled op og ned af hendes krop pirrede hende ekstremt men hun holdt dog igen med at vise det. Hvis han ville gå så ville hun ej give ham den fornøjelse af at hun nød hans berøring.
Hans ord fik hende til at smile drillende. "Det lyder som om du taler af erfaring" drillede hun og lod hovedet søge på sned. hvis hans ven ej var interesseret så ville han blot finde en alkymist? Tanken var morrende. Der var ikke mange alkymister tilbage men det beviste blot for hende at han ønskede at gå ind i denne aftale med alt hvad det indebar. Hun fik hvad hun ville have og han fik hvad han ville have. Det var faktisk umådelig tilfredstillende at han ville gøre så meget for det her. Ham måtte virkelig kunne lide at blive tilbedt, på den anden side så hvem kunne ikke lide det. Hun mærked ehvordan han fjernede hendes hænder og vristede sig fri. Smilet hvilede bare fortsat på hendes læber som hun slappede mere af og betragtede ham. Hun havde forventet at han trække sig. Som sagt så virkede han ikke som en mand der var sammen med den samme kvinde mere end en gang. Hovedet søgte let på sned som han viftede smykket foran hende. Hun sukkede svagt og i en hurtigt bevægelse havde hun taget det tilbage og holdt det i hendes egen hånd. Hun rejste sig fra alteret. "Når jeg bliver forvandlet tilbage vil jeg have brug for blod. Gider du gå ned af gangen, fjerde dør på venstre hånd, og tage den lænkede engel med herud? Nøglen er i rummet" spurgte hun roligt men ventede ikke på svar før hun lod smykket røre ved kæden om hendes hals. Der kom et lille lysglimt og alt blev sort på ny. Hun svajede let og endte med at falde ned mod jorden i ren og skær udmattelse.

[Deleted]

Han så forundret på hende, da hun snuppede smykket ud af hans hånd. Måtte han ikke selv gøre det? Han havde faktisk glædet sig til at gøre det, som for at understrege hun var afhængig af ham. Han sukkede svagt. Hvor kedeligt!
Måske skulle han straffe hende ved at bruge laaang tid på at finde en der gad hjælpe...Men på den anden side, jo før de kom videre, jo før fik de begge hvad de gerne ville have, for vampyren her var jo stærkere og hurtigere end den naive kvinde hun var til hverdag og derfor bedre. Han gik hen til hende, da hun faldt sammen af udmattelse, men huskede så englen. Englen! Han hadede engle. Selve hadet boblede næsten i ham, blot ved tanken om sådan et væsen. Alligevel gik han, ned af gangen og tog fjerde dør på venstre, og gik ind. Der sad en dum lille engel, lænket og med størknet blod ned af halsen, fordi han havde afbrudt Kayleights spisning tidligere. Hun virkede så ynkelig!
Han tog nøglen og låste hende fri, og med et hårdt greb i englens ene overarm halvt bar, halvt slæbte han den ulykkelige engel med tilbage til Kayleight, uden så meget som sige et ord til hende. Han kunne næsten mærke hvordan deres auraer stødte mod hinanden og bekrigede hinanden...Han var tæt på bare at stoppe op og dræbe kvinden selv! Men han havde brug for Kayleight. Og han ville nyde at se hende dræbe en engel.
Han smed englen foran Kayleight.
”Vågn op! Kom til bevidsthed! Drik af englen” kommanderede han. Han havde fået det ud af det, som han ville...Mere eller mindre...Og nu ville han bare gerne videre. Når englen var død.

[Deleted]

Hun var afhængig af ham for at tage det af men ikke for at tage det på. Han var ikke mere værd en det for hende. En fustrerende tanke at det lige skulle være ham som var i stand til at befri hende fra naiviteten og det kedsommelige præstinde liv. Hun havde brug for ham for at blive fri og han havde brug for hende for at blive tilbedt. De fik begge noget ud af denne her aftale og det var det faktum hun holdt ved. Pokker tage det alligevel. Forbandede dødsengel.
Som mørket opslugte hendes sind og hun endte på gulvet. Hun var bevistløs lidt tid før hun så småt begyndte at vågne. Gud hvor var hun træt, hun var så forfærdelig træt. Hendes krop rystede næsten som hun kæmpede sig op og sidde. Hvad var der sket? Hun lå foran alteret men det sidste hun huskede var at hun havde siddet på bænken ved Zean og nu var han her ikke? Havde det virket? Havde han kunnet få smykket af hende? Hvis det var tilfældet så ville hun blive fortabt, overtaget af hendes sande jeg hvis han slap hende fri igen. Der ville intet være tilbage af hende på nogen som helst måde. Tanken var skræmmende og den gjorde hende et sted ked af det. Hun blev dog bragt ud af det ved lyden af en der kom slæbende med hvad der lød som en kvinde der vred sig. Om hjørnet kom Zean gående med englekvinden som var hendes aftens måltid. Hvordan vidste han hvor han kunne finde kvinden og hvordan vidste han at hun krævede blod. kvinden blev smidt foran fødderne på hende med at hårdt bump. Engel prøvede at stikke af men rovdyret var allerede vågnet i Kayleight. Hun kom hurtigt på benene og kastede sig over kvinden som begyndte at skrige. Hun smilede ondt som hun fik kæmpet sig op på knæene og vendt englens ansigt mod Zean. Hun vidste at han ville nyde at se lyset forlade den unge kvindes øjne. Hun satte tænderne i halsen på kvinden som endte med at holde op med at skrige. Hun blev blegere og blegere som Kayleight drak mere og mere af hendes blod. Det gik hurtigt. Hun endte med at slubre det sidste i sig og englen blev helt livløs i hendes favn og lyset forsvandt fra hendes øjne. Kayleight lod kvinden falde ned på jorden foran hende. Hun havde grisset en del i sin grådighed. Blodet løb ned over hendes hage og hele vejen ned over hendes bryst og ned på kjolen. Hendes blik hvilede roligt på Zean. Han lignede en som ville til at afsted. Stadig havde hun ingen ide om hvad der var sket.

[Deleted]

Han smilte lidt, som hun overfaldt englen og satte tænderne i hende. Selv i sin sult og forvirring, for den var tydelig, tænkte hun alligevel på at give ham lidt nydelse i at se englen dø. Han stillede sig op af alteret med armene over kors, mens han så på Kay spise. Englen gjorde modstand, men blev langsomt svagere og svagere, til hun til sidst hang slap i Kays arme og gløden i hendes øjne forsvandt. Så fornøjeligt! Endnu en engel var død, Kay havde gjort hele verdenen en tjeneste!
Godt tilfreds rettede han sig op, han puffede let til liget med den ene fod og nikkede svagt for sig selv. Hvor meget skulle han fortælle Kay? Ville hun blive bange og stikke af eller var hun loyal nok? Hans hoved gled lidt på sned, som han så på hende et øjeblik.
”Jeg snakkede med dit andet jeg og vi blev enige om nogle ting. Det viser sig hun ikke er helt så stort et monster, at man ikke kan snakke med hende. Vi er blevet enige om at samarbejde, så du har intet at frygte. Alt skal nok gå godt” han smilte lidt for sig selv, da han trådte over liget og gik lidt ned ad hallen, før han vendte sig om mod hende med et lumsk smil.
”Stol på mig! Alt vil blive godt. Azrael velsigner dette, det ved jeg!” mindede han hende om. Så lod han hende sidde i sin forvirring. For han vendte ryggen til hende og forlod templet. Han havde ikke mere han skulle der, tværtimod skulle han lege gemmeleg med nogle alkymister. Eller Rei? Han vidste det ikke helt. Det fandt han ud af, når han havde overtaget sin by, ja!

//Out