Planer mod de vantro.

[Deleted]

@kayleight

S: Dvasias, det store tempel.

Denne nat var som mange andre. Mørk og kold. Den var næsten helt vindstille, som frosten krøb over landet endnu en nat, skønt Zean ikke tænkte over dette, da han fløj af sted. Landet forsvandt under ham, sammen med træer, buske og huse. Han kendte vejen, hvordan kunne han glemme den? Sidste gang havde været så...Fantastisk! Nu var det på tide at se hvordan det gik og om hans plan overhoved var mulig eller om de bare var blevet ramt af et øjebliks genialitet, som resten af verdenen ikke kunne følge med i. Han kunne have skrevet, men folk kunne opfange beskeder og det var alligevel også bedst hvis han kom i egen person, så hun mindedes hvem han var. At han mødte op i egen person viste også bare at han tog det alvorligt...Så alvorligt man nu kunne. Han vidste endnu ikke om han ligefrem ville tro på noget selv...Men når bare folk troede på ham var det jo også ligegyldigt. Det var i hvert fald sjovt og selv hvis det måske ikke ville blive til noget, var det sjovt at lege med.
Han landede foran den kendte bygning. Han lod vingerne forblive ude, skønt han foldede dem sammen. Hans støvler ramte jorden, men han faldt ikke forover af fart, for  han havde fløjet meget og øvet sig en del i at flyve. Både at lande og sætte i gang. Han var klædt helt i sort, som en mørkets engel. Sorte støvler, sorte bukser og en sort, varm trøje. Bæltet hang skævt om hans hofter.
Han så sig lidt omkring, men alt så ud til at ånde fred og ro. I hvert fald udenfor.
Han havde allerede lagt planer. Planer for Paggeija, når han indtog byen. Først skulle der bygges et forsvar og stedet skulle bygges lidt om, så det passede bedre til dødsenglene. Alle skulle tilkendes en grotte eller hus at bo i. Bagefter ville han bygge nogle butikker og lave et lille marked, så byen kunne få guld ind og de selv kunne sælge deres håndværk. Nåe ja...Selvfølgelig kunne det først ske, når han vidste dronningen ikke ville komme og slå dem ned. Han ville også sikre sig for at hans soldater kunne blive ved med at træne. Det ville ske i benden, i vulkankrateret. Her skulle der udnyttes den rige jord og det klare vand. Her skulle de selv lave mad, så vidt muligt, og være plads til at folk kunne hente vand. Lidt væk derfra kunne soldaterne få en plads til at træne på, i et krater hvor ingen kunne se dem, medmindre de gik efter det. Han havde så mange planer!
Hans eget hus skulle også være der, mindst to etager og store rum, flotte møbler, overdådige glasvinduer...
Og der skulle bygges et tempel. Selv om ideen var kommet fra en klar himmel og man kunne overveje hvor seriøs den var, men Zean havde under alle omstændigheder tænkt sig at udnytte det. Desuden var der dødsengle der var religiøse og de ville blot elske et stort tempel!
Han lagde hænderne mod den store dør og åbnede den, da han trådte ind i dette tempel, han besøge i aften, og ikke det han drømte om. Han forventede der kun ville være Kayleight, men man vidste jo aldrig. Han havde ikke sagt han kom, så det ville være sært hvis nogen sad oppe og ventede..På den anden side...Vise folk var sære eller ivrige. Fanatiske.

[Deleted]

Kayleight havde intet hørt fra Zean i noget tid. Ikke at det gjorde hende specielt meget. Hun havde haft en opgave at se til og den udførte hun så vidt det var hende muligt. Hun havde fået overbevist enkelte præster og præstinder om Zeans kald men der var stadig en del som ikke troede hende og kaldte hende skør. De skulle bare vide hvor rigtigt det hele var. Hun sukkede lidt som hun stod ved døren indtil et fange rum. Der havde ingen været i templet indtil videre og det var irriterende. Hendes blik søgte til døren som hun åbnede den. Indenfor sad en nøgen engel i lænker, kvindelig. Hun havde en læreds pose over hovedet for at hun intet kunne se. Et lille ondt smil gled over Kayleights røde læber. Hvis der ikke var sjæle at rede og folk der kunne underholde hende så måtte hun vel bare spise lidt. Engel havde tydeligvis hørt der kom nogen ind for hun trak sig den smule fra døren som hun kunne. Kaylieght smilede roligt og lukkede pænt døren efter sig igen. Med rolige skridt gik hun over og fjernede sækken fra englens hoved. Tårerne trillede ned af den stakkels piges kinder som hun tiggede og bad for sit liv. Det var altid så dejligt når de troede at man havde bamhjertighed. Kayleight tyssede blot på hende hvorefter hun gik om bag kvinden og hun lod armene glide om hendes liv. Engel prøvede at stikke af men det hjalp ikke. Hun var fuldstændig fanget. Kayleight lod sine hænder glide op over englens krop og berørte alt på hendes vej. Smilet hvilede roligt på hendes læber som hun lænede sig frem og blidt kyssede englen på halsen før hun satte tænderne i hende. Himmelsk! Intet mindre! Engelblod var fantastisk! Dog var hun nød til at stoppe op før hun havde fået ret meget. Zeans tilstedeværelse pirrede hendes sanser og hun skubbede pigen fra sig og forlod rummet i en fart. Hendes øjne var blodrøde og en enkelt dråbe af englens blod løb ned fra hendes mundvig. Hun nåede til den store hal i templet hvor hun havde mødt Zean første gang. Hun stoppede op da hun kunne se ham og smilede sødt i hans retning. hendes rober var de samme som sidst. Den tynde kjole som hun tog overhovedet og kun var lukket sammen med et bælte af guldringe på maven efterlod ikke meget til fantasien men det gjorde intet. Han havde jo set hvad der var nedenunder. "Du kommer lige midt i maden, min kære Zean" sagde hun blidt som hun betragtede han skikkelse.

[Deleted]

Han trådte ind i templet og blev, som han også gjorde sidst, overrasket over hvor storslået den var...Og hvor tom den virkede. Det var næsten synd her ikke var nogen og nyde blot synet af den! Men måske, på et tidspunkt, ville bygningen være fyldt, både nat og dag. Han lod døren glide i bag sig, som han gik igennem den tomme hal, mellem alle bænkene og op mod det fine alter. Man kunne slet ikke se der havde foregået noget her sidst. Han nåede helt op til alteret og lagde en hånd mod det, med et svagt smil. Azrael...Igen overvejede han om dette virkelig var tilfældigt. Måske var der virkelig en gud, en gud som mente det hele var kedeligt og havde fået Zean til at slå et smut forbi templet, for at redde hans religion ud af kedsomhedens kløer og give den et nyt twist. Så den passede Zean bedre...Og måske også Azrael? Tanken var overraskende behagelig. Hvis det var sandt, var han ikke nær så alene, som han hele tiden følte sig. Han truttede let med munden og kiggede på bogen, hvori alle de mest kendte og brugte historier og bønner om og til Azrael var skrevet. Han lod en finger glide over papiret i bogen, da den allerede lå opslået foran ham på en eller anden bøn, han ikke orkede at stave sig igennem lige nu.
Her var tomt. Hvor var præsten eller præstinden? Kayleight var her vel stadig? Han lod blikket glide over det tomme rum, oplyst af et par stearinlys.
Og så var hun der! Klædt i hvidt, med bæltet om maven og en bloddråbe ned af mundvigen. Han smilte svagt. Der var vel ikke ret meget andet hun kunne lave på en aften som denne?
"Beklager, min kære" svarede han, uden at være det mindste smule ked af det.
"Ønsker du at spise færdig eller er du klar til at tale planer? Azrael har talt til mig. Men det er op til os at lægge planer. Jeg er spændt på at høre om der er nogen som helst fremskridt" sagde han og lod hånden hvilke på alteret, som ønskede han slet ikke at slippe det, som var det selve kontakten til Azrael han holdte ved.

[Deleted]

Normalt hadede Kayleight virkelig at blive afbrudt mens hun sugede livet ud af sit offer men for Zean så ønskede hun virkelig at gøre alt. Smilet hvilede roligt på hendes læber som hun begyndte at gå ham i møde. Han stod ved alteret med hånden på det. Det var den direkte forbindelse til Azrael. Hovedet søgte let på sned som hendes lydløse skridt søgte mod hans nærvær. Som hun selv nærmede sig alteret kunne hun virkelig ikke lade være med at smile en smule mere. Hun huskede tydeligt hvad de havde delt på dette sted. Det var fantastisk. Hun kunne mærke den samme ophidselse finde frem i hendes indre igen. Blod havde den effekt på hende. Hun rystede blot på hovedet ved hans ord. "Mit offer behøver ikke at dø lige nu. Hun kan altid vente. De smagere alligevel bedre når de tror at der er håb alligevel" sagde hun roligt dog med en betydelig morende og grum tone. De blod røde øjne søgte hans ansigt. Han var flot og han så ud som om han havde mange ting at tænke på. Hun glædet sig utrolig meget til at høre hvad han havde i tankerne. Hun stoppede op helt henne ved ham og strakte sig en gang. Hun var frisk, udhvilet og den smule blod hun havde nået at få levede hende virkelig op. "Jeg fortalte de andre præster og præstinder om dig. Som du forudså så er det ikke dem alle som er villige til at tro på at du virkelig er Azraels sendebud som jeg gør. Dog er der nogle stykker som gør men alle vil de meget gerne møde dig." Hendes stemme var rolig og blid. Hun lagde roligt en hånd mod hans arm og lod den køre op mod hans skuldre med hovedet let på sned. "Du virker beburdet af alt arbejdet foran dig. Vil du have en smule massage igen?" spurgte hun roligt og stillede sig helt tæt på ham. Blodet sad stadig i hendes mundvig da hun ikke havde opdraget det.

[Deleted]

Han smilte svagt. Folk var sjove, når de troede der var håb og man så tog livet af dem på en pinefuld måde alligevel. Dette gav han hende ret i. Hans fingre gled over den både bløde og lidt ru alterdug af rødligt stof, som hun kom nærmere og smilte til ham. Han havde det faktisk ret godt, følte sig bedre tilpas i aften end han havde gjort længe. Tingene så ud til at lysne lidt op og alle hans planer var ikke ødelagt, blot ændret lidt. Ingen ville i hvert fald forudse han ville få så meget mere støtte fra almindelige folk og præster og præstinder, fra selve templet, når det en dag lykkedes. Folk ville glo. Han glædede sig allerede til deres overraskede blikke! Og, for folk som Eriz, måske vantro. De gik ikke op i guddomme og de ville nok være ligeglade...For hvor meget magt havde man egentlig? Men lidt var bedre end intet. Folk ville tage på pilgrimsrejse itl Paggeija og hans tempel, give donationer og sørge for byen fik handel og penge ind. Og varer fra alle landene, så man bort fra Procias, der nok ikke var så nemme at overbevise. Det var i hvert fald sådan han så en mulig fremtid. Nu måtte de se hvordan det ville gå.
Han smilte let til hende, som hun stod her, helt tæt på. Det var overlagt at han virkede stærkere denne gang, som havde han vænnet sig mere til byrden på sine skuldre. Azrael styrkede ham jo, ikke?
Hans hånd gled op mod hendes kind...Og hans tommelfinger tørrede bloddråben væk, ingen den størknede helt.
"Godt. Og de skal se mig. Det er en del af planen. Næste gang jeg møder op her vil blive en tidlig aften, så du kan være her og så de kan være her. Jeg vil komme, jeg vil vise mig for dem og besvare deres spørgsmål og tvivl. Jeg vil stå stærk foran dem og fortælle dem om Azraels planer. Bagefter er det op til folk selv om de vil tro. Men Azrael mener der er gode muligheder for de vil tro...Og ellers er de ikke værdige til præsteerhvervet og bør straffes" hans smil voksede lidt, da hans hånd gled ned langs siden på ham igen. Han gjorde tegn til om de skulle sætte sig over på en bænk, så hun kunne masserer ham lidt igen. Det havde virkelig været rart sidst og han sagde ikke nej til mere af det.
"Snart overtager jeg en by, Paggeija. Som leder skal jeg skaffe min race et levested, hvor de kan være i fred og leve deres liv, tilfredse. Når byen er indtaget og jeg har sikret mig vi ikke bliver løbet over ende af fjender, vil jeg begynde opbygningen af et tempel, stort og storslået. Når det er bygget færdig er mit ønske du skal komme og bo ved det og være dens præstinde om natten og dens leder. Til den tid håber jeg vi har overbevidst flere om Azraels sandhed. At jeg er sendebuddet. Templet er til ham, men også som tegn til resten af verdenen" fortalte han og satte sig på en bænk, om hun var fulgt med eller ej.

[Deleted]

Blod smagte bare bedst når det kom fra en håbeful person. Det havde en helt speciel smag på grund af de naturlige stoffer som kroppen frigav ved lejligheden. Hun kunne virkelig godt lide det. Hovedet søgte let på sned som han betragtede alteret. Han så tænksom ud og hun kunne ikke andet end at smile mens hun kiggede på ham. Hun var nysgerrig efter at høre hvad han havde bedrevet siden deres sidste møde. Hun mærkede hans hånd mod hendes kind og mærkede hvordan han tørrede blodet af hende men hun gjorde intet. Hendes blik hvilede roligt på ham mens hun afventede hvad han ville. Hans ord fik hende til at smile. Hun vidste at de sidste ville slutte sig til ham som var sendebudet hvis de mødte ham. Hans snak om straf fik hende til at smile mens hun bed sig let i læben. "Hvis de ej tror på dig så tror de heller ikke på Azrael og det skal straffes. De ville dog egne sig perfekt som offer gaver. Deres blod er rent, lige som han ønsker det" sagde hun med et morende smil. Tanken om ofringer fik hende altid helt op og køre. Det var jo hendes speciale.
Som han gjorde tegn til at de skulle over ved bænken fulgte hun blot roligt efter. Hun ventede på at han satte sig og så søgte hun om bag ham som hun havde gjort sidst og lagde hænderne mod hans skuldre. Der var helt klar kommet nogle infiltrationer tilbage men ikke nær så mange som havde været der før. Hun lyttede til hans ord som hun arbejdede med hans skuldre. "Dødsenglene har brug for deres eget sted. Azrael vil guide dig på din færd og sikre sig at du vil sejre. Jeg er sikker på at du nok skal få den by. Jeg vil med glæde være din personlige præstinde og lærer resten af folket om jeres tro. Det lader til at mange uden for tempel byerne ikke tror på vores gud. Det er en skam men de er uvidende. Azrael har udvalgt os til at rede verdenen fra de vantro" hviskede hun blidt og fortsatte arbejdet med hans skuldre for at få ham til at slappe af. Det var rigtig rart at kunne gøre det for ham sådan så han måske kunne få det rigtig rart.

[Deleted]

Han lukkede øjnene og nød hendes hænder, der arbejdede med hans skuldre. Igen den stikkende smerte af infiltrationer der blev masseret væk og bagefter blot ren nydelse. Hun var god til det og han satte pris på det. Skønt alt ikke kunne vindes med massage. Imens tænkte han over hvad de burde fokuserer på først...For nu havde de få med dem, de havde brug for et eller andet stort, et mirakel, der kunne overbevise dem om at Zean var sendebuddet. Et tegn de ikke kunne ignorerer. Men hvad? At begynde at slagte de vantro var nok ikke den rigtige ting, selv om der ville komme en dag, hvor han ville ønske det. Ofre lød godt.
"Vi har brug for noget stort...Noget stort, som et mirakel, der kan overbevise præsterne, præstinderne og folk om at jeg er sendebuddet. En historie om mig der kan løbe igennem folk og give dem håb, for igennem håb, kommer der loyaliteten, til det der giver håb..." mumlede han, højt nok til at hun ville kunne høre ham. Åh, han kunne godt bruge en rådgiver til at finde ud af dette, men som det var nu, var det ham der burde komme med alle ideerne, for efter sigende skulle Azrael snakke igennem ham. Og Azrael måtte vel have ideer?
Eller...Måske havde han ført hende sammen med Kayleight fordi hun havde nogle ideer? Åh. Det kunne han jo ikke bare regne med eller forlange. Han måtte vise der var en grund til at de skulle følge ham. En svag ide ramte ham og han åbnede øjnene.
"Din medaljon...Noget pulser i den, et dyr, der sover, men er træt af at sove...Jeg kan mærke dens tilstedeværelse, når jeg er helt tæt på den..." sagde han.
"Hvad er historien bag den?" Hans ide var enkel, men det var ikke sikkert han kunne bruge den til noget. Det hele kom an på hvad medaljonen var for en og det vidste han jo rigtig nok ikke. Blot...at den skjulte noget. Spørgsmålet om dette noget var en ting der kunne bruges?

[Deleted]

Hun kunne mærke at det hjalp på hans skuldre så hun fortsatte bare mens hun smilede og lyttede til hans ord. HUn var ikke et øjeblik i tvivl om at han talte sandt. Han var Azraels sendebud, han var sendt af deres gud til at kunne hjælpe og guide andre. Hun glædede virkelig meget til at komme til Paggeija og hjælpe ham med hans folk og deres tro. Hun ville nyde at være hans præstinde og lede hans tempel.
Hans ord lyttede hun roligt til selvom det mest af alt lød som om han bare snakkede højt for sig selv. Hun bøjede sig let ned og gav ham et lille kys på hovedet. "Azrael ville guide dig på din færd. Lige nu virker det som om at du ej kan finde en løsning men den vil komme til os. Azrael er almægtig men mennesker er ej gode til at modtage hans ord i de vågne timer. Vi opfanger mere når vi sover" forklarede hun roligt og fortsatte med at massere ham.
Hendes fokus blev omgående flyttet til hendes medaljon da han snakkede om den. Hun hadede den virkelig. Den var en evig del af hende, et monster som lurrede i mørket. Hun kunne ikke lide det. Selvom hun havde vampyriske tendenser og ikke blot var mild og blid længere så ønskede hun ikke at blive alt for ond og voldsom. Hun var bange for at hvis monsteret blev sluppet fri at hun så ikke længere ville være troende. Hun stoppede med at massere ham og lod i stedet armene glide ned over ham mens hun lænede sig let frem sådan så medaljonen gled ned over hans skulder og endte ved hans bryst. "Jeg ved ej hvor mange vampyrer du har befundet dig i samme rum som men jeg er anderledes end dem. Selvom jeg nyder de ting jeg gør så mangler jeg de essentielle vampyriske træk. De er gemt inde i denne medaljon. Jeg kan ikke fjerne den da der ligger en magi over den. Min mester fortalte mig at min familie frygtede mig da jeg var helt lille. jeg kommer fra en fornem og storslået vampyrklan som stammer helt tilbage fra de ældste men de kunne ikke styre mig så de sendte mig herhen og siden da har jeg været låst til den" forklarede hun roligt. Normalt fortalte hun ikke sådan nogle ting, normalt så ville hun bare gemme det væk men han fik hende virkelig til at åbne sig op omkring det. Hun kunne jo ikke ligefrem lyve overfor en der stod hendes gud så nært. "De siger at der vil være en i denne verden som kan bryde medaljonen og frigøre mit sande jeg men endnu har jeg ikke mødt sådan en person."

[Deleted]

Han havde været i rum med et par stykker. Slået ihjel med nogen, eksperimenterede på nogen, været sammen med en almindelig, kedelig en. Og så haft sex på et alter, med et. Han ville mene han havde oplevet flere forskellige vampyrer. Dog havde han ikke tænkt meget over at hun var anderledes, alle var forskellige og hun havde da virket en smule blodig i dag. Sidst havde han været opmærksom på andre ting. Men når han tænkte tilbage, var der intet der fortalte ham at hun var en unaturlig vampyr. Men hvem vidste også hvad sådan en var? Han truttede let med munden. Hvis de kunne finde personen...Han smilte svagt.
”Jeg kan mærke det...” han trak vejret dybt og lænede sig forover, mens han lagde hovedet i sine hænder, som var han pludselig meget træt eller fået ondt. Dette var dog ikke tilfældet, i stedet modtog han en besked fra denne Azrael. Han rystede svagt i kroppen og han trak vejret mere overfladisk, blot for at efterligne af Azrael sagde noget til ham eller hentydede til noget. Efter lidt tid lænede han sig tilbage igen, med lukkede øjne og trak vejret dybt.
”...Jeg skal nok...” mumlede han svagt, faktisk utydeligt. Da han var 'kommet' sig lidt, rettede han sig lidt op og rettede sig, så han sad skævt på bænken og kunne se hen på hende.
”Jeg har fået en ide” sagde han så.
”Hvis vi finder den rigtige person, kunne vi frigive dine vampyriske sider foran nogle folk. Det hele kunne lige jeg stod bag det. Azrael siger det er en god ide, han støtter det. Vi kan frigive dig og det ville være en magt der var Azrael værdig! Folk ville tro mere på vores sag...” han hvilede armen på ryglænet af bænken og hvilede hovedet over på armen lidt. Var dette overhoved en god ide? Hvordan fandt de overhoved den rigtige person?
”Nævnte de noget over hvad eller hvem denne person ville være?” Hans første tanke var at det måtte være nogen som kunne magi, siden den tydeligvis var magisk.
Han tænkte slet ikke over om dette var noget hun ønskede eller ej. For ham var det her blot en selvfølge. Selvfølgelig skulle de prøve det!

[Deleted]

Hvilke møder han havde haft med andre vampyrer vidste hun ikke. Hun vidste blot at hendes væremåde altid havde været meget atypisk og dog så var tendenserne begyndt at skinne mere igennem hende nu. Som han lænede sig frem stoppede hun med at massere ham. Hun skyndte sig om foran bænken til ham og hun lagde sig på knæ ved hans side og kiggede bekymret op på ham. Det måtte være hårdt at høre Azraels ord i de vågne timer. Det var lettere om natten, det stod i hvert fald i skrifterne. En rolig hånd lod hun hvile på hans arm som en form for støtte selvom hun vidste at hun ikke kunne gøre meget for ham. Da han lænede sig tilbage igen hvilede hendes røde øjne på hans skikkelse. Hun vidste ikke hvad guden havde sagt men hun var spændt.
Dog var hans ord ikke specielt fantastiske i hendes øre. Hun frygtede for hvordan det ville blive når medaljonen blev frigjort. Hun anede ikke ret meget om hendes sande jeg, kun at folk frygtede hende og at det var derfor hun var blevet lukket inde på denne måde. "Jeg ved ikke hvor god en ide det ville være at frigøre hende eller ... mig. Jeg ved intet om hende, kun at hun er frygtet og hadet af familien på grund af hendes styrke. Jeg frygter hvad der vil ske hvis hun bliver frigivet. Den person der sidder foran dig lige nu er blot en skygge. Jeg vil ikke længere være her hvis hun bliver fri" forklarede hun stille. Det var en skræmmende tanken for et sted ville det jo betyde at hun ikke længere ville være til. Hun hørte stemmen fra medaljonen en gang i mellem og det var tydeligt at denne person ikke var troende det mindste og selvom hun havde prøvet at give Azraels tro videre så så det ikke ud til at lykkes.
Hun greb omkring kæden med den ene hånd og smykket i den anden og hev til af alle kræfter. Hun var ikke ligefrem svag taget i betragtning af at hun var vampyr og dog så var det tydeligt at medaljonen end ikke gav en smule efter i hendes hænder og hun stoppede igen. "Min mester sagde at kun en person som jeg holder højt i mit hjerte vil kunne fjerne den men jeg vil gå ud fra at en alkymist eller warlock ville kunne fjerne sejlet. Det var en alkymist som låste mig inde i første om gang." Hun vidste stadig ikke om dette var en god ide.

[Deleted]

Det var jo perfekt! De ting hun sagde gjorde ham bare mere sikker i hans plan. Han fik hurtigt planer og han mente ikke selv de alle var urealistiske. Dog måtte han dæmpe sin iver lidt for ikke at skræmme hende eller for at tage en dum beslutning. Han så lidt på hende. Hun var sød i sin begejstring, selv om det hurtigt forsvandt af...et glimt af frygt? Hun virkede i hvert fald ikke ivrig efter ideen.
Han smilte let og så på hende.
”Kan du ikke se hvor genial planen er? Azrael vil støtte dig. Vamyren i denne halskæde er dit sande jeg. Det er den kvinde der altid har været låst inde, så du kun var en skygge af dig selv og dømt til at vandre i disse sale nat efter nat. I den medaljon gemmer sig en meget stærkere kvinde” lokkede han og sendte hende et opmuntrende smil.
En kvinde uden tro? En der ville fjerne den loyale kvinde han havde fundet? Det var lidt foruroligende. Måske var ideen dum og gjorde at han ville miste hele sin nye plan igen?
Hvad hun sagde var at hele hendes eget væsen ikke troede helt på Azrael. Selv hun var tvivlende, når det kom til stykket. Jamen dog...Sikke nogle præster og præstinder der fandtes!
”I er begge en del af samme person. Selvfølgelig vil du være der, du vil måske bare ikke være stærk nok til at sige noget eller også smelter i sammen til en person, så du ikke ved om du er der eller ej” han så lidt frem for sig.
”Nej, vi skal finde den person der kan fjerne medaljonen og sætte den på igen. Hvis du bliver et vildt dyr, der ikke tror på noget som helst, vil Azrael ikke kunne bruge dig. Hvis vi viser folk at jeg kan styre dyret i dig, vil de tro det jeg har selve Azraels styrke i min hånd og de vil bøje sig! Jeg ser ingen anden ide, anden mulighed...?” han så på hende, som tvivlede han virkelig et øjeblik. Som skulle hun fortælle om der var bedre ideer.

[Deleted]

Tanken om at blive et med det monster i hendes indre var virkelig skræmmende for hende. Ville hun overhovedet eksistere hvis mosteret blev lukket ud? Hun regnede ikke med det. Alt i alt så vidste hun jo godt at den person hun var lige nu ikke var ægte. Det var opfundet, lavet for at det ikke bare var en tom skal som rendte rundt på gangene. Hun frygtede det. Hans iver kunne hun tydeligt mærke på hans kropssprog. Det var tydeligt for hende at læse alle hans krops signaler. Hvis han mente at det var sådan en god ide så kunne det vel ikke være helt forkert? Azrael havde jo en plan med dem men hun frygtede denne her. Hun havde aldrig oplevet frygt med Azraels ord før på denne nat. "Du har ret. Monsteret i mig er meget stærkere men også ekstremt ondt. Jeg kan fornemme hende og igennem de sidste par år er sejlet blevet svækket og jeg kan fornemme hende. Det er som om hun snakker til mig, forbander mig for at være troende på denne måde" forklarede hun roligt. Hendes sande jeg var farligt. Hun vidste det. Hun kunne fornemme det helt ind i hendes indre. Det var virkelig skræmmende.
Hendes hoved søgte let på sned mens hun lyttede til ham. Måske han havde ret. Måske hun stadig ville være der? Tanken var på en måde beroligende og dog så var hun stadig bange for hvad der ville ske. "Hvis det er Azraels vilje så vil jeg gøre det uden tøven. Jeg stoler på ham som jeg stoler på dig" sagde hun roligt og rettede sig lidt op og lagde en hånd mod hans arm igen. "Du er sendebudet og for dig vil jeg gøre alt." Hun mente det virkelig. Han var så tæt på Azrael og hun ville gøre alt for at hjælpe ham med at komme endnu tættere.
Hans ord fik hende til at smile en smule. Hun tog fat i medaljonen og rakte ham smykke delen. "Som sagt så vil en person som jeg har nær kunne rive smykket af og så vil det kunne blive sat på igen. Kun hvis sejlet bliver fjernet vil forvandlingen være permanent" forklarede hun med et lille smil. Hun ville ej være ubrugelig for Azrael. Ikke på vilkår!

[Deleted]

Hans ene hånd gled frem og tog smykket mellem sine fingre. Det var hverken koldt eller varmt og igen kunne han mærke denne dragende fornemmelse i smykket, denne mørke som hun talte om. Han var rent ud sagt fascineret af det, som han var med al magi og eksperimenter. Det var som om den pulsede i hans fingre og hviskede til ham, bad ham om at hive...I et øjeblik var han ved at gøre det, uden at tænke mere over det, men stoppede inden han nåede at hive for hårdt. Han så på hende. Hun var tydeligvis trykket af situationen, men alligevel lagde hun nærmest halskæden i hans hånd, selv om hun nok hellere ville lade være. Han truttede let med munden, mens han overvejede om han burde gøre det eller ej. På den anden side...Hvis han selv kunne løsne og fange skikkelsen i hende, ville de ikke have nogle problemer med et vise det for folk. Slet ingen! De skulle bare stå på en scene af en slags og så kunne det magiske show begynde!
Men han havde faktisk ikke mere at sige til hende. Skulle de ikke bare prøve?
”Azrael mener det er en løsning og ligeså gør jeg. Frygt intet” beroligede han hende. Og så hev han, i første omgang så hårdt han kunne, for han vidste ikke hvor meget styrke der skulle til.
Der var ingen andre i denne del af templet, med dem. Der var ingen til at stoppe ham, ingen til at advare ham, ingen til at rådgive ham. Der var kun ham og en kvinde der ville gøre alt for ham, han bestemte her og det var hans ideer og meninger der betød noget. Så hvor andre ville have ladet være eller tænkt sig om en ekstra gang, hev Zean, uden at tænke på præcis hvilken situation han måske kunne risikerer at ende i. Han havde end ikke tænkt over om han ville få muligheden for at samle smykket igen eller om denne nye side af hende måske mere ville flænse ham. Disse tanker nåede aldrig Zean, for det var ikke hans person at tænke sådan. Ikke altid, i det mindste. Nogen gange tog han blot chancer, som nu.

[Deleted]

Hans hånd som gled om smykket fik hende til at synke en gang. Hun ville virkelig ikke ændre sig men hun stolede på ham og på Azrael. Hvis dette virkelig var hendes guds vilje så ville hun ikke benægte det. Hun bed sig stille i læben som han hev i det og dog rykkede han det ikke af. Han stoppede næsten som om han tænkte over tingene. Hvis hun havde haft et bankende hjerte ville hun være sikker på at det havde været hoppet ud af hendes bryst nu. Hun var bange, hun frygtede virkelig hvad der ville ske hvis han kunne hive det af hende. Men hvorfor skulle han dog kunne det? Det gav virkelig ingen mening for hendes hjerte tilhørte af ham men Azrael. Jo hun holdt da Zean højt men så højt? Hun regnede ikke med det. Hans beroligende ord fik hende blik til at vendte sig mod hans. "Jeg stoler på både dig og Azrael" sagde hun næsten i en hvisken. Hun mærkede hvordan han måtte hive til af alle kræfter selvom hun ikke rykkede på sig. Smykket gled af så let som ingenting og alt blev sort for hendes blik.

Den mørke aura måtte bølge ind over området. Det mørke og det onde som var blevet frigjort af sejlet truede næsten med at kvæle alt det lys som var i rummet. Flammerne på sterrinlysene blafrede kort hvoefter de blev rolige igen. Kayleight lænet ind mod bænken med bøjet hoved. Hendes øjne var lukkede og hun forholdt sig rolig. Hvor var dette blot en underlig fornemmelse. I så mange år havde hun været fanget, ud af stand til at gøre noget eller til at styre hendes egen krop. Det var næsten helt befriende som hun sad der på gulvet og faktisk kunne bevæge sig selvom hun ikke gjorde det endnu. Hun var fri selvom det var på lånt tid. Hun var ikke stærk nok til at forblive fremme i en længere periode. Hun nød det dog. Tanken om at kunne være helt fri for den ynkelige undskyldning af en personlighed som hun havde normalt. Et lille smil begyndte at brede sig på hendes læber som hun sad der. Et kort øjeblik havde hun helt glemt alt om at Zean var der. Hendes tanker var et helt andet sted. Dog blev hun bragt tilbage af lyden af et hjerteslag i hendes nærhed. Hun åbnede roligt øjnene og lod blikket glide op mod lyden. Der sad han. Løgneren. Hun var ikke så naiv som den kvinde han havde mødt sidste gang. Hun vidste at han var fuld af det og gjorde det udelukkende fordi han som hende selv ønskede at blive tilbedt. Dumme svin for at sige det mildt. Hun sagde intet til ham men rejste sig blot op og stillede sig ud på gulvet for an ham. Hun havde en høne at plukke med ham.

[Deleted]

Smykket gled overraskende nemt fra hinanden, selv om han alligevel var nået at tvivle på om han faktisk var den rigtige. Men hvem havde kvinden ellers at holde af? Han var gudens sendebud, kvinden beundrede ham! Og så var smykket gledet fra hinanden og han var gledet lidt til siden, som den var givet efter. Nu sad han der, med et stykke smykke i sin ene hånd. Hvad skulle han gøre med den? Lige nu forblev den i hans hånd. Han så på hende og bemærkede hvordan luften nærmest flimrede omkring dem og stearinlysene dansede. Han så på hende, afventende. Lige nu sad hun bare stille.
Så til sidst rejste hun sig op, langsomt, som var hun i en form for trance eller ikke van til at bruge kroppen helt endnu. Han rejste sig også, af ren refleks, for han vidste ikke hvad han skulle forvente og han ville ikke blive taget siddende, angrebet. Han ville forsvare sig, skulle der endelig blive brug for det. Måske hun var mere sulten nu? Eller mere ligeglad og ville dræbe ham? Ahh...Måske havde hun lyst til det, men han ville forblive i live! Han havde ikke tænkt sig at dø til en sindssyg vampyr i et forladt tempel, her, som var han ingen.
Han lod blikket glide over hende. Skulle han sige noget? Hvad skulle han sige? Dette kunne være en helt anden person. Han kendte jo intet til denne kvinde...
Han trådte væk, så han ikke længere var fanget mellem bænket og hende, men stod mere ude midt i rummet. Han slog let ud med armene, før han vendte sig om mod hende og smilte svagt. Hvorfor være bekymret?
”Vil du stadig kaldes Kayleight? Velkommen til et øjebliks frihed! Jeg var spændt på at møde dig!” kommenterede han så endelig og ødelagde den stilhed der havde lagt sig over stedet.