Welcome to the freak show!

[Deleted]

Morticia Imeena Mathimæus
***********************************

Det mørke tempel, der tårnede sig op i horisonten, var noget imponerende. Det var oplyst af fakler, hvilket gjorde det noget dunkelt og de mørke mursten, gjorde det kun tydeligt at det var et dvasiansk tempel. Man kunne ikke være i tvivl. Kom man tættere på, ville man se at der over den enorme indgang, hang et skelet på et spyd, af noget der engang havde været en vampyr. Dette var blot en skræmmefaktor for at holde udefrakommende væk. Man kunne af og til høre skrig inde fra templet, og der gik mange folkemyter om hvad der foregik derinde. Mange brugte det som gyserhistorier, enten til at skræmme deres venner eller deres børn. Men der var ingen tvivl om at stedet havde folks respekt. Det var hellig grund. Der var ingen tvivl om at det var her præsterne holdt til. De var ikke særlig mange, kun fem ypperstepræster, med få præster under dem. Han selv havde oplært tre og var i gang med at oplære en ung knægt, der engang skulle tage del i arbejdet som præst. Alle fem ypperstepræster var en del af Det Sorte Broderskab, som han var leder for, ikke alle præster under dem, vidste hvad de lavede nede i de mørke kældre. Kun de som selv var en del af Broderskabet og det var højst tre. Der var forbudt indgang til vestfløjen af kælderen, eftersom det var dér de kørte deres eksperimenter, ikke kun på vampyrer, selvom dette var den primære race. De kunne også føre andre – typisk fjender – derned, hvor de torturerede dem for informationer, dette var en opgave selv de kongelige kunne stille dem, typisk hvis de ikke selv kunne knække dem. Ypperstepræsterne havde midler som ingen kendte til, meget effektive midler, og de skulle nok få de svar som de havde brug for.
Det var dog ikke dette som var grunden til at Lochlan befandt sig her. Nej han havde fundet sig et nyt eksperiment. De tog ikke for mange vampyrer ind ad gangen, det ville kun vække opsigt. Der var ikke mange højtstående som kendte til disse eksperimenter, og så fald undskyldte de sig altid med at det ikke var noget særligt og at det kun var for videnskabens skyld, samt at patienterne nok skulle komme sig, ikke at alle overlevede, men det var en mindre detalje de fint udelukkede. Det var nok ikke helt lovligt.
Med faste ryk i tøjlerne, førte Logan hesten op til stalden, hvor en ung knægt kom og tog imod den, da han steg ned og fik den kvindelige vampyr smidt over sin skulder. Knægten stillede ingen spørgsmål, det havde han lært at han ikke skulle, medmindre han ønskede at miste sit job. Han hilste kort på knægten, inden han gik ind ad en bagindgang, der førte ned til kælderen. En dør der kun kunne åbnes med magi. I døren var der indgraveret en dobbelcirkel med et pentagram indeni og forskellige tegn ude i siderne mellem de to cirkler. Han førte hånden over og udtalte nogle ord på et fremmedsprog, et sprog som næsten var uddødt i dag. Man kunne høre et klik og mekaniske lyde, inden døren gik op og da han trådte ind, gik den i igen og låste bag ham. Han gik ned ad en lang trappe, der var formet som en vimpel trappe oplyst af fakler. Han kom ned på en lang gang også oplyst af fakler. Her var noget skummelt, gammelt, fyldt med spindelvæv og nogle steder mug på murstenene. Han gik ned ad gangen og drejede engang til venstre, inden han åbnede en dør, der førte ind til et stort rum der kunne minde om et torturkammer. Der var et stort bord i midten med lænker til at lænke en person fast til, og det var også dér at han lagde vampyrkvinden. Lænkerne var magiske og ubrydelige, også ved dém var der indgraveret to cirkler med et pentagram og nogle tegn, som strammede fra det selvsamme uddøde sprog som han havde talt tidligere. Ingen kunne bryde ud af disse lænker med fysisk styrke. Han valgte at forlade kammeret. Der ville gå en time før hun ville vågne op.

[Morticia Imeena Mathimæus]

Hvor lang tid der var gået, måtte guder vide. Der i mørket lå Morticia på bordet, og spærrede øjnene op med en hvæsen. Hun forsøgte automatisk at sætte sig op, men en metallisk raslen fra kæder der bandt hendes hænder og fødder, afslørede hurtigt at det end ikke ville være muligt. Hendes hvide hår, lod spredt ud over den mørke, kedelige sten. Hun vidste ikke hvor hun var, men det var trængt og mørkt og uden lyd af hverken stemmer eller fodspor. Kun stilhed. Desperat forsøgte hun af alt den styrke hun besad, at ødelægge kæderne, men intet skete. Efter en længere kamp hvor hun havde forsøgt både at sparke og slå fra sig, opgav hun og faldt slapt hen på bordet i stedet. Det var højest ubehageligt, hårdt for ryggen selvom hun endnu lå i den dyre pelsfrakke der blødgjorde det hele lidt.
”Du kan ikke gemme dig!” råbte hun med en underlig ro. Hans duft hang ved, så hun gik ikke ud fra at han havde bevæget sig særlig langt væk.
”Hvis du sætter mig fri nu skal jeg nok være sød og gøre det smertefrit,” lovede hun lokkende. Alverdens fantasier om hvad hun ville gøre ved ham når hun fik mulighed, begyndte at spille i hovedet på hende. Hun trommede rastløs fingrene hen over stenen under hende og sukkede lidt dramatisk. ”Ellers tømmer jeg dig for blod, partere hver enkelt lille del af dig, og fodre det til ulvene,” mumlede hun bittert. Hendes røde øjne lyste kraftigt. Mørket påvirkede hende ikke, hun kunne se lige igennem de mange skygger, hvilket var en af fordelene ved at være datter af månen.
I disse tider savnede hun at være gift. Valerio ville nok nærmere prise sig lykkelig for hvis hun forsvandt ud af det blå, hun var alene og de vidste hun.
Hvad end der havde været på kluden så havde det fået hende til endnu at føle sig lidt døsig og tung i kroppen. Ironisk eftersom hun jo egentlig var død og slet ikke burde føle noget som helst! I det mindste så kunne han da stå frem i stedet for at lade hende ligge der. Sulten ville snart begynde at præge hende, Morticia lovede sig selv, at når det skete så ville hun tømme ham for hver eneste lille dråbe, til han ikke var andet end en simpel kluddedukke i hendes arme.

[Deleted]

Efter at Lochlan havde efterladt vampyren på det store solide træbord, midt i hans arbejdskammer, havde han forladt rummet, for at give sig til noget bedre. Han sad inde i et andet rum, ikke langt derfra, hvor han arbejdede på nogle eliksirer. Hans eliksirkammer, kunne man slet ikke tage fejl af, eftersom der var flere reoler fyldt med forskellige eliksirer, hvor der var en enkelt mærkat, der indikerede hvilken slags eliksir det var. Andre ville ikke få noget ud af at kigge på mærkaterne, eftersom det stod på et næsten uddødt sprog. Det var det nød til, for tænk nu hvis nogen rent faktisk fandt vejen herind? Så ville det ikke gå at de bare kunne tage løs af godterne, eftersom der var nogle noget heftige eliksirer og ikke mindst gifte. Han sad ved et mørkt egetræsbord med flotte udskæringer, hvor han sad og skrev noget ned med en fjerpen på et gulligt pergament. Over ved siden var der ellers et langbord, hvor der stod forskellige arbejdsting, netop til at lave eliksirerne.
Forstyrret så Lochlan op, da han hørte en stemme, noget der indikerede at hun var vågen. Et smil strejfede hans læber, inden han stak fjerpennen fra sig i blækhuset. Han rejste sig op og tog fat omkring stearinlyset, inden han forlod sit eliksirkammer, for at gå lidt ned ad gangen, indtil han kom til det rum, hvor han havde spærret hende inde. Han åbnede døren, hvori der var et vinduesparti med tremmer.
Lochlan trådte ind i rummet. Det var stort, der var flere borde med forskellige redskaber og naturligvis det bord hun lå på i midten af rummet. Så man ellers omkring ville man se lænker hænge på væggen til venstre for hende. Der var blod på murstenene forskellige steder, tydeligt at dette var et form for torturkammer. Han lukkede døren bag sig, fik tændt et par fakler og nogle stearinlys, hvor han satte sit eget fra sig. ”Pas nu på, du giver mig bare gode ideer,” svarede han roligt, ja næsten i en høflig tone. Et selvsikkert smil dansede over hans læber, idet han vendte blikket mod hende. Han bar ikke længere sin kappe og hun var derfor i stand til at se hans ansigt og kropsbygning. Han lignede ikke den sædvanlige slanke, skravlede præst eller videnskabsmand, hvis man ikke vidste hans erhverv, kunne man næsten tro at han var en kriger, med sin muskuløse og høje skikkelse. ”Desuden vil jeg da hellere end gerne se dig forsøge at slippe fri fra de lænker,” tilføjede han og hans tonefald indikerede at det mere eller mindre var en umulighed, medmindre han selv tillod det. Han gik roligt hen til hende, studerede hende, undersøgte hende, granskede hende med øjnene. ”Du er noget af et pragteksemplar,” svarede han anerkendende, som om hun var en gevinst, hvilket hun sådan set også var i hans optik. Hun var hans nye eksperiment, hvilket gjorde at han ikke længere anså hende for at være en person, men sit arbejde. Og han gik frygtelig meget op i sit arbejde, hvilket hun nok skulle erfare … på den hårde måde.

[Morticia Imeena Mathimæus]

Efter lange minutter med protest faldt Morticia helt til ro. Hun stirrede tomt op i loftet uden at tænke en tanke trods hun lignede en der spekulerede over hele livet. Hvor lang tid denne fremmede havde tænkt sig at lade hende ligge her, før han turde krybe frem som sit skjul, måtte kun guderne vide, men hvor hun dog glædede sig til at sætte tænderne i hans møre kød, og smage på hver en dråbe af hans blod, som om hver enkelt af dem var en delikatesse.
Automatisk blottedes hendes tænder en smule før de igen gled i skjul bag hendes rosenrøde læber.
Først da tunge skridt lød ude på gangen, blev hun igen opmærksom, dog uden at rokke sig så meget som en millimeter, end ikke da døren gled op.
Lugten af gammelt blod havde for længe siden strejfet hende, det bidrog dog ikke til den evige hunger, eftersom det ikke længere ville smage af noget særligt og formentligt ville det også gøre hende syg, ”Fortæl mig. Hvad har jeg gjort for at fortjene døden?” spurgte hun med et intetsigende tone. Hendes blik faldt ikke på noget tidspunkt på hans skikkelse.
I virkeligheden lå en lang række gerninger bag hende der nok kunne få andre til at ønske hende død. Men denne alkymist, havde hun ej noget udstående med. Hendes negle skrabede let på træet under hende, et materiale som hun ikke ligefrem var glad for som vampyr. Han havde tilsyneladende gennemtænkt det hele. ”Tro mig, det har jeg allerede prøvet. Jeg må i det mindste beundre dit hårde arbejde,” svarede hun blot og så endelig op på ham. Hendes blodrøde øjne studerede hans ansigt, linje for linje. Han var ikke gammel af udseende, som hun ellers umiddelbart havde forestillet sig, desuden så var han en meget markeret mand.. lidt ligesom Alec. I disse dage manglede hun ham, men guderne forbyde at han nogensinde skulle vide at hun havde gjort sig de tanker om ham selv i hans grav.
Måden hans blik studerede hende som var hun et udstillingsdyr, fik hende til at hvæse af ham. Den slags disrespekt ville hun bestemt ikke slå sig til takke med! ”Du er et pragteksemplar på min kommende middag, men fortæl mig hvad jeg er et pragteksemplar på,” opfordrede hun.
Sulten lyste langt ud af hendes øjne, fuld af had og fuld af lidenskab på samme tid. De fleste ville end ikke turde gøre sig tanken om at røre hende, men denne mand havde kidnappet hende i fuld offentlighed, og nu ville hun inderligt ønske at hun kendte til hans planer.

[Deleted]

Det forundrede ikke Lochlan at denne kvinde var utilfreds med hans lille kidnapning. Det var mere eller mindre samme rutine. Han kidnappede en vampyr, de forsøgte at gøre modstand, de kom med en masse trusler, men i sidste ende var det altid ham der bestemte hvad deres skæbne blev. Og sådan ville det skam også blive denne gang, hvilket denne stædige kvinde nok skulle indse før eller siden, og højst sandsynlig på den hårde måde. Han trak en smule på smilebåndet, mest af alt fordi hun virkede så utilfreds og slet ikke interesseret i ham. Han bebrejdede hende end ikke, hvordan skulle han? Han havde trods alt kidnappet hende og han havde tænkt sig at gøre grimme ting ved hende. Alt sammen bare for at gøre sin egen viden større. ”Døden?” gentog han lettere overrasket, inden han kluklo ganske let, „jeg har skam ikke tænkt mig at dræbe dig. Ikke endnu vel at mærke.” Om det kom dertil, ja det måtte tiden jo vise. Nogle havde ikke overlevet hans eksperimenter, andre havde han været tvunget til at slå ihjel, så var der også de som han havde sluppet fri, selvom han havde fjernet deres hukommelse, så de ikke kunne genkende ham, eller også havde han ændret på deres minder, men i sidste ende havde han altid sørget for at de ikke kunne huske ham. Hvordan det blev med hende her, ja det måtte tiden jo vise.
Lochlans stålgrå øjne faldt direkte i hendes blodrøde, da hun endelig valgte at se direkte op på ham. Han var på ingen måde tilfreds med synet. Bare synet af hende, velvindende om at hun var vampyr, antændte en form for raseri i hans indre, mest fordi det var hendes slags der havde slået hans familie ihjel. Han hadede vampyrer, han kunne ikke udstå dem! Og derfor frydede det ham, når han så kunne få lidt hævn ved at udføre sine eksperimenter på dem. Det var dog ikke kun vampyrer som var så uheldige at blive fanget af ham, andre gange havde han også bragt sine fjender med herned, som var af en anden race, hvor han ligeledes havde udført eksperimenter på dem. ”Jeg takker. Selvom komplimenter ikke kan redde dit skind,” svarede han ærligt, med et noget koldt smil om læberne. Han frydede sig skam over situationen og det kunne lige anes i hans stålgrå blik.
Smilet voksede sig kun større, da hun valgte at hvæse af ham, fordi han studerede hende. Hendes svar kom ikke bag på ham, og det morede ham kun. ”Til mine planer naturligvis,” svarede han ærligt, selvom hun nok allerede havde regnet dén ud. Han gik roligt væk fra hende, inden han tog om en skål med hvidt maling. Han begyndte at male en cirkel rundt om hende på gulvet, efterfulgt af en lidt større én, han tegnede et mønster inde i cirklen ind mod bordet som hun lå på, og mellem de to cirkler nogle mindre tegn. Han havde altid sine forholdsregler i orden. Da han var færdig rejste han sig op og gik hen til et langbord, hvor han begyndte at klargøre nogle af sine redskaber.

[Morticia Imeena Mathimæus]

Morticia fulgte hver hans bevægelse med øjnene, som et sultent dyr der fulgte sit bytte. Før eller siden ville han blive føde for hende, før eller siden skulle hun nok komme fri af disse lænker. Hun forsøgte endnu engang, de strammede om den fine hud, der altid havde været så uberørt. Man kunne tydeligt se at nogen havde taget sig godt af hende, hun havde ikke et ar, intet mærke, kun fin hud, bleg og kold som smuk marmor.
”Så fortæl mig hvad jeg laver her,” beordrede hun tvært. Hun var bitter. Ikke nok med at hun lå her og var blevet ydmyget på åben gade, en anden ting var de mange slaver hun havde mistet. Det var gået op for hende at hun på nuværende tidspunkt i denne tilstand, ikke kunne gøre det helt store. Han havde tilsyneladende foretaget sine forholdsregler. ”Næppe. Hvorfor dette? Har min mand nogensinde forurettet dig? I så fald påtager jeg mig intet ansvar,” hun himlede med øjnene.
Det havde før givet problemer for hende at Alecander havde været så aktiv i det levende liv, mange havde følt sig forurettet af ham og mente velsagtens at hun kunne tage ansvaret for hans gerninger, hvilket hun naturligvis nægtede.
Ventetiden havde allerede gjort hende rastløs, hun var urolig men viste det ikke. Hendes ydre var både fattet og køligt som det plejede at være i enhver anden situation.
”Så meget var gået op for mig. Jeg er nysgerrig på hvilke planer,” det var svært for hende at se hvad han tegnede, men hun var nysgerrig og forsøgte nærmest at dreje rundt på bordet bare for at se hvad der foregik omkring hende. Det lykkedes ikke. I stedet fik han igen hendes opmærksomhed da han stod henne og puslede med et eller andet som hun ikke kunne se hvad var. Næppe noget behageligt, hun forstod bare ikke hvad hun havde gjort for at stå i denne situation.