Hunter and prey

[Deleted]

Morticia Imeena Mathimæus
************************************

Mørket havde lagt sig over Dvasias. Det var en kølig vinternat, som gjorde at de fleste var tvunget til at klæde sig godt på, hvis man altså var så heldig at være privilegeret til dette. Markedet i Rimshia City var godt fyldt, dette var ikke så underligt, når man tænkte på at de befandt sig i Dvasias og de fleste var væsner af mørket og derfor trivedes bedre på denne tid af døgnet. De fleste var ude for at fejre Dvasias’ erobring af Manjarno, der nu var under det dvasianske styre. Nogle var dog ikke nær så glædesfulde, eftersom det ikke var alle som var imponeret over den nye erobring. Den mørke skikkelse, som kom gående ned af en mørk gyde, var én af de få personer, som var noget ligeglad med denne nyhed. Manjarno havde længe været et neutralt land, der havde gjort en god indsats og havde stået imod mange odds, mange angreb og forsøg på erobringer. Slottet havde flere gange været tæt på at blive sprunget i luften af terrorister, men altid havde det stået. Indtil nu. Det var faldet, og selvom folk havde god grund til at juble og feste i gaderne, så var denne mørke skikkelse ikke fan af de mange intriger landene imellem. Faktisk kunne han ikke være mere ligeglad, de var ubetydelige. Selvfølgelig kom der også gode ting ud af krig, men denne enspænder, havde altid fundet sådan en magt overflødig. Han havde set mange store konger og dronninger skabe et stort imperium, blot for at se det visne bort til ruiner, som sandkorn der løb ud mellem ens fingrer. Alt det man skabte kunne være væk på et øjeblik, én af de ting han havde erfaret på den hårde måde.
De stålgrå øjne så ud fra den mørke uldhætte, der lagde en sort skygge over mandens ansigt, så man ikke kunne se hvem der var under. Det var ikke alle der kendte Lochlan på udseendet, men mange havde nok hørt rygter, hvis først hans navn blev udtalt. Der var selvfølgelig de som intet bekendtskab havde til ham, og om det var heldigt eller ej, ja det ville naturligvis afhænge af situationen man havde befundet sig med ham i. Han gik med en stolt holdning og hans mørke udstråling var ikke til at tage fejl af, eftersom den udviste magt og autoritet. Skønt den sorte kappe dækkede ham fra top til tå, så kunne man ud fra hans brede skuldre danne sig et billede af resten af hans krop, der nok ikke var så splejset igen. Hans høje skikkelse virkede lettere intimiderende, især med det sæt iskolde øjne som han besad, der nærede en tydelig intelligens, der ikke skulle undervurderes. Man kunne ellers ane de sorte, tætsiddende, skræddersyet bukser, der også var lavet af uld, så han ikke frøs, hvor han bar nogle knæhøje, sorte støvler, der var gode til at vandre i. På ryggen havde han et langt spyd hængende, der var bundet sammen med en snor, så den var let at tilgå, skulle han få brug for den. Han var nemlig på jagt denne aften. Dette var ikke normalt at se hos en alkymist, men det var ikke mad han var efter. Nej det var noget helt andet. Han var på jagt efter et nyt eksperiment. Det var også derfor at han satte kursen imod slavehandler-delen. Der kunne man altid få sig et nemt bytte.

[Morticia Imeena Mathimæus]

Morticia tog en dyb indånding og åndede ud. Det skar mere i lungerne end det gjorde godt, men duften af kød blandet med den særlige duft der prægede vinteren, var nærmest nostalgisk for hende.
På et tov med rækker af slaver og slavehandlere, der forsøgte at få styr på sine varer, stod hun med sine egne. De stod alle på ræd og række så deres fortrin tydeligt afspejlede sig, med blikket rettet mod jorden, så ingen adelig ville føle sig stødt over deres velvilje.
Morticia var eneste kvinde blandt alle disse handlere. Ind mellem deres råben og lyden af piskeslag havde de tid til at sende hende en blanding af nedladende og lystne blikke, som hun ej besværede sig med at tage sig af. De stod der i deres ludfattige klæder, med beskidte varer der formentlig var fuld af alverdens sygdomme, og aldrig havde løftet så meget som savsmuld i deres levetid.
Hendes glatte blik gled hen over hendes egne. Mændene var af mange muskler, mens kvinder var fyldige og smukke af former, der var unge som gamle, hver med deres særlige talenter.
Man kunne tydeligt se hvor overlegen hun følte sig i forhold til de andre. Hendes hår var glat og hvidt som is, og hang langs hendes slanke ryg. Trods hun ikke reagerede på kulden, havde hun iklædt sig en tykt pelsfrakke der sagde en del om hendes velstand, men også gjorde hende mere menneskelig. Kinderne faldt for den slags.
"Det er en god aften ikke sandt?" hilste hun på en mand der strøg forbi med sin høje hat. Han stirrede efter hende så lant at han næsten var gået ind i en anden foran ham. Hendes blodrøde læber skiltes i et køligt smil der afslørede de sylespidse tænder. "Godaften Sir, De ligner en der kunne bruge en hjælpende hånd. Mine er de bedste," hun gjorde gestus mod rækken af slver og henvendte sig til den høje skikkelse, der vandrede forbi uden at vide hvem hun havde med at gøre.

[Deleted]

Ubemærket gik Lochlan forbi den lange række af slavehandlere. Man kunne tydeligt fornemme at alle forsøgte at overgå hinanden. Det var næsten et morende syn, men egentlig interesserede de mange slaver ham ikke. Han kunne godt finde på at købe en vampyr, hvis der var én iblandt dem, men han vidste at slaver blev behandlet dårligt, i hvert fald som regel, og han ville have en som ikke var udhungret og svag. Det gjorde nemlig en stor forskel ved de ting han havde i sinde. Skulle de mishandles, var det fordi han ønskede det.
Logans ubemærkede færden blev dog snart opdaget, eftersom én af slavehandlerne henvendte sig til ham. Dette fik ham til at stoppe op og dreje hovedet en smule, så man kun kunne ane hans hage, der bar tre dages lange skægstubbe, som var brune. Hans stålgrå øjne så ud gennem den mørke hætte, hvor de faldt på den kvindelige slavehandler. Det var tydeligt at fornemme at de andre ikke mente at hun var noget værd, selvom hun klart havde de bedste bud på slaver. Men det var ikke slaverne som fangede hans interesse og smag. Nej, det var hende. Han havde intet besvær med at læse hendes aura, og det var tydeligt at hun var vampyr, ikke på auraen, men hendes udseende, den blege hud, de blodrøde læber, de spidse hjørnetænder, som man lige kunne ane i hendes smil. Hun var jo et pragteksemplar! Han drejede sig om imod hende, så han stod med fronten imod hende, gemt under den sorte kappe. Han så ned på hende, selvom han holdt sin afstand. ”De skulle bare vide,” lød hans mørke, dybe stemme, der var lettere kølig, men det som nok var mest fængende ved den, var den klang af mystik, som om han skjulte noget – hvis man altså bemærkede tonen.
Logan trådte et skridt tættere på slaverne, lod øjnene glide undersøgende over dem, inden de gled over hende, lige så undersøgende, som målte han også hendes værd. Han rynkede let på næsen. Han havde ikke det bedste forhold med vampyrer, eftersom det var den race der havde dræbt hans familie, samt det var den race han udførte eksperimenter på, så de brød sig bestemt heller ikke om ham. Han havde skam allerede udvalgt hvilken én af dem han ville have og han stod og kiggede direkte på hende. Spørgsmålet var jo så bare hvordan han fik hende med væk herfra.
Hovedet tiltede let på sned, imens Logan lod øjnene glide let over hende. ”Er De ikke lidt for fin til denne branche?” spurgte han roligt. Der var ingen nedladende tone, mere undrende over hendes valg af erhverv, når man tænkte på at de fleste rige valgte det søde liv og ikke at sælge slaver.

[Morticia Imeena Mathimæus]

Det var en glæde at hun tilsyneladende formåede at fange denne mands interesse, trods glæden måske var blomstret en kende for hurtigt. Mange anså hende ikke for værende noget stort, udelukkende på grund af hendes køn og det navn som hun var blevet skænket for mange år siden, men dette var en af de heldige der ganske snart ville opdage at hun var den bedste inde for sit fag.
Hendes røde øjne, søgte hans mystiske skikkelse, der endnu henlå skjult under den tunge kappe. Frygt påvirkede hende ikke længere, det plejede at være alle andre der frygtede hende. Et kort glimt, det var alt hun fik af hans grå øjne. De var gennemborende men ej skræmmende. "I så fald er det heldigt at jeg kan hjælpe Dem på det punkt," sagde hun glat.
hendes blik gled lidt fordømmende ned over hans skikkelse før hun så på sine slaver. "Hvad søger De? En til at holde Deres bolig måske?" spurgte hun og hævede et slankt øjenbryn, før hun uden videre trak en kvinde frem bag rækkerne. "Denne kvinde er kun et par hundrede år gammel. Hun er fragtet fra Procias, og er vant til hårdt arbejde," præsenterede hun mens slaven blot stod og stirrede ned i jorden med skælvende ben. Deres frygt var ligegyldig.
Hun slap taget i kvindens arm og foldede i stedet sine hænder foran, mens den unge kvinde stilte sig tilbage i rækken. Det var ikke nødvendigt at have dem i snor eller noget, de vidste at de ikke kunne løbe fra hende, og de der var dumme nok, fik vredet halsen om.
"Jeg tager det som et kompliment Sir, men rigdom er trods alt ikke alt," Et lidt for charmerende glimt meldte sig i hendes blik.. den dyriske sult der kort meldte sit ansigt.

[Deleted]

Det var skam ikke fordi at en slave ikke var tiltalende, for Lochlan kunne sagtens bruge én som han kunne hundse rundt med, når han selv havde travlt. Han havde også før haft slaver, men desværre så var de enten døde af alderdom, han havde enten solgt dem videre, eller de var blevet slået ihjel. Han kunne derfor godt bruge en slave i sin husholdning, men det var ikke derfor at han befandt sig her. Og nu havde han allerede fundet sig sit offer, og kendte man Lochlan ret, så vidste man, at havde han først sat sig for noget, så gav han ikke op før han havde fået det. Bange var hun dog ikke af sig, men det havde hun heller ikke behov for at være, for de skulle nok få tid til at finde ud af hvem det var, der bestemte. Og det var naturligvis ham. Hun ville – som så mange andre – ende i hans magtfulde jerngreb, hvor det kun var ham der bestemte om hun slap ud af det eller ej. Det var ham, der ville blive herre over hendes skæbne. Selvfølgelig i hans egen optik.
De stålgrå øjne gled over slavetøsen hun fandt frem, hvor han selv trådte et uvilkårligt skridt tilbage. Han kneb øjnene let sammen – dette kunne dog ikke ses på grund af hætten der skjulte hans ansigt. Hovedet søgte let på sned, inden han som et rovdyr, begyndte at cirkulere omkring dem begge to, hvor hun nok ville tro at han tjekkede slavetøsen ud, selvom hans øjne hvilede på Morticias skikkelse. ”Jeg vil gerne have en kvinde,” fortalte han sandfærdigt, selvom det ikke var slaverne han tænkte på. Han stoppede op halvt bag dem, da hun sagde at rigdom ikke var alt. En lille krusning kom frem på hans læber, men hun ville næppe se det, fordi han stod bag hende. ”Så sandt,” svarede han ærligt. Hendes svar var skam et plus i hans bog, og havde han nu ikke allerede besluttet sig for at det var hende han ville have som sit nye eksperiment, så havde hun sikkert været en person der kunne vinde hans respekt … måske, hun var trods alt vampyr og dem havde han aldrig rigtig brudt sig om af mange gode grunde, ligesom det var gensidigt. Han ønskede dog heller ikke en relation eller noget som helst forhold med denne kvinde, hun måtte hade ham så meget hun ville, så længe han fik det han ville have. Han løftede sin højre hånd og gned sin skæggede hage, inden et noget mere skummelt og lumsk smil tegnede sig over hans rosenrøde læber. ”Og jeg har allerede fundet den jeg vil have,” endte han i et lettere beslutsomt tonefald, selvom han endnu engang bar den mystiske hemmelighedsfulde undertone, der kunne tyde på at han havde en hemmelig agenda, noget mere tydelig denne gang end sidst. Han var heller ikke sen til at handle, eftersom han stak sin hånd ind under kappen og trak en glas kolbe frem som var bred og lettere rund i bunden. Indeni, var der en hvid lyskugle. Han åbnede proppen og lod kuglen flyve ud og foran hende, hvor den tændte for sit enorme lys, der var lige så skarpt som solen selv. Hans håb var at bruge overraskelsesmomentet og blænde hende, så hun ville bakke de sidste skridt ind i ham, hvor han stod klar med et lommetørklæde, der var vådt af bedøvelsesmiddel, en fin lille mikstur, som ikke var særlig svær at brygge sammen. Den kunne få selv en vampyr til at dejse om og miste bevidstheden.

[Morticia Imeena Mathimæus]

Morticia var i allerbedste tro på at han var interesseret i en slave. Kvinden hun viste frem var den bedste hun havde blandt sine rækker. Procianere var en sjældenhed som slaver, de var ikke nemme at fange så beskyttet som de var bag grænsemuren. Dette gjorde naturligvis også prisen højere, men kun det bedste af det bedste var godt. "Hvis De ønsker en yngre model kan jeg byde på en ung formskifter med speciale i at... tilfredsstille," hun lod en finger stryge hen over sin hage og så på ham med et sigende blik.
Han forstod vel en sådanne hentydning. Man kunne næsten se hendes lidt for tilfredse smil. Hun havde slaver til enhver andledning. I fuld tillid lod hun denne mand kredse omkring hende trods alle hendes sanser var vækket. Hun lyttede til hans skridt, og hans hjerte der slog. Der var intet farertruende ved det, men hun havde ej heller nogen idé om hvilken magtfuld mand hun egentlig stod overfor.
"Jamen sig endelig frem. Jeg er sikker på at vi kan finde en ordentlig pris," lovede hun. Idet hun sagde det, drejede hun elegant om på hælen og blev ramt af det voldsomme lys. Hendes skrig fik alles blikke til at rettes mod hende. Mange af slaverne så dette som deres stik, til at komme væk. Mens Morticia bakkede bagud og holdt sig for øjnene, stak de alle af. Det var endnu ikke gået op for hende hvad der egentlig foregik.
Den muskuløse krop tvang hende til at stoppe op selvom hun nærmest faldt ind mod hans skikkelse. Der var ingen der reagerede på angrebet, det var Dvasias, folk fejede for egen dør, desuden var de nok nærmere glad for endelig at komme af med hende.
Trods det bare var magi, så brændte det på hendes hud. Intet røg men det var højest ubehageligt. "Hvad gør du?" hvæsede hun og forsøgte automatisk at slå ud fra sig, bare i et forsøg på at komme af med ham hvor end han var.

[Deleted]

Lochlan forstod skam godt slavehandlerens lille hentydning, problemet var bare at han var ikke interesseret i det hun havde at sælge til ham. Han trak kun en anelse på smilebåndet ved hendes ord, som den eneste reaktion, mest fordi han morede sig over at denne vampyr ingen anelse havde om hans intentioner. Men hvordan skulle hun dog også have det? Han virkede ikke faretruende på nogen måde, han var ikke skræmmende, og da slet ikke for en stor og styg vampyr, som hun nok selv mente at hun var. Der skulle dog efterhånden en del til for at slå Lochlan ud. Han kendte ikke til frygt. Frygt var et valg, og han havde valgt for mange år siden ikke at lade sig skræmme af noget. Der gik rygter om at han havde fjernet sin egen sjæl og ikke længere besad én. At han holdt den skjult et hemmeligt sted. Men ingen havde levet længe nok til at finde ud af det.
Da hun lovede at de kunne finde en rimelig pris, strakte smilet sig kun yderligere over hans læber. ”Perfekt,” lød hans rolige stemme, selvom hun fik sig noget af en overraskelse, da han valgte at gå til angreb på hende, ved at blænde hende med den skarpe energikugle. Hun gjorde også det som han havde håbet på, at bakke direkte ind i ham. At hendes små slaver valgte at stikke af, tog han sig ikke af, han var der ikke for dem, og de var nok kun taknemmelige for det. Han lod den frie arm søge omkring hendes skikkelse, for at holde hende fast. ”Jeg tager min nye slave,” fortalte han hende. Det var nok ikke lige dét som hun havde haft i tankerne, og hun mente nok heller ikke selv at hun var til salg. Hendes forsøg på at kæmpe sig fri, lykkedes ikke, for selvom hun var stærkere end ham fysisk, så var han hurtig til at reagere, hvor det eneste han fik, var en albue i siden, som han blot bed i sig. Han førte lommetørklædet med bedøvelsesmiddel op foran hendes ansigt og pressede det imod hendes næse og mund. Giftgasserne var rimelig kraftige og man behøvede snart ikke at trække vejret, før de ville virke og slå én ud. Han ventede også blot på at hendes skikkelse blev slap, idet hun ville falde hen i en tung søvn og først vågne om nogle timer. Han var taknemlig for at han var gemt under hætten, så der ikke var nogen der fik et billede af hans ansigt. Og selvom ingen valgte at reagere på dette, så var det tydeligt at de blev lidt mere opmærksomme på deres omgivelser, for hvad nu hvis der var flere end ham selv? Hvad nu hvis der var et baghold mod alle slavehandlere? Men der kom ikke flere. Der var kun ham. Og han tog kun denne kvindelige vampyrslavehandler. Da hun mistede bevidstheden, var han hurtig til at pakke lommetørklædet væk, inden han gik en anelse ned i knæ og smed hende over skulderen, kun for at vade væk fra stedet. Han gik tilbage samme vej som han kom fra, ind i gyden og tilbage ud af den anden ende, hvor hans sorte hingst stod og ventede på ham. Han smed hende over hesten, inden han selv satte sig op og red tilbage til templet, hvor han holdt til.

//Out