Home is where the heart is.. Or what?

[Deleted]

Et par uger var der vel gået siden Loup var kommet haltende ind i lysningen hvor Nitka havde opholdt sig. Tiden var gået hurtigt og samtidig langsomt. Nitka var rastløs og brød sig mindre og mindre om den lysning der havde været hendes hjem i over en måned. Det var svært at gøre det rart i skoven, alt blev konstant vådt og klamt når nattens rim faldt, træerne var kun en sølle trøst mod vinden når det virkeligt ruskede og selvom at hun, med Loups noget mere kyndige hjælp, havde fået stablet et læ på benene blev det tiltagene svært at få varmet kroppen igennem jo tættere vinteren kom.
Nitka misundede de der havde huse i byen, mure der holdt dem varme, tage der holdt dem tøre. En seng at sove i og en kamin at varme op i. Men hun ville aldrig kunne bo i byen - hvad hvis hun mistede kontrollen og Nemesis kom og brændte hele byen ned, igen? Det ville hun ikke risikere.
Hun sad tavst ved bækken og vaskede sin kappe der igen var blevet mudret efter at have ligget på en frosen jord der med morgens solstråler var blevet tøet op. Hun havde været tavs længe og irriteret på sig selv og situationen hun var i. Hun havde ikke sagt det til Loup - han var måske det tætteste hun kom på en ven, men hun ville ikke belemre ham med sine tanker, da det ikke var noget han kunne gøre noget ved alligevel.
Hun svang kappen over en sten og håbede solens sparsomme stråler kunne varme den op og tørre den. Vandet var vanvittigt koldt og hun kunne slet ikke mærke sine fingre da hun rejste sig og begav sig hen mod skovkanten. Hendes tænder klaprede, hendes spinkle krop sitrede hver eneste gang et vindpust gjorde hende opmærksom på kulden der sneg sig ind over dem med stormfart. Hun kunne næsten ikke plukke de urter hun skulle bruge og kom med et frustreret udbrud. Hun slog ud med armene og bandede for sig selv før hun forsøgte at gnide varme i sine hænder. Det her gik bare ikke.

[Deleted]

Vinteren var efterhånden ved at komme godt anstigende. Kulden var begyndt at blive mærkbar, og havde ført til at Loup oftere end ellers var at se i form af den massive, hvide ulv. Det var lidt tid siden at han igen havde været i stand til at gennemgå sin forvandling uden at hans ar gjorde ondt. Det havde været tortur for ham, ikke at kunne tage den form som faldt ham mere naturligt ind end hans menneskelige form. Han havde savnet sine tænder og klør. Savnet de forstærkede sanser, som gjorde ham i stand til at høre og lugte enhver skikkelse på hundrede meters afstand. Han savnede styrken. Da han første gang vovede at skifte form igen, næsten en hel uge efter at Nitka første gang havde renset og forbundet hans sår, havde det været med sammenbidte tænder og et smerteligt støn – men sådan var det altid når en varulv skiftede form. Han var kun taknemmelig for at der ikke havde været en fuldmåne som havde tvunget ham ind i en forvandling før hans sår var ordentlig helet. Det kunne have tvunget ham til at starte helt forfra i helbredelsesprocessen.
Den store ulveskikkelse gik med tunge skridt tilbage til lejren, efter at have været ude i skoven og jage. Nitka havde været nødt til at sørge for maden mens han havde været såret, men siden han var blevet i stand til at jage igen, havde han sørget for at de havde fået nok mad. I det store gab bar Loup en ung hjort, som han smed fra sig midt i deres lejrplads. Ulven begyndte derefter at ændre skikkelse igen, indtil Loup igen stod i sin menneskelige form, og øjeblikkeligt trak sin kappe en smule tættere om sig. Uden pelsen til at varme ham, mærkede han kulden som en hammer.
”Er du okay?” spurgte han hende, der han så hvordan hun sad og forsøgte at få varmen. Han vidste det godt selv. De kunne ikke blive ved sådan her. I takt med at vinteren nærmede sig, ville deres lejr blive mere og mere udsat for elementerne. Når først sneen ville komme, ville Nitka behøve mere end det beskidte tæppe for at holde varmen. Hun havde stadig afvist at sove ind til hans varme, pelsede krop om natten. Han fik gang i et bål, før han fandt en lille kniv frem og begyndte at snitte hjorten op. ”Vi burde finde noget varmere tøj til dig på et tidspunkt. Det bliver kun koldere, og det du har er ikke det tykkeste.” påpegede han, skønt hun allerede måtte være klar over det.

[Deleted]

Hun smilede anstrengt til ham og trak afvisende på skuldrene. "Det går" mumlede hun og blæste ind i sine samlede hænder for at få varmen. "Tøj alene gør ikke kunsten. Vådt tykt tøj er farligere end tørt og tyndt.." Hun sukkede og mærkede på kappen for at tjekke om det skred frem af - det gjorde det ikke. Hun trak vejeret dybt et par gange, den kolde luft rev i lungerne og hun hostede et par gange før hun forsøgte at plukke sine planter igen. Det gik lidt bedre nu hvor hun kunne mærke sine fingre men var stadig ikke optimalt.
"Når vinteren kommer.. Når sneen falder. Tøj er ikke nok til at beskytte os. Jeg forstår hvis det ikke er i din interesse men jeg kan ikke blive her.. Jeg er nød til at finde noget der kan holde kulden ude" Hun så på ham mens han snittede hjorten op og gyste let. Det var stadig ikke rart for hende når der blev slået ihjel, men hun så nødvendigheden af det. Hun lagde armene om sig selv og så mod himlen som om hun forventede at sneen allerede begyndte at dale - det gjorde den ikke, men i hendes hoved var det koldt nok til at det kunne ske. "Jeg ved bare ikke hvor jeg skal tage hen.. Jeg kan ikke være i byen med mit sind.. Men jeg kan heller ikke være her.." Hun så ikke på ham da hun et eller andet sted var urolig for hvad han ville sige. Hun var meget taknemlig for hans hjælp og uden ham havde hun ikke fået så meget mad som hun havde. Hun havde ingen færdigheder til at jage eller gro noget. Men hun var også nød til at se kendsgerningerne i øjnene og dette fungerede ikke.

[Deleted]

Loup lyttede, uden at tage blikket fra hjorten foran sig. Han førte kniven med en øvet hånd og delte skind fra kød, og kød fra muskler og sener.
”Jeg er enig.” svarede han hende uden videre omsvøb. Hvad mere var der at sige om den sag, end dét? Han vidste hvor ret hun havde. De kunne ikke blive i skovlysningen meget længere. Foruden det faktum at de var udsat for elementerne – selv ham, der kunne varme sig med sin pels – var de heller ikke særlig beskyttede overfor angreb i ly af natten. Han var rigtig nok i stand til at opdage enhver fare hvis de kom for tæt på lejren, men kun hvis han var vågen til at bemærke det. Hvis de begge sov, kunne de sagtens risikere at få skåret halsen over, simpelthen bare for at være der. Dvasias var et forræderisk land. Det vidste Loup alt for godt. ”Vi får brug for et bedre sted at være. Et sted som kan være tørt og varmt.” Han sukkede drævent. Hvis de bare havde tag over hovedet. Men Loup havde intet job og ingen penge, og Nikas job som prostitueret var ikke meget hjælp, når det var Nitka som havde kontrollen. Og han kunne ikke få sig selv til at bede hende om at overlade kontrollen til Nika. Ikke når han kunne se hvor lykkelig hun var for at have fået kontrollen efter så lang tids underkastelse af sit eget sind. Miksturen hun havde fået var også ved at løbe ud. Inden længe måtte de kontakte alkymisten igen, og finde ud af at få fat i noget mere. På den ene eller den anden måde.
Loup vendte blikket lidt rundt om dem. Skoven var udelukket. Det samme var byen. Med Nitkas ustabile sind, var det ikke til at sige hvad der ville ske hvis Nemesis eller den navnløse vågnede. ”En hule?” foreslog han, da han igen vendte blikket mod hende. ”Der er tørt… et bål kan holde det varmt… og du kan ikke brænde det ned.” argumenterede han med et skævt smil.

[Deleted]

På trods af at hun ikke just var begejstret for tanken om at han viste hun kunne risikere at brænde ting ned smilede hun let - hun havde jo selv haft tanken så den var hende ikke fremmed. "Måske.. Tror du man kan dække indgangen af? Så vinden ikke bliver et problem?" Nitka mente ikke at kunne huske nogensinde at have set en hule med en dør - eller en hule som sådan i det hele taget. Hun trak på skuldrene og bøjede sig over planten foran sig. "En hule kan nok gå.. Måske ikke permanent men denne vinter igennem kan det være den bedste mulighed.." Hun plukkede det sidste blad og satte sig ned mens hun rystede lidt. Det var virkelig ved at være for koldt. Hun så mod ham og lagde hovedet på skrå.
"Loup?... Har du nogensinde haft et hjem?.. Du ved.. Fire vægge og et tag, et sted man kan kalde sit? Hun så ned på bladet mellem sine fingre med et let mismodigt smil før hun forsatte. "Jeg havde et et par måneder.. Måske et år.. Før alt det med de andre.. Jeg kan ikke huske det specielt godt.. men jeg savner det.. Forstår du?" Det var ikke meningen hun ville have sagt så meget, men ordene var bare væltet ud lige pludselig og hun vendte blikket mod ham.

[Deleted]

Loup så eftertænksomt ud i luften. Det ville selvfølgelig komme an på hulen de fandt. Selv havde Loup benyttet sig af flere huler i løbet af årenes løb. Jordhuler, klippehuler – hell, han havde en gang overnattet i et gammelt gravkammer i mangel af bedre.
”Vi må se hvad vi kan finde af huler, før jeg kan give dig et svar på det.” svarede han med et beklagende smil i hendes retning. ”Men hvis vi er heldige, ja. Hvis ikke, kan vi håbe at hulen går dybt nok ind i jorden eller bjerget eller hvad det nu er vi finder, til at vi kan finde læ for vinden.”
Hendes følgende spørgsmål fik ham til at hvile blikket på hende i nogle lange sekunder, før hans læber nok en gang bredte sig i et skævt smil. ”Nej. Aldrig.” svarede han. ”Jeg har altid levet under åben himmel. Det er det, jeg trives bedst med. Et kroværelse er måske nødvendigt en gang imellem, men det er ikke noget jeg ville kunne gøre fast.” Han fortsatte sit arbejde med kødet. Han vidste at dette punkt ville være et sted hvor han og Nitka ikke tænkte ens. Så meget var han klar over. Han trivedes meget bedre ude i det fri end Nitka gjorde, og hun havde selv bekræftet at hun savnede fire vægge og et tag. ”Inde i et hus bliver mine sanser sløve. Jeg kan ikke lugte mine omgivelser lige så godt. Det gør mig paranoid.” uddybede han, mens han tog en luns af hjortekødet og placerede det over bålet.

[Deleted]

Nitka så ned på plante bladende hun havde i hånden mens han snakkede - hun forstod ham godt, men igen var det bare en af de ting de var meget forskellige omkring. "Man kunne lave et kompromis.." Sagde hun langsomt mens hun vendte blikket mod ham. Hun forventede ikke just at han havde tænkt sig at leve med hende resten af sit liv, men hvis de slog sig sammen for en tid kunne det jo ikke skade ikke at bringe det på banen. Forskelligheder var vel til for at blive fundet løsninger på - det var hvert fald hendes holdning som det var lige nu, og han virkede ikke til at syntes det var en ide at give slip på hende, hvilke hun på en måde godt kunne lide.
"Man kunne.. Du ved. Finde et sted, langt ude i skoven langt fra alt.. Med et hus jeg kunne være i, og naturen du kunne være i. Uden at du behøvede at leve under fire mure og tag.."
Hun pakkede bladende væk og tjekkede sit lager og sukkede tungt. Planterne syntes ikke at vokse ordenligt så tæt på vinteren, og lageret her ville nok ikke engang få dem gennem efteråret. Hun var nok nød til at lære hvordan man ordnede kød hvis hun skulle gøre noget nyttefuldt det næste halveår.

[Deleted]

Loup måtte løfte blikket fra kødet over bålet, og vendte det i stedet mod Nitka. Sandt at sige havde han ikke rigtig tænkt over hvor længe de to skulle tilbringe tiden sammen. Alt han kunne sige med sikkerhed var at han nød Nitkas selskab – den originale Nitka. Hendes personligheder var da bestemt interessant – og i enkelte tilfælde irriterende – selskab, men Nitka var da kommet lidt under huden på ham. Men det som hun foreslog lød i hans ører som et forslag om længere tid sammen. Tanken var ham ikke så uacceptabel som han i udgangspunktet havde troet den ville være.
”Det er da ikke en umulighed.” svarede han endelig, efter at have set tankefuldt ud i luften. Så længe han selv kunne slippe for at bo under et tag og omringet af fire vægge, kunne han egentlig ikke være mere end tilfreds. Hans tykke pels skulle nok holde ham varm og beskyttet mod elementerne – med Nitka var det en anden sag. ”Men det kommer ikke på tale før vi finder en forladt hytte. Medmindre du selv har lyst til at fælde træer og bygge én.” indskød han med et drag på smilebåndet. Loup anede ingenting om at konstruere ting. Hans natur var mere beregnet til at ødelægge, ikke til at skabe. Det var måske derfor han så hurtigt havde fundet tonen med Nemesis, til trods for deres konstante mundhuggeri. Han nød dem. ”Først og fremmest kan vi håbe på at finde en brugbar hule. Så kan vi udvide ledningen efter noget med fire vægge og et tag. Er du sulten?” spurgte han, mens han vendte og drejede på kødet over bålet. At Nitka ikke var meget for at dræbe dyrene, havde han hurtigt lært. Men spise, det måtte hun vel stadig.

[Deleted]

Nitka grinede lidt og så mod himlen med et overvejende blik før hun så mod ham igen. "Du sagde jo at du ville hænge på lidt, så kunne lige så godt komme med et forslag.. En hule er fin for denne vinter, men i længden.. Ja du ved hvad jeg vil sige.. Om du vil hænge på eller ej er det.. Mit mål, lige nu. Så ved du det. Hun så på ham med et noget mystificeret blik da han forslog at hun selv kunne bygge et hus og endnu et smil spillede om hendes læber. "Hvor fristende det end ville være at få tingene helt om jeg gerne ville have dem, og være fri fra alle andre, tror jeg ikke det ville være en mulighed.. Så en forladt hytte er nok bedre" Hun tog kappen fra stenen og på trods af at den stadig var lidt fugtig tog hun den med hen til bålet hvor kødet afgav sin indbydende duft af mad. Hun satte sig ved siden af Loup og så ind i flammerne.
"Men vi må hellere finde den hule snart - så vi er forberedt når kulden kommer.. Jeg ved ikke med dig, men for mig føltes det som om at sneen kunne vælte ned lige om lidt.." Hun så på ham men hendes blik blev snart tiltrukket af kødet igen. "Hvis vi skal tilbringe de næste par måneder sammen bør jeg nok snart lære hvordan man.. gør det der" Sagde hun og gestikulerede mod den døde hjort og skar ansigt. "Med mindre du ved hvordan man får grøntsager til at gro i en hule, om vinteren" En gnist af humor spillede i hendes øjne ved den sidste sætning - selvom at hun ikke var en ørn til overlevelse og ikke havde stået på egne ben siden hun havde sin mor, kunne hun godt regne ud at det var umuligt at få planter til at gro på en sten, under sne.

[Deleted]

”Du er ikke helt gal på den.” svarede han uden tøven, og løftede blikket op mod himlen. Kulden var efterhånden ved at blive bidende i luften, og Loup var ikke i tvivl om at der ikke ville gå mere end en uges tid, før sneen ville begynde at dale ned. De kunne ikke blive i deres lejr meget længere, så det smarteste ville nok være at finde en hule meget snart. I hvert fald hvis de også skulle nå at sikre sig at den faktisk var tryg at søge ly i. Han skulle ikke nyde noget af at blive angrebet af en gnaven bjørn i ly af natten.
Hendes humoriske kommentar fik ham til at måtte lade et dæmpet grin lyde fra sig, og han sendte hende et skævt smil. ”Grøntsager kan jeg intet om. Faktisk gælder det for det meste som skal dyrkes og gros. Jeg ved ikke om det er gået op for dig, men mine hænder er så langt fra grønne som de overhovedet kan komme.” Som for at understrege sin pointe holdt han sine hænder fremme. Hver eneste én af dem var dækket af blod fra hjorten. Stort bedre kunne det ikke beskrives. ”Men jeg kan forsøge at lære dig at gøre det. Det er ikke utænkeligt at du må blive nødt til at gøre det en eller anden gang.” kommenterede han. Han tog kødet af bålet, fandt nok en gang sin kniv frem, og delte det stegte kød i to. Han rakte den ene halvdel til hende, inden han selv satte tænderne grådigt i sin halvdel. Det var ikke til at sige hvor lang tid han og Nitka ville tilbringe sammen. Det måtte have været på grund af hendes andre personligheder at hun havde klaret sig så længe som hun havde, men så længe det var den oprindelige Nitka som kontrollerede kroppen, kunne det være mest praktisk at vise hende den slags ting.

[Deleted]

Hun tog i mod kødet og begyndte langsomt at spise før hun så på ham igen. Hun grinede lidt, meget lavt som altid, over han kommentar med grønne fingre og hendes blik faldt på hjorten med et vemodigt blik. "Jeg.. Har bare set hende slå så meget ihjel. Jeg ved ikke om jeg kan drive mig selv til at.. tage et andet væsens liv. Efter alt det blod, alle de liv hun har taget med mine hænder.. Det virker så forkert, det virker som om jeg.. skylder nogle noget.. skylder verden noget.. Jeg ved ikke, det er en dum tanke men det er svært at finde ud af" Hun skyndte sig at se ned og spise videre i stilhed mens hun overvejede sine ord. Hun ville ikke begynde at forklare ham hvordan det føltes, hvordan det var at se ud gennem sine egne øjne, se en anden føre sine hænder og lemmer. Se alt, men ikke kunne gøre noget. Hun forventede ikke at han kunne forstå det, og hun ville ikke få ham til det. Han skyldte hende intet så hvorfor skulle hun begynde at forklare ham noget. Dog gjorde det tydeligt at hendes svar nogle gange var lidt mystiske.
På et tidspunkt som nu, hvor ord var ytret og hun ikke kunne tage dem tilbage spekulerede hun på hvad han mon tænkte når hun sagde sådan. Han måtte syntes hun var noget af det mærkeligste han havde mødt. Det var stadig hende et mysterium hvorfor han blev hængende - hun huskede svagt hvad han havde sagt til Nemesis sidst han havde fundet hende men Nemesis og Nitka var jo ikke den samme person. Hun skød tankerne fra sig og rejste sig. Hun tørrede fingrene i kjolen og holdt kappen frem til bålet mens hun skar tænder. "Hvornår skal vi så videre?" Spurgte hun sådan lidt ud af det blå og skævede til ham.

[Deleted]

Loup tyggede lidt på kødet i sin mund mens han lyttede til Nitkas ord. Han vidste hvad hun snakkede om, men han kunne ikke forstå hendes logik. For ham var naturens love rimelig simple: spis eller bliv spist.
”Det handler om at overleve, Nitka. Ikke om at skylde nogen noget.” svarede han hende, efter at have slugt sin mundfuld. Nemesis havde forstået det simple koncept. Før eller senere ville Nitka også være nødt til det. ”Vi har brug for mad for at overleve. Vi kan ikke leve på gode gerninger, eller på at lade nogen leve hvis vi kunne bruge dem. Jeg fangede hjorten, fordi den var det svageste i sin flok. Så simpelt er det. Sådan har det altid været, og sådan vil det altid været.” Hårdt måtte det lyde, men Loup så det som bedst, at Nitka forstod det, jo hurtigere jo bedre.
Havde Nitka været sådan som Loup, ville hun aldrig have overlevet så længe som hun havde. Havde det ikke været for Nemesis, var Loup ganske sikker på at Nitka ville have været kold og død for flere år tilbage. Hvor meget hun end hadede Nemesis, og hvad Nemesis havde gjort uden Nitkas tilladelse, kunne man ikke komme udenom det faktum at den sadistiske personlighed havde bidraget til at holde hende i live. Om det så drejede sig om at nedlægge en enhjørning og spise dens rå kød, eller til at forsvare hende mod en glubsk varulv. Tanken fik ham til at trække svagt på smilebåndet. ”Snart. Men ikke i nat.” svarede han hende. ”Det er for farligt at lede efter huler i mørke. I dagslyset er de nemmere at finde, og nemmere at udforske. Jeg går ikke ud fra du har lyst til at flytte ind i en hule med en flok bjørne som er gået i hi?” spurgte han sigende. For ikke at snakke om hvad der ellers kunne skjule sig i hulerne.

[Deleted]

"Det er jeg klar over.. Det føles bare så forkert" Mumlede hun og så på bålet mens hun spiste det sidste kød og slikkede saften af sine fingre. Selvom at hun ikke var meget for at tage et andet dyrs liv var der nu noget ganske uimodståeligt lækkert ved stegt kød. Hun overvejede atter mulighederne for at kunne klare sig selv en gang, uden at være afhængig af at have penge mellem hænderne til at købe kød fra jægere i byen. Det ville nu være rart, at kunne stå helt på egne ben uden at være afhængig af andre væsner. At kunne gro sine egne ting, fange sine egne ting - ja lige frem lave sine egne ting. At hun måske alligevel så kunne få kontrol nok til at studere lidt mere omkring healing og planter, og på sigt selv brygge sin mixtur og eventuelle salver til sår... Hun rystede på hovedet for at komme ud af drømmen - en ting af gangen.
"Bjørn.. Tror aldrig jeg har set sådan en.." Sagde hun tænksomt da han spurgte om hun havde lyst til at flytte ind sammen med sådan en. Hun kunne ikke erindre at have stødt på en, og hvis hun havde havde det sikkert været uden at hun viste det. Det havde taget en del øvelse at erindre alt der blev sagt og gjort, hendes tanker vandrede videre til barnets skødesløse opførsel og hun rystede på hovedet af sig selv. Nej det var helt for det bedste at hun havde kontrollen og så måtte hun lære at overleve hvad det end måtte koste. Hun måtte forstå at det var en nødvendighed - men det gjorde det ikke nemmere at komme igennem realiseringen.
Hun så på Loup og spurgte atter sig selv om hvorfor det var han var her - men hun ville ikke spørge, ikke igen. Hun havde bare ikke så meget forståelse for hvorfor han havde valgt at blive hængende, hvorfor han ikke havde afvist hendes forslag om kompromis. Men hun indså også at hun var glad for at han var der, at hun ikke var alene og hun havde en.. ja.. en Ven.

[Deleted]

Loup kunne ikke håbe på at kunne overbevise Nitka om at det gav mening. Det var trods alt en måde at leve på, som han havde været igennem gennem flere år. Ved hende havde det for det meste været hendes andre personligheder som havde haft kontrollen. Nemesis havde nok været den der havde sørget for at hun havde hvad hun behøvede af mad – hvis ikke Nika havde indsmigret sig hos en eller anden mand for natten – og barnet var vel tilfreds så længe hun fik noget at spise. Den navnløse ville han slet ikke forestille sig i sådan en situation.
For Loup havde den slags aldrig været en diskussion. Hvis ikke han slog ihjel, ville han ikke have noget at spise. Så simpelt var det.
”Det skal du nok også være glad for. En gnaven bjørn kan godt være problematisk at have med at gøre. Jeg tror selv Nemesis ville have problemer med sådan én.” Der havde været noget spøgefuldt i hans ord, og i blikket han havde sendt hende. Det var dog stadig alvorligt ment. Hvis først man vækkede en bjørn, skulle man næsten være forberedt på at slå den ihjel bagefter. Det var ikke sådan noget man bare kunne løbe fra. End ikke ham i sin ulveskikkelse, hvis han selv lige var vågnet. Han rystede tanken fra sig. Så vidt han vidste var der ikke nogen bjørne i dette område, så hvis de fandt en hule deromkring, burde de være trygge.
Han betragtede hende i stilhed. Til tider undrede han sig selv over hvorfor han stadig var der. Hendes personligheder kunne rigtig nok være godt, interessant selskab, og Nitka var ikke selv dårligt selskab… men det var for det meste ham der sørgede for at de faktisk overlevede mens Nitka havde kontrol over sin egen krop. Under andre omstændigheder ville hans tålmodighed ikke have strukket sig så langt. Hun var et særtilfælde. Tanken fik ham til at trække en smule på smilebåndet, inden han selv slugte sin sidste mundfuld kød grådigt. ”Men vi må nok forberede os på at det her bliver den sidste nat vi har i den her lejr. Når solen står op igen, burde vi lede videre.”

[Deleted]

Nitka nikkede eftertænksomt og så mod den kolde himmel. Hun skuttede sig og tog kappen om sig, da den alligevel var ved at være tør nok. Hun så mod bålet og så mod ham. Der var en masse hun følte hun burde sige, eller havde lyst til at sige. Det var aldrig rart at gå med tanker og bekymringer alene, men hun viste ikke nok om at være social til at vurdere om tidspunktet var korrekt. Hun havde brug for at takke ham, for at have holdt hende ud så længe, og for at han stadig gjorde det. Men samtidig havde hun også brug for at lade ham vide at hun ikke ville holde på ham - frygten for at han tog hendes ord som en opfordring til at smutte var dog for stor til at hun turde sige noget lige nu. Desuden havde hun brug for hans hjælp hvis hun skulle overleve selv, ellers var hun nød til at lade sine andre personligheder komme til og det ville ende med at hun aldrig ville få kontrollen igen. Hun turde derfor ikke sige noget - ikke endnu i hvertfald.
Hun slog blikket ned da det gik op for hende at hun i sin tanke strøm bare stirrede på ham. Det var noget nyt, dette sociale liv. Hun værdsatte hans hjælp og støtte men samtidig var hun urolig omkring alt hun sagde. Flere gange syntes hun at han havde set ganske opgivende ud fordi hun havde sagt noget, men igen kunne det sagtens være hun tolkede det forkert også. Hun lagde sig ned og rynkede let på næsen da hendes ribben landede på en våd plet på kappen - den var åbenbart ikke helt tør.
"Loup?" Hun så på ham, så godt hun kunne fra sin nu liggende position. "Tak.." Hun smilede lidt før hun lagde hovedet på armen og gabte let. Hun så ind i flammerne mens hun forstillede sig hvordan det var at leve i byen, have hus, varme klæder og ikke skulle bekymre sig om mad. Hun kendte ikke til alle muligheder for at skaffe penge, og de tre hun havde stiftet bekendtskab med var ikke mulige. At dræbe nogle og tage deres penge, Dræbe og stjæle for der efter at sælge, eller ligge med en mand til en vis pris og hun havde ingen intentioner om at gøre noget af det.