Post by Deleted on Jan 27, 2015 13:10:30 GMT 1
Loup havde siddet lidt i sine egne tanker, og havde knapt nok ænset at Nitka tilsyneladende sad og stirrede på ham. Han kendte området nogenlunde godt nok til at han vidste hvor de bedste steder at finde huler var. Problemerne ville være at finde en hule som hun ville kunne holde sig varm i, og at sikre at hulen faktisk var beboelig – og at den ikke allerede var optaget af nogen andre.
Det var først da Nitka lagde sig ned at hans opmærksomhed vendte sig mod hende igen, og han betragtede hende med et lille drag på smilebåndet. Smilet falmede en lille smule, da hun takkede ham – hvad var det hun takkede ham for? Joh, han havde da hjulpet hende med at overleve, og han havde da også hjulpet hende med at få kontrollen over sin egen krop. Smilet voksede en smule frem igen.
”Tænk ikke på det.” svarede han hende. Taknemmelig var han nu alligevel. Det var rart at få bekræftet at hun satte pris på ham. At hun ikke bare lod ham hjælpe hende uden at give noget tilbage. ”Få dig noget søvn. Vi får nok at lave i morgen.” Han sendte hende et sidste smalt smil, før hans menneskelige skikkelse nok en gang blev erstattet af den enorme, hvide ulv. Den stod på alle fire og betragtede Nitka med sine mørke øjne et enkelt sekund, før den lagde sig ned i græsset med en dyb brummen, og lukkede øjnene i.
Det var først da Nitka lagde sig ned at hans opmærksomhed vendte sig mod hende igen, og han betragtede hende med et lille drag på smilebåndet. Smilet falmede en lille smule, da hun takkede ham – hvad var det hun takkede ham for? Joh, han havde da hjulpet hende med at overleve, og han havde da også hjulpet hende med at få kontrollen over sin egen krop. Smilet voksede en smule frem igen.
”Tænk ikke på det.” svarede han hende. Taknemmelig var han nu alligevel. Det var rart at få bekræftet at hun satte pris på ham. At hun ikke bare lod ham hjælpe hende uden at give noget tilbage. ”Få dig noget søvn. Vi får nok at lave i morgen.” Han sendte hende et sidste smalt smil, før hans menneskelige skikkelse nok en gang blev erstattet af den enorme, hvide ulv. Den stod på alle fire og betragtede Nitka med sine mørke øjne et enkelt sekund, før den lagde sig ned i græsset med en dyb brummen, og lukkede øjnene i.
