A fresh start!

[Deleted]

@eriiz

S: Dvasias, Atterlin, Zeans hjem


Han satte den sidste kasse fra sig og lod blikket glide over de kasser der allerede stod der. Tingene var gået hurtigt og dramatisk og han kunne mærke hvordan det sled på ham. Hvordan bare det at pakke kasser sammen både føltes uoverskueligt og dejligt afslappende, til en forveksling. Hele dagen havde han brugt hjemme, på at pakke sine sidste ejendele sammen. Halvdelen af hans ting lå hjemme i hulen, men dette var resten af hans personlige ejendele og bestod mest af tøj og en masse udstyr til at arbejde med urter. Han puffede kassen på plads med den ene fod og trak vejret dybt. Han glædede sig...Han glædede sig til at få sit eget sted i Paggeija og han glædede sig til at indtage byen. At dødsenglene endelig kunne få deres eget sted og begynde den rigtige opbygning af racen. Der ville endnu gå en del år, før de var stærke nok til at udgøre en egentlig trussel, men han nød alligevel at lade som om. At lade som om de var en trussel. Når alt kom til alt...Bondemænd frygtede dem da, når de fløj rundt og satte ild til en landsby og det var vel altid en start.
Han var iklædt nogle løse, sorte bukser og en sort skjorte, der var knappet op, med undtagelsen af ved kravebenet. Her kunne man se kædet til medaljonen han havde fået af Rei i sin tid...En tid der virkede så langt væk, at det næsten var en drøm.
Han havde kunne mærke det. Der var spændinger i luften og folk kiggede sig over skuldrene. Der var ting under opsejling, men han kunne kun gætte på hvad.
Han forlod kasserne og gik ind i opholdsstuen, hvor ilden buldrede i pejsen og gjorde rummet dejlig varm. De bare fødder gled over det bløde gulvtæppe og hans stålgrå øjne gled ud af vinduet og kiggede et øjeblik på nabohuset, før han lagde hænderne på ryggen af lænestolen, men uden at sætte sig. Der var reoler med bøger, men disse havde han ikke pakket ned, for han ville alligevel ikke få tid til at læse dem...Hvis han overhoved gad. Hans evner til at læse og skrive manglede stadig øvelse, selv om han nu selv kunne stave sig igennem det meste. Hans håndskrift lignede en barns...Men det var jo noget han måtte tage med. Man kunne ikke være leder og ikke kunne læse eller skrive.
Alt åndede fred...
Han vidste ikke hvad butleren lavede og var også ligeglad.
På bordet ved siden af ham stod en kande med vin og to glas. ikke fordi han ventede nogle, men fordi det så bedre ud med to glas, end et. En lille skål med frugt, flest vindruer. Med et svagt suk greb han ud efter en vindrue og lod dens søde saft gøre hans dag lidt bedre. Her var stille...Næsten alt for stille...

[Deleted]

Som en slange gled hun afsted gennem de øde gader. Kappens kant hvislede over brostenene, mens de faste skridt førte hende tættere og tættere på Zeans hjem. Lysene var stadigvæk tændte i vinduerne. Perfekt. Han var ikke gået i seng endnu. 
Der blev banket på døren. Butlerens skridt kunne høres, inden de blev afbrudt af døren, som blev åbnet. Den formumlende stemme af butleren hørtes, men man kunne ikke høre den anden person, som svarede. Butleren svarede dog. Det kunne næsten lyde som om, han talte med sig selv, inden at døren, som gik i hørtes. Nu kunne man høre fodtrin. To par. Et par tunge, som kun kunne være butlerens, og et par lette, mere langsomme. De var næsten snigende. 
Butlerens fodtrin fjernede sig mere og mere, mens det andet par kom tættere og tættere på døren til dagligstuen. Håndtaget gled ned, og den åbnede sig. 
Eriz stod i døråbningen. Hendes kappe var blevet taget af butleren, så hun kun stod i en hvid, lang kjole med nøgen ryg og skuldre. De isblå øjne landede direkte på Zean. Ildevarslende, skarpe, studerende. Som prøvede hun at grave ind i hans hoved, for at kunne regne hans intentioner ud. Langsomt lagde hun armene over kors, og lænede sig sidelæns op af dørkarmen. Afventende. Opgivende. Hun så på ham, som var han et ulydigt barn, der havde gjort noget galt, og nu stod foran dommen for det. 
Hendes sorte, tykke hår faldt løs ned, og indrammede det slanke, blege ansigt, der ikke viste nogen følelser eller tanker. Ikke som øjnene. Øjnene afslørede det hele. Hun var som en pakke gløder, der med lidt for meget vind, kunne flamme op til en blussende ild. Man kunne se det på hende. 
Hun drog et tungt suk, og slap ham med blikket, for at kigge rundt i hans stue i stedet for. 
"Jeg har lige været til en hyggelig samtale med en fælles ven," fortalte hun med en blød, faretruende stemme, der kunne få en fuldvoksen mands nakkehår til at hæve sig. "Han fortalte mig noget, som jeg blev meget ked af at høre. Åbenbart har min ynglings dødsengel, sagt til ham, at jeg ikke var til at stole på, hvilket næsten fik mig slået ihjel. Du kender ikke noget til det, gør du?"
Hendes hårde blik fandt ham igen.

[Deleted]

Han kunne høre døren og sin retarderede butlers stemme. Hvem fik de nu besøg af? Hans hus skulle snar sælges til Deacon, men han gik ikke ud fra det var denne mand der besøgte ham.
Han gnaskede videre på sin vindrue, mens han så ind i ilden. Ild var så fascinerende, så varmt og kunne være så farligt. Lige som vand kunne være det...Ligesom kvinder kunne være det...
Pludselig gik døren op og hans nye gæst ville afsløre sig selv. Han drejede hovedet en anelse og til hans overraskelse var det Eriz der opsøgte ham her, de sidste timer hvor han overhoved var i huset. Hendes stikkende øjne og truende adfærd fortalte ham så rigeligt at hun måtte være sur over et eller andet...Og han havde vel intet andet valg end at vente på at høre hvad hun ville. Han rakte ned efter en ny vindrue og kastede den i munden på sig selv. Med den i munden rettede han sig op fra lænestolen og vendte sig om mod Eriz, mens han slog armene ud til siden.
”Jamen også godaften til dig, Eriz” hilste han med et svagt smil.
En fælles ven? Umiddelbart havde han ingen ide om hvem hun talte om...Oh! Ud fra det hun sagde måtte det være Kimeya. Han var den eneste han direkte havde sagt til, at han skulle være forsigtig hvad angik Eriz. Det...og mange andre ting. Han truttede let med munden, mens han overvejede et passende svar.
”Sjovt!” udbrød han så.
”Jeg havde ikke den fornemmelse at han havde venner.” han havde ikke regnet med at Kimeya ville give ham videre til farlige folk som Eriz, bare uden videre. Den mand havde seriøst nogle problemer...Og tydeligvis kunne man ikke stole på ham. Men var det noget nyt? Man kunne ikke stole på nogen som helst!
Han trak vejret dybt, som var dette ham virkelig ubelejligt.
”Katten er ude af sækken. Jeg prøver at overleve her. Jeg kan ikke vente på i slås og finder ud af hvem der skal bestemme. Jeg kan lige så godt udnytte den der har mest magt og dertil måtte jeg give ham nogle oplysninger, jeg vidste han var interesserede i. Du er en stor pige, du kan godt klare lidt modgang” smilte han, som var det intet større problem.

[Deleted]

Et fnys undslap hendes læber, og hun skubbede sig ud fra dørkarmen, for at træde længere ind i stuen. Hendes bløde hofter vuggede langsomt fra side til side. Noget ved den måde hun gik på, mindede om et rovdyr, der langsomt sniger sig mere ind på sit bytte. En kat tæt på en mus. En slank, lang finger strøg over ryglænet på en sofa.
"Så har du taget et dårligt valg," svarede hun en smule sammenbidt. "For du valgte forkert."
Hendes skarpe øjne rettede sig hen på ham, mens at hun nærmede sig ham mere og mere. For hvert skridt virkede det som om skyggerne omkring hende blev dybere. Der lå noget rastløs over hende. Som havde hun virkelig lyst til at slå ham ihjel. Man kunne næsten se hvordan det kriblede i fingrene. 
"Derfor har du brug for rådgivere, Zean. Du tager altid de dårlige valg. Det her valg, er lige ved at koste dig livet," forsatte hun, inden at hun nu nåede så tæt på ham, at hun måtte lægge nakken tilbage, for at holde hans blik. En hånd skød op, og hun greb om hans kæbe. Et hårdt greb, der fik hendes negle til at skære sig ind i hans hud. 
"Du burde lytte noget mere til mig, Zean. Både dig og Kimeya gør den fejl at undervurdere mig, og I begge taber på det. I begge kunne have fået så meget, hvis bare I havde lyttet, hvor I nu ender op med ingenting." Langsomt slap hun sit tag i ham, og lod i stedet hånden glide ned over hans brystkasse. Øjnene fulgte efter. "Et held for dig, at jeg har indvilget i være din rådgiver, for her kommer jeg med et råd til dig. Alliere dig med mig. Tag en beslutning og gør det." Hun drog et lille suk, inden at hun slap ham, og vendte ryggen til ham, for at spankulere tilbage mod sofaen. Hofterne vuggede provokerende. Hun kiggede på ham over skulderen, mens hun gik. 
"Kimeya vil falde. Jeg har skaffet nok allieret, til at det vil ske. Når han er væk, vil jeg overtage som leder af warlocks. Både dæmonerne og en flok varulv står ved min side, samt diverse andre," afslørede hun, inden at hun gled ned og satte sig på sofaen med det ene ben over det andet. Armene lagde sig strakt ud over ryglænet. Stadigvæk anspændt for at holde vreden i ro, vippede hun med foden. "Allieret som kan hjælpe dig med din by. Det er noget, jeg kan give dig. Ikke Kimeya. Så at du valgte ham fra for mig, var en rigtig, rigtig, rigtig dårlig ide Zean. Så hvad skal jeg gøre med dig? Jeg er fascineret af dig, hvilket er en stor svaghed fra min side, og givet mig lyst til at give dig en chance til. Er det hvad jeg skal gøre, Zean? Give dig en chance til?" 

[Deleted]

Valg? Han erindrede intet om et valg. Tværtimod kunne han netop ikke vælge og stod derfor med en god i begge lejre...Endnu i hvert fald. Han lagde ikke sin loyalitet hos nogen, tværtimod gav han sig til rådighed, for den han fandt mest passende. Men aldrig loyal!
Nej, hendes ord gav ingen mening, mere var de...Det nøjagtig samme som alle andre gik også sagde. Gør dit, gør dat for ellers vil du fortryde det! Havde folk ikke bedre argumenter end trusler? Zean reagerede ikke på trusler. Hvornår lærte folk det? Aldrig, gættede han på, for det var så normalt at true folk, for at få hvad man ønskede, at folk ikke tænkte over at man jo vænnede sig til dem. En dag ville man hilse hinanden med en trussel, frem for et goddag.
”Jeg har ikke valgt forkert. Som tingene står lige nu, er Kimeya en leder og dermed har han magten” kommenterede han kort. Hvorfor skulle hun være så...åhr?
Denne fornemmelse af at en person både var irriterende og sjov på sammen tid! Hvilken skulle han vælge?
Han var tæt på at himle øjne af hende, da hun vendte ryggen til ham, men han holdte sig fra det, velvidende at opdagede hun det...Ville det nok gøre lidt ondt. På en eller anden, uden tvivl.
”Jeg har ingen fast rådgiver, ingen har passet til stillingen. Jeg tager mine egne valg og jeg syntes jeg klare det ret godt” han sendte hende et smil. Han vidste det jo godt...Han manglede en rådgiver. Men Eriz var ikke hans faste rådgiver og som leder, ville stillingen som rådgiver være degraderende. Nej, rådgiver dækkede over noget andet denne gang, den indeholdte alliance og udnyttelse af hinanden.
Han havde troet det enden ville være Rei eller Kimeya der ville sidde på magten og han stod i deres gode bog, hos dem begge. Og nu...Nu skulle Eriz blande sig? Han havde ikke givet sig tid til at blive skrevet på hendes gode side. Endnu, i hvert fald. Hun havde bare...været der. Mere eller mindre.
Han grinte let, hvordan kunne han lade være?
”Sikke travlt folk har med at kende mig!” udbrød han, som havde hun sagt noget ganske morsomt. Men det havde hun jo også!
”Jeg undervurderer ingen...Og overvurderer ingen. I har så travlt med jeres normale, kedelige tankegange.” kommenterede han, uden at forklare sig yderligere. I stedet greb han fat i stolens armlæn og hvilede sig op af den, mens han så på Eriz som en doven kat, lod hende om at bruge energi på sin indebrændte vrede. Virkelig, så slemt kunne det ikke have været, hun sad jo lige her! Hun levede da. Hvorfor var hun så sur? Folk var sgu altid sure!
Så hun ville være leder og hun havde allerede nogle magtfulde racer bag sig. Tillykke, tillykke...
Dette ændrede alt. Han havde nu brug for Eriz som allierede, så han kunne gå og vifte med hendes navn og folk så trak sig væk i frygt. Magtfulde folk var venner med magtfulde folk. Sådan var det bare!
Han faldt hen i betænksomhed, hvilket var tydeligt at se på ham. Han overvejede hendes ideer. Til sidst smilte han svagt.
”Er vi ikke en kløgtig en? Du må give mig lidt mere. Hvad er din plan? At vandre ind i hans stue og skære halsen over på ham?” spurgte han. Nej...Han ville først have nogle detaljer, så han kunne vurderer hendes chancer for at vinde...Og så ville han beslutte sig. Det var jo virkelig det eneste rigtige! Han ville ikke ende på taber holdet trods alt.

[Deleted]

Utroligt han kunne le af det her? Selv fandt hun det umådeligt irriterende, specielt efter at Kimeya, havde været ved at dræbe hende, for intet mindre en blot et par timer siden. Så selvfølgelig.... han var en dødsengel. Kort masserede hun sin tinding med to fingre, som prøvede hun virkelig, at bevare roen, mens at han talte. Alt hvad han sagde, hjalp ikke ligefrem med, at få ham på hendes gode side.
Da han bad hende om flere detaljer, sænkede hun hånden, og hendes skarpe blik rettede sig mod hende - og så lo hun. En rigtig latter. Ikke den glædeløse, kolde latter, som hun ellers havde, men en rigtig én, der fik hendes øjne til at stråle, og de små rynker til at trække sig sammen. Hun knækkede jo næsten sammen.
Først efter adskillige minutter, stilnede latteren af, og hun måtte tørre sig under det ene øje, hvor en tåre var trillet ned. Hvor var han dog bedårene! Intet mindre end bedårene.
"Jeg skal fortælle dig detaljerne, om at bortskaffe Kimeya, efter du lige har sladret om mig? Åhhh nej, Zean. Det kan slet, slet ikke komme på tale," svarede hun, stadigvæk bredt smilende.Næsten åndeløs af latteren, rejste hun sig op. "Jeg kom her for at give dig en lille advarelse Zean. En advarende om du havde valgt forkert, men hvis du holder fast i Kimeya, så gør du bare det. På et tidspunkt - meget snart - vil det dog ikke være ham, som sidder på magten."
Hun strøg fingrene igennem sit lange, sorte hår, mens at hun vandrede rundt i hans stue, der var ved at blive pakket ned. Blikket studerede og observerede de forskellige ting, mens at hun spekulerede på, hvordan det hele dog ville ende. Hun ville lade Zean om at snakke. Trods alt, var det ham, som skulle overbevise hende om, hvorfor hun skulle arbejde sammen med ham igen. Hun havde givet ham de informationer, han havde brug, nu var det hans tur til at bruge dem.

[Deleted]

Først forstod han slet ikke kvindens latter og det lykkedes hende at holde ham i en vis uvidenhed, endda på grænsen til at blive forlegen, ved hendes vedvarende latter. Hans øjenbryn gled sammen og dannede en fin rynke mellem sig. Han var i tvivl om han selv skulle grine, men det endte med at han bare blev stående og så på hende, ventede tålmodigt på at hun kom videre i teksten.
Hans øjenbryn gled i vejret ved hendes kommentar. Ah! Forklaringen var hun ikke stolede på ham. Klogt...Når alt kom til alt, kunne man ikke stole på nogen som helst. Men når det angik en kommende alliance, ville han gerne vide detaljerne, så han ikke trådte ind i noget, han ikke vidste hvad var...Han ville ikke stå på den tabende side. Men Kimeya var gammel og gnaven, han havde mistet fornemmelsen af verdenen omkring sig og det var klart nogen på et tidspunkt ville overtage det hele. Var Eriz en kvinde han ville kunne arbejde sammen med på den måde? Til sin forbavselse faldt svaret ham med det samme. Ja.
Eriz var perfekt, hun ville kunne udnytte stillingen som leder bedre end Kimeya kunne. Og hvad så med deres planer – Hans og Kimeyas? Åh. Han troede alligevel ikke rigtig på det blev til noget, når alt kom til alt. Alle kunne smutte til Imandra og kalde landet for sit, lige nu.
Ville det nytte at kræve mere viden? Nej. Hvis Eriz havde disse allierede og hun virkelig mente at han kunne indtræde som hinandens allierede, stod han faktisk stærkere end han gjorde lige nu, med kun Kimeya. Medmindre kvinden faktisk var ligeglad og tænkte på at dræbe ham og alle dødsengle...Han kunne virkelig ikke slippe tanken. Når alt kom til alt, hadede alle dødsengle og ønskede dem hellere døde end eksisterende. Men det var et problem han måtte se på, når de kom så langt.
”Åh, det er forståeligt” sagde han så, efter længere tids tænkepause.
”Okay” svarede han så. Han slap stolen og gik over til bordet. Han hældte vin op til dem begge, uanset om Eriz var interesseret i det eller ej.
”Jeg har ikke rigtig noget valg. Jeg accepterer. Jeg vil smutte hjem til min lille hule, som en god lille dødsengel og overtage en by. Og så kan du vælte Kimeya som du nu har lyst til...” han viftede lidt med den ene hånd, som var det alligevel ikke særligt interessant.
”Så længe dødsenglene ikke lider skade, er jeg ligeglad med hvordan du gør det” han tog begge glas, et i hvert hånd. Han rakte det ene halvt frem mod hende.
”En skål for fremtiden?” foreslog han, med et vist drillende smil på sine læber.

[Deleted]

Tålmodigt lod hun ham tænke færdigt. Faktisk fortrak hun dem, som tænkte grundigt over tingene, i stedet for bare at fare paniske ind i en alliance. Måske var han alligevel en smule intelligent?
Da han accepterede hendes forslog, vendte hun sig om imod ham, og smilede bredt. Behøvede hun at holde det skjult, at hun var tilfreds med hans beslutning? Nej. Det var akkurat det her hun havde håbet. Zean var en for god alliance at have, til at hun bare ville smide ham væk, på grund af hans klodset forsøg, på at holde sig neutral.
"Hvis du får brug for hjælp så sig til. Jeg har nogle søde varulve, som sikker gerne vil hjælpe til, hvis I får brug for det," svarede hun ham blødt, og gik hen, for at tage imod det glas, som han rakte hende. Nu hvor det mere seriøse emne var overstået, kunne hun godt tillade sig et glas. De slanke fingre, lukkede sig om stilken i stedet for hans strube, og hævede glasset til en skål. Hvor var det dog tilfredsstillende, at det hele havde ordnet sig. Det var sådan, hun havde håbet, det ville ende. Dødsenglene kunne sådan set gøre, hvad der passede dem. Hun var ligeglad med hvad de rendte rundt og lavede.
"Du har taget det rigtige valg, Zean. Med mig får du så meget mere, end Kimeya nogensinde ville tilbyde dig. Hvis Dronning Jaqia, vil prøve at smide jer ud af jeres erobret by, er jeg villig til at støtte dig," fortalte hun, inden hun let slog glasset mod hans, så det gav en klingende, ren lyd. "For fremtiden."

[Deleted]

Hendes ord fik ham til at fatte håb for fremtiden, trods alt. Alt havde set sort ud, men nu følte han sig allerede stærkere end han havde gjort for blot et øjeblik siden. Han smilte til hende.
”Kimeya har lovet mig et par soldater til at indtage Paggeija. Blot som støtte. Det håber jeg ikke du vil ændre på...Om du så bliver leder før eller efter det sker” kommenterede han. Han lod hende tage det ene glas og hævede sit eget op i stilken, selv ganske tilfreds. Ja, hendes tilfredshed strålede nærmest ud i lokalet! Sådan en fantastisk kvinde hun var. Hun havde jo fuldstændig ret.
”Det var præcis mine tanker. Du vil kunne bruge magten til mere end Kimeya. Han sidder kun i sin stol og ser sur ud...Du, til gengæld, ser som altid fantastisk ud!” Med et blink med det ene øje, skålede han.
”For fremtiden” medgav han og lod glasset finde hans mund, så han kunne slukke lidt af hans tørst i vinen. Perfekt! Helt igennem perfekt!
Han så frem til at hun ville støtte ham, umiddelbart var det en støtte langt større end nogen anden han havde modtaget. Selv Kimeya havde ikke så meget som fortrukket en mine, men blot eftergivet hans ønske om et par magikere til at støtte dødsenglene. Blot for at vise de havde venner. Rent politisk...Kampen skulle blive mere nedslagtning eller rigtig krig, alligevel.
Ja. Han var godt tilfreds. Så tilfreds at han kunne danse hele natten og sætte neglene i et offer. Bogstavlig talt...hans negle var pyntet med falske negle af skarp metal, der skinnede i det dunkle lys. Og så var der en aftale, som de begge forhåbentlig kunne udnytte til det bedste. Zean glædede sig i hvert fald til at se hvor dette ville ende.

//Out