Making Friends?

[Faith Jaceluck Marvalo]

@eriiz
***********************************

Krostuen var fuld af højtråbende stemmer. Uden for var det et elendigt vejr, regn silede ned fra den mørke himmel, så mange havde søgt ly på de nærmeste kroer. Faith var ikke blandt disse. Hun var kommet af forretningsmæssige årsager efter bud fra en warlock, hvilket nok var det sidste hun nogensinde havde forventet. Warlocker og dæmoner havde været i krig gennem alt den tid hun vidste af, det var mere end grund nok til at være på vagt. Hun sad i den fjerne ende af kroen med en sort kappe, smukt brodet med mønstre, til at skjule hendes ansigt. Man kunne ane de flammerøde lokker der hvilede ned over hendes skuldre, men alt andet henlå i det ukendte.
Foran hende stod et glas med rødvin. Det var ikke ofte hun kom ud, så når hun gjorde så tillod hun sig at nyde det lidt, selv når det drejede sig om forretning. Frem for at lade sig stresse af de urolige stemmer, lyttede hun til regnen der slog mod ruden, og glædede sig over at være inde i varmen. Ilden var hendes eneste våben, hun bar ikke på andre så ofte mere, og herinde var der langt bedre mulighed for at forsvare sig om det skulle blive nødvendigt. Ikke et øjeblik nærede hun tillid til en warlock, og det kunne hun sige eftersom hun i mange år havde været gift med en af dem.. deres leder endda.
Tålmodigheden var begyndt at ebbe ud i sandet. Hun var ikke kendt for at vente længe, men hun var trods alt også en travl kvinde med en hel race at lede. Hun greb ud efter glasset og rettede sig lidt op for at nippe til den søde væske. Kort kunne man ane de lysende, grønne øjne et sted inde bag hætten, men ingen bemærkede hende. På hendes ældre år var hun blevet mere forsigtig med at gøre opmærksom på sig selv, det var gået op for hende hvordan det altid endte med at falde tilbage på hende som noget skidt.

[Deleted]

Døren til krostuen gik op, og en hætteklædt skikkelse trådte ind. Regnvand drev ned at kappe og hætte, mens personen blev stående inde for døren, for at kigge sig omkring. Hætten blev slået tilbage, og afslørede et slankt, blegt ansigt, der var indrammet i kulsorte hårlokker. Dem som sad tættest på døren, havde allerede fået stjålet deres øjne. Med halvåbne munde, gled deres grådige blikke ned over den velskabte skikkelse, hvis beklædning ikke lagde skjul på de kvindelige former.
Observerende isblå øjne, gled søgende rundt i krostuen, uden at tage sig af den opmærksomhed hun fik. Kun én person havde hendes fokus. Og dér sad hun.
Eriz smilede et lille, triumferende smil. Hun var kommet! Perfekt. Med glidende, faste skridt gik hun over til bordet, hvor Faith sad. Hun havde aldrig mødt kvinden før, men havde hørt om hende, efter at have forhørt sig grundigt omkring. Det her var et farligt møde, men hvis man ikke greb mulighederne, der lå foran én, kom man ingen vegne i verden.
”Faith Marvalo?” hilste hun spørgende, og satte sig ned foran den hætteklædte kvinde. De to, var som nat og dig. Den ene brændende og gylden, som var hun selve solen - Den anden sort og bleg, som var hun selve månen.
”Mit navn er Eriz Salore. Jeg er sikker på De har hørt om mig. Vi har meget at snakke om. Hvis Du vil have Deres mand, skal overleve, så vil jeg anbefale Dem at blive siddende,” fortalte hun direkte, og flettede fingrene foran sig på bordet, mens hun holdte sig beregnende blik på kvinden foran sig. Hendes blik mindede om en flintesten. Skarp, kold og hård samtidigt. Et legende smil prydede de fyldige, røde læber.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Døren var gledet op og i så mange gange, uden at nogen havde henvendt sig. Faith ville ikke sidde og holde øje eller gætte på hvem der var denne Eriz. Det var frygtelig begrænset hvad hun vidste om hende, hun havde forhørt sig ved Evan, men derudover så interesserede warlocker hende sjældent særlig meget. Kimeya var naturligvis en undtagelse, og selv ham elskede hun at hade.
Den glatte stemme fangede hendes opmærksomhed. Hun så op og slog hætten ned så hendes flammerøde hår kom til syne, omgav hendes blege skikkelse. Udadtil var hun ikke en særlig skræmmende kvinde, hun var langt lavere end standarden blandt kvinder, hendes blik var mildt og varmt trods hun altid forsøgte at gøre det mere skræmmende, dog var hun kendt som en morderisk og barbarisk kvinde som man ej skulle komme på tværs af.
"Det er Jaceluck," rettede hun kort fattet. Hun brød sig ikke om Eriz alene på baggrund af hendes måde at tiltale hende på samt hendes race. Marvalo brugte hun aldrig, det var et gammel navn fra en warlock slægt, som hun intet ønskede at gøre med.
"Sæt Dem ned. Lad os få fakta på plads. Kimeya er ikke min mand, han er min tidligere mand, døden skilte os og De skal end ikke forsøge at antyde andet," klargjorde hun. Hendes tone var altid hård.. og ilter som ilden, hun havde ikke en fod solidt plantet. Hendes hænder foldede sig roligt foran hende. "Rødvin?" tilbød hun roligt, som var det et venskabeligt møde. Det var ikke tilfældet, men jo mindre mistænkeligt det så ud, des bedre. "De har min opmærksomhed," afslørede hun og lænede sig lidt tilbage.

[Deleted]

Smilet på Eriz’s læber voksede ved Faith’s ord, men hun bøjede lydigt hovedet, for at vise, at hun accepterede hendes rettelser af hende. Nuvel så. Hvis kvinden ikke engang brugte sin mands efternavn, kunne det her blive nemmere, end hun først havde antaget.
”Ja tak. Rødvin lyder fint,” takkede hun, og lænede sig lidt frem over bordet, så hun ikke behøvede at snakke så højt, og derved tog risikoen ved at nogle lyttede. Faith var tydeligvis en kvinde lige efter Eriz’s smag. Stærk, handlekraftig, vild og selvstændig. Akkurat sådan en kvinde, som Eriz kunne arbejde sammen med samt respektere.
”Dæmonerne og warlocks har været i krig lang tid, syntes De ikke?” spurgte hun som start, og lagde hovedet lidt på skrå, mens at det intense blik hvilede på Faith. Det var nu det handlede om, at sige de rigtige ord, der hverken gav for meget eller for lidt. ”Mange syntes af Kimeya, er for stædig og fastbundet i de gamle veje, til at se mulighederne foran ham. Mange warlocks vil mene, at begge racer, warlocks og dæmoner, kan få gavn af et samarbejde. Er De ikke enig?”
Det handlede om at finde ud af, hvor Faith stod i alt det her. Hvis Eriz fejlbedømte det hele, kunne det koste hende livet. På nuværende tidspunkt havde hun kun hørt rygter om Faith’s forhold til sin mand, men det var langt fra sikkert. Hun måtte finde ud af, hvor den brændende kvinde stod henne.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith følte nærmest at hun sad og kiggede sin nemisis i øjnene. Eriz var en smuk kvinde, det var svært ikke at lade sig fascinerer af hendes tryllebindende auror, som mændene tilsyneladende også havde fået øje på. Sultne dyr, andet var de ikke i hendes øjne.
Hun nikkede blot og gjorde tegn til krofatteren om at han skulle bringe dem endnu et glas, og det gjorde han ret hurtigt. Det var ike første gang, Faith satte foden på dette sted og de færreste turde at lade hende vente længe i frygt for det iltre temperament. Endnu et glas med den dybrøde nektar, blev sat foran Eriz.
Hun søgte hendes blik og tav et øjeblik. "Det giver i hvert fald.. udfordringer," sagde hun endeligt og strøg nogle flammerøde lokker bag øret. Hun var påpasselig med at tage stilling til den slags overfor en kvinde hun ikke andet om, end hendes navn og race. "Kimeya har altid haft sine egne.. traditioner, men jo. Jeg tror på at et samarbejde kunne gøre store gavn i forhold til fortsat at bekrige hinanden i sådan en grad, at vi begge mister," sagde hun endelig og tog fat om sit glas. I starten stirrede hun bare lidt tænksomt ned på vinen før, hun så op. "Men hvis De foreslår at jeg skal være medvirkende i hans død, så kommer det ikke til at ske," fastslog hun hurtigt og tog endelig en tår fra glasset.

[Deleted]

Eriz rystede let på hovedet af Faith's ord, mens at hendes slanke, lange fingre tog et let greb om vinglassets stilk. Selvfølgelig var dæmonernes leder interesseret i en alliance og i fred, men tydeligvisikke for en hver pris. Eriz var klar med et svar. 
"Det er netop, derfor at jeg har kontaktet dig..." svarede hun roligt, og hævede glasset op foran øjnene, så hun kunne lade som om, hun betragtede den rubinrøde vin. Rigtigt holdte hun øje med Faith gennem glasset. "Du har din mands liv i dine hænder, og derfor står du foran et valg. Enten kan du tage hjem til ham, og fortælle ham nogle vil slå ham ihjel, for at tage hans plads som leder. Det vil ikke ændre noget. Han VIL blive dræbt. På den anden side kan du tie stille, og hjælpe til med at styrte ham, så en anden mere... kompetent leder kan komme til. Du kan sørge for han træder ned godvilligt, uden at prøve at overtage magten igen, og hans liv vil blive sparet."
Eriz tog glasset op til læberne, og smagte på vinen. Den var bitter mod hendes gane. Ikke ligefrem det mærke, som hun ville have valgt, men man kunne ikke være kræsen. Rei ville måske ikke syntes om, at hun skabte en alliance med Kimeyas hustru. Dog ville Eriz personligt have sat pris på en lignende gestus, hvis det var hende, som sad på Faith's plads. Jo mere hun havde hørt om kvinden, jo mere var hun kommet til at respektere hende. Hun ville give hende en chance for, at redde livet på den mand, som hun elskede, og hvis børn hun havde født. 
Hendes øjne rettede sig indgående mod Faith over kanten på glasset. 
"Det vil gave dig, at tage imod tilbuddet. Ikke nok med Kimeya's liv vil blive skånet, så vil jeg også kæmpe for en alliance med dæmonerne. Alt for at stoppe den her fjollet krig, når vi burde stå sammen mod andre ting."

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith fulgte hendes bevægelse fra fingrene lukkede sig om glasset, til hun førte det til læberne. Med den ringe tillid hun nærede til kvinden foran sig, så turde hun end ikke blinke. Eriz måtte være magtfuld, og dygtig siden hun havde været kløgtig nok til at drage hende ind i disse planer. Hun rettede sig lidt, og lagde et slankt ben over det andet, i et forsøg på at virke mindst ligeså sofistikeret som denne kvinde, trods hendes udseende og auror ikke tillod det.
Hun sagde intet. Kimeya ville næppe lytte hvis hun forsøgte at advare ham, men hun nærede ikke et øjeblik tiltro til at han ville gå af på hendes opfordring. "Lad mig gætte. Den mere kompetente leder er Dem?" hendes blik afslørede at hun vidste at dette netop var svaret på spørgsmålet. "Kimeya ville ikke træde godvilligt af. Jeg tror han ville slå mig ihjel blot for at foreslå det," indrømmede hun og tog en tår af sin egen vin.
Der var mange fordele i det. De kunne dele ressourcer og styrke hinanden frem for at bekrige hinanden så deres racer begge mistede antal, når de havde behov for at vokse sig større. Hun så tænksomt ud i luften. "Under alle omstændigheder er det et generøst tilbud, og jeg værdsætter Deres mod ved at inddrage en dæmon. Jeg værdsætter nytænkning," sagde hun ærligt og lænede sig lidt mere ind over bordet.
"Fortæl mig Miss. Salore. Hvilket samarbejde så De gerne mellem mellem dæmoner og warlocks, hvis jeg skulle være ligeså generøs og takke ja til dit tilbud?" spurgte hun blot. Det var altid rart at vide hvad der kom ud af det for modparten trods alt.

[Deleted]

Et lille suk forlod Eriz's læber ved Faiths ord. Selvfølgelig ville Kimeya ikke bare træde af, fordi hans kone sagde det. Derfor var hun i gang med at arrangere en lille magtdemonstration for ham, der tydeligt ville vise ham, det valg han havde. Overgiv dig, eller dø. Hun havde dog brug for Faith, til at holde ham til hans overgivelse, så han ikke gik imod hende senere om et par århundrede.

"Kimeya vil få chancen til enten at overgive sig eller forsvinde for evigt," forklarede hun roligt, og lænede sig ligeledes frem mod Faith. De to kvinders ansigter var faretruende tæt på hinanden. Så tæt at Eriz kunne dufte hende, samt mærke varmen fra hende. Det fik et legende smil til at brede sig over hendes læber. "Jeg håber, du vil være med, når han får det valg. Forhåbentligt vil det give ham lidt motivation, til at tage det kloge valg. Der er flydt blod nok, ikke sandt? Hvis du gør det, samtidig med at du sørge for, at han holder sig nede resten af hans levetid, så kan jeg garantere et tæt samarbejde mellem dæmoner og warlocks. Her taler jeg både handel, og støtte i både krig og andre politiske tilhold."

Eriz var ikke i tvivl om at warlocks og dæmoner med hende og Faith i spidsen, kunne påvirke Dvasias til deres fordel. Bare at forestille sig til møderne, hvor de to kvinder, ville stå sammen, og stemme for tiltag, der kunne gavne dem begge to, kunne få Eriz til at smile sejrsikkert. Dødsenglene havde ligeså givet hende denne form for alliance. Tre racer samlet og allieret. De andre havde ingen andre mulighed, end at bøje sig for dem.

"Jeg vil love dig, at der ikke vil ske noget med din familie, hvis bare Kimeya træder roligt tilbage, uden at gøre modstand, eller vil prøve på det senere. Hvis alt går efter planen, vil vi to få meget nydelse ud af hinanden," afsluttede hun blødt. "Og for resten... kald mig Eriz. Mine nye allierede, skal ikke være så formelle omkring mig."

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith forsøgte i sit indre at danne sig et overblik over hvor stort dette var. Ville Kimeya have nogen chance mod denne kvinde? Formentlig, men det var svært at vide sig sikker. Hendes tanker trods hun ret intensivt lyttede til sin nemisis. "Kimeya er ingen klog mand, han er en stolt mand. En del af hans sjæl ligger i den stilling, det vil ikke blive nemt," konstaterede hun og lod fingrene glide dansende hen over glasset i hendes hånd, mens hun endnu sad lænet lidt tænksomt frem mod Eriz. Hun var en ganske smuk kvinde, og hvad bedre var, at hun ligeså nød hendes tankegang.
"Min interesse er først og fremmest hos dæmonerne. De er mit ansvar og hvis jeg kan forbedre deres kår ved at indgå samarbejde, så er det i min største interesse," hun lagde hovedet på sned og kiggede et vilkårligt sted bag hende, før de lysende, grønne øjne igen fangede hendes blik.
"Meget vel Eriz. Jeg vælger at sætte min lid til dig," hun lænede sig lidt tilbage og hævede sit glas som en opfordring til et skål. "Jeg bifalder din måde at tænke på, desuden har denne verden brug for flere magtfulde kvinder," undrestregede hun og med et glat smil hvilende på læben. Trods hadet til warlocks, så var der noget ved denne kvinde som nærmest virkede tiltrækkende på hende. Det var en blanding af gåsehud over hendes kølige udseende, og samtidig en fascination over hendes skønhed og sind, det hørte til sjældenhederne.

[Deleted]

Bifaldende hævede Eriz sit glas, og slog det let mod Faith's, så det gav en klingende lyd, da de skålede. Et sejrssikkert smil havde bredt sig på de fyldige, røde læber.

"Jeg kan kun give dig ret," svarede hun, inden at hun tog glasset op til munden, og drak af den bittersøde vin. Det virkede til, at de var kommet til en enighed. Hvor fantastisk. Så var alle brikkerne faldet på plads. Alt hun manglede var giften fra Aron, og så kunne hun afslutte planen, hvilket ville føre til Kimeya's fald og hendes opstigelse. Hvem skulle have troet, at hun en dag ville blive leder af en hel race? Hende, en mystisk kvinde, der pludselig var dukket op blandt de rige og magtfulde uden et slægtsnavn til at støtte op. Nu sad hun her blandt ledere, og var gift med selve Rei Salore, hvem hun også lige havde fået et barn med. Ja... livet var virkeligt firnurligt. Det eneste hun nu manglede, var sin fulde hævn, men den ville komme.... åhhh den ville komme.

Hendes smil voksede, mens at hun betragtede Faith over kanten af sit glas. Hun var sikker på, at de ville blive bedste veninder.

//out