I am f* pissed...!

[Kimeya Marvalo]

@eriiz - Kimeya Marvalo

---

Det var hen på aftenen og det var sent. Vinden blæste op til storm, selvom det på ingen måder hamlede op med hvad Kimeya måtte føle på indsiden. Hans seneste møde med Zean havde bragt ham både glæder, som det havde bragt ham det modsatte, og han var uden tvivl vred og rasende, alene ved det tilfælde!
Kimeya havde sendt bud efter Eriz om at møde ham her. Hun havde temmelig mange ting at forklare for ham, og det var på tide, at hun gjorde sit ihærdige forsøg, selvom han stærkt måtte tvivle på at hun kunne give ham lige præcis det som han havde brug for at høre lige nu. Selv vandet på den mørke sø henlå uroligt denne aften.
Dvasias havde udviddet sine landegrænser.. som enhver anden dvasianer, så skulle der fejres, men det var bestemt ikke hvad Kimeya havde tænkt sig at gøre i en stund som denne. Han var vred.. Det var vrede som fyldte ham som intet andet. Ville Eriz overhovedet dukke op? Særligt efter deres sidste møde, hvor det havde været ham som havde sat kriterierne og ej omvendt, så var han faktisk temmelig spændt på det, hvis han skulle sige det selv. Hans øjne lynede.. Gud hvor var han vred!

Her havde vinteren endnu ikke sluppet sit tag, dog selvom det ej var noget som rørte Kimeya det mindste. Det var på tide at se om den aftale som skulle ske fyldest, kunne ske, eller om han skulle tage Zeans ord til eftertragtning, når han sagde, at han ej kunne stole på hende. Han måtte sande, at han havde sine tvivl, og særligt efter at hun havde ladet et barn med Rei Salore komme til verden, for det var slet ikke noget som han brød sig om, når han selv ønskede den familie udryddet fra denne jords overflade!
Blikket gled mod himlen. Det lagde op til storm.. skydækket lagde sig tæt, så end ikke månelyset kunne skinne igennem. For nu ventede han.. men han var bestemt heller ikke den mest tålmodige mand hvad angik den her slags!

[Deleted]

Vinden rev i det sorte lange hår, der næsten gik i et med mørket omkring hende. Kappen flagrede bag hende, mens hun kæmpede sig frem mod søen. Hun vidste, hvad det her handlede om. Der var gået en uge siden at hun havde født, men ethvert bevis på hendes krop, var forsvundet. Den var lige så velskabt, som den havde været før graviditeten, takket være en meget dygtig healer. Selvfølgelig vidste Kimeya, at hun havde været gravid. Selvom Rei og hende, havde holdt det hemmeligt, kunne sådan en nyhed ikke stoppes.
Hun stoppede kort op, da hun så Kiemya. Hele hans kropssprog afslørede han humør. Fantastisk. Det her ville blive alt andet end behageligt, men hvis han troede, at hun fandt sig i den slags, tog han fejl. Han havde taget grueligt fejl af hende sidste gang. Så grueligt. For hans skyld, håbede hun, at han havde lært af det. I alt den tid, havde hun ikke kontaktet ham på nogen måde. Overhovedet. Ingen informationer, ingen dataer. Kun stilhed. Med hårde, stålfaste øjne, forsatte hun mod ham.
Hun stoppede op et par meter fra ham. Blæsten susede omkring hende, og truede med at vælte hende bagover, men hun stod fast som en klippe. Utroligt at han havde kontaktet hende efter 8 måneder. Gad vide, hvad der havde fået ham til det? Èn af grundene til at hun var ankommet. De andre var knap så frisindige. Alt venlighed fra deres sidste møde var væk.
”Hvad skylder jeg æren?” spurgte hun med en høj stemme, for at overdøve stormen. "Jeg håber du har en god grund til at slæbe mig ud i det her vejr på denne her tid af døgnet!" Den blege hud lyste næsten op i mørket omkring hende. Håret var en levende organisme – en del af natten – som dansede omkring hendes ansigtet. Det skarpe blik hvilede vagtsomt på Kimeya.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var vred, så det var ikke nogen hemmelighed at hans humør virkelig ikke var det bedste lige i denne stund. Hans blik hvilede stødt på vandet, som selv lå uroligt foran ham. Han kunne mærke den magiske aura og udstråling som måtte komme fra Eriz. Havde hun også tænkt sig at stikke ham i ryggen og lade ham leve i uvished? Han havde intet hørt omkring nogen unge, og da slet ikke med Salore!
Som hendes stemme lød, måtte han alligevel trække på smilebåndet. Der hvilede en kold skygge over hans ansigt. Hvad han kunne finde på? Det måtte jo kun guderne vide. Langsomt vendte han blikket mod hendes skikkelse i stedet for.
"Tro mig, når jeg siger, at jeg har alle mine gode grunde til at gøre det her," sagde Kimeya med en isende stemme, for det var virkelig ... foragteligt! Gud hvor var han dog vred lige nu!
Det kriblede i hans fingre efter at slå ihjel. Eriz stod skam også højt på den liste. Det spørges jo egentlig bare hvordan hun tog tingene herfra, for det var det som ville komme til at være altafgørende lige nu. Hans blik studerede hende meget nøje. Hun var irriteret? Hun skulle prøve at være i hans hoved lige nu!
"Må jeg lykønske dig og din 'kære' mand med den skarnsunge I har bragt til verden.. Det kan ikke ses," sagde han direkte, mest for at understrege den utilfredshed, som han uden tvivl måtte føle i sindet. Hans øjne slog gnistre alene ved tanken om at endnu en Salore rendt rundt derude. Hvor han dog hadede det!
Endnu en gang fæstede Kimeyas blik sig til Erizs skikkelse. Han var så vred og så forarget over det som han havde hørt, at han virkelig selv var fristet til at slå hende ihjel lige nu!
"Giv mig en god grund til ikke at slå dig ihjel, Eriz.. .For din egen skyld. Jeg ville elske at se Rei tage sig af en lille møgunge alene," vrissede han sammenbidt.

[Deleted]

Åh var det kun derfor? På grund af barnet? Hun kunne ikke lade være med at himle med øjnene. Der var en millioner grunde til, hvorfor hun havde gjort, som hun havde gjort. Havde virkelig ikke bare én tilfaldet ham?
”Han hedder Zain,” fortalte hun ham, og tog et par skridt tættere på ham. ”Og er din nøgle, til at jeg har et fast greb om struben på Rei. Forblinder dine følelser dig virkelig så meget, at du ikke kan se mulighederne ved det? Jeg har et barn med Salore, der binder mig til ham. Jeg kan kontrollere ham gennem Zaine. En renblodet arving.”
Hun stoppede op kun en meter fra ham. Så han truede hende nu? Han vidste virkelig intet om hende, gjorde han? Hvor mange havde ikke forsøgt? Hvor mange havde ikke prøvet? Selv hendes egen far, havde prøvet at slå hende ihjel som barn, og var fejlet grusomt. Hun hadede at blive undervurderet, men var vel på sin vis, også til hendes fordel.
Afvisende lagde hun armene over kors, og mødte frygtløst hans blik. Hans vrede eller trusler prellede af på hende som ild mod en sten. Det gjorde ikke andet end opvarme hende.
”Tror du Rei tog mig til sig for kærlighed? Han tog mig til sig, for at jeg skulle give ham en arving. Nu er jeg ubrugelig for ham, men ikke så længe, jeg har taget i Zaine. Så lad os friske op, skal vi Kimeya?” En snerren var dukket frem som en rynke ved hendes næse. ”Så længe jeg lever, så længe har du en fod indenfor Salore familien. Hvis du dræber mig eller Zaine, så dør dine muligheder. Og sidst men ikke mindst… du ejer mig ikke. Du har INTET at tilbyde mig, andet end en stilling, som jeg allerede har opnået gennem Rei. For resten… det med at overtage Imandra? Du kommer for sent. En dødsengel er allerede i gang med at tage hele prisen foran næsen på dig. Hans navn er Zean.”

[Kimeya Marvalo]

Tanken om at der var kommet et barn i billedet, forandrede det hele for Kimeyas vedkommende, og tanken om at der skulle være barn af Salore-familien, kunne han slet ikke have med at gøre i den anden ende! Den tanke gjorde ham virkelig arrig!
"Jeg forventede ikke nogen rådne møgunger, og særligt ikke med den mand! At du har ladet ham få tilgang til dit skød, er forkasteligt, Eriz!" endte han med en fast tone. At hun ikke kunne forstå det, var næsten det værste. Selv vidste han jo godt, at Rei ikke lod sig føre rundt som en marionetdukke.
Kimeya knyttede næverne. Ja, han truede hende, for han var virkelig, virkelig vred! At hun så dog ville fortælle ham, at Zean var igang med overtagelsen af Imandra... kom et sted bag på ham, for det var ikke lang tid siden, at han havde set Zean sidst.. De havde endda siddet og drukket et glas gammel whisky i hans hjem, og nu stod hun her, og sagde, at han rent faktisk var blevet taget ved næsen, af den selv samme mand? Det var slet ikke noget som gav nogen mening for ham i det hele taget!
"Så det du forsøger at fortælle mig, er at Zean er en dødsengel, som jeg selv har arbejdet tæt sammen med, og han i dette øjeblik, som vi står og snakker, planlægger at overtage det, som jeg har planer om, og indtage Imandra?" Hans øjne lynede.. En eller anden holdt ham for nar, men var det Zean eller Eriz..? Han kunne ikke rigtigt finde ud af det!
Så vred som han var, følte han sig næsten helt rolig alligevel. Hans blik gled over søen. Var hun klar over, hvor mange døde der måtte ligge under vandet her? Og at hun meget hurtigt kunne blive den næste? Han ville ikke have at hans planer skulle ødelægges, og han ville ikke have at Salore skulle få børn, som kunne vandre på denne jord!
"Er du klar over, hvor mange liv der er taget ved søen her, og hvor mange lig der gemmer sig under den urolige overflade?" spurgte han faretruende, inden han med en dræbende mine, vendte blikket direkte mod hende igen.

[Deleted]

Ja, ja, ja! Alt det vidste hun godt! Hvorfor kunne han ikke give hende noget, som hun ikke vidste?!
”Hvordan jeg har givet ham adgang til mig skød?! Det var nemt… jeg spredte benene. En gave som du har afvist, men han glædeligt tog imod,” hvæsede hun hånligt til ham, og lagde armene over kors. ”Du kan ikke give mig skylden for naturens gang. Jeg gjorde det, allerede inden jeg mødtes med dig første gang. Tror du én, som mig vil have børn? Nej – men jeg kan ikke gå imod hvordan min krop reagere, og der kom et barn ud af det. Nu handler det bare om, at vende det til noget godt.”
Barnet havde ikke været med vilje nej. Langt fra. Hun huskede tilbage på den nat, som hun havde tilbragt med Rei på kroværelset. Gad vide om det havde været hans plan hele tiden? At få et barn med hende? Sket var dog sket. Det kunne ikke ændres. Zaine lå trygt derhjemme i palæet. Sund og frisk. Hendes søn.
Hun tog en dyb indånding, inden at hun pustede ud igen, og vendte ligeså sit blik ud over søen, som han snakkede om. Ja, hun havde en ide. Skulle det skræmme hende? Hun havde selv kvalt fjender med sine bare hænder, eller hørt deres smerteskrig, når hun flænsede deres bevidsthed fra hinanden. Denne her mand skræmte hende ikke. Lige meget hvor vred han var.
”Hør her Kimeya… jeg er på din side,” sagde hun med en langt mere rolig og blød stemme, og gik frem mod ham, så hofterne vuggede blødt fra side til side. Hun ønskede ikke hans vrede. ”Det ved du godt. Hvad får dig dog til at tænke sådan om mig? Er det på grund af barnet? Du er intelligent nok, til at se det kan være en god ting.”
Hendes arme gled rundt om ham. De isblå øjne hævede sig op til hans ansigt, og et lille, uskyldigt smil trak i hendes ene mundvig.
”Tænk på hvilken kontrol, du har fået. Jeg har sikret dig, at den eneste arving, som Rei Salore får, er under din kontrol. Når du engang får udryddet Rei, kan du styre resten af hans slægt med min og hans søn. Tænk fremad, min kære,” forklarede hun tålmodigt, og strøg ham beroligende ned over armen med hendes ene hånd. ”Hvorfor er du begyndt at tvivle så meget på mine handlinger?"

[Kimeya Marvalo]

"Men overfor den mand af alle mennesker, Eriz?!" endte Kimeya fast. Hun behøvede ikke stå der og give ham snakken om bierne og blomsterne, da han udmærket godt vidste, hvordan den slags hang sammen. Det ændrede dog ikke lige på det faktum, at han slet ikke synes, at det skulle ske af den grund! Tanken om at flere af hans møgunger skulle rende rundt her.. flere som kunne fortsætte fra hvor Rei slap.. Den tanke gjorde ham arrig!
"Hvordan pokker har du tænkt dig at vende det til noget godt? Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg sige, at du er blevet blød, Eriz... Og skulle det være sandt?" endte han med en direkte stemme. Ja, han var vred.. han var fristet til at slå ihjel, og særligt nu hvor han vidste, at i hvert fald en af dem, måtte lyve for ham, og han ikke kunne finde ud af hvem det var!
Kimeya stod fuldkommen stille, da Eriz lagde armene om ham, hvorefter han hurtigt vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Hvad havde hun ærlig talt regnet med? At han bare ville stå og se til? Var de virkelig på samme side?
"Jeg har mine tvivl," sagde han kortfattet. Nej, han stolede ikke på nogen, og det havde han jo i forvejen allerede forklaret hende. Hans blik gled igen over vandet. Der var taget så mange liv her.. selv havde han stået bag en del af dem, men her var også stedet hvor han også havde fundet livets kærlighed. En historie, som han dog valgte at holde tæt ind til sig selv. Han vendte blikket mod hende efterfølgende igen. Hans mine forblev iskold og meget fast.
"Jeg vil ikke have hans skarnsunger, Eriz. Jeg ved at enten du, eller Zean lyver for mig, og jeg kan trygt love dig for, at der ruller hoveder, når jeg finder ud af, hvem af jer det er," hviskede han med en iskold stemme. Han hævede hånden og lagde den mod hendes kæbe, kun for at tvinge hendes blik op mod sig.
"Zean har nemlig også fortalt mig en ting eller to," tilføjede han kortfattet.

[Deleted]

Roligt mødte hun hans blik, da han tog omkring hendes kæbe, dog måtte smilet falme, da han nævne Zean. Åh den lille.... den forbandet dødsengel, havde stukket hende i ryggen! Hvad var han ude på?! Hun lod vreden komme til syne i sit ansigt. Det skadede hende ikke, at Kimeya så, hvor gal hun blev over den nyhed. Tænderne kværnede sammen.
"Hvem stoler du mest på, Kimeya? En af dine egne eller en pipfugl?" spurgte hun ham sammenbidt, og var det eneste, hun kunne fokusere på lige nu. Gad vide hvad Zean havde fortalt? Var det ham, som havde fortalt om barnet? Han havde set hende gravid trods alt. Hvis han havde bragt Zaine i fare.... alt hun havde gjort for den dødsengel, og så gjorde han det her mod hende!
Hun trådte helt tæt på Kimeya med hovedet lidt på skrå. Deres næser rørte næsten hinanden.
"Kimeya... hvorfor skulle jeg lyve? Hvad får jeg ud af, ikke at arbejde sammen med dig?" spurgte hun ham med en silkeblød stemme, så hendes velduftende ånde puffede til hans ansigt. "Zean er en dødsengel. Han er ikke som os. Vi to er ens. Vi er den samme race. Ved du hvad... for at bevise, hvor loyal jeg er så..." Hun tog en dyb indånding, og lukkede kort øjnene, inden hun igen kiggede op på Kimeya. "... jeg giver dig Zaine. Rei og min søn. Du kan gøre med ham hvad du vil. Når du har ham, vil Rei bøje sig for din vilje."

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var virkelig vred.. Han vidste ikke om han kunne stole på dem.. nogen af dem. Hvem løj for ham? Måske gjorde de begge to? Han havde jo før været udsat for ikke at kunne stole på sine egne, og skulle dette være endnu et tilfælde? Han stirrede hende direkte i øjnene, med et blik der kunne slå ihjel, hvis det var muligt. At hun selv reagerede med vrede, kunne der være mange grunde til.
"Kan jeg stole på dig, Eriz?" spurgte han denne gang med en fast og direkte stemme. Han havde brug for allierede, men hvis han end ikke kunne stole på dem..? Så kunne det være, at han skulle se hvor han ellers kunne skaffe dem? Måske at han alligevel skulle forsøge sig med dæmonerne igen? Han vidste det ikke, og den tanke var noget som i forvejen, gjorde ham direkte rasende!
Eriz trak sig tættere på ham. Hans hænder gled advarende mod hendes skuldre, som et tegn på, at hun bestemt ikke skulle tættere på, end hvad hun var allerede i forvejen. Han kneb øjnene sammen. Den unge.. hvad fanden skulle han gøre med den skide unge?
"Jeg har før oplevet, ikke at kunne stole på mine egne, og det her lugter langt væk af luskethed, Eriz... Jeg stoler ikke på dødsengle.... men jeg kan heller ikke stole på warlocks... Og gør hvad pokker du vil med den skide unge... jeg vil ikke have den," endte han med en fast tone. Fik han den nogensinde at se, ville han ende med at slå det monstrum ihjel. Det var en skam, i det hele taget at lade nogen som helst rende rundt i denne her verden og bære Salores navn!

[Deleted]

Hvor var han dog en stædig, bitter mand. Slet ikke nem at snakke med overhovedet. Eriz stoppede i sine tilnærmelser af ham, og lod armene falde ned langs sine sider, mens hun spydigt hævede et øjenbryn. Hvis han ikke fodrede hende med noget, kunne hun ikke give ham noget.
”Du gør det også svært for mig,” svarede hun ham, og lagde armene over kors. ”Lige meget hvad jeg giver dig, tager du ikke imod det. Hvad vil du have? Jeg vil give dig alt på et sølvfad!”

Hvis det virkelig var sådan, hun skulle komme ind til ham, så måtte det jo blive sådan. God gammeldags forførelse virkede åbenbart ikke på stenstatuen, der hverken var til at hugge og stikke i. Hvor et besværligt samarbejde, det her dog var. Totalt ubrugeligt for hende.
Hun spekulerede et lille stykke tid, inden at hun trådte væk fra ham, og bed sig eftertænksomt i læben. Det her måtte snart nå til en ende. Hvis han ikke ville have Zaine, måtte hun jo give ham noget andet. Tungespidsen strøg over hendes tænder, mens at hun overvejende gik lidt rundt foran Kimeya, inden at hun vendte sig imod ham med armene spredt lidt ud.
”Rei er i gang med noget stort. Jeg kan finde ud af hvad det er,” forslog hun, som den sidste udvej, for at vise sin loyalitet imod ham. Han gav hende ikke mange muligheder. ”Giv mig lidt tid, til at finde ud af hvad det er, og så kan vi mødes igen. Tro mig... det vil være nok til at fælde ham. Jeg kan også give dig Zean på et sølvfad. Lad mig bevise for dig, at han ikke er til at stole på. Kom nu Kimeya... du er nødt til at give mig en chance.”

[Kimeya Marvalo]

Kvinden svarede ham ikke.. Kunne Kimeya virkelig stole på hende? Han var ærlig talt begyndt at tvivle, og dog, så var det noget af det også det som gjorde ham forvirret.. Hvorfor pokker, skulle det hele være så forvirret lige nu?! Han himlede med øjnene og vendte blikket stift mod hende. Nej, han var ikke til at stikke eller hakke i, når han var som han var lige nu, men var det virkelig noget vidunder, at det var sådan?
"Jeg kan ikke stole på folk omkring mig, Eriz.. End ikke du giver mig nogen grund til at stole på dig. Du giver mig en unge, som jeg end ikke ville røre med en ildtang," sagde han med en kortfattet stemme.
At hun trak sig, passede egentlig Kimeya ganske fint. Der var noget lumsk i det, og han kunne ikke lide det. Men han kunne vel heller ikke fortsætte med at se faresignaler over det hele? Det var jo det, som han gjorde lige nu. Han knyttede næverne ganske let, inden han kort vendte sig mod søen igen. Den unge ville han slet ikke have i sin nærhed!
"Hvis du virkelig ønsker at vise for mig, at jeg kan stole på dig... så tag ungen med dig, og slå den ihjel for øjnene af mig," sagde han med en kortfattet stemme. Han kneb øjnene let sammen.
"Og det skal gøres ordentligt. Jeg er før taget ved næsen, og af din 'kære' mand. Hvis du ikke kan slå den unge ihjel.. så find Yuuki Melini Death... og slå hende ihjel. Hun har været mig en pest og en plage længe nok," tilføjede han. Den kvinde skulle eftersigende være blevet slået ihjel, men det var en ganske anden ting som havde ladet sig høre fra Zean.. Og den tanke gjorde ham direkte arrig. Han havde virkelig fået nok nu!

[Deleted]

I et stykke tid blev Eriz stående, som en stenstøtte, og betragtede Kimeya indgående. Hans ord fik maven til at knuge sig sammen, men til sidst bøjede hun hovedet, for at vise, at hun overgav sig.
”Fint. Hvis det er hvad, der skal til, for at du stoler på mig,” svarede hun henkast, og trak skuldrene lidt mere op til ørerne, mens at hendes blik vandrede rundt på omgivelserne. Hun anede ikke hvem Yuuki var, ud over at det måtte være én, som Kimeya var interesseret i at slå ihjel. Måske skulle hun spørge Rei, for at vide lidt mere om kvinden. Zaine derimod. Hendes søn. Hun trak vejret dybt ind, og holdte lidt mere omkring sig selv. Hvilken mor kunne dræbe sit eget barn? Det var en forfærdelige gerning. Hvem kunne gøre det? Hvilken mor kunne gøre den slags? Hendes isblå øjne gled over til Kimeya. Det kunne hun.
”Du undervurdere mig, som altid Kimeya. Jeg må snart til at vise dig, at det er en ting, man ikke skal gøre,” sagde hun alvorligt, og begyndte at vende sig fra ham, som tegn på, at de ikke havde mere at snakke om. ”Hvis det er beviser du vil have, så giver jeg dig beviser. Jeg kontakter dig, når det er klart.”
Hendes stemme forstummede langsomt ud i mørket, indtil at hun blot var en sort skikkelse i alt det mørke. De skinnende øjne kom kort til syne, da hun kiggede på ham over skulderen, inden at hun tog det sidste skridt væk fra ham, og mørket opslugte hende helt.

//out

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste slet ikke om Eriz var en kvinde, som han kunne stole på. Særligt heller ikke nu hvor hun var blevet gift, etablerede familie og endda var gået ind med Salore, så var det overhovedet underligt? Desuden havde hun endnu ikke bragt ham noget som helst, som han kunne bruge, og derfor var han meget lidt overbevist.
"jeg forventer, at det bliver gjort, Eriz. Til nu har du ikke gjort andet end at skuffe mig," sagde han kort for hovedet, inden han vendte blikket væk. Det var måske hårdt sagt, men børn kunne man vel altid få nogen flere af? Og som hun selv sagde, så var det jo heller ikke noget som hun havde ønsket sig. Måske at han havde undervurderet hende? Måske havde han ikke? Han var vant til tomme trusler, og det var jo i forvejen de færreste, som ville stille sig op mod ham, så han levede vel egentlig også lidt for sikkert på den front?
"Jeg undervurderer dig, Eriz? Jeg er din leder.. jeg gør hvad der falder mig ind, og siden du har valgt at bære Salores navn, skænke ham en skarnsunge og ikke har gjort andet end at skuffe mig, må du forvente, at blive behandlet derefter," endte han kortfattet. Han stirrede fast efter hende, som hun valgte at gå. Dernæst vendte han sig mod søen. Skulle han stole på Zean? Eriz? Begge eller ingen af dem? Han kunne ikke finde ud af det.. Han rystede på hovedet af det hele, inden han vendte om og søgte hjemover. Han havde pludselig mange ting, som han skulle have tænkt igennem.

//Out