En audiens med kongen!

[Deleted]

Gabriel Maloya Nicomendes

Det var ikke længe siden hun havde været her sidst. Der havde hun blot befundet sig i den by, som hun var opvokset i, med at studerer sine forældre, som alligevel ikke var hendes rigtige forældre. Det havde de fortalt dem allerede ved en tidlig alder. Men det gjorde ondt at tænke på dem og på det liv der havde været, så hun havde for det meste undgået byen både før og efter besøget til byen. Nu var hun dog ikke nær byen, men ved Castle of Light.
Hvorfor kunne ingen dog se det? Eller ignorerede folk det fuldstændig, som de tåber de var? Det lå i deres omgivelser. Alle tegnene! Alt det krævede var at kigge sig om og være opmærksom. Men folk havde glemt naturen, de havde glemt at alle stammede fra naturen og alle en dag ville vende tilbage til den. Folk havde glemt der var en balance i denne verden og at den balance var blevet rykket. Naturens balance af lys og mørke. Hendes rejse havde bragt hende gennem Dvasias og Manjarno, hun havde mærket landet og dem der ledede dem...Og det smuldrede imellem hænderne på dem. De havde overtaget et land, men de vidste ikke hvad de skulle gøre med det. Ingen havde styr på alle trådene og selv Dvasianerne led under dette. Hvad der var endnu værre var, at det kun ville være logisk hvis Dvasias snart marcherede for Imandra...Og Procias ville stå tilbage, alene, uden magt og uden eksistens. Balancen ville for alt være ødelagt, det hele ville ændre sig på en måde, ingen så ud til at tænke over. Mørkets væsner ville mangle noget at tage sig til og de ville ikke vide hvem de var...De ville ikke vide de var mørkets væsner, for der var ikke længere nogen lyse. Disse ting kunne hun simpelthen ikke lade ske!

Hun var kommet til Procias i et vigtigt ærinde. Tydeligvis måtte landet da vel gøre et eller andet. Hun havde tænkt sig at nå til bunds i hvad og hvornår, inden det var for sent.
Hun havde klædt sig i hendes ynglings kjole. Den var lavet af hvidt, tyndt stof, der bølgede om hende, både når hun gik og stod stille, for selv den mindste vind fik det til at bevæge sig. Kjolen lignede den var lavet af et langt stof, der blot var viklet om hendes krop. Stoffet var kastet hen over den ene skulder og hang ned over hendes ryg. Om halsen hang en af hendes halskæder, denne med en blå sten. I hendes øre hang disse store øreringe, blandede dele af fjer og sten i alle farver. Om de var tunge, så det ikke ud til at bekymre hende.
Hendes ene skulder var blottet og det samme var armen. På overarmen sad nogle bånd af noget der lignede guld og om hendes ene fod, som man kunne se, sad også nogle bånd. Disse raslede når hun gik. På hendes hænder sad der et par ringe, fordelt på fingrene.
Hendes lange, sorte hår sad frit i dag og det bølgede ned over hendes ryg i disse fine bølger, skinnende og naturligt. På hendes frie skulder sad desuden denne gråkrage, helt stille.
Men selv om hun kunne mærke dens kløer i sine skuldre, prikkede den ikke hul og ødelagde hendes lyse og noget nær perfekte hud. Læberne var blevet strøget med en svag, rødlig farve.
Sådan trådte hun ind på slottet, med bare fødder, der mærkede de kølige sten under sig. Hun stoppede op midt i det hele og ventede på der kom en tjener. Samtidig lukkede hun øjnene et øjeblik og prøvede blot at mærke, hvordan det var i slottet, hvad dets tilstand var. Hun smilte svagt. Aldrig havde hun troet at hun skulle stå her, med rank ryg og forlange at se kongen!
En tjener kom endelig over mod hende. Hun hørte fodtrin og åbnede øjnene i den retning, som lyden kom fra, så det virkede som om hun længe havde vidst der ville komme nogle.
"Jeg skal tale med kongen" bad hun roligt. hendes stemme stod i skarp kontrast til hendes flotte krop. Den var en smule dyb, hård som sten, skarp som flint. Et lille smil sendte tjeneren af sted, som end ikke spurgte ind til noget, helt forfjamsket over denne mærkværdige kvinde.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

End ikke en fugl sang i Procias længere. Særligt efter at Manjarno var endt med at blive dvasiansk efter en mindre krig, som Procias havde valgt at holde sig ude af, selvom det havde gjort kongehuset mindre populære. To magikere havde allerede valgt at forlade landet til fordel for kampene som nok også snart ville finde sted i Imandra.
Stemningen var intens og den var meget, meget spændt, og end ikke Gabriel kunne finde hvilen eller roen til at nyde en dag bare engang imellem. Hærerne var kaldt sammen, og han forventede, at der var optælling inden længe, så han netop kunne finde ud af, hvor stor den lyse hær var, også selvom han allerede nu, var klar over, at den på ingen måder var stor nok til at slå den dvasianske tilbage. Det var jo også kun et spørgsmål om tid, inden at det ville gå galt for alvor, og den tanke brød han sig bestemt ikke om.

Solen skinnede ind i den store tronesal og oplyste nærmest mamorgulvene, som afslørede den smukke afspejling af den store og massive sal. Søjler holdt det høje tag oppe, hvor der langs disse var udhulninger, som mest af alt, mindede om forstenede grene. Der var noget her, som repræsenterede hver en race i landet, og frygten for at mørket skulle komme og ødelægge det, og derved ødelægge hele magtbalancen, var stor for Gabriel.
Audienser var der frygtelig mange af. Folk frygtede for deres liv, og særligt hvis Dvasias gjorde sit indryk i Procias. Gabriel kunne ikke rigtigt gøre andet end at bede dem om at bede til magterne om, at det ikke ville komme til at ske, samt forsikre dem om, at han ville gøre hvad han kunne, for at holde dem i sikkerhed. Og det var noget, som han rent faktisk havde tænkt sig at holde. Han sukkede let.
"Deres Højhed," lød en rolig stemme, da de store døre endnu en gang var gået op. Gabriel vendte sig mod hans skikkelse. Han havde ikke sovet i et par dage, og det var også tydeligt.
"Der er en kvinde, som på det kraftigste ønsker at se Dem," fortsatte den yndige lille tjener, som stod der. Gabriel sukkede let. Blot endnu en, gik han da ud fra.
"Send hende ind," sagde han endeligt, inden han gjorde tegn til at han kunne trække sig tilbage. Kort vendte han blikket mod det store rige. Foråret var på vej, selvom der endnu var en lang vej. Ville landet stå, også når de kom så vidt? Han havde sine tvivl.. og den slags, skulle en konge bare ikke tvivle på! Gabriel vendte efterfølgende let om på hælen, for at søge tilbage til den store tronestol, selv udhugget i sten og præget af de røde puder, hvor han selv tog pladsen. Den kongelige kappe lagde sig om hans skikkelse, hvor han spredte vingerne en smule, så der også var plads til disse. For nu, så afventede han at kvinden ville gøre sin entre.

[Deleted]

Tronsalen var stor, som rakte den op mod himlen og ønskede at omfavne den. Hvad den sikkert også gjorde. Søjlerne rakte op ad på begge sider og holdte hele dette på plads, som skeletter i en krop. Hun trådte ind, kun med en svag raslen fra ringene om hendes ene ankel. Rasputin, kragen, spredte sine vinger i en basken, før den faldt til ro og blot kiggede rundt i rummet, mens dets hoved lagde sig på sned, først den ene vej, så den anden. Marmorgulvet var flot, en smule slidt efter alle de år og køligt. Hårdt nok til at holde alle de ting ud, der nu end skete i en tronsal. Det var et tegn, et godt et af slagsen. Procias måtte være som marmor. Hendes blik gled fra det kolde gulv og op til kongen, der sad på sin trone, hvor han kunne se ud over hele salen og de folk der måtte være der. Lige nu var der dog en smule tomt og hun følte sig helt alene, da hun gik op mod tronen med elegante skridt. Alene, som hun foretrak det. Men hun kunne ikke gemme sig længere. De havde brug for hende.
Kongen var træt. Poserne under øjnene og hans blege hud fortalte om det. Træt, for han måtte have mange problemer og en hvis frygt på sine skuldre, som han skulle tage sig af. Hun stoppede op på en passende afstand fra tronen og bukkede let i ryggen, med hænderne samlet foran sig. Hun gik ikke på knæ, som en mand eller nejede, som en kvinde. Blot bukkede hun sig lidt fremover, som respekterede hun den magt manden her besad. Langsomt rettede hun sig op igen og lod sine øjne søge hans.
”Gabriel, kongen” hilste hun. Allerede nu var der stor forskel på hvilken velkomst man fik i de to lande. Gabriel, uanset hvor træt han så ud, havde valgt at tage imod hende, uden tvivl med en mistanke om at hun havde endnu nogle problemer han skulle løse eller endnu nogle tanker om frygt, der skulle lyttes til og trøstes. Den stakkels mand. Ingen var skabt til denne form for magt, og dog var det alligevel den eneste måde man kunne holde styr på et helt land. Det havde været nemmere, havde de alle været stammefolk.
”Jeg kommer ikke med flere problemer at bebyrde dig med, eller flere følelser af frygt at fylde dig med. Jeg kommer, ledet af tegnene i vores alles natur og i vinden. Insekterne synger for mig, vinden hvisker til mig, vandet klukker for mig. Jeg har hørt det hele tydeligt. Balancen er rykket og fremtiden ser dunkel ud. Tillad mig at assisterer dig i denne svære tid” sagde hun lige ud. Kragen skræppede pludselig op, men Maureen end ikke så meget som så på den, selv om hun kunne mærke dens bløde fjer mod sin ene kind.
”Balancen i naturen forrykker sig og det er skadeligt. Jeg agter at hjælpe til, at lytte og rådgive, så balancen igen bliver lige. Jeg kan ikke ignorerer det, præcis som De ikke kan ignorerer den hær, der snart vil stå på deres dørtrin og banke på. Eller, som det er, slå døren ind” Kragen vendte sit hovedet og gennemborede Gabriel med det ene øje.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Trætheden havde sat sine tydelige tegn på Gabriel, og fik ham næsten til at se ældre ud, end hvad han var. Hans blik hvilede på kvinden, som gjorde sin entre. Hans hud var bleg, og med de mørke poser under øjnene, var man vel ikke et sekund i tvivl om, at han som mand, havde frygtelig mange frustrationer og bekymringer at tage sig af på daglig basis. Han fulgte hende med blikket. En ukendt kvinde af slagsen, uden at han egentlig kunne gøre synderlig meget ved det. Som enhver anden konge, agtet han at høre og lytte til hvad hans borgere kom med af frustrationer og tanker, som han kunne hjælpe dem med - hvis han kunne.
Kvinden tiltalte ham med respekt, hvilket var noget som i forvejen faldt i meget god jord ved Gabriel. Han nikkede mod hende i et halvvejs buk.
"Tal," opfordrede han hende med en rolig stemme. Den sætning kørte jo næsten på repeat, men hvad. Det var jo en del af det arbejde, som jo desværre skulle udføres.
Hvad kvinden kunne berette ham om, var ikke nogen nyhed. Det var noget som alle vidste, og særligt efter at Manjarno var faldet, og det var heller ikke nogen hemmelighed, at det vakte en frustration og bekymring i Gabriel, som efterlod en kæmpe uro. Hans hære, var på ingen måder stærke nok til at slå mørket tilbage når den tid kom.. og han frygtede, at det ville blive Procias' endelige. Ej en tanke som han måtte bifalde, men hvad skulle han da gøre?!
"Fuglene er holdt op med at synge her i landet.. Selv de flygter. De har alle forudset hvad der vil komme til at ske, og særligt efter at Manjarno måtte falde. Et tab for alle, og med en spået krig som meget snart vil komme," fortsatte han. Kvinden virkede ikke dum, men derimod meget klar i hovedet om hvad der foregik.
Næverne lukkede Gabriel om armlænet på tronens stol. Der fandtes ikke det, som han ikke ville gøre for landet her, hvis det kunne redde det, og hvis hun havde noget som kunne hjælpe, så skulle hun da endelig sige frem! Allerede nu, havde han måtte vinke farvel til to store støtter i form af magikere, som havde draget mod Imandra.. Magikerne stod uden en leder, og hele landet var spændt, som var det en bue.. Alle kunne j mærke, hvad der meget snart ville ske. Dog havde han svært ved at forestille sig, hvad en kvinde alene, ville kunne gøre for et helt land som Procias.
"Deres ord vækker min interesse, frøken.. Dog ved De vel, at der ej er meget, som man kan gøre enemand..? Eller kvinde i det her tilfælde," sagde han roligt. Hvis hun havde noget som kunne bruges, skulle hun endelig sige frem! Han havde virkelig brug for et godt råd i en situation som denne!

[Deleted]

Hun vidste hvilken tilstand tingene var i, skønt hun ikke kendte alle detaljerne. Specielt ikke alle detaljerne. Hun vidste ikke hvor mange mænd han havde eller hvilke ressourcer han havde. Men hun vidste visse ting. Og dette kendskab havde hun tænkt sig at udnytte til fylde, om det så var nok.
”Fuglene mærker stemningen, Konge” svarede hun.
”De kan mærke frygten, endnu før vi selv kan. De kan mærke det på vinden omkring dem. At fuglene forleder deres redder er så sandelig en stor ting, en ting der ikke må ignoreres.” Kragen ved hendes skulder havde virket rastløs al den tid hun havde været i Procias. Den havde fortalt hende tilstanden, førend resten af landet havde.
”De kan mærke forandringer. Og de søger til de steder, hvor de kan være i fred og i sikkerhed. Men lad os snakke om noget andet end fugle.” Hvis hun endelig fik chancen, kunne hun tale i timevis om fugle og deres fjerdragter, deres pippen og de ting, de fortalte hende. Hun rankede ryggen om muligt endnu mere, med vægten solidt plantet på begge fødder.
”Tro ikke jeg kommer med svarene på alle deres pinsler, min kære konge. Og tro endelig ikke at jeg alene kan ændre tingenes tilstand. Sådan et håb vil være for fjolser og fjolser alene. Nej, mine ideer kræver hele landet og det kræver at i arbejde sammen og stoler på hinanden, som i aldrig har gjort det før. Frygt ikke, jeg vil blive i nærheden og guide jer, skulle det blive nødvendigt. Men jeg stoler på du har den fornødne evne til at styre dette.
Jeres hær er ikke særlig stor. Jeg har set folkene blive samlet. De var ikke mange og de var bange. Din hær er svag.” hun så lidt på Gabriel.
”En svag konge, giver et svagt folk. Svage råd, giver et svagt land. Dette er det citat jeg gentager igen og igen og aldrig har det set sig forkert. Men du, konge, er vel ikke svag. Du må stå til, hvor de andre ikke kan, for det er dit ansvar at lede dem og give dem håb. Træd frem, i stedet for at gemme dig i dit slot og lyt til folks små problemer. Træd frem og trøst dem alle på en gang, i stedet for hver for sig, for det vil være en langvarig, tidstagende og trættende beskæftigelse” Sagde hun ligeud.
”Saml dit folk og giv dem håbet igen. En mand med håb er som ti mænd. En mand uden håb, er slet ingen mand” Hendes ene hånd gled roligt op til kragen og nussede den på brystet. Dens frygt for at være her smittede næsten af på hende, som kragens fornemmelser altid gjorde. Men hun måtte ikke knæle for noget så jordisk nu. Først måtte hun udøve sin rolle.
”Sig opgaven er svær, sig at i næppe vil vinde. Men sig også at i alligevel vil kæmpe og beskytte jeres land, jeres familier og jeres fremtid. Og når det er gjort og du har nogle soldater, der vil kæmpe uanset hvad...Kan den rigtige plan begynde” sluttede hun af og lod blikket glide over mod Gabriel. Hun var urokkelig, som hun stod der, foran ham. Hun tøvede end ikke og hendes viljekraft skinnede igennem i hendes øjne. Hun så håbet, hun så mulighederne. Nu måtte hun overbevise kongen om det samme, for ellers havde de allerede tabt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Kvinden virkede meget sikker i sin sag. For nu havde de fysiske tegn været tydelige, og de psykiske i form af den spænding og den intensitet som nærmest slog gnistrer i luften, været ufattelig mærkbar.
Nej. Gabriel ønskede ikke at fremstå som en svag konge. Ofte var han ude, ofte forsøgte han at holde samling på folket, som virkelig havde brug for det. Lyttede til deres pinsler, frygte og frustrationer, selvom det var meget lidt, han som mand egentlig kunne gøre ved det, og det var det, som han uden tvivl havde reageret rigtig meget på.
Gabriel knyttede sine næver endnu mere omkring tronestolen, som han i øjeblikket sad i.
"Ej formoder jeg, at De er kommet for at snakke om fuglene, og de klare signaler, som dette sender os? Jeg har set dem.. Dagligt i lange tider nu," sagde han roligt. Dyrene kunne mærke uroen så tydeligt, og længe inden så mange andre var i stand til det, men hvad skulle han da kunne gøre ved det?
Gabriel rejste sig roligt op fra stolen. Han var træt.. virkelig træt, og særligt nu hvor han i forvejen følte, at han brugte tiden på folket. Hans hære var svage, og meget fåtal i forhold til den modstand, som de ville møde på den anden side af muren, og nu kom Dvasias virkelig tæt på. Han kunne virkelig ikke have den tanke!
"Jeg er kendt med dominoeffekten, frøken. Den løser bare ikke de problematikker jeg står med. Jeg står i valget, at skulle indkalde hver en mand.. hver en dreng gammel nok til at svinge med et sværd, og vide, at jeg sender mange af dem direkte i døden, i et forsvar af et land, som med største sandsynlighed vil bukke under for de kræfter mørket er i besiddelse af." Han sendte hende en mere fast mine. Frem til nu, havde hun ikke fortalt ham andet, end hvad hans egen kongelige rådgiver havde fortalt ham, men der var endnu ikke noget, som mindede om nogen løsningsforslag, og det var næsten det, som for ham, rent faktisk måtte være det værste af det hele. Han ville jo gerne have at landet skulle stå.

Langsomt bevægede Gabriel sig ned af gulvet, for at komme tættere på. Han foldede hænderne stålfast over ryggen, mens han fortsatte sin gang direkte mod hende. Dog på ingen måder en truende adfærd, for det var han da slet ikke ude på.
"Jeg har brug for løsninger, og ikke bare gode råd lige nu. Folket er som en bestand af myrere. De er over det hele, og det er svært at holde samling på dem alle. Tilgiv mig for min fremkommenhed, men at søge ud og peppe en samtale op, er ikke det som nytter mig mest lige nu. Jeg har brug for noget, som kan styrke beskyttelsen af muren. Jeg har brug for noget, som kan sikre at landet her står og selv efter et angreb fra den mørke side." Var det noget vidunder at han var en presset mand? Overhovedet ikke. Han havde rigtig mange ting i hovedet lige nu.

[Deleted]

Kongen var ikke så tålmodig igen og dette var klart, siden han var så træt. Hun ville kun holde ham hen et øjeblik endnu, så ville hun smutte igen og lade ham få lidt velfortjent hvile. Med lidt hvile ville han kunne tænke mere klart igen. Hun vidste han var frustreret og måske udfordrede hun kun hans tålmodighed, fordi hun selv var så rolig og kom med råd, han måske godt var klar over. Men så måtte det være sådan. Ej havde hun tænkt sig at bryde sammen og forsvinde som tågen, der blev udsat for solskin.
Hun stod stille, med sine hænder samlet foran sig og studerede kongen, som han træt rejste sig og kom tættere på hende. Hun følte sig ikke bange eller truet og lod ham komme så tæt på, som han ønskede. Denne stakkels mand! Hvor var hans kone, ved hans side? Hvor var hun i alt dette, når hun burde masserer hans skuldre og diskuterer tingene med ham? Men det var ikke hendes job at stille spørgsmål til sådanne ting. Kragen ved hendes skulder skræppede op igen og satte pludselig af. Maureen måtte lukke øjnene et øjeblik, for ikke at få en vinge i hovedet. En af kragens kløer havde prikket hul på hendes hud og en lille bloddråbe samlede sig, det eneste røde i alt det hvide. Hun så efter kragen, som den strøg igennem luften i cirkler, så nikkede hun svagt for sig selv. Hun lod en hånd glide op til skulderen. Endnu havde hun ingen ar på sin krop og hun havde ingen planer om at få nogen. Sådan et lille sår ville næsten ikke kunne ses af folk, men hun vidste den var der og det var nok. En hånd gled over hendes skulder og hun mumlede et ord for sig selv. Da hun fjernede hånden var den lille bloddråbe og såret væk. Hun så op på Gabriel igen og foldede sine hænder foran sig endnu en gang.
”Beklager Rasputin. Han kan mærke spændingen og kan ikke sidde stille” sagde hun så.
”Beklager jeg er direkte og måske fornærmer Dem. Hvordan og hvornår ser og mærker folket mest til Dem?” spurgte hun ham. For hende var svaret klart. Når han stod frem og talte til dem, mærkede og så de ham mere end nogensinde. Og de havde alle brug for trøstende ord.
”Magikerne har ingen leder, så vidt jeg er orienteret. Men du har brug for dem. Find nogen der kan samle dem, nok ikke for hele tiden, men nok til at lede dem i en krig der må komme. Ellers kan du lige så godt åbne dine grænser og overgive dig” sagde hun. Og nu, endelig..
”Og endelig. Mit råd lyder ganske simpelt, men jeg vil love Dem det er svært. Vær stærk og vis dem De er stærk. Hvis mørket at du står frem og at du har en hær. Fremstå stærkere end du er. Dette vil ikke bare styrke dine folk, men også få mørket til at tvivle. Mens du underholder deres øjne med trylletricks, kan du infiltrer dem. Send nogle troede spioner, der ikke er bange for at bevise deres værd og slå ihjel. Lad dem infiltrerer dem og slå dem ned inden mellem deres egne rækker. Det er din eneste mulighed. At arbejde i skyggerne og ikke kun ved en stor, larmende hær” Hun strakte pludselig den frie arm ud i luften og lidt efter landede kragen på hendes arm. Hun tog den ind foran sig og begyndte at stryge den over fjerne, trods hun ikke slap Gabriel med blikket.
”Jeg kan allerede hjælpe på det punkt, da jeg er blevet fortrolig med Dvasias' dronnings rådgiver. Hun er svag og kun en skygge af sig selv. Hun har mere arbejde end hun kan følge med i. Landet er i kaos, der er ikke soldater nok til både at holde styr på begge lande og indtage Imandra, som ellers vil være oplagt, eller beskytte sig mod en lille hær fra Procias, trods...De ikke forventer dette. Faktisk er det lige før jeg tror du kunne tage Manjarno, mens de fokuserer på Imandra. De tro ikke at De, kongen, er nogen rigtig trussel, de tror de er for stærke til at du tør gøre noget.” Hun nussede Rasputin.
”Fugle som denne...vil ikke bare flyve væk. De vil også se det hele. Fugle som Rasputin vender tilbage igen med nyheder. ” hun hævede fuglen og kyssede den let på hovedet. Den drejede hovedet og så direkte på Gabriel, som så den ind i hans sjæl.
”Du er træt. Og du skal tænke” sagde hun så og så på ham.
”Jeg vil ikke forstyrre dem meget mere, men jeg vil vende tilbage” Ikke at hun gik lige nu, men så var det sagt. Hun havde set hans tilstand og taget stilling til den.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Gabriel var en træt mand. Og med en træt mand, så havde man bare ingen tålmodighed. Denne kvinde fortalte ham jo trods alt kun hvad han i forvejen vidste, og det var ikke noget, som ville komme ham til gavn i det henseende. Hans blik gled mod hendes skikkelse.
Gabriels fremtoning var på ingen måder truende. Han havde absolut intet imod at folket kom til ham, og det var jo heller ikke meningen at de skulle være bange for ham. Det havde aldrig været hans hensigt med dette. Han stoppede op et par skridt fra hende, hvorefter han igen lod blikket hvile på hendes skikkelse. Hovedet søgte let på sned.
"Stærkest fremstår jeg, når jeg står foran folket," medgav han. Lige nu følte han sig bare slidt og opbrugt.. Og nej, end ikke hans egen hustru, dronningen af landet her, havde tiden til at hjælpe ham med alle de tanker som han gjorde sig, for mange af dem var der. En tjenestepige gjorde det.. Aya, en kvinde, som han efterhånden måtte sige, at have åbnet sig en kende for meget for, men han kunne intet stille op med dette.
De blå øjne hvilede på hende og den krage, som hun havde siddende ved sin side. Han værdsatte hendes forsøg på at hjælpe, men hvordan han rent faktisk skulle gribe hele denne sag an, var ham virkelig ukendt. Aldrig havde han stået overfor noget lignende af dette.
"Tror De, at vi har en jordisk mulighed, for at indtage Manjarno? Hærene her er små, og Dvasias har fremstået som det stærke land igennem frygtelig mange år. Alle har vi vidst, at det blot har været et spørgsmål om tid, inden disse ville handle." Selv havde Gabriel håbet lidt på, at det ikke ville være noget, som ville ske i hans levetid, em så heldig kunne man jo så heller ikke ligefrem sige, at han havde fået lov til at være i denne omgang.
Kragen fløj og satte sig så igen på kvindens arm. Han var ganske fascineret. Det var ikke ofte, at man så fugle af den slags så tillidsfulde overfor et menneskeligt væsen. Dog måtte han sande, at han kunne lide det.
"Og hvile nyheder kan de bringe?" spurgte han videre. Hun havde jo meget fornuftigt at sige, og hun havde skam også givet ham temmelig mange ting, at tage til efterretning, men hvor pokker skulle man starte henne? Det var jo lidt det, som rent faktisk var hans problem i en stund som denne. Han var træt.. havde brug for hvile, også selvom det bare ikke var noget, som han tilsyneladende var i stand til at skaffe sig.
Hænderne foldede han let over ryggen og med blikket intenst hvilende på denne kvinde.
"Jeg værdsætter dine mange gode råd, frøken, og De har skam skænket mig meget, som jeg må sige, at jeg må tænke over. Vi har brug for at fremstå stærkt, det er sandt. Hærene vi har her, er små og få. Magikerne står rigtigt uden en leder, og derfor er det en stærk race, som vi lige så, skal have under kontrol. Der sker meget på denne side af grænsen. Jeg værdsætter Deres hjælp," afsluttede han roligt. Der var i hvert fald en masse, som han skulle sove på.

[Deleted]

Hun smilte svagt til ham og nussede sin krage, som var den det samme som enhver anden kat, blot med fjer og næb, i stedet for pels og tænder. Fugle...Hun elskede fugle over alt på jorden. Hendes fascination havde været der hele hendes liv og som en lille pige løb hun rundt på engene og samlede deres fjer eller studerede deres reder og hvordan fuglene cirkulerede oppe i luften. Hendes ynglings var ørnene, men dem kunne man ikke bare komme i nærheden af og opnå et fælles forhold til. Det var andet med denne krage, den var et klogt dyr og de arbejdede så tæt sammen. Hun havde fundet den som unge, den havde lige lært at flyve, men havde brækket benet i flugten fra en kat. Hun havde reddet den og sammen var de kommet igennem så meget. Hun frygtede den dag naturen tog ham tilbage.
Hun kunne se det på ham. Denne magtesløshed. Han var træt, han havde selv haft et par ideer til hvad der skulle ske, men han vidste ikke hvordan. Måske vidst han ikke hvor han skulle starte. Og hun så hans fascination af Rasputin. Hun holdte den frem til ham, som tillod hun ham at røre den.
”Han er ganske kærlig. Blid som en brise, på en varm sommerdag” fortalte hun.
Hun smilte opmuntrende til kongen, da hun gik et skridt tættere på ham. Ikke så hun stod helt op foran ham, men blot tættere, så de bedre kunne mærke hinandens tilstedeværelse. Personligt kunne hun mærke hans beroligende aura. Ærgerligt han ikke kunne mærke den selv.
”Nej...” hun næsten hviskede, før hendes smil voksede lidt og hun blinkede til ham.
”Du vil ikke have en chance mod Manjarno. Det meste af deres militær er spredt ud over landet for at sikre det ikke forsvinder mellem hænderne på dem. Gør noget de ikke forventer. Få skibene i vandet, min konge, og sejl for Imandra! Landet har aldrig været mere modtageligt. Selv om folket er van til at klare sig selv, er de også desperate. Dødsengle har brændt nogle af deres landsbyer og nogle magikere render rundt i landet og prøver at opbygge en modstand, for at beskytte det. De vil hungre efter en leder. Efter at blive samlet. Landet ender snart i små stammer, små selvudvalgte ledere, hvis ingen gør krav på det. Men Dvasias er alt for optagte af Manjarno og intern splid...Det vil overraske dem og du kan samle deres mænd, før de når at gøre krig med dig. De vil være presset fra begge sider” sagde hun overbevisende.
”Dvasias tog et land...Jeg ser ingen problemer i at Procias skulle gøre det samme. Det handler ikke længere om at undgå, at der kommer krig. Det handler om at udligne balancen og opnå samme styrke som dem. For ellers stormer de os” sagde hun.
Åh...hvilke nyheder de bragte? Der var så mange! Hvordan skulle hun kunne forklare det på en simpel måde, der var nem at forstå?
”Fuglene...” det var lige før en blid latter undslap hende.
”De bringer så meget. Hvis vi ser bort fra de fugle, der er trænede i at føre beskeder med sig. Fuglene fortæller...Alt. Hvis man er opmærksom på det. De fortæller når vinteren kommer, de fortæller når foråret kommer. De fortæller om et område er sundt og godt eller om det er skadeligt. De kan mærke hvis der kommer uvejr, ja, ved at se på svalernes dyk, kan man endda se om der bliver regn. De kan mærke hvis der skal ske noget dårligt...Eller noget godt. For de modtager beskeder fra selve vinden, der kommer alle steder og sladre.” igen kærtegnede hun kragen. Der var ingen tvivl om at dette var hendes største fascination. Fugledamen.
Hun bukkede let for ham.
”Jeg er altid til tjeneste. Jeg holder med ingen, end selve naturen balance og jeg agter at tolke naturens tegn omkring mig...” hun lod sin ene fod glide tydeligt over marmoret.
”Mister du synet så kom her og kig på dette gulv. Hvor åndssvagt det end må se ud, så kom og kig på gulvet...Marmor. Det er koldt, det er hårdt og det er slidt af tidens tand. Det er stærkt. Som Procias bør være. Forlader en del af marmoret resten knækker det og ligeså til Procias. Sørg for ingen knækker det. Hold det samlet” hun så på kongen for at se om han forstod hvad hun sagde til ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var træt, og han havde virkelig brug for at vide hvordan han skulle gribe tingene an, og særligt lige nu. Det var hårdt og svært for ham ikke mindst, for han vidste virkelig ikke hvor pokker han skulle starte efterhånden. Hans blik hvilede på hende. Dvasias var et stærkt land, og det havde det alle dage været. Nu var de bare kommet skræmmende tæt på.
"De fremstiller det, som var det her en enkelt sag. Jeg sidder med ansvar for et helt land, hvis borgere, er urolige og ængstelige og med en hær, som på ingen måde i nuværende tilstand, vil kunne slå en mørk hær tilbage," pointerede han med en sigende mine. At hun kom ham tættere på, var slet ikke noget som rørte ham det mindste.
Kragen fangede hans interesse. Uden tvivl et meget smukt væsen, som sad ved hendes side. Hvordan hun havde fået den til det, var jo så en anden side af sagen. Han havde ikke tiden til at snakke om dyrene lige nu. En krig stod for deres dør, og det var egentlig kun et spørgsmål om tid, inden det for alvor ville ende med at gå helt galt, og det var jo det sidste som han ønskede sig.
At sætte skibene i vandet, ville ikke tage ham lang tid, men der var så mange overvejelser i det.
"At sætte skibene i vandet, vil koste mig noget af min landstående her, og jeg ved ikke, om det er noget, som jeg er villig til at risikere. Jeg beklager.. men dette er noget, som jeg må snakke om, med dem som jeg har i mit hof," forklarede han sigende. Uden tvivl var han meget glad for, at hun gav ham de ting at tage til overvejelse, for hvis det var noget som kunne hjælpe ham, så tog han glædeligt imod.
Gabriel sendte hende et roligt og træt smil. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være, og særligt ikke, når det var på den måde, som det nu var. Det var en hård tid for dem alle sammen, og dette var intet undtag. Gabriel var presset.. Lige her, var han ikke den mest erfarende. Hans moder ville have vidst hvad hun skulle gøre, men selv hun havde jo været død i frygtelig mange år.
Han sukkede ganske let. Det her var noget som påvirkede dem alle sammen, og selv det, var da uden tvivl noget, som kunne mærkes. Endda rigtig meget endda!
"I en stund som denne, er vi nødt til at handle klogt. Det er ikke klogt, at sprede vores egen hær for vilde vinde, når vi har brug for dem her, hvis Dvasias skulle rykke ind. Vi kan ikke slå dem, men vi vil stå så stærkt som det er os muligt.." Han havde selv ikke den største tro på det, men end ikke han, kunne gøre synderlig meget ved det. Hans blik gled mod marmorgulvet, da hun opfordrede til det. Det var uden tvivl en meget mærkelig metafor, men derimod, så kunne han jo godt følge den.
"Procias er nødt til at stå stærkt i en stund som denne.. Det er sandt, og det er det groteske ved det hele.. Alle har vi mål som vi ønsker at opnå, og nu er det største fællesmål vi har, at Procias skal klare sig igennem dette." Et sted følte Gabriel vel, at han havde noget at bevise? At han skulle bevise sit værd overfor landets befolkning? Svært var det, men han var mere end villig!

[Deleted]

Hun så lidt på ham. Fik hun det til at lyde nemt? Det var ikke hendes mening. Blot havde hun nogle overvejelser og nogle ideer, han måske kunne bruge til noget. Alt hun ønskede var at give dem videre til ham og så lade ham om resten. Trods alt var hun ingen general og hun hadede krig mere end noget andet, hun søgte fred. Fred og ro. Men som tingene var lige nu, var det svært at finde det nogen steder. Ja, faktisk ville hun gå så langt som til at sige det ikke var til at finde nogen steder!
Og hvis hun ønskede fred til at leve som hun ville, hvad ville alle andre så ikke? Klart at Dvasianernes frie liv betød de stjal og bekrigede...Men der skulle i det mindste være en mulighed for de freds søgende at finde et fredeligt sted.
Hun valgte ikke at kommenterer på det.
”Dvasias tænker ikke på Procias lige nu” svarede hun blot.
”Send nogle spioner til at holde øje med deres bevægelser, de kan sende besked, skulle Dvasias samle sig og drage i endnu en krig. Men lige nu kommer de stadig efter den først krig, selv om de vandt nemt. Der er stadig kaos og de bekriger hinanden” hun nussede kragen. Hun havde faktisk ikke mere at sige til ham, for som han selv sagde, ville han diskuterer disse ting med sit hof. Hun bøjede let hovedet, som accepterede hun hans valg og ikke sige mere om emnet.
”Jeg havde nogle tanker om emnet jeg ville dele med Dem. Jeg havde set nogle tegn, hvis tolkning jeg ikke kunne lade ligge. Nu er det op til Dem at vælge hvad De vil gøre. Jeg vil trække mig tilbage, så De kan få lidt velfortjent hvile” sagde hun og trådte nu et skridt bagud. Lige nu var der ingen der ønskede hende her og hun havde ingen grund til at blive. Eller vende tilbage, medmindre tingene blev værre. Den eneste måde Procias ville kunne måle sig med Dvasias, var at overtage et land også. Det var sådan hun så det. Men måske tog hun fejl? Hun var ikke perfekt. Ingen var. Nej, hun skulle ikke blande sig i politik eller krig. Hun kom kun med ideerne, det var op til andre at vælge hvilken af dem der var gode.
”Hvis kongen ikke ønsker sig mere af mig, vil jeg gå igen”

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel værdsatte uden tvivl, hvad hun kunne fortælle ham. Ikke desto mindre, var det lettende, at vide at Procias endnu ikke var Dvasias' mål - hvis han kunne stole på hvad hun fortalte vel og mærke. Det var ikke nogen hemmelighed, at han som konge, havde brug for hvile, men at det var.. så godt som umuligt for ham at gøre det, og særligt fordi at der var så mange ting, som han skulle tænke på.
"Hvilket jeg værdsætter frygtelig dybt," sagde Gabriel ærligt, hvor der samtidig også var tydningen til et lille smil. Han var glad, når folk selv kom og skænkede ham denne form for nyheder, for det var ikke ofte. Folk flest, ville faktisk bare kræve og kræve af ham, men uden egentlig at give ham noget igen. Sådan foregik det jo primært.
Gabriel lod hende trække sig, hvor han roligt blev stående. Hvad han dog ikke ville gøre, bare for at kunne få lidt hvile efterhånden. Det var virkelig så pokkers tiltrængt, så det var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt. De blå øjne hvilede på hendes skikkelse.
"De har set tegn, som De har valgt at dele med mig. Hvorvidt om jeg kan gøre noget ved det, er jo næste problem. Jeg vil se på det. Om ikke end, så værdsætter jeg virkelig, hvad De har skænket mig i dag. Det har været mig yderst værdifuldt," sagde han ærligt. Han havde mange ting i hovedet i forvejen, men dette var da helt klart noget, som var værd at tage til sig, så han kunne tænke yderligere over det, hvilket han nemlig heller ikke var bange for at stå ved.
At hun ville trække sig, havde han lige så den store respekt for, og da særligt, når det foregik på denne her måde. Hans blik var mere mildt.. langt fra så uroligt, som det havde været, før hun var kommet her for at dele disse særlige tanker med ham. Han var virkelig glad for det. Det gav ham da ting, som var mere håndgribeligt at tage sig af.
"Jeg vil lade Dem trække tilbage. De har i hvert fald skænket mig mange ting, som jeg skal have tænkt igennem." sagde han roligt. Et taknemmeligt glimt meldte sig i hans øjne, som han vendte blikket mod hende endnu en gang. Naturligvis endnu mere frustrerende, at han skulle tiltænke endnu flere sager i denne, men hvis det kunne være med til at sikre sig, at landet stod stærkere, så var han næsten villig til at gøre alt! Skulle de tage Imandra, inden Dvasias nåede det? Han vidste det ikke.. Det eneste som han vidste, var at han ikke tillod at Procias faldt!

[Deleted]

Hun smilte til kongen, et ægte, venligt smil. Hun bukkede lidt i overkroppen for hans tak.
”Det ville gøre os begge ondt, skulle Procias falde. Jeg gør det lige så meget beboerne i Procias en tjeneste” tilkendegav hun. Hun ville blive omkring slottet et par dage, for at se tilstanden, før hun tog af sted. Hun havde altid drømt om at se deres have. Men om højst to dage ville hun forsvinde igen, på samme måde hun var kommet. Hun var glad for at hun var hørt og ikke viftet væk, som en irriterende flue. Han havde lyttet, han havde sagt tak og på hans udtryk kunne hun se at det virkelig var prissat. Mere tilfreds kunne hun ikke være, dette var det hele værd, at selve kongen takkede hende hjerteligt.
”Jeg stoler på Dem” tilkendegav hun. Da hun var gået nok baglæns, havde modtaget hans tak, vendte hun rundt og forlod ham, gående med ryggen til ham. Kragen blev sat tilbage på skulderen, hvor dens kløer borede sig endnu mere ind i hendes hud end før. Hun trak vejret dybt. Rasputin var virkelig rastløs og han gjorde hende rastløs. Måske ville hun ikke engang blive i to dage.

//out

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel værdsatte uden tvivl det, som denne kvinde kunne tilbyde, og særligt når det var noget, som kunne være behjælpelig med at sætte en stor pris på. Det var noget som gav ham muligheden for at finde noget mere håndgribeligt at starte ud med, hvilket var noget, som han forøvrigt havde det ganske fint med, når det nu endelig var. Han nikkede mod hende i et halvvejs buk med hovedet.
"Du har givet mig mange ting at tænke over," sagde han endeligt, inden hans smil igen måtte pryde hans læber. For ham, var det ikke bare en hverdagsting, som han skulle rende rundt og tænke over, men derimod hvordan han kunne sikre sit folk på bedste vis, uden at det skulle ende med at gå helt galt i den anden ende. Svært ville det uden tvivl blive, men han ville gøre hvad han kunne, og det var vel i princippet også det, som rent faktisk var det vigtigste lige nu? Hans blik søgte hendes skikkelse endnu en gang.
"Og som konge, vil jeg gøre hvad der står i min magt, for at leve op til det," lovede han endeligt. Det ville ikke blive nemt, men han ville i hvert fald gøre sit ihærdige forsøg. Han fulgte hende med blikket, til hun forlod salen. Han pustede lettet ud. Han vidste, at han måtte reagere, men hvor man skulle starte, var jo en anden side af sagen. Han var presset.. men var for pokker også snart nødt til at handle på det!

//Out