Post by Nathaniel Diamaqima on Jan 10, 2015 23:28:14 GMT 1
Min kære datter,
Jeg ved at tiden har været hård ved dig, som den har været hård ved din broder. Dog vil jeg alligevel lade Jer begge vide, hvilken stor betydning I begge har for mig.
Jeg var ikke til stede, den dag I kom til verden, og jeg ved at jeg har misset frygtelig meget i løbet af Jeres opvækst. Kunne jeg, havde jeg taget tilbage i tiden, været der til at se Jeres første ord, første skridt.. de første til det hele. Dog af den grund, ønsker jeg at I begge skal vide, at jeg virkelig er stolte af Jer.
Jeg har forståelse for den handling, som du udførte, Silia, og jeg har forståelsen for den vrede og frustration, som du har vendt imod mig. Jeg havde gjort det samme i dit sted. Det er bare vigtigt for mig, at du ved hvor stor betydning du og din broder har for mig. At jeg altid vil elske Jer begge.
Nu hvor du ikke vil se mig, vil jeg forsøge mig med et brev. Som du sikkert kender mig, skal jeg alligevel forsøge at gøre det kortfattet. I håbet om at du naturligvis vil læse det.
Jeg har igennem den bog, som jeg skænkede Jer begge, blotlagt mit liv og min sjæl for Jer. Ud fra den, fremgår det måske, at jeg ikke er så fejlfri en mand, som jeg ellers ville ønske at jeg var, og som andre har en opfattelse af, at jeg er. Sagen er vel, at jeg er skrøbelig af sind og sjæl. Dette er tydeligt gået op for mig, efter at jeg mistede kontakten til Jer, da jeg tog den enerådige beslutning om at forlade landet, efter Jeres moders død. Jeg kender din hemmelighed, som du kender min, min datter, og jeg ved, at selv du har set hende. For mig viser hun sig og klandrer mig for ting, som jeg gjorde i min fortid, som alt sammen har været med til at skade min familie. Hun har ret. Jeg har gjort mange ting, som har gjort skade på Jer, og dette er noget som jeg ønsker at rette op på.
Jeg troede, at jeg var over det tab, som blev mig overmandet, da Jeres moder døde. Det viste sig straks anderledes, da hun begyndte at vise sig for mig. I øjeblikket, befinder jeg mig i Dvasias, ved min egen lærermester fra fordomstid. Jeg har måtte sande, at det her, ikke er noget, som jeg kan magte på egen hånd, og af hvad du skænkede mig, min kære datter, så må jeg sande, at de fejl, som jeg har begået, har været så store, at jeg burde skamme mig.. Og jeg skammer mig virkelig over det, som jeg har udsat dig og din broder for. For det, så mange gange undskyld.
Med den dybeste forståelse, for hvad der skete under mit korte besøg i Procias, så jeg smerten i dine øjne, og jeg vidste, at det er mig som står bag den. Jeg var der ikke, da I havde mest brug for mig, og det er det som smerter mig selv den dag i dag. Jeg kunne ikke klare at se Jer i øjnene. Det eneste, som jeg måtte se, i de øjeblikke, jeg tog mig i at gøre det, var Jeres afdøde moder, og den smerte, kunne jeg ikke bære. Det tab knækkede mig, min datter.. jeg havde brug for, at søge ud, og selv finde styrken til at kunne stå der for Jer endnu en gang.
Denne tid er for mig, nu kommet. Jeg er ikke bange for at stå ved mine fejl og dem har jeg gjort mange af igennem mit liv. Jeg forventer ikke, at få svar retur på dette brev, men blot med et håb om at det bliver læst, og at det vil skabe en vis forståelse for den situation, som jeg ved, at jeg længe har placeret mig selv i.
Jeg følger et råd, som jeg har fået af en gammel kending. Jeg ønsker ikke at forårsage smerte, men derimod heale de sår, som jeg selv over årene har skænket Jer begge. Jeg forventer ikke at blive tilgivet for det, som jeg længe har forårsaget, men jeg ønsker inderligt, at du lytter til mine ord, min kære datter.
De ord du gav mig, slog hårdt, Silia. Ej er det fordi at jeg klandrer dig for at give mig dem. Jeg har været blind. Jeg har været blind igennem alle disse år, som nu har passeret, og det er det, som jeg længe har ønsket at gøre noget ved. Dette er noget som kræver en styrke. En styrke, som jeg først nu føler, at jeg igen er i besiddelse af. Jeg ved hvad jeg ønsker, og det er ej at vende ryggen til den familie som jeg har. Diamaqima er et stærkt og et meget kendt navn, og dette er noget, som jeg ønsker at ivaretage, som mine forældre gjorde det før mig. Igen ønsker jeg at blive en del af Jer, som jeg ønsker, at I endnu en gang skal blive en del af mig. I er mine børn, og jeg føler intet andet end en stolthed, når jeg på sidelinjen kan se, hvad I begge er blevet til.
Jeg er stolt af Jer, mine børn.
Jeres far, Nathaniel Diamaqima.
Jeg ved at tiden har været hård ved dig, som den har været hård ved din broder. Dog vil jeg alligevel lade Jer begge vide, hvilken stor betydning I begge har for mig.
Jeg var ikke til stede, den dag I kom til verden, og jeg ved at jeg har misset frygtelig meget i løbet af Jeres opvækst. Kunne jeg, havde jeg taget tilbage i tiden, været der til at se Jeres første ord, første skridt.. de første til det hele. Dog af den grund, ønsker jeg at I begge skal vide, at jeg virkelig er stolte af Jer.
Jeg har forståelse for den handling, som du udførte, Silia, og jeg har forståelsen for den vrede og frustration, som du har vendt imod mig. Jeg havde gjort det samme i dit sted. Det er bare vigtigt for mig, at du ved hvor stor betydning du og din broder har for mig. At jeg altid vil elske Jer begge.
Nu hvor du ikke vil se mig, vil jeg forsøge mig med et brev. Som du sikkert kender mig, skal jeg alligevel forsøge at gøre det kortfattet. I håbet om at du naturligvis vil læse det.
Jeg har igennem den bog, som jeg skænkede Jer begge, blotlagt mit liv og min sjæl for Jer. Ud fra den, fremgår det måske, at jeg ikke er så fejlfri en mand, som jeg ellers ville ønske at jeg var, og som andre har en opfattelse af, at jeg er. Sagen er vel, at jeg er skrøbelig af sind og sjæl. Dette er tydeligt gået op for mig, efter at jeg mistede kontakten til Jer, da jeg tog den enerådige beslutning om at forlade landet, efter Jeres moders død. Jeg kender din hemmelighed, som du kender min, min datter, og jeg ved, at selv du har set hende. For mig viser hun sig og klandrer mig for ting, som jeg gjorde i min fortid, som alt sammen har været med til at skade min familie. Hun har ret. Jeg har gjort mange ting, som har gjort skade på Jer, og dette er noget som jeg ønsker at rette op på.
Jeg troede, at jeg var over det tab, som blev mig overmandet, da Jeres moder døde. Det viste sig straks anderledes, da hun begyndte at vise sig for mig. I øjeblikket, befinder jeg mig i Dvasias, ved min egen lærermester fra fordomstid. Jeg har måtte sande, at det her, ikke er noget, som jeg kan magte på egen hånd, og af hvad du skænkede mig, min kære datter, så må jeg sande, at de fejl, som jeg har begået, har været så store, at jeg burde skamme mig.. Og jeg skammer mig virkelig over det, som jeg har udsat dig og din broder for. For det, så mange gange undskyld.
Med den dybeste forståelse, for hvad der skete under mit korte besøg i Procias, så jeg smerten i dine øjne, og jeg vidste, at det er mig som står bag den. Jeg var der ikke, da I havde mest brug for mig, og det er det som smerter mig selv den dag i dag. Jeg kunne ikke klare at se Jer i øjnene. Det eneste, som jeg måtte se, i de øjeblikke, jeg tog mig i at gøre det, var Jeres afdøde moder, og den smerte, kunne jeg ikke bære. Det tab knækkede mig, min datter.. jeg havde brug for, at søge ud, og selv finde styrken til at kunne stå der for Jer endnu en gang.
Denne tid er for mig, nu kommet. Jeg er ikke bange for at stå ved mine fejl og dem har jeg gjort mange af igennem mit liv. Jeg forventer ikke, at få svar retur på dette brev, men blot med et håb om at det bliver læst, og at det vil skabe en vis forståelse for den situation, som jeg ved, at jeg længe har placeret mig selv i.
Jeg følger et råd, som jeg har fået af en gammel kending. Jeg ønsker ikke at forårsage smerte, men derimod heale de sår, som jeg selv over årene har skænket Jer begge. Jeg forventer ikke at blive tilgivet for det, som jeg længe har forårsaget, men jeg ønsker inderligt, at du lytter til mine ord, min kære datter.
De ord du gav mig, slog hårdt, Silia. Ej er det fordi at jeg klandrer dig for at give mig dem. Jeg har været blind. Jeg har været blind igennem alle disse år, som nu har passeret, og det er det, som jeg længe har ønsket at gøre noget ved. Dette er noget som kræver en styrke. En styrke, som jeg først nu føler, at jeg igen er i besiddelse af. Jeg ved hvad jeg ønsker, og det er ej at vende ryggen til den familie som jeg har. Diamaqima er et stærkt og et meget kendt navn, og dette er noget, som jeg ønsker at ivaretage, som mine forældre gjorde det før mig. Igen ønsker jeg at blive en del af Jer, som jeg ønsker, at I endnu en gang skal blive en del af mig. I er mine børn, og jeg føler intet andet end en stolthed, når jeg på sidelinjen kan se, hvad I begge er blevet til.
Jeg er stolt af Jer, mine børn.
Jeres far, Nathaniel Diamaqima.
