Come out, come out, wherever you are

[Jarniqa Dynithril]

Opmærksomt faldt Jarniqas smaragdgrønne øjne på kortet, som han magisk fremstillede. Nysgerrig måtte handlingen gøre hende, som hun ej vidste, om hun ville blive i stand til en lignende gestus.. Garanteret ikke, eftersom hun aldrig havde studeret et kort før, samt aldrig havde været i andre lande end Manjarno. Videre lært var hun nemlig ikke, som hun havde vokset op i en fattig stand og med en mand, som aldrig havde haft meget omgang med folkets verden. Nysgerrigt nærmede hun sig både ham og kortet, men som hendes blik faldt på kortet, kunne hun ikke undgå at føle sig en blanding af dum og nysgerrig. Selv vidste hun, at Procias lå i vest, Manjarno i midten, Dvasias i øst og Imandra i sydøst. Dog vidste hun ikke, hvordan landene formede sig helt præcist, og hvordan hun skulle læse navnene på kortet. Dog sagde hun intet om dette, da hun bestemt ikke ønskede, at Caleb skulle tænke, at hun var uviden! Lært var hun nemlig muligvis ikke, men det var ikke ens betydning med, at hun ikke havde et godt hoved og ikke kunne udrette diverse planer. ”Søg til Imandra,” istemte hun. ”Hvis Dvasias lægger an til angreb mod landet, så forsvar det med de borgere, som er i stand til at hjælpe. Hvis ej truslen er der, ønsker jeg, at I i stedet søger de folk, som kunne have interesse i at hjælpe Manjarno, og derfra komme tilbage hertil med dem.” Fornuftig fandt hun planen, og umiddelbart lød det som om, at Caleb medvilligede til den. Så langt så godt! At han derfra foreslog, at hun søgte Procias’ konge, fik hende til at trække vejret tungt. Hun havde aldrig søgt om en audiens hos en konge. Ganske vidst var hun prinsesse, men selv fremstod hun som en tyv og frihedskæmper, og derfor var det ikke vidst, at han ville have interessen i at hjælpe hende. ”Jeg kan forsøge at tale med din konge. Selv han burde kunne se, at landet står svagt, når Manjarno ikke længere er til.”

[Deleted]

Caleb nikkede bestemt. Så var den plan da slået fast. Han rettede sig op, og foldede kortet sammen igen til det kunne ligge i hans taske, sammen med alt det andet rod. Gad vide om folk, vidste hvor lidt man egentlig behøvede af ejendele? Alle hans kunne være i en taske. 
"Vi tager afsted i morgen," fortalte han alvorligt, og forlod hende ved bordet, for at proppe det sammenfoldet kort ned i hans rejsetaske igen. De havde opnået, hvad de var kommet til Manjarno for. Nu handlede det bare om, at nå Imandra, hvilket ville føre dem gennem Dvasias. Heldigvis kunne ham og Isabel nemt gå ud fra at være et par warlocks. Specielt efter de havde skraveret den forsvarsrune ind i deres hud, der ville gøre det umuligt for folk, at bestemme deres aura. Det havde reddet deres liv mere end et par gange, samt gjorde det muligt for dem, at betræde Dvasias jord, uden at blive genkendt som magikere. 
"Med kongens hjælp burde vi kunne erobre Manjarno tilbage på et tidspunkt," lovede han, og strøg en hånd igennem det sorte hår, da han rettede sig op fra tasken. Måske havde Emerald mere held med kongen end Isabel. Emerald virkede charmerende, tålmodig og venlig. Isabel var en hidsigprop, uden nogen som helst charme. "Indtil da må vi gøre alt, for at genere og forvirre Dvasianerne. Mig og min søster vil på vej til Imandra, angribe de karavaner vi ser. Måske kan det efterlade dem lidt svækket på ressourcer. Det er ikke meget men det er en start."
Det føltes godt, at være med i noget lidt større, end bare rende fra job til job. Her gjorde de en virkelig forskel. For Manjarno, for Imandra, for Procias. Det var tid til at kæmpe, og hvis nogle var gode til det, så var det ham og Isabel. Hele deres liv handlede om det. Han trak jakken af sig, og smed den over sin taske. Indenunder havde han en grå skjorte, der sad løst over hans overkrop. 
"Når du går, er det bedst du tager vinduet," påpegede han, og smøgede ærmerne på skjorten op over albuen, så han kunne begynde at sætte noget te over ilden. Ham og Isabel havde selv udstyret. Vandet fik han fra vaskefadets kande, der var fyldt op. Urter havde han nok af. Han plukkede dem selv på deres vandring, og tørrede dem, når de holdte lejr. 
"Hvis soldaterne stadigvæk er nedenunder, vil de bare stoppe dig. Mørkvæsner kan aldrig holde fingrene fra smukke kvinder," forklarede han, og mens at han knuste urter ned i en lille tekedel, inden at han bar den over til ildstedet, hvor han hang den på en lille krog. Hans muskler i armene blev kort markeret, da han løftede kedlen. 

[Jarniqa Dynithril]

Sit blik tog Jarniqa til sig igen, som Caleb folede kortet sammen igen. Interessant havde det korte syn uden tvivl været for hende, som kortet havde givet hende et hvis overblik. Dog var der ej heller nogen tvivl om, at der skulle sidde en og studere det med hende, hvis hun nogensinde skulle forstå det til fulde. ”I givet fald vil jeg ønske jer en god rejse, samt håbe, at dette visit ej bliver vores sidste,” sagde hun ærligt. En skam ville det jo være, hvis hun mistede to kompetente krigere i krigen mod Dvasias! Selv ville hun også have ønsket, at hun havde nået at se dem i aktion, inden hun slap dem løs, men ej kunne man få det hele i tider som disse.. Ligeså ville det også have været et plus, hvis hun havde nået at møde hans søster. Havde Isabel været hendes navn? Tænksomt nikkede hun til hans ord. ”Det ville uden tvivl gavne at have et helt land i ryggen.. Jeg håber, at mine overtalelsesevner virker ligeså godt på de royale, som de gør på de manjanske borgere,” sagde hun med et skævt smil på læben. Selv vidste hun på ingen måde, hvad hun kunne forvente af en visit hos en kongelig. Selv havde hun trods alt aldrig nærmet sig de adelige.. Spændt var hun dog, for skønt om den overordnede situation var dårlig, følte hun sig på sin vis eventyrlysten omkring al dette. ”Angrib og skab den forvirring, som I kan. Sørg dog for, at I kommer derfra i live. Der er allerede for mange, som er faldet på de godes side,” endte hun med at sige, som hun allerede havde delt krigen mellem det gode og det onde. Mørkets land, Dvasias, mod de resterende lande. Hun fulgte ham med blikket, som han hev jakken af skuldrende. Vinduet? Hun skævede over vinduet, som han direkte foreslog hende at springe ud derfra.. Hvor langt ned var det? Var der nok til, at hun ville blive skadet? Hendes blik blev fanget af hans handlinger igen, som han smørrede ærmerne op og spændte i musklerne, som han bare … løftede en tekedel. Hun bed sig i læben, hvor en svag rosa farve også måtte lægge sig over hendes kinder, som hun sandede, at hun rent faktisk betragtede ham. Ung og ny måtte hun selv være i den verden, som hun kun var 15 somre, hvilket betød, at den verden lige akkurat var blevet aktuel for hende. Tilbage til vinduet bevægede hun sig, hvor hun måtte sende ham et kækt smil. ”Bekymrer du dig om mig?” spurgte hun ham i en drillende mine. ”Der er dog både soldater her og på gaderne, så jeg lader oddsene være det samme, men bare rolig.. Jeg har klaret mig indtil nu.” Hun blinkede med det ene øje.

[Deleted]

Ved hendes drillende kommentar, kunne Caleb ikke lade være med at smile bredt til hende, mens han rettede sig op fra ildstedet, hvor han lige havde hængt kedlen over.

"Selvfølgelig bekymre jeg mig over dig. Du er en del af modstandsbevægelsen. Vi er allieret nu," svarede han, men kunne ikke lade være, med at føle, at det også handlede om at hun var en ung kvinde, der havde kastet sig ud i en farlig kamp. Han vidste ikke hvor erfaren hun var, eller hvor meget hun vidste omkring mørkvæsner, men han ville være det, for at guide hende, så meget han kunne. Hvordan kunne han andet?

Han var glad for Isabel ikke var her. Hun ville straks have set, hvor tåbeligt han opførte sig i Emeralds nærvær. De skæve smil, den varme stemme, de mange blikke han ikke kunne lade være med at sende hende. Åhhh Isabel ville grine så højt. Det eller hun ville stå med sit skeptiske ansigtsudtryk, og bede ham stoppe med at opføre sig som en ung hyrdedreng.

Han gik et par skridt tættere på hende med armene lagt over kors. Det klædte hende at smile. Ikke nok med det smittede af på ham, så fik det også hendes ansigt til at lyse lidt op. Det var meget værd i en tid som denne.

"Skal du ikke også give mig en eller anden fancy mønt, så jeg kan kontakte dig?" spurgte han hende spøgefuldt, og stoppede først op da han stod helt tæt på hende. Han måtte bøje nakken, for at holde hendes blik. "Bare så du ikke kommer til at savne mig alt for meget, når jeg nu tager væk."

Han plejede virkelig, virkelig ikke at være sådan! Normalt gjorde piger ham usikre. Siden Julie havde han holdt sig fra at være social, og havde kun snakket med folk, når det virkelig gjalt, men nu stod han her og.... hvad? Flirtrede med en ung kvinde fra modstandsbevægelsen? Ikke klog. På ingen måde klogt. Dog fik hun ham til at være afslappet. Hendes øjne gravede sig ind i ham, og fandt den gamle Caleb frem. Ham som han havde troet var død og borte med Julie. Åbenbart ikke.
Hans skæve smil voksede.

[Jarniqa Dynithril]

Tanken om, at andre end Jarniqas værge bekymrede sig om hende, måtte hun alligevel nyde. Det var muligvis kun ment som et arbejdsforetagende, men det gjorde det vel heller ikke mindre virkeligt? Selv ønskede hun trods alt ej heller, at der skete noget ondt for dem hun kendte, eller dem som hun havde indlogeret i sin gruppe. Ganske vidst havde hun fået en del mørke tanker i hovedet siden besættelsen, men stadig var hun ingen ond person. ”Men bare rolig.. Jeg er hurtig og let på tå, plus jeg kan et trick eller to,” endte hun muntert med at svare, hvor hun også let måtte blinke til ham. Sandt var det dog, som hun ikke selv bar de store tvivl ved, at hun nok skulle slippe ud af byen igen. Ganske vidst var det altid sværere at komme ud, end det var at komme ind, men alligevel.
Det smaragdgrønne blik fulgte ham nøje, som han nærmest henslængt bevægede sig i hendes retning. Ung var hun måske, men dum var hun ikke, og derfor bemærkede hun også det blik, som han sendte hende, og som fik hendes hjerte til at pumpe det stærkere. Selv vidste hun, hvad han lavede, som hun før havde flirtet med en mand. Problemet var blot, at hun aldrig havde flirtet med en mand som sig selv, og derfor havde hun aldrig tænkt sønderligt meget over det. Når hun indtil nu havde flirtet med en mand, havde det nemlig været som en tyv, som hun havde agtet at tage hans rigdomme. Med Caleb agtede hun derimod ikke at stjæle noget fra.. Nej, hun havde kun agtet at indlogere ham i sin modstandsbevægelse, og nu skete der pludselig al dette! Helt forvirret endte hun med at blinke med øjnene. Mønt? Hvilken mønt? Åh mønten! Pinligt berørt følte hun sig pludselig, hvor hun straks endte med at lade sin hånd glide ned i pungen. Hvorfor var hun pludselig så fjumrefingrende? Hvorfor stod han så tæt på hende? Okay.. Hun måtte genvinde fatningen! Hendes kække mine overrumplede igen hendes forfjamskede. ”Åh, lad være.. Vi ved vidst allerede begge, hvem der vil savne hvem her,” endte hun kækt med at sige, inden hun rakte ham den efterspurgte mønt. En falsk bronzemønt med et R i midten. ”Hvem ved, om du ikke allerede fortryder de planer, som du i forvejen har lagt?”

[Deleted]

Calebs stærke, arret hånd rakte ud, og omsluttede kort hendes, da han tog imod mønten, som hun rakte ham. Let vejede han den, inden at han kastede den op i luften, og greb den kækt igen.

"Du har altid ret," gav han sig medgørligt, og sendte hende et bredt smil, inden han stak mønten ned i lommerne på hans bukser. Han ville have blinket til hende, men med kun et synligt øje, ville det ikke helt have den samme effekt, som når hun gjorde det.

Der var et frisk pust over hendes måde, at give ham drillende tilbage på, som muntrede hans ellers altid så mørke humør op. Han kastede et blik over skulderen mod døren. Gad vide hvorfor det tog så lang tid for Isabel? Hvis det havde været alle andre end hende, ville han være uroligt, men han vidste at hans storesøster kunne tage vare på sig selv. Det kunne hun altid. Gud være med den mand, der kom til at stå i vejen for hende. Gabriel Nicomendes havde selv erfaret det.

Galant åbnede han vinduet for Emerald, og stak først hovedet ud, for at se hvor langt der var ned, samt om der skulle befinde sig nogle. De befandt sig på første sal, så der var et lille stykke tid herfra.

Han trak sig tilbage igen, og rakte hende sine hænder. De indskåret pentagrammer blev lyst op af flammerne i hans håndflader.

"Jeg kan hjælpe dig ned, hvis jeg hænger ud af vinduet. Det skulle gøre faldet mindre hårdt," forklarede han. Ham og Isabel havde gjort sådan mange gange, når de skulle slippe usete ud af bygningerne. Det eller han sprang ud først, for bagefter at tage imod hende. Der var altid måder, at komme ud på, hvis bare man havde en ekstra, hjælpende hånd, og hans hænder var de mest tillidsfulde.

Han smilede beroligende til Emerald.
"Bare rolig. Jeg vil ikke tabe dig."

Selvfølgelig ville han ikke det. Kvinden virkede som en på omkring 15 somre, mens han selv var en ung, stærk fyr i slutningen af tyverne. Ikke fordi han lignede én, der var så gammel. Magien i hans blod, fik ham til at ligne én, som kun lige havde rundet de 23 år. Han holdte Emeralds blik.

[Jarniqa Dynithril]

Muntert måtte Jarniqa alligevel slippe en latter ved hans ord. Hans ord indgød nemlig helt, at de var gamle bekendte, hvilket de på ingen måde var. Selv kunne hun nemlig sværge på, at dette var hendes første møde med denne mand. Dog kunne hun også sige, at det forhåbentligt ikke ville være det sidste. Selv ønskede hun nemlig ej, at der var flere som faldt på den gode side.. Der havde de allerede lidt nok tab! Derudover virkede han også blot som en god mand, og det ønskede hun ej heller at se glide bort.
Selv rykkede Jarniqa sig en anelse til siden, som Caleb gjorde mine til at ville komme til vinduet. Afsti afsted var det allerede for hendes vedkommende, og klogt var det formentligt også, som hun havde nået det, som hun var kommet efter. Det havde nemlig lykkedes hende at værge hele 3 personer til Resistentia. Det var måske ikke nok til at slå Dvasias, men en start var en start! Selv de små ting måtte nemlig tælle i en situation som denne. Et overlegent smil måtte glide over hendes lyserøde læber, som han tilbød hende sine hænder. Det var uden tvivl en høflig gestus, som han gjorde, hvor mange andre kvinder formentligt også ville have taget imod den, men ikke hende.. Hun kunne måske ikke sige, at hun var vant til at springe ned fra bygninger, men træer havde hun erfaring med! Selv nød hun nemlig at klatre i træernes kroner, for dernæst at hoppe ned fra dem, og derfor burde dette også være en smal sag for hende! ”Som sagt.. Jeg kan klare mig selv,” afviste hun ham kækt, inden hun valgte at tage plads i vindueskarmen. ”Jeg er ingen jomfru i nød. Springet vil jeg klare, ligesom du skal være vis på, at soldaterne ej vil fange mig.” Begge ben svang hun nu ud over, hvor hun valgte at sende ham et sidste blik. Næste gang de sås, måtte hun spørge ind til pentagrammerne på ham, og den lap han havde for øjet. ”Til vi ses igen,” hilste hun med en kæk mine, inden hun skubbede sig ud over kanten. Et sug gav det uden tvivl i maven, men som hun besad elvernes snilde, endte hun nærmest yndefuldt på hug i gaden, inden hun med et sikkert smil på læben vendte rundt, så hun kunne se tilbage mod Calebs vindue. Det blev det sidste kække blink, som hun sendte ham, inden hun behændigt trak kutten over hovedet og listede ned ad gaden.

// Out

[Deleted]

Caleb kiggede ud af vinduet efter hende, og måtte slippe en lille latter, da han så hende, lande sikkert på jorden. Kort hævede han en hånd for at vinke til hende, inden at hun forsvandt ned af gaden. Sikke en kvinde... Han rettede sig op, mens fingrene gled gennem håret.
Lige da hørte han døren til værelset gå op, og Isabel trådte ind.
"Forbandet, helvedesagtige, sortsjælede.... Hvad smiler du sådan af?" bandede hun, og smækkede hårdt døren i bag sig, da hun trampede ind. Der var blod på hendes tøj og ansigt.
Caleb skyndte sig at fjerne det brede smil, som Emerald havde efterladt ham med.
"Jeg... ikke af noget! Hvad er der sket?" spurgte han stammende, og gik hen til hende, for at gribe om hendes hage, så han kunne rette ansigtet mod flammerne. Der var kommet en dyb flænge i hendes læber, og hun blødte ved øret. Forsigtigt strøg han med sin anden hånd, hendes hår væk så han kunne se såret.
"For pokker da Isabel! Du skulle kigge dig omkring, ikke komme op i slagsmål," udbrød han, mens Isabel rev sig løs fra hans greb.
"Der var soldater nede i krostuen. Fra Dvasias. Kom... vi må hellere komme væk herfra, inden nogle opdager ligene," svarede hun, og gik hen for at tage sin rygsæk. Caleb sukkede. På den igen. Han måtte fortælle Isabel om Emerald senere.

Få minutter senere var de begge kravlet ud af vinduet, og løb afsted gennem de mørke gader, for at komme ud af byen. I krostuen havde de efterladt de døde mørkklædte soldater.

//out