Come out, come out, wherever you are

[Deleted]

Sted: Kroen i Manjarnos hovedstad

Tid: Tæt på aften

Tilstedeværende: Jarniqa Dynithril - @caleb

”13 – nej vent! 7,” gættede Caleb, mens han gik ned gennem byen sammen med Isabel. De legede én af deres mange vandrings-lege. Når man brugte så meget tid på at rejse rundt i verden, så lærte man at underholde sig selv og hinanden, ved at finde på enkle lege, der kunne gøres imens man gik.
Isabel viste ham de træstykker, hun havde i hænderne.
”Du skulle have holdt dig til 13, kære lillebror,” sagde hun med et triumferende smil, mens at han ærget bandede sig over, at have tabt spillet.
Manjarno var lige blevet overtaget af Dvasias. Mange soldater fyldte gaderne, og folk gjorde alt hvad de kunne, for ikke at tiltrække sig opmærksomheden fra de mørke, ondsindet soldater. De fleste beboer holdte sig indenfor, hvor de desperat, prøvede at holde fast i bare en smule varme og lys. Mange nye folk kom til Manjarno, dog mest fra Dvasias. Handelsmænd for det meste.
Caleb og Isabel havde måtte snige sig ind fra Procias, uden at blive opdaget. Derefter var det nemt, at gå i et med resten af flokken af rejsende. Deres rejsetøj var slidt, håret fedtet, og skuldrene bøjet fra at slæbe rundt på deres tasker.
Planen var at tage til Imandra. Isabel havde forgæves forsøgt at snakke med kongen af Procias, der nægtede at hjælpe hverken Manjarno eller Imandra. Måske havde det også noget at gøre med Isabel’s temperament. Det havde slået dem alle hårdt, da de havde hørt om Manjarno’s fald, men hun havde været direkte i sorg.
De ville dog kort stoppe op her i Manjarno for en dag eller to, der skulle bruges på at finde modstandsbevægelser, som folk hviskede om i krogene. Hvis der var et sted, som Isabel og Caleb, kunne høre til så var det en modstandsbevægelse, der kæmpede imod det dvasianske styre. Trods alt var det hvad Isabel og Caleb havde gjort hele deres liv. Jagtet mørkvæsner, og slået dem ihjel, for at beskytte de uskyldige.
”Jeg går ind på kroen, for at se, om jeg kan skaffe nogle informationer,” fortalte han Isabel, da de kort stoppede op på gaden, for at aftale hvad der skulle ske. ”Der kan jeg også, leje et værelse til os.”
Isabel nikkede alvorligt, og kastede et blik rundt.
”Jeg går lidt rundt, og ser hvad jeg kan opsnuse. Pas på dig selv.”
De slog en knytnæve sammen mod hinandens, inden at de gik hver deres retning. Caleb hankede op i sin rygsæk, og holdte hovedet bøjet. Det sorte hår faldt ned over hans øje, og hjalp til med at gøre ham ubemærket, samt skjulte læderlappen, der var syet over hans ene øje, der var blevet revet ud af en dæmon i sin tid.
Han var en ung mand. Atletisk bygget, stærk, hurtig, smidig og med flere skader end en veteran i hæren ville have. Kom med sådan en karriere som hans.
Hjemvand trådte han ind i kroen, og satte kursen direkte mod baren. Sværdet var skjult under hans lange jakke med den høje krave, dolken sad i støvlerne, og bæltet var fyldt med genstande og urter, der kunne gøre livet surt for mørkvæsner. Han var en kriger forklædt som en fattig rejsende.
Oppe ved baren fik han både lejet et værelse, samt købt et stort krus øl. Efter at have smidt alt bagagen i værelset, gik han ned, og satte sig ved baren med sit øl, for at prøve at opsnappe informationer og rygter om denne modstandsbevægelse. Han holdte ryggen bøjet, blikket vendt ned, men opmærksomheden oppe. Det var ikke første gang, han gjorde den slags. Langt fra.

[Jarniqa Dynithril]

”Ud skal de! Mørkevæsner.. De hører ej til her”” spyttede den lyshårede mand arrigt i en lavmælt tone. Disse lavmælte toner var de eneste, som havde floreret fra manjanernes læber, siden besættelsen af Ityrial. Manjarnos hovedstad. De første to dage havde der været enkelte, der havde talt højt, men som de var blevet slæbt bort af dvasianske tropper, havde piben hurtigt fået en anden lyd. Frygten var blevet dagligdagen i storbyens gader, og det havde nærmest lagt byen øde hen. I hvert fald for manjanerne. ”Shh,” tyssede Jarniqa på sit mandlige selskab, som hun ej ønskede at tiltrække unødig opmærksomhed. Det var i forvejen risikabelt nok, at hun var her! Tildækket af sin kappe var hun, men det blev der end ikke set skævt til længere, som både venlige og uvenlige sjæle forsøgte at skjule sig for nysgerrige blikke. Sin hånd endte hun med at lægge over mandens på bordet, så det synede, at de var et elskende par, og derimod ikke to plottende personer. ”Du er ej den eneste, som har denne mening, og det gør, at vi har en stemme. Dvasias vil ganske snarligt lære, at alt har en konsekvens,” sagde hun i en lavmælt tone, alt imens hun let lod sine fingre stryge over hans hånd. Kortvarigt måtte manden se fortumlet ned på deres hænder, indtil han langsomt sandede meningen med det hele. Et let smil søgte ligeledes over hans læber, inden han tog om hendes slanke hånd og langsomt førte den op til sine læber, så han blidt kunne kysse den. Alt sammen ganske naturligt fra det udefra stående øje. ”Hvornår vil al det du siger tage sted?” spurgte han begejstret, dog hviskende. Et svagt smil søgte over Jarniqas læber. Forsigtigt lod hun hånden søge ned til sin pung, hvor hun fremdrog en mønt. Ej trak hun den frem, så den var synlig for alle kroens øjne, men derimod snigende frem, som hun førte sin flade hånd henover bordpladen, inden hun lod begge sine hænder flette sig ind i hans, så mønten blev leveret videre. ”Vær tålmodig.. Først vil jeg søge dem som måtte dele vores opfattelse, og dernæst vil vi ende øjet mod Dvasias’ planer,” hviskede hun til ham. ”Tag mønten.. Den vil gløde, når jeg vil få brug for dig og fortælle dig vejen.” Mandens hånd lukkede sig om mønten, hvilket fik Jarniqa til at trække begge sine hænder til sig igen. Manden nikkede til hende. ”Til vi ses igen,” sagde han, inden han langsomt måtte trække sig ud af båsen, som de havde siddet i, hvor han derefter forlod kroen.

[Deleted]

Krusset med øl var halvt tømt. Caleb sad hvor han var. Indtil videre havde han ikke, hørt noget, der kunne føre ham videre til modstandsbevægelsen. Folk snakkede ja, men intet, at større betydning. Mange ønskede, at der skulle ske noget. De forbandede lavmælt Dvasias, skålede i smug for modstandsbevægelsen, og snakkede om forskellige begivenheden, der var fundet sted. Alt sammen meget interessant for Caleb, der lige var kommet hertil, men ikke noget han kunne bruge.
Træt hvilede han hovedet i den ene hånd, mens hans grønne øje gled rundt over krostuen. Der var virkelig intet af interesse. Forhåbentligt havde Isabel, mere helt med sig. Han lagde nakken tilbage, for at skylle resten af sin øl ned, inden at han kom på benene. Der var ikke mere at gøre her. Så hellere komme op i seng, rense hans våben, for så at gå i seng, og starte på en frisk i morgen tideligt. Det havde været en lang vandring, og hans skader fra deres sidste sammenstød med en soldat, var stadigvæk i gang med at heale.
Han ønskede kroværten godnat, inden at han begyndte at krydse krostuen, for at komme over til trappen, der førte op til værelserne. Lige da han passerede et bord, opfangede hans observerende blik, noget der ikke passede sammen med hans hoved. Langsomt satte han farten ned.
Ved bordet sad to personer. En mand og en kvinde, selvom det var svært at se, fordi hun holdte sig selv skjult med hætte og kappe. Mange ville finde dem naturlige, men Caleb nåede at fange mandens ansigtsudtryk, da kvinden flettede sine fingre ind i hans.
Det der var ikke et elskende par. Ikke med den måde han næsten rødmede på. Det ville man ikke gøre, hvis man var vant til den anden person. Noget var forkert. Derfor blev han stående i skjul i skyggerne bag en træsøjle, for at lytte til hvad de sagde. Noget med en mønt. Han smilede triumferende. Måske havde han alligevel heldet med sig.
Manden forlod bordet først. Caleb så det over skulderen, men ventede indtil han havde forladt kroen, før han skyndte sig frem fra sit skjul. I en flydende bevægelse havde han sat sig foran kvinden på pladsen, som manden akkurat lige havde forladt.
”Godaften!” hilste han muntert, og sendte hende et skævt smil. Han forsøgte at se hendes ansigt, gemt væk i skyggerne under hætten.
”Kan jeg byde på et glas af et eller andet? Måske noget selskab?” spurgte han løs, og dukkede hovedet lidt, for at prøve at se under hætten. Hvis hende her var fra modstandsbevægelsen, var det lykkes ham, at finde frem til den. Åhhh Isabel havde så meget tabt det væddemål!

[Jarniqa Dynithril]

Opmærksomt hvilede Jarniqas smaragdgrønne blik på den lyshårede mand, som han forlod sin plads hos hende for dernæst helt at forlade kroen. Perfekt! Som smurt havde det gået, som hun først havde fundet manden ude på gaden, for at hun dernæst havde budt ham på noget at drikke i kroen. Selv var hun blevet forbudt adgang til hovedstaden af sin værge, men grundet sin pligt overfor sig selv, havde hun desværre ikke kunnet holde sit løfte til den mand. Efter angrebet på Neutranium, havde hendes sind nemlig kun været fuld af én ting.. At slå Dvasias tilbage, at sabotere alle deres planer for Manjarno, og at gøre ved dem, som de havde gjort ved Manjarno. Disse tanker havde gjort, at hun ej havde kunnet blive i de afsides bjerge. Det var nemlig ej der, at folket var. Der var kun hende, Damien og Valandil.. Derfor havde hun vovet sig helt til Ityrial for at finde nogen, som delte hendes holdninger, og indtil nu havde hun fundet én, som ønskede at blive en del af Resistentia. Den modstandsbevægelse, som hun havde oprettet. Blikket vendte hun ned mod sin pung, som hun skulle til at finde nogle reelle mønter. Tyv var hun ganske vidst, men sådan som hverdagen var blevet i Manjarno, var selv kroejerne pressede! Det var også som hun var på nippet til at finde mønterne frem, at hun hørte lyden af det knirkende gulv, inden hun hørte, hvordan stofsædet gav sig. Der var en, som havde taget plads i hendes bås. Let bed hun sig selv i læben, inden hun skævede over i vedkommendes retning. ”Godaften,” hilste hun kortfattet. Hvem var denne mand? Hvis hun havde mødt ham inden byens besættelse, havde hun uden tvivl svaret ham tilbage i en endnu kækkere i tone. Efter besættelsen var hun bare blevet det mere presset, og især grundet det anliggende, som hun havde for.. Legitimt var det trods alt ikke. Som manden næsten søgende forsøgte at fange hendes blik, valgte hun afvigende at se imod kroens dør i stedet. ”Du burde holde mønterne for dem selv, og jeg burde søge videre,” sagde hun lettere afvisende, skønt hun endnu holdt en venlig tone overfor ham. Var han mon dvasianer? Sandsynligheden var stor, sådan som han havde modet til at vise sig frem..

[Deleted]

En lille, dyb latter undslap Caleb's læber ved hendes svar, og han lænede sig frem over bordet, støttende mod sine underarme. Mellem lokkerne af hans sorte pandehår, skinnede det grønne øje, mens det prøvede at møde hendes. Han kunne skimte et ungt, smuk ansigt gemt i skyggerne, men han genkendte det ikke, og kunne heller ikke se særligt meget.

"Kan du have ret i," svarede han ubekymret. "Penge er ikke lette at komme frem til. Jeg er kan dog love dig for, at du gerne vil blive her hos mig. Jeg har nogle ret gode argumenter."

Kort stoppede han sit forsøg på at fange hendes blik, for at læne sig tilbage, så han kunne se mod krostuens dør. Isabel var ikke til at se. Så måtte han jo gøre det her selv. Han lænede sig frem mod hende igen, og smilede beroligende til hende. Selvfølgelig var hun var vagt. Hvem ville ikke være det, når man pludselig var blevet invaderet af mørkvæsner? Ham og Isabel var så vant til det, at de ikke fandt det skræmmende, uhyggeligt eller ubehageligt længere. For at slå et monster, skal man selv blive et. Ved første øjekast, kunne han godt gå ud for at være enten en warlock, en dæmon eller noget andet af den slags. Ryggen var ofte bøjet, kroppen stærk, håret sort, og ansigtet tillukket. Dog var der hans øjne. De var varme og trygge. Det samme med hans berøringer.

Lyden af døren til krostuen som gik op, fik ham til at kaste et blik derhen. To soldater iført sort rustning var trådt ind. Fantastisk. Man kunne mærke hele stemningen i kroen ændre sig. Lydniveauet sænkede sig drastisk, folk krummede sig sammen, og alle vendte deres fulde opmærksomhed mod det lige foran dem.

I en hurtig bevægelse, gled Caleb ud fra sit sæde, inden at han satte sig hen ved siden af kvinden. En arm blev lagt om hendes skuldre, og han vendte ansigtet mod hende. Ligesom med den lyshåret mand, hun havde været sammen med, kunne de ligne et forelsket par. I denne her siddestilling beskyttede Caleb hende endda fra soldaternes synsvinkel, fordi han sad i vejen.
Han kiggede kort på dem. Det lignede de søgte efter noget... eller nogen. Han drejede hovedet mod kvinden igen. De var utroligt tætte på hinanden, som de sad der ved siden af hinanden med hans arm omkring hendes skuldre.
"Jeg gætter på det ikke er godt hvis de finder dig?" spurgte han hende lavmælt. Det var nemt at gætte sig frem til, sådan som hun prøvede at gemme sig. "Hør her. Jeg kan hjælpe dig. Du er bare nødt til at stole på mig, okay?"

[Jarniqa Dynithril]

Selv fandt Jarniqa det belastende, sådan som manden forsøgte at fange et glimt af hendes ansigt. Det gjorde dog også, at hun bevidst holdt sit hoved i sådanne positioner, så hendes ansigt konstant var henlagt i mørke skygger. De smaragdgrønne øjne skævede dog også i hans retning, så hun måde kunne betragte hans udseende og opførsel. Hvem var han? Hvad var hans plan? Al det havde hun nemlig ingen ide om.. Måske var han manjaner.. Måske var han dvasianer.. Måske ønskede han bare en sludder for en sladder? Nysgerrigt måtte hun løfte det ene slanktformede øjenbryn ved hans ord. Manden havde altså nogen ret gode argumenter for, hvorfor hun skulle blive? Ja, allerede nu var hun da spændt på at høre i hvilken boldgade de lå. ”Og hvilke gode argumenter er der tale om?” spurgte hun ham i en alligevel nysgerrig tone. ”..Grundet du er charmerende?” tilføjede hun i en drillende tone. Opløftende havde det uden tvivl været med en sådan person, men desværre følte hun ikke just, at det var værd at spilde tiden på i Ityrial længere. Farligt var det at søge hertil for hende, og derfor måtte det være irrelevant for hende med simple hyggesnakke. Når hun endelig søgte hertil, måtte det være for at finde personer af samme opfattelse som hende selv. At døren til krostuen pludselig gik op for at lade to mørkklædte soldater træde ind, fik selv hendes hjerte til at springe et slag over. Utroligt var det også at høre, hvordan den i forvejen lavmælte tale forstummede til ingenting på et splitsekund! Et tydeligt tegn på, at besættelsen af Ityrial ej havde været ønsket. Det blev også i dette sekund, at Jarniqa rent faktisk måtte prise den mand, som lige akkurat havde taget plads ved hendes bord. Som han på ingen tid tog plads på hendes bænkerække og med armen over hendes slanke skikkelse, lod hun selv sit hoved glide ind til hans brystkasse. Tilsvarende lagde hun også sin hånd imod hans bryst, så hun uskyldigt kunne fingre med hans jakkes stof. Al sammen en del af mandens skuespil, som hun uden problemer selv sprang med på. Sideløbende til det, kunne hun dog også mærke, hvilken stærk mand han var, skønt jakken dækkede for hans krop.. ”Jeg gætter på, at det ej er godt, hvis de lægger hånd på nogen af os,” svarede hun undvigende, for nej, det ville bestemt ikke være godt, hvis de fik fat i hende, men generelt tænkte hun også, at det ej var godt, hvis de fat i nogen som helst. Hun fugtede let sine læber. ”Hjælpe mig med hvad?”

[Deleted]

Det gøs i ham, da hendes slanke fingre legede med hans jakke, samt følelsen af hendes hoved ind mod hans brystkasse. Han var ikke vant til fysiskkontakt med nogle og specielt ikke fra en kvinde – selvfølgelig hvis man så bort fra Isabel, men hun var hans søster. Dog skubbede han alle de tanker væk, som måtte dukke op, ved pludseligt at have en kvinde ind mod sig, og fokuserede ud af øjenkrogene på soldaterne, der begyndte at gå rundt blandt folkene. Søgende og ledende. Kvinden i hans arme, havde lige bekræftet ham, at hun var fra modstandsbevægelsen. Fantastisk! Så kunne han også snakke mere frit.
Han drejede hovedet ned mod hendes, så hans læber lå mod hendes pande.
”Mit navn er Caleb Veterano. Jeg er her med min søster, Isabel Veterano,” mumlede han mod hendes varme hud. Hele tiden holdte han øje med soldaterne. Han håbede ikke de opdagede nogle af dem. Ikke mange fra Dvasias kendte ham og Isabel ved udseende, dog kendte de ham ved navn. Veterano. Søskende parret, der som dusørjægere, rejste verden rundt, for at jage mørkvæsner, der sneg sig ud af Dvasias. Nu havde de så forladt yderområderne, for at komme modstandsbevægelsen til hjælp.
Han måtte bøje hovedet helt, da en soldat passerede deres bord, så han dækkede for kvindens ansigt, så meget som muligt. Soldaten gik videre. Calebs frie hånd, slap dog ikke skaftet på hans dolk, som var skjult i bæltet.
Igen turde han tale videre med kvinden.
”Vi er kommet for at finde modstandsbevægelsen. Begge af os har erfaring med mørkvæsner. Vi er magikere,” fortalte han hende hastigt og hviskende. ”Jeg ved ikke om du har hørt om os, men du kan stole på os! Vi vil hjælpe til.”

[Jarniqa Dynithril]

Calebs varme ånde fornemmede Jarniqa mod sin hud, som han præsenterede sig for hende, alt imens de kørte deres skuespil over for soldaterne. Mærkværdigt måtte det selv være for hende, at hun pludselig skulle agere intim over for forskellige personer, når hun end ikke havde været intim med en mand før. Dog måtte det hjælpe hende at vide, at hun blot spillede en rolle, og det gjorde også, at hun selv følte, at hun udførte sin præsentation ganske fejlfrit. At hun inden for få minutter havde ageret intim overfor to forskellige mænd, syntes de resterende krogæster end ikke at reagere på. Ligeglade var de vel også, da de alle ønskede at gøre hvad som helst, for at slippe for de dvasianske soldaters sultne blikke. ”Du er her med din søster? Hvor kommer I fra?” endte hun lavmælt med at spørge ham, som det umiddelbart ikke lød som om, at han kom herfra. Selv sagde hverken navnet Caleb Veterano eller Isabel Veterano hende noget.. Om navnene burde sige hende noget, vidste hun derfor ej heller. På den måde var hun nemlig ikke videre kendt om verdenen. Sit smaragdgrønne blik valgte hun selv at sænke, som den ene soldat passerede deres bord. Forbandede mørkevæsner, som bare skulle ud! Det var dog også, som hun sænkede blikket, at hendes øjne fangede Calebs dolk. Var han mon med hende eller dem? ..Med hende, valgte hun alligevel at antage, som han ej dolkede hende, men nærmere holdt hende skjult indtil soldaten havde passeret dem. Selv fornemmede hun, hvordan hele episoden havde fået hendes hjerte til at sætte sig i halsen. Gjorde hun virkelig det rigtige med denne selvoprettede modstandsbevægelse? Hvordan ville hun mon komme ud i den anden ende, når al dette engang var overstået? Svært, nyt, bevægende og overraskende var det hele, som hun aldrig havde troet, at hun ville blive en leder og frihedskæmper. Svagt måtte smilet spille over hendes lyserøde læber. Ham og hans søster ønskede at tilslutte sig Resistentia, og de havde i forvejen kendskab til mørkevæsner.. Bedre blev det ikke just! Usikkert var det dog at tale om dette, mens de dvasianske soldater var til stede. ”Ej kan jeg sige, at jeg har hørt om jer, men du skal alligevel vide, at dine ord bliver taget vel imod,” hviskede hun ærligt, hvorefter hun skævede til soldaterne. ”Har du et sted vi kan snakke mere frit?”

[Deleted]

En blanding af et fnys og et grin undslap Calebs læber. Hvor de kom fra? Hvor kom de ikke fra. Sandt at sige, havde Isabel næsten fået dem smidt ud af Procias, hvilket var deres fødeby. Så hvor hørte de til? De havde aldrig haft et hjem, en base eller et sted, som de ikke havde forladt efter en uge. Derfor var hendes svar sværere at svare på, end det måske normalt ville være.
”Vi kommer fra Procias,” endte han med at svare. ”Jeg må dog indrømme, vi ikke bliver i Manjarno særlig længe. Vi skal videre til Imandra.”
Han vovede at hæve ansigtet en smule, for at kigge rundt. De kunne ikke blive her, men på den anden side, ville det virke mistænksomt, hvis de forlod krostuen, mens alle blev siddende på deres pladser, som frosset fast af frygt. De måtte skabe en distrahering.
Han trak sin arm af hende, for i stedet at tage hendes hånd i sin. Kort mødte deres blikke, og han sendte hende et lille smil.
”Følg mig…” hviskede han til hende, inden at han hårdt knyttede sin anden hånd. Alle flaskerne med alkohol bag baren eksploderede i et virvar af glas og væske. Det gav et sæt i alle, der havde sættet stille og anspændte. Selv soldaterne vendte sig om med våben draget, som var det et angreb de forventede.
Hurtigt var Caleb på benene, og havde trukket kvinden med sig. Trappen til værelserne ovenpå var kun et par meter væk. Let foroverbøjet hev han hende afsted, og lod hende komme først op af trappen, inden at han selv fulgte med.
”Anden dør til højre,” fortalte han hende lavmælt, og smed nøglen til hende, så hun kunne låse dem ind, mens han selv holdte øje med, om nogle fulgte efter dem op af trappen. Da det ikke virkede sådan, smilede han triumferende, inden at han fulgte med hende indenfor på kroværelset. Forsvarligt lukkede han døren efter dem, og låste den bare for en sikkerhedsskyld.
Kroværelset var ikke stort. En køjeseng stod op af væggen, hvor Caleb havde smidt sin rygsæk på den nederste køje. Gløderne i det ydmyg ildsted, oplyste rummet, samt Calebs skikkelse, da hen vendte sig mod den hætteklædte kvinde.
”Så… jeg syntes, jeg fortjener dit navn. Nu hvor vi er allieret,” sagde han, og lagde armene afventende over kors. Et lille smil trak i hans mundvig.

[Jarniqa Dynithril]

Procias? Ej havde procianerne kommet til Manjarnos undsætning endnu, og derfor måtte det naturligvis vække en vis undring hos Jarniqa. Dog måtte hun også anse det for at være en glædelig overraskelse, for måske fik de endelig den hjælp, som de så stærkt behøvede! Dog måtte hun også studse over termen ham og hans søster. Måske var Procias i det store og hele ligeglad med, hvad der hændte i landet ved siden af? Måske var dette blot et søskendepar, som enkeltmand havde forbarmet sig over dem? Hvad end svaret måtte være, var det dog positivt, at nogen tilsluttede sig deres kamp. Dog måtte hun også fæstne sig ved, at de ej havde i sinde at blive i Manjarno, men derimod havde i sinde at fortsætte til Imandra. Dog ventede hun med at spørge videre ind til dette, til de var i sikkerhed..
Flaskerne der pludselig sprang og fik væskerne til at sejle ned ad hylderne, gav selv et gib i Jarniqa! Hurtigt var hun dog på benene, som hun pludselig mærkede hans hånd i sin, hvorefter hun blev trukket af sted efter ham. En afledningsmanøvre! Selv måtte hun finde scenariet ganske genialt, som både krogæsterne og soldaterne syntes at være fuldt optaget af det pludselige brag, alt imens hun og Caleb fik muligheden for at snige sig væk. Svagt måtte hun smile, som hun hastigt måtte tage trinene op, samtidig med at hun greb den nøgle, som Caleb kastede efter hende. Forholdsvist hurtigt måtte hun få bakset døren op, hvorefter de kunne træde ind i rummet i sikkerhed. Lettet åndede hun op, alt imens hun valgte at stille sig over til vinduet i rummet. ”Jeg er Emerald og gruppen du har fundet er Resistentia,” forklarede hun stilfærdigt, alt imens hun vendte sig om og lod hætten falde. En ung og smuk kvinde var hun uden tvivl med sit fine ansigt, lange ravnsorte lokker og klare smaragdgrønne øjne. En af de mest begunstigede kvinder havde hendes moder dog også været i sin tid, og derfor måtte det ikke sige så lidt, at arven var gået videre. ”Hvordan kan det være, at I er de eneste fra Procias, som jeg hører om? Støtter Procias op omkring Dvasias’ sag? Og hvordan kan det være, at du og din søster ej agter at blive her i Manjarno?”

[Deleted]

Kort måtte Caleb spærre øjnene op, da hun lod hætten falde, men han skjulte det ved at lade som om, han skulle hoste. Gløderne i pejsen lyste hende op. Hendes øjne næsten strålede imod ham. Det var ikke ligefrem en smuk, ung kvinde, han havde forestillet sig, ville gemme sig under kappe og hætte. Måske ung men…. han stjal sig til endnu et blik af hende. Han sank en klump.
”Ehm… Fordi at… Procias ikke vil hjælpe Manjarno,” fortalte han tøvende, uden rigtigt at vide, hvor han skulle gøre af sine øjne. ”Min søster snakkede med kongen, men han ville ikke gøre andet, end at blive i Procias, så de var klar, hvis Dvasias skulle angribe.”
Var det ikke sådan Isabel, havde forklaret det, imellem sine vredesudbrud, der næsten havde fået brændt alt ned? Selvfølgelig havde hun bandet en del, hvilket gjorde det svært at bedømme, præcist hvad der var forgået, men det kunne ikke være gode nyheder.
Da hun spurgte ind til ham og Isabels planer, måtte han trække på skuldrene, og besluttede sig for at gå hen, og rydde den nederste køje, så han i det mindste kunne tilbyde hende en plads. Der var ikke meget han kunne ofre heroppe. Faktisk ingenting. Pludselig følte han sig beskidt og slidt. Han havde ikke nået at tage et bad efter rejsen, og han bar stadigvæk noget af sit rejsetøj.
”Imandra vil blive angrebet næste gang,” fortalte han, og smed taskerne ned af sengen, inden at han inviterende slog ud, som en gestus, til at hun kunne sætte sig. ”Vi tager derover for at forsvare det så godt vi kan. De har ingen leder. Måske en række rige handelsmænd, men de har ingen erfaring med at føre en kamp. Mig og Isabel kan hjælpe.”
Hvor meget de to kunne gøre af forskel, var ikke til at sige. Specielt nu hvor kongen af Procias, havde nægtet dem sin støtte. De var i sandhed alene. Som Isabel dog havde sagt… hellere dø i forsøget på at gøre det rigtige, end gemme sig forevigt. Hvis han skulle dø, ville han dø i kamp med Isabel ved sin side, i gang med at forsvare uskyldige imod mørkvæsner.
Han satte sig på sengekanten, og lænede sig frem med albuerne støttende på knæene. Endnu engang måtte hans blik vandre hen mod Emerald. Han kunne ikke lade være. Aldrig havde han set sådan en smuk kvinde. Vampyrer havde deres tiltrækningsevne, dæmoner deres forførelse, men hende her… hun var naturlig smuk. Ingen tricks eller magi. Med et skævt smil, sænkede han blikket ned til sine hænder.

[Jarniqa Dynithril]

Hætten lod Jarniqa falde, som de endte i værelset for dem selv, og som hun tvang sig selv til at stole på ham. Hun var nødt til at stole på folk, hvis hun agtede at indlogere dem i sin bevægelse. Meget var hun dog ikke for dem, som Damien altid havde lært hende, at folk var modbydelige og blot bragte smerte med sig. I denne situation var hun blot tvunget til at se bort fra al det, da hun umuligt kunne besejre Dvasias alene. Det havde ingen vel styrken til? De klare smaragdgrønne øjne hvilede sikkert på Calebs ansigt, som han pludselig syntes at … falde over ordene. Hvad havde pludselig ændret sig? Han kunne vel umuligt have tabt gnisten for formålet, idet hun havde givet sig til kende! Eller kunne det? Tænderne endte hun med at bide sammen ved hans udtalelse. ”Ej bringer det mig nogen overraskelse, at Procias ej ønsker at komme til vores hjælp.. Hvis de havde lystet, havde de haft chancen for dage tilbage, og måske ville det sågar have lykkedes dem.. Beæret er jeg dog over, at enkelte procianere alligevel ønsker at slutte sig til vores sag,” endte hun med at sige. Opmærksomt fulgte hun ham med blikket, som han nu gav sig i kast med at rydde den nedre køje. Selv valgte hun ikke at gøre noget, som hun blot valgte at holde afstanden og blive tæt på vinduet. Efter at skuespillet havde røget overfor vagterne, var hun nemlig blevet det mere tilbageholden, som hun var her i et arbejdsforetagende. Det hele havde trods alt også blot været et skuespil fra hans side. Venligt gled der dog et lille smil frem på hendes lyserøde læber, som han tilbød hende pladsen i køjen, som hun med et svagt ryst på hovedet måtte afslå. ”Ej kan jeg påstå, at jeg ønsker, at endnu et land falder i hænderne på Dvasias. Dog ville jeg have ønsket, at I ville have blevet og kæmpet for dette land,” sagde hun ærligt, inden hendes hoved faldt en kende på sned. Tilsvarende søgte hendes ravnsorte lokker også ned over hendes ene skulder. ”Er jeres planer at blive i Imandra og værge til en modstandsbevægelse der? En lang og sej kamp må det nemlig blive, hvis I enemænd ønsker at forsvare landet..” Selv bed hun sig let i læben, som han næsten skamfuldt slog sit blik ned i hænderne. ”Er der noget i vejen?” spurgte hun med en venlig røst.

[Deleted]

Hans blik flakkede op mod hende, ved hendes sidste spørgsmål. Om noget var galt? Åh.. hun kunne se på ham, at han var nervøs. Gjorde ham næsten endnu mere usikker. Havde hun virkelig ingen ide om, hvordan hun så ud, og hvilken effekt, det kunne have på en stakkels dusørjæger.
”Der er ingenting galt. Jeg er blot træt efter den lange vandring fra Procias,” undskyldte han sig med, og gned lidt i sin håndflade med en tommelfinger. Pentagrammet, der forstærkede hans magi, var skåret ind i både håndflade og på håndryggen som et hævet ar. Han måtte tage sig sammen, for ikke med det samme, at fortælle hende, at han skam gerne ville blive her, for at beskytte Manjarno sammen med hende. Ham og Isabel måtte følge planen. De holdte sammen. Kun de to. Han havde prøvet at miste en kærkommen person. Aldrig ville han kunne miste en til. Åh Julie. Hvis han bare havde været der.
”Jeg ved endnu ikke, hvad vi vil gøre, når vi kommer til Imandra. Jeg går ud fra, vi finder ud af, hvordan det hele ser ud, og så tager vi den derfra,” indrømmede han pineligt berørt, og kløede sig i nakken, da han godt vidste, det ikke ligefrem var det bedste førstehåndsindtryk, som han gav hende af dem. De skulle gerne virke kompetente, viljefaste og stærke, men i stedet, havde han afsløret, der kun var ham og Isabel, uden en større plan. Dog vidste han, at der måtte gøres noget.
Hans blik fangede kort hendes, og han sendte hende et lille smil.
”Dog vil jeg – vi – gerne hjælpe til så meget vi kan,” fortalte han, inden at han kom på benene. Han fandt det underligt, at sidde ned, mens hun stod op. Når han stod op, var han trods alt et hoved højere end hende. ”Vi vil gøre alt hvad vi kan, for at bringe Dvasias til fald. Både mig og Isabel ved hvordan man slås, og hvad de forskelliges svagheder er. I har brug for os.”

[Jarniqa Dynithril]

Let nikkede Jarniqa til hans kommentar. Hvis han havde rejst helt fra Procias til Ityrial på en dag, forstod hun udmærket, hvorfor han var træt. Det var trods alt ej en lille tur, som Ityrial lå i midten af selve Manjarno. Turen hertil måtte selvfølgelig også afhænge af, hvorfra i Procias de havde rejst fra, men lige meget hvad havde det nu været en pæn tur. ”Jeg forstår,” sagde hun roligt. ”I så fald ønsker jeg ikke at opholde dig i længere tid end højst nødvendigt.” I timer behøvede de skam ej at snakke, som hun sagtens kunne gøre det kort, så han kunne få sin tiltrængte søvn. Hånden kørte hun let gennem de ravnsorte lokker, så man kunne ane hendes ene spidse øre. Ej var hun hel mørkelver, som hun måtte være halvt mørkevæsen og halvt lysvæsen. Halvmørkelver og halvmagiker. Jarniqa rynkede brynene en anelse.
”Jeg kan se ideen i at hjælpe Imandra, men svært er det for mig at se, hvad I vil gøre, når I ingen plan har. Her i Manjarno ved jeg, hvad jeg vil udrette, og til det formål ved jeg, at jeg kunne bruge erfarne folk som jer,” sagde hun sandfærdigt. Hvorfor også lyve over for ham? Det smaragdgrønne blik tog hun fra ham, så hun i stedet kunne betragte livet fra vinduet. Ej var der mange mennesker på gaden, skønt det ej var voldsomt sent endnu. Hvad man derimod kunne lægge mærke til var, hvordan mørkklædte soldater patruljerede gaderne, og nærmest lagde en mørk skygge over bybilledet. ”Min tanke med jeres rejse til Imandra er den, at I vil søge til landet, hvor I vil fortælle landets borgere om, hvad der hændte i Manjarno. Derfra vil i forsøge at værge folk, så der ej vil ske det samme med, som hændte for os. Hvis der skulle være nogen, som ønsker at tilslutte sig min sag i selve Manjarno, skal de selvfølgelig være hjerteligt velkommende til det,” endte hun sikkert med at sige. Ung var hun måske, men en vision havde hun allerede.

[Deleted]

Selvfølgelig ville hun helst have, at ham og Isabel blev. Det virkede snart som om, alle ville have dem på deres side. Kongen af Procias havde også bedt dem om at blive, faktisk til den grænse, at han havde låst dem inde. Nu stod Emerald, og helst så det lige sådan. Han studerede hende et øjeblik, inden at han vandrede over til sin rygsæk. I et stykke tid rodede han rundt i dens dyb, inden han fandt et sammenfoldet kort over verden. Han knipsede med fingrene, og gløderne i pejsen voksede sig til twistende, høje flammer, der oplyste værelset mere op. Skyggerne var stadigvæk dybe i hjørnerne, men nu kunne han i det mindste se kortet, som han foldede ud på skrivebordet. 
Med et dybt suk støttede han sig frem mod bordet, mens han studerede kortet intenst. Fingrene trommede tankefuldt mod bordpladen. Skuldrene blev trukket en smule op. Skyggerne lagde sig tunge og mørke over ham. 
"I et rask trav kan vi være over ved Imandra efter nogle uger," udregnede han eftertænksomt, og prøvede at finde ud af, hvad der var det rigtige gøre. Selvfølgelig kunne han aldrig gå imod Isabel's ledelse, da hun var meget bedre til den slags end ham, men han kunne altid komme med nogle forslag til hende. Det var jo heller ikke sikkert, at de ville angribe Imandra. Og hvis de gjorde, så kunne modstandsbevægelsen jo have frit tag til at erobre Manjarno tilbage. Han ville helst være, hvor der var mest brug for ham, og ligne nu virkede det som om Emerald, var den person, som kunne ønske hans hjælp mest. 
"Vi tager til Imandra, advare dem, som har noget at sige derover, og så kan vi komme tilbage hertil i løbet af.... en måned," forslog han, og drejede hovedet en smule, for at kigge på hende. Flammerne lyste hans ene øje på, mens det andet med lappen syet over sig, blot var et sort hul i hans hoved. Hans ansigt var alvorligt. "Hvis I kan holde stand så længe, så kan vi nå at være tilbage - måske med støtte fra Imandra. Prøv at kontakt kongen Procias. Vi må lægge pres på ham."