Nr. 4: Andre spændende ulykker.

[Deleted]

@daelis

S: Dvasias, dødsenglenes hule.

Der var ikke gået vildt meget tid, men alligevel nok til at Zean ikke havde været meget hjemme, men ude og lægge en masse planer, skaffe flere muligheder, flere mænd til de kommende krige og flere ting at få styr på. Og færre ting, et eller andet sted. Godt nok var Macaria ikke et problem længere, endnu, men havde direkte doneret penge til ham. Hendes egen opsparing. Men Eriz havde vist sig besværlig på en måde han aldrig havde set komme.
Men nok om dette. I stedet sad han endnu en gang på sit kontor, med sine store bunker af ting der skulle ordnes. Ikke nok med at soldaterne havde fået lov til at øve sig i Imandra, med at slå folk ihjel og brænde en landsby ned, så var et par dødsengle også blevet dræbt. Heldigvis ikke nok til at det ødelagde hans planer, men stadig...Det modsatte af tilfredsstillende. Han så over papiret med navnene på de der var døde og brændt. Så lagde han den fra sig. De kunne mindes de døde, når de havde indtaget Paggeija, for der vil nok kun dø flere. Et andet papir fortalte om de ressourcer der var i hulen og hvad de skulle gøre med dem. Som det var nu havde han valgt at beholde hulen, trods alle alligevel skulle pakke deres ting og gøre klar til afrejse. Når først byen var indtaget og sikret, samt måske bygget lidt om, ville alle kunne flytte ind med deres ting. Nogle af familierne kom derfra og de ville nok kun blive glade for at vende tilbage til deres gamle huse og grotter.
Den tredje var en oversigt over våben og mad. Dødsenglene kunne flyve dertil og angribe med det samme, så udmattende var flyveturen ikke, så længe det ikke ligefrem stormede. De skulle jo trods alt bare nedslagte en by, ikke i direkte krig. Han så på et kort over byen og de streger der udgjorde det forsvarsværk der skulle bygges lige bagefter. Tårnene var vigtige for deres overblik og beskyttelse, de kunne de fjender på lang afstand. At det meste af byen lå i klipperne, i vulkankrateret og bjergene beskyttede dem mod meget, men kunne også gøre dem svage. Så var der træhusene ude foran. De skulle videreudvikles, der skulle oprettes flere, så de havde en ydre by at vise frem...Og der skulle opbygges en form for port ved vejene op til byen, så der ikke kom nogen uanmeldt.
Dette krævede en del træ og sten, men de måtte tage det som det kom. Han havde allerede haft folk til at fælde træer i den nærmeste skov og hugge dem til. De skulle bare bringes dertil efter kampen.
Så mange ting!
Han lagde papiret fra sig. Nu ville han strække benene...Og snakke med Daelis om detaljerne. Trods alt havde hun vist sig nyttig, ikke bare med våben, men også med ideer. Og hun ville jo gerne vide det. Desuden havde han en meddelelse til Eriz angående hans planer, så hun kunne følge med. Mundtlig...Og lige noget Daelis ville kunne klare. Selv havde han for travlt til at rejse til Eriz hele tiden.

Han tog en kappe om skuldrene. Han var klædt i nogle simple sko, et par af hans sorte bukser og en sort skjorte, der var åben var kraven, men ellers knappet. Om halsen hang hans medaljon. Og om hans skuldre, en mørk kappe, der skjulte det meste af hans krop. Han lignede en hoved der gik rundt, for hans hoved var det eneste der stak frem.
På ingen tid - for han kunne næsten gå normalt nu - forlod han sit værelse og gik ned til Daelis for at snakke med hende.

[Deleted]

Der lød fløjtespil i det lille hus. Phobos hoppede rundt imens Daelis lå fladt på maven, op ad et arsenal forskellige glaskugler med varierende indhold. I alt var der vel omkring hundrede. Alle stakket op og bundet sammen, så de kunne transporteres nogenlunde sikkert rundt. At det var farlige stoffer hun havde med at gøre lod man ikke til at se, for hun lå ganske afslappet viftede benene frem og tilbage.
Phobos stod oppe på hendes skrivebord endnu en gang. Rundt om ham sad de tre sære hunde som altid, men de så ud til at være beroliget af hans fløjte spil. Når han blev forpustet kastede Daelis druer på ham og råbte ”DANS FOR MIG! Du vil vel ikke have at hundene begynder at lege med dig igen, vil du?”
Hun grinte, og den stakkels dødsengel fortsatte. Det var det søde liv, eller skyggerne af det. Hun kunne sidde og lave ingenting, lige nu, og dødsenglen ville underholde hende
Hun rejste sig og hældte med stor forsigtighed noget mere lyserød væske i tre glaskugler. Inden hun satte låget på, gled hendes finger rundt på kanten. Der kom en lyd, som hvis man spillede på vinglas. Lågene blev omhyggeligt skruet på og lagt op i bunken til de andre.
Hendes klæder var de sædvanlige androgyne af slagsen. En top og piratbukser.
Lige i akkurat sidste øjeblik hørte hun fodtrin i sin retning. Hun stirrede på Phobos. Reddet af gongongen. Han var ellers begyndt at kede hende igen, og så skulle der ske noget.
Da det viste sig at være Zean var hun henne ved ham i løbet af ingen ting. Dødsenglenes leder blev mødt af et højt hvin. Uden nogen former for advarsler. Uden noget - Hang hun sig om hans hals.

[Deleted]

Phobos gjorde store øjne, selv om han ikke stoppede sine fjollerier, da Zean smed armene om Daelis og smågrinene hilste på hende. Et form for kram, ville folk nok kalde det, for Zean blot en velkomst. Det var dog mærkværdigt så tæt de var kommet på ingen tid, måtte man indrømme, og så normalt det føltes for Zean at være i selskab med Daelis. Han havde endnu sine negle af metal på og efter et par dage at have revet sig selv - lidt over det hele - havde han vænnet sig til dem. Han havde været ekstra forsigtig når han holdte Arona, hans lille datter, for ikke at prikke hul på hende også.
Hans blik gled først over alle disse glasbeholdere med ting i og han syntes godt om synet. Daelis havde været ganske aktiv, men hans dødsengle havde også været mange steder for at sikre de materialer hun skulle bruge. Tydeligvis ikke forgæves. Så gled hans blik over hundene og Phobos...
"Jeg gav dig en til at betjene dig, ikke til at blive behandlet som en simpelt...Hvad end han nu er" han viftede let med den ene hånd. Det var nu ikke en advarsel som sådan, mere at han ikke ville se hende behandle nogen som helst dødsengel på denne måde. Ikke fordi Phobos kunne bruges til meget andet...Men det skabte alligevel lidt røre blandt hans folk og mere end nogensinde havde han brug for de stolede på ham.
"Du sagde..." han slap hende.
"..Jeg skulle huske at informerer dig, når der skulle ske ulykker. Og jeg må sandelig sige jeg har ulykker der skal ske. Interesseret i at høre dem?" spurgte han og så på Daelis...Sandt nok var hun en af de eneste interessante ting her. Nåe ja, så var der alle hendes ting, der mere eller mindre var spredt over det hele, som hos et rigtig geni. Rodet, men med sin egen orden. Hun var interessant, sådan som hun udforskede alt muligt og han elskede hendes ideer...Men det havde han vidst også givet udtryk for tidligere.
"Og...forresten. Jeg kommer både for at opfylde dit krav nr. 2 og dit krav nr. 4. Kan du huske dem?" spurgte han hende, med et svagt drillende smil.

[Deleted]

Der gik lidt tid. Hun hang bare fast om Zean og nød at holde om hans brede skuldre. Det var kun modvilligt at Daelis langsomt lod sig sænke ned fra ham igen. Bag sig skævede hun til Phobos. Der var et grin over hendes læber, om man kunne tvivle om hun helt havde forstået alvoren af det hele. I stedet kiggede hun væk ganske uskyldigt. Zean burde da kunne se det humoristiske i det. Det måtte være hans spøg. Han var jo ligesom hende på så mange punkter.
”Oi’, har du fået feber? Jamen han kan da lide det. Du kan vel se at han fortsætter. Mine babyer nyder det, og har der nogensinde været noget galt i kvalitetsunderholdning? Nej. Det har der ikke.”
Hun følte efter på hans pande. Den var absolut ikke varm. Hans hud føltes lige så tiltalende som ved deres sidste møde. Hendes opmærksomhed blev tydeligt større, når han signalerede at der var nyt.
”Ja. Ja! Ja! Kom min lille sangfugl, syng for mig. Du har sandelig ladet mig vente. Detaljer, detaljer. Det er ikke vigtigt. Kun essensen.”
Zean blev trukket ned i kraven på sin kappe, så han var i hovedhøjde med hende, og hun kunne stryge ham over hans kinder, men helt tilfreds var hun ikke, og det signalerede de små fine rynker på hendes næseryg også.
”Men hvor har du været? Det har taget en EVIGHED!” Zean blev rykket i kraven igen. Hun strammede let kappen om hans hals.

[Deleted]

Han brød sig ikke om den måde hun talte ned til ham og specielt ikke i selskab med en anden dødsengel. Hans utilfredshed kunne ses ved rynkerne i hans pande, der samlede sig, som hun gik fra at være krammedyr til at være kvæledyr.
Hans ene hånd gled op og lagde sig om hendes håndled, pressede til med en styrke hun udmærket kendte fra første gang de havde mødt hinanden, for at få hende til at slippe.
Hans venlighed forsvandt som dug for solen.
”Jeg bryder mig ikke om dine tone” sagde han advarende.
”Du har to valg. Enden gør du som jeg siger og behandler Phobos pænt, uanset hans manglende intelligens, og du behandler mig som det jeg er: En leder. Og ikke en af dine slaver, du kan hive rundt med. Eller også kan du, som nummer to, blive smidt ud og overtage din lille landsby selv. Måske fortæller jeg Dvasias soldater hvor de kan finde dig. Hvilken ide lyder bedst?” Han var kold og han var utilfreds. Hvis hun ikke havde sluppet ham, ville han selv rive sig løs...Og stadig holde fast i hendes arm med en stor styrke. Han slap dog snart hendes arm, nærmest kastede den fra sig, som var den frastødende.
Han vendte sig væk fra hende og gik over mod bordet, hvor Phobos stod og opførte sig tosset. Nej, det gik ikke længere.
”Siden du ikke kan finde ud af at administrer de muligheder og gaver der er dig givet, vil jeg fjerne Phobos. Jeg kan lige så godt slå ham ihjel, han dur ikke til noget. Du får ingen ny tjener til rådighed, tværtimod må du pænt spørge en af de vagter, der står ved porten, hver gang du vil ind eller ud. Alle de materialer du skal bruge, kan blive bestilt hos min midlertidige rådgiver. Hun skal nok tage sig af det” sagde han så. Og endelig...Hvis hun var utilfreds, kunne hun jo bare rejse? Ingen kunne have hundred glasflasker med sig, altså ville han beholde dem. Måske finde nogen andre der kan studerer deres indhold og prøve at genskabe hendes opskrifter. Uden tvivl at Daelis skulle vogte sin tunge, for ellers smed han hende ud. Han var ikke humør til at blive behandlet sådan!

[Deleted]

Zean greb fat om Daelis arm, og han var tydeligt vred, eller irriteret. Det var trykket omkring ham i så tæt en forstand at der kunne løbe et sort spor efter ham. Igen var det en af de gange hun ikke havde tænkt meget over sine ord og handlinger. Det var jo bare en leg? Overraskelsen fik Daelis til at spærre øjnene op, og som scenariet sidst begyndte hun at skrige højt. Hans metalnegle trykkede sig ind i hendes bløde hud, og hun fortrød i det øjeblik inderligt at have givet dem til ham. Hun måtte bestemt være mere påpasselig, så hun ikke endte i værre omstændigheder end denne. Zean var stærk, og hvis våben var hendes styrke, så gav hun den til ham. Nøgen og blottet, og til en vis grad… komplet magtesløs. Også fordi det var ham. En kamp imellem dem kunne blive grim, hvis de virkelig rullede sig ud, men hun ønskede heller ikke at gøre skade på ham. Måske kradse lidt i ham, men ikke kvæste! Hun måtte have noget oppe i ærmet. Små dråber af blod begyndte at males hen over hvidligt, da huden gav efter og græd sine mørke tårer. Hun følte sig som et lille barn der havde gjort noget galt, når han gjorde sådan der! Naijh, hvor var det altså irriterende!
Alligevel havde han ikke slået Daelis nok ud, selv om hendes arm dunkede og var brændende varm efter hans uønskede klem. Det var da også utroligt! Alt hvad tøj kunne holde, løb hun efter Zean. Han gik så hurtigt, når han var vred, og med så stor lethed blev han det egentlig. Nogle af gangene havde hun ikke engang gjort sig umage! Nogle af gangene havde det slet ikke været hendes mening.
”Zeeeeean!” Skønt hendes arm brændte greb hun fat i hans liv og forsøgte at bremse ham i at nå hen imod Phobos. –Slæbende, med mørkelverkvinden efter sig. Sikke en hidsig en… hun kunne trods alt spejle det i sig selv.
”Jeg har aldrig sagt noget om at jeg ikke ville lade være. Det var bare en indskydelse. En harmløs indskydelse! Zean, lyt nu til hvad jeg siger. Jeg er ikke i tvivl om at du har travlt. Det var bare!... uventet. Jeg værdsætter det du har givet mig, både af husly, men også den håndsudrækning du har givet mig! Zean, stop!”
Bag Zean havde Daelis trykket sin brystkasse ind imod hans ryg, for at få bedre greb omkring ham. Hendes ord kunne knapt komme frem, for hun gispede efter vejret af den anstrengelse der skulle til for at fastholde ham. Hendes hjerte bankede, næsten i sådan en grad at man skulle tro det var ved at flygte sit bo, bag bandagerne og silkestoffet.
"Jeg kan gøre det. Jeg kan gøre det hele selv. Der ER intet jeg ikke kan, men jeg har brug for dig. Alt er så meget nemmere, når vi er os."

[Deleted]

Præcis som sidst slog hun sine arme om ham. Først tænkte han at hun ville slippe, hvis han blev ved med at gå, men måtte til sidst stoppe op, velvidende Daelis var ganske stædig. Han havde ikke tænkt over hans negle ville bore sig ned i hendes hud, selv om han dog havde vænnet sig mere til dem. Når han blev vred, dog, blev han også mindre fornuftig og rationel, hvilket kun var ganske naturligt. Men når han tænkte over det, virkede det nu kun som en passende straf til hende, hvis det kunne få hende til at makke ret.
Hans blik faldt til Phobos, der var blevet helt stille. Ingen musik, ingen dans, ingen sang. Han så bare på dem og afventede en form for kommando, der fortalte ham hvad han skulle gøre. Han holdte inde på midten af bordet, så hundene ikke kunne nå ham.
Hendes ord var...ubrugelige, for at sige det mildt. Han kunne ikke bruge dem til noget. Var det uventet han var kommet? Det var noget hun måtte forvente hver dag. Var det uventet han blev vred, når hun opførte sig som om Zean var en slave? Det måtte hun havde lært fra sidste gang. Og alligevel havde den gentaget sig, trods det ikke var lige så slemt denne gang...Endnu i hvert fald.
”Du har ret i du kan gøre det hele selv. Kald dine dyr til dig!” beordrede han fast. Få hundene væk, så Phobos kunne gå hjem til hans gamle mor og blive passet! I det mindste kunne han lave simpelt håndværk. Men uanset hvor uduelig han virkede, var han en dødsengel og havde krav på at blive behandlet sådan! Uanset om han var offer for den indavl der havde præget racen det sidste stykke tid.
Han blev stående hvor han var, med hendes arme om sig og blot afventede hun efterfulgte hans ordre som en flink lille kvinde. Hun var brugbar, men intet mere end det! Sidste gang havde de snakket om sex...Nu fandt han tanken direkte frastødende. Efter alt det med Macaria og Eriz var han næsten begyndt at hade kvinder og alt det de stod for. Manipulerende små tæver. Daelis var den eneste han kendte, som var værd at være sammen med i længere tid. Men måske Kayleight også ville vise sig fra en interessant side?
Intet var som han havde regnet med. Nu måtte han regne nye ting ud og håbe han endnu kunne bruge de fleste af hans planer.

[Deleted]

Det var lidt skræmmende. Måden Phobos så på dem, som om han ikke kunne tænke selv. Han var jo absolut stupid, eller utrolig loyal. Men Daelis skulle bruge ham, for at forblive sig uafhængig af resten af dødsenglenes koloni. Så hun kaldte ikke hundene til sig. Ikke med det samme i hvert fald. I stedet fortsatte hun med at holde fast om Zean og skævede ham over ryggen, fra ham til Phobos og tilbage igen.
”Hvad vil du gøre ved ham?”
Og hvad i al verden mente han med at hun kunne gøre det hele selv?
”Ssssshh… Har du slet ikke hørt hvad det var jeg sagde? Du kan da ikke bare smide mig ud! Det her er mit hus. Du gav det altså til mig.”
Daelis rykkede ind foran Zean, og lagde sine hænder på hans brystkasse, mens hun betragtede ham. Hendes stemme var meget lav, taget sin protest i betragtning. Nok nærmere var den bedende.
”Du kan ikke?” Blikket i hendes øjne var blødt. Det var ikke så meget en ordre i ordene, som det var små bjæf for at få ham til at sige noget, eller se urimeligheden i hans stormende behov. Der er hændet et eller andet med dig. Det kan ikke kun være mig. Jeg aner uro omkring dig. Noget har ændret sig. Du kom ikke bare for at lege fangeleg med mig.”
Langsomt begyndte hendes hænder at gnide ham hen over hans overarme, med et prøvende smil. Et eller andet måtte hun forsøge at gøre for at mildne ham. Hun bar ingen intentioner om at gentage nummeret fra sidst. Ikke når han var så kølig. Hvis noget, så drev den truende facon hende længere væk og gav mørkelverkvinden en følelse af at blive intimideret.
”Så sig mig hvad. Det her fører intet godt med sig. Kom igen, det her kan du gøre bedre.”

[Deleted]

Han sukkede svagt og stod blot stille. Hun havde slet ikke forstået hvad han havde sagt til hende...
”Phobos er måske dum, men han er en dødsengel og en person alligevel. Havde det været alt andet end en dødsengel havde jeg grint...Men dette...Mit folk snakker og det er ikke kun positive ting. Du bliver nød til at indfinde dig med det og behandle ham bedre, ellers fjerner jeg ham fra dig! Om han så skal dø eller lave de små ting med hænderne, som han kan, er spørgsmålet” Han så på hende, da hun gik foran ham, som for at forhindre han gik videre eller ignorerede hende...Som om det var muligt. Til sidst sukkede han opgivende og gjorde tegn til at hun skulle slippe Phobos fri. Han lod en hånd glide igennem håret.
”Som altid lyder jeg som en bekymret mand, når jeg er sammen med dig. Har du andre ting at lave, end at høre på mine beklagelser?” kommenterede han, men en lille venlighed var sneget sig ind i hans stemme. Måske var det umuligt at være sur på hende i længere tid, også fordi hun var så ivrig efter at gøre det godt igen.
Hans problemer...Lige nu var hans problem at han var fanget mellem to kvinder, som en lus. Warlocks var besværlige og lige nu var der udsprunget en krig mellem dem. Zean prøvede at beholde et ben i begge lejre, for at ende med vinderen, men det var svært. Meget svært. Måske var det store, politiske liv ikke ham?
Nah. Han ville bare savne det.
”Jeg smider dig ikke ud, men tag det alligevel som en advarsel...Sylaar eller hvad du end vil kaldes...” han så på hende med et alvorligt blik.
”Jeg ved ikke længere hvem jeg kan stole på, om nogen. Svar mig helt ærligt...Kan jeg stole på dig eller er du her kun for at udnytte det hele og stikke mig i ryggen, hvis det passer dig bedst?” Åh...Tænk hvis også hun havde planer bag hans ryg, der fik ham til at falde endnu mere. Han havde brug for de venner han kunne få, enhver af dem! Hvis selv Daelis snød ham...Ville han slå hende ihjel. Han kunne ikke tage det mere. Kvinder var så besværlige!

[Deleted]

Okey... Det var som så. Phobos blotte overlevelse kunne afhænge af hende og måden hun behandlede ham på. Hun skævede til dødsenglen på bordet igen. Han var lettere irriterende. Han kunne næsten intet. Hvordan hun skulle agere omkring ham var hun i tvivl om. Flere gange havde hun måtte bide sig i tungen, for ikke at råbe og forbande manden. Det ville blive en udfordring, men hvis hun nægtede ville det være et slag i stoltheden og besværliggøre arbejdet.
”Meget vel, hvis du absolut skal være på den måde. Tsh!”
Et knips og en fejende bevægelse fra sin hånd, og hundene gik hen og lagde sig fladt ved vægen. Deres øjne hvilede dog stadig på Phobos. Daelis syntes næsten at de så triste ud, men det var nok kun hende der kunne forme deres bizarre ansigter til det.
”Jeg har allerede sagt det til ham… At han ikke skab være bange for dem. De følger alphaen i deres pak, og for tiden er det altså mig. Alt andet det gør, det er bare leg. Det er ham der opfodrer dem. Bedre ved de ikke.” Phobos så næsten lettet ud, men tvivlen var stadig at se, da han trådte ned på gulvet. Med en sådan forsigtighed kunne han lige så godt være en kvinde, som dyppede sine tæer i en sø for at mærke temperaturen.
”Jeg skal jo vide hvad der foregår. Du kan ikke bære hele puslespillet selv, hmm?” Zeans arm blev klemt med et drilsk grin. Hans spørgsmål var meget pludselig og direkte. Hendes livsstil havde altid været at rage til sig og løbe, når der ikke var mere at tage… Men hvordan skulle Daelis sige sådan noget? Det var bare ikke længere så enkelt. Ikke altid kunne hun blive ved med at løbe. På et tidspunkt måtte hun ramme en mur.
Hans stærke overarm blev fastholdt og klemt, mens hendes øjne kørte rundt i hovedet i absolut stilhed. For nogen ville svaret måske være selvfølgelig, eller noget så simpelt som ja. Den slags spilleregler kunne hun blot ikke bruge. Så simpelt var det ikke. Alligevel havde hun brug for nogle rødder og tilhørsforhold.
”Jeg ser ingen grund til at skulle stikke dig i noget som helst. –Med mindre du insisterer på at kradse mig med mine egne kreationer fortsat, mhmm. Dine meninger er meget lige med mine egne, men vil være ærlig. Jeg bliver ikke på det brændende skib, mens jeg ser det synke.. Men, måske kunne du svømme sammen med mig, ey´ Zean?” Sin kind trykkede hun imod Zeans arm, med et ydmygt smil, skønt hun undgik øjenkontakten med ham. Allerede på enormt kort tid havde dødsenglen udregnet noget af hendes historie og identitet. Det var en sårbarhed, men det bar også en stor lettelse i sig selv.
”Ooog… Sylaar tjener ej et formål, når det blot er du og jeg. Når du kender mig. Jeg er en plage der suger livet ud af folk. Bare kald mig Sot…”
Der var bare en lille brik af Daelis større puslespil, som Zean fik kastet i hovedet af elverkvinden. Smedenes hamren gav ekko i grotten igen. Der var atter stille. Om hvem hun var, og om hun nogensinde kunne blive sig selv igen, det spurgte Daelis sig om. Den kvinde der for alle andre blev halshugget på blokken var indikationen på hendes tryghed og gamle liv. Zean havde vist hende at hun ikke kunne træde i de samme fodspor ude i verden, og den sidste bro til mørkelvernes afgrænsede liv var for hende for længst brændt og borte. Dødsenglene ledte efter deres sted, men det gjorde hun sandelig også.
Hun savnede det alligevel; At lave de ting, som plejede at gøre hende glad. Hun havde gået iklædt Sylaars person, ønsker og klæder så længe at hun var begyndt at blive i tvivl om hvad der var sin egen vilje, og hvad der i sin tid havde været en måde hun i sin tid sværgede at leve på.
Den person der stod og holdt om Zean var det væsen hun afskyede mest af alt, når hun blev mindet om virkelighedens bittre realiteter.

[Deleted]

Han så over mod bordet, hvor hundene traskede over til deres hjørner og Phobos forsigtig satte en fod på gulvet, bange for hundene skulle komme tilbage og bide benene af ham. Hans skarpe blik gled over Daelis et øjeblik.
”Hunde skal lystre deres herre, ellers skal de aflives. Kom ikke med nogen dårlige undskyldninger dertil.” De vidste jo begge to af Phobos ikke vidste bedre, og alligevel havde hun ikke stoppet det. Som Zean så det var det udelukkende Daelis skyld og ingen andre.
Hun greb hans overarm. Skulle hun altid røre ved ham? Når han tænkte over det havde hun altid søgt nærvær, når de var sammen. En hånd, en krop...Sidst havde de ligget i Zeans seng, nu stod de her og Daelis slap ham ikke mere end et øjeblik ad gangen. Hvorfor dog?
Men han havde dog intet imod det. Ikke som sådan, kun når hun prøvede at holde ham tilbage.
Som altid var Daelis ikke en der ville lade ham have sine hemmeligheder for sig selv og det kunne til tider godt være ret trættende. Nogen gange gad man ikke altid være den der talte og fortalte. Han sukkede svagt. Der var alligevel en masse ting han ikke fortalte hende, han fortalte hende kun om de ting han kunne bruge hende til.
Hvad angik et puzzlespil...den metafor gik ikke helt for ham. Brikkerne faldt på gulvet når han endelig havde fået det lagt og ville flytte det. Han brød sig slet ikke om den metafor.
Hendes svar var forventeligt. Ingen lagde deres loyalitet nogen steder og mest af alt udnyttede de bare hinanden. Det havde ikke været relevant af ham at spørge om det. Men han havde bare ikke brug for flere der ville forråde ham. Han havde brug for noget han skulle stole på! Om det så bare var det at modtage våben og planlægge en krig mod mørkelverne.
Han skar en kort grimasse.
”Jeg hader skibe og jeg kan ikke svømme. Mine vinger fungerer nærmest som en svamp, hvis det endelig er. Og siden jeg har lært at skjule dem, har jeg ikke haft tid til noget så normalt, som at lære og svømme” kommenterede han og prøvede at ryste sin arm fri, så han kunne gå lidt rundt, da han blev ramt af rastløshed.
”Dit svar er forventeligt...” hans stemme var kold og hans udtryk noget nær det samme. Lad dem holde dette på et professionelt plan, det var ham der havde vidst et øjebliks...svaghed. Og det kunne ikke blive accepteret!
”Nuvel. Jeg indtager snart Paggeija, til gengæld er planerne om Imandra strøget af listen, så jeg kan hjælpe dig med din landsby førend vi begge troede jeg ville. Om ikke så lang tid rejser vi til Manjarno og indtager Paggeija. Ingen ville give os et sted at bo, dødsenglene altså, så derfor tager vi selv. Paggeija er perfekt af flere grunde. Jeg ønsker at bruge dine bomber. Byen består hovedsagligt af tunneller og grotter, hvor folk bor, så dine røgbomber kan bruges til at lokke dem ud derfra og dine ætsende bomber kan kastes i hovedet på forskellige grupper, der gør modstand. Jeg forventer det bliver ren nedslagtning. Der er også nogle tårne der skal overtages, men det har jeg folk til” fortalte han så.
”Bagefter vil vi straks gå i gang med at rydde ud i grotterne og gøre det til vores hjem. Jeg vil også straks begynde opbygningen af et forsvar, i tilfældet folk skulle blive sure på os og føre hære mod os...I så fald har vi få overlevelseschancer, alt efter hvor stor hæren er, men vi vil ikke give op uden kamp” han så over på Daelis med et svagt smil. Han havde været ærlig – Som altid kunne de ende med at dø. Hvis hun ville lege mus skulle det være nu. Så kunne hun gemme sig her, mens de store drenge klarede resten.

[Deleted]

"De er lige så bidske som dig. Skal du så også aflives, når du vil lege, ey?"
Zean fik revet sig fri, og Daelis slap et tungt suk af opgivelse. Skulle det virkelig være så svært at forklare? De to voksne mennesker stod side om side. Fysisk så tætte, men på visse punkter alligevel så langt fra hinanden, bundet sammen af en usynlig kraft. Der var en vis form for akavethed, ligesom den sødme der i et øjeblik havde udviklet sig, da hun havde siddet på hans skød og kysset ham. Selv nu havde han svært ved at forstå hvad hun forsøgte at sige. Om han spandt videre på hendes metafor vidste hun ikke, eller om Zean blot tog det i bogstaveligste forstand. Han havde truet hende igen. At han ville melde hende. Men nej. Hun troede ikke på det. Han ville ikke kunne gøre det. Zean ville sikkert komme løbende, så snart hun havde pakket sine ting og holdt hende fast i sine arme, tiggende om at hun skulle blive.
Hun sank en klump. Et sted var det mere et håb end noget hun var sikker på. Hvis Daelis betød så lidt for dødsenglen, så kunne han blot stikke hende i ryggen, når deres symbiotiske forhold ændrede sig. Det var ikke en behagelig tanke. Slet ikke. Men det var jo den samme bekymring de delte.
”Måske vil du en dag forstå det…”
En dyb indånding. Hun måtte tænke på noget andet, så klumpen ikke endte med at blive til et anker i hendes indre. Hun fulgte ham, mens hun ømskindet nussede sin trykkede arm og lyttede til planen. Hans humør, som orkanens øjne var dog ikke videre beroligende. Planen var ændret. Noget var ikke som det skulle være og at han ikke fortalte det gjorde hende urolig, men hvis han endelig insisterede på at holde det til sig selv, ville det ikke hjælpe meget at gøre ham opmærksom på det. Men hvis ikke de havde ærligheden imellem dem, hvad havde de så? Når Daelis ville noget, så var der sjældent nogen der kunne lukke munden på hende, og dette var ikke en undtagelse, uanset hvor meget hun skulle stikke til ham.
”Vel, javel. Så får jeg i det mindste noget frisk luft, i stedet for at leve her i mørket… Jeg kan nå at klargøre flere inden vi tager af sted. Ey. Zean. Hvorfor er planen ændret? Det gik jo strygende! Du svarede ikke, da jeg spurgte hvad der gik dig på."
Hun holdt en teatralsk pause, mens hun stirrede op mod hans ansigt, blot for at understrege at hun ikke havde sluppet ham, skønt hun ikke holdt fast i ham fysisk længere.

[Deleted]

Han sukkede en smule irriteret. Hvorfor havde hun altid sådan en evne til at irriterer ham, når hun samtidig også kunne gøre ham ganske tilfreds? Hun var som en undersåt der det meste af tiden var pæn og ordentlig, men til tider gjorde oprør. Han gned sig lidt over panden. Han orkede ikke at diskuterer disse ting med hende lige nu og han orkede ikke at blive udspurgt af hende. Det var på tide hun lærte at hun ikke ville få svar på alt eller indblik i alt han foretog sig.
Han så lidt på hende. Han valgte helt at ignorerer hendes respektløse sætninger og gå direkte videre til selve emnet.
”Tingene har ændret sig, som de altid gør. Lige nu ved jeg ikke hvordan tingene bliver, men Kimeya har andre ting at bekymre sig om, end simpelt at overtage et land i kaos” afsluttede han. Han kastede et sidste blik på Phobos og Daelis, før han gik over til døråbningen. Han ville gå nu. Trods alt havde han givet hende de informationer hun havde bedt om, havde han ikke?
Han stoppede op med en hånd på dørkarmen, da han så tilbage på hende et øjeblik.
”Bare vær klar.” han pegede over på Phobos.
”Og husk hvad jeg har sagt om ham” tilføjede han. Uden at svare på yderligere gik han.

//Out