A new playing field - åben

[Deleted]

Dvasias. Rygterne han havde hørt om landet havde ikke været overdrevne. Landet snakkede stadig om invasionen af Manjarno som var det i går, skønt det efterhånden måtte nærme sig en lille måned siden hændelsen skete. Han var ikke i tvivl om at mange af detaljerne omkring kampen var blevet stærkt overdrevne, sådan som den slags historier ofte blev. Han havde hørt tale om drager. En hel flok af dem. Han vidste bedre end at tro på den historie. Hvis der havde været en hel flok af drager til at kæmpe imod gruppen fra Dvasias, var der ingen chancer for at de ville have sejret – langt mindre med så få tab som de havde lidt.
Kroen udenfor Det magiske marked yrede af liv. Bordene omkring ham var proppet med væsner af alle slag og talte og sang i munden på hinanden. Ved et af bordene i hjørnet sad en gruppe musikere, og de havde påtaget sig opgaven med at fylde kroen med lystig musik som passede til stemningen. Krofatteren så i hvert fald ikke ud til at ville stoppe dem.
Fuglen på Deacons skulder lavede en lav, nynnende lyd i øret på sin herre, og blev belønnet ved at han strøg en let hånd over den glødende fugl. Han havde fået nok opmærksomhed da han trådte ind i kroen, med sådan en fugl på skulderen. Fønikser måtte være sjældne i dette land. Der gik dog ikke lang tid før den umiddelbare fascination af fuglen forduftede blandt krogæsterne, i takt med at mere alkohol var blevet konsumeret og samtaleemnerne var vendt andre veje. Selv sad Deacon roligt ved sit bord ved vinduet, og lyttede vågent til hvad de omkringsiddende gæster talte om. Foran sig havde han en flaske rødvin og et glas, som han roligt nippede til. Hans ejendele stod trygt placeret på hans værelse i kroens overetage. Der havde han planlagt at de kunne stå, indtil han havde fundet mere permanente boligforhold i landet. Indtil videre var han mere end tilfreds med sine nuværende omgivelser. En krostue var det bedste sted at sanke information om gud og hvermand, så længe man forstod sig på at skelne overdrivelser og løgne fra fakta.

[Deleted]

Marvalo city var en by han brugte meget tid i. Den og så Atterlin, og hulen med alle hans dejlige, små dødsengle. Nåe ja...Så rejste han jo meget rundt, til hvor folk nu befandt sig, når han skulle bruge dem til noget. Han var nok en af de personer der rejste mest, ville han mene. Alle dem han besøgte virkede i hvert fald altid en del...fastgroede. Men han kunne jo lide at være på farten, at sidde stille gjorde ham rastløs og fik ham til at kede sig. Det kunne man jo ikke have!
Derfor havde det også været forfærdeligt han ingen vegne havde kunne gå, da hans fødder havde modtaget en del brandsår, i kampen om Manjarno. De gjorde stadig en del ondt at gå på...Men langt fra så meget som tidligere og han kunne næsten gå normalt nu, selv om han stadig ilede til den nærmeste stol, når han så en.
Nå, men han var altså i Marvalo city igen. Han skulle have fat i Kimeya...Men tænk sig! Manden var ikke hjemme til aften. Han næste valg var altså at vente og slappe lidt af for en gangs skyld. Han havde overvejet at besøge Eriz og Rei, men havde ombestemt sig. De ville begge være optaget af deres eget arbejde.
Altså faldt valget på kroen.

Han var klædt let på. De sorte støvler gik ham til knæene. Han kunne endelig gå med almindelige sko igen og han nød det. Sorte bukser og en mørkeblå jakke med et mønster af sølv og forsølvede knapper. Elegant nok til at fortælle han ikke var nogen gemen tigger. Om livet hans hans bælte med udvalget af et pisk i den ene side, der fik bæltet til at sidde en smule skævt, og dolken i den anden, foruden et nyt utal af små punge, alle med forskellige urter. Jeps, han havde endelig haft tid til at fylde sine lagre op. Uh, det gjorde godt!
Kroen var fuld til aften. Det undrede ham ikke, efter krigen havde folk vel en masse historier at dele...eller måske var der altid fyldt op, han havde bare aldrig været der til at se det. Ligegyldigt. Han havde været halvvejs til baren for at bestille drikkevarer, da noget tiltrak sig opmærksomhed...
Åh ja, han så den, den lyste nærmest op i disse neutrale omgivelser. Han stoppede op midt i et skridt og vendte sig mod den...
Fuglen!
Han var helt betaget af den et øjeblik. Han havde ikke set sådan en fugl før...Men den var flot. Nysgerrigt lod han blikket glide over manden, der ejede den...
Så smuttede han hen til manden. Han var ikke så tørstig alligevel. Ganske uden at spørge satte han sig over for manden og gav sig nærmest til at stirre på fuglen. Manden i sig selv interesserede ham ikke. Hans hoved gled en smule på skrå, som var fuglen virkelig et mysterium for ham...
"Nå, fremmede...Sikke en fugl at slæbe med sig!" endelig så han på manden og sendte ham et svagt smil.
"Hvad er den for en?"

[Deleted]

Om kroen kun var så fuld på grund af den nylige kamp i Manjarno, eller om dette var standarden, kunne Deacon ikke sige med sikkerhed. Hvad han kunne sige var, at det var forfriskende. Hele landet var forfriskende. Helt nye omgivelser, og helt nye personer. Han havde ingen kontakter at bero sig på, og ingen her burde have nogen grund til at kende til ham eller hans baggrund.
Det gjorde kun hans nye hjem så meget mere attraktivt. Et smil smil gled over hans læber, mens han betragtede fuglen på hans skulder. De kulsorte øjne stirrede ind i hans, og for enhver anden kunne fuglens blik så vildt og farligt ud. Men Deacon så noget andet i dybe af de mørke øjne; han så varmen fra Ignis’ indre, utæmmelige ild. Den evige flamme, som tændte sig selv hver gang den slukkede, og som havde holdt hans kære følgesvend i live gennem tusindvis af år. En mere loyal partner skulle man lede længe efter. Hans fingre havde strøget føniksen over de glødende fjer på fuglens bryst, da han pludselig blev gjort opmærksom på skikkelsen som satte sig på stolen på den anden side af hans bord – ganske uinviteret. Ikke at man kunne se på Deacon om dette plagede ham eller ej. Han betragtede den fremmede med en særlig form for ro i blikket, og lod et smalt smil forme sig over hans læber. Ak ja. Det overraskede ham ikke at det var fuglen, som havde trukket i den fremmedes opmærksomhed. Ignis havde trukket blikke til sig, lige siden de var trådt af båden da de ankom til dette land, og han regnede med at denne opmærksomhed ville vare ved. Ikke en tanke der gjorde ham det mindste.
”En føniks.” svarede han i et varmt tonefald. Blikket holdt han på manden foran sig. Der var næsten en form for sympati i blikket. Kunne manden ikke genkende en føniks så han så den? Selv hvis de var sjældne i denne afkrog af verden, forventede Deacon alligevel at man måtte have hørt beskrivelser af den udødelige fugl. I hvert fald nok til at man ville kunne genkende den når man så den. Tilfældet var tilsyneladende ikke sådan for manden foran ham.
Han lod blikket hvile lidt på manden. Det var svært at sige hvad Deacon tænkte om ham, men han havde da intet gjort for at sende ham bort fra sit bord. Tvært imod begyndte et smil at vokse frem på hans læber. Føniksen lavede nok en nynnende lyd ud i luften. Åh, som han elskede Ignis’ sang.
”Og hvem har jeg æren af at møde?” spurgte han derefter, og lænede sig en smule frem over bordet. Føniksen sad endnu urokkeligt på hans skulder, og havde ligeså heller ikke taget blikket fra manden. Dens krop glødede, som flammer i bevægelse. Deacon kunne mærke dens varme. ”Kan jeg byde på noget?” spurgte han derefter, og lavede en gestus mod sin egen vin. Den fremmede havde været den første til at nærme sig hans bord siden han ankom, og den første til direkte at udspørge ham om fuglen. Det alene var nok til at han havde vækket Deacons interesse.

[Deleted]

Enhver der lærte Zean blot lidt at kende, ville kunne skrive under på at han langt fra var normalen. At han langt fra var normal, også. At bedømme hele Dvasias befolkning på ham ville være en dum ting, for man ville hurtigt opdage at man havde taget så grueligt fejl...Og da ville folk nok allerede være sure på en. Men sandt var det også at der var typer som Zean rundt omkring, måske flere end man skulle tro.
Hans stålgrå, kolde blik gled over til den varme fugl. Åh, han behøvede ikke at mærke varmen fra dyret, for at vide den var varm! Den var som af...ild. Dens fjer var perfekte og så fine. Hans opmærksomme blik gled over fjerdragten. Fjer og vinger havde altid været en del af de ting der fascinerede ham og allerede som lille havde han studerede gråspurvene i haven eller ørnene i bjergene. Han kunne jo flyve som dem og føle sig fri, alle steder kunne han flyve hen!
Zean var også meget ung. Mange racer var så gamle, at Zean ingen fornemmelse havde af, hvor gamle de egentlig var. Mange så ned på ham herfor...Andre var beundrede over de ting han havde opnået, trods sin lave alder. Men med hans lave alder hørte også en hvis form for uvidenhed og mangel på erfaringer, der til tider bed ham ret kraftigt i hælen, på hans færd ned af Dvasias veje.
Han havde vel hørt om dem...Troet de var uddøde eller noget i den stil...
"En fønix..." hans stemme var en smule henført, da han bare kiggede på fuglen...
Til sidst sukkede han svagt og rettede sig op i stolen. Hvor var hans manerer? Ja, ikke fordi man havde brug for dem!
"Mig! Du har æren af at møde mig. Og ja tak, lidt drikkelse er fint...Ja, så længe du ikke selv har krydret den, det er!" han smilte svagt til manden, selv om der intet lå i smilet.
Blikkene...Han blev observeret, som ellers kun Rei kunne observerer ham. Som altid fik det ham til at overvejer om de ting han gjorde mon var dårlige eller bare interessante...Overveje om personen i dette øjeblik lagde planer mod ham.
Han tog sig selv den frihed at tage et krus og hælde op. Mens han snuste til vinen, inden han smagte på den, skævede han lidt til manden, blot for at se om de endnu holdte øje med ham.
Vinen var fin nok. Drikkelig, om ikke andet. Han satte kruset fra sig og slog let ud med armene...Åh ja, Zean holdte af at bruge meget plads.
"Nej, jeg er jo ikke særlig venlig. Men det er bare fordi jeg ikke kender dig. Du er blot en fremmed med en fugl, jeg godt selv gad have. Ved du hvor man skaffer en?" spurgte han direkte og tog armene til sig igen. Han gad godt have sådan en fugl...Sådan en fønix. Se blot hvor fin og stolt der sad der på mandens skulder!
Zeans negle, der var beklædt med spidst metal, trommede let mod bordet, med en lidt højere og mere klikkende lyd, end normale negle ville give.
"Jeg troede de var uddøde...Væk..." indrømmede han så, en smule tænksomt.

[Deleted]

Beundringen var tydelig i den fremmedes svar. Næsten skamfuldt tydelig. Det var åbenbart at det var første gang han havde set en fugl som Ignis. Ikke at Deacon kunne bebrejde ham for det. Han var selv umådelig stolt af sin følgesvend, specielt i disse dage, hvor Ignis var i sine bedste dage. Hans fjerdragt var pragtfuld. Om et års tid forventede han at fjerene ville begynde at falme, i takt med at hans indre flamme langsomt ville reduceres til gløder. Til den tid var der ikke andet at gøre end at se til mens fjerene faldt fra hans krop, én efter én, indtil den sidste langt om længe ville falde, og den før så pragtfulde krop ville gå op i flammer, kun for igen at genopstå fra asken. Deacon havde set processen udspille sig utallige gange, men han var lige fascineret hver eneste gang. At se Ignis blive født på ny mindede ham om hans egen indre flamme.
Den fremmedes svar var så at sige ikkeeksisterende, men ikke desto mindre gav det Deacon et indblik af hvad slags person, manden overfor ham var. Han havde tydeligvis høje tanker om sig selv. Han var højlydt. Ikke at det nødvendigvis var en dårlig ting. Mon han var lige så glad for at tale om andre punkter?
Ubekymret så han til mens den fremmede tog for sig af hans vin, mens han selv nippede til sit eget glas. Selvfølgelig var vinen harmløs – hvis man så bort fra smagen. Deacon var vant til bedre kvalitet, men hvad kunne man forvente fra en kro? Når han en dag skaffede et eget sted at bo, måtte han sørge for at have bedre vin i sin vinkælder. Ethvert hjem behøvede en vinkælder.
”I denne del af verden? Ingen anelse.” svarede han med et let skuldertræk. Han anede ikke om fønikser stadig fandtes i denne afkrog af verden. Måske havde de valgt at forlade dette sted for længe siden? Fønikser trivedes i nærheden af vulkaner, og han havde da set vulkanen tårne sig op i det fjerne. Men så vidt han forstod det, havde den været i ro i årtusinder. Intet under at fønikser var et sjældent syn – og at hans fik så meget opmærksomhed som den gjorde. ”Ignis fandt jeg for længe siden, på den anden side af havet. Det er ikke en rejse jeg vil anbefale, hvis du udelukkende vil skaffe én.” fortalte han roligt. Det var bestemt heller ikke nemt at opfostre en føniks. Deacon havde været heldig, da han fandt Ignis lige efter at han var gået op i flammer, og havde været på sit svageste. Havde han fundet ham, sådan som han var nu, var han sikker på at den prægtige fugl simpelthen bare ville have stukket af, hvis den ikke havde angrebet ham. ”De kan meget vel være uddøde her i landet. Hvilket betyder at jeg bare på passe bedre på ham.” Et kort øjeblik havde der været en advarsel i hans blik, som endnu ikke havde forladt manden. ”Mit navn er Deacon Vulcan. Jeg er lige ankommet hertil.” kunne han fortælle. Måske ville det også gøre ham mere villig til at fortælle ham sit eget navn? Han var den første dvasianer han havde talt med siden han ankom. Han var ikke sikker på hvor godt det lovede for resten af befolkningen.

[Deleted]

Ingen...anelse? Svaret var skuffende. Han lænede sig tilbage i stolen og lod armene glide over kors, mens han tænkte over det. Han tyggede på sin egen tunge et øjeblik. Han måtte gå hjem og læse op på disse fugle. Hvordan skulle han nogensinde kunne slippe den med tankerne, nu hvor han havde set en? Han ville have en. Det var uden diskussion.
Den anden side af havet? Han havde hørt om folk der rejste, sejlede, væk fra de fire, nu tre, kendte lande for at opleve andre ting eller handle. Selv havde han aldrig tænkt over at tage sådan en tur, han havde det jo perfekt her, blandt sine egne! Eller...Næsten perfekt, om ikke andet. Problemer ville der vel være uanset hvor man rejste hen. Han truttede let med munden. Trist!
"Hvis jeg endelig skulle rejse så langt væk, hvad jeg ikke rigtig har tanker om, ville jeg ikke nøjes med en" svarede han ærligt og så på manden i stedet for fuglen. Var det fuglen der kom med denne svage nynnen? Pragtfuldt!
Mandens advarende blik ramte Zean...Og fik Zean til at smile endnu mere...Denne gang fordi han morede sig. Zean lænede sig ind over bordet og lod blikket glide tydeligt over manden, som bedømte ham hvilken trussel manden ville eller ikke ville være.
"Bare rolig. Hvis jeg stjæler, er jeg af den mening at den gamle ejermand er bedst død. Ingen til at komme og kræve tilbage!" fortalte han.
"Men jeg er ikke typen der stjæler. Trods alt" han trak let på den ene skulder. Ingen i Dvasias ville tro på den udtalelse...Men manden var jo ikke herfra, var han vel? Nej, han havde åbenbart rejst langt omkring og vidste ikke engang om der var fønixer her! Han havde jo nok skaffer sig en, hvis de havde så normale, jo. Nah...Han ville ikke stole på sine egne ord, hvis det var. Hans hænder lagde sig om kruset foran ham.
"Jamen hyggeligt, Deacon Vulcan. Jeg er Zean Forsyth!" han fornemmede han ikke rigtig kunne undgå det længere. Men hvad betød det også? Det var endnu ikke alle borgere i Dvasias der vidste hvem han var og en gennemrejsende? Det var slet ikke sikkert denne mand vidste eller ville opdage hvem han var. Og hvad hvis han gjorde? Så vel ingenting!
"Hvad laver du så i Dvasias...Ud over at prale, mener jeg?" Han gjorde en let gestus mod fønixen.

[Deleted]

En blanding af et fnys og en latter lød fra ham. Ville ikke lade sig nøje? Denne mand – Zean, kaldte han sig – anede tydeligvis ingenting om fønikser. Troede han virkelig at man bare kunne gå op til en føniks og tage den med sig? En enkelt var svært nok, men flere? Utænkeligt.
Zeans ord fik ham til at forme et skævt selvsikkert smil. Han var ikke sikker på om hans ord havde været en skjult trussel, eller bare en konstatering. Ikke at det bekymrede ham synderlig. Hvis han havde ment at true ham, betød det stadig at han ville være nødt til at slå Deacon ihjel for overhovedet at komme i nærheden af Ignis. Og selv hvis han skulle lykkedes i det, ville Ignis aldrig knytte sig til denne mand, som han havde gjort med Deacon. Nej, Zean ville aldrig kunne vise sig frem med den prægtige føniks på sin skulder. Han ville aldrig høre den fantastiske nynnen. Og han ville aldrig få et øjebliks fred. Og det var kun hvis Ignis i det hele taget lod sig tage til fange af manden. Deacon havde al forventning til at hvis han nogensinde skulle dø, at Ignis ville forsvinde derfra.
”Det er en glæde af møde Dem, mr. Forsyth.” svarede han med et høfligt smil. Om han mente sine ord var alligevel svært at sige. Han havde brugt år på at indøve sig hvordan han skulle smile til folk, og lade dem tro det var ægte. Hvordan han skulle le, uden at de mistænkte at det var falskt. Men hvis rygterne om Dvasias stemte, var det talenter som var vidt udbredte her i landet. På vejen hertil havde han hørt Dvasias blive beskrevet som et mørkt land, befolket af bedragere, svindlere og mordere. Et land hvor ingen kunne stole på nogen. Det havde passet ham udmærket.
”Historien om overtagelsen af Manjarno har spredt sig over havet, mr. Forsyth. Mit hjemland var begyndt at kede mig, og jeg kunne ikke lade sådan en mulighed gå fra mig.” Han smilede et lille, sigende smil. Zean måtte da forstå. Et land som lige havde overtaget nabolandet. Konflikter ville opstå med de omkringstående lande, og kaos ville have fyldt landet, tidligere kendt som Manjarno. Kaos og utilfredshed var mulighedens vinduer, og Deacon havde aldrig været typen der lukkede for den slags vinduer når han først havde set et lys igennem dem. ”Jeg har tænkt mig at blive boende her. Jeg er kun boende her i kroen, indtil jeg finder noget mere permanent.” Nok en gang blev vinglasset bragt til hans læber, uden at hans blik forlod Zean. Om han pralede ved at vise sig med sin føniks? Måske. Men fandtes der en bedre måde at blive gjort bemærket på? Og bemærket, var lige netop hvad Deacon forsøgte at blive. Hvis folk begyndte at snakke om en mand med en føniks, ville sådan et rygte sprede sig. Han behøvede bare vente på at de rigtige personer fik færten af ham, og opsporede ham. Det kunne være så simpelt at udnytte folks naturlige trang til at sladre. ”De slår mig som en mand med… kontakter, mr. Forsyth.” indskød han efter et vurderende blik på ham. Han havde bemærket hvordan flere af krogæsterne havde set på ham, så snart han havde sat sig ved Deacons bord. Hvem Zean end var, måtte han have en vis betydning, på godt eller ondt. Men det var måske værd at forhøre sig om. ”De kender vel ingen som kunne bistå mig med at finde et passende sted at slå mig til ro? Jeg kan byde på et bedre glas vin end de tilbyder her, hvis De kunne hjælpe mig.” tilbød han.

[Deleted]

Han sukkede svagt og lod hovedet hvile oven på hans sammenflettede hænder, hvortil albuerne hvilede på bordet, mens han blot så på manden. Blot så! Der var noget over ham. Ikke bare at han var spændende, fordi han havde så flot en fugl, men også fordi han virkede så...Gammel. Godt nok gjorde alle det...Men ham her gjorde alligevel på en mere tydelig måde, end mange af de andre til tider gjorde. Nærmest som var det en stolthed. Smilet komplimenterede mandens udseende og lovede et godt forår. Og et godt forår havde de brug for! Vinteren hvilede endnu ude foran deres vinduer. Dvasias var jo landet med mest vinger...Al den sne. Kold og vådt. Og alligevel fortrak han Dvasias. Men ikke længe endnu...
Om det i sandheden var en glæde, måtte forblive i det uvisse. Han rettede sig op og tog glasset med vin, som han nippede let til. Gad vide hvad denne mand brugte sine evner på? Måske købte og solgte han sjældne dyr...Måske var han opdagelsesrejsende eller eventyrer! Eller måske en form for handlende? Måske var han en gammel soldat...Han kunne lige se manden stå foran en drage med draget sværd og udfordre den, som var den dum hund. På plads, blev der sagt!
Gætværk. Og ret underholdende.
Manjarno...Fiskede manden eller vidste han at Zean havde været en af hovedpersonerne i kampen? ubevidst gled hans fingre over hans kind et øjeblik, hvor den første pil havde snittet ham. Hans hud var endnu lidt grov efter at have groet sammen. Han drejede hovedet og så på de omkringsiddende, som om de indeholdte alle svarene til disse ting. Rygter. Folk sladrede hele tiden og gud hvor kunne det være irriterende! Han fik øjenkontakt med en mand, som hurtigt kiggede væk, da han mærkede Zeans iskolde blik. Fjolser!
Han så tilbage til manden. Nå...Men han kunne vel lige så godt prale af det, så? Han var trods alt levende...Og havde haft ansvaret for dragen! To ting han mente hørte godt sammen.
"Manjarno...Ah, det er jo ikke så længe siden!" svarede han med et svagt, tomt smil.
"Kommer lige derfra, mere eller mindre. Hvordan virker det tiltrækkende på Dem?" spurgte han ind.
Han var lige ved at le...Faktisk gled en lille latter over ham, ved mandens, denne Deacons, kommentar om at han lignede en med kontakter. Og pludselig gik det op for ham...At selv om han ikke var ejendomsmægler, havde han alligevel en ide, hvis manden var interesseret.
Han pegede på manden et øjeblik, mens han hurtigt tænkte over ideen. Hurtigt...Altid hurtigt gled hans planer på plads, næsten så hurtigt som han fik dem.
"Vi har vel alle venner et eller andet sted..." svarede han undvigende.
"...Jeg står netop og skal til at flytte. Mit hus ligger i Atterlin, et fint hus for en tidligere landadel. To etager, mange værelser. Du kan endda få den åndssvage butler der er i huset...Virkelig, ham får De en krig med..." han lænede sig tilbage i stolen og nikkede svagt for sig selv. Hellere forpagte huset væk, end det stod tomt og blev til en ruin, nu hvor han havde brugt så meget tid på at overtage huset og gøre det..præsentabelt, i hans egen smag.
"Dog hviler der rygter over huset. Den tidligere familie døde så tragisk i kælderen og stort set ingen i byen tør sætte deres tæer i huset. Det bliver svært at finde tjenere...Hvis altså du er rig nok til sådan nogle" kommenterede han, før han lod vinen komme til hans læber igen. Det var jo en vidunderlig ide!...Måske.

[Deleted]

Et øjenbryn løftede i panden på ham, og han betragtede Zean med en synlig interesse. Han var lige kommet fra Manjarno? Der havde været noget ved måden han havde sagt det på. Han lød stolt. Det kunne ikke bare være en kommentar han havde sagt på må og få. Han havde været en del af kampen? Han så nok en gang vurderende over ham, men han fortrak ikke en mine. Han kunne meget vel være endnu en af dem der tog æren for andres arbejde. Han havde efterhånden hørt så mange af dem. Mænd der påstod at de havde dræbt dragen ene mand, eller som påstod at det var dem, der havde sat sig på tronen og afgjort kampen. Zean havde allerede vist sig at være en højlydt mand med høje tanker om sig selv – han virkede for Deacon præcis som typen der ville kunne finde på at tage æren for den slags.
”Så du overlevede det. Imponerende. Jeg forstod det sådan at flere dvasianere mistede livet under angrebet.” svarede han alligevel. Han kunne ikke rigtig tabe noget på det. Hvis Zean løj, og det virkede som om han troede på det, kunne han give Zean det indtryk at han var godtroende – og det kunne bruges til hans fordel. På den anden side, hvis Zean talte sandt, kunne hans ord simpelthen bare tolkes som en anerkendelse af hans handling. ”Hvorfor det interesserer mig?” spurgte han, og sendte Zean endnu et sympatisk blik. Ikke kunne han genkende en føniks uden at blive fortalt at det var en føniks – kunne han heller ikke genkende en mulighed når han så den? ”Et land har lige udvidet sine grænser. Et andet land er lige blevet overtaget. Der er kaos, mr. Forsyth. For dem der forstår sig på at udnytte dem, er det en gylden mulighed.” Dæmonen i ham trådte frem gennem det smil, der kortvarigt havde brudt over hans læber. Selv føniksen på hans skulder strækkede sig frydefuldt, før han strækkede sin ene vinge ud og nappede sig mellem de glødende fjer. Ignis’ næb var blegt, og i skæret fra hans egne gløder så det næsten rødglødende ud. ”Det manjanske folk må enten underkaste sig sine nye herrer, eller lide under deres modvilje. Det dvasianske folk er lykkelige for at have udvidet landet, og mange vil se den nye tilføjelse til landet som en legeplads nu. Liv er gået tabt. Der er brug for nogen som kan hjælpe med at samle stykkerne op.” Smilet sagde resten af historien. Deacon anså sig selv som dén person.
Han havde taget endnu en tår af sit vinglas, og tømt glasset, mens Zean fortalte ham om sin gamle bolig. Det var dog ikke uden en vis mistanke i hans blik. Han stod bare tilfældigvis inde med et hus? Og hvorfor lød det som om han bare gav det fra sig, med butler inkluderet? Historien om den tidligere familie så ikke ud til at røre ham overhovedet. Deacon havde aldrig troet på spøgelser eller genfærd, så hvis det nu skulle være dét Zean havde hintet til, rørte det ham ikke. ”Hvorfor flytter De?” spurgte han med ansigtet lagt let på skrå. Nysgerrigt. ”Det lyder… interessant. Butleren kan jeg undvære. Jeg har ikke tålmodighed til tjenestefolk som ikke kender deres plads. Jeg burde kunne finde andre som kan tage hans plads.” Et sigende glimt viste sig i hans øjne. Penge havde han skam. Han havde en anseelig sum, sparet op gennem mange, mange år. ”Atterlin…” Hans ord var mere en mumlen. Han vidste nok om Dvasias til at vide hvor byen lå. Og Zeans beskrivelse af boligen virkede passende. Men han ville alligevel se den før han gjorde nogen handel med ham.

[Deleted]

Han forblev tavs. Han kunne have sagt sit mellem mandens små pauser, for at skubbe samtalen videre frem...Åh, men han fornemmede manden ikke var færdig med at kommenterer og fortælle. Det hele passede jo perfekt sammen! En anelse tålmodighed...Og han ville kunne leverer et mere passende svar. Mens han lyttede flakkede hans blik igen over fuglen, mens den rensede sine fjer. Den var virkelig fantastisk...Helt igennem en fantastisk fugl. Havde han fået sagt det? Den ville stå i perfekt kontrast til hans sorte vinger, skinne hans sorte fjer op! Dette var en kongefugl, en fugl der ville være en konge værdig og omvendt. Ikke at han udnævnte manden til en konge. Blot...Heldig. Eller god. Det kom vel an på hvordan man så det.
Hans smil voksede, da manden blev færdig med at nævne krige og muligheder. Hvor så sandelig ret han havde!
”Åh, men du kom selv med svaret...” pointerede han pludselig.
”...Landet er et stort rod og deres gamle slot kun ruiner af sig selv. Hvor skal man vende sig? Vil man accepterer dette...Eller kæmpe imod det? Landet har knap nok fået sin faste hersker endnu. Dette ville være den gyldne mulighed at skaffe lidt for sig selv, ikke?” han grinte svagt og lænede sig tilbage i stolen et øjeblik med et selvtilfreds blik.
”Jeg flytter til Manjarno” svarede han så.
”Jeg var ved krigen. Jeg havde endda æren af at underholde dragen der...Gjorde den blind. Jeg ved hvor mange soldater der døde og jeg ved hvor mange der er sårede. Ja, sidst jeg kiggede forbi, festede de endnu!” Alt dette gjorde tidspunktet perfekt! Men nu måtte han ikke miste selvkontrollen af ren fryd og bruse ud med alle sine planer. Nej...Han måtte passe lidt på. Manden kunne være så neutral, som han gav udtryk for, men folk fik hurtigt venner og måske var hans venner...Hans egne fjender. Folk der intet skulle vide. At flytte var den rigtige måde at sige det.
”Manjarno har aldrig været mere perfekt” sluttede han det bare og så lidt ned på sit vinglas, som han kørte det rundt med den den ene hånd.
”Du får det til at lyde som om du tager Dvasias' dronnings parti” kommenterede han en smule lavere.
Han så op på manden og smilte svagt...Denne gang et lidt mere ægte smil.
”Jeg har nogle forretninger i Atterlin, jeg helst ikke vil undvære. Pengene går til min private opsparing. Men jeg kan få dem flyttet, så du slipper for at blive gæst til brokkehoveder, du aldrig har bedt om. Bede dem om at sende tingene til mig, eller måske vil jeg selv kigge forbi fra tid til anden...Lige meget. Pointen er at huset er i fin stand og snart tomt. Der...Vil selvfølgelig gå lidt tid, før du vil få muligheden for at overtage det. Jeg skal først have flyttet mine ting. Men...” Det hele afhang af så meget...
”...Du er selvfølgelig velkommen til at kigge forbi for at tage huset i øjesyn. Jeg er måske ikke hjemme, men i så fald vil min butler vise dig rundt. Huset ligger tæt på centrum” han tog glasset op til læber og tog en større tår denne gang. Nej, dette var slet ikke som Kimeyas vin...Gad vide hvornår han ville vende hjem? I aften, i morgen, i overmorgen? Her rejste han lande rundt for at få styr på tingene og så var folk ikke hjemme...Hans blik vandrede ud af det nærmeste vindue et øjeblik, som håbede han at få øje på denne person, han i virkeligheden ventede på.

[Deleted]

Endnu en gang fløj et øjenbryn op i panden hos Deacon. Zean lod selv til at være klar over mulighederne de nylige hændelser havde åbnet for – men hvor ambitiøs var manden? Der havde været noget i ordene han havde brugt. Om hvordan Manjarno ingen fast hersker havde. Om hvordan det ville være en perfekt mulighed for at ’skaffe lidt for sig selv’ – og hvordan han havde planlagt at flytte til Manjarno. Han betragtede ham vågent. Havde der været en hentydning i hans ord, eller var det Deacon der tænkte for meget på det? Zean havde tydeligvis høje tanker om sig selv. Det ville ikke overraske ham hvis han var typen der – ligesom ham selv – ville bedre sin egen stilling. Hvad hans stilling så end var.
”De blændede dragen?” Hans ord havde været på grænsen til vantro. Han gik mentalt de historier han havde hørt igennem. Mange havde omtalt en dødsengel som havde bombarderet dragens øjne med pile. Det havde været et smart træk. Så vidt han forstod det var øjnene en drages svageste punkt, med resten af kroppen dækket af tykke skæl. For ikke at snakke om tænder, klør, en kraftig hale – og naturligvis drageild. Han mærkede et kort stik af misundelse. Han ville gerne have vidst hvordan hans egen ild havde klaret sig mod en drage. ”Det er i sandhed en præstation De kan prale af, mr. Forsyth. Jeg tror ikke der er mange der kan prale af sådan en gerning.” Han smilede et sigende smil. ”Jeg er sikker på at De blev rigt belønnet for dette?” tilføjede han, næsten afventende. Han besvarede ikke hans bemærkning om hvilket parti Deacon stod på. Han kendte ikke til dronningens holdninger. Han vidste ikke hvordan man skulle være med hende eller mod hende. Men umiddelbart ville det da virke som det klogeste træk at være på dronningens side, ville det ikke? Det ville han sikkert finde ud af.
Han hældte op i sit eget glas igen, og gjorde mine til at gøre det samme for Zean, mens han fortalte om sine forretninger. Der var en oprigtig interesse at spore i hans blik. Hvilke forretninger kunne denne drageblænder være involveret i? Kunne han være en potentiel forretningspartner? Umiddelbart ville Zean have fremstået som lidt for højrøstet for hans smag, men hvad holdt man ikke ud for succes? Han så eftertænksomt på Zean, inden han med et smil om læberne, nikkede. ”Jeg er interesseret.” sagde han endelig. ”Jeg vil meget gerne se Deres hjem, mr. Forsyth. Jeg håber De forstår at jeg kommer til at granske det fra kælder til loft. Hvis det De fortæller mig er sandt, vil jeg sikre mig at der ikke er flere skeletter gemt et sted.” Han smilede et smalt smil, da han nippede til sin vin. Det var bestemt ikke fordi han var bekymret for tanken om at snuble over et eller andet lig i hvad han håbede kunne blive hans vinkælder. Men det ville ikke være godt for hans fremtidige omdømme hvis hans bolig var en kirkegård. Zean gav ham det indtryk at den var i god stand, men Deacon var ganske overbevist om at der var forbedringer som måtte gøres, før han ville være tilfreds. Han var en yderst kræsen mand. ”Jeg takker for tilbuddet. Jeg opsøger Deres hjem når jeg får muligheden.” lovede han. Det var her, han bemærkede Zeans blik mod vinduet. ”Venter De nogen?”

[Deleted]

Mandens vantro fungerede som et stykke tørt træ gjorde for ild. Det blussede op og gjorde ham ganske varm og tilpas over sig selv og hans handlinger. Det var ham der havde gjort det og han havde så sandelig ingen planer om at lade andre tage æren for det! Han ville være personen der ville modtage folks små ord af overraskelse og deres blikke af beundring. Det var vel kun på sin plads? Trods alt havde han overlevet.
Men at tænke på krigen...Nok gjorde han meget af at virke, som havde det hele været en leg. Og det havde også været sjovt, konstaterede han bagefter, og forfærdeligt lækkert med al den smerte og død. Men selve krigen...Han kunne have mistet så meget, inklusiv sit eget liv, hvilket også ville have været det værste. Han huskede lugten af brændt kød, der endnu gjorde han end ikke havde lyst til at spise kød selv. Lyden af skrig. Han kunne stadig vågne badet i sved, med drømme om drager, elverkvinder og Macaria. I enkle af dem var han selv dragen, der gjorde det af med dem alle, ude af stand til at stoppe eller vælge, kun kigge på...I atter andre trængte denne sirenelyd, der havde fået hele slottet til at synke sammen, igennem. I de tredje var han selv den soldat der kastede et spyd i ryggen på Macaria. Aldrig var han helten. Dette var dog drømme, mareridt, han lod som om ikke eksisterede eller som han ikke havde. Ubevidst holdte hans ene hånd bedre fast på vinglasset.
Om han havde fået noget ud af det? Denne mand ejede sandligt evnerne for at trykke der, hvor det var mest ubehageligt.
”Det forholdte sig sådan at det eneste jeg har vundet, er beundringen for mit arbejde og en del erfaringer” svarede han, endnu en gang undvigende. Der var vel ingen grund til at forklare enkelthederne. De betød jo intet, ikke længere. Han tog en tår af sin vin, drak resten, og lod glasset blive skubbet over til Deacon, så han kunne fylde mere i. Det kunne man hurtigt få brug for.
De søgte jo alle efter et hjem. For hans vedkommende, var det svære at få, end man skulle tro. Man skulle tro hans hjælp...Tvungen hjælp...Med kampen ville give bare lidt velvilje! Men nææh nej...Han var stadig blot en simpel dødsengel i deres øjne.

Han smilte og lod en let latter slippe ud. Manden var en fornøjelse af snakke med, virkelig. Synd der ikke fandtes flere af hans slags.
”Der er masser af skeletter, men jeg agter at pakke dem ned og tage dem med mig. Vi kan ikke have du løber med alle mine hemmeligheder, kan vi vel?” kommenterede han en smule drillende.
”Du vil opdage pletter af blod på gulvet i kælderen. Umulige at fjerne. Du vil måske ønske at der skal gøres noget ved dette, men det vil i så fald blive trukket fra husets værdi, selvfølgelig” sagde han så.
Hans blik var vandret ud af vinduet. Et par folk gik forbi udenfor, men det var klart ingen af dem var Kimeya. Mandens spørgsmål afbrød ham i nogle tanker han havde og det gik et øjeblik før han drejede hovedet og så tilbage på manden.
”Hvad?” var hans første indskydelse...Før det gik op for ham hvad manden havde spurgt om.
”Åh, jeg havde en...ven...At besøge, men som det er, var han ikke hjemme. Den eneste grund til at jeg kom her, er fordi jeg alligevel ikke havde andre stedet at være” svarede han sandfærdigt. Han skævede kort til vinduet, før han så tilbage på Deacon.
”Så, Deacon. Du har jo slet ikke fortalt mig hvad du laver for at leve? Jeg må godt kalde dig du, ikke?” normalt gjorde han det bare, uden tanke for om det var uhøfligt eller ej. Men han var i godt humør og han kunne lide Deacon...Dog, hvis det virkelig var et problem for manden, ville han nok ikke efterkomme det alligevel. Men svaret...Svaret fortalte det hele. Om folk mente deres magt var stor nok til at blive opretholdt eller om de mente den var så normal, at et du ville kunne gøre det.

[Deleted]

Deacon betragtede Zean vurderende. Beundring og erfaring havde været det eneste han havde fået som belønning for at have blændet en drage? I sidste ende ville invasionen meget vel have endt som en fiasko uden Zeans indsats. En mørk dag i dvasianske historiebøger. Et nederlag man ikke ville være meget for at snakke om i mange år efter det. Og så var det den eneste belønning han havde fået.
”De tager Dem til takke med alt for lidt, mr. Forsyth.” svarede han ham da han hældte op i dødsenglens glas, og satte derefter flasken fra sig igen. Hvad ville han selv have krævet for at nedlægge en drage? Hvad ville han ikke kræve, var måske spørgsmålet med det korteste svar. Han ville i hvert fald aldrig have været tilfreds med hvad Zean havde fået. Men at dømme efter hans tonefald da han havde afgivet sit svar, var Zean heller ikke tilfreds. Langt fra. Så havde da han ikke bare gjort det for hæder og ære. Men havde han så overhovedet gjort det frivilligt? Hvem ville gøre noget for en betaling man ikke var tilfreds med? Ingen, medmindre man intet andet valg havde. Det var interessant. Men han sansede at det ikke var et emne Zean ønskede at gå i dybere detaljer om, så han spurgte ikke til det. I hvert fald ikke endnu. Måske ved en senere anledning.
Smilet var vendt tilbage på Zeans læber, og dette blev afspejlet i smilet Deacon selv formede. Han lyttede tavst, og lod en dæmpet latter lyde fra sig ved dødsenglens kommentar. Han vidste ikke om han skulle regne det for en metafor, eller om der rent faktisk var skeletter i boligen som Zean ville tage med sig. Ingen af alternativerne ville overraske ham. ”Jeg kan betale for nyt gulv, hvis det skulle være nødvendigt.” svarede han ubekymret. Ikke at lidt blod nogensinde havde gjort ham noget, men igen. Hvordan han fremstillede, på alle punkter, kunne være med på at påvirke hans omdømme. Den mindste fejl kunne vippe vægtskålen i den forkerte retning – og Deacon havde altid været perfektionist. Han havde altid ladt det være tydeligt i hans fremtoning. Hans tøj var rent og anstændigt. Hans hår glat og strøget bagover. Hans negle veltrimmede. Selv føniksen på hans skulder så ud som om den blev stellet med jævne mellemrum. Ikke én glødende fjer så ud til at afvige fra resten.
”Kald mig hvad De vil.” svarede han ham ubekymret, og sendte hende et afmålt smil. Han havde trods alt ingen titel i dette fremmede land. Hvad han kom fra betød intet her, og han var udmærket klar over det. Ved enhver ret var der ingen grund til at Zean skulle tiltale ham høfligt – men han havde da sat pris på det alligevel. ”Jeg er en mand med mange talenter.” svarede han uden egentlig at svare, før hans smil blev et hak bredere. ”Jeg er en forretningsmand. Jeg er en investor. Jeg er et sværd man kan købe. For den rigtige pris, gør jeg hvad jeg gør bedst.” Han nippede til sin vin, mens han lod Zean tygge på hans svar. Han havde ikke set nogen grund til at skjule det. Det kunne trods alt tænkes at Zean selv kunne behøve Deacons tjenester i en eller anden form, eller kendte nogen som gjorde. Han havde hintet til at han havde kontakter – ’venner’, som han kaldte dem – og Deacon var mere end overbevist om at hans bekendtskab med Zean kunne bære frugter. ”Det var måske held i uheld at Deres ven ikke var hjemme. Jeg sætter i hvert fald pris på Deres selskab.” Han hævede kortvarigt sit glas som for at markere en skål, før han igen førte glasset til sine læber. ”De sagde at De har forretninger, mr. Forsyth. Må jeg spørge hvad disse forretninger indebærer?” spurgte han interesseret.

[Deleted]

Han havde sjældent haft så...Nej, aldrig, var det rigtige ord. Han havde aldrig haft så venlig og civiliseret samtale med nogen som helst. I starten, da han var fløjet fra reden, havde folk undgået ham...Og han dem. Senere foretrak han at holde folk på en vis afstand, foretrak at styre samtalen, så de ikke kom ikke på emner han ikke ønskede eller spørgsmål, der ikke kunne besvares. Og nu? Nu vidste han ikke længere hvilken af dem han hørte under. Måske ingen af dem. Der var sket så meget på det sidste, han havde end ikke haft tid til at tænke over hvilken mand han gerne ville være og endnu vigtigere, hvilken leder. Han famlede i blinde, havde ingen fast rådgivere og var endt i en bitch-fight mellem to magtfulde kvinder. Og ikke nok med det...
Han holdte et suk tilbage. Manden foran ham var observant, ingen tvivl om det, og spurgte ganske uskyldigt ind til emnerne. Zean havde en fornemmelse af at vogtede han ikke samtalen lidt, ville han simpelthen ende med at fortælle alt for meget! Men måske var det netop hvad han havde brug for. Bare en person, der vidste alle de ting han også gjorde, i stedet for en håndfuld der hver især vidste lidt?
”Ja, ikke?” hans smil var anstrengt. Alt for lidt...Det mente han også selv. Men nu tog han selv. Så det gik nok...Og trods alt havde han fået visse beløb doneret til hans sag. Det skulle nok gå alt sammen.
Der var intet mere at nævne om huset. Zean lod blikket glide ned til sine negle og studerede hvordan lyset skinnede i metallet. Ikke fordi manden var ikke var interessant, åh, han var meget interessant! Og det endte også med at han tog en tår af vinen og så på manden igen. Han måtte holde lidt tilbage...Skønt ville det være, hvis nogen mistænkte ham for at være alkoholiker. Hvad han havde været i et par dage efter han var blevet leder og efter krigen, det var. Nu prøvede han at styre trangen lidt.
Uh! Zeans øjne skinnede af interesse, da manden snakkede om at han kunne blive købt. Havde manden ikke snakket om at han ville være med i tingene, udnytte hvor der var kaos? Måske...Måske var de ikke så forskellige igen. Han lænede sig frem i stolen mens han overvejede det et øjeblik. Måske var der held i uheld?
”Sandelig har du mange beskæftigelser” smilet voksede lidt.
”Som tingene står lige nu...Åh, husker du da jeg fortalte om at jeg ville flytte?” Selvfølgelig gjorde han det, det var jo intet mindre et end øjeblik siden.
”Som tingene står...” Zean lod sine negle lave nogle ridser i bordet, samtidig som han så ud til at tegne usynlige linjer i bordet, som lå der et kort mellem dem.
”...Vil mit nye hjem nok gøre modstand. Og når jeg endelig kan flytte ind, kan jeg hurtigt risikerer der står en hær og banker på en dag. Men lad os tage en ting ad gangen. Jeg er netop blevet doneret en god sum penge og vil kunne betale dig. Dig og dit sværd. Kender du byen Paggeija? Den ligger i det gamle Manjarno, oppe i bjergene. En gang en by af dødsengle, sagde man. Måske den vil blive det igen en dag?” han smilte lumsk til Deacon. Han havde sine egne soldater, men det skadede aldrig at have en ekstra. Endda en håndplukket en.
Forretninger...
Zean greb hurtigt sit glas og skålede med. Han stillede glasset fra sig igen, efter hurtigt at have nippet til indholdet. Sætte pris...Jaja, han var nu også god!
”Åh, det er bare nogle gårde der høre til huset. De fleste af forretningerne, jeg har ikke rigtig styr på dem, er med handel af varer fra landbruget. Det ene år er det kartofler, det næste korn. Der ud over har familien i længere tid støttet lokale butikker i byen, så der kommer også en lille indkomst fra dem hist og her. Som nævnt, små, kedelige forretninger...Men dog forretninger. Jeg håber på snart at udvide mine forretninger til flere ressourcer...Igen, må jeg henvise til Paggeija. Måske du vil være den første til at udnytte de nye handelsmuligheder, hvis eller når jeg får byen for mig selv?”

[Deleted]

Deacon gengældte Zeans blik, da hans egne øjne glødede af interesse. Han vidste ikke hvad det var, der interesserede ham mest. Hvordan Zean så åbenlyst havde hintet til at hans overtagelse af denne by – Paggeija – ikke just ville være fredsommelig. Det var tydeligt hvad Zean bad ham, uden faktisk at sige det med ord, og han lod det træde tydeligt frem i sit blik, at han forstod hvor Zean ville hen.
”Jeg troede ikke en hær skulle være et problem for manden som har nedlagt en drage.” kommenterede han med et spøgefuldt skær i blikket. Hans læber bredte sig i et eftergivende smil. ”Såfremt De kan betale mig for arbejdet, ser jeg ingen grund til at sige nej.” svarede han, som en endelig bekræftelse på hans villighed. Hvorfor ikke? Ikke bare ville det give ham muligheden for at blive desto mere bemærket. Ikke bare ville det lade ham tjene hvad han regnede med ville være en anseelig sum. Det ville være underholdende. At hjælpe dødsenglene med at sikre sig deres nye hjem ville sætte ham i dødsenglenes kridthus i lang tid fremover – i det mindste forventede han det. Og Zeans snak om forretninger fik ham kun til at trække yderligere på smilebåndet. ”Jeg er ikke i tvivl om at et samarbejde mellem os vil bære frugter, mr. Forsyth. Hvis jeg vælger at overtage deres gamle hjem, ved De altid hvor De kan finde mig.” Han havde mange spørgsmål til denne mand. Zean havde formået at vække hans interesse betragteligt. Han havde virket så højrøstet da han havde sat sig ved hans bord uden nogen invitation, og skamløst havde nedstirret Ignis som om han håbede på at føniksen ville blive hans på den måde. Åh ja. Deacon havde ofte set det blik. Ignis sad ganske roligt på hans skulder, men hans nynnen var ophørt. Det var som om fuglen fulgte med i deres samtale, som om den forstod hvert et ord som der blev sagt. Hvilket meget vel kunne være sandt. Deacon var alt for klar over hvor intelligente disse udødelige fugle var.
Deacon sansede at deres samtale nærmede sit sin ende. Vinflasken var næsten tom, og ligeså var hans og Zeans glas. Og han kunne trods alt ikke tilbringe hele aftenen i krostuen. Der var stadig meget af Dvasias han ville se, før han ville sætte sine planer for sin fremtid her, ud i livet. Først og fremst ville han se sig omkring i hovedstaden. Og når han havde tiden, måtte han tage til Atterlin, og finde Zeans hjem. Jo før han kunne vurdere det, jo hurtigere ville han finde ud af om det faldt i hans smag. ”Det har været en fornøjelse at møde Dem, mr. Forsyth. Virkelig. Jeg håber vores veje krydses igen.” Han rejste sig fra sin stol og rækkede hånden frem mod dødsenglen. Selv i bevægelsen hvor han rejste sig, havde fønikset ikke rokket sig det mindste fra hans skulder. Både fuglens kulsorte øjne, og Deacons brune, betragtede Zean indgående. Et let smil trak i hans mundvige. ”Jeg ønsker Dem held og lykke med Deres planer. Kontakt mig, når og hvis De får brug for mig. Drik endelig bare op. Den er betalt for.” Han smilede et sidste sigende smil, før han trak lidt op i sin kappe og forlod krostuen. Et veltilfredst smil hang over hans læber da han lukkede krodøren i bag sig.

//out