Ritualet

[Deleted]

Endelig var de nået frem. Vejen havde været lang og hård men alle var kommet sikkert frem med hende her oppe i Tyaiabjergene. Det var her oppe hun ville anlægge lejr indtil krigen var ovre og det ville være sikkert for dem at søge længere ned. Hun hørte enkelte af de små klage sig et stykke bag ud. De frøs, der var om muligt koldere her oppe end der var nede i dalen. Hun vendte sig mod flokken og sendte dem alle et opmuntrende smil. ”Vi er der snart. Bare lidt endnu” lød det roligt fra Elmyra før hun selv kæmpede sig det sidste stykke op til hun nåede en afsats. Hun stoppede op foran en stor hule og smilet bredte sig på hendes læber. Hun havde gemt sig her før, her ville være sikkert for dem for en stund og hulerne var faktisk ganske varme. Inde i denne her var der en hel gigantisk underjordisk hule med det klareste og reneste vand som sagtens kunne drikkes. Hulen blev opvarmet af en underjordisk kilde så de ville heller ikke komme til at fryse. Hun hørte et lille bump ved siden af sig og drejede hovedet. Elijah landede og sendte hende et lille smil. ”Er vi fremme?” Denne tur havde også taget hårdt på ham, hun vidste det godt. Hun nikkede roligt som svar. Og det var nok. Han satte af sted ind i hulen for at tjekke at der ingen fare var på færd og den lille flok ventede tålmodigt på at han kom tilbage. Han kom tilbage lidt efter. Det var sikkert. Elmyra gik forrest, førte hendes flok ind i hulen, ind gemme gange som kun en stedkendt ville kunne finde. De gik længe før de nåede den store hule som ville blive deres nye hjem.
Tiden gik med at få børnene logeret, tingene pakket ud og gjort stedet en smule hjemligt. Elmyra havde sat sig op af den ene væg lidt væk fra de andre. Hun havde det helt klart skidt. Øjnene lukkede hun stille i og sad bare og slappede af. Der gik dog ikke længe før Elijah var hende nær igen. Hun behøvede ikke kigge på ham for at mærke hans bekymring. ”Det er tid, Elijah” hviskede hun og åbnede øjnene på ny. Han sad på hug foran hende. Han var nød til at tage med, hvor hun skulle hen kunne hun ikke komme i sin tilstand. Han nikkede blot og hjalp hende på benene. Hun vidste ikke om dette ville blive sidste gang hun fik børnene at se, de vidste ikke hvad hun skulle og hun ville ikke fortælle dem det. Hun smilede stille og vendte så blikket mod sin søn. Hun stolede på at han ville kunne beskytte dem hvis hun ikke kom tilbage.

De landede med et blødt bump. Hulen havde ikke været svær at finde, slet ikke faktisk. Det hele så ud som det havde gjort sidste gang hun havde været her. Hun havde ikke lavet ritualet før men hende mor havde taget hende med herop da hun var lille så hun kendte vejen. Elijah satte hende ned og hun støttede sig let til ham for at finde balancen før hun slap ham. Hun vendte sig mod hans skikkelse og lagde en hånd mod hans kind. ”Du er blevet til en fantastisk mand, Elijah. Jeg er så stolt af dig. Pas på de andre hvis jeg ikke kommer tilbage, okay? Jeg har brug for at vide at de er i sikkerhed.” Elijah stod og betragtede hende lidt. Han vidste at dette ville blive farligt men … ligefrem at hun ikke ville komme tilbage? Han lagde armne om hendes skikkelse og knugede hende ind til sig. ”Du kommer tilbage. Det er du nød til. Lov mig det.” Den bedende stemme fik næsten tårer frem i hendes øjne. Hun ville virkelig ikke skilles fra ham, hun ville ikke lade ham være alene i denne verden. Hun knugede ham indtil sig og strøg ham over hovedet. ”Jeg vil gøre mit bedste, min søn.” Det gjorde ondt men hun var nød til at slippe ham. Hun sendte ham et opmuntrende smil før hun vendte sig om og bevægede sig mod hulen foran dem. Hun hørte ham tage et skridt bag hende og hun stoppede op og vendte sig mod ham. ”Du kan ikke gå med. Kun ild dæmoner kan betræde dette sted og overleve. Hvis jeg ikke er tilbage indenfor et døgn så tag tilbage til de andre. Jeg ved ikke hvor lang tid dette vil komme til at tage.” Hun tav og gik så med beslutsomme skridt ind i hulen. Dette ville blive en oplevelse som kunne komme til at koste hende livet.

Hun havde gået i noget tid, hvor lang tid vidste hun ikke. Gangen var lang og snoet og varm. Hun sukkede stille. Hun havde ikke tid til at sætte sig ned og hvile. Hun måtte fortsætte med alt hvad det indebar. Hun gik noget længere og endelig langt om længe nåede hun det hun søgte. Det var en hule, ikke så stor som så mange andre men rummelig nok til dens formål. Den var oplyst af ild. Gulvet var kun en cirkel, kun lige stor nok til at en kunne knæle der. Der var ridset mærkelige symboler og skrifttegn ind i gulvet. Det kunne godt se lidt uhyggeligt ud når man bare stod og kiggede på det. Rundt omkring dette gulv var der fyldt med Lava. Varmen ville være ulidelig for en der var ild dæmon men for Elmyra var det ingen ting. Der var kun en enkelt lille bro over til den lille cirkel og hun gik med forsigtige skridt over. I den modsatte ende af der hvor broen mødte cirklen var der et alter. Elmyra stod lidt og betragtede det. Hun vidste ikke hvordan dette ritual skulle udføres, ingen vidste det før de stod hvor hun stod nu. Med et slog det bare klik. Det hele kørte på hendes instinkter. Hun stod i midten af cirklen lidt og ventede. Hun måtte hellere komme i gang, der var ikke andet at gøre, ingen vej tilbage. Hun bed sig stille i læben før hun satte sig ned på knæ og foldede hænderne foran sig. Noget sagde hende at hun var nød til at komme af med tvivlen. Tvivlen var det som slog folk ihjel under dette ritual, tvivl var den afgørende faktor. Hun måtte slippe det, slippe hendes frygt og bare slappe af. Det var svære end hvad hun havde regnet med. Meget endda. Hun lukkede øjnene. Cirklen begyndte at lyse under hende. Det var tid. Tid til at begynde. Hvis dette ikke lykkes så ville hun blive brændt levende, end ikke aske ville være tilbage. Hun knugede sine hænder en smule og slappede derefter af. Der var ingen vej tilbage. Hun kunne kom lade ilden komme.
Lavaen omkring cirklen begyndte at boble, der blev varmere i den lille hule. Hun åbnede ikke øjnene. Så ikke hvad der skete omkring hende. Oven på lavaen begyndte en ild at danne sig. Den var hvidglødende. Det var tydeligt at den var forbandet varm, så varm at smykker ville smelte hvis man havde dem på. Hun mærkede varmen i rummet stige, mærkede hvordan hun selv begyndte at svede. Selvom hun havde levet så lange havde hun aldrig oplevet noget så varmt som dette. Ilden omkring hende var næsten levende. Den dansede let hen i mod hende og hun kunne mærke hvordan de så småt begyndte at slikke op af hendes krop. Det var næsten en skræmmende tanke. Hun havde aldrig været bange for ild, aldrig nogensinde men hun havde altid respekteret flammerne og det gjorde hun også nu. Disse flammer var anderledes. De var levende. Der gik ikke længe før ilden omsluttede hende. Først hendes ben, så hendes overkrop og tilsidst det hele. Hun mærkede varmen hvordan den næsten ætsede sig ind i hendes krop, ætsede sig ind i hendes sind og dog så var der ingen smerte. Hun var forundret, forstod ikke hvorfor men der var ingen smerte at føle. Ilden kærtegnede hendes krop, brændte alt det overflødige væk. Hun mærkede hvordan hendes kræfter blev stærkere, hvordan det hele virkede fornyet. Hun mærkede hvordan hendes sind blev renset for det forfærdelige hun havde været igennem. Hun mærkede hvordan hendes krop blev healet. Alle sår og alle ar forsvandt. Sygdommens hold i hendes indre blev simpelthen brændt væk. Hun var rask. Hun følte sig fornyet, hun følte sig ren igen. Ilden brændte alt væk som ikke skulle være der. Dette ritual var kendt som føniks ritualet fordi det var næsten som at blive genfødt af ilden. Alle skavanker kunne heales, alle mentale sår ville forsvinde og der ville kun være det vigtigste tilbage. Et smil prydede hendes læber. Hun følte sig som sig selv igen.

Hun blev der længe. Hun var omsluttet af ilden, hun følte den varme og kærtegne hende. En tanke indskød hende. Hvornår mon det ville stoppe? Hun følte sig allerede fornyet, følte sig hel igen så hvorfor var det ikke stoppet. Ilden slikkede sig stadig om hendes krop. Den ville ikke slippe hende igen, den ville have mere. Have hele hende. Hun forstod pludselig hvorfor at folk ikke kom tilbage. De blev brændt ihjel af ilden som ikke kunne få nok. Det slog hende som en lussing …. Hun var nød til at kæmpe. Hun slap sine hænder og holdt dem ud fra sig. Hun kunne mærke den levende ild kæmpe imod, hun kunne mærke den kræve mere af hende. ”Du får mig ikke levende” hvæsede hun af den. Fra hendes hænder begyndte hendes egen ild at sprede sig. Den kæmpede imod den levende ild på hendes krop. Hun kunne mærke hvor stærk denne ild var, hvor meget den ønskede at få hende, beholde hende der. De folk som ikke var stærke nok til at kæmpe overlevede ikke det her men det var hun. Hun ville kæmpe, hun ville bare ligge sig ned og dø. Det var ikke hendes stil. Hun mærkede hvordan hun fik presset den hvide ild længere tilbage. Den omsluttede hende ikke længere. Det var en længere varende kamp, en kamp som hun helt og holdent agtede at vinde. Endelig fik hun ilden til at slippe sit tag i hende. Hun kunne mærke hvordan den ikke længere berørte hendes krop og med en ordentlig kræftanstrengelse fik hun udvidet sin egen ild til at fylde hele rummet. Den forsvandt igen med det samme og Elmyra faldt pustende sammen på gulvet. Den hvide ild var væk, hun var alene. Hun kunne næsten ikke tro det. Hun trillede stille om på ryggen mens hun prøvede at få vejret igen. Det havde været hårdt, hendes krop rystede forfærdeligt af den sidste anstrengelse men det var ovre nu. Hun var fri. Hun kunne mærke at sygdommen ikke længere havde tag i hende, hun fejlede ikke længere noget. Hun kunne mærke tårerne begynde at trille ned over hendes kinder. Hun kunne komme tilbage til børnene, tilbage til livet. Hun fik kæmpet sig på benene uden det største besvær. Hendes blik gled kort ned over hendes krop. Hun var nøgen, ilden havde taget hendes tøj. Hun var forundret. Ikke over at hun var nøgen men hvad hun så på hendes hud. Hun havde før haft ar over det hele, hun havde ikke turde vise sin hud til nogen i frygt for hvordan de ville have reageret og nu var den ligeså fin som den havde været førhen. Hun stod lidt og studerede sig selv før hun fik taget sig sammen. Hun vidste ikke hvor længe hun havde været i hulen men hun ville ud og finde Elijah. Mon han var gået eller var han der stadigvæk. Mens hun for af sted for at komme udenfor lod hun sin egen ild søge omkring sin krop for at skjule de mest private ting.

Turen ud af hulen virkede ikke nær så lang som på turen ind. Hun nåede indgangen og fandt ud af at det var nat. Hun kiggede rundt for at se om Elijah var der. Hun kunne ikke se ham. ”Elijah?” spurgte hun ud i natten. Der gik ikke længe før hun hørte lyden af et par vinger og et bump som landede foran hende. Elijah stod foran hende med det største smil på læben som hun længe havde set. Hun kunne ikke lade være med at give ham et tilbage. Hun havde overlevet. Hun var tilbage og denne gang var hun klar til at give igen hvis nogen gik på hende.


//OUT