Og hvad vil du så?

[Deleted]

Hun ville gerne fortælle ham det, men... hvordan skulle han kunne forstå? Det eneste, der ville møde hende var den der hårde mur af utilfredshed, som han mødte hende med, samt det ligegyldige blik, der ville hvile afventende på hende. Nej. Han ville ikke kunne forstå, de kvaler hun gik igennem, der havde ændret hendes liv for stedse. De kvaler der gjorde, at hun ikke behøvede beskyttelse, rustning, metal eller noget andet end sin titel. Selv opsparingen til fremtiden, behøvede hun ikke længere. Fremtiden var blevet taget fra hende.
Opmærksom som altid, lyttede hun til hans lille historie, fra dengang han var barn. Han var ikke blevet skolet ordentlig? Mange var ikke, men det overraskede hende en smule at Zean ikke var.
Lettet opdagede hun trappen. En forhindring! En undskyldning for at skifte emne fra penge, magt og politik til noget andet! Smerte.
Da Zean lagde sin arm omkring hende, lod hun sin arm glide omkring ham også, så de kunne støtte hinanden op af trappen. Det var hende med overnaturlig styrke, og ham med dårlige fødder.
Da de nåede op til hans kontor, sukkede hun lettet. Turen havde gjort hendes ryg øm og plagesom. Derfor havde hun intet imod at gøre som han sagde, og lagde sig ned på maven i sengen. Med en lille grimasse, lykkes det hende at få trukket halskæden af sig, så hun ikke ville ligge på den. Med hagen hvilende på sin ene underarm, holdte hun halskæden op foran sit ansigt, så hun kunne betragte stenen skinne i det svage lys. Langsomt drejede stenen rundt om sig selv, hængende i kæden. Et lille smil hang om hendes læber.
"Jeg må indrømme, at jeg elsker at være her," fortalte hun ham stilfærdigt. "Jeg er glad for jeg kom."

[Deleted]

Hans hænder gled over hendes krop, oven på kjolen, og begyndte blidt at masserer hende. Føle hendes muskler, følge hendes rygrad og bedømme hendes tilstand. Selv om såret stort set var healet, kunne han endnu mærke at punktet var svagt, i sammenligning med resten af hendes ryg. Der ville nok gå noget tid før hun gå en længere tur eller slås uhindret igen. Han lod hænderne glide over hendes ryg i masserende cirkler, mens han tænkte lidt over tingene.
"Du burde lave nogle øvelser dagligt, hvis ikke dine healere allerede har fortalt dig om dem. Nogle øvelser der vil styrke din ryg og hjælpe den med at rette sig ordentligt til igen" kommenterede han. Han mærkede hvordan han selv blev mere afslappet, blot af at sidde der og tage sig af denne enkle tid. Han havde god viden om sådanne ting, men han brugte det ikke rigtig længere, andet end til sig selv. i starten havde han prøvet at tage ned i byen og hjælpe de syge dødsengle og de havde da også taget imod det...Men snart var der kommet for meget arbejde til at han havde tid til det.
Jamen...Han var da glad for hun kunne lide det her.
"Det bliver bedre når jeg ha...." han stoppede pludselig op. Selv hans hænder stoppede deres bevægelser og hvilede blot mod hendes ryg. Han var som en statue et øjeblik...Samtidig med at han bed sig selv i tungen. Nej, nej og atter nej! Hun skulle ikke vide det. Han måtte ikke tabe det hele på gulvet i et øjebliks svaghed. Han var bare så van til...At Macaria vidste hvad han foretog sig. Og det virkede så afslappet at han nær havde glemt intet at sige...
Han begyndte at masserer hende igen, som om intet var sket.
"Du holder noget hemmeligt for mig" kommenterede han så.
"Noget der gør du ikke har brug for dine egne penge og som du tøver med at fortælle mig, som er du i tvivl om noget. Disse ting indikerer ofte det er noget betydningsfuldt" Han ville gerne vide det...Han vidste ikke hvorfor han interesserede sig for det...Men det gjorde han altså!

[Deleted]

Da han begyndte at massere hende, begyndte små suk og støn at lyde fra hende. Nogle af nydelse, nogle af smerte, når han ramte et ømt punkt på hendes ryg. Hun måtte indrømme, at hun ikke var blevet masseret sådan før. Healerne havde ofte bare smurt hende ind i urter og salver, hvilet hænderne på hendes ryg, og så gået igen. De havde nu også haft travlt den sidste stykke tid.
"Jeg har ikke fået noget som helst, andet end urter, salve og te, til jeg er ved at brække mig," fortalte hun ham med et lille grin, da han nævnte øvelserne. Faktisk havde hun til sidst, været så gal på teen, der hele tiden blev bragt til hende, at hun havde smidt det ud af vinduet foran de stakkels tjenere.
Pludselig stoppede han sig selv midt i en sætning. Hænderne stoppede. Alt stoppede. Forundret drejede hun hovedet, så kinden lå ned mod madrassen, så hun kunne kigge op på ham. Han forsatte. Med rynket pande betragtede hun ham, mens at han forsatte, som om intet var hændt - indtil han spurgte ind til hendes hemmelighed.
Hun fnøs.
"Jeg tror, du har glemt vores leg," sagde hun til ham med et hævet øjenbryn. "Hvis jeg skal give noget, så skal du også. Noget for noget. Du ved hvordan det er."
Hun drog et dybt suk, og lukkede øjnene, for at nyde hans hænder på hendes ryg. Fint. Hvis hun skulle være den første til at dele denne her gang.
"Healerne... opdagede noget var galt med mig. Altså andet end min ryg," startede hun stilfærdigt og med en bitter stemme. Hun kunne ikke kigge på ham, så i stedet havde hun lagde panden ned mod madrassen. At trække vejret var alligevel ikke noget, som hun brugte. "Jeg... kan ikke få børn. Af naturlige årsager. Jeg vil aldrig kunne blive mor. Aldrig få mit eget barn."
Hun mærkede gråden presse sig på, men bed den hårdt i sig. Zean - ville - aldrig - forstå.
"Ingen mand vil giftes med en kvinde, som ikke kan fødder ham sønner eller døtre. Min familie vil ikke blive ført videre. Jeg vil aldrig blive forældre. Derfor...." Hun tog en skælvende indånding ned i madrassen. "... derfor har jeg ikke brug for den opsparing."

[Deleted]

Deres leg? Åh...Han havde fuldstændigt glemt at de havde brugt noget-for-noget princippet. I et øjeblik frygtede han at hun ville forlange at vide hvad han var begyndt at fortælle...Men han var lettet da hun i stedet fortsatte, som den første, med at dele.
Han så hun nød det, trods hun også var øm visse steder, og derfor blev han ved. Sørgede for at varme musklerne op og få dem viklet ud og masseret, til det hele føltes mere rigtigt end før. Nogle af musklerne havde filtret sig sammen, mens de havde kæmpet for at vokse sammen og Macaria sikkert havde lagt alt andet end stille.
Han lyttede stille til hendes fortælling. Og... Kunne ikke rigtig se det slemme. Altså, hun havde jo nævnt hun elskede børn og ville være lærer og sådan noget...Men helt ærligt. Kunne hun ikke bare adopterer hvis det virkelig var?
Naturlige årsager...Dette betød der intet var at gøre. Hun var enden født med det eller også var der sket noget naturligt i hendes liv, der gjorde hun intet barn kunne få. Det skete til tider, han havde mødt kvinder – og mænd – der havde brokket og grædt over disse ting. Skældt ham ud, når han havde forklaret dem der intet var at gøre, andet end de kunne bede til deres ikke-eksisterende guder...Og det ville jo heller ikke hjælpe. Hans hænder fortsatte, mens han kunne mærke hendes gråd. Åh, for guds skyld! Tag dig sammen kvinde...Visse ting kunne man ikke ændre på!
Men han havde vel selv forlangt at høre om det...
Han sukkede svagt og stoppede til sidst. Han puffede let til den hånd der tættest på ham...Men så uden at vente på at hun skulle rette sig lidt op, lagde han sin overkrop over hendes. Hun trak på ikke vejret og ville ikke få problemer med det. Han passede på med ikke masse hende på ryggen, hvor hun havde ondt. Dette var hans...sære måde at trøste lidt på. En arm på hver side af hendes, hænderne tætte på hendes arme og tommelfingrene der strøg over hende hud i en blid gestus. Han var jo ikke beregnet til sådan noget her!
Til sidst sukkede han.
”Nu er det vidst min tur...” mumlede han nær hendes øre. Efter et øjeblik satte han sig op og så ned på sine hænder, på sine fantastiske negle af metal.
”Hvad jeg er ved at gøre...” i et øjeblik dødede hans stemme ud. Hvad var det han gjorde? Han satte hende i fare! Arona, kære Arona...
”...Ingen ved det, ud over to kvinder. Den ene ved jeg ikke hvor er. Den anden er lige nu på flugt... Du må forstå...At jeg gerne ville bytte med dig...Og dog alligevel ikke. Du må ikke sige det til nogen. Du er har for din egen skyld, det sagde du selv, så jeg...jeg beder dig om ikke at bruge det mod mig, men lade det ligge som en oplysning, fra ven til ven...” han så op på hende med sine stålgrå, kølige øjne. Der var noget sært over dem. Uden tvivl ville han intet sige – eller vise hende – uden hun havde lovet dette. Kunne han stole på hende? Han vidste det ikke...

[Deleted]

Det sidste hun havde troet, var at han ville trøste hende. Det absolut sidste! Derfor stoppede hun næsten automatisk med at hulke, da han lagde sig ind over hende, bare af forundring over, hvad han gjorde. Var det her... var det her et kram? Et mærkeligt et af slagsen? En trøstende gestus fra Zeans side? Det føltes dog rart på sin egen... sære måde. Hun vidste at han ikke forstod, men det betød noget for hende, at han forstod, det gjorde ondt på hende at vide det. Han var den første, som hun fortalte det til. Hvem skulle ellers vide det? Ingen. For hun havde ingen. Og nu vidste hun, at det ville der aldrig komme. Det var en hård skæbne at acceptere, men ikke desto mindre måtte hun acceptere den. Komme videre. Tænke på andet. Derfor gav hun alle pengene til Zean.
I et øjeblik blev de som de var, inden at Zean rettede sig op, da det nu var hans tur til at dele. Det var noget betydningsfuldt. Noget vigtigt. Hun kom med få jamrende støn, op og sidde, så hun kunne kigge på ham. Der var noget... underligt... noget nyt af ham som hun så. Han sad med sine hænder tomme i skødet, og kiggede på hende med et blik, hun ikke havde set før.
Tavst nikkede hun, og strøg håret over den ene skulder.
"Jeg... siger ikke noget. Ven til ven," svarede hun ham lavmælt, og havde lyst til at række ud efter ham, men ville ikke gøre det, før hun havde hørt, hvad han havde at sige. Nu havde hun givet en del af sig selv, som han kunne bruge... hvad havde han til hende, der kunne få ham, til at virke så... anderledes?

[Deleted]

Han tøvede stadig, selv da Macaria højlydt lovede at holde det mellem dem. Han ville fortryde det...Han var så overbevidst om det! Han burde ikke gøre det...nej. For hendes egen skyld.
Han rejste sig op og gik over til døren. Han åbnede den og stak hovedet ud, til han fik øje på en vagt.
”Bad om at få hende bragt op” Der var ingen tvivl imellem dem om hvem han snakkede om. Han trak sig væk fra døren, men lod den stå på klem. Han satte sig ikke, men gik over til skrivebordet og lagde hænderne mod det et øjeblik.
”Jeg håber ikke du får mig til at fortryde dette her...” Der lå en svag hentydning af en trussel i det han sagde, men ikke som han normalt truede folk. Denne gang mente han det virkelig. Blev hun på nogen måde en trussel...Ville han udrydde hende.
Han så over på Macaria et øjeblik. Han var så beskyttende...I starten havde han hadet enhver tanke om det, og nu...Hadede han det stadigvæk! For det var ikke planlagt. Men det var sket og han havde ansvaret nu.
Der lød en svag banken på døren. Zean skyndte sig over til den og stod med ryggen til Macaria, mens han modtog noget i sine arme...
Kvinden der var kommet gik igen og lukkede døren efter sig. Det var bare Zean, der stod med ryggen til, og Macaria. Så tog han en dyb indånding...
Han vendte sig om. Han havde en masse tæpper i sine arme, de fleste af hvidt stof. En bylt af en slags...De fleste ville kunne genkende bylten på ingen tid. Det var sådan en bylt man gik med, på denne karakteristiske måde...Når man holdte et spædbarn.

[Deleted]

Forvirret over hvad pokker han snakkede om, ventede MAcaria tålmodigt, mens at han gik over til døren, og mumlede noget til vagten, for derefter at gå rastløs rundt på gulvet. Hun forstod ikke hvad han snakkede om, eller hvorfor han var så bekymret? Det måtte være noget stort.
Da han endelig skyndte sig hen til døren, for at tage imod noget, prøvede hun at se, hvad det var, men han stod med ryggen til hende, så hun intet kunne se.
Endelig vendte han sig om imod hende.
I et øjeblik sad Macaria forvirret, og kiggede fra døren, til bylten til Zeans ansigt. Hun kunne ikke forstå, hvad han prøvede at fortælle hende med tøjet i hans arme? Var der noget på tøjet? Noget specielt tøj hun skulle genkende? Havde han overhovedet sagt noget endnu, eller stod han stadigvæk og tænkte? Og så bevægede bylten sig. Bare en lille smule. Det hele gik op for hende. Lynet slog ned i hende, og hun sad blot, og stirrede på bylten i Zeans favn. Den bevægende bylt. Bylten. Babyen.
"Åh Zean...." hviskede hun, og prøvede at rejse sig, men hendes ryg truede med at brække midt over, så hun måtte blive sættende i sengen. Dog rakte hun hungrende ud med armene mod babyen. "Må jeg... please?"
Der var ikke brug for ord. Efter hvad hun lige havde fortalt ham. Et barn. Et lille barn. Hans barn. Alle spørgsmål som burde trænge sig på, var ikke engang til stede hos hende. Hvem er moren? Hvor gammel? Hvordan? Hvorfor? Hvornår? Men de var der ikke. Ikke et eneste. Alt hun registrerede var at Zean havde et barn, en lille baby, og han præsenterede hende for det. Følsom over nyheden, over hun ikke selv kunne få et barn, var det både en smertefuld oplevelse, men også en fyldestgørende, fordi hun satte så meget mere pris på det mirakel nu, hvor hun vidste, hun ikke selv ville blive mor. Nogensinde.

[Deleted]

Han stod med bylten og forklarede sig ikke. Han ventede blot på det gik op for Macaria hvad han mente med dette. Og han blev ikke skuffet, efter måske lidt for lang tid, gik det op for Macaria. Cirka samtidig så han ned på bylten, for babyen bevægede sig. Hun var ved at vågne fra sin skønhedssøvn. Zean konstaterede tilfreds at hun så sund ud. Han så over på Macaria, men i et øjeblik bevægede han sig ikke, trods hun virkede en hel del ivrig efter at møde babyen. Han kunne simpelthen ikke bevæge sig...Det var sket efter han var kommet hjem med pigen og havde siddet og set på hende en hel nat...Denne vilje til at beskytte hende var så dyb, så magtfuld, at han knap nok kunne overlade pigen i en andens favn, selv ikke for et øjeblik. Det var ulogisk og upraktisk. Hver aften, inden han sov, øvede han sig i at ignorere han havde en datter og skubbe følelserne væk...Men om morgenen var de altid vendt tilbage.
Til sidst løsrev han sig og gik over til Macaria. Nu ville hun vel ikke beholde barnet?
"Arona Forsyth. Datter af mig og en dæmon. En varyl..." dette var hans største sorg over sin datter...Hun var ikke af rent blod og der var risiko for at de andre dødsengle måske ville hade hende for det, selv om han havde lukket andre varyler ind i deres hule. Halve dødsengle, selvfølgelig.
Han lod hende forsigtigt dumpe ned i Macarias favn. Så trak han en stol over, så han kunne sidde lige foran Macaria. Ingen af hendes bevægelser skete, uden at Zean var klar over dem. Han kunne simpelthen ikke bekæmpe det.

[Deleted]

Da barnet blev lagt ned i hendes favn, kunne Macaria ikke holde et sørgmodigt smil tilbage, mens at hun lagde den lille pige ind mod sig. Hun virkede så skrøbelig, så fin. Et par grå øjne åbnede sig, og kiggede betuttet op på hende. Store og bedårende. En lille latter lød fra Macaria, og hun strøg blidt en af de bløde kinder med en finger.
"Hej prinsesse. Sikke en fantastisk, lille pige du er," hilste hun med en hæs stemme, så hun måtte rømme sig. Det var mange hundrede år siden, hun sidst havde holdt sådan et lille kræ. Dog havde hun dengang haft en del erfaring med dem. Pigen var varm i hendes arme, mens hun bevægede sig lidt. De store øjne slap ikke Macaria's ansigt. Næsten som sugede de nysgerrigt synet af hende til sig. Hun var ved at få hår. Små gyldne hår, der kun var dun ovenpå hendes hoved.
Macaria lænede sig tilbage mod væggen, så hun kunne støtte ryggen, og sidde lidt bedre tilpas. Hun registrerede slet ikke Zean, der sad overfor hende og overvågede hende, så der ikke skulle ske hans datter noget som helst. Ikke fordi Macaria ville drømme om det. I dette øjeblik var det eneste, hun fokuserede på, det lille væsen i hendes arme. Selv enhver sørgelig tanke om, at hun aldrig selv ville sætte med sit eget barn i armene, var som smeltet væk, da Arona's grå øjne havde mødt hendes. Det lille hjerte bankede stærkt og stabilt i hendes bryst. Bare det at lytte til det, virkede beroligende for Macaria.
"Din far Zean, sidder lige derover. Ja, han passer på dig, men jeg gør din ingenting. Hvordan skal jeg, kunne gøre dig noget som helst? Du er nemlig en lille prinsesse. En smuk, lille prinsesse," småsnakkede hun med babyen, der blot kiggede uforstående tilbage på hende. Ikke at det gjorde noget. Macaria kunne blive siddende her i alt evig, og bare blive kigget på.
Det var som at se en mor med sit barn. For Macaria var det så naturligt, hvilket kun kunne betyde, hun selv havde haft et liv med børn på den ene eller anden måde. Hun små pludrede med barnet, holdte hende beskyttende mod sig, og legede med de små hænder. Hele verden var væk for hende.
Til sidst måtte hun dog alligevel, vende blikket op mod Zean.
"Hun er... så smuk," fortalte hun ham med et følelsesladet smil, inden at hun igen kiggede ned på Anora, der var i gang med at tilsøle hendes nykøbte halskæde med savl. Den var for stor for hende til at kunne have i munden, så der var ingen fare ved det. Dog fik det Macaria til at grine.

[Deleted]

Han havde måske regnet med at hun ville blive overrasket og sidde med hans barn et øjeblik. Ikke at hun nærmest ville stjæle pigen og forsvinde ind i en helt anden verden. Hvordan kunne børn betyde så meget for...nogen som helst? Selv forældre? SÅ meget betød hun dog trods alt ikke for ham. Han fik besøg af Arona dagligt, når han var her og kunne derfra ellers altid sende bud efter hende. Kvinden, der passede hende, var uden børn men havde flere erfaringer med børn. Folk sagde hun var en god mor. Og hun havde været beæret da Zean var kommet slæbende med sig barn og lagt det i hendes favn, så hun kunne passe det, til det blev større.
Det virkede slet ikke som om Macaria hørte ordet varyl. Selv kvinden, der passede barnet, havde sendt ham et misbilligende blik, før hun var gået væk med barnet...Varyl. Uren. Ville ikke blive accepteret særlig nemt og ingen dødsengle ville lade sig kommanderer rundt af hende, før hun havde bevidst sit værd op til flere gange. Selv ikke hvis han en dag blev rigtig berømt som leder...Måske ville de være mere åbne for det...Men det ville aldrig helt forsvinde. Det lå så dybt i folk at varyler var en skændsel, ikke helt rene og normalt ville ingen af racerne kende ved den...
Det positive var den anden blanding var dæmon. Det positive var barnet måske havde arvet sin mors evner. Barnet lignede meget sin mor. Han havde hørt hun ikke bare havde hans øjne og vinger, men også næse. Men han kunne altså ikke selv se det! Med næsen altså...
Resten var en sand kopi af moren. Blot en dæmon han havde nydt en nat med, fordi hun levede af det. Nærmest...en prostitueret. Men det behøvede ingen vide. Så ville det først rigtig være en skændsel.
Han lænede sig tilbage i stolen og så på Macaria og pigen med et svagt, afslappet smil. Macaria ville ikke gøre hende noget...i stedet ville hun sidde her og pludre med pigen, næsten som hun selv dens...Hendes...mor.
”Varyl af dødsengel og dæmon...” mumlede han for sig selv.
”Ingen kan vide hun lever” Dette sagde han højere.
”Jeg agter at holde hende sikker til hun bliver ældre. Trods jeg ingen planer havde om at få børn...” han gjorde en let gestus mod barnet.
”...Fik jeg altså et. Ikke som jeg havde ønsket mig...Barnet er hverken dreng eller fuldblod dødsengel...Men en kvinde kan jo også sagtens blive stærk og klog. Jeg agter at holde hende skjult...Så jeg håber du forstår hvor stor en...gestus...dette er for” han så på Macaria, ikke sikker på om hun faktisk ville høre ham.
Prinsesse...Ja, hvis han var lederen, var hun vel en form for prinsesse? Lederens datter...Folk ville være tvunget til at accepterer hende!
Han smilte svagt af dette.

[Deleted]

Macaria smågrinede til ham. Det var utroligt at tænke på Zean, som far. En tanke som hun ikke helt kunne finde ud af, men ikke desto mindre, var den sand, og hun sad med beviset i sine arme. Hun forstod ham ikke. Forstod ikke hvordan det kunne betyde noget om hun ikke var fuldblods dødsengel og en dreng. Hun vidste at mange de store familier, gjorde en hel del ud af det, men selv, havde hun aldrig forstået det. Måske fordi at hun ikke selv var vokset op i en nobelfamilie. Hvert fald ikke som vampyr. Og varyler? Hun så det ikke som en skændsel eller noget urent. I hendes øjne var alle lige, men folk havde så igen, altid kaldt hende en nytænker. Folk så på hende som noget uanstændigt, der ikke holdte traditionerne i live.
"Hun bliver en stærk kvinde på et tidspunkt. Stol på det. Varyl og kvinde? Det vil kun gøre hende stærkere og mere hårdhudet," fortalte hun, og lod pigen gribe om hendes finger i et fast greb. Hvor ville hun elske at blive her. Lade bekymringerne høre til udenfor, og så bare blive her i Zeans kontor med den lille baby.
Hun hankede mere op i barnet, så hun kunne ligge sin pande ned mod hendes. Kærligt kyssede hun hende på hovedet, inden at hendes blik igen gled op til Zean. Der var alvorlig i det. Ærlighed og alvor.
"Jeg lover dig, at jeg aldrig vil fortælle nogen om hende," lovede hun ham, og mente det. "Du kan stole på mig. Det ved du, at du kan. Hell... jeg løb ind i en brændende bygning, for at redde en knægt, jeg slet ikke kendte!"
Hun grinede ved den absurde tanke. Den første gang, hun havde mødt Zean. Med hengivne fingre svøbte hun barnet bedre ind i sine tæpper, inden at hun rakte hende tilbage til Zean, hvor modvillig hun end var, for at give slip på hende.
"Hvis du nogensinde får brug for hjælp til noget med hende... så bare spørg. Jeg vil gøre alt i min magt, for at sørge for, hun forbliver i sikkerhed," fortalte hun ham, og lænede sig frem, så hun kunne ligge en fast hånd på hans knæ. "Jeg mener det Zean. Du kan stole på mig i det her."

[Deleted]

Han tog imod barnet. Han vidste endnu ikke hvad Arona ville betyde for hverken ham eller nogen anden...For nu, var der kun få der kendte barnets eksistens og sådan ville han faktisk foretrække det...Men han måtte også skaffe folk der kendte barnet og var villig til at beskytte det, skulle noget ske. Han havde været splittet, men i det Macaria lovede at holde hende sikker, blev han en smule beroliget...Han håbede ikke han ville fortryde det. Han lod pigen falde på plads i hans arme og så på hende...Hendes øjne skinnede allerede koldt, som takket være hendes race, men samtidig smilte hun. Gad vide hvor meget smerte hun ville kunne lide senere eller om dæmonen i hende gjorde hun ikke nød det på samme måde?
På sin vis ville det, at han allerede havde et barn, jo også besværliggøre hans muligheder for at blive gift. Han kendte ingen der ville accepterer at blive stedmor til en varyl. Men for nu havde han ingen planer om noget så almindeligt og kedeligt som at gifte sig eller få flere børn, skaffe sig en familie. Skulle det endelig være, holdte han stillingen åben til, hvis nogen ville gifte sig med ham for en alliance eller andet i den dur. Han måtte snart lave sig et bedre råd...Ikke bare en rådgiver, men en lille gruppe rådgivere. Hans mening var at de kunne holde hinanden i skak, give hinanden ideer og forhindre en af dem spand ham i øret som en kat, så han begik dumheder, fordi en person sagde det var det bedste.
Han så op på Macaria et øjeblik.
”For nu er det nok at vide du vil holde hendes eksistens hemmelig. Dog, måtte jeg vise hende til nogen...Nogen skal kende til hende og kunne tage sig af hende, skulle det værste ske og jeg...Blev et hoved kortere. Vi ved jo begge det hurtigt kan ske” han smilte svagt til Macaria...Ligeså som hun havde snakket om deres første møde, hentydede han også til det.
Hvis han indtog byen og en hær kom for at slå dem tilbage, kunne det hurtigt ske de fleste dødsengle, inklusiv ham selv, ville dø i faldet. Alle de ældre, børnene og sårede ville blive her i grotten med et håndfuld vagter, stærke folk, der kunne hjælpe dem med at opretholde livet i hulen...Skulle alt gå galt og blive en katastrofe. Det var opmuntrende at vide at hvis han blot havde skrevet under på racens videre udryddelse, ville der stadig være nogen til at bygge det hele op...I hulen, det var.
Han rejste sig og gik over til døren. Han åbnede den...Kvinden stod tålmodigt lige udenfor. Han overgav Arona til hende og vendte sig om mod Macaria igen.
”Hvis du har brug for hvile...Mad, drikkelse...Vi har nogle fanger i fangekælderen og jeg ville intet have imod du drikker dit måltid fra disse. Men ellers har jeg arbejde at se til” annoncerede han.

[Deleted]

Macaria nikkede langsomt til Zean, og kunne ikke lade være med at gengælde hans smil. Han havde en hvis evne til at komme i vanskeligheder. Tilgengæld lovede hun sig selv noget, som hun ikke sagde til ham. Hvis der skulle komme en dag, hvor Zean fik sig selv slået ihjel, ville hun opsøge barnet, og sørge for, at hun fik den beskyttelse og de midler, som hun havde brug for til at vokse op. Om hun så selv skulle tage hende til sig. Macaria vidste, at Zean aldrig ville gå med til det. Ikke nok med at hun var en vampyr, så stolede han ikke på hende, eller kunne lide de måder, som hun gjorde tingene på. Og dog var hun den bedste til jobbet. Hun levede evigt, kunne ikke dø, og ville aldrig selv få en familie. Med sin indflydelse kunne hun give barnet et godt liv, samt holde hende sikker. Ligesom med Harris.
Hun rejste sig op, da han fortalte, at han ville forsætte med arbejdet. Ryggen gjorde ikke nær så ondt længere, takket være hans massage af den. Det havde været alt for behageligt. Og så barnet. Inden hun tog hjem, ville hun se hende igen. Der var ikke mange børn på Castle of Darkness.
"Jeg vil med glæde have noget at spise," svarede hun, og strøg fingrene gennem håret. Halskæden om hendes hals var sølet fuldkommen til af savl, men hun lagde knap nok mærke til det. Et lille mine fra Anora.
"Zean, jeg vil ikke blive her, hvis jeg ikke må, men... må jeg blive her dagen over? Jeg kan ikke rejse i dagslys, og jeg ville elske at blive her lidt længere. Du ved... for at rense tankerne," forklarede hun, og hev sig selv i fingrene. Hvis han bad hende om at gå, ville hun adlyde. Hun var her trods alt, for at vise ham, at hun stadigvæk var hans ven. At hun var her for ham. "Bare giv mig en seng, og så kan jeg sådan set sove hvor som helst. Ellers kan jeg selvfølelig altid finde en sprække i bjerget, at finde ly i."
Hun smilede skævt til ham.

[Deleted]

Han så på hende et øjeblik, med den åbne dør bag sig. Hun rejste sig og det var tydeligt at bare lidt massage havde gjort hende godt, selv om han ikke tvivlede på hun snart ville få lige så ondt igen. Han så ud af vinduet...Det kunne ikke skade nogen som helst. Trods alt ville hun ikke vide hvorfor byen lige var blevet fyldt op...Blot for at se folk pakke deres ting sammen igen.
Og smedene? Hvis hun så dem, behøvede han ikke forklare sig. Hun måtte vente på overraskelsen...
”Der er visse ting jeg må bede dig om, så. Hvis du ser noget her, uanset hvad...Jeg vil ikke have du nævner det for nogen. Ikke endnu, i hvert fald. Og jeg må bede dig ikke gå for meget rundt i udkanten af byen, men blive inde midt i den. Jeg har mange ting på programmet og der sker mange ting i hulen lige nu. Og...Hvis du ser en ung elverkvinde, Daelis, der slog dig...” han smilte svagt til hende.
”Så vær venlig at lade hende være. Hun har meget at se til og jeg er sikker på hun vil ignorerer dig, trods alt. Bare...Lade være med at røre de ting hun arbejder med” advarede han hende. Det svage smil der lå om hans læber fortalte han godt kunne lide Daelis, men at de ting hun legede med, i virkeligheden kunne være...tvivlsomme.
”Du vil få en værelset i huset her, på stue-etagen, så du kan skåne din ryg. Stedet er ikke det mest luksuøse...Men du vil overleve for en nat. En vagt kan vise dig ned i fangekælderen. Jeg...Har en bestemt fange, du ikke må røre, men hun er skjult godt, så du vil end ikke opdage hende...” alle hemmelighederne...Trods alt var hun trådt ind på dødsenglenes territorium, tættere på deres hemmeligheder end nogensinde. Zean havde ingen planer om at indvie hende i dem alle.
”Beklager alle hemmelighederne, men jeg er sikker på at du, i dit job som rådgiver, forstår hvor mange hemmeligheder en leder faktisk har” smilte han, ikke det mindste ked af det.
”Bliver du opdaget, i at bryde disse ting...Vil du blive holdt fanget, til jeg har besluttet hvad der skal ske...Giv dem ingen grund til at skade dig. De vil gøre det.” sagde han til sidst. Mere kunne han ikke gøre...Hvad der ville ske på hendes ophold var op til hende selv.

[Deleted]

Åhhh den bastard! Hvorfor skulle han også lige fortælle hende, er der var hemmeligheder, som hun ikke måtte se? Med et skeptisk blik, kiggede hun på ham. Troede han virkelig, at hun nu IKKE ville opsøge det, for bare at VIDE hvad det var? Hun havde spioner, netop så hendes nysgerrighed var stillet! Mange af dem. At have hemmeligheder for hende, var næsten så godt som umuligt, fordi hvis hun fandt ud af det, ville hun finde frem til, hvad det var.
I hendes tanker var hun allerede ved at planlægge, hvorfor hun uset ville kunne bevæge sig rundt. Hun var trods alt vampyr. Ingen ville kunne nå at se hende, som andet end en skygge ud af øjenkrogene. Han havde ikke selv sagt, at hun kun ville blive straffet HVIS hun blev fanget?
Et sødt, bredt smil voksede sig frem på hendes læber, og hun følte sig næsten som ung igen. En ung pige hvis far forbød hende, at snige ud i staldende, klatre på murværket, bryde ind i våbensmedjen.
"Selvfølgelig, skal jeg nok opføre mig ordenligt," svarede hun ham uskyldigt, og gik hen til den åbne dør med dansende skridt. "Jeg vil være lige så eksemplarisk, som du er, når du er på slottet."
Så hvad var der er hemmeligheder, som Zean ikke ville have hun så? Yderkanten af byen? En fange hun ikke måtte røre? En elverpige? Så mange spørgsmål, og alt for lidt svar. Dog måtte hun tænkte sig grundigt om. Hendes skade med ryggen kunne hæmme hende, og HVIS hun blev fundet, ville Zean ikke syntes om det. Selvfølgelig ville det gøre det endnu sjovere.
"Jeg håber, vi når at ses, inden jeg tager afsted igen," sagde hun til ham, lige inden hun gik ud af døren. En kold hånd lagde sig flygtigt på hans arm. "Du ved hvor jeg sover, hvis du vil have en at putte dig ind til."
Hun blinkede til ham med det ene øje, inden at hun blev fulgt afsted af en vagt, som ville føre hende ned til fangekælderen.

//out