Og hvad vil du så?

[Deleted]

@eriz

S: Dvasias, bjergene ved Imandras grænse, Dødsenglenes hule.

Der var vel ingen grund til at opsummere de sidste ugers begivenheder for nogen som helst. For der var virkelig sket meget. Så meget at det måske ikke engang kunne tælles på en hånd, måske heller ikke på to...Måske tre. Ja, hvem end der havde tre hænder, ville måske kunne tælle det.
Og nu viste begivenhederne sig også i samfundet, som de magtfulde folk begyndte at kommanderer rundt med borgerne. I dette tilfælde, dødsenglene.
Hulen var skjult mellem bjergene og var stor. Den var næsten som et helt bjerg, der var blevet gjort hul. Porten, der blev flankerede af to søjler, en på hver side, var hugget ud af klippevæggen og var tydeligvis både store, tunge og solide. Der var ingen symboler, ingen udsmykning...Blot en stor port og de to dødsengle, klædt i sort, som alle vagterne var. Deres vinger skinnede mere end de havde gjort for bare en måned siden, for Zean havde haft åbnet portene og dødsenglene fløj nu regelmæssigt en tur...Trods alt, hvem ville bemærke dem her, i bjergene?
Dødsenglene var bevæbnede, stod sammen i den ene side af porten og snakkede og grinte for dem selv. Porten havde beskyttet dødsenglene i århundreder, årtusinder...En magi var kastet over den, så kun en person der var dødsengel, kunne åbne døren. Og hvem ville brændemærkes som en forræder?

Når man kom ind, ville man stå på en afsat med et rækværk af træ, hvor man ville have udsigt over hele den miniby der gemte sig inde i bjerget. Det var et syn der overraskede de fleste, der så det for første gang. Huse var hugget ud af sten, nogen med vinduer af glas, nogen med vinduer som blot var huller i stenen. Har var ingen vind og regn, derfor ingen rigtig grund til at have rigtige vinduer.
Husene var spredt ud over flere plateauer. En stor trappe, også hugget ud i sten, førte en fra porten og ned i byen. De eneste lys der var i hulen var fra folks bål og fakler rundt omkring. "Hovedvejen" var regelmæssigt lyst op af fakler og førte en sikkert igennem labyrinten af huse, til det største hus, hvad der kunne betegnes som et rådhus. Forsamlingshuset. Huset, med den eneste trone og de værelser hvor Zean opholdte sig.
Hulen var ikke kold, trods det var vinter udenfor. Det skyldtes at dødsenglene var blevet flere. Da Zean kom første gang, havde kun få af husene været beboet. Nu var de næsten alle beboet og det var ikke engang alle dødsengle der var her! Børn løb på gaderne med deres pjuskede vinger, mens kvinderne og mændene gik rundt og klarede deres ærinder. Regelmæssig ville man høre latter eller skrig fra det nyeste offer der var blevet bragt indenfor.
Og en lyd gav især genlyd...Lyden af en hammer mod metal. Dette var hvad der især varmede hulen op. Man kunne tydeligt høre flere smede arbejde med metaller, men uanset hvor man bragte blikket hen, holdte hulen på sine hemmeligheder og man ville ikke kunne se hvad.
Våben og rustninger blev lavet på samlebånd.

Zean lå i sit kontor. Kontoret var ikke særlig stort og bestod både af soveværelse og kontor, for Zeans vedkommende. I den ene ende var døren...og i den modsatte ende var enmands-sengen, hvor Zean havde sovet de sidste par dage, når han ikke arbejdede. Midt i rummet, foran det store vindue, der havde udsigt ud over byen og dens lys, stod det kæmpe store skrivebord, hvortil der var stak på stak med papirer, kort og andre ting. Endda nogle tørrede urter, der lå lidt hist og  her. En stor lanterne stod i det ene hjørne af bordet, så man havde lys at arbejde med.
Zena havde aldrig ejet evner til rigtig at læse og skrive og det havde været det første han var gået i gang med. Nu kunne han næsten selv læse og skrive sine ting, omend det stadig gik langsomt.
Der var to stole i rummet. en til ham...Og en til hans midlertidige rådgiver, en ung kvinde, som dog ikke var her lige nu.
Zean selv sad på stolen foran bordet og studerede et kort over byen Paggeija. Han havde ingen ide om hvilken gæst han snart ville modtage og så derfor heller ingen grund til at gemme tingene væk. Lige nu.
Straks han var kommet tilbage efter mødet med Eriz - kvinden slap næppe hans tanker lige for øjeblikket - havde han sat sine smede i gang med arbejde, døgnet rundt. Soldaterne blev trænet på engene foran bjergene, inden man nåede skoven. Her trænede de at bruge sværd, bueskydning og ofte fløj de rundt mellem bjergene for at øve på at slås i luften eller slås med folk på jorden, mens de selv var i luften. Han var svært godt tilfreds. Med Daelis våben oveni...Det var perfekt! Han var virkelig godt tilfreds med det hele.
Han var iklædt afslappet tøj. Bare fødder - der endnu havde forbindinger om sig, omend ikke lige så kraftigt - et par løse bukser og en løs trøje. Her var jo ikke ligefrem koldt. Han så meget bedre ud end han havde gjort tidligere, mere frisk og sund. Til dels var det også fordi han nu havde et mål.
Med et veltilpas grynt lod han papiret synke tilbage i bunken. Det hele lovede godt.


 

[Deleted]

De dybe, midnatsblå øjne vandrede rundt. Hun skilte sig mere ud end et hvidt får blandt sorte ulve. Mange mørke blikke fulgte hende, mens hun blev ledt igennem den store stenby. Nogle stoppede endda kort deres arbejde, for at vende sig mod hende, som hun gik forbi med en vagt foran sig og en vagt bagved. Det var tydeligt, de ikke stolede på fremmede. Specielt ikke fremmede som hende.
Det rødelige hår bølgede frit ned over hendes ryg, strøget væk fra det glatte, unge ansigt. Kjolen hun bar var i en lys blå farve, og sad løst omkring hendes krop, så det lette stof ikke ville genere hendes ryg. Den blev holdt oppe omkring hendes hals af en solid jernring, der skinnede i flammernes skær.
Man kunne næsten ikke se på hende, at hun var skadet længere. Godt nok havde hun fået nogle lange, tynde ar, der bugtede sig over hendes ryg, fra der hvor spyddet havde ramt hende. De ville nok aldrig heale, men ikke desto mindre, var hun glad for, at hun overhovedet kunne gå.
På flade sko fulgte hun efter vagterne, der havde ladet hende komme ind i hulen, efter en halv times overtalelse, hvor de nægtede, at lukke hende ind. Dog havde hendes stædighed til sidst vundet, men hun havde dog været nødt til at fortælle hvem hun var. Dronningens Højre Hånd. Måske derfor alle blikkene. Alligevel var det ikke som Dvasias sendebud, at hun var kommet. Det var som hende selv. Derfor det afslappet, lyse tøj, der mere fik hende til at ligne en handelsmands datter, end en politikker fra Dronningens eget hof. Hun var kommet som en ven. Ikke som fjende.
Nysgerrigt kiggede hun på alting, så hun nogle gange måtte dreje omkring sig selv, for at kunne betragte det som Zean kaldte sit hjem. Hun var dybt imponeret. Ikke andet end fascineret og imponeret.
En flok børn stoppede måbende op, for at se efter hende, og hun sendte dem et skævt grin, der fik et par af dem til at smile tilbage, inden de løb videre i leg. Hvor ville hun dog ønske, hun kunne blive her, for at studere det hele!
Vagterne bad hende vente udenfor, inden de selv gik ind, for at fortælle deres leder, at han havde besøg. Tålmodigt og en smule nervøs, ventede hun på at få tilladelse til at gå ind. Usikkert hev hun i sine fingre, mens hun rastløs gik frem og tilbage foran døren.
Gad vide hvad han ville sige til, at hun var kommet? Deres sidste møde havde ikke ligefrem efterladt dem på god fod… men netop derfor var hun kommet. Hun havde trodset sine skader, og alle de råd, som folk smed efter hende, for bare at kunne opsøge ham. Se ham igen. Snakke med ham. Hvorfor kunne hun vende ham ryggen, efter alt det de havde været igennem? Han var i hendes hoved hver eneste gang, hun lagde hovedet ned på puden, og hver eneste gang, nogle trådte ind af døren, håbede hun det var ham, der kom tilbage til hende. Efter over en uge, hvor hun ikke havde hørt fra ham, valgte hun at være den, der kom til ham denne gang. Som sig selv. Uden våben, uden magt, uden indflydelse… bare som ven. Alt hun ville var at snakke med ham igen.
Endelig gik døren op, og en vagt trådte ud.
”Du kan se ham,” mumlede han med en toneløs stemme, inden at han åbnede døren for hende, så hun kunne gå ind i kontoret.
Lige indenfor døren stoppede hun op. Blikket hvilede på personen bag skrivebordet, uden hun kunne finde ud af, hvad hun skulle sige. Ville han mon sende hende bort? Råbe af hende? True hende igen? Komme med én af sine drilske kommentarer, eller blot… være tavs?
”Zean?” kaldte hun for at få hans opmærksomhed. Et prøvende smil dukkede frem på hendes læber. "Du bor et virkeligt... fantastisk sted."

[Deleted]

Der løb en banken på hans dør og kvinden trådte ind. Kvinden der havde fået ansvaret for hans uventede datter. Han rejste sig, nu kunne han gå rundt uden at besvime af smerter, og rakte ud efter den lille bylt. Hun var vågen og hun pylrede, Zean kunne mærke hendes små vinger sitre under tæpperne, der var viklede om hende. Hendes stålgrå øjne kunne fortælle enhver at dette var Zeans afkom, trods noget nær resten lignede moderen, der var dæmon. Ja...Zeans barn var varyl og han havde ikke fortalt folk det endnu. Hendes små vinger fortalte folk at hun var dødsengel og ingen stillede spørgsmål. Trods han i starten slet ikke havde kunne forlige sig med det...Havde han nu opdaget en dyb beskyttertrang. En trang der fik ham til at lede efter et godt sted til dødsenglene med større omhu end nogen ville kunne forstå. De havde brug for et sikkert sted at bo...Også for deres børns skyld. Han smilte lidt til pigen. Hun voksede så hurtigt og hun virkede så intelligent.
Det bankede på døren igen...Denne gang var det de to vagter. Han genkendte dem som nogen der burde holde øje med porten. Hvad lavede de her? Var der problemer?! Havde Macaria trodset ham og sendt en hær til hans dør? Dette frygtede han hver dag, siden han havde fortalt hende hvor dødsenglene skjulte sig.
”Vampyren, Macaria, dronningens rådgiver er her” lød beskeden. Så hun var her!
”Med en hær?” Hørte han sig selv spørge. Den ene engel rystede på hovedet.
”Bare som sig selv. Skal vi lukke hende ind eller smide hende ud?”
Zean var i tvivl. Hans logik fortalte ham at hun skulle ud, nu, inden noget gik galt og han spændte ben for sine egne planer. Hans blik gled over på hans skrivebord. Papirerne...De skulle gemmes væk.
Han så ned på sin datter. Hendes hår var begyndt at vokse og havde en fin gyldenbrun farve. Han sukkede svagt...Hans datter gjorde ham svag. Han overlod pigen til kvindens favn og gjorde tegn til at hun skulle gå.
Hun forlod værelset...Og ville gå forbi Macaria, på vej væk.
Han vendte sig om og skyndte sig at gemme de mest vigtige papirer om den kommende kamp under andre, ligegyldige papirer, så Macaria ikke ville se det. Så satte han sig ved bordet og tog et tilfældigt papir – det handlede om ressourcer, så han – og bad vagterne om at sende hende ind.

Han hørte hende. Da hun kom ind, hvordan hun stoppede op og der i et øjeblik bare var stille. Han lod uinteresseret blikket glide over papiret... Han havde ikke lyst til at stave sig igennem ordene lige nu, men han lod som om han læste det og kiggede på tallene.
Han havde intet at sige til hende! Hvorfor var hun kommet? For at skabe mere splid, for at overbevise ham om at han virkelig burde gøre som hun ville have? I så fald kunne hun godt gå igen. Med det samme.
Han lod blikket glide over sine negle...Der var blevet påsat falske negle af metal på hans hænder. De var skarpe og skinnede i lyset og gav en hård lyd fra sig, når han til tider lod dem tromme på bordet, hvad han havde gjort ofte på det sidste, fordi han elskede lyden. Daelis påfund! Negle af metal der kunne flå huden op på folk. Var det ikke genialt?
Han sukkede svagt og lod papiret falde ned på bordet, mens hans blik gled ud på byen, da hun nævnte stedet. Drillede hun ham? Var hun da totalt ignorant og uvidende?
Til sidst rejste han sig og vendte sig om mod hende...Der var ikke så meget som skyggen af venlighed at spore.
”Velkommen Macaria” hans blik gled kort over hende. Hun var mere løst klædt på i dag...Hvorfor? Prøvede hun at charmere sig ind på ham med sit udseende? Lokke ham med en blød stemme?
Hun stod rank, bemærkede han, og uden de samme smerter som sidst. Hun var altså kommet sig godt nok. Et eller andet sted følte han sig lettet...
Han gjorde en kort gestus mod vinduet, som opfordrede han hende til at se ud og virkelig se efter, omend han ikke selv slap hende med øjnene.
”Vi er et folk med vinger, der bor i et bjerg” mere behøvede han ikke at sige. Meningen var klar. Det kunne hun vel nok se?

[Deleted]

Lettet opdagede hun, at på trods hans uvenlige ydre, så tog han da imod hende. Det var nok til at hendes smil blev lidt bredere, og hun kom tættere på ham. Kvinden der havde gået forbi hende i døren, havde haft et barn i armene. Et lille barn. Macaria mærkede moderinstinkterne i sig, samt nysgerrigheden, der trak i hende. Hun sagde dog ingenting. Måske på et andet tidspunkt.
Med lette skridt gik hun hen til vinduet på hans påstand, for at se ud på byen. Den var fantastisk. Intet mindre end fantastisk. Øjnene vandrede åbent over det storslået og imponerende syn foran hende, som en tørstig mand, kigger på den sidste dunk af vand.
”Folk med vinger, som lever i et bjerg… lyder ret specielt for mig,” svarede hun ham med et let skuldertræk, der hev en smule i arrene, men hun var blevet vant til ubehaget. Ligesom det så ud til at Zean nu kunne gå uden krykker.
Let bed hun sig i underlæben, inden at hun forsigtigt skævede til ham. Han så godt ud, efter sidste gang hun så ham, hvor han havde lignet én, der var mere død end i live. Nu stod han her. De stod her.
”Jeg er imponeret…” fortalte hun ham indgående, så han forstod, at hun mente det. Hun rakte dog ikke ud efter ham. Ikke endnu. Han var for vred. For hård. For paranoid.
”Zean…” Hun vendte sig direkte imod ham med armene bredt lidt ud fra kroppen. ”Det er bare mig, som er her. Jeg ville bare gerne… se hvor du bor. Du har fortalt så meget om det, så jeg ville vise min personlige støtte, ved at komme herhen, så du kunne vise mig det. Jeg…”
Hun tav. Senere. Ikke nu. Hun ville ikke fortælle, om det hun var i gang med at sætte i gang for hans skyld. Efter deres sidste møde, havde hun følt sig ussel, forvirret og alene. Desværre var der ikke noget, som hun kunne gøre på fronten som Dronningens Rådgiver, tilgengæld kunne hun gøre lidt bare som Macaria.
Alt det rov, der var blevet fundet i ruinerne fra slottet, havde hun fået samlet. En stor andel var gået til hende, som krigsherskeren. Hun havde i sinde, at donere det meste gennem et anonymt tip til dødsenglene. Det hele. Som en personlig tjeneste. Zean ville ikke engang vide, at det var fra hende, med mindre hun fortalte ham det. Måske ville han aldrig finde ud af det, måske fortalte hun ham det… senere.
Med en rømmen kiggede hun ned i gulvet, inden at hendes blik igen rettede sig ud af vinduet.
”Hvordan går det her? Jeg har aldrig set dødsengle-børn før, men dem I har her… de er bedårende!” Hun smilede prøvende til ham. ”Får de nok at spise?”

[Deleted]

Han følte sig en smule forvirret af Macarias signaler. Hans hjerne, hans logik, blev ved med at fortælle ham at hun løg, at hun manipulerede ham og gjorde nar af ham. Han drejede selv hovedet og så ud af vinduet...Han havde været fascineret af det skjulte liv der havde gemt sig i bjerget, skjult fra alting og i sikkerhed. Men som tiden var gået, var han begyndt at føle sig indespærret. Dette var ikke et sted for hans folk...
Men det var stadig fascinerende. Måske prøvede Macaria blot at se det fra den lyse side, fordi hun ikke ville skændes om at han manglede et sted til dem. Hans blik gled ned på hans skrivebord et øjeblik, før han så tilbage på Macaria, som var han i tvivl om noget.
Hun kunne ikke have undgået hans hentydning og dog smilte hun bare, som om han slet ikke havde angrebet hende på dette ømtålelige emne. Han trak vejret dybt.
”Skal jeg vise dig rundt?” sandelig, hvis hun var så fascineret, måtte han vel hellere vise hende det hele lidt bedre? Måske ville hun faktisk få en forståelse af tingene og hvor han ville hen med det hele. Han behøvede ikke at snakke om sine planer, som Eriz havde bedt ham om ikke at gøre...Blot, vise hende det. Vise hende hans folk...i den ellers ynkelige tilstand de var.
Det var lidt en identitetskrise. Ikke nok med at han tvivlede på sine egne evner, tvivlede han også på hvem dødsenglene var. Folk fortalte historier om dem...Men hvem huskede virkelig den rædsel der hørte til racen? Hvem vidste noget om de traditioner og værdier der holdte racen samlet? De mindede om dyr, på den måde de levede...De beskyttede deres børn og territorium med døden til følge, om nødvendigt. De tog hvad de ville have og gjorde det uden tanke på at det ville gøre ondt på andre. De havde værdier og normer ingen kendte til eller bekymrede sig om. Dødsenglene var sådan en fantastisk race og hans hjerte svulmede med stolthed når han tænkte over det og sorg over han ikke havde været hos dem fra barnsben af.
Han vidste endnu ikke om han stolede på at hun ville støtte ham med noget som helst...Men måske ville hun det bagefter.

[Deleted]

Ved hans forslag kunne Macaria ikke skjule sin iver, og måtte ligge bånd på bånd på sig selv, for ikke at vise det alt for meget. Hun følte sig som et barn juleaften. Nu hvor hun kunne være sig selv, havde hun friheden til rent faktisk at nyde dødsenglenes samfund, uden at bekymre sig om alle de politiske problematiker, der fyldte. Hun var her. Som ven. Interesseret og støttende overfor Zean, hvis selskab hun nød. Hun havde savnet hans ligegyldige, hårde ansigt.
”Jeg vil meget gerne vises rundt!” svarede hun med et smil, og lagde en hånd mod glasset, som kunne hun komme tættere på byen, bare ved den gestus. Det virkede både skræmmende, men også spændende at være så tæt på en race, der engang havde været så frygtet.
”Hvis ikke du har noget imod det, eller jeg afbryder dig i noget? Jeg vil ikke være til besvær.” En høflig frase. Den samme som han havde brugt, dengang han opsøgte hende i kammeret før Manjarno. Dengang havde de kunne le sammen.
Hun gik over på siden af ham, og stak sin arm ind i hans, så var de et par, der skulle på søndagstur. Det var første gang, at hun rørte ved ham siden de var blevet adskildt efter kampen. Sidste gang havde det været et kys, som hun havde plantet på hans læber og hans mundvig. Der havde de været begravet sammen af flere lag sten.
Hendes fingre lukkede sig om hans arm, men så blidt, at han sagtens kunne rive sig fri, hvis det ikke passede ham at være så tæt på hende efter sidste gang. Faktisk overlod hun hele sit liv til ham. Det ville være så let for ham, at få hende dræbt. Hun kom her alene, ubevæbnet, og kun få vidste, hvor hun var. Hvis han virkelig ville slå hende ihjel, havde hun givet ham den største mulighed, han nogensinde ville få.
Dog var der ingen frygt at spore i hendes blik, da det gled op til hans ansigt. Ingen rysten på hånden, eller vagtsomme skridt. Hun smilede til ham.

[Deleted]

Det faldt ham slet ikke ind at dræbe hende...Ikke denne gang. Han var ikke helt opslugt af vrede følelser, som sidst de havde været sammen, omend han stadig var trykket af det. Han nikkede let...fint, han ville vise hende lidt rundt! At hun tog hans arm var uventet og han reagerede ved at holde armen lidt ud fra, som vidste han ikke rigtig om han brød sig om det...
Til sidst accepterede han det og hans arm bøjede sig en smule, så hendes hånd kunne hvile på ham, mens de gik. Og så førte han hende ud af kontoret.
"Jeg arbejdede ikke på noget specielt" sagde han undvigende. Det sidste han ønskede var at snakke arbejde.

Han førte hende ud i byen igen og førte hende med rolige skridt ned af de til-slidte stier af sten. Sten, alle steder, kun forstyrret af lidt træ til dørene og lidt glas, til dem der gad det. Byen var virkelig livlig og næsten rar at gå rundt i, selv om der var meget mørkt og mange hjørner, hvor man ikke kunne se om der gemte sig nogle...Men hvem skulle de frygte?
Dødsenglene ignorerede dem enden eller nikkede hilsende til deres leder. Visse nysgerrige blikke fulgte dem også. Dette bekymrede nu ikke Zean særlig meget.
Han besluttede sig hurtigt for at de skulle besøge den skole, der var blevet oprettet, til dels for også at holde børnene beskæftiget, til dels for at de kunne lære hinanden at kende...Og til dels også for at gøre dem klogere, så de, når de blev voksne, kunne hjælpe racen med at komme op fra det støv, der holdte dem nede. Det mudder, nok mere.
Kun få skjulte sine vinger, som Zean gjorde. De fleste gik stolte rundt med dem, frit fremme. På sin vis mindede de lidt om et stammefolk, omend de var klædt på som resten af verdenens befolkning og talte et almindeligt sprog. Deres kultur, dog, var fuldstændig anderledes.
De kom fordi et par butikker, der var blevet oprettet efter Zean var kommet til. Her kunne dødsenglene samle deres produkter og sælge dem til hinanden. Dette var udelukkende luksuøse ting, som overdådigt tøj eller ting af metal og juveler. En butik brugte deres energi på at slibe mange af de ædelstene de i sin tid havde fundet frem fra bjergets skjulte tunneller og gange, som Zean havde bedt den om. I vinduet lå det ene pragtfulde smykke efter det andet, alle i sirlige mønstre og alle med visse symboler der gik igen...Dødsenglenes symboler.
"Vi er en lille race og derfor vil vi ikke kunne tjene meget på kun at have forretninger med os selv...Derfor har jeg gjort det sådan at alle hjælper hinanden med mad og drikke, et sted at sove. Ingen bliver ladt alene, til at tigge. Som du kan se har vi ingen tiggere, men folk der arbejder om hvert hjørne. Folk virker tilfredse. Vi sætter en ære i at arbejde som en stor organisme og i at tage os af vores egne..." kommenterede han og slog let ud med hånden. Der var ingen butikker der solgte brød og kød. En solgte kager...Men det var noget helt andet.
"Kun de mere luksuøse ting må de betale sig til og en lille del af pengene går til min kasse" han lod blikket glide over hende et øjeblik, før han førte hende videre mod skolen.

[Deleted]

Opmærksomt lyttede Macaria til hvad Zean fortalte, mens at hun betragtede smykkerne i de forskellige butiksvinduer. De skinnede i det svage lys i mønstre, hun ikke havde troet var mulige at lave. Farverne, formerne, de små åre i stenene. Hun kunne ikke modstå.
"Zean, vent et øjeblik," bad hun ham, da han ville gå videre, og slap hans arm, for at løbe tilbage til en butik, der havde haft en ganske særlig halskæde, hendes øjne med det samme havde fanget. En dybblå sten med lyse striber, der snoede sig i smukke, elegante mønstre. Hængende i en slank sølvkæde. Macaria ejede så vidt ikke smykker. Hvert fald ikke et hun personligt, syntes var pænt. Derfor var det her noget helt andet. Den her halskæde var... smuk. Ikke nok med det, kunne hun også være med til at vise Zean, at hun personligt støttede handlen, samt de ting, som de lavede hernede. Butiksejeren havde vidst aldrig haft en fra en anden race i hans butik, hvis man skulle dømme ud fra hans ansigtsudtryk, men hun havde blot smilet åbent. Macaria var ikke arrogant, kold eller afvisende overfor folk omkring sig. Hun var... anderledes.
Kort tid efter kom hun ud fra butikken med den om halsen. Den passede til hendes øjne og kjole. Dødsenglen i butikken, havde selv hjulpet hende med at låse den omme i nakken.
Smilende gik hun tilbage til Zean, mens at hun hævede hovedet, så han kunne se den i alt sin pragt. Let hvilede den lige over hendes kavalergang. Når hun bevægede sig fangede lyset de lyseblå mønstre, så de skinnede.
"Undskyld... nu skal jeg nok lytte efter. Den... var bare så smuk," fortalte hun ham med et undskyldende smil, og tog hans arm igen. Den ekstra vægt omkring halsen, fik det til at trække i hendes ryg, så skuldrene blev lidt mere bøjet, men hun nægtede at tage den af!
"Hvor skal vi nu hen? Skolen?"
Åhhh... hendes store svaghed. Skoler. Det første hun havde gjort, da hun blev rådgiver for dronningen, var at støtte op om en lov, der åbnede landets skoler for alle racer, og alle lag i samfundet. Mon Zean vidste det? Loven havde gjort hende upopulær, men var gået igennem.

[Deleted]

Han stoppede op og så forundret efter hende, da hun ilede over til den butik de netop var gået forbi. Han havde netop valgt at lave en masse smykker af juvelerne og så gemme en god bunke til senere brug. Måske ville han en dag få brug for at udsmykke noget? Men han havde også tænkt sig at sælge en del af dem til en smykkebutik...Der kunne sælge dem videre, uden folk vidste de kom fra dødsengle. Han havde selv taget fat i smykkesmeden og snakkede om det, diskuteret detaljerne...Både smykker og deres våben skulle skille ud, bære dødsenglenes elegance, styrke og et par vel-udvalgt symboler. Noget folk vil kunne huske var dødsenglene og derfor enden elske eller hade, for det de stod for. Dog var der nok lang vej til at det ville virke sådan...Men man havde vel lov at drømme?
Han ventede tålmodigt og smilte svagt, da han igennem vinduet fornemmede noget af dødsenglens forbavsede ansigt. Lidt efter Macaria gående ud, tydeligvis glad for sit ny-erhvervede smykke. Og han måtte sige det komplimenterede hende. Da hun kom over til ham lod fingre blidt nogle fingre glide op til smykket, som ønskede han at se det tæt på. Han slap det lidt efter, lod hende tage hans arm og gå videre. Han sagde intet, men det var tydeligt ham mente det klædte hende.
Han førte dem videre og smilte svagt af hendes ivrighed...Hun var fortaler for børn. De skulle ikke dø. Dette var nok en ting han aldrig ville glemme...Og netop fordi han vidste hun elskede børn, håbede han på at overbevise hende om at hun skulle kæmpe for dødsenglenes sag.
Jo tættere de kom, jo tydeligere var det at høre en bunke grinene børn, der råbte og skreg i ørerne på hinanden.
De drejede om et hjørne...Og stod pludselig foran et hus på to etager. Foran der var en forholdsvis stor plads, hvor en masse tegninger var lavet med kridt. Midt i det hele løb en bunke børn, af forskellige aldre, og legede med nogle bolde. Ved siden af døren til skolen stod en af deres lærere tålmodigt og så på dem lege. Zean kunne ikke helt se hvad leg var for en time eller hvad de ville lære af det...Men han havde aldrig gået i skole, så han ville ikke blande sig. Børnene så ud til at hygge sig.
Han stoppede op med Macaria og så på børnene. De havde alle pjuskede vinger i en størrelse der passede til deres kroppe. Som bolden fløj rundt, brugte de fleste der vinger til at hoppe ekstra højt op, for at hente bolden eller kaste den endnu længere væk. Kun de mindste havde svært ved at gøre dette og alle så de lidt klodsede ud, når de gjorde det...De skulle trods alt først lære at bruge deres vinger.
Langsomt gik det op for dem at de blev overvåget...Skolelæreren opdagede dem først. Hun klappede højt i hænderne...
Og som børnene lige før havde hoppet rundt efter en bold, stoppede de alle legen og stillede sig på række foran skolen...Kun enkelte grinte endnu eller skubbede til deres venner.
”Leder!” skolelæreren nejede for ham og ignorerede fuldstændig Macaria.
”Jeg vidste ikke De kom!” Zean gik tættere på. Børnene vendte sig om mod ham og Macaria med nysgerrige øjne.
”Det er okay” hilste Zean med et lille smil.
”Hvorfor fortælle du ikke Macaria om vores skolesystem?” foreslog han. Sandelig måtte dette være et emne læreren kendte bedre til end ham.

[Deleted]

Tøvende slap Macaria armen om Zean, inden at hun gik over til lærerinden, der uden at sætte spørgsmålstegn til den usædvanlige forespørgelse , begyndte at fortælle hende om deres system. Først var Macaria usikker på kvinden, der ikke så meget som smilede til hende, men jo mere hun fortalte, jo mere kunne Macaria ikke lade være med at blande sig i samtalen, for at få flere detaljer, eller være sikker på, at hun fik det hele med.
Det endte med at lærerinden efterlod Zean ude med børnene, for at ville tage Macaria med ind på skolen, så hun kunne blive vist rundt.
Læren tog hende i armen, for at føre hende ind på skolen, og automatisk, greb Macaria ud efter Zeans hånd. Tvivlende kiggede hun på ham, for at være sikker på, at det var okay, at følge med lærerinden inde på skolen uden ham. Enten kunne det være, han ikke stolede på hende, eller også fordi at lærerinden, virkede som én, der kunne finde på at angribe Macaria. Da det dog så ud til at være fint, gled deres hænder langsomt fra hinanden, indtil hendes hånd til sidst slap hans fingre, og hun lod sig blive trukket indenfor på skolen.
Her hørte hun alt om klasserne, ledelsen, fagene, og børnene. Det var ikke mindre end fascinerende og inspirerende. Macaria ville ønske, at hun kunne indføre bare lidt af det til Rimshia, og måske en dag resten af Dvasias.
Hun slap ikke før, at hun havde set hele skolen. Da hun endelig trådte ud på pladsen igen, havde hun fået så mange ideer, at hun ikke kunne vente til at komme tilbage til arbejdet. Et bredt smil fik hendes ansigt til at stråle. Det her var langt bedre, end hun kunne have håbet på. Hun havde endda fået lærerinden til at smile et par gange eller to.

[Deleted]

Han smilte, da skolelæreren uden tøven trak af sted med Macaria, ivrig efter at indsætte hende i deres systemer og glad for endelig at snakke med en ligestillet, med en der interesserede sig lige så meget for det, som hun gjorde. Han var overrasket over at Macaria rakte ud efter ham, for beskyttelse...Og han smilte til hende og nikkede, som tegn på intet ville ske og hun bare skulle gå med. Han ville vente her.
Da de var væk, stod han pludselig alene med børnene. Det var akavet...han kunne ikke med børn! Overhoved.
"Spil bare videre" fortalte han de ventende børn. De tøvede et øjeblik, mens flere sendte ham skæve blikke...Men så løb en dreng hen og greb bolden...Og så var legen i gang igen. Zean lænede sig op af muren med armene over kors og så på dem, mens han ventede.
Flere gange blev pigerne hevet i håret, nogen fik direkte et slag eller spark og et par hev i de andres vinger...Men selv om nogle af dem peb, var det en del af deres natur og ingen blev uvenner. Trods alt nød resten af gruppen når en af dem følte smerter og de havde helt naturligt fundet en måde at skiftedes til at være offer for disse små drillerier. Ikke at de alle var perfekte...Zean tvivlede ikke på de også måtte have deres problemer og ballademagere til hverdag.
Det føltes som om der gik et år, før Macaria kom tilbage. Hans hjerte sprang et slag over, da kvinderne pludselig kom ud igen. Macaria virkede begejstret og det samme gjorde en af hans skolelærere...De havde sikkert delt en del ideer og meninger og var nok ganske tilfredse. Skolelæren klappede i sine hænder med et svagt smil.
”Så er der time!” på ingen tid var børnene væk igen...Bolden hoppede enligt over pladsen, før den lagde sig tilrette op af et lille klippefremspring.
Zean var ikke god til børn. Men de var fremtiden og han ville beskytte disse børn med alt han havde...præcis som han ville gøre med sin race. Og så hjalp det også, når han vidste hvordan forældrene havde det...
Han tilbød Macaria sin arm, før han første dem tilbage mod hans eget sted. Sandt var der ikke meget at se her, det meste bestod blot af en masse huse. Der var den religiøse bygning, men han regnede ikke med nogen af dem var religiøse...Ja, han var i hvert fald ikke! Og hvis han førte hende den anden vej, ville hun på et tidspunkt se alle smedene og stille de forkerte spørgsmål. Det ønskede han ikke. Ikke når alt føltes så...afslappet...igen.
”Du virker begejstret og læreren så glad ud. Fik i delt nogle spændende ideer?” spurgte han, for at starte samtalen op igen.

[Deleted]

Macaria havde næsten danset hen til ham, og taget hans arm i sin igen, efter at have taget en respektfyldt afsked med læreren, og takker for rundvisningen. Nølende kiggede hun efter børnene, som alle maste og skubbede sig indenfor igen. Først da den sidste var forsvundet ind, fulgte hun med Zean i et mere normalt tempo. Børn. Hun elskede dem. Lige meget hvilken race de var af.
Blikket gled studerende rundt, mens de gik ned gennem byen. Alt sugede hun til sig, for at få en bedre forståelse for Zean og hans kultur. Alt virkede naturligt mellem dem igen. Side om side vandrede de afsted. Afslappet ved hinandens selskab. Hendes tommelfinger strøg hans arm, som hun holdte om.
Da han snakkede til hende, kiggede hun kort op på ham med et smil spillende i mundvigen.
"Vi gav hinanden meget at tænke over. Jeg lovede at sende hende en liste med bøger, som jeg kan anbefale til brug af undervisning," fortalte hun med et let skuldertræk. "Hun havde en række ideer til hvordan vores skolesystem kan forbedres, samt hvilken fag, jeg burde overveje at få ind i skemaerne."
Det var begyndt at gøre ondt i ryggen, hvilket ofte skete, når hun havde gået meget. Ryggraden blev belastet, og begyndte at bøje sig mere og mere, fordi at musklerne ikke kunne holde hende oppe.
Hun stoppede op, mens hun trak i hans arm, så han blev hevet tilbage foran hende. Tøvende bed hun sig i underlæben, inden at hun lod sit blik glide op til hans ansigt.
"Der er noget jeg vil fortælle dig. Du skal vide, det her er med mine private ressourcer. Det er mig, som gør det her," startede hun, og strøg sin hånd over hans overarm. "I løbet af de næste par dage, vil du få en kiste med mønter. Jeg ved ikke præcist, hvor mange der er, men det er alt hvad jeg har. Du kan bruge det til dit folk. Måske købe jer til en handelsrute, indflydelse, eller nye bøger til børnene."
Hun smilede op til ham, og strøg en hårlok om bag det ene øre. "Jeg vil gerne som person, støtte op om det her. Det er.... fantastisk."

[Deleted]

Han smilte svagt af hendes iver. Han kunne se på hende at hun begyndte at få problemer med ryggen, hun gik på en anden måde, som ønskede hun at skåne den eller som havde hun ondt. Godt det samme, de var også på vej tilbage til det store hus, der udgjorde hans hjem her i hulen. Eller hans arbejdsplads...Siden hans mere private hjem lå i Atterlin.
Han havde jo få forretninger. Han havde nogen han havde overtaget fra hans afdøde familie...Men de var intet andet end mulighed for familie at fortsætte med at leve et godt liv, ikke mængder der kunne sikre en race. Derfor beholdte han de mønter, han tjente fra dem, for sig selv og sit hus i Atterlin. Det gjaldt vel også om at gemme lidt mønt, hvis tingene skulle gå helt galt, ikke?
Han var tilfreds med at de begge havde fået noget ud af det. Dødsenglene kunne altid bruge et godt skolesystem, så deres race blev vel uddannet. Det var kun en god ting...Så længe der endnu var folk der frivilligt ville være soldater. Og lige nu, var næsten hele racen under øvelse eller fortsat træning og vedligeholdelse i at være soldater. Han var tilfreds, ja. Han nikkede let til de ting hun sagde og satte kursen mod sit hus....Da Macaria stoppede dem, ved at slippe ham og gå ind foran ham. Han stoppede op...En smule undrende. Hvad ville hun nu?
Han blev en smule nervøs for hvad hun mon ville fortælle ham...Nej, vent. Han blev ikke nervøs over sådanne ting. Han rankede ryggen...Og afventede det bare. Stoppede med at tænke for meget over tingene...Som Daelis havde nævnt, tog han små problemer og gjorde dem store. Dette ville han stoppe med.
Han brød sig med det samme ikke om det. Dette kunne tydeligt ses i den dunkle hule. Han blev lidt mere anspændt og hans kæbemuskel trådte tydeligt frem. Han så på hende et langt øjeblik...Hun gjorde meget ud af at fortælle hun ikke var på dronningens bud, selv om hun i princippet kunne lyve om det. Han havde virkelig ikke lyst til at ødelægge dette...Det gik jo fint, så længe de ikke blandede arbejde ind i det! Hvorfor...Hvorfor skulle hun komme med denne gestus?
”Macaria...” hans stemme var tyk af selvkontrol.
”...Du skal ikke give mig alle dine mønter, så du ikke selv har nogen. Du giver alt fra dig. Et land, dine penge...” Okay...Han duede ikke til at holde sine meninger for sig selv, selv om han havde forsøgt. Han havde i det mindste forsøgt!
”Jeg har ikke brug for din medynk eller for at du køber dig tilbage i en form for venskab” sagde han så endelig, hans stemme efterlod ikke lov til at diskuterer det...Men det var Macaria vel nok ligeglad med, egentlig. Han trak vejret dybt og prøvede at blive mere blid...Men han var jo ingen blid fyr.
”Tingene går godt...” han slog ud med hånden, refererede til deres lille gåtur.
”...Når vi ikke snakker om arbejde eller andet i den dur. Jeg vil ikke have det ødelagt nu...” Ikke nu. Hvis hun havde et godt forhold til ham, ville hun havde svære ved at føre en hær mod ham senere.

[Deleted]

"Zean!" Hun lod ham ikke vifte hende af på den måde, og trampede op foran ham endnu engang, så hans vej blev spærret. Stædigt lagde hun armene over kors. ”Jeg gør IKKE det her for din skyld! Jeg gør det fordi jeg oprigtigt støtter dødsenglene. Tro det eller lad være, men jeg har faktisk interesser af mine egne. Faktisk sendte jeg kisten afsted før vores lille… møde. Derfor den er her så hurtig. Det er IKKE arbejde.”
Hun kiggede op på ham med et trodsigt blik, inden at hun trådte til side, så de kunne forsætte gennem byen. Selvfølgelig var han mistroisk. Det ville hun selv være, men hun mente det. Dødsengle var en race, der altid havde fascineret hende, og nu endnu mere efter hun havde besøgt hulerne. At se børnene, opleve kulturen, se hvordan de levede. Hun ville elske at hjælpe til, så meget hun nu kunne. Så længe det ikke gik ud over arbejdet.
Hun skævede op til Zean ved hendes side.
”For resten bestemmer jeg selv, hvad jeg vil gøre med mine penge,” mumlede hun, mens de gik. ”Jeg har ikke andet at bruge dem til. Jeg troede, jeg havde, men….” Hun tav. De nye oplysninger var stadigvæk for svære at snakke om. Specielt overfor Zean, der aldrig ville kunne forstå hende. Ikke ham.
Alt hvad der bare betød noget, var at hun kunne hjælpe børnene her. Selvom dronningen måske ikke ville give sin støtte, så kunne Macaria gøre det i sin fritid. Det her var fritid. Zean var fritid. Igen gled hendes hånd ind om hans arm.
”Hvis jeg ikke var blevet rådgiver, var jeg nok blevet… lærer. Helst for børn i en lille alder,” afslørede hun med et lille smil. ”Det var min drøm, da jeg var ung. Jeg ville gerne åbne en skole, for alle racer, lige meget hvilken stand de kom fra. Undervise, lære dem i at klare sig selv, være der for dem.”
Ryggen gjorde mere ondt. Et lille støn undslap hendes læber, og hun prøvede at rette sig så godt op som hun kunne. Dog hvilede hun mere og mere mod Zeans arm, som hendes vægt pressede lidt ned, jo mere ryggen opgav.

[Deleted]

Han sukkede en smule irriteret og så tværs over hendes skulder, mens hans ene hånd blev knyttet. Lige siden kampen havde han haft et kort temperament og han forstod ikke hvorfor...Måske var det en del af det folk mente, når de sagde krige ændrede folk. Hans fødder ville være arrede for livstid...Måske havde det også sat sine præg på hans personlighed? Uanset hvad følte han at han var ved at miste tålmodigheden. Han takkede nej tak...Og hun forstod det ikke. Hvis dette var i fritiden og af hendes egen vilje, kunne han også sige nej tak, uden det kunne forstås som en afvisningen af dronningen. Hans opmærksomhed blev straks taget...Af hendes lille men. Hans blik faldt hen på hende, da hun tog hans arm og de stille satte i gang igen. Der var ikke så langt længere, heldigvis. Han var også selv ubehagelig tilpas i sine fødder. Han kunne mærke enhver sten bore sig op igennem hans ømme, nye hud og muskler i foden.
”Giv mig en god grund til at modtage dem. Brug ikke børnene som argument. Vi ved begge to at de vil blive passet ordentlig her” Ellers fik de med ham at bestille! Dette ville blive det samme system der skulle opdage hans datter. Hvis de ikke gjorde det ordentlig...Han følte sig næsten sur bare ved tanken. Og hvis de andre dødsengle havde det på samme måde...Måske...Ville der absolut intet ske børnene.
”At være lærer her er en stor ting og et stort ansvar...” Han havde hørt hendes lille historie og dette var alt det sagde ham. Skulle han være ked af det på hendes vegne? Nah. Det var der jo ingen der fik det bedre af!
”Jeg vil ikke modtage dine penge, hvis du selv sidder fattig, uden andet end din titel at beskytte dig bag. Den er magtfuld...Men den fungerer ikke som en rustning af metal gør. Den er magtfuld, men fungerer ikke som et nyt slebet sværd”
”Jeg gik aldrig i skole som mindre. Den stod på hjemmeundervisning”
Hvorfor skulle tingene være så private lige nu? Det var ubehageligt.
”Ja, jeg kunne endda ikke engang rigtig læse, da jeg blev leder...” han smilte svagt og grinte en anelse...Men der var intet sjovt over det. I stedet vedblev han at være lidt anspændt.
Og så var det som om skæbnen ville give ham andre ting at tænke over. Hans arm gled rundt om ryggen på Macaria, da han støttede hende op til det store hus.
Han guidede hende ind på hans kontor, men satte hende ikke i stolen...i stedet tog han hende over til den lille seng og lod hende dumpe ned på den.
”Læg dig ned...På maven” bad han hende. At være urtekender og mediciner...Det var noget han kunne og som altid havde givet ham en indre ro. Måske var det fordi han kun havde en ting at tænke på, i stedet for hundrede.