The Quest for Power

[Deleted]

@daelis X @fangirilla

Mørket var faldet på. For de fleste i Dvasias var dette en tid man skulle være påpasselig med. Vampyrerne var altid ude at jage, og der kunne være varulve i nærheden, men Daelis manglede materialer til at danne flere våben. Hun følte sig et sted lidt udnyttet, men hun havde ikke meget andet at drage til. Hun var udstødt af sit eget samfund, og et sted, ja så følte hun sig knapt nok som en elver af hjerte længere. Hun havde altid været tiltrukket af de ting som andre racer praktiserede. Elegance fangede hende ikke. Det var nok også derfor at hun var faldet så godt til i rollen som mand.
Allerede på lang afstand kunne hun lugte søen og høre den boble, som en stor klæbrig masse. Som hun traskede igennem skoven lyste omgivelserne op omkring hende. I en lanterne bar hun en anden lysende, flydende masse. Det var et giftigt kemikalie hun havde opdyrket, og nu brugte hun den som lys indtil hun vidste hvordan det ellers kunne anvendes. Hele tiden ledte hun efter muligheder, der kunne berige hendes liv. Verden skulle bare vente. Når hun kunne udnytte det magiske element, ville ingen kunne skjule sig for hendes vrede længere. Hun skulle bare finde ud af hvordan hun kunne bøje det og bruge det, og til det manglede hun hjælp.
Da Daelis endelig nåede søen begyndte hun med stor forsigtighed at hælde noget af det sorte vand ned i beholdere. En del blandede hun med det blå slim fra lampen, og lukkede den igen. Lyset ændrede farve til et stærkt orange skær.
”Spændende… Kilden til søen er muligvis organisk. Jeg kan sikkert lave et eller andet med det her.”
Hun knælede ved søbredden og fortsatte med at fylde de mange beholdere.

[Deleted]

De havde slået sig ned for natten ved breden af en giftig sø, for at få hvilet ud efter en lang dags vandring gennem Dvasias marsk. Sora var ved at finde nogle af deres tørrede bær frem, da han hørte en nærme sig den anden bred og han fangede hendes blik i et kort sekundt. Hun stoppede det hun havde gang i og fandt lydløst sin bue frem, mens Leo fandt et par knive frem. De listede sig så hen mod lyden, før de stoppede i skyggen af en busk. Der fra kunne Leo se en skikkelse der samlede... Vand fra søen??? Han var mere end normalt forvirret over dette. Vandet var helt tydeligt giftigt, så hvad skulle personen bruge det til? Gift var altid en mulighed, de var jo i Dvasias, men ingen turde normalt at være ude på dette tidspunkt, med mindre de var enten ufattelig stærke eller ønskede at dø.

Den eneste grund til at Leo turde være ude var hans ringe og amuletter, der beskyttede ham og Sora. Han havde selv skabt dem, budent sort magi til dem der skadet alle der prøvede at skade smykkets ejer. Dette var det tætteste på en beskyttelselsformular som han som warlock kunne komme og han var selv ret tilfreds med hvordan de virkede. Den angribende vil, hvis person var svag fordampe, og hvis personen var stærk, ville han få både flænger og brændsår, der nok skulle stoppe personen.


Personen ved bredden virkede glad over noget, og med Soras pil rettet mod skikkelsen rejste Leo sig fra skjulet og stod i sin fulde højde. Han var ikke nogen kæmpe, men han var dog lidt itemiderende, i det han var klædt i sort fra top til tå. 

[Deleted]

Lige akkurat nåede elverkvinden at rejse sig. Hun var iført sin androgyne beklædning, da hun ikke regnede med at møde nogen så sent. Hun kendte dårligt skoven, men alligevel havde hun formået at finde til søens område, ganske imponeret af sin bedrift.
Hun tabte glasbeholderen, der smadrede det sorte søvand ud over søbredden. I et øjeblik var det som om hele hendes krop frøs til is, og hendes hoved ligeså. Ud af øjenkrogen kunne hun fornemme noget skinne i det svage måneskær. I et øjeblik troede hun at det var en varulv. Åh, guder. Der var to!
En af skikkelserne rejste sig, og det gjorde hun også. Men bueskytter i dette område? Måske havde mørkelverne fundet og genkendt hende. Hun sank en klump. Det var bedst at hun ikke gjorde modstand. Men hun ønskede heller ikke decideret at give sig til kende, hvis hun måske malede fanden på vægen, før han var der. Armene hævede hun i vejret for at tilkendegive at hun ikke var ude på ballade.
”Skyd ej! Hvad er jeres hensigt?”

[Deleted]

Personen, fordi Leo kunne ikke vurdere om det var en kvinde eller mand, da han/hun var for feminin til at være en mand og for maskulin til at være en kvinde, virkede ikke "farlig" men det kunne jo komme. Alt var farligt i Dvasias, og det var personen foran dem sikkert også.

Sora rejste sig op, stadig med pilen på buen, godt valgt for man kunne aldrig være nok på vagt når man var i Dvasias.

"Vores hensigt var at få en rolig nats søvn under stjernerne, men så hørte vi dig pusle. Jeg behøver vel ikke at sige at søen er forgiftet?" Soras stemme var meget afslappet i forhold til hvordan Leo havde det og i forhold til Sora havde en pil rettet mod den fremmedes hjerte.

[Deleted]

Fra højre til venstre så Daelis. Der var ingen steder at kunne nå at gemme sig, så pilen ikke kunne ramme hende, hvis den blev affyret. Afstanden mellem hende og de to var også svær at anskue i mørket, men hun tvivlede på at hun ville kunne nå at undvige.
De havde overnattet ved søen? De lød utroligt dumdristige, så måske var de ikke for egnen, men den sorte sø var ikke et område man burde overnatte. Grunden var jo gold og hun tvivlede på at det ville være gavnligt at være i området for længe. Stemmen var en kvindes. Den høje skikkelse lød ikke til at sige noget, men kvinden var lavere. Det kunne være en valkyrie og en anden race. Eller det kunne måske være et par, der ikke havde tålmodigheden til at finde et bedre sted at slå sig ned? Mørkelvere plejede at dvæle inde i Maerimydra, hvis ikke mændene var udstødt af deres familie og endnu ikke havde fået en herskerinde.
”Oh, jeg beklager at jeg har forstyrret jeres lillee… romance, må det vel være. Man kan få et værelse til en skilling inde i byen. Jeg beklager meget forstyrrelsen! ” Daelis stemme var lettere sarkastisk. De havde forventet at få hele den Dvasianske skov for sig selv og en god nats søvn – Her!?
Hendes lanterne var trillet om i græsset og kastede et blåt lys rundt om hende. Kvindens stemme antydede spørgsmål omrking Daelis gøren ved den sorte sø. Måske var hun mistænkelig og troede at elverkvinden ville bruge det imod hende. Men Daelis følte at hvis hun ikke forklarede sig og sagde noget som helst, så ville den pil sidde i hendes brystkasse i løbet af ingen tid.
”Ja, det siger man jo at den er… men spørgsmålet er hvorfor. Det er der ingen der ved, men det kunne være ganske spændende at finde ud af det, ey?” At hun så måske ville bruge væsken til våbenbrug – det havde de ikke brug for at vide.

[Deleted]

"Værelserne er ret lurvede og vi er ikke helt så glade for denne by, så derfor valgte vi dette golde sted, fordi her kommer ingen, eller rettere ingen der ikke er ude på at undgå andre. Og romance? Kalder man det stadig det efter at man har været sammen de sidste 70.000 år?" Sora mundvig var opad i et snedigt smil da hun så på personen. Leo stod stadig tavs ved hendes side, men hun kunne fornemme at han bare gerne ville væk.
"Okay okay, skal nok skynde mig," mumlede hun til ham som for at berolige ham. Hun fornemmede også at personen de stod over for var farlig, eller kunne blive det på meget kort tid.

"Men hvis der ikke er andet, så tag dit vand og brug det, så længe du ikke er ude på at skade os, er vi ligeglade med hvad du laver," Sora henvendte sige igen til personen, før både hun og Leo afventede hvad denne mystiske person ville gøre.

[Deleted]

”Nåå?” Daelis lukkede de sidste fyldte beholdere omhyggeligt.
”I er måske ikke her fra egnen. Og så alligevel så ejendommelige våben. En bueskytte oooog”
Hendes blik hvilede mod den stumme skikkelse, med gnist af snu eftertænksomhed. E´t havde de i hvert fald opnået med deres lille nummer, og det var at tiltrække hendes opmærksomhed, og hun agtede at finde ud af mere om de to. Og så gamle var de endda. Måske vampyrer?
”En skygge! Sikke en yderst spændende kombination. Og jeg som troede at det ville blive en stille aften. Hvis det er jeres ønske at hvile uset, er det måske et lidt dårligt træk at sigte på folk med bue og pil, ey? Dvasianere ser umenneskeligt godt i mørke. Landet er trods alt indhylet i det. Det kan godt være at det ikke er min hensigt at skade jer, men jeg ville foreslå at du lagde den pil ned. Jeg kunne hurtigt skifte mening.”
Hun kunne jo altid bluffe, hvis kvinden nægtede. Med den blå lanterne i hånden begyndte hun at traske imod dem. Der var egentlig ikke noget videre truende ved hendes fremtoning. Hun sendte dem nærmere et blik, som var de en ny dyreart hun skulle studere.
”Og jeg har metalskinner under mit tøj. Din nål vil ikke gøre meget for mig.”
Lampen blev hævet op imod kvinden og manden. Kvinden var ikke noget særligt, men manden...
"Hvad er du for en, og hvor er din herskerinde? Burde du ikke være inde for byen på denne tid?"
I lampens skær kunne man se at hendes negle skinnede som knive, og hun kørte dem igennem hans mørke hår, mens hun trådte tættere på. Fuldstændig ignorerende for den tidligere kommentar om at de tilsyneladende var et par... Og videre ned af hans hals, for at mærke hans hud. Nej, jeg han kunne godt gå for at være en mørkelver, men alligevel sprang nogle af hans træk ud for skalaen.
"Du er en fin en. Så ren, men der er alligevel noget... Anderledes"

[Deleted]

Hurtigt og elegant fejede Leo personens hånd væk fra sin hals.
"Jeg har aldrig levet som mørkelver, jeg er halv warlock og tilhøre ingen. Mit hjerte er dog Soras, men det er det hele," sagde Leo koldt og nedstirrede personen der lige havde rørt ham, noget han ellers kun tilod sine venner og familie. Sora havde pakket sin bue sammen men virkede ikke helt vild med ideen om at der var andre der kom tæt ind på livet af ham. Han sendte hende et hurtigt smil, før han fjernede sig helt fra den indtrængende og stillede sig ved siden af hende. Han lægger roligt en arm om hendes skulder, uden at se på den fremmede. Han mærkede at Sora blev mere rolig i det øjeblik hans hånd rørte hendes skulder og hun reagerede ved at lægge sin arm om hans talje.

Den fremmede lignede faktisk en af deres nære venner lidt. Amber var en kvinde, men hun var mere maskulin med både hendes personlighed og udseende, og det var hende den fremmede lignede. Leo var ikke mere i tvivl, personen de stod overfor var en kvinde, selvom hun spillede mand.

"Lægger du mormaltvis an på andres kærester eller hvordan virker det?" Soras stemme var rolig og selvsikker. Begge to så på kvinden, Sora med et undersøgende blik, mens Leo valgte at nedstirre kvinden foran dem.

[Deleted]

”Hvem snakker om noget hjerte. Det kan du da beholde. Jeg begærer det ikke”
Når alt kom til alt, havde Daelis ikke haft problemer med at finde mænd, når hun ville kræve dem. Hun skulle blot være påpasselig med ikke at lade dem sladre til kahlien. Aller helst skulle de være renblodede, men det skete at hun fandt noget som var spændende. Specielt og anderledes, men alligevel familiært og dragende nok til at hun følte sig tryg omkring det. Denne varyl var en af dem.
Og det passede hende ikke. Slet ikke. Det passede hende ikke, at han fjernede sig fra hende, og hun missede med øjnene og skubbede underlæben surmulende frem. Men man måtte jo sige at hun havde formået at give sådan et indtryk at kvinden følte sig truet af hende. Om det var den dominerende femininitet der var trangt igennem, på trods af klæderne, eller noget andet som hun følte sig trykket af anede hun ikke, men det havde fået ham til at markere sit tilhørsforhold til hende. I sig selv ville hun sige at det var en bedrift, og det morede hun sig mesterligt over.
”Spændende. MEGET spændende, men dog… en skam. Sikke et spild.”
Varyl mandens nedstirren blev ignoreret, og for en tid blev han også. Daelis opmærksom vendtes mod hunvarylen, som hun trådt et par skridt tættere på, mens hun smilte kattevenligt. Lanternen med det blå skær blev holdt op imod hendes ansigt også, og Daelis smilte kattevenligt.
”I min kultur værdsætter vi skønheden. Noget der er at finde i din mand, såvel som naturen og alt omkring os. Du burde være smigret. En viden der tilsyneladende er gået tabt i din halvblod… Men måske. Kan han gøre andre ting? En magikyndig. Så må du som warlock kunne bøje det magiske element.”
Hendes ansigt var lyst op af det blå skær, men i særdeleshed var den fremmede kvindens, idet hun ikke fjernede lanternen, og der kom et legesygt glimt i de brune øjne, der igen spejdede mod ham.

[Deleted]

"Du har ret i at der er en del ting der er gået tabt i min opdragelse, men det er hvad der sker når man er ved at blive dræbt de første 1800 år af sit liv. Men når det kommer til Leo og hans evner, så er jeg som sagt ikke hans mester, vi lever i et samarbejde. Vi har aldrig levet som elvere, da vi ikke finder det behageligt. Vi betyder begge for meget for hinanden til at vi kunne være på den måde," Sora viste at det ikke kunne betale sig at snakke med denne kvinde, men prøvede alligevel at forklare deres levevis for hende, selvom det dog virkede til at gå ind af det ene øre og ud af det andet. Hun så hurtigt op på Leo, der gengældte hendes blik.



"Når det gælder begær, har jeg aldrig begæret en anden kvinde end Sora. Hun er den eneste grund til at jeg blev ved med at udvikle mine evner inden for magiske amuletter," sagde Leo og Sora lagde sit hovede mod hans bryst. Hun var tilfreds med sit valg af livsledsager. Han var fantastisk på alle måder; deres temperamenter passede sammen, de var afstemt i deres opgaver, når de kæmpede var de synkrone og viste altid hvor den anden var. Det bedste var dog det fysiske, for selv efter 70.000 år var det stadig sjovt, hans stamina var faktisk blevet bedre gennem årene.

Sora kunne dog ikke komme sig over at kvinden havde kritiseret deres måde at leve på, sagt at det var et spild, når de levede fuldt ud. De arbejde hver dag, skrev sange og musik, lavede danse numre til at underholde folk med og rejste meget, hvilket begge var glade for. Men at det skulle være skidt at de ikke var mere mørkelver end de var, det virkede absurd. For dem handlede det mere om at de var lykkelige end om de opfyldte deres races standarter.

[Deleted]

Måden Daelis skævede tilbage imod kvinden på var ikke den mest sentimentale og sympatiske facon man kunne komme til. Faktisk var det ikke nogen form for medfølelse at spotte i hendes ansigt. Livet i Dvasias var generelt hårdt. Hun havde selv sine ting at slås med, så det sidste man bare lige ville høre fra hende ville være: Din stakkel. Hvor er det synd for dig!
Hun skulle prøve at få dem hun holdt kære halshugget i sit eget sted.
"Uha... Ja, det ser jeg. Livet er hårdt. Du får det til at lyde som om vi behandler mænd forfærdeligt! Hvor spøjst.”
Der var da ingen der tog skade af lidt pisk engang imellem. Og måske blev de endda gift, hvis kvinderne fandt dem værdige. Hun kunne lide deres livsstil. Der skulle bare lidt mere gang i den, og hvis alt gik vel… Så skulle hun nok vise dem vejen. Med eller uden deres accept.
De to væsner var tilsyneladende meget dybt knyttede. Ikke at hun forstod det. Hidtil havde hun aldrig følt andet end lyst for nogen. Det var svært at sætte sig ind i, så den eneste følelse det fremkaldte i hende var lettere kvalme. Så sødt og kandiseret at hun kunne frygte sig blive kvalt i det.
Daelis rystede det dog hurtigt af sig.
”Kun hende? Det var da utroligt kedeligt! Men… Sagde du amuletter? Hvilke amuletter? Fortæl endelig mere.”
De brune øjne betragtede den kønne mand med ny opvakt interesse, og det fik hende til at træde tættere på.

[Deleted]

"Magi er ikke noget jeg gør meget i, men mine amuletter er en undtagelse. De er det tætteste på en beskyttelsesbesværgelse jeg kan komme og de har redet vores og vores venners liv mere end en gang," forklarede Leo kort, mens han stadig stirrede på den fremmede. Han så meget kort ned på Sora, der sukkede og nikkede kort før hun fandt noget frem fra en lille taske der var fæstet ved hendes side.

"Jeg demonstrere gerne effekterne, da du virker interesseret i sære objekter," sagde han før han tog sine ringe af og gav dem til Sora, der rullede sit ærme op.

"Min amulet og ring har begge beskyttelsesbesværgelser, grunden til at Leo tog sine ringe af er at det er hans egne beskyttelses amuletter," Sora siger dette mens hun finder en lille kniv frem og får styr på de stofstrimler hun har i sin lille taske, samt en lille flaske med væske i.



Leo tager kniven fra Sora og så stiller de sig så den fremmede kan se hvad der forgår. Leo tager så forsigtigt fast på Soras højre arm og søger kort efter et lille ar, det ar han selv lavede på hende da han viste hende hvordan de samme smykker virkede for så mange år siden. Han holdte kniven roligt med sin venstre hånd før han prikkede et lille huld lige over hendes inderalbue. Han var hurtig til at stoppe hendes blod med en lille stofstrimmel, før hun tog fat på hans højre arm. Som første gang han havde gjort det var hans albue nu gennemblødt af blod, hvilket fik Sora til at sprætte hans ærme op med den samme kniv han før havde brugt. På Leos venstre inderarm kunne ses et sår af en vis størrelse. Sora gjorde som første gang, hun rensede såret før hun hev et par lange mørke hår ud og trådet en lille nål med dem. Hun syet ham sammen med en rutine der virkede umenneskelig før hun forbandt ham.

"Det er sådan mine amuletter virker," kom det kort fra Leo mens han blev syet.