You were my light and my pride..

[Deleted]

Gabriel Maloya Nicomendes - @isabel

De store porte til tronsalen blev slået op, som var der en hvirvelvind, der fór igennem slottet. Det var dog ikke helt forkert. Med vagter løbende og råbende efter sig, for at stoppe hendes færd mod tronen, trampede Isabel ind. Tøjet var slidt og beskidt efter flere ugers rejse uden stop. Det flammende, røde, korte hår strittede til alle sider, mens de grønne øjne, der gnistrede rasende, var rettet direkte mod tronen. Vreden ulmede i hende, som en vulkan, der var ved at eksplodere, og nogle skulle stå til ansvar! Nogle skulle gøre noget!

En vagt fik fat i hendes arm, men hun rev sig løs.

”Slip mig! Jeg skal snakke med kongen!” hvæsede hun af ham, og skubbede ham væk fra sig med en kraft, der var langt stærkere end man skulle have troet fra en ung kvinde iført rejsetøj. De andre bakkede lidt tilbage fra hende. Ikke fordi hun så ud af meget. Kroppen var atletisk med markeret muskler, og hun så både forslået og fattig ud. Nej, det der fik vagterne til at bakke tilbage var styrken i hende, blandet med vreden, der fik luften til at svømme omkring hende.

Hun slap dem langsomt med blikket, mens hun vendte dem ryggen, inden hun forsatte mod tronen. Folk der befandt sig i salen, kiggede alle chokeret på den forhutlet kvinde, der uden respekt eller frygt, nærmede sig kongen over alle konger.

”Ved De at Manjarno er faldet?!” Hendes stemme var som et piskeslag igennem hele salen, så det fik folk til at gibbe. Hvordan kunne én person, have så meget styrke og kraft i sig? Hun var som en flodbølge, der vaskede ind over folk, og efterlod dem forvirret og gennemblødte. Strippet fra alt der hed magt og rigdom, så de pludselig stod, som hendes ligemænd.

Hendes fodsåler på støvlerne smældede mod det blankpoleret gulv, så det gav genlyd i hele salen, der nu havde henlagt sig i en intens stilhed. Hun tog sig dog ikke af det. Tættere og tættere kom hun på tronen, hvor der sad en ensom skikkelse. Skikkelsen hun havde stolet på! Skikkelsen, der skulle have gjort noget?!!

”Et helt land ligger ved siden af jer, og I lader det falde! Flere hundrede er nu i livsfare! Flere hundrede har mistet livet! Et helt land?! Hvordan kunne I!” råbte hun med så meget skuffelse og anklagelse i stemmen, at nogle bøjede hovedet automatisk, uden at vide hvad hun snakkede om.

Endelig nåede Isabel op til tronen, der hævede sig op over hende, som en dømmende Gud, men det rørte hende ikke. Trodsigt stirrede hun direkte op på personen, der skulle forestille at være hendes konge.

Vagterne var ved at nærme sig hende igen, men hun tog sig ikke af dem. Kroppen dirrede, og øjnene lynede.

”Imandra står for fald næste gang,” fortalte hun sammenbidt med hænderne knyttet ned langs siden. ”Vil du også bare lade det ske, uden at røre en finger.... my lord?”

Vagterne sprang på hende, og selvom hun kæmpede for at skubbe dem af sig, fik tre af dem fat i hendes arme. Nådeløst begyndte de at trække hende baglæns ud. Èn af dem undskyldte underdanigt for kongen, mens Isabel vred sig i deres greb.

”VIL DU OGSÅ BARE LADE DEM DØ ALENE I MØRKET?!! JEG STOLEDE PÅ DIG!! JEG KÆMPEDE FOR DIG!! DU VIL BARE EFTERLADE DEM!!” skreg hun, så det rungede i salen, men det nyttede ikke noget. Vagterne trak hende tilbage væk fra den mest prægtigste af alle, som hun så respektløst vovede at tale til. Vreden og skuffelsen fik hendes øjne til at brænde, men hun nægtede at blive slæbt grædende tilbage. Ikke foran ham!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste hvad der stod for tur, og selv måtte han erkende, at han ikke bifaldt tanken! Ikke at han sad trygt på tronen og bare lod tingene gå sin gang, for det gjorde han da godt nok ikke! Han havde sat træningen igang af soldater på denne side af grænsen. Han skulle indkalde alle drenge og mænd, som kunne løfte et sværd eller bruge våben, og kvinder og børn skulle føres bort, så de ikke ville ende med at blive fanget midt i det hele.
Han følte sig presset. Han følte sig virkelig, virkelig presset! Tænderne bed han sammen. Allerede ude på gangen, kunne han høre, at der var gang i den. Han knyttede næven ganske fast, som hun braste ind. En magiker.. en som selv færdes meget på den anden side af grænsen. Ordene slog hårdt, men selv han vidste, at det var nødvendigt, hvilket næsten var det værste af det hele.
"Jeg kan forstå, at du er frustreret.." begyndte han med en stemme, som tydeligt måtte være for døve ører. Han lukkede næven ganske let om tronstolen. Vagterne blandede sig, og forsøgte at undskylde for hendes opførsel. Det var snarere deres egen opførsel de skulle undskylde for!

Gabriel endte med at rejse sig. Den hvide kongelige kappe faldt om hans skuldre, også selvom de måtte give plads til vingerne som han bredte på hans ryg.
"SÅ ER DET NOK!" endte han med en fast tone. Han så ikke bare til fra sin kongelige stol! Selv han var kraftigt påvirket af det slag, som var sket i Manjarno, men han ville hellere sikre sine egne grænser, end han ville sikre sig andres. Det var en sag, som både ham og Silia var enige om.
Med faste skridt trådte han ned fra stolen og henover det blanke gulv.
"Slip hende, og træk tilbage til jeres post!" endte han med en fast tone. Han ville ikke snakke om noget andet. Overhovedet ikke, for den tanke i sig selv, var noget som gjorde ham hidsig. Hans blik gled dernæst til Isabel. Naturligvis var det frygteligt, og det var tragisk, hvad der var sket i Manjarno, men ikke en sag, som han kunne eller ville blande sig i, dersom han kunne blive fri for det.
"Jeg har forståelsen for din frustration, men jeg ønsker snarere at beskytte mine egne grænser og egne marker, end jeg vil risikere livet mod mørket på udebane," forklarede han med en kortfattet mine. Hårdt sagt måske, men det var en nødvendighed.

[Deleted]

Da vagterne endelig begyndte at slække deres greb i hende, rev hun sig fri, skubbede én væk fra hende, og vendte sig så om mod kongen. Hun havde aldrig mødt ham før. Havde aldrig fundet det nødvendigt. Han var bare den lysende skikkelse, som hun kæmpede for. Ham, som hun tjente, uden at sætte spørgsmålstegn. I flere år havde han været et symbol for hende og Caleb. Et skinnende, smukt symbol, de havde båret med sig i deres tanker, når de uden frygt, havde nedslagtet det ene mørkvæsen efter det andet. De havde været i Dvasias, for at redde Salvatore. De havde i ydergrænserne for at beskytte landsbyboerne. De havde været i Manjarno, for at jage mørkvæsner bort. Alle de steder, mens deres rigtige hjem var Procias.
Hvis ikke han havde været kongen... hvis ikke han betød så meget for hende, så havde hun slået ham for de ord, han sagde. Lige siden hun havde været et lille barn, havde Gabriel Nicomendes, været helten i alle hendes drømme. Når hun havde haft mareridt, ville hendes mor pege ud på stjernerne, og fortælle at det var kongens tjenere, som holdte øje med, at alt var sikkert.
Smagen af skuffelse og svigt var bitter i hendes mund.
”Hvem er du?!” hvæsede hun lavmælt til ham, og tog et skridt frem. ”Du er ikke lysets konge. Han plejede at passe på alle de uskyldige. Dem ALLE sammen! Hans hjerte var så stort, at det havde plads til både Procias, Imandra OG Manjarno!”
Med en hård bevægelse rettede hun på sit tøj, som vagterne havde trukket i, så jakken sad skævt. De gnistrende øjne kiggede rundt på hoffet, der alle åndeløst fulgte med. Lamslået over hendes foragt. Ingen støttede hende. Ingen fortalte kongen, at han ikke bare kunne vende ryggen til.
Tungen kørte rundt i munden, for at få den beske smag væk fra ganen, inden hun igen kiggede op på Gabriel. Brystet hævede og sænkede sig i et dybt åndedræt efter alt råberiet, og kampen mod vagterne.
”Fint... hvis du ikke vil beskytte andet end dine egne, så er det på tide for mig at flytte,” endte hun med at sige, og rettede sig lidt mere op. ”Jeg og min bror tager til Imandra. Guderne tage mig, hvis JEG lader Dvasias tager det land også!”
Hun sendte kongen et sidste blik, inden at hun gav ham sin ryg. Med et mørkt blik trampede hun væk fra ham. Hvordan de som kun to personer, skulle forsvare Imandra, vidste hun ikke, men for helvede hvor ville hun forsøge! Om det så blev hendes død....

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At kongehusets handling - eller nok snarere manglen på det, var noget som frustrerede denne kvinde, men Gabriel stod nu fast på, at den handling havde været for det rette. Hans blik hvilede intenst på hende, som vagterne denne gang valgte at trække sig. Han vidste at Manjarno var faldet.. han vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, inden Dvasias gjorde et forsøg mod enten Procias og Imandra. Isabel var en kvinde, som han ikke så meget til, men dog ikke var ukendt for ham.
Gabriel blev stående med en meget stiv mine, mens hun nærmest stod og råbte og skreg af ham. Under normale omstændigheder, havde han nok gjort det samme, om han havde været i hendes sted. Det var nok næsten det, som rent faktisk var det værste af det hele. "Hjælper det at råbe og skrige af mig?" spurgte han med en mere kortfattet stemme.
Gabriel tog et langsomt skridt mod hende. Hun kunne sige hvad hun ville, men ja.. han elskede alle væsner, men han beskyttede sine egne, og det var dem, som befandt sig på denne side af grænsemuren.
Armene lod Gabriel glide over kors.
"For mig, er det selv med tungt hjerte, at jeg må se Manjarno falde. Det land er for vores soldater ukendt, og jeg sender dem ikke bare i døden ved at sende dem i ukendt farvand!" At hun så derimod havde tænkt sig at forlade landet her, var uden tvivl det som rent faktisk måtte overraske ham mere end hvad han nok lige havde regnet med.

Gabriel gjorde tegn til vagterne ved døren. Omgående tog de hintet, og stillede sig i vejen, så Isabel ikke bare kunne forlade den store tronesal. Han var stadig den samme mand, som han alle dage havde været.
"At drage forhastede konklusioner i vrede, vil ikke være dig en hjælp. Dvasias vil med største sandsynlighed vende sig mod Imandra, for derefter at tage os til sidst.. Jeg har brug for dem som kan svinge et sværd.. benytte våben og slå fra sig.. Jeg har brug for Jer på denne side, når det kommer så vidt," sagde han denne gang med en alvorlig stemme. Han var skam godt klar over, hvad der ville ramme. Det var jo egentlig bare et spørgsmål om hvornår det ville komme til at ske.

[Deleted]

Brat stoppede Isabel op, da vagterne spærrede udgangen for hende. Man kunne se hvordan hendes skuldre trak sig op, da hele kroppen spændtes. Åndedrættet var tungt og kontrolleret, som prøvede hun at få kontrol over sig selv. Flammer begyndte at slikke sig op af hendes arme, inden at hun vendte sig om mod Gabriel. Skuffelsen i hendes blik var brændt væk. Det eneste som var tilbage, var den rene vrede, som bølgede omkring hende. Salvatore havde modsagt hende, da hun fortalte, hun ville gå op til kongen. Caleb havde været enig, men havde ikke prøvet at stoppe hende, da hun tog afsted alligevel.
Vagterne trak deres våben, da de opdagede flammerne, og den måde hun vendte sig mod kongen på. Det lignede, at hun kunne finde på at angribe ham ved den mindste undskyldning.
"Jeg vil ikke sidde her og vente, mens uskyldige bliver slagtet!" snerrede hun, og tog et truende skridt mod kongen. Hun vidste at det var en dårlig ide, som intet godt kunne komme ud af, men hele hendes billede af helten i hendes liv, var krakeleret. Da hun fik af vide Manjarno var faldet... så mange døde. Venner, folk hun havde hjulpet. Hvordan kunne det være sket?
Hun tog en dyb indånding, og flammerne forsvandt ind i hendes håndflade. I et stykke tid, bevægede hun fingrene, for at være sikker på magien i hende blev tilbageholdt. Det røde hår faldt ned over hendes øjne.
"Min bror venter på mig udenfor..." fortalte hun mere stilfærdigt, men nægtede at se på kongen. "Du kan ikke holde os indespærret, og tvinge os til at kæmpe for dig." Endelig kiggede hun op, og hendes blik borede sig frygtløst ind i hans. "Vi tager til Imandra, og holder stand så længe vi kan. Hvis vi dør i forsøget... well... så kan vi i det mindste sige vi gjorde noget. Imandra har ingen til at beskytte dem, andet end nogle fede, rige handelsmænd. Nogle må tage ansvar! Nogle må sætte en fod ned!"
Hun rettede sig op, og hævede bestemt hovedet, så struben blev blottet. Imandra... det sidste neutrale land. Forsvarløs overfor Dvasias magter.
"Hvis Imandra falder kommer tre landes styrke mod Procias, men hvis vi forsvare Imandra, kan vi presse mod Dvasias fra to sider. Procias mod Manjarno, Imandra mod selve Dvasias. De bliver nødt til at flække hæren i to, for at beskytte begge deres sider," fortalte hun. Det var Salvatore, der havde kommet med ideen. En skam han stadigvæk var for såret til at stå her ved hendes side.
Hun knyttede hænderne, mens hun lod blikket vandre rundt i salen fra den ene sjæl til den anden. Så bange de var. Som en skildpadde, der gemme sig i dets skjold. Hun tog en dyb indånding, der fyldte hele hendes brystkasse op.
"Med alt respekt, my lord...." Hendes viljefaste, stædige blik landede på Gabriel igen, og et hårdt smil trak i hendes mundvig. "... så har jeg tænkt mig at trodse dig i denne sag. Jeg tager til Imandra med eller uden din accept eller støtte. Om jeg så skal lade dig forvise mig og min bror fra Procias."

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel blev denne gang stående fuldkommen stille, selv da Isabel tog det faretruende skridt mod ham. Han kneb øjnene let og fast sammen. Han gjorde dog intet.. og vagterne reagerede ikke, før han gav dem en grund til at skulle gøre dette. Selv var han ked af, at de havde været tvunget til at tage den beslutning, men den havde været nødvendig.
"Hvad der skete i Manjarno, er naturligvis meget beklageligt, men denne gang har det ikke været en situation, som vi skulle blande os i. Jeg ved at det kan være hårdt, at stå og se på, herfra," sagde han kortfattet. Han ville ikke stå og diskutere med hende. Denne beslutning havde Silia og ham, været enige i.

Flammerne som havde slikket sig op af hendes arme, forlod hende igen. Han vidste godt at hun var vred og forarget, hvilket også stod så tydeligt i hendes mimik. Hun var strategisk anlagt.. og der var noget i det, men det at få en hel hær til Imandra, for at støtte dem, så stod landet her svagt.. Så stor var hæren på denne side af grænsen jo heller ikke ligefrem.
"Jeg forstår godt din problematik, men så må jeg skænke dig billedet af, hvordan det ser ud fra min side af denne sag. Den procianske hær, er ikke særlig stor, og hvis der sendes nogen dertil, vil selv vores land fremstå mere svag, end hvad det i forvejen er. Jeg beklager.. Jeg har selv måtte stå og se til at Manjarno er faldet. Jeg sætter træningen og udbyggelsen af vores hære højere, for at forsvare vores egne grænser," fortalte han. Det havde for ham, været en meget svær beslutning, og særligt fordi at han var en folkekær mand, men det var virkelig vigtigt for ham, at beskytte sine egne, og det havde han virkelig svært ved at se det forkerte i.
At han ville miste hende og hendes broder i denne sammenhæng, var Gabriel bestemt ikke meget for. Den tanke var rent faktisk noget som gjorde ham trist. Han sukkede let. Det var da forbandet belejligt det her... Eller manglen på samme
"Den lyse hær, er ikke stor nok til at kunne lade sig splitte i to, og beskytte to lande. Det er kun et spørgsmål om tid, inden det fokus bliver vendt mod Procias, og til da, er jeg nødt til at have hærene klar," fortalte han denne gang med en direkte stemme. Han gjorde først nu tegn til vagterne om at sænke deres våben, men endnu blev de stående foran døren. Hun ville vende hendes eget land ryggen?
"Jeg håber du er klar over konsekvensen ved at vende Procias ryggen," sagde han denne gang med en mere direkte tone.

[Deleted]

En klingende latter undslap Isabels læber, ved hans sidste spørgsmål, der mere eller mindre kunne lyde som en trussel. Med et skævt smil udlignede hun afstanden mellem hende og Gabriel, så de stod helt tæt op af hinanden. Aldrig havde hun været så tæt på én af så høj status før, eller én der var så velklædt. Dog kunne man ikke se noget som helst på hende, der lignede ydmyghed, frygt eller underdanighed. Hun kiggede op på ham, med det der skæve smil, der blødte, det ellers altid så hårde ansigt op. Man skulle næsten tro, han havde givet hende, hvad hun ville have.

Duften af hans ånde puffede ned i hendes ansigt. Forhåbentligt ville han ikke have noget imod lugten fra hende efter de mange ugers rejse gennem de vilde landskaber. Det var ikke ofte, hun stod så tæt på folk. Faktisk brød hun sig ikke om det, men den her gestus handlede om at vise kongen, præcist hvor alvorligt hun vidste det her var, samt at hun ikke frygtede, hvad end han ville gøre.

"Jeg kender konsekvenserne, Deres Højhed," svarede hun ham med et hint af foragt i sin stemme. "Og tro mig, når jeg siger, at jeg ikke vil komme til at fortryde det på nogen måde. Det Procias jeg har beskyttet i alle disse år, er faldet."

Gad vide hvad Caleb ville sige til det? Hun havde sådan set lige på hans vejene, ladet sig blive bortvist fra deres hjemland. Hun håbede han kunne tilgive hende.

Langsomt begyndte hun at bakke væk fra kongen, mens hun bredte armene præsenterende ud fra sig.

"Jeg fortrækker at dø i at gøre det rigtige, Deres Majestæt. Sådan er jeg blevet opdraget," sagde hun til ham, og måtte hæve stemmen mere og mere, jo længere hun bakkede væk fra ham. Der var ikke mere respekt tilovers for den lysende konge, der i så lang tid havde været hendes forbillede, hendes håb, og hendes lys. Nu så hun hvordan han virkelig var. En kujon, der fortrak at gemme sig bag sine mure, for at beskytte sit eget folk. Hun fnøs, og vendte endelig ryggen til ham.
Vagterne stod stadigvæk foran døren.
"Lad mig komme forbi," sagde hun til dem med en skarp tone. "Jeg og jeres konge, har ikke mere at sige til hinanden. Der venter en lang rejse foran mig. Åh.... for resten...." Hun så sig over skulderen mod Gabriel. "Mig og min bror befriede magikernes forhenværende leder, Salvatore, fra Mørkets Cirkel. Skal jeg sende ham over til dig?"

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Konsekvensen ved forrædderi var stor og tydelig, og selv Gabriel var ikke et sekund i tvivl om, at det var en konsekvens, som denne kvinde selv måtte være kendt med. Han kneb øjnene let sammen. Det havde på ingen måder været en nem beslutning, men hvis de havde sendt hærene afsted, stod deres eget land svagt, og det ønskede han på ingen måde!
"Du kan virkelig ikke se det fra vores synspunkt, kan du?" spurgte han med en skarp tone. Det var på ingen måder noget som han måtte finde sig i, og da slet ikke på denne måde. Den disrespekt som hun hermed måtte udvise for ham, og samtidig trække sig selv og sin broder ind i dette, hvilket han slet ikke så nogen grund til.

Vagterne holdt sig endnu på deres faste pladser, så det netop ikke var muligt for hende at passere, før Gabriel havde givet hende lov til det. Det var noget som passede ham mere end fint.
Armene lod Gabriel falde over kors, og med den samme kortfattede og meget intense mine. At hun kunne få sig selv til det.
"Procias er et land, som endnu står i fuld flor, og dette er naturligvis noget som skal beskyttes. Jeg agter at beskytte mine egne, før jeg vil drage ud og beskytte andre. Mørket har et overtag i den her verden. Vores hære er få og i fåtal. Før eller siden vil selv striden nå dette land, og så er det her kræfterne bliver lagt," forklarede han. Det var ikke fordi at han ville stå og diskutere kamp og krigsstrategier. Hun virkede desværre allerede temmelig fastlåst på hvad hun ville.
Som hun alligevel snakkede om Salvatore, fik hurtigt Gabriel til at vende blikket mod hende. Han kneb øjnene fast sammen. Den mand havde hans hustru valgt at landsforvise, og selv det var en handling, som han fandt sig nødvendig til at skulle støtte hende i.
"Den mand blev sendt fra landet her, da han valgte at hjælpe mørket. Den mand er ej velkommen her. Jeg beder udtrykkeligt dig, om ikke at begå de samme fejl," sagde han. Hun ville rejse? Det var soldater som var hårde for dette land at undvære.. men fint. Han gjorde tegn til at vagten skulle flytte sig, så hun kunne komme forbi, inden han selv stillede sig med ryggen til. Han var presset.. virkelig presset efterhånden.

[Deleted]

Et suk forlod Isabels læber, da vagterne nægtede at flytte sig, og Gabriel blev ved med at komme med undskyldninger, for at blive i Procias med sin hær. Hun forstod det godt. Procias var skrøbelig. Hæren var ikke stor, og mørket ville helt klart vende sig mod dem på et tidspunkt. Hun var ikke soldat, strategiker, politikker, eller noget andet stort. Hun var en dusørjærger - tilgengæld havde hun og Caleb mere erfaring med at slå mørkvæsner ihjel, end nogen som helst andre. De vidste hvordan de tænkte. Med ondt, skal ondt bekæmpes. Og dog misforstod kongen, hvad det var hun ville gøre - akkurat det som landets værdier opdragede børn til.
"Jeg vil ikke gå til mørket," svarede hun ham opgivende, og drejede hovedet mod den ene skulder. "Jeg vil kæmpe mod det. Derfor tager jeg til Imandra. Om jeg så er nødt til at lade dig forvisse mig, så må jeg gøre, hvad jeg syntes er rigtigt - og det er at beskytte de svage. Procias er ikke svag. De har dig."
Hun vendte sig halvt om mod ham, og fangede hans stærke blik, uden at blinke. Et lille smil spillede sig om hendes læber. For første gang et åbent et af slagsen.
"Jeg er nødt til at gøre det her... Ellers vil jeg aldrig kunne tilgive mig selv. Jeg håber De en dag, kan tilgive mig, ellers ses vi på den anden side. Det her er farvel." Dybt bøjede hun hovedet for ham, som det sidste tegn på hendes hengivenhed overfor ham, inden at hun vendte ham ryggen, og gik med faste skridt og rank ryg ud af tronsalen. Der var lang vej til Imandra, så de kunne lige så godt komme afsted.

//out

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Procias var ikke stærk? Gabriel var bange for, at det var at forsøge at skænke ham en løgn, som han ikke kunne stille særlig meget op mod, for han følte sig ikke stærk. Hæren var lille og skrøbelig i forhold til den som mørket kunne stille med, og han frygtede for konsekvenserne, den dag at krigen for alvor ville bryde løs, og det ville den på et tidspunkt. Dvasias kunne jo nærme sig muren, uden at de egentlig kunne gøre noget ved det.
"Vi er ikke stærkere end det svageste led," pointerede han. Det var den styrke som han havde svært ved at finde. Hvordan skulle han kunne styrke de svage, uden at piske en stemning op, som kunne ødelægge det hele? Efter det som var sket i Manjarno, havde den tunge stemning i forvejen lagt sig, og nej.. han brød sig bestemt ikke om det, men det var jo heller ikke fordi at han kunne gøre noget ved det lige nu, andet end at indkalde alle som var gamle nok til at bære et sværd, og samtidig vide, at halvdelen af dem, hvis ikke flere, aldrig ville vende hjem igen. Den tanke var direkte frygtelig.
"Jeg vil ikke forvise hverken dig eller din bror," begyndte han med en kortfattet tone. Kunne hun ikke se, hvorfor han handlede og reagerede på den måde som han gjorde? "Mørket trænger ind i hver en krog lige nu, og lyset er ikke stærkt nok til at holde det ude. Vi har brug for alle dem, som kan løfte et sværd, til at beskytte det," sagde han kortfattet. Selv han regnede med at tage pladsen i fronten, når det skulle komme så vidt. Han ville ikke sende sine soldater i døden og selv blive siddende her. Ikke på vilkår! Han rystede let på hovedet og lod hende endelig gå, inden han selv vendte sig mod de store vinduer, som var vendt ud mod Procias som rige.. Han frygtede virkelig, at det ville ende med Procias' fald.. endeligt.

//Out