Hit me once, hit me twice

[Deleted]

Det var formiddag, solen var langt bag tykke mørke skyer, men ikke en eneste dråbe af regn virkede til at være på vej. Det kunne lige så godt have været aften, men nej, i aften ville blive helt anderledes end nu. Vinhandleren stod utålmodigt og fremviste alverdens vine, lod manden smage, der lod til at være frygtelig kræsen. Han ventede besøg hvert øjeblik, og han ville have en god vin at kunne servere dertil. Ingen af tjenestefolkene var nyttige nok til at skulle finde en som var god nok, nej man måtte gøre sådan noget med og han havde på slæb sin hustru, ikke at hun havde noget som helst at skulle have sagt. Hun rullede med øjnene og sukkede opgivende, hvilket fik ham til at stirre vredt på hende.

"Corina jeg advare dig, opfør dig anstændigt!" Vrissede han med sammenbidte tænder. Hun skjulte et fnis i sin håndryk som var oppe mod hendes læber. Åh hvor hun dog elskede at pisse ham af på den måde, der skulle efterhånden heller intet til, for hun bragte ham i forlegenhed næsten bare ved at være til. Faktisk undrede det hende at hun stadig var i live, men hun måtte vel have noget af byde på og så det at han begærede hende så åbenlyst og lige så snart han bare var en smule påvirket forsvandt hans anstændighed da langt mere end hendes. Igen stod han og brokkede sig over vinhandleren intet havde at byde på, hun kom med en irriteret lyd og tog fat i en flaske og svang den frem foran ham.

"Vi tager den her!" Sagde hun så opgivende, tydeligt for at nedgøre sin mand. Hvilket han kraftigt reagerede på. Der blev råbt og skreget, de andre kunder så kort op, men løftede så sine skuldre og lod som ingenting. Corina mærkede sin mands greb om hendes hals, inden han trak hende ud af vinhandlen og kastede hende fra sig.

"Vent her mens jeg vælger en vin, nytteløse kælling!" Skreg han ophidset, inden han forsvandt ind igen. Siddende på jorden, begyndte hun at grine, åh de ansigter den mand kunne lave, de var jo fantastiske! Det eneste sjove hun havde ud af dette ægteskab og hans lunte var blevet slidt med årene, så nu skulle der intet til. Hun vippede sine stiletter op og ned som hun sad der, pokkers til fodtøj, møghamrende irriterende og hun følte sig fanget. Den store kjole som var i mange lag fyldte alt for meget og hun hadet den grimme kyse hun havde på for at vise sin velstand. Hun følte sig helt igennem latterlig! Nej hun foretrak noget meget mere simpelt, men hvorfor skulle hun dog selv måtte vælge hvilket tøj hun gik i. Ligesom med hendes hår der var sat op i en fast knold, nej stod det til hende var det løst!

[Deleted]

Atterlin var hans by, trods han ikke ligefrem ejede den. Dog var dette hans syn på den. Det var her han boede, det var her han kunne være i fred...Og det var her folk hele tiden kom og bankede på hans dør! Altså, var det hans by. Som det var, var han hjemme i sin by denne formiddag. Det skete efterhånden ikke så tit, oftere var han alle mulige stedet i hele landet. Men denne formiddag var han ikke bare hjemme, han var også ude at gå!
Han følte sig hjemme i byen og afslappet. Hvad han trængte til, med alle de ting han skulle få styr på, slappede han sjældent af, men fløj fra den ene by til den anden med pendulfart.
Han var anstændigt klædt. De knæhøje støvler, et par sorte bukser af varmt stof og en sort trøje. Der ud over havde han en mørkeblå jakke med mønstre af sølv fordelt over sin og med forsølvede knapper. Jakken gik lige ned over hans numse og havde en høj krave, så han rigtig kunne holde varmen, for det var ingen hemmelighed at det var vinter og der lå smattet sne omkring dem.
Medaljonen hang som altid om hans hals, gemt bag alt hans tøj. Han havde et bælte på, hvor der i den ene side hvilede en pisk og i den anden en lille dolk. Der sad flere små punge i hans bælte, trods der var færre end før, til dels fordi han ikke havde haft tid til at tage sig af beholdningen af urter længere.
Han gik i smattet af sne og mudder, ned af gaderne. Det var rart at gå lidt rundt uden noget klart mål.
Dog kunne han ikke undgå at bemærke noget tumult, da han kom ned forbi vinhandlen. Dette var en lille butik med dyre drikke, der ikke altid smagte særlig godt. Kun de rigere gik derind. Hvem af de rige havde mon problemer? Måske nogen der ikke havde penge nok alligevel eller nogen der ikke kunne gå hvad de ville have.
Han bevægede sig derhen af.
Kun for at opdage en kvinde, i en hæslig kyse, sidde på gaden i en alt for stor kjole og...hygge sig. han nåede lige at se en mands vrede ansigt forsvinde ind i en butik. Han stoppede op og bedømte situationen et øjeblik, ligesom de få andre der havde bevæget sig ned af gaden gjorde. Til sidst, dog, gik folk bare igen. Ingen ville stille de forkerte spørgsmål og virkelig...Selv om kvinder næsten var på lige fod med mænd i dette land, var der stadig dem der undertrykte dem. For Zean, dog, var han ret ligeglad. Var det ikke fordi han fornemmede denne mørke aura om kvinden, som var karakteristisk for en dødsengel.
Dette fik ham til at gå direkte hen til hende og så på hende, som var der noget galt.
"Hvorfor sidder du der?" hans ene øjenbryn gled op i panden da han pegede ned mod hende og jorden og lavede en cirklende bevægelse med den.

[Deleted]

Det var meget normalt folk ikke blandede sig, og en del frygtede i forvejen hendes mand, så dem der havde set ham, ville ikke i nærheden af Corina når hun havde rodet sig ud i problemer. Bestemt heller ikke nævne at hun ikke ligefrem opførte sig pænt. Hun var blevet godt våd bagtil, beskidt og snavset, men det var hans egen fejl! Så kunne han lære det! Da en mand kom hen og snakkede til hende, stoppede hun med at grine og så overrasket op. Snakkede han virkelig til hende? Hun valgte at komme op på benene igen, prøve at få styr på den latterlige kjole og rette på kysen, som hun i stedet valgte at flå af og kaste på jorden.
"Ballade." Lød det blot fra hende, hun trak på skuldrende og smilede sit bedste ballademager smil. Det rørte hende ikke at blive behandlet sådan, hun fandt det kun sjovt, det var det eneste som faktisk beviste manden var i live, ellers var han dødssyg. Hun lod fingre glide kort hen over hendes hals, han havde ikke haft fat længe nok til at skulle efterlade mærke, ikke denne gang. Roligt lod hun sit blik måle ham, hun var ikke i tvivl om hun stod foran en artsfælle.
"Hellere sidde i skidtet end at høre på den opblæste nar. Desuden trængte jeg til der skete noget, tænk hvis jeg blev kedet ihjel." Grinte hun, inden hun så sig lidt rundt, de hviskede allerede, byens vandte sladdertasker som kom gående arm i arm med en vifte til at skjule mundens bevægelser. Hun rullede med øjnene, den dag hun flåede deres strube ud ville være helt igennem fantastisk!
"Men sig mig, hvilken interesse har De i hvad min gøren på jorden er? De fleste ved bedre og holder sig langt fra mig. Jeg tror de ved jeg føre ballade med mig."De sidste ord blev hvisket med et fjoget grin, hun rystede på hovedet af det og valgte at løsne de ravnsorte hår og ruske lidt i det. Et suk forlod hendes fyldige læber, nøj hvor var det fantastisk at have det løst igen! De lysegrå, næsten hvide øjne betragtede ham endnu engang, mens hendes øjenbryn skød i vejret. Ham havde hun da set før, om end for en kort stund i gaden, måske til et selskab?

[Deleted]

Han så afslappet på hende, som hun kastede den rædselsfulde kyse ned på jorden, hvor den straks blev våd og snavset. Hun kom på benene. Hun var køn, som det var, men det var mere hendes stikkende svar han nød og hendes forsøg på at være fri i, åbenbart, en ægtemands greb. Hans blik gled over mod butikken. Igennem at af vinhandlens farvede vinduer kunne man se nogle skikkelser stå og diskuterer noget vin. Den ene så ret vred ud, den anden næsten opgivende. Måske var dette den uduelige ægtemand?
Han så tilbage på kvinden med et svagt smil og ignorerede fuldstændig sladretanterne. I stedet voksede hans smil i takt med at hendes hår løsnede sig og gjorde hende vildere at se på.
"Du er dødsengel og det samme er jeg. Men jeg er ingen hvem som helst" hans blik gled over til butikken endnu en gang. Han lugtede...Ballade. Og han kunne næsten ikke holde sig tilbage.
"Sig mig en gang...Er din kære ægtemand også dødsengel?" spurgte han direkte. Han gik et skridt tættere på butikken, hans fod gled over hendes kyse og begravede den i mudder. Nåe...Det var synd!
Ingen skulle sætte en dødsengel på jorden, så hun eller han blev beskidt. Ingen skulle iklæde en dødsengel i tøj, denne ikke ville have på. Ingen skulle holde en dødsengel tilbage...ikke længere! Ingen skulle fængsle dem, begrænse dem. Det var slut! og dette var et udmærket tidspunkt til at vise det. Han kunne dog først beslutte sig for en måde at reagerer på, når han vidste om manden var en af dem eller ikke. Dette kunne ende på to måder. Ingen af dem kønne...For manden. Begge fuld af fornøjelse, for Zean. Han smilte og så ind gennem vinduet endnu en gang. Åh, fortæl det nu! Var hans dødsengel eller ej?

[Deleted]

"Sååååå, De er.... hvem?" Spurgte hun så nysgerrigt, han havde da klart fanget hendes interesse, men der skulle nu heller ikke meget til med det fangeskab hun levede i. Faktisk elskede hun at hive alle mulige ind i hendes små lege, desuden var det blot morskab fra hendes side af, ingen havde vedholdt hendes interesse og så havde det endt med hun lod sin mand opdage hendes bekendtskab, bare for at se jalousien boble i ham. Ellers skete der jo ingenting! Den eneste grund til hun aldrig havde forladt manden, var hendes far, hun ville ære ham, han var en respekteret rigmand og navnet fra hans side havde hun taget med sig, selv i ægteskabet. Hvilket han jo havde måtte finde sig i, da det var hendes far han havde lavet 'handlen' med.
"Jeg er fristet til at sige nej, for mine øjne har han ikke hvad der skal til, han er for fissefornem og kedelig. Men desværre, så ville det være usandt, han er dødsengel. Fuldblod. Min far ville skam ikke sætte mig sammen med andet." Kom det så fra hende, hun havde en stolthed over at nævne sin far, selvom han havde lavet en grum fejl ved at finde den stodder til hende. Og hvem var hun at skulle komme løbende til farmand og sladre om behandlingen? Hendes mand var god til at gemme alt hvad der hed spor, og han kyssede altid sin svigerfars bagdel. Da manden trådte ned på hendes kyse, jublede hun næsten indeni, det fik hende rent faktisk til at fnise kort. Fantastisk! Men.... Ville han rent faktisk prøve at få et ord indført hos hendes mand? Det her måtte hun bare se! Så hun stod helt klar til at følge ham, ikke mindst for at se hans reaktion til at hun havde smidt kysen og løsnet sit hår.

[Deleted]

Han smilte let til kvinden. Han brød sig allerede om hende. Han drejede om på hælen ved hendes svar og vendte sig om mod butikken. Skulle han vente til manden kom ud? Neeej...For kedeligt! Der kunne gå lang tid. Han virkede som en mand der bare ææælskede vin. Det gad han ikke vente på, så i stedet gik han over til døren...Og indenfor. Gjorde tegn til at kvinden endelig skulle følge med. Ikke tale om hun skulle blive udenfor!
så han var en fuldblods dødsengel...Og forfærdelig til at være det samtidig. Det var på tide han viste englene hvad han mente om sådan noget. At fuldblod ikke gjorde dem immune, at en passende opførsel blev rost og en dårlig straffet, uanset blodet. Nåe ja...Og så fordi det var sjovt og trods alt et eksempel.
Butikken var fuld af vin! flere reoler langt væggene og midt i rummet var fulde af vin. I et hjørne var der tønder med vin. Ved disken var der linet op med glas af mange slags og proptrækkere, så folk kunne få smagsprøver. Netop i dag var mange af glassene brugte og flere flasket åbnet og det var tydeligt at vinhandleren var ved at modtage betalingen for en stor bestilling. Manden, der bestilte, havde ryggen til dem. Og ud fra at han var den eneste handlende her nu, måtte han være kvindens ægtemand.
Han ventede til vinhandleren havde modtaget sin betaling. Alt andet ville da være synd. Og så hostede han højt og falsk.
"Hvem ejer kvinden der sad udenfor og frøs?" kommenterede han højt...Og flabet. Han ville blot have mandens opmærksomhed...Det måtte han vel få nu?

[Deleted]

Det her var bare for fantastisk til at være sandt, nogen vendte ikke ryggen til mere, nogen sagde noget til hvad der egentlig skete og at dødsengle burde være så meget mere end hvad den mand var! Hendes blik gled over hendes mystiske bekendtskab, han havde tænkt sig at handle! Hun gik blot lige bag ham, med en holdning som var ret og stolt, den bar hun altid, også selvom hendes mand gerne så hende krybe for ham. Den eneste måde det forgik på, var at hun blev slået i gulvet. Skøn al den tortur, var hun pletfri, de havde en healer boende som altid trådte til. Tænk hvis han blev opdaget, eller hans lille nikkedukke ikke lignede en af porcelæn mere?! Da de kom ind i vinhandlen så forhandlere op, men hurtigt væk igen, han kunne allerede se det for sig, problemer. Corina havde et stort selvtilfreds smil på sine læber, for hun var tilbage, mod hans ordre og det kunne ses i hans ansigt da han vendte rundt og fik øje på hende. Hånden blev knyttet og da i forvejen var godt fustreret, tænkte han ikke særlig langt. Manden gloede på den fremmede som havde samlet hans kravl op fra gaden, han så ikke specielt glad ud.
"Lad tæven ligge hvor hun høre hjemme! I snavset... Jeg opdrager på hende senere." Lød det bare koldt fra ham, han så mod Corina med øjne som kunne dræbe. Og skønt mange nok havde stilt sig skræmt bag den venlige fremmede, stod hun for sig selv med armene over kors, men løftede den ene for at vinke til ham med et provokerende smil. Bare lige for at gøre ham opmærksom på at hun stadig var der og ikke havde tænkt sig at flytte sig af egen fri vilje. Hendes kære mand, var begyndt at blive rød i hovedet, og det var her han besluttede sig for at gå med faste skridt lige imod hende, for at lange hende en, hvis han altså ikke blev stoppet. Og med ingen frygt at spotte i Corina's kropssprog og ansigt, stod hun bare som før og smilede mod ham som kom han med kys og kram. Ikke om han skulle få den tilfredsstillelse i at få hende til at skælve, det måtte blive over hendes lig!

[Deleted]

Det var faktisk ret spændende. Han havde mødt flere dødsengle...Dødsengle der tvivlede på hans succes, dødsengle der ville slikke ham i røven, bad han dem. Dødsengle der var som ham og elskede magt og smerte...dødsengle uden rygrad og uden sans for intelligens eller god opførsel. Ja, der fandtes desværre flere slags af dem. Men han havde sin klar ynglings og han ville påvirke dødsenglene til at optræde sådan mere end noget andet. Præcis som Corina. Han elskede det allerede...Hendes ranke ryg, hendes provokerende vink og selvtilfredse smil...Trods hun havde levet med en ægtemand der kæmpede med at underkue hende! Det var perfekt. Han have allerede ideer til hvad han kunne bruge sådan en stærk kvinde til. Sandelig skulle hun ikke blot kastes ind til de andre dødsengle og leve et alt for normalt liv.
Manden reagerede præcis som Zean håbede. Han løftede hånden...For at hilste på vinhandleren og fortælle manden alt var godt. Dette var trods alt den by han boede i og han ville ikke blive uvenner med dens beboer. Vinhandleren smilte stramt...Tog nogle ting og forsvandt ud bagved. Han ville intet se eller være vidne til, han ville ingen problemer have. Det passede Zean fint.
Manden kom over dem. Tydeligt havde manden et stor, ukontrolleret temperament som han lod gå ud over den forkerte person. Men Zean sagde: Aldrig mere!
Ægtemanden nåede ikke at lægge en hånd på Corina. Zean var trådt ind mellem dem og i stedet ramte manden ham...Tværs over den ene kind. Han konstaterede det sved lidt. Han drejede hovedet og så på manden med en dyb vrede, manden aldrig skulle have vækket.
Nogen gange måtte man ofre. Nogen gange måtte man vise hvad der var tilladt og hvad der ikke var. Der var kun en måde Corina kunne blive fri fra ceremoniens bånd.
Zeans hånd rakte ud og greb fat i mandens tøj. Han trak simpelthen manden med udenfor, så der var mere plads og så det ikke gik ud over den stakkels vinhandel. Han smed manden fra sig...Som han i sin tid havde kastet Corina.
”Lad os få en ting på det rene, Hr. Mand” sagde han og rankede ryggen. Han forventede Corina fulgte med ud.
”Jeg er jeres leder. Mit navn er Zean Forsyth og jeg har overtaget racen og alle dens herligheder. Ser du...Jeg kom gående her, i min egen verden...For åh ja, jeg har mange ting at tænke på og vil ikke forstyrres...Men her på gaden ser jeg ingen ringere end en stolt dødsengel sidde på gaden i tøj, der ikke passer hende.” hans arm svang ud og viste Corina frem, som havde ægtemanden aldrig set hende før.
”Og jeg tænkte...Hvorfor sidder en repræsentant for verdens mest skræmmende og magtfuldeste race på jorden som en gemen tjener? Nu ved jeg det! Fordi hun har en ægtemand! En ægtemand der tæver løs på hende, har jeg ikke ret? Sig mig hvorfor du bringer sådan en skam over os. Og vælg da din straf. Enden pisker jeg dig, til jeg er sikker på du har forbedret dig og du må leve med skammen...Eller jeg dræber dig. Uanset erklære jeg hermed Corina for løsnet af de snærende bånd jeres ægteskab har været på hende...Faktisk...” han vendte sig om mod Corina og sendte hende et lille smil.
”Vil jeg lade hende om at udføre din straf, uanset hvilken af dem du vælger. Nå, vælg nu!” han drejede hovedet og så afventende på ægtemanden....

[Deleted]

Slaget var tildelt en kvinde, ikke en mand, så det var nok ikke ligefrem det hårdeste slag for en mand at modtage. Det kom dog bag på ham at der rent faktisk var en som stillede sig imellem hans kone og ham, det fandt han sig ikke i! Dog inden han kunne nå at reagere, mærkede han en hånd gribe om hans ellers så fine klæder, det kom bag på ham og han stirrede vantro mod denne fremmede som vovede at blande sig! Corina stod flad af grin, det var simpelthen noget af det mest morsomme hun længe havde været vidne til, og hun elskede det! Måden hendes mand reagerede på, hans overraskelse over ikke at være den store stygge længere, men at der faktisk var en som valgte at sige fra, og sige at det var nok nu. Det her måtte hun bare se! Det var da klart hun fulgte med, hun næsten dansede som hun fulgte efter og så hvordan hendes mand blev kastet mod jorden, som spolet tilbage med omvendte roller. Reaktionen på manden da han fik kæmpet sig lidt op i sit raseri, gik fra den raserifyldte ægtemand som blev belært i at behandle sin kone, til en mand med stor frygt i det Zean fik præsenteret sig. Kæben faldt hos dem begge, men Corina var positivt overrasket og i den grad i fryd, hun smilede over hele fjæset og klappede i sine hænder som en gal. Så kunne han lære det! Hun havde ikke meget at sige lige nu, nej hun ville se, se hvad der skete.
"Kvinden kendte ikke sin plads, hun var flabet og opførte sig uacceptabelt, jeg måtte handle." Prøvede han at forklare, som var hun bare en simpel slave af hans, hvilket han nok også anså hende for at skulle være. Corina smilede stort da hun blev vist frem, hun lavede en gestus op og ned af hendes stor med armen, store bevægelser som var manden fatsvag. Det var dette hæslige tøj der blev omtalt! Manden fik rejst sig op, han så mod Corina med et vredt blik der fortalte lidt om hvad han havde lyst til at gøre ved hende, og det var ikke rare ting. Hun lagde armene over kors og grinte lidt, han måtte da gerne komme an, hun var løsnet nu, hvilket ville sige hun ikke tøvede et sekund med rent faktisk at give igen nu.
"Jeg nægter at lade mig erkende skyldig i at være til skam for vore race, den lille tæve er hvilken skam som bliver ført over os, hun er alt andet end denne race værdig. Hvad end den lille løgnagtige kælling har fortalte dig, så pas..." I sit vredesudbrud, prøvede han bestemt at tale sin sag, han så intet forkert i det han gjorde, men han blev afbrudt, at et hårdt spark lige i ansigtet, i de ellers så fine stilletter hun var blevet givet på. Herefter rettede hun på kjolen så den faldt på plads igen efter hendes ben havde været så højt oppe og smilte så hånefuldt.
"Jeg mindes vor kære leder bad dig vælge en straf, kom kom, jeg har ikke hele dagen, jeg er endelig fri." Hendes stemme var kold og kynisk, men på en måde også silkeblød og kærlig på sin helt egen måde. De lysegrå øjne hvilede mod manden som i den grad igen måtte ligge på den beskidte jord, men et hælmærket hvor den var boret ind ved kæben, den måtte han gjort nas. Blodet var i hvert fald at se og manden slog gnister med sine øjne, han skulle til at fare op og fare i flæsket på hende, og fik han lov, ville han gå efter at slå hende ihjel. Det var en af de gange hvor han bare simpelt havde fået nok af hende. Hvilket fik hende til at sprutte af grin, for hold nu kæft hvor så det bare skægt ud!

[Deleted]

Han smilte svagt af mandens modargumenter. Først denne tydelige vrede, så overraskelsen og...Måske en smule chok?...Over hvem han virkelig var. Men dette gjorde åbenbart ikke manden underdanig nok. Nejnej, han skulle alligevel prøve at lyde som den der havde ret. Det var irriterende at høre på...Han havde ikke brug for flere idioter der prøvede at slikke ham i røven. Han var efterhånden helt ren der i forvejen. Denne mand var bare irriterende...Og ikke en der fornemmede når hans liv var i fare og han blot burde holde sin lille mund helt og dels stille.
Han smilte...og grinte! Corinas iver var helt og igennem smitsom og han nød den. Hun repræsenterede nogle af værdier han ville se i en dødsengel. Frihed. Styrke. Vilje. Handlekraft.
Manden fik stablet sig på benene og så igen vred ud, som om han ville gøre modstand mod deres samlede front. Som om han overhoved havde en chance.
Visse folk var begyndt at stoppe op og se på. Zean lod kort blikket glide over dem...I denne by løb sladder hurtigt og det var svært at blive accepteret. Han havde snydt lidt og folk kendte ham. De vidste ikke hvem han var...Men de kendte ham. Han var den person der bragte mest ballade til byen. Han sukkede svagt. Han måtte vel bare leve med nogle nye rygter de næste par dage, vel.
Han så på manden igen, da han åbnede munden...Og Zean sukkede højlydt, som var han allerede træt af manden.
”Du har virkelig ingen sans for situationer. Jeg har ikke givet dig lov til at tale og jeg gider ikke høre på dit pjat!” udmeldte han.
”Du lyder som en mand der frygter for sit liv...Og ikke som en der er stolt af sig selv og har noget at kæmpe for. Sådan en mand kan jeg ikke bruge til noget. Jeg bestemmer hvad der er rigtigt og hvad der er forkert...Hørte du mig ikke da jeg sagde at du gjorde tingene forkert?” han så på manden med kolde øjne, der ville have forvandlet ham til en snemand, var det muligt.
”Hun behøvede ikke fortælle mig noget...Dine handlinger og ord for nu, er bevis nok” han viftede let med hånden, som kunne denne simple bevægelse fjerne manden. Han lavede en kort grimasse, som var han direkte frastødt af manden.
”Jeg har valgt for dig. Du er værdig til at være en del af min race. Du lever ikke op til værdierne og hvis jeg skåner dig, går du bare rundt og fortæller andre hvilken forfærdelig person jeg er...Det har jeg ikke brug for. Du skal dø” han vendte sig om mod Corina og smilte nu i stedet. Han slog hænderne sammen og gned dem mod hinanden, som skulle de have noget lækkert mad.
Manden eksisterede ikke længere for ham. Alle ord ville forsvinde. Corinas sko havde siddet godt og det var rart både at føle mandens små smerter – lidt for små – og se ham falde tilbage.
”Du får æren. Jeg vil se hvad du dur til...Og du må vel også have nogle frustrationer at skulle af dem...Hvis det er har jeg våben...Min specielle favorit, en pisk...” han vendte den ene side af sin hofte over mod hende, som han viste våbnet frem med sine hænder. Pisken.
”...Eller en dolk” foreslog han og viste den anden side af sin hofte frem, hvor dolken sad. Det var helt op til Corina. Zean nød det blot.

[Deleted]

Zean's ord fik manden til at stoppe op og se forfærdet på ham, hvordan var det her sket?! Det kunne bare ikke passe, tænk at manden her var deres leder og ikke kunne se hvilken fin stand og god mand han egentlig var. Det var fuldstændig uhørt det her!
"Corina din fader, hvad ville han ikke tænke om din opførsel?! Så tænk dig dog om kvinde!" Udbrød han forarget over at se sin vel nu ekskone opfører sig sådan, han havde aldrig været blevet slået, sparket eller noget som helst af hende før, det var første gang hun havde haft rørt ham og nu havde hun fået lov til at slå ham ihjel. Han spærrede sine øjne op, nej han ville dø hurtigt, og det skulle bestemt ikke være hende som fik lov.
"Min kære fader ville ønske jeg fulgte vore leder, kravlede ud af skyggen og lod mørket skinne skarpere end noget lys. Jeg er desuden ikke bundet til dig mere, på lederens ordre, hvilket betyder min fader vil forstå og godkende. Så jeg tænker.... han ville være stolt, jeg tror faktisk han bliver stolt når jeg fortæller ham om det under søndagskaffen." Hendes stemme var næsten som en lille sangfugl, hun kvidrede muntert, hvilket fik manden til at tabe mælet helt. Der var ikke meget at sige, andet end at bede om nåde? Hvilket han et sted var for stolt til, men alligevel lod han sig nærme Zean med et kort skridt og knyttede næver.
"Slå mig ihjel, lad mig dø med værdighed. Alt andet end hende!" Hans stemme var lavmeldt, han skammede sig tydeligt, men han frygtede faktisk for hvad kvinden indeholdte efter de mange tusinde af år med hans opførsel overfor hende. Det fik op for ham hvor mange gange han havde slået hende, sparket hende, tvunget hende igennem en masse ting hun absolut ikke ville. Han var på røven, det her tegnede ikke godt og døden ville blive langtrukken, det vidste han allerede nu.
"Mine frustrationer kan ikke klares på en dag, eller en enkel nat, nej jeg har brug for dage, uger, måneder, år måske. Han skal lide, mere end jeg har gjort og ydmygelsen bliver fantastisk. Jeg kan sagtens få ham med hjem, vi har et sted i kælderen hvor jeg har plejet at sidde i skammekrog. Med mindre De har et bedre sted til ham?" Sagde hun så til Zean, hun så mod pisken og dolken, hun slikkede sig ubevidst om munden, det kunne være så sjovt. Sådan fra en dag til anden bruge ham til et slag kryds og bolle, han var jorden, dolken var pinden.

[Deleted]

Han overværede dette trin mellem eksmand og ekskone. Hvordan manden prøvede at kæmpe imod det, uden sandheden rigtig var gået op for ham...Og dog, var det som om Corinas spark fik nogle brikker til at falde på plads i mandens hoved, så han fik en anelse mere fornuft. Zean så på manden et øjeblik. Endnu en gang stod han med et valg, et valg der måtte være retfærdigt og sætte et eksempel til de andre dødsengle, og Corina, om hvordan tingene skulle være. Det var ikke bare et spørgsmål om simpel hævn, som Zean først havde tænkt, mere mange års tortur og pinsel. Ødelagt liv, spildte timer. Corina havde tvunget til det, forstod han, og havde lidt hver dag. Slag, spark, verbale påmindelser om hendes person og sikkert også andre ting. Som at være fængslet med tortur. Spørgsmålet var...Skulle han være en smule fair eller benhård? Dette havde været de gamle normer. At manden bestemte og kunne tillade sig alt. At kvinder blev giftet væk til vigtige familier. Der fandtes endnu vigtige familier blandt dødsenglene og dette mindede de ham om næsten hver eneste dag, ofte med forskellige beklagelser eller rettigheder. Råd til hvordan de mente tingene skulle være.
Han så lidt på manden og over på Corina. Uanset hvad var manden også dødsengel. Nok var dødsenglene en smerteelskende kultur...Men ville han virkelig lade manden lænke i kvindens kælder til århundreders pinsler, mens resten af racen mente at det var sådan vi skulle gøre det nu? Nej. De kunne fange andre at gøre det med. Men ikke deres egne. Det så også ud til at være gået op for manden at han havde opført sig dårligt...Eller måske var han bare hunderæd. Uanset hvad der ville ske, ville døden blive slutningen for ham.
”Åh nej” sagde han og strittede med pegefingeren foran manden med en svag tsktsk-lyd.
”Du tager fejl. Hun skal have lidt gengæld, det er kun fair” han vendte sig om mod Corina.
”Men manden er en dødsengel og jeg vil ikke se vores race bundet op længere, i lænker, og tortureret. Enhver der tør gøre dette skal selv lide døden...Værende dødsengel eller ej. Racen skal være fri, frygtet, smide de lænker samfundet har givet dem...Du får i dag. Hele dagen. Helt til midnat, hvor du skal slå ham ihjel på præcis den måde du ønsker. Hvad du gør ved ham imellem tiden, dog, er helt op til dig selv...” han gjorde en let gestus mod manden. Set med hans egne øjne, virkede dette ganske fair.
”Og bagefter skal vi tænke på fremtiden. Jeg er ved at samle en hær, for det er på tide vi generobre vores tabte ejendom. Paggeija. Hvis du finder grotten, hvor resten af vores race gemmer sig, vil du være velkommen. Døren kan kun åbnes af en dødsengel og du skal blot lægge hænderne mod porten. Bjergene tættest på Imandra...Det vil ikke være svært at finde. Jeg håber du vil deltage, selvfølgelig” Zean smilte svagt til hende.
”Og skuf mig nu ikke...Pin ham og dræb ham så.” han så på hende med et bestemt blik. Kunne han stole på hun ville gøre som han sagde? Tilliden mellem folk og leder måtte vel starte et sted og det var sikkert ham der skulle starte.
”Desværre er jeg for travlt en mand til at blive og se på...”kommenterede han så, med et glimt af ærgrelse i sine øjne.
”Men jeg ser frem til at høre detaljerne senere!” han smilte igen til Corina.

[Deleted]

Manden så fra Zean til Corina, fra Corina til Zean, han fulgte med, han havde allerede set sin skæbne ikke længere var i hans hænder. Til gengæld stod han og tænkte over hvordan han kunne komme ud af dette hurtigst muligt, flygte eller kæmpe, han ville ikke gå frivilligt med den kælling, under ingen omstændigheder! Og man kunne se han frydet sig da Corina ikke fik sin vilje, hun tog det faktisk meget pænt, hun nikkede fast og kort, som modtog hun ordre.
"Selvom jeg knapt ser om som en af os, så forstår jeg udmærket Deres ord. Og som min leder, respektere jeg dette og takker for muligheden overhovedet er blevet mig skænket." Hendes blik gled hen mod hendes eksmand, smilet der voksede på hendes læber var fyldt med had og grusomme tanker som allerede var nogle hun nød en del. Der var ingen tvivl om at Corina havde respekt for sin race og ikke mindst når der var en leder som rent faktisk stod fremme og ikke gemte som en kylling. Der var noget i luften, hun kunne mærke det, dødsengle ville igen komme frem og ikke bare være rædselshistorier over lejrbål. Det var helt igennem fantastisk og hun glædet sig, hun ville følge ham, arbejde for ham, hun ville være med til at stable racen på benene igen og komme frem i lyset, eller mørket, hvad man nu ville kalde det. De skulle i hvert fald ikke være gemt og glemt mere, aldrig mere!
"Jeg vil følge Dem til hver en tid, De kan være helt sikker på jeg nok skal opsøge Dem efter dette. Får jeg brug for mit hjem, eller skal jeg skaffe mig af med det?" Spurgte hun så roligt, hun var ikke ligefrem sikker på hun overhovedet gad at leve i det hus mere, det havde ikke rare minder med sig. Corina så mod ham, med et beundrende blik i de kolde lyse øjne, hun var bestemt villig til at gøre alt for ham, det kunne man se allerede nu. Hun gik over mod sin mand, hvilket fik ham til at vågne lidt op fra sine tanker.
"Ikke tale om!" Skreg han bare op, for han var overbevist om de skulle afsted nu, og det ville han ikke, han ville ikke med hende og han skulle på ingen måde i nærheden af hende. I stedet for at løbe, sendte han en knyttet næve lige i ansigtet på hende, hvilket fik hende til at tage et par skridt bagud, inden hun tog sig til kæben. Det var ikke pænt gjort! Men hun vidste også han var for stærk og i og med han ingen respekt havde for at skulle følge ordre når han var dødsdømt, ville hun få problemer med at få ham med hjem uden hjem. Efter slaget, havde han så valgt at stikke af, løbe alt hvad han nu kunne, men da han ikke var særlig aktiv normalt, var han ikke specielt hurtig.
"Jeg må desværre erkende jeg ikke har kræfterne til at slæbe ham med mig, ville det være for meget hvis jeg spurgte om hjælp? Jeg lover ikke at skuffe, men det kræver jeg har ham hvor jeg vil have ham, for lige nu bliver det mig et problem." Sagde hun så, hun grinte lidt over at se ham løbe, for han var allerede forpustet og det var med vilje at hun havde ladet ham løbe sin vej. Måske, måske hun bare skulle følge efter ham, jagte ham, pine ham på den måde og så bruge sine hurtige reflekser til at skulle undvie eventuelle slag. Tjo, en jagt ud af byen og så ellers få ham til at føle han havde en chance, for at tage den nådesløs fra ham.
"Med nærmere eftertanke, jeg får ikke brug for at tage ham nogen steder hen. Jeg får det bedste ud af enhver situation og hans ynkelige forsøg på at flygte har faktisk givet mig en ide." Sagde hun så eftertænksomt, hun sendte Zean et listigt smil, hun blinkede til ham og valgte så at begynde at løsne den store kjole, hun ville nok komme til at fryse kort, men med den jagt som ville komme, skulle varmen nok komme igen. Corina lod kjolen falde til hun stod i en sort underkjole som havde bar ryg, hun lod sine vinger komme frem fra det skjulte, store og smukke, matte sorte, men så vidunderligt bløde ud, hvilket de bestemt også var. Igen lod hun blikket hvile mod Zean.
"Det er skønt at have fået en leder som rent faktisk gør noget for vores race, jeg glæder mig til at ophøje vores race endnu engang. Og.... der skal nok være massere af saftige detaljer til vores næste møde! Til vi ses igen min åh så skønne leder." Hendes grin var i den grad hen af vanvittigt, hun gav et hårdt slag med sine vinger som hun bøjede blidt i knæene og endte med at sætte i luften med en elegance som en svane. Grinet ophørte ikke, nej det blev ved og det fik hendes eksmand som ikke var nået ret langt, til at se sig skræmt tilbage, inden han kæmpede for at få mere fart på, svedende som et svin og allerede dybt stakåndet.

//out