Brooding

[Deleted]

Med en smertefuld grimasse rykkede Caleb forsigtigt på sig, så sårene ikke ville springe op igen, men det forhindrede ikke smerten i at stikke dybe dolke ned i hans overkrop. Flasken med alkohol stod foran ham. Betalt og allerede halv drukket, i et desperat forsøg på at stilne smerterne så meget, at han kunne få noget søvn.
Det var så sent, at krostuen var ved at være affolket. Kun dem der enten sov på kroen, eller ikke havde et ordenligt eller trygt hjem at tage tilbage til, hang som nikkedukker over deres næsten tomme krus. Luften var tyk af røg fra nattens udskejelser, samt lugten af sur alkohol og sved.
Caleb havde ikke taget del i festlighederne. Han ville, hvis ikke det havde været for skaderne, han havde pådraget sig ved ham og Isabels sidste opgave. De var kommet til byen lige da solen gik ned. Efter at de havde syet hinanden sammen igen, var Isabel forsvundet for at gøre nogle ærinder, og Caleb var blevet efterladt til sig selv. Han var ikke urolig for Isabel. Hun var hans storesøster, en stærk magiker, og en erfaren dusørjærger ligesom ham selv. Trænet til at dræbe alle slags uhyre, der kom kravlende fra grænsen til Dvasias.
Flammerne fra pejsen, der ikke stod langt væk fra Caleb, oplyste halvdelen af hans ansigt. Den dårlige side af hans ansigt. Den del med læderlappe, der var syet ind over hans øje, så man ikke kunne se det manglede. En forfærdelig skade, for en så ung. Caleb lignede én lidt over tyve, men var et par år ældre. Det sorte hår var kort, og faldt i tjavser ned over hans grønne øje. Kroppen var atletisk og stærk efter de mange års kamp og jagte. Det havde dog taget hårdt på den.
Tøjet var slidt og beskidt. Til aften havde han taget det meste af, for ikke at genere de nye skader, der stadigvæk kunne finde på at bløde. Nogle sorte bukser lavet af blødnet læder, støvler, bælte og en grå trøje med sammenfoldet krave, der var lavet i let stof, så den ikke kradsede sårene.
Han var lidt et sølle syn. Mange ville kalde ham en ung, flot knægt i det starten af hans bedste år, men det var efter man kiggede forbi den bøjet ryg, det slidte tøj, og den afvisende attitude.
I sit greb havde han et glas med den klare alkohol. Nu og da førte han det op til munden, for at tømme det i en slurk, inden han fyldte det op igen. Ellers sad han blot foroverbøjet med underarmene hvilende på baren, og et fjern blik frem for sig.
Ingen sagde noget til ham, ingen prøvede at komme i kontakt med ham. Der var noget anderledes over ham. Sådan en ung knægt, der så så hærget ud, var ikke godt selskab, hvis man havde sit liv kært. Han gav kun problemer. Tragedier og blod fulgte i hans fodspor.

[Deleted]

Aftenen var faldet over den lille kro som Emiley havde indfundet sig på for natten. Der var ikke mange nyheder som hun kunne meddele kongen som han ikke allerede vidste. Krigen lurrede som en skygge i baggrunden, de vidste det alle sammen men der var intet nyt at rappotere så lige nu ville hun egentlig bare slappe af. Hun havde tilbragt det meste af sin tid på sit værelse, hun hadede når der var mange mennesker som hun kom som regel først frem når der var lidt mere stille som nu. Med næsten lydløse skridt bevægede hun sig ned af gangen fra sit værelse og ned i krostuen. Der var ikke mange mennesker tilbage og det var en dejlig tanke. Hun bevægede sig roligt gennem bordene og over til bardisken hvor hun bestilte noget at drikke. Mad havde hun allerede fået til værelset tidligere så det behøvede hun intet af. En kande med vand kom til hende og hun betalte og hældte lidt op i et glas før hun drak det. Det var dejlig forfriskende. Hun drak hurtigt resten, hun ønskede ikke at blive i krostuen for længe af gangen. I hendes erhverv var det aldrig godt at blive set det samme sted for længe af gangen. Hun rejste sig fra disken igen og begyndte at bevæge sig igennem bordene på ny. hendes vej førte hende fordi den unge hærgede mand men hun lagde som sådan ikke mærke til ham. Som hun kom ham nærmede snublede hun dog, hun var en ekstremt klodset pige, og hun endte med at ruske i hans bord og vælte hans flaske med alkohol. Hun faldt så lang hun var for hans fødder med et let lille hvin. "Au au au au" hviskede hun for sig selv som hun kæmpede sig på benene igen. hendes blik vendte sig forskræmt mod manden. Han virkede ikke som en man skulle spøge med. Hun frøs næsten til is mens hun blot sad og kiggede på ham, han så næsten farlig ud. Hun var i et par tætsiddende bukser og et tætsiddende stramt korset med ærmer og hætte. Hun prøvede at tage sig sammen og undskylde men ingen ord forlod hendes læber. Hun sad blot på gulvet og kiggede skræmt op på manden hvis alkohol hun havde væltet.

[Deleted]

Hurtigt af ren instinkt, var Caleb sprunget på benene, da der blev rusket til hans bord, og en ung pige faldt direkte foran ham. Hans hjerte hamrede afsted, men der var ingen fare på færde. Det havde blot være af ren automatik. Langsomt faldt han til ro igen. Pigen foran ham var nærmest frosset fast. Lammet af skræk stirrede hun skrækslagne op på ham, så han næsten fik skyldfølelse, over at se så skræmmende ud som han åbenbart gjorde.
”Kom du noget til?” Hans stemme var helt anderledes end man ville regne med. Den var fyldt med varme og følelser. Et lille smil trak i hans mundvig. Han bøjede sig frem, mens han rakte en hjælpende hånd ud mod hende. På håndryggen og i håndfladen var der ridset et pentagram ind i hans hud – så dybt at det var blevet til ar. Hånden indgød dog tryghed – omsorg – hjælp. Selvom mange så ham som en luset, mørk skikkelse, der stank af alkohol, og gemte sig i skyggerne, så var Caleb lige modsat. Han havde valgt at blive dusørjærger, for at hjælpe folk. Nogle gange krævede det, at han måtte finde mørket i sig selv – med ondt skal ondt bekæmpes – men når han ikke var på en opgave, var han sig selv. Hvor meget det så end var værd.
”Trevor! Kan vi få et glas vand og lidt forbinding herover!” kaldte Caleb mod kroværten med en hånd i vejret, inden at han vendte sin opmærksomheden mod pigen igen. Hun havde endnu ikke taget af hans hånd. Beroligende smilede han til hende gennem tjavserne af hår. Det raske øje skinnede muntert.
”Du har slået knæet. Kom, jeg hjælper dig op. Jeg skal nok vaske blodet væk, og lægge noget stof omkring,” tilbød han behjælpeligt. ”Bare rolig… jeg bider ikke.”

[Deleted]

Emiley var virkelig klodset. Det var ikke ofte at hun kom til skade eller slog sig voldsomt og dog så fandt hun, snublede eller tabte ting. Det skete altid når hun var ude blandt andre og når hun ikke var på mission. Når hun var ude og arbejde så var hun et af de mest fokuserede mennesker i verdenen men sådan til hverdag endte hun altid med at komme galt afsted. Hun sad som fastfrosset til gulvet og stirrede op på manden. Han så farlig ud men hun var nu ikke så meget bange for ham fordi han så ud som han gjorde men mere bange fordi hun havde væltet hans alkohol. Hun havde erfaring med at hvis man gjorde det så kunne man komme voldsomt galt afsted.
Hun bed sig stille i læben og det gav næsten et sæt i hende da han snakkede til hende. Om hun var kommet noget til? Nej ikke så vidt hun kunne mærke, det gjorde dog en smule ondt i hendes knæ men ikke noget voldsomt. Varmen og følelsen i hans stemme ville have slået benene væk under hende hvis det ikke var fordi hun allerede sad ned på gulvet. Frygten i hendes ansigt ændrede sig til forundring. Hun havde aldrig oplevet at nogen havde taget det pænt når hun var snublet over deres våde varer. Hun betragtede hans hånd men rørte sig ikke endnu. Hun rykkede ikke det mindste på sig foruden hendes blik som gled hen over ham. Hun studerede ham men ikke længere med frygt, mere med forundring.
Hans råb fik det til at spjætte i hende på ny. Hans milde natur og hans omsorg fik hende til endelig at løsne en smule op. "Undskyld. Det var ikke min mening at støde ind i Deres bord på denne måde" sagde hun stille og undskyldende mens hun med en blid bevægelse greb fat om hans hånd sådan så han kunne hjælpe hende på benene igen. "Jeg .... jeg er ikke så vant til menneskelig kontakt, undskyld. Det var ikke min mening at stirre på Dem."

[Deleted]

Med en hånd hævet signalerede Caleb, at hun ikke skulle tænke på det. Alkohol var alkohol. Isabel sagde altid, at han drak for meget, og måske havde hun ret. Hvert fald mærkede han det i sine fingerspidser, som en stille snurren, der føltes ubehagelig. Hans krop var i et smerte helvede efter at han havde rejst sig så hurtigt op. Nogle af sårene var sikkert sprunget op nu. Typisk. Ikke desto mindre, måtte han se på det engang, når Isabel kom tilbage, og kunne vikle forbindingen af hans overkrop.
”Det skal du ikke tænke på. Det vigtigste er at du ikke er kommet til skade,” svarede han den unge pige, og hjalp hende op og stå, mens han støttede hende med det skadet knæ. Det var ikke noget slemt. Bare en lille flænge, hvor noget blod piplede frem.
Trevor – kroværten – kom hen til dem med noget stof og en skål med vand, som han stillede på bordet, hvor Caleb havde sættet for sig selv. Med sin frie hånd slog han let på bordpladen.
”Hop op, så skal jeg se på dit knæ. Bare rolig. Jeg har erfaring med den slags,” tilbød han den unge pige, hvis hånd stadigvæk var lukket ind i hans. Den føltes helt lille i forhold til hans. Smilet trak stadigvæk i hans ene mundvig, for ikke at virke alt for skræmmende på hende. Hun virkede allerede som én, der kunne fare sammen hvis han råbte for højt. At hun stirrede på ham, var han vant til. Specielt med det ene øje som han havde. Ikke mange unge mænd, havde sådan en alvorlig skade fra staren. Ikke desto mindre var han vant til det. Hans søster sagde gang på gang, at han stadigvæk var en smuk, ung mand med et lystigt blik, men selv så han det ikke. Ikke efter Julie.

[Deleted]

Hendes blik gled hen over hans skikkelse. Han så meget hærget ud men stadig ung. Hendes blik gled hen over hans krop som bar tydelige præg af forbindinger som måtte gemme på sår. Hvad mon der havde hændt manden? Hendes hoved søgte let på sned som hun betragtede ham. Gad vide om han havde ondt. Hun kunne ikke lide tanken om at hun havde fået ham til at rejse sig og han nu stod der og ville hjælpe hende hvis han havde smerter.
Hun lod blikket falde på hans skikkelse på ny. Det var fyldt med forundring over hans ord. For det meste blev hun mødt med fjentlighed og vrede fra krogæsterne men han var helt anderledes og det var tydeligt at hun slet ikke var vant til den behandling. Som han hjalp hende på benene og støttede hende måtte en kraftig rødmen melde sig i hendes kinder. "Tak" sagde hun stille, næsten lydløst.
Kroejeren kom med vand og et klæde til at forbinde hendes sår med. Hun så forundret på hvordan han opfordrede hende til at sætte sig sådan så han kunne hjælpe hende. hun lod hovedet søge let på sned og med hånden i hans satte hun sig roligt på bordet sådan så han kunne se på hendes sår. Det var hende næsten helt uvirkeligt at blive behandlet på denne måde på sådanne et sted. Dette var en banhandling hun end ikke fik i Procias. "Tak. Jeg må indrømme at jeg ikke er vant til at blive behandlet på denne måde og da slet ikke af en anden krogæst. Det er mig meget forunderligt at De er så flink ved mig" indrømmede hun forsigtigt og sendte ham endelig et lille smil.

[Deleted]

En lille latter undslap Caleb ved hendes indrømmelse, mens han dyppede stoffet i vandet.
”Så må du ikke have mødt nogle særlig flinke personer,” svarede han hende, da han selv syntes, det her var minimalen hvad man kunne gøre. Hvilken forkæmper for lyset, ville han ikke være, hvis han ikke kunne hjælpe en såret pige? Til dagligt jagtede han onde uhyre fra Dvasias, så det her var ingenting. Også selvom det krævede helt andre egenskaber, end dem han var vant til.
Nænsomt begyndte han at rense hendes knæ for de bloddråber der var. Han prøvede at være forsigtig, men det var svært, når han havde ru hænder, der blev brugt til at føre et sværd, en daggert, eller skabe magi i form af elektricitet og segl. Koncentreret og grundig var han dog. Gang på gang fugtede han kluden, indtil alt blodet var vasket væk, og der kun var en lille skramme tilbage på hendes knæ. Det hjalp med at glemme hans egne smerter, som trak i hans muskler på ryggen. Forhåbentligt ville Isabel snart komme tilbage, så hun kunne skifte dem.
Nogle gange vandrede hans blik op til hendes ansigt, for at sende hende et fortrøstningsfuldt smil, inden han igen samlede sig om opgaven foran ham.
Til sidst kunne han rive et stykke fra det nederste af hans grå trøje, og vikle det om hendes knæ, som en let forbinding. Det ville ikke gøre noget med trøjen. Den var alligevel så slidt, at man ikke ville kunne se fra eller til.
”Sådan. Så god som ny,” erklærede han, og rettede sig op, da han var færdig. Selvfølgelig ville det have været meget bedre, hvis han havde udviklet sine kræfter til healing, men det var aldrig kommet til ham så hurtigt, som det andet. Måske en dag ville han lære sig det. Indtil videre måtte skader lappes på den gamle facon.
”Gør det stadigvæk ondt?” spurgte han hende, mens han tog skålen med vand, for at sætte det tilbage på disken hos kroværten, der kort nikkede til ham.

[Deleted]

Emiley kunne ikke lade være med at smile en smule ved hans ord. Hendes blik vendte sig ned mod hans hånd som dyppede stoffet i vandet. Hun betragtede ham som han førte den til hendes knæ og hendes blik faldt på blodet. Hun skyndte sig at lukke øjnene og bed sig let i læben. Hun brød sig virkelig ikke om blod, hun blev så dårlig af at kigge på det. "Jeg har mødt mange mennesker på min færd og dog kan jeg ærligt sige at jeg aldrig er blevet behandlet så pænt her af en fremmed" sagde hun stille. Det at han rensede hendes sår gjorde ikke ondt men skaden var allerede sket. Hun havde set blodet og det var nu printet ind i hendes hoved som alt andet blev. Hendes fantastiske hukommelse var dejlig til hendes arbejde men når det kom til sådan noget her så var den forfærdelig! Hun løftede den ene hånd og tog sig til hovedet. Hun kunne mærke hvordan hun var blevet en smule svimmel. Pokker tage det faktum at hun ikke kunne tåle synet af blod!
Hun mærkede hvordan han fortsat rensede såret og efter lidt tid tog hun sig endnu mod til at åbne først det ene øje og så det andet. Hele tiden holdt hun fokus på for ikke at kigge ned. Hun ønskede ikke at blive mere dårlig. Heldigt for hende at det bare var en lille skramme. Hun kunne virkelig ikke håndtere blod særlig godt. Hun lod hovedet falde på sned da han flåede i sin trøje for at forbinde hendes knæ. Denne lille gestus fik hende til at rødme meget kraftigt, ja hun blev nærmest helt forfjamsket. "Tak. Men hvad med din bluse? Du rev jo i den?" spurgte hun med tydelig forundring i stemmen. Finurligt menneske sådan at ødelægge noget af sit tøj for at forbinde hende. Hun forstod det ikke helt. At hans bluse var så slidt at det intet gjorde ham var slet ikke en tanke som strejfede hende.
Ved hans spørgsmål om det gjorde ondt rystede hun på hovedet. "Nej overhovedet ikke. Tak for behandlingen. Beskæftiger du dig meget med sår og skader?" Nysgerrighedden havde taget ved hende og hun kunne ikke dy sig for at spørge noget mere ind til ham.