Just walking by..

[Matthew Igleéias]

Grussten knaste let under Matthews skridt, i takt med at han bevægede sig igennem mørket og Corvento. Et sted som han efterhånden havde tilbragt frygtelig mange timer af sine nætter, og særligt her i vinteråret, hvor nætterne var ekstra lange. Livet og tilværelsen som en af nattens børn, var han faldet godt til rette med. Blodtørsten var blevet ham en ven, den vampyriske styrke og hurtighed, var hans allierede, og natten var blevet hans liv. Sandt at sige, at han rent faktisk elskede, hvad han var blevet til, og det var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
De ildrøde øjne stirrede frem for sig. Hjørnetænderne var fremme i mundvigerne, og selvom han måske ikke havde været af natten i særlig mange år, var han stadig den som folk videde fra, når han søgte ned igennem gaderne i Rimshia. Et kendt navn, men også med en kendt og stor allieret på Castle of Darkness. Vinden blæste ham direkte i ansigtet, også selvom han ikke fortrak så meget som en eneste mine. Han var kold og han var hård, og dette var intet undtag.

Ikke så meget som en sjæl var der at spore i den store evighed omkring ham. Mausoleerne stod langs den ene af de afliggende grunde af kirkegården, og var i forvejen meget sjældent besøgt. Af temmelig åbenlyse grunde. Mange grusomheder skete her dagligt, var slet ikke til at forstå, og særligt ikke så fredfyldt som stedet kunne virke om dagen. Men om natten, vågnede det store monster og uhyre i de væsner som holdt til her. Han brummede ganske svagt, inden han stoppede op. Det ødelagte og nedslidte hegn præget af tid, sted og vejr i de frygtelig mange år, det stod her, skjulte en af de store og gamle grave for ham hvor gravstenen var ødelagt. Uden at fortrække så meget som en eneste mine, blev han stående. Stilheden bredte sig.. kun en ugle brød den fra tid til anden med sin kraftige tuden, som en klagesang. Den eneste fugl som rent faktisk turde flyve over grunden her.

[Morticia Imeena Mathimæus]

Corvento lå øde hen i disse stille timer. Mange vampyrer havde forladt deres vante omgivelser i søgen efter føde. Det var nu de var i live, nu de levede. Morticia var ikke blandt disse. Hun havde ganske vidst valgt at forlade sit hjem i aften for at besøge tilholdsstedet for resten af sin art, men hun stod blot i skyggerne og observerede. Hendes hvide hår var så hvidt at det nærmest strålede selv et sted i mørket, og hendes isblå øjne kunne anes. Hun havde fået øje på en mand ikke langt derfra. Måden gruset knasede under hans vægt, ldø i hendes ører som skete det lige ved hende, selvom der stadig var en temmelig stor distance.
Det blege måneskind kastede sit blege lys ned på de ødelagte og miserable grave. Det var næsten smukt, som nattens barn måtte man glæde sig over de små ting når de nu engang havde muligheden. Allerede inden hans skikkelse tog form vidste Morticia hvem det var der forstyrrede freden. Hun kendte Matthew Igléeias fra sin omgang med adelsmænd og hun mindedes også at have solgt en slave eller to til ham i tidens løb.

Roligt trådte hun frem fra sit skjul og bevægede sig lydløst hen over stien. Vinden rev lidt i hendes hvide lokker så de flagrede omkring hendes markerede ansigt, på samme måde som hendes lette blodrøde klæder, viftede. Det meste var bare tyndt stof der kun dækkede hvad det skulle, som en mavedansers kjole, hvorfor skjule en stor del af den ynde som vampyrkvinder nu havde? Hendes tænder var ligeså blottet i mundvigen, dog uden at være direkte truende. Hun stoppede op bag ham. "Matthew Igléeias," hendes stemme var silkeblød og melodisk men alt andet end blid.

[Matthew Igleéias]

Matthew var på ingen måder en ukendt mand her på egnen, så det at folk genkendte ham, var jo efterhånden blot en hverdag. Det var bare sjældent, at nogen i det hele taget, turde tage initiativ til at føre den samtale med ham, som var han.. et monster? Det var han da kun, hvis man gav ham en grund til at være det.
Her var stilheden tydelig.. Stilhed før storm, ville han selv sige, for der var rigtig meget under opsejling. Hans gamle liv havde han vendt ryggen, til fordel for et nyt, og det var bestemt ikke fordi, at det var en af slagsen, som han måtte fortryde. Tvært imod. Som stemmen lød lige bag ham, måtte han alligevel trække på smilebåndet. De spidse tænderne viste sig. Han havde lært at leve med det.. fundet stoltheden i at være en del af natten, og en af nattens mange børn. "Du er modig.." Umiddelbart genkendte han ikke rigtigt stemmen. Det var faktisk først, da han vendte sig, og stod ansigt til ansigt med Morticia, at det gik op for ham, at det var en Mathimæus, som stod ansigt til ansigt med ham. En kvinde, som han ikke havde set i frygtelig mange år. "Ser man det, ser man det.. En af de gamle Mathimæus. Jeg troede I for længst var gået under jorden." Ikke var han typen som holdt igen på noget som helst, og det havde han heller aldrig nogensinde haft nogen grund til. Han sagde tingene som han mente dem, og så måtte man jo tage det eller lade være. Han blev stående.. Hovedet lod han skræmmende langsomt søge på sned, mens han stod der, med det næsten så døde udtryk. En slave.. hvis ikke ti, havde han købt af hende i tidens løb, og han havde ikke været andet end tilfreds med det. "Hvad laver du her?" spurgte han denne gang med en meget direkte stemme.

[Morticia Imeena Mathimæus]

Morticia lod sig sjældent skræmme, hun havde giftet sig ind i en af de værste familier kendt i hele Dvasias, hvilket sagde lidt om det mod hun besad. En sølle tjener var gået fra værende et nul til pludselig at bære dyre klæder og fører sig frem som havde hun været adelig. Hendes forretning var også kendt i det meste af landet, slaverne var særligt udvalgte, men hun havde også råd til at sortere dem fra som ikke kunne bruges. "Jeg er en modig kvinde," påpegede hun og studerede uinteresseret sine lange negle.
Matthew var ikke bedre end hende, måske mere kendt men han var forholdsvis ny som dyr hvor hun havde været præget af de behov og egenskaber i mange år efterhånden og vidste præcis hvordan enhver gave skulle udnyttes og hvilke svagheder hun skulle undgå.
"Bare fordi min afdøde mand ikke længere er her til at lave ballade, betyder det ikke at resten af os er gået i dvale," påpegede hun og lod et par fingre gled ned over ru bark på træet ved siden af hende. Han ville næppe forsøge at lægge sig ud med hende, og hvorfor skulle han dog også? For et øjeblik frøs hun og drejede så blikket direkte fra træet og tilbage til hans skikkelse. Hendes glatte smil var falmet til et lidt køligt udtryk. De færreste turde at stille hende spørgsmål, hun var vant til at rejse dem. "Besøger min art. Jeg havde hørt der skulle ske ting og sager, men jeg må indrømme at her er dødt," konstaterede hun med et ligegyldigt og opgivende suk.

[Matthew Igleéias]

Selvom Matthew nu skulle stå overfor en gammel kending, så var han skam ikke bange for hende. Til enhver tid, kunne man nu godt sige, at hun havde alle de klare fordele, men for ham, var det virkelig ikke noget som gjorde en forskel. Han var jo i forvejen kendt for at være typen, som elskede at løbe en risiko. Det var en spænding, som han igennem hele livet, var blevet afhængig af. "Modig, eller dumdristig, det kan jo diskuteres," sagde han blot. Selv var han nemlig ikke af den samme overbevisning.
Selvom Morticia i rang, måtte ligge langt over Matthew, da han i det her øjemed, stadig var meget ny indenfor faget, men ikke desto mindre, så var han da ved at vænne sig til det. Hun var ikke truende overfor ham, også selvom man ikke ligefrem kunne påstå at det var et glædeligt gensyn. Matthew slap hende endelig med blikket, og vendte blikket frem for sig. Man kunne ikke sige, at stedet her, var mest præget af liv. Her var dødt.. og det var det som han godt kunne lide. Der var en stilhed over det grusomme sted som mausoleer og kirkegårde, som man faktisk bedst kunne betragte på denne tid af døgnet. "Det skulle man næsten tro.. Mathimæus er ikke den slægt som man hører mest om i disse tider." Selv var hans egen nok gået en del i glemmebogen, da det meget var warlockerne som var oppe at vende lige nu. Han misundte dem bestemt ikke for det kaos, som de efterlod sig.
At stille spørgsmål, var nok meget naturligt, og selv Matthew, var ikke bange for at sige dem. Overhovedet ikke. "Et mærkværdigt sted at opsøge, når hele Corvento, ligger i den fjerne ende af staden.. Der vil du kunne finde liv," sagde han kort for hovedet. Han var ikke overbevist.. Der stak som regel noget under.. og særligt siden hun valgte at tage kontakt til ham. Igen vendte han de røde øjne mod hende.. de bar et rovdyrs sultne gnist.

[Morticia Imeena Mathimæus]

Hendes smil bredte sig så man netop kunne ane de sylespidse tænder bag de blodrøde læber. "Hvem er os to der er dumdristig kan diskuteres i resten af vor evighed, Matthew," medgav hun og tog et par elegante skridt i hans retning. Hendes bevægelser var smidige, næsten som havde hun været en slange, hvilket... mange nok også ville mene når alt kom til alt. Hendes blege fingre strøg hen over graven han stod ved. "Så Matthew.. har mine slaver tjent dig godt?" spurgte hun og lod mest af alt til at more sig over hele situationen.
Det var nok begrænset hvor lykkelig hun nogensinde ville blive for at se ham, men i det mindste forsøgte han ikke at vride halsen om på hende, og han virkede ej heller sulten, så hun gik ud fra at han havde vundet kontrol over sig selv. Personligt havde det taget hende frygtelig mange år at styrer sin evige blodtørst.
"Min mand styrede det show. Da han døde, døde sagen ligeså, Mathimæus er nu om dage en ganske almindelig slægt," hun studerede sine negle lidt uinteresseret i samtaleemnet. Et ægteskab havde gjort hende til en del af det hele, men det betød ikke at hun nogensinde havde støttet op om en sag som var gået imod Dvasias kongehus, mest fordi det havde været en livsfarlig leg. "Jeg ledte ikke efter levende men efter døde. Jeg.. tænker bedre herude," forklarede hun og lænede sig lidt kælent op af graven. Matthews svaghed for kvinder lå ikke som en hemmelighed for nogen, men aldrig om hun ville falde for hans ligegyldige charme.

[Matthew Igleéias]

"Jeg kan fornemme, at det er en virkelig lang evighed, jeg går i møde," kommenterede Matthew med en rolig stemme, som han langsomt vendte blikket mod hende. Mathimæus havde været en berygtet og frygtet slægt for tusinde af år siden. Nu var den gået i glemmebogen, ligesom resten af familien, og så mange andre igennem tiden, for den sags skyld.
Som Morticia bevægede sig tættere og tættere på ham, blev han ellers stående. Blodtørsten kunne stadig til tider løbe af med ham, men han gjorde virkelig hvad han kunne, for at det netop ikke skulle ende med at ske. Han synes selv at det var.. mærkværdigt, at man ikke engang kunne styre den slags. Han vendte blikket mod sine blege hænder.. Mere blege, sådan som han stod og knyttede dem. "De tjente mig vel, da jeg havde dem i min varetægt. Jeg må sige, at du, blandt alle, skænkede mig de mest brugbare," fortalte han roligt. Selvom han ikke gik direkte ind for slavestand - af warlocks vel og mærke, så var han ligeglad med alle andre. Ganske vidst før han var blevet det væsen, som han nu måtte være i dag.
Matthew vendte igen blikket mod hende. Den røde glød, var ikke til at tage fejl af. Sulten prægede ham, men slet ikke i den forstand, at han ikke kunne kontrollere det, for det kunne han uden tvivl godt. Han lod hovedet søge langsomt på sned. "Du forekommer mig ikke som en kvinde, der lader tingene glide hen i ingenting, Morticia.. Jeg kender dig bedre end det," sagde han direkte. Mathimæus havde været en stor slægt, som mange havde frygtet. Selv Matthew havde været påpasselig omkring dem. Det var ham dog bare en glæde, at det ikke længere var en nødvendighed. Kort trak han på de tynde læber, så de spidse tænder viste sig. "Er det virkelig muligt for en som dig?" spurgte han med en let drillende stemme. Han var en drilsk person, og det havde han alle dage været.

[Morticia Imeena Mathimæus]

"De har ingen idé om hvad De er gået ind til Mr. Ingleéias," hun lod sine slanke fingre glide hen over graven, før hun igen rettede sig lidt op med en rømmelse. Sult prægede hende på naturligvis, men hvor den lyste langt ud af hans øjne, kunne man ikke længere mærke det på hende, men det var trods alt også mange år siden at hendes nu aføde mand, havde gjort hende til et barn af natten. Ære være hans minde.
"Jeg er kendt for kvalitet, kun de bedste er gode nok til mine kunder. Skulle De have lyst til at drive forretning med mig igen, ved De trods alt hvor jeg er at finde," hun så på ham med et køligt smil. Hun nød sit arbejde, det gav godt i den anden ende, og det havde bragt hende respekt, gjort hendes navn kendt ofr andet end blot de tragiske hændelser som hendes tidligere mand og svoger havde ført ud i livet.
Det var fristende at bede ham om at jage, men han var vel også kommet af en grund. Hun så på graven. "Hviler her en der stod Dem nært?" spurgte hun blot. Respekt for de døde var vigtigt, de var trods alt selv blandt dem selvom de stadig gik på denne jord. Hans ord fre,bragte en iskold latter. "Glide ud i ingenting? Nej dog, jeg skabte blot navnet et nyt ry, frem for at blive dømt for deres drengestreger," hendes latter forstummede. Idag var hun jo famøs for sine slaver.
"De er nedgørende Mr. Ingleéias, det bryder jeg mig ikke om," afslørede hun uden morskab.

[Matthew Igleéias]

"Lad det komme an på en prøve?" sagde Matthew med et selvsikkert og flabet smil, da han jo heller ikke selv kunne lade være. De røde øjne vendte han mod hendes skikkelse. Havde han nogensinde takket nej til en opgave? Nej, det havde han godt nok ikke, og dette ville bestemt heller ikke blive første gang han gjorde det!
Et kort smil passerede Matthews læber. Ganske vidst var han ikke den forretningsmand, som han engang havde været. Han vandrede lidt rundt på må og få.. slog sig ned på slottet, når han skulle hvile, og søgte ud igen. Sådan gjorde han det nu, og sådan ville det nok også fortsætte, om det var noget som man ville det eller ikke. Han nikkede. "Den dag jeg igen kommer til de samme midler, så skal jeg nok tage fat i dig. Du har ret.. Den fornemmelse af kvalitet, er desværre blevet en mangelvare. Du derimod har formået at holde fast i den," sagde han roligt. Han mente det dog.. Selvom han endnu ikke havde givet tanken om Jaqia helt, så var det jo noget, som nok skulle komme med tiden.
Den stenede mine, tog omgående til i hans ansigt. Han havde mistet rigtig mange igennem hans liv, og det tog jo også hårdt på ham. Selvom dette kunne skjules i og med, at han havde lært at slå følelserne af.. Så kunne det jo stadig mærkes. Eniqa havde været kvinden i hans liv i mange år. Det var stadig mærkeligt, at hun nu var væk. "Ikke her. Det vil jeg i hvert fald ikke påstå. Du ved jeg er en gammel herre efterhånden, Morticia.. Det er ikke noget vidunder, at selv jeg må sige farvel til folk i mit liv," sagde han sandfærdigt, mest for at feje den lidt af banen i stedet for. Han stirrede denne gang mod hende. Talte han ned til hende? Ikke i hans bog i hvert fald. "Du er for stiv i betrækket, kæreste..." kommenterede han endeligt, inden han igen slap hende med blikket, som var hun en kvinde uden stor betydning for ham. Løgn? Ganske vidst, men det behøvede hun da ikke at vide.

[Morticia Imeena Mathimæus]

Morticia hævede et slankt øjenbryn og rettede sig op så hendes slanke skikkelse var rank. "Og præcis hvilken prøve snakker vi om?" spurgte hun blot. Matthew interesserede hende som helhed ganske lidt, han havde været en god og pålidelig kunde som hun glædeligt gjorde forretning med igen, men hans væsen fandt hun ucharmerende.
At han havde mistet mange midler siden tabet af racen, forundrede hende ikke. Hun lænede sig igen lidt op af graven og strøg nogle af de nærmest sølvlige lokker bag øret. "Der findes nok af de ludne sælgere der forsøger at sælge udsultede, inkompetente slaver der falder om efter et års arbejde. Min måde at drive forretningen på et dyrere og mere ekslusiv, men alle har ret til den slags," hun satte af fra kisten og begyndte roligt at vandre frem og tilbage blot for at holde sig i bevægelse. Det fik hende til at føle sig mere levende.
Den nærmest forstenede mine fortalte hende kun at der var blevet ramt et ømt punkt. Der gik rygter om at han lå i med dronningen, så formentlig var han kommet sig over sin lyse fortid. "Det må vi alle," svarede hun kortfattet. Hu havde ingen tilbage, der var kun hende. Valerio kunne ikke døje hende, de snakkede knap sammen, og Alecander var død.. hendes familie måske, hvem vidste? De kunne stadig være i Procias. Hun stoppede op bag ham og så op med et lidt skarpt blik. Humor var måske ikke det der prægede hende mest, men stiv i betrækket? Det ville hun ikke sige! "For stiv i betrækket eller blot fornuftig," hun smilede koldt.

[Matthew Igleéias]

"Og der tror jeg minsandten allerede, at jeg vant," sagde Matthew med et næsten hoverende smil. Kunne han fremstå bedst, jamen så var det jo hvad han gjorde. Derfor betalte han også glædeligt ekstra for at få de gode slaver i hus, som kunne holde en hel levealder, fremfor dem som man kunne give maks et år, og så var de færdige. Det havde han prøvet lidt for mange gange.. Foruden de gange, hvor han havde handlet med Morticia vel og mærke. "De er dyre, men de holder.. Det er hvad folk i dag vil have," sagde han med et kort skuldertræk. Han ville til enhver tid hellere handle med Morticia, end hvad han ville med så mange andre, for her vidste han da, at han fik hvad han betalte for.
Matthew havde mistet mange. Rigtig mange endda, og det var til tider også rigtig svært for ham, men hvad.. Det var jo ikke første gang. Han kom over det, og nu hvor han forsøgte med Jaqia, så var han uden tvivl overbevist om, at det nok skulle komme. De røde øjne vendte han mod hende. Sulten havde han tildels lært at kontrollere, men den kunne smutte selv et par gange eller flere for hans del. "Netop. Dem som jeg dog har mistet i tidens løb, er ikke gravlagt her," fortalte han dog. Af hvad han vidste, var Eniqa smuttet til havs. Han havde lært at lukke af for de følelser. Det havde selv han brug for en gang imellem. At Morticia begyndte at bevæge sig, holdt han dog meget høje med ud af øjenkrogen. Han selv, var nødt til at være meget påpasselig. Desuden var han et rovdyr. Han lagde mærke til de mest mærkelige ting nu. "Stiv i betrækket.. Det er jo næsten kedeligt," endte han og himlede med øjnene.

[Morticia Imeena Mathimæus]

Morticia var overhovedet ikke med. Hun hævede blot et slankt øjenbryn og stirrede lidt undrende på ham. Havde Matthew virkelig mistet forstanden med årene? Noget tydede på det. Hun vandrede lidt omkring ham som et sulten dyr, selvom det var begrænset hvad hun kunne gøre med et andet væsen, der var ligeså dødt som hendes.
"Det er i hvert fald hvad de kvalitetsbevidste ønsker sig," medgav hun og slikkede sig lidt om munden.
Hun havde selv været en slave engang, så hun kunne se det fra flere perspektiver. Det havde givet hende et liv, hvilket hun ellers ikke havde haft før det.
Hun nikkede og tog graven i betragtning. For et kort øjeblik havde det virket som lå der nogen af betydning for ham. Hun var glad for det ikke var tilfældet, sådan som hun ellers havde besudlet stedet her før. "Det er nok meget godt med alle de vampyrer. De døde her bliver næppe behandlet med nogen værdighed," sagde hun og trak lidt ligegyldigt på skuldrene.
Hans fornærmelser bed ikke rigtigt på hende. Hun trak på skuldrene. "Jeg kan skam være morsom, jeg vil blot ikke give dig forkerte tanker," hun stoppede op og så gennemborende på ham. "Hvor meget jeg nu end nyder Deres selskab, så er jeg bange for at jeg må videre. Forhåbentligt krydses vore veje igen," sagde hun og blinkede. Hendes hånd strøg diskret over hans arm inden hun drejede elegant rundt på hælen og forlod ham, for at forsvinde ind i en tåget dis der havde lagt sig.

//Out

[Matthew Igleéias]

Om Matthew havde mistet forstanden? Det kunne man vel godt sige? Med alle de tanker, som han gjorde sig.. eller ikke gjorde sig, i sin nye tilværelse, var da uden tvivl med til at påvirke ham i den ene eller den anden retning, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hans blik gled direkte mod hende i stedet for. Et kynisk smil bredte sig på hans læber. Det her var ren og skær underholdning.
"Har jeg nogensinde givet udtryk for at ønske mig andet end kvalitet?" spurgte han denne gang med en meget direkte stemme. Døden var deres liv nu.. Et liv for resten af den lange evighed. Hovedet lod han søge på sned. Døde var slet ikke noget som havde nogen direkte påvirkning af ham. Hvorfor skulle de da også have det? Det var jo slet ikke noget, som nogen ville få det mindste ud af i den anden ende.
"De døde vil ej blive mindet med værdighed blandt.. døde," sagde han kort for hovedet. Det var uden tvivl en kæmpe vending i hans eget liv, men ikke noget, som han direkte kunne gøre det store ved. Som hun strøg hånden over hans arm, måtte han alligevel lade blikket følge hende. Uden tvivl ville deres veje krydses en gang i fremtiden. Det var end ikke noget som han ønskede at betvivle. "Tro mig kæreste.. før eller siden, vil de krydses," sagde han efter hende, inden han selv valgte at søge i den modsatte retning af hvad hun havde gjort. En vampyr.. hvor han dog elskede den døde og stærke tilværelse som han havde fået sig efterfølgende!

//Out