There Is A First Time For Everything

[Deleted]

Den Dansende Flamme. Ikke et sted hvor Ania før nogensinde havde sat sin fod. Hun havde dog hørt tale om stedet. Var gået forbi det op til flere gange på sine ture i Rimshia City. Til og fra Krypten. Men der ville hun ikke hen i aften. Hun ville prøve noget nyt. Hun havde trods alt rundet de 600 for et par år tilbage. Der var dog stadig mange steder og ting hun ikke havde set. Selvom hendes arbejde havde ført hende langt omkring. De sølvgrønne øjne tittede ud under hættens skygge. Øjnene så, men kunne ikke ses. Hætten var trukket godt op over det blonde hår selvom et par lokker da forræderisk hang synligt ved halsen og ud over kappens stof. Skyggerne skjulte dog det faktum meget godt. Den høje vampyr holdt sig tilpas i skyggerne over for Den Dansende Flamme. Utroligt med alt den larm derinde fra. Musik og råb. Glas der knustes var hun sikker på. Folk lod til at more sig. Larmende latter kunne høres og hver gang døren blev åbnet steg det i styrke.
Ania var ikke en skræmt person. Dog så var hun ikke tryg ved det ukendte. At betræde et nyt sted uden nogen vide om det eller form for kendt objekt hun kunne fokusere på. Hendes øjne skinnede i mørket og hun lod blikket vende sig op mod himlen. Månens skær var kun så småt begyndt. Natten var ung endnu og hun havde ikke travlt med at komme hjem i tid. Læberne fugtede hun let med sin tunge i en rolig og styret bevægelse. Strejfede sine hugtænder. Den sorte kappe dækkede hende samt hendes beklædning og skyggerne slugte resten af hende.

Det eneste der måske ligefrem afslørede hendes tilstede værelse gemt væk i mørket var den hvide pels der lå ved hendes fødder. Kakashi's hvide pels skinnede nærmest op som ild i mørket. Måske ikke det klogeste valg, at hun tog ham med istedet for Sasuke? Men Kakashi var trods alt den ældste og mest erfarne med fremmede omgivelser og håndteringen af dem. Hun skævede ned mod sin følgesvend der roligt lå med sit hoved på sine poter og ventede til de skulle videre. Ulempen ved, at tage ulve med sig rundt omkring var desværre, at det gav hende mere opmærksomhed end hun til tider ønskede sig. Andre gange var stederne så fyldt op, at de ikke lagde mærke til selv de største ting der skete. Læberne gled roligt ud i et lille smil før hun tog en dyb indånding. Hun måtte vel gå derind snart hvis hun da ikke fik kolde fødder. Hun var dog usikker på hvorvidt Kakashi skulle med ind eller blive ude.

[Deleted]

Nej det gik ikke. Jo det gjorde. Nej det gjorde ikke. Måske...Men i så fald ville det være tredje dag i træk. Han var jo snart blevet en alkoholiker og han kunne mærke det...Mærke det i sin krop. Hvordan den var tung, hvordan hans hoved dunkede om morgenen og hvordan hans krop smertede, netop fordi han glemte alt om sine sår og blot dansede og drak natten lang. Hver morgen var den samme. Nogen gange brækkede han sig, men ellers drak han en spandfuld af varm the med styrkende og rensende urter, hvorefter han spiste noget brød og frugt. Det var ulempen ved at bo på slottet, for at vente på at Macaria kaldte på ham, kaldte ham til kamp. Han havde alt for kort tur ned i byen, hvor han kunne drikke sine smerter væk og fejre hans nye sejr. En ny sejr der næsten allerede havde gjort ham til en leder. Ikke bare opførte dødsenglene sig sådan, men mange andre var også begyndt at kalde ham en leder. Han kunne ikke undgå det længere. Han var for altid trådt ind i de voksnes rækker. Men det nye ansvar var overvældende og han havde lidt svært ved at takle den. Hvor var det nemmere at drikke sine nye problemer væk! Og patetisk. Åndssvagt. Som de folk der drak deres sorger væk og ødelagde deres liv, folk han altid havde set ned på. Men han var jo ikke alkoholiker. Han hyggede sig bare lidt...ikk?
Men hvor skulle han starte...Han manglede et sted til dødsenglene. Og han manglede et overblik. Han havde prøvet, men hans sår havde krævet hjælp, rensning, og hans krop hvile. Efter et døgn, hvor han næsten ikke havde lavet andet ned at sove, var han fløjet til slottet. Siden da havde han været lidt rundt omkring, men nu havde han været her et par dage. Han var simpelthen ikke god til at sidde stille. Selvfølgelig kunne han give sig selv noget beroligende...Men virkelig...bedøve sig selv? Han kunne ikke få sig til det.

I aften var han klædt kønt på. De knælange støvler af sort læder, foret med pels, holdte ham varm mod frosten og sneen, der efterhånden dannede en del glatte pytter på stierne. De sorte, varme bukser og en varm trøje, også af sort. Blot, for yderst, at have en næsten knælang jakke af mørkerødt stof, med gyldne mønster og gyldne knapper. Den sad ganske tæt på hans krop. Man kunne netop se forbindingerne op af hans hals, men såret på hans venstre kind og venstre hånd var endnu tydelige, omend det også var tydeligt at disse var i bedring og begyndt at hele.
Bæltet, der var gemt under den knappede jakke, var der også. Pisken lå der hjemme, den trak i bæltet og fik bæltet til at skære mod hans ryg...noget der normalt gjorde intet, men lige nu ville det irriterer hans sår. Derfor havde han kun dolken med sig og få punge med urter, som altid. Urter til alt muligt, men i dag mest smertestillende.
Og dog gjorde det slet ikke så ondt igen, ikke i dag.
Det brune hår lå næsten flads op hans hovedet, kort som det var, strittede det lidt. Medaljonen, han havde fået af Rei, hans under alt hans tøj, hvad den også ville blive ved dem. Og dette, alt i alt, var så Zean. Den nye leder af dødsenglene.
Hans ben bragte ham automatisk mod dørene til den dansende flamme. Siden den dag, hvor nogle ubehagelige typer blev...øhm..Ja, dræbt der, havde der været fred og ingen turde fornærme ham. Så han fik lov at feste som han ville. Han burde nok lave noget andet i aften. Men hvad? Finde et offer at pine? Gå tilbage til sit mørke, kolde værelse og ordne fremtiden for dødsenglene? Det ville der alt sammen være masser af tid til!
Han så hende, nok før hun så ham. Denne kvinde der stod ubestemmelig udenfor, som om hun ikke vidste om hun burde gå ind eller ej. På ydret virkede hun en del uskyldig og uskyldig var aldeles ikke hans type. Men måske ville hun så være et nemt offer?
Hans blik gled ned på denne ulvehund. Han konstaterede den var der...Og var så ligeglad med den. Han havde skam også Beenie! En ung hunkat, der boede hjemme i Atterlin, i sikkerhed.
Et svagt smil gled over ham, da han stoppede op et par meter foran hende og så direkte på hende. Han skjulte virkelig intet.
"Tøver vi? vil du med ind og hygge dig, eller blive i kulden med din hund?" Og det var så det. Virkelig...Han fandt intet problem med at få kontakt med fremmede. Så længe de kunne klare han var direkte. Ellers ville de få et problem med ham.

[Deleted]

At folk kom sådanne steder for at more sig og danse kunne Ania ikke se det så voldsomme morsomme i. Man ville da knap kunne føre en samtale derinde med den larm. Det var også den larm der næsten fik hende til at gå igen. Hun ville da ikke kunne høre sine egne tanker derinde! Men så alligevel så ville larmen nok være meget godt for så betød det nok meget lig, at folk var travlt optaget allerede. Dog så nåede hun ikke at træde nærmere og gå indenfor af døren før der pludselig kom nogen hen af gaden. Hun så ham ikke. Ikke til at starte med, da hendes blik jo vendte frem. Men hun kunne høre ham. Lugte blodet der løb i hans årer. Hun kunne faktisk mærke sulten kort melde sig. Hun burde nok have spist før hun tog nogen andre steder hen! Hun kunne have hvæsset af sig selv over at glemme det. Og derinde var der mange flere blodbærere. Perfekt..
Ikke længe efter, at hun havde sanset han var der så var han med et trådt hen foran hende og talte direkte til hende. Det kom dog lidt bag på hende. Der havde været andre som var gået indenfor eller kommet ud. Sågar nogen der gik forbi og ingen lod til at have set hende. Men han havde og reagerede også. At han så lod til at more sig over hun stod herude og frøs irriterede hende kort. Sådan set frøs hun jo ikke spor. Hun var et af nattens børn og afskyede solens varme. Hun var koldblodet fysisk. Nogen ville måske mene psykisk også hvis de vidste hvad hun arbejdede med. Og så var der jo dem som mente vampyrer bare var hjerteløse af natur og kolde væsner.

Et kort blik over ham kunne da fortælle et og andet. Han var ikke en hvem som helst der boede lige om hjørnet. Han havde i alle fald ordenligt tøj. Både kvalitet og kvantitet. Praktisk og pænt. Ikke at det imponerede hende. Men en mand der trods alt kunne klæde sig ordenligt på var skam altid en god ting. 
Dog så var der irriterede hende mest nok lidt, at han på en måde gjorde nar af Kakashi ved at kalde det en hund. Men så igen. Hvis de fulde folk derinde troede det samme var det nok meget godt. Hun sagde intet og lod sit blik roligt hvile på ham mens hendes hoved faldt lidt på skrå. "Hvem siger jeg tøver? Måske jeg blot venter på en eller jeg bare måtte ud og have lidt frisk luft?" Men hun tøvede så han havde haft ret. Men det skulle hun ikke gøre ham tilfreds ved at indrømme så nemt. "Og desuden tvivler jeg på, at der kan være særlig meget at more sig over inde i den larmende flok." Hendes blik gled over til døren i et kort og hurtigt blik før de atter så på ham. Kakashi havde løftet sit hoved op nu hvor der var kommet en fremmede nær, men lå ellers pænt på sin plads. Pelsen holdt ham heldigvis varm i denne kulde. Hendes sølvgrønne hvilede på ham i lidt tid endnu. "De er kommet til skade ser jeg.." Hun havde set både hans sår på kinden og forbinderne på halsen. En skam. Det ville fjerne muligheden for at kunne bide frit. Så skulle man først fjerne det og måske han havde betændte sår eller andet under. Det kunne af flere grunde vise sig, at det der var bag forbindningen gjorde det forgæves at komme til at bide. Så spild af tid at prøve at gøre det. Men sulten ville nok stige indenfor den næste tid så hun måtte før eller siden finde noget blod. Hun trådte roligt frem fra skyggerne hvor hun havde stået helt op af husmuren. "De burde passe bedre på med Deres kønne ansigt. De risikerer blot at miste damernes gunst.." Et drillende smil gled over hendes læber mens hun faktisk havde svært ved at lade være med sit drilleri.

[Deleted]

Han smilte blot. I et øjeblik havde han faktisk troet hun ville krumme sig sammen og prøve at gemme sig i skyggerne, men i stedet var hun lidt mere hård, end øjet først fortalt en og svarede igen på en måde, der blot gjorde Zean nysgerrig nok til at blive stående og ikke bare gå sin vej.
At hun modsagde ham var klart. De fleste brød sig ikke om at blive påtalt af fremmede og måske han direkte irriterede hende? En sandsynlighed. Det gjorde han ofte i starten, når han mødte nye folk. Til senere, hvor de begge opdagede at den anden faktisk var irriterende eller tålelig. Eller noget i den dur.
Han trak let på den ene skulder og så over mod døren, som hvis hun virkelig ventede på nogen, ville personen komme ud lige nu. Hvad der jo ikke skete, så vidt han vidste af. Ingen adresserede hende i hvert fald, eller omvendt.
Så så han tilbage på hende med et svagt smil, der fortalt at hendes modargumenter var dårlige og han ikke troede på dem. Hans blik blev drilsk. En smule udfordrende.
"Du tager fejl. Der er meget at more sig over, gider man blot more sig. Finder man det ikke sjovt, gider man ikke selv prøve at have det sjovt. Men jeg giver dig ret i af definitionen på sjov er individuel" svarede han ligegyldigt. Da hun trådte ud af skyggerne lod han blikket glide over hende, uden at skjule det på nogen måde.
Hans ene hånd gled op til såret på hans hånd, mens han søgte hendes blik...Før han kom med en kort latter.
"Det er jeg! ingen kan snyde dig" svarede han flabet tilbage. Virkelig...Det var da en ligegyldig opdagelse? Måske havde hun dårlige øjne. Eller undrede sig over hvorfor han var såret. Uanset hvad, måtte hun spørge mere ind til det, for at få svar. Zean serverede det i hvert fald ikke på et sølvfad!
"Jeg har aldrig haft eller interesseret mig for damernes gunst..." svarede han ærligt.
"...Men siden du snakker om den, er du måske selv interesseret?" hans blik blev udfordrende. Han havde leget med vampyrer flere gange og var ikke bange for dem eller for at de skulle drikke hans blod. ikke at han ville tillade det - kun Cath havde fået lov - men han var ikke direkte bange for det. Hendes blik, der gled ned over hans hals, fortalte ham to ting. Enden var hun alt for bekymret for hans helbred, alt for nysgerrig eller sulten. Okay, tre ting så!
"Men jeg sætter pris på bekymringen..." løgn. Han var ligeglad med den!
"...Måske du så hellere gå en lille tur rundt i byen?" foreslog han og tilbød hende sin ene arm...Det var da det man gjorde normalt...Var det ikke?

[Deleted]

Hendes modargumenter havde jo sådan set ikke været forklaringer. Hun havde blot givet nogle bud på hvad hun ellers lavede end stå og tøve. Men han måtte tolke det lidt som han ville. Kaldte han hende en løgner ville hun i alle fald ikke se småt på det. Hun kunne ganske vist godt snige sig uden om sandheden hvis det skulle være, men at blive kaldt en løgner uden grundlag ville hun ikke finde sig i. Ania opholdt sig i skyggerne fordi det gav en et bedre syn over begivenheder mens man selv ikke blev holdt nær så godt øje med. Det var alt sammen en del af hendes arbejde trods alt at udøve sig i sådan noget. Men hun var skam ikke bange for at komme frem fra dem.
Et sted måtte hun dog give ham ret i hans snak om morskab. Det var jo sådan set sandhed, at alle morede sig på forskellige måder og man kunne vel altid få morskab frem hvorend man var hvis blot man forsøgte? "Okay der må jeg så give Dem ret...Selvom det kan blive svært så vil man nok alligevel kunne finde noget at underholde sig med selv det mest larmende sted." At han så kiggede over hende, da hun trådte frem var vel et sted kun fair nok? Hun havde selv kastet et kort blik over ham for at danne sig et indtryk af hvem han måske kunne være. Kappen sørgede dog for at skjule det meste af hende, men man kunne skam svagt ane farven af noget blåt stof foran. Og man kunne se spidsen af et par sorte støvler.
Hun løftede et øjenbryn til hans flabede tone. "Ingen grund til den tone vel?" Hun smilede stille og lagde hovedet på skrå igen. "Men på den anden side var det jo ikke nogen stor opdagelse jeg gjorde så touché." Han havde nok også mest bare været flabet på en drillende måde. Han virkede i alle fald som typen der kunne være sådan. Hans næste ord kom dog en smule bag på hende. Men så igen. Han var måske bare meget ung og ikke haft tiden eller muligheden til at interessere sig for det andet køn endnu? Eller så var han måske blot til sit eget køn? Det var dog ikke nogen sag af hendes. Dog så gled den tanke hurtigt væk igen ved hans næste ord. Okay han var ikke helt nem at gennemskue. Hun måtte dog svagt lagde et smil og en mild latter let slippe fra sig. "Her gik jeg ellers og troede De var uinteresserede i kvinder?" smilede hun både med øjne og mund. Hvis hun havde frygtet en kedelig aften ja så var hun da så småt begyndt at have det lidt sjovt. At han så foreslog en rundtur i byen fik hende til at se roligt op af gaden. "Var De ikke selv på vej ind på Den Dansende Flamme for et øjeblik siden?" Han havde rakt sin ene arm frem mod hende. Okay han havde da visse manerer og kunne rollen som en høflig mand der var lidt som en gentleman. "Men jeg siger vel ikke nej til en gåtur. Det er trods alt godt selskab. Indtil videre." Hun så på ham igen med de sølvgrønne øjne og et smil på sine læber. Selvom det meste af hendes ansigt henlå i hættens skygge så var det muligt at se.

[Deleted]

Hans ene øjenbryn gled lidt op i panden. Ingen grund til den tone? Han snakkede da præcis det passede ham. Hvis han mente der var grund til noget som helst, gjorde han det. Så kunne han ikke tage sig af at andre modsagde ham eller var uenig. Han gjorde tre ting, mest, når han var sammen med folk. Enden var han mega flabet, eller også drillede ham dem eller også var han udfordrende. Det var disse tre ting han skiftede til at gøre når han var sammen med folk og det var de ting han kendte mest til. Venlighed, aggressiv, kærlighed...tja, de to første kendte han måske, men de alle tre var mere ukendt end blot at være en drillenisse. Og mindre sjove af beskæftige sig med.
Men det at hun åbenlyst prøvede at rette på ham var alligevel uvant. Ingen prøvede at opdrage på ham eller sige hvis han gjorde noget galt...Eller, de skulle nok sige hvis de selv følte sig dårlig tilpas, men der var ingen der hev ham i ørerne til hverdag. At denne kvinde pludselig mente han burde gøre det anderledes...Var lidt sjov. Og måske ville han efterkomme det? Medmindre hun sagde noget totalt åndssvagt, selvfølgelig.
Han sendte hende et svagt smil.
"Jeg er ikke uinteresseret i kvinder" svarede han blot.
"Jeg er bare ikke så interesseret i dem, som folk plejer at hentyde til, at jeg burde være" forklarede han sig. Han lod armen falde, medmindre hun greb den. Det lå alligevel ikke til hans skikkelse at være så høflig igen og hun havde vel selv lært at gå? Men hvis hun havde taget fat i den, ville han lade den blive, så hun kunne hvile sin arm i hans.
"Åh jo, men jeg er på vej så mange steder. Jeg tror måske det er klogt jeg holder en pause derfra...I hvert fald nogle timer endnu" smilte han og kom med en lille latter.
Selskabet var altså fint nok? Det håbede han da. Det var ikke hver dag man blev tilbudt en gåtur af en leder, var det vel? En ting han dog ikke fandt grund til at prale med og sige højt. Det ville være lidt for...forfængeligt. Og dumt, et sted. Som at gøre sig selv til målskive.
"Så hvad laver en kvinde som dig, enlig i denne storslået og grimme by, gemmer sig i skyggerne og ikke ved om hun gider fest og ballade?" spurgte han direkte. Hun var blevet hans offer for spørgsmål og underholdning. Han ville spørge ind til hende og drille hende, til han ikke selv gad mere.

[Deleted]

At han var vant til at opføre sig som det passede ham var vel et sted også en ret man havde for sit eget liv? Selvom man jo godt kunne tage hensyn. Hun havde dog ikke sagt det alene for at rette på ham eller sætte ham på plads. Blot for at lige give sin mening til kende og måske få ham til at tænke over det, da han måske ikke gjorde det sådan rigtigt? Og så samtidig for at vise hun jo ikke blev vred over hans flabethed. Blot gengældte den med lidt mere drilleri. Det kunne han forhåbentlig tåle?
Da hun så havde valgt, at hun da godt kunne se mere til hvad han kunne byde på af selskab, så tog Ania skam også roligt og lagde sin arm i hans. Nu hvor han havde budt den så var det jo ikke særlig høfligt af hende, blot at lade ham stå til. At han så blot ville have taget den tilbage hvis hun ikke havde gjort an til at godtage det så ville det vel ikke være sket den store skade ved det? "Det er vel heller ikke andre der skal bestemme Deres interesse?" Hun så på ham og det var vel ganske sundt nok, at man ikke lod sig falde rundt i beundrer blot fordi man havde muligheden? Det var hos hende sådan set også et tegn på sin egen form for dannelse. Som alle burde lære.

Hun lyttede til hans latter der endte hans ord og skævede mod ham. Hun havde stadig ikke trukket hætten tilbage. Men det ville nok ikke vare længe. Et sted var det jo ikke særlig pænt, at holde sig så skjult når man talte sammen. "Det var måske sidst De besøgte Flammen, at De kom ud i uroligheder?" Smilede hun skævt og havde lidt svært ved at fjerne en lille drillende undertone helt ud af stemmen. Men det var da ikke en skam, at slås eller komme til skade. Hun havde selv haft rifter og skræmmer, men healede heldigvis hurtigt. Hvem det så end måtte være hun gik ved siden af var hende ikke kendt. Han var for hende vel sådan set bare en herre. Hun vidste ikke hvor han kom fra eller noget i den stil. Men det vidste han jo heller ikke om hende.
Hans spørgsmål om hendes foretagende her havde hun et sted regnet med kom før eller siden. Hun så sig ned over skulderen og smilede roligt til Kakashi, der nu havde sat sig op. "Kakashi smut bare hjem med dig.." Hun klappede ulven på hovedet med den hånd der ikke lå i Zean's arm. Hun vendte så atter sin opmærksomhed mod manden ved sin side, da Kakashi havde puffet til hendes hånd med sin snude og ellers var vendt rundt for at gå turen hjem. "Grimme by ligefrem?" smilede hun. Men okay hun kunne nok godt se hvad han mente. Der skete dog grimme ting overalt. "Jeg har vel et sted bare altid befundet mig godt i skyggerne. Indtil jeg ved mere om hvad jeg er oppe imod.." smilede hun lettere drillende før hun havde skubbet sin hætte bagover og ladet sit ansigt og blonde lokker træde frem fra mørket. Håret lå ned omkring hendes skuldre og ansigt i sine bølgende lokker.

[Deleted]

Åh han kunne tåle det. Det var skam intet problem, overhoved. Han nød det faktisk, når folk havde forstand og vilje nok til at drille lidt tilbage. Det fjernede også det akavede ved et ellers tilfældigt møde mellem folk, uanset om folk så var glade eller sure over dette.
Ingen bestemte hans interesser. Men havde det været hans interesse, ville han sørge for at rulle sig i kvinder, så folk troede han selv var en, så indklæbet i sminke og sjov han ville være. Hvad angik dannelse, vidste han ikke helt hvad folk mente. Han gjorde som han ville og når folk så sagde han manglede dannelse, trak han blot undrende på skuldrene. Det betød vel bare han ikke altid opførte sig som de ville have det. Og det var jo ikke ligefrem hans problem, jo, han var jo den der havde det sjovt. Det var de andre der blev sure.
Hun måtte tale om sårene, hun kunne se. Og det fik ham blot til at smile lidt. Roligt satte han i gang og begyndte at gå, da hun havde sagt farvel til sin ulvehund, i et roligt tempo.
"Uroligheder? Nejnej, jeg roder mig aldeles ikke ud i uroligheder. Jeg hentyder til at jeg har haft en tendens til at opsøge alkohol og fest de sidste par dage og min krop nok ville have godt af en pause" svarede han ligeud og lod blikket glide over husene omkring dem, som han ellers godt kendte, og folkene der gik på gaden. Selve byen var nu heller ikke så køn...Og det var dette han havde hentydet til.
"Overalt er der beskidt. Både at skidt og skidte folk. Husene er ikke ligefrem mesterværker. Men sådan er det bare og man lære vel hurtigt at accepterer det, for det er noget mange byer har til fælles" han så på hende med et svagt smil. Måske gav hun ham ret, måske ikke. Uanset hvad, havde han aldrig været fascineret af bylivet.
aha, så hun gemte sig i skyggerne og kom frem, når hun mente det var rigtigt. Det lød næsten som om han havde været heldig at hun havde stukket hovedet frem, da han kom. I stedet for at gemme sig endnu mere, som en orm i sit hul. vrikke-vrikke!
"Åh, spring analysen over. Du er oppe imod en såret, men dog flot, ung mand. Han er bevæbnet, men bruger kun våbnet, når han bliver tvunget eller har lyst. Han er flot klædt og umiddelbart har han da lidt...gode manerer, kalder man det vist..." han gjorde en let gestus mod deres arme, som jo gik, arm i arm.
"...Omend han er lidt sær og har nogle sadistiske tendenser. Blot det typiske for en dødsengel. Syntes du ikke?" han sendte hende et lidt større smil, som var alt han havde sagt, en selvfølge.
Hans blik gled over hendes ansigt for en kort bemærkning, blot for at vide hvem han faktisk gik rundt med.
"Mit navn er Zean" sagde han så.

[Deleted]

Hvad folk kunne tåle afhang jo helt af deres egen personlighed. Nogen var mere følsomme end andre og så var der dem som kunne klare nærmest alt man smed efter dem. Ania selv kunne klare det meste, men der var da måder hvortil man kunne træde over hendes grænse og gøre hende skidt tilpas på en eller anden måde. Og det bedste var jo sådan set også hvis folk fik lov til at være som de ville. At man kunne udfolde sig på sin egen måde og blot leve sit liv. Man havde så mange forskellige syn på alle mulige ting. Der var sjældent chance for, at to personer kunne være enige om alting. Det var simpelthen nær umuligt!
Som det var, at han begyndte at tale lidt ud fra det hun havde spurgt om var ganske rart. At han ikke bare sådan talte sig vej udenom. Måske det ikke var helt sandt det hun fik at vide, men det måtte blot være sådan det var i det tilfælde. Hun måtte blot tro på, at hans ord var sandhed. At hans valg af at ville vente med Flammen var noget med alkohol og fest istedet for vold kom vel ikke så meget til overraskelse. Begge dele kunne jo være mulige valg. Hun havde dog bare gættet på det forkerte. 
"Sandt. Men bare fordi stedet ikke er smukt så behøver det jo ikke at betyde man undgår det. Men man tiltrækkes ganske vist mest af skønne omgivelser. Denne by må så bare lokke med andre ting end sit udseende.." Og der var jo både Krypten, Flammen, Horehus, stripklub og et væld af butikker der solgte alverdens ting. Jo byen var ikke køn og havde ikke udseendet med sig, men dens indhold bar til gengæld på en masse og trak istedet folk til på den måde.
Hans tale om sig selv fik hende dog til at le lidt. Ikke for at håne ham, men hun morede sig bare lidt over hans måde at sige det på. "Jamen dog.. Så jeg skal passe på De ikke får lysten til at svinge Deres våben mod mig?" Hun kunne dog gøre gengæld hvis det kom så vidt. Men han lod ikke til at mene det blev en mulighed. Enten var det en advarsel han forsøgte at pakke ind i spøg. Eller så var det blot for sjov han sagde det for at få hende til at more sig lidt. Og ja det virkede sådan set ganske fint. "Desuden tror jeg ikke, at de få skræmmer vil forhindre Dem i at gå i kamp." Smilede hun drillende mod ham og gav hans arm et let klap med en mild latter. Men ja hun kunne da give ham ret i nogle af de ting hun hørte. Han forstod at klæde sig. Han var ikke helt uden manerer. Han så da heller ikke værst ud måtte hun sige. Der fandtes mænd derude med et grimmere ydre. Den del med hans våben var så noget hun ikke kunne sige ja eller nej til. Det var et faktum hun ikke kendte svaret på. Dog så nævnte han lidt mere omkring sig selv. Han var dødsengel? Ganske fascinerede. Længe siden hun havde mødt sådan en og haft kendskab til det. Og til slut tilførte han lige sit navn ind til samtalens kerne. "Zean? Et ganske fint navn. Mit navn er Ania." Hendes øjne vendte sig stille over mod ham. "Og De er ikke den eneste der bærer præg af racens vaner.." Hun så ikke den store grund til at skjule sin race. Han var ikke et muligt bytte alligevel. "Og bare rolig..jeg skal nok lade være at skade Deres hals yderligere.." Hun strøg en lok hår om bag sit øre og kastede et blik kort rundt for at se hvor de gik mod.

[Deleted]

Han lod blikket glide over byen, som om han faktisk lyttede til hvad hun sagde og overvejede det. Hvad han både gjorde...Og ikke gjorde. Til sidst trak han let på skuldrene. Han fandt ikke byen som noget kunstværk, men det var sandt dens indhold var grunden til at folk kom. Som en klam, gammel mand der af udseendet var helt forfærdeligt, men som indeni var den sødeste og mest venlige og hjælpsomme person.
"Åh ja, jeg kommer af flere grunde" svarede han blot, uden at komme dybere ind på hvad.
I stedet så han på hende med et svagt smil.
"Åh ja! våben alle vegne, jeg er så farlig!" drillede han. Hvilket igen, kunne tolkes på begge måder. Han kunne være farlig, hvis han gad. Men for det meste var han nok ikke største trussel i folks øjne. Han var heller ikke så voldelig, faktisk. Kun når han lige fik lyst.
Men nej. Hans sår ville ikke kunne stoppe ham, hvis han endelig besluttede sig for at slås. De var ikke så alvorlige, at de forhindrede ham i det. Og hvis det gjaldt hans liv? Så fandt folk altid viljen til at slås, sjovt nok. Han kendte det. Når folk blev tortureret og snart skulle dø, var det alligevel som om de var lidt mere levende...Medmindre han havde været grundig nok og de bare hang i deres reb, uden særlig meget liv i deres kroppe tilbage.
Han smilte svagt ved tanken om dette.
Hans navn var bare et navn og det var hendes også. Så han fandt det ikke nødvendigt at udtrykke nogen høflighed ved at kalde hendes navn alt muligt, han ikke vidste om det gjorde. Om det var pænt eller passede hende godt eller noget andet i den stil. Det vidste han virkelig ikke. Hvem interesserede sig for noget sådan?
I stedet så han på hende, da hun kom med en svag hentydning til at også hun kunne være farlig. Hun var vampyr, selvfølgelig, men ikke noget han lod sig mærke af.
”Kun en vampyr har fået lov til at drikke af mig og jeg har ingen planer om at lade andre gøre det. Det er noget sjovt ved at have det sådan. Lidt som et kæledyr, trods hun langt fra er noget passivt dyr. Mere en god legekammerat.” fortalte han åbent. Og hvad så? Hvem skulle kunne bruge det imod ham, hvem kunne vide hvem han talte om? Så vidt han bekymrede sig, ingen.
Nej. Deres samtale var ved at rinde ud og de havde snart ikke mere sjov at bruge tiden på. Hans blik gled igen over deres omgivelser.
”Så, hvad er din beskæftigelse?” Som altid gik Zean efter en ting. Allierede. Folk med evner eller stillinger, han kunne udnytte eller bruge til noget. Hvis folk ikke levede op til dette, kunne de blive underholdning. Og hvis de heller ikke kunne bruges til dette...Havde han intet at bruge personen til og han ville forlade denne, måske endda ignorerer personen fuldstændig.
”Er du sulten?” han så på hende ved en pludselig indskydelse, men ikke fordi han frygtede hun hoppede på ham. Blot...Det ville være en mulighed for at få det lidt mere sjovt, ikke?

[Deleted]

Byen her var jo sådan set et ganske glimrende eksempel på, at det ikke kom an på udseendet alene. At man skulle se indad og se efter hvad der var at byde på når man så efter. Sådan var det jo ikke kun med byer og ting. Sådan var det også med folk selvom mange slet ikke gjorde sådan, men havde det med at gå alene efter det ydre eller første indtryk de fik. Men alle var forskellige og man kunne ikke lave om på alle eller alle vaner.
At han så nævnte kort, at han kom til byen af flere grunde fik hende til at skæve lidt mod ham med et skævt smil. Han ville ikke nævne hvad disse ting var, men hun kunne nok gætte sig til nogle af dem. Ikke at der var en skam i, at besøge steder som horehus eller stripklub. Så længe hun ikke blev tvunget ind på et af disse steder eller andre for den sags skyld så var hun fint tilpas med tingene som de måtte være. Hvad der foregik bag disse mure blev bag murene så hun ville ikke tage skade af, at de fandtes.
Ania kunne skam heller ikke lade være med at smile lidt morende over hans udbrud med at være farlig. Han virkede slet ikke som om han mente det særlig seriøst og hun var sikker på det også var sådan det var. Ganske vist kunne han nok godt være det hvis han skulle. Men lige nu virkede han bestemt ikke spor farlig. Hun var sikker på han nok havde et våben eller to skjult på sig. Havde hun sådan set selv det meste af tiden så hvorfor ikke også ham? Men hun var ikke bange. Ikke engang urolig. Helt rolig og tryg i hans selskab. På trods af hun så stort som nær slet ikke kendte ham overhovedet.
Hun rystede lidt på hovedet og så på ham. "Jeg har skam drukket af folk før som ikke gav mig lov. Men jeg tvivler stærkt på det ville være så simpelt at gøre ved Dem." Hun lagde sit hoved på sned og så igen kort tænktsomt på hans hals. Hun måtte dog fjerne blikket igen før hun kunne mærke sulten påminde hende om sin tilstedeværelse. At han så gik videre til at spørge om det næste punkt, som hun måske havde regnet med fik hende til at se frem for sig. Hendes beskæftigelse var nok noget af det som hun holdt sig mest nær. "Jeg arbejder på egen hånd. Hjælper folk lidt hvis det er nyttigt.." Så havde hun da sagt lidt uden det var for meget. Det åbnede op for en del forskellige mulige emner hun kunne arbejde indenfor så han ville nok ikke lige gætte det ud af det blå. Hans næste spørgsmål var dog noget som hun ikke oplevede folk spurgte om. Hun så på ham igen med et lidt overrasket udtryk. Men okay hun havde kigget mod hans hals et par gange så måske han bare ville sikre sig, at hun virkelig ikke hoppede på ham. "..Måske..en smule.." hun trak lidt på skuldrene. "Men ikke noget at bekymre sig om.." forsikrede hun ham om. Det var jo også sandt. Hun havde stadig kontrol over sin sult. "Men hvad med Dem selv? Hvad beskæftigere De Dem selv med til daglig udover bybesøg?" Hun smilede stille og ville have samtalen ført lidt væk fra sig selv.

[Deleted]

Hvis han havde kendt hendes tanker om hvad han brugte tiden på, ville han i sandheden havde grint. Horehuse og stripklubber? Nej, dette var ikke hans foretrukken beskæftigelse, faktisk ville han gå så langt som til at sige det var ham dybt uinteressant, medmindre kvinden i sandheden var exceptionel. Eller han kedede sig...Eller noget i den stil. Nejnej, han var her af personlige, omend ikke så nedrige grunde. Han var her forbi folk havde brug for ham og han for dem. Men nok om det! I stedet smilte han blot til hende. Han behøvede vel ikke at sige noget...Hun ville ikke slippe af sted med at drikke hans blod. Uanset hvor velsmagende en vampyr måske, måske ikke, fandt det. Sandt var det at var han for svag eller uden evner til at holde en vampyr væk, ville han blot sende hele sin race efter den selv samme person. Blot for lidt tortur og drab, selvfølgelig, intet andet. Ganske uskyldigt.
Hjalp folk hvis det var nyttigt? Det lød lidt som om man kunne købe visse ting af hende, visse...jobs. Måske endda de ting, som folk normalt ikke ville vedkende sig? Ting som...tyveri eller drab? Eller måske mente hun noget helt andet, som han ikke orkede at spekulerer yderligere over.
Det var jo virkelig ikke til at vide.
I stedet lod han blikket glide over de folk der var i nærheden, da han ledte dem ned mod de mindre gader, hvor der var færre folk og specielt færre folk der ville råbe op og skabe problemer af lidt blod og vold. Han fortsatte lidt, men til sidst slap han blidt Ania, klappede hende kort på hånden, før han satte tempoet op og samtidig bad hende blive stående...
Og haps! En ung kvinde blev grebet, en hånd gled over hendes mund, inden et skrig nåede at flænse luften og Zean lod en af sine ellers muskuløse arme glide rundt om hendes krop, da han hev hende hen til Ania og slog hende op mod muren tættest på dem.
Han holdte endnu en hånd over kvindens mund og brugte sin egen krop til at holde kvinden fast mod væggen, i spænd, mens han med den nu løse hånd tog kvinden i håret og hev hovedet til siden, så hendes hals var helt tydelig og sårbar.
”Jamen så spis?” foreslog han hende.
”Jeg beskæftiger mig med smerte og død. Jeg bruger det meste af min tid på at nyde livet, blive underholdt og torturerer folk. Jeg bruger også meget tid på at møde tilfældige personer og se om de er nyttige for nogle af mine planer. Og endelig bruger jeg meget tid på at udtænke planer og udøve dem. I min fritid er jeg også healer...For dem jeg gider hjælpe, vel at mærke” svarede han ærligt, omend ikke specielt klart. Men når alt kom til alt...Var det jo disse ting han beskæftigede sig med, mest af alt?

[Deleted]

Hvad det var han helt præcist foretog sig i denne by både i aften og forrige og fremtidige aftener og nætter var jo sådan set ikke noget hun skulle blande sig for i. Ganske vist var det da interessant nok i sig selv, at lære mere om hvad folk mon kunne lide at foretage sig i det som der nu var på bud til dem. Men hvis han ikke ville nævne noget så havde hun ikke ret til at kræve det. Og det gik sådan set også den anden vej rundt. De kunne ikke kræve noget af hinanden og det var sådan set meget rart på sin egen måde. De havde sikkert begge to ting som de ikke ønskede blev alt for kendt ude blandt folk.

Han sagde skam heller ikke noget videre ledende om hvad det var han tog til byen efter. Han kunne måske gætte lidt af hvad der trak hende nu hvor han kendte hendes race. Hun kom oftest for at besøge Krypten. Det var så ind imellem ture som denne hvor hun ville prøve at udforske et nyt sted eller nye områder, at hun gik andre steder hen for dette formål. Begge havde lukket af for deres tanker lige nu som stilheden svøbte sig om dem for en stund. Ingen sagde noget afslørende og det var måske godt, men samtidig kunne det dræbe samtalen hvilket ville være tidligt. En skam sådan set. Han var afslappende at omgås af ukendte årsager. Fordi han måske tog så let på tingene og det smittede lidt af på Ania? Samtidig burde man vel ofre lidt om sig selv eller lignende hvis man ønskede at holde ved.

At hun sådan set lidt havde ofret noget om sig selv var det faktum hvad hendes jo lidt indebar. Det kunne nok godt sætte lidt gang i hans tanker og måske endda blot forvirre mere end gavne, men sådan foretrak hun det også. Gættede han det så havde han en skarpere hjerne eller observering end hun troede eller så havde hun afsløret for meget. Der var også andre ting der kunne ske.  Men hun prøvede at træde så forsigtigt som muligt til hun kendte grænserne bedre.

Hvor de gik hen stod hende temmelig ukendt. Hun lod ham føre vej og kendte ikke alle dele af byen helt så godt selvom hun tit færdes her, men det var sådan set mest mod Krypten og hun gik tit samme vej. Det var nemmest.

At han så pludselig gav slip og bad hende blive stående fik hende til at løfte et spørgende øjenbryn som det

r var, at hun så ham gå længere frem alene. Hvad mon han nu var ude på? Det fik hun dog snart svar på. Hun så roligt på, mens det var, at Zean greb fat om en kvinde og slæbte hende med tilbage og holdt hende mod muren. Ania stod blot og så på hans foretagende mens han sørgede for at holde kvinden fast og gjorde halsen fri. Det var ved at gå op for Ania nu og hans ord bekræftede hendes teori om hans tanker. Hun smilede et svagt lille skævt smil og så på ham med de sølvgrønne øjne og rystede en smule på sit hoved med en mild latter. Hun havde dog aldrig oplevet, at folk ligefrem ville fange ofre til hende. Men det foretrak han nok frem for hvis hun gik efter hans hals. Selvom hun allerede havde sagt det ikke kom til at ske.

Mens han så stod og ventede på hun gik i gang med at spise fortalte han så hende om hvad det var, at han beskæftigede sig med. Smerte og død som det første. Okay så var at fange ofre til en vampyr nok en mild ting. "Jeg spiser som regel ellers ikke foran andre.." sagde hun roligt før hun alligevel gik hen til kvinden han holdt fast. Nu havde han jo fanget hende. Selvom det ikke så svært ud. Og hun VAR jo sulten! Hun mærkede skam også hvordan hjerteslagene steg i hendes ører og Ania havde næsten snart glemt alt om Zean var der. Hun stilte sig ved kvinden og lod sine læber nærme sig hendes blottede hals og åbnede læberne og hendes hugtænder kom nu for alvor frem og var synlige. De syleskarpe tænder var ikke langt fra kvindens hud og der gik ikke mange sekunder før de var stukket igennem og begravet i hendes hals. Ania var vant til at holde sin føde fast selv og havde lagt sine hænder på hendes skuldre nu hvor hun ikke behøvede holde hovedet tilbage selv. Øjnene gled i mens det var, at hun blot mærkede den varme væske løbe ned over sin tunge igennem halsen.

[Deleted]

I princippet var det vel ligegyldigt. Altså hvad denne vampyr brugte tiden på. Han prøvede altid at se om han kunne bruge folk til noget, men som tingene var lige nu, kunne han ikke bruge hende til særlig meget og sådan var det bare. Man kunne jo ikke gå og bruge alle...Det ville være sært.
Han tænkte ikke videre over om hinandens selskab var afslappet og behageligt. Det var der bare. godt nok ikke ubehageligt, dog. Ellers havde han jo bemærket det for længst.
Hun lod ham holde pigen og smilte blot til ham...Men heldigvis så det ud til at hun faktisk ville spise kvindens blod og det passede ham rimelig godt. Ikke fordi han var bange for hun skulle spise ham, simpelt fordi det var lidt sjovere end bare gå rundt, når samtalen var død. Måske skulle de snart bryde op alligevel og gå hver til sit?
Han smilte let ad hendes kommentar.
”Underhold mig” svarede han blot. Troede hun det var første gang han så en vampyr spise? Nok ikke. Men uanset hvor reserveret hun var, når hun spiste, virkede hun ikke til at have noget imod det nu.
Han flyttede sig lidt, så hun kunne komme til. Da hun selv tog fat i offeret, slap han næsten hele kvindens krop, med undtagelse af hånden der holdte hende stille og sørgede for hovedet blev hvor det var.
Det var fascinerende at se en vampyr spise. Tænderne skinnede, han kendte følelsen af hvordan de brød igennem ens hud. Han så blot til med et svagt smil...
Stol aldrig på en fremmed.
Kvinden havde han taget sig af før. Han havde fanget hende og slået hende ud, for at tvinge nogle urter i hende. Urter, som ingen kendte særlig meget til. En blanding han havde lavet af urter fra Procias, fra Dvasias og Imandra. En blanding af urter der kunne heale og urter der gav de særeste bivirkninger. Han ville se hvordan de virkede samlet, på forskellige racer. Mennesker fik hallucinationer af dem, begyndte at tale til dem selv og virke ganske psykisk ustabile. Vise gjorde endda skade mod dem selv eller deres omgivelser. Kvinden her havde fået noget beroligende samtidig og fået besked på at vente her i gyden.
Nu kunne han se vampyren drikke kvindens blod, ganske tørstig og til sidst slap han hele kvinden, så det var bare var vampyr og offer.
Han var spændt på sit lille eksperiment. Ville de virke eller slet ikke virke? Måske kun en anelse? Det var ikke til at vide...Var det vel?

[Deleted]

Hvad det var Zean helt igennem var ude på med dette her vidste Ania ikke. Måske burde hun have tænkt lidt klogere over det, men så vidt hun kunne se ville han ikke få ret meget ud af dette. Han kunne ikke skade hende ved, at hun drak fra en anden. Og udover hendes tanker måske burde have været klogere så var hendes sult den der fik det sidste ord. Måske ikke særlig klogt. Men sult var næppe det som fik en til at tænke klart og klogt over ting.
Der gik nogle minutter hvor Ania blot roligt drak før hun til sidst lod sine tænder give slip og slap kvinden efterfølgende. Medmindre Zean fortsat holdt kvindens hår og ligefrem holdt hende oprejst så ville hun falde klumpet sammen op af muren så snart Ania gav helt slip. Hun slikkede roligt det sidste blod af sine læber. Det smagte nu ikke som noget af det bedste hun i sit liv havde fået. Men desværre rendte man til tider på folk med dårligt blod. Blod der ikke smagte særlig delikat. Dog var det ikke det værste hun havde smagt heller. Det var sådan en meget almindelig og neutral blodtype der faktisk i længden kunne hælde mod kedeligt. Men det tog den værste af hendes sult og det var lige nu det vigtigste punkt for hende at få opfyldt. Så længe det ikke var halvdøde rotter eller andet dårligt blod, så kunne hun håndtere og godtage dette blod som nok.
De sølvgrønne øjne gled op til Zean igen. Havde fået en svag glødende nuance efter at hun lige havde spist. Hun slikkede sine hugtænder rene før hun stille lod dem næsten forsvinde igen bag læberne. "Ganske glimrende. Har fået bedre, men såmænd også værre..Foretrækker nu blod fra mænd..Hvis De en dag igen skulle få lyst til at byde mig på et måltid." smilede hun med en mild latter. Hun vidste ikke helt hvorfor, men ja hun havde altid fundet mænds blod som det der oftest smagte bedst. Nogle kvinder havde skam også fremragende blod, men ikke nær så ofte.

Hvad kvinden så havde i blodet eller ikke havde i blodet kendte Ania ikke til. Hun havde ikke kunne smage noget stærkt som ikke hørte til. Men måske var de de urter som Zean havde givet hende, som havde ændret blodets smag en smule? Ania kunne ikke smage noget i stærk grad som ledte hende på sporet af noget forkert. Mængden havde måske ikke været stærk nok. Ania lod kvinden ligge. Hun havde ikke taget meget så kvinden ville let kunne rejse sig op og gå videre selv når hun lige fik samlet sig lidt.