There Is A First Time For Everything

[Deleted]

Hans blik gled over kvinden, der faldt sammen på jorden, som en alkoholiker der havde fået lige rigeligt. Omend, kvinden nu nok ville dø af dette, hvor en alkoholiker kunne starte forfra dagen efter. Nå, pyt...Kvindens rolle var udfyldt og han havde ikke brug for hende længere. I stedet smilte han let til Ania, da han tilbød hende en arm, så de kunne gå videre, som om intet var hændt.
For nu var der ikke sket noget, men der gik jo også tid fra maden var sunket og til maden blev optaget i kroppen, selv for en vampyr. Desværre kunne der gå flere timer til maden var optaget i kroppen og urterne fik en virkning, hvis de overhoved fik en virkning! Lang ventetid....Men alle måtte vel ofre sig lidt for videnskaben. Så han valgte blot at slå følge med hende og lade som ingenting.
”Det er mad. Er det ikke det man siger? Det var ikke fantastisk, men dog mad”
Det var vel noget alle kendte? Når man spiste, fordi det skulle man jo, men hvor maden ikke ligefrem var fantastisk. Så trøstede folk sig med at det dog var mad og man blev mæt. Det måtte også gælde vampyrer.
Og så...Havde han faktisk intet at tale med hende om. Eller lave, andet end vente. Han lod blikket glide over deres omgivelser, trods det næsten føltes akavet. En følelse han dog ignorerede og lod som om dette var ganske normalt.
"Jeg skal huske på en mand er mere lækker" kommenterede han så, med et lille smil.

[Deleted]

Hun måtte dog nikke stille til hans ord. "Det var uden tvivl mad. Og til tider må man blot tage til takke med udvalget der bliver budt." Hun var dog ikke utaknemlig. Blod fra kvinder var skam udmærket selvom det ikke var hendes livret. Men man skulle jo heller ikke altid have det bedste vel? Overlevelse var trods alt vigtigere end luksus i sidste ende. Ania foretrak dog ting på en vis facon, men kunne skam godt vælge det fra hvis det skulle gøres. "Og kvinden var skam mulig til at stille min sult for nu så nu behøver De slet ikke være urolig." smilede hun lidt drillende som det var, at hun atter havde taget hans tilbudte arm og de var gået videre i ganske ro og orden.
Hvad han så gik og ventede på anede hun intet om. Hans lille eksperiment ville hun næppe være glad for, at være forsøgsdyr i hvis hun kendte til det. Så kunne han skam nok få en ting eller to at vide. Så længe der intet var at fornemme så ville hun ikke vide om det dog. Medmindre han indrømmede sit foretagende hvilket ville være unødvendigt fra hans side af. Ania vidste dog, at hun ikke kunne bruge alt sin tid på blot at gå. Hun havde intet arbejde der skulle passes i nat, men hun skulle jo alligevel hjem til sin krypt et stykke tid før solopgang så hun var sikker. Selvom der stadig var tid så tog gåturen sin tid alligevel. Hun strøg roligt en lokke hår om bag sit øre med sin frie arm. "Hvis det er muligt vil jeg skam sætte pris på det. Selvom...den kvinde virkede nu temmelig..som om det ikke var helt tilfældigt hun var der.." Hun så lidt tilbage mod hvor de kom fra og så mod ham. "Næsten som om du vidste hun ville være der. Men samtidig har der været helt øde før det sted." Nu hun tænkte over det var det faktisk lidt for heldigt et sammentræf.