How to make an alliance

[Kimeya Marvalo]

@eriiz - Kimeya Marvalo

---

Det var ved at være mørkt udenfor, og det blæste godt denne vinteraften. Fuldmånen stod højt, og langt i det fjerne lød varulvenes frygtelige hyl. Ikke at det var noget som bed på Kimeya. Udenfor Den Mørke Cirkel, som var en run og høj stensætning.. beskyttet af mørk magi, stod Kimeya. Aftalen med Eriz, og om at skulle mødes her, var klar, og så håbede han nu kun at han endelig havde fundet en, som han rent faktisk kunne stole på.
Den mørke kappe hvilede tungt omkring de brede skuldre.. den blfrede bag ham.. Vinden rev i det halvlange hår, og hans mine og blik så tomt og intetsigende, som havde han været det døde lig, man så i gyderne langs Rimshia City. Salore-familien var uden tvivl en kæmpe torn i øjet, og nu hvor hans alliance med dødsenglene stod stærkere end hvad en havde gjort før, så stolede han ikke en meter på dem. Han var nødt til at få andet at vide, og han havde brug for sine spioner derude. Han stolede på sine egne, og det havde han alle dage gjort - med eneste undtag af Salore.

Selvom det var koldt, så frøs Kimeya på ingen måde. Efterhånden så skulle der meget til før det kom så vidt. Han var en meget tilpasningsdygtig mand lige hvad det angik, men det at vente, var han derimod ikke særlig god til. Han var utålmodig. Dette var noget, som nemlig godt kunne vise sig, at være et vendepunkt i hans stabilisering af magt, og denne Salore-slægt var ham en torn i øjet, udelukkende fordi at de var en trussel for ham. Han ville have ryddet den slægt af vejen, uanset hvad pokker det så skulle ende med at koste ham!
En ugle tudede i det fjerne.. det fangede hurtigt hans opmærksomhed. Et irriterende bæst! Der var virkelig alt for mange af dem!

[Deleted]

Den sorte kappe flagrede efter Eriz, mens hætten skjulte ansigtet inde i skyggerne, hvor de isblå øjne gemte sig som det eneste lys. Tempoet var roligt. Hun havde ikke travlt. Dovent vuggede de bløde hofter fra side til side, mens at hun slentrede afsted mod Cirklen. Kjolen hun havde på afslørede den dybe kavalergang, samt de frugtsommelige former, som hendes krop var blevet velsignet med.
Da hun opdagede den sorte skikkelse, standsede hun et øjeblik op gemt i mørket, for at se sig omkring, og vinde overblikket. Der så ikke ud til at være andre i nærheden. Alligevel mumlede hun en besværgelse, der gjorde hun ville finde ud af det, hvis der kom nogle ind i en hvis radius af hende.
Med et suk forsatte hun mod Cirklen. Da hun slentrede ud af mørket, rank og rolig, strøg hun hætten af, så Kimeya, kunne se det var hende. De fyldige, røde læber formede sig i et lille smil, der ikke engang var tæt på øjnene. Sorte, tunge hårlokker indrammede hendes slanke ansigt, der aldrig skar en grimasse, uden hun kontrollerede det. Ansigtet som så mange gange havde hjemsøgt folks mareridt og drømme, alt efter hvad hun ville have ud af dem. Nu var det Kimeya’s tur. Spillet var i gang.
”Kimeya…” hilste hun varmt, og kyssede ham flygtigt på hver kind, da hun nåede hen til ham. Det var anden gang de mødtes, hvis man altså kunne kalde første gang for et møde. Måske nærmere en flygtig hilsen, hvor en papirlap til sidst diskret havde skiftet ejermand.
”Hvad kan jeg hjælpe dig med denne gang?” spurgte hun ham blødt, uden at det grådige, indtrængende blik forlod hans ansigt. Et legende smil trak i hendes mundvig, og hun modstå lysten til at lade blikket vandre ned over hans figur, som han stod der badet i månelyset. Hun stod tættere på ham end man normalt plejede.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya følte endelig, at han havde fundet det snit som skulle til, for at få skovlen under Salore-slægten, og kunne han, så ville han slå den familie og den mand ihjel, så snart han fik den mulighed! Her var det koldt.. koldt som i det iskolde hjerte, han havde hvilende i brystet. Så mange mænd og kvinder, som han havde slået ihjel i årenes løb, og aldrig var det noget som havde vækket det mindede, som mindede om en samvittighed ved ham.
Blikket drejede han langsomt. Fornemmelsen af en anden i hans nærhed, var det første som prikkede til ham. Som den prikkende fornemmelse man fik, når man havde øjne hvilende i nakken. Ikke at det var noget som gjorde ham noget som sådan. Hvis det var den rette person om ikke andet.
Endelig kom Eriz. Det var uden tvivl på tide, at hun var kommet op. Det var nu at det hele gik igang.. Spillet skulle starte, hvis de kunne blive enige om spillereglerne, og han håbede virkelig. Det her kunne nemlig vise sig, at blive den vigtigste alliance, som Kimeya hertil igennem sit liv, kunne skabe.
Kyssene tog Kimeya imod til sine kinder, hvor han blot gengældte dem. Venligt og høfligt. Han kunne nemlig godt, hvis det var hvad omstændighederne krævede af ham.
"Det var på tide, Eriz," sagde han kort for hovedet. Nej, han var ikke helt tilfreds med, at skule have ventet så længe, men det var nu heller ikke noget som gjorde nogen forskel for ham lige nu. Han rettede sig endnu en gang op, hvor han lod hænderne søge ned langs hans skikkelse.
"Tag en tur sammen med mig.. Vi har meget at snakke om," sagde han endeligt, inden han vendte om på hælen og bare søgte ud i mørket. Ved en let bevægelse med hånden, skabte han en isblå kugle, som lyste vejen op, ved at svæve tre skridt foran ham. Han forventede naturligvis at hun søgte med ham. Spillet var igang.. og denne gang var det Salore det ville gå udover.

[Deleted]

Lydigt fulgte Eriz med Kimeya, uden at svare på hans kortfattet ord, der ikke efterlod noget som helst underholdende for hende at tage imod. Det legende smil forblev dog på hendes læber. Farligt og lovende på samme tid.
Hun vidste ikke præcist hvad Kimeya ville tilbyde hende, eller hvad han var ude efter, men hun var interesseret. Specielt fordi han havde magt, og teoretisk set var hendes leder. Hvem kunne sige nej? Især ikke hende. Det var alt for lokkende.
Som altid var hun dog på vagt. Hun kendte til Kimeya. Hun vidste hvad han var i stand til, og derfor holdte hun sit vagtsomme blik i nakken på ham. Klar til at trænge ind i hans sind med alt den kraft hun kunne mønstre, hvis han pludseligt skulle angribe hende.
Der var ikke meget han havde givet hende, og hun satte meget på spil for at møde ham. Nogle ville mene for meget, men hun havde altid taget store risikoer. Hun gik et par skridt bag ham, bare for at være sikker. Selvom han ikke havde sagt meget, havde hun en ide om hvad det handlede om. Det som det altid handlede om med Kimeya, hvis altså hun havde sine informationer i orden - hvilket betød at lige nu var hun hans bedste ven. Gad vide hvor meget hun kunne presse ud af ham? Åh ja... det her ville blive godt. Det gjorde hende liderlig bare ved tanken.

[Kimeya Marvalo]

For Kimeya var det her grundlæggende for hvad han ville komme til at gøre i fremtiden. Desværre var det ikke noget, som han kunne gøre på egen hånd. Han havde brug for hjælp, og det var her Eriz kom ind i billedet, og det var det som han godt kunne lide.
Han begyndte at gå. At hun gik med, glædede ham naturligvis. Han var ikke den som bare stod stille og aftalte på den måde.. Nej, han havde brug for at de kunne snakke åbent om tingene.. debatere om tingene, og komme frem til enighed. De kunne få god gavn af hinanden i en stund som denne, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt i den anden end. "Jeg kan forstå at du har en nær kontakt med Salore?" spurgte han denne gang direkte. Det var bestemt ikke fordi at han var typen som lagde skjul på tingene eller pakkede tingene ind. Nej, han sagde tingene direkte.
Kimeya vendte blikket roligt mod hende.. vinden slog ham direkte i ansigtet.. Og den var kold. Hans blik var direkte koldt og intetsigende. Han kunne heller ikke lade være.. Det var den hårde og intense træning i form af tortur og pinsel, som han havde modtaget, der gjorde det. Han var egoist.. og dog handlede han på vegne af mange, og i det her tilfælde, var det så for en hel race, og det var grunden til at han gjorde det her, som han gjorde lige nu.
Afventende lod han blikket hvile på hende. Afgørende var det møde her for ham på mange måder, og det var det, som han uden tvivl godt kunne lide.. Det var en spænding.. En spænding som han yderst sjældent blev mødt af på denne her måde.
"Jeg har en ting som jeg vil drøfte med dig... Og det er vigtigt ,at du ved, hvor fortroligt det her er," fortsatte han. Han havde jo tænkt en del over dette.. Og han var villig til det. Hvis han fik tingene som han gerne ville det, vel og mærke.

[Deleted]

Et let suk forlod hendes læber, da han afslørede sagens kerne, men det var det, som hun havde regnet med. Selvfølgelig handlede det om Salvore, eller nærmere om Rei. Hvor han havde fået informationerne fra så hurtigt, vidste hun ikke, men det var ikke en overraskelse.
Hans blik der hvilede på hende, mødte hun åbent og uden frygt. Selvom han var farlig, så frygtede hun ingenting. Hverken døden, smerte eller fængsel. Med den opvækst hun havde haft, var der ikke meget, som bed på hende, hvilket både var hendes styrke og svaghed.
Det her var dog en leg, hun havde leget mange gange, og hun vidste hvordan den gik. Måske ikke med så magtfulde brikker, men det ene, kunne vel være det andet. I det mindste skadede det ikke at lytte til hvad han havde at sige.
”Du mener med Rei,” svarede hun ham tilbage på den samme direkte måde, som han brugte. Hun var standset op. Lyset fra hans kugle skinnede hende op, så hun lignede et spøgelse, der stod omgivet af mørke. Livet havde givet hende udseendet, generne kræfterne, og opvæksten hendes personlighed. De tre ting havde gjort hende til et farligt våben, der kun kunne blive brugt af dem, som var både modige og intelligente nok.
Hun sukkede tungt, og rystede svagt på hovedet.
”Du vil have mig til at spionere mod ham, vil du ikke?” spurgte hun med et hævet øjenbryn, men det var mere en konstantering af viden end et spørgsmål. Selvfølgelig ville han det. Han vidste hvem hun var. Vidste hvad hun var i stand til. Langsomt fugtede hun sine læber med sin tungespids, og tog et par vuggende skridt frem mod ham. Forførende og langsomt som en kats bløde skridt, inden den springer på en mus. Hendes blik fangede hans. ”Hvad får dig til at tro, jeg vil gøre det for dig?”

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var ikke dum, og han vidste at Rei ville gøre hvad han kunne, for at vælte ham af pinden, og det var bare slet ikke noget som han skulle have lov til! Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse som hun vandrede ved hans side. Den isblå kugle som svævede de skridt foran ham, oplyste hvad der var lige omkring dem, hvor alt det andet, forblev i det mørke og skjulte. Det passede ham fint. Mere end fint faktisk.
"Rei ja..." sagde han kort for hovedet, hvorefter han let himlede med øjnene.
Kimeya stoppede op i takt med at hun gjorde. Hans hænder foldede sig let over ryggen, som han roligt lod blikket glide mod hende endnu en gang. Nej, han pakkede bestemt ikke tingene ind, og det havde han aldrig nogensinde gjort. Han ville bare gerne have det her på plads og gerne så hurtigt som muligt, og så længe, at der rent faktisk var noget, som han kunne få ud af den her situation, så var det rent faktisk det bedste af det hele.
"Jeg forventer ingenting, Eriz.. Det eneste jeg forventer bliver gjort, er at du fortæller mig, om det er omstændigheder, som du er villig til at gøre.. Jeg stoler ikke på mange," forklarede han med en ganske kortfattet stemme. Han lod hovedet søge let på sned.. Langsomt og næsten helt uhyggeligt.
"Jeg går med mange planer, og særligt hvad angår landet, Imandra.. Dette ønsker jeg at overtage.. Om du gør, hvad jeg ønsker af dig, vil jeg give dig en status i det land, som jeg regner med, selv at kalde mig som konge af," fortalte han med en ganske rolig stemme. Det var noget som han havde tænkt meget over. Alliancer skulle skabes på kryds og på tværs, og til enhver tid, ville han da gøre det med sine egne i stedet for alle andre. Dem havde han da om ikke andet, så en større tiltro til.

[Deleted]

Langsomt nåede Eriz helt hen til Kimeya, men hun stoppede først, da hun stod helt op af ham, så deres kroppe berørte hinanden. Hun lagde nakken tilbage, så hun kunne fastholde ham med blikket. Så Kimeya ville overtage Imandra? Det var jo interessant. Rei var en Salore. En gammel, vis og stærk slægt indenfor warlocks, men han var ikke konge, han var ikke en leder. Det eneste han havde var sit navn, og sine egenskaber, som hun endnu ikke havde set særlig meget af endnu.
De lange fingre greb om kanten på Kimeyas kappen.
”Du ved, du altid kan stole på mig. Jeg er evig loyal til min leder,” svarede hun stilfærdigt med et legende smil, der afslørede rækken af lige, perlehvide tænder. Den lyse hud, var næsten fejlfri. Plejet med salver og besværgelser, som hun havde øvet sig på lige siden hun som ung, havde opdaget at udseende kunne åbne mange døre, hvis man ønskede at komme langt i sit liv.
Hendes fingre gled ned over kanten på hans kappekant, og hun hævede ansigtet, så hendes fyldige, røde læber, var farligt tæt på hans. Planerne var allerede ved at blive syet sammen inde i hendes hoved. Farlige planer. Som edderkoppespind blev de trådet sammen, indtil hun havde et helt kort af sølvtråde lagt foran sig, så hun kunne få et overblik.
”Nu hvor du bliver konge…” begyndte hun hviskende. ”… så kan du ikke være vores leder længere. Hvad hvis du gør mig til warlock leder? Selvfølelig stadigvæk underlagt dig. Du får brug for én, der lytter til dig, er der for dig, hele tiden. Hvornår du end vil – hvordan du end vil have det.” Hendes smil blev bredere, og hun holdte den sigende position, inden at hun endelig trak sig en smule væk fra ham, og lod hænderne falde fra ham. Præsenterende slog hun ud med armene.
”Det er mine betingelser. Du får informationer – jeg bliver warlock leder, når du bliver konge,” fastslog hun, og kunne ikke lade være med at nyde det pirrende magtspil. Hvordan kunne folk gå rundt, uden at have lyst til at udfordre magten en smule?

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde brug for Eriz på sin side, og derfor måtte han vel også give lidt igen. For ham, var det svært.. og særligt på denne her måde, så måtte han jo se, hvad hun kunne give ham til gengæld. Han ville have Salore ryddet af vejen, og det kunne bestemt ikke gå hurtigt nok. Den slægt havde allerede vist sig som en kæmpe trussel for ham og hans egen fremgang, og det var noget som skulle stoppes. Han stolede ikke på den mand.. Overhovedet ikke.
Som hun tog fat i hans tøj, stoppede han op med det samme. Den strenge og advarende mine, vendte han i retningen af hende. Hun ville være leder til gengæld? Selv var han klar over, at stillingen som leder, ikke var noget som han kunne beholde, om han skulle tage den kongelige titel til sig i stedet. Men helt ærlig.. han var en magtgal mand.. han begærede den mere end noget andet, og hvem ville sige nej til en kongelig titel? Det gjorde han i hvert fald ikke!
"Jeg ved ikke om jeg kan stole på dig i det henseende, Eriz.. Jeg er blevet dolket i ryggen.. før også af min egen slags," sagde han med en meget hård stemme. Selv fandt han sig på ingen måder i at blive kommanderet rundt med. Han vendte sig, så de stod bryst mod bryst. Den ene hånd hævede han til hendes kind, som han strøg let, hvorefter han greb omkring hendes kæbe.
"Det er mine regler, der gælder, Eriz," advarede han med en iskold stemme. Hans blik understregede alvor. "Giv mig, hvad jeg vil have.. så kan vi snakke om det.. Frem til da.. fastholder jeg, at den titel som leder, skal tilfalde min datter." I praksis... nej, så var det ikke noget som han ville give til sin datter, men ikke desto mindre, så stod han fast på, at hun ikke skulle have lov til at løbe om hjørner med ham.

[Deleted]

Et lille klynk undslap hendes læber, da han greb om hendes kæbe med sådan en styrke, at kæben værkede. Hendes hånd fløj op, for at gribe om hans håndled, men han havde godt fast. En snerren rynkede hendes ansigt, mens hun trodsigt kiggede ham direkte ind i øjnene. Det var lang tid siden, nogle havde vovet at behandle hende på den måde. Ikke desto mindre var det ikke så meget, hun kunne stille op mod Kimeya. Han var over hende i alle henseender. Ikke at det betød, at hun ville rulle om på ryggen som en lydig hund, der var knækket af sin mesters pisk.
Hvis det havde været en hvilken som helst anden person, havde hun brugt sine evner. Trængt ind i deres sind, og skabt illusioner, der havde enten efterladt dem skrigende for hendes fødder, eller fået dem til at kysse hende lidenskabeligt. Kimeya var dog ikke til at spøge med, og hun vidste det. Derfor så meget mere spændende.
”Jeg skal nok give dig, hvad du vil have,” hvæsede hun, og strammede grebet om hans håndled. Det var begyndt at gøre rigtig ondt. Hvad skulle hun fortælle Rei, hvis hun kom hjem med blåmærker? ”Bare vent og se!”
Med en kraftanstrengelse fik hun revet hans hånd væk fra hendes ansigt. Lavt jamrende tog hun sig til kæben, og vendte sig væk fra ham. Prøvende åbnede og lukkede hun munden. Intet så ud til at være galt, selvom det gjorde ondt.
Med gnistrende øjne kiggede hun på ham, som han stod der badet af sit eget lys. Smertetåre var dukket frem i hendes øjne, men hun nægtede at bakke tilbage. Langsomt rettede hun sig op igen, og strøg nogle vilde hårlokker væk fra ansigtet. Hvad man ikke gjorde for magt.
”Jeg kontakter dig, når jeg har noget,” hvislede hun til ham, og sørgede for at holde en hvis afstand denne gang. ”Var der andet?”

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var bestemt ikke en type mand, som man skulle løbe om hjørner med, og det understregede han vel tydeligt? Grebet omkring Erizs kæbe var fast og hårdt, mens han stirrede i hendes øjne. Det gjorde måske ondt på hende nu.. men det ville uden tvivl kun gøre mere ondt, den dag hun endte med at dolke ham i ryggen. Det var sket for mange gange før, og han fandt sig bestemt heller ikke i det!
"Jeg advarer dig," sagde han med en isende stemme, også fordi at det var noget som han mente. Han kneb øjnene fast og hårdt sammen, inden han vendte blikket frem for sig igen. Ville hun makke ret? Hvis hun gav ham noget, som han rent faktisk kunne bruge, var det måske noget som han ville overveje. Naturligvis ønskede han det bedste for sin slags, så det kunne jo heller ikke direkte komme bag på nogen som helst.
"Jeg kræver, at du gør hvad jeg beder dig om, Eriz.. Jeg tolerer ikke, at blive dolket, og særligt ikke af min egen slags! Bring mig info, som kan bringe Rei og hans slægt til fald, og så skal jeg belønne dig," sagde han kort for hovedet. Han var nemlig ikke en mand, som man skulle stille sig op imod, og da særligt ikke, hvis man havde sit liv kært. Han var nemlig en vred, og ikke mindst en meget bitter mand, hvad den slags angik.. Og særligt nu hvor Rei Salore havde vist sig som en trussel for ham, så var han heller ikke bange for at gøre hvad han kunne, for at få manden ryddet af vejen! Og det var bestemt heller ikke noget, som kunne gå hurtigt nok!
"Tag hjem.. du ved hvor du kan finde mig," fortsatte han kortfattet. Hvorfor trække det ud? Nu vidste hun jo hvad han ville have.

[Deleted]

Vreden ulmede i hende som boblende lava, men hun tøjlede sig selv, selvom hun hårdt måtte knytte hænderne ned langs siden, samt spænde i hele kroppen, for ikke at svare Kimeya igen. Det kunne der ikke kommet noget godt ud af. Alligevel... Hvor vovede han at behandle hende sådan! Hun havde ikke givet ham nogen grund til ikke at stole på sig - tværtimod! I ly af mørket havde hun gået med til at mødes med ham, selvom hun vidste hvad han var for Rei. Hun havde lyttet, overvejet, og så truede han hende på den måde. Hvor ville hun gøre meget for at trænge ind i hans sind. Pille og rode rundt indtil at hun fandt alle hans minder, om alle dem han elskede, og så udslette dem fra hans bevidsthed. Eller fik ham til at se sit væreste mareridt igen og igen, indtil han ikke anede hvad der var virkelighed, og hvad der var illusion. Hun gjorde det bare ikke. Man skulle ikke lege den slags lege med Kimeya, med mindre man ønskede at tage en stor risiko, som hun ikke var villig til at tage.
Derfor bed hun sig hårdt i læben, og rev sin hætte op over hovedet, så hendes ansigt blev henlagt i dybe skygger. Det eneste man kunne se var hendes øjne, der stadigvæk lynede imod ham.
Synd for ham, vidste hun, at den største chance han havde for at komme tæt på Rei, var igennem hende. Lad os se hvor lang tid det ville tage for ham, før han fandt ud af dette, og måske behandlede som andet end en ussel tjener, der krøb for hans fødder.
Med en kraftanstrengelse fik hun presset et sødt smil frem på sine læber, og nejede dybt og hånende for ham.
"Have en forsat god aften," svarede hun ham, uden at afsløre, at hun på ingen måde havde i sinde, at fortælle ham noget som helst. "Held og lykke med dine planer, Mr. Marvalo."
Hun kastede et sidste blik på ham, inden at hun drejede om på hælen, og gav ham intet andet end sin ryg. En let hovedrysten indikerede hendes tanker om mødet. For meget ild - for lidt mørke. Gad vide om han selv vidste, hvad han lige havde gjort. Så hun skulle spionere for ham mod Rei, og derved få magt? Var hendes stolthed større end hendes begær efter indflydelse? Det var et farligt spil, som han spillede.
Hun begyndte at gå væk fra ham ud i mørket. Det ville tage noget tid at komme tilbage til kroen, hvor hun holdte til. Forhåbentligt ville hun ikke støde ind i andre ubehagelige overraskelser.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var ganske enkelt ligeglad med hvordan hun følte at dette møde gik. Han havde understreget hvad han fandt sig i, og hvad han ikke fandt sig i, og så havde hun egentlig bare at makke ret efter det, og det håbede han så sandelig også for hendes skyld, at hun gjorde! Hans blik hvilede på hende, som hun valgte at trække sig. Han kneb øjnene ganske let sammen. Han selv var meget påpasselig med hvad han gjorde med hvem og hvad han ikke gjorde, for det var bestemt heller ikke nogen hemmelighed, at han ikke stolede på nogen, for det gjorde han ikke. Den eneste, som egentlig havde bare lidt af hans tillid, det var Faith, men det var godt nok ikke meget hvad angik den slags.
Kort nikkede Kimeya i retningen af hende.
"Jeg afventer rapport, Eriz," sagde han kort for hovedet. At hun jo så måtte ryste på hovedet af ham, var ikke noget som han tog så tungt igen i den anden ende. Han rystede selv let på hovedet. Hun var da bare... noget for sig, måtte han jo sige. Han vidste at han måske skulle genoverveje hans datter som leder, men det var ikke noget, som han behøvede at sige højt i den anden ende. Hans blik gled direkte mod hende, inden han selv vendte om på hælen, for at søge tilbage i retningen af Marvalo Mansion. Det skulle nok blive interessant og spændende om han i det hele taget fik skovlen under på Salore familien... Han skulle nok få tingene som han gerne ville have dem!

//Out