A silent wind

[Brayden Jaxson]

Alexander Raphael Vladimir

---

Ah, den friske luft. Der var nu ikke noget som den, specielt ikke på en kølig og vindstille dag i det gode gamle Dvasias. Den sorte sø dukkede op foran Brayden, som han dukkede op mellem to buske i krattet. Han havde brug for at komme lidt væk fra byen og klare tankerne, så hvilket bedre sted var der at tage hen end her? Han var dog ikke alene. Nej, han havde sin trofaste ganger med sig, som han lige nu sad på ryggen af. Den mørkebrune og næsten sorte hingst, der var en usædvanligt smuk hest. Intet mindre kunne gøre det, for hesten blev jo nødt til at passe ind i Braydens forfængelige tankegang. Hesten skulle jo tage sig godt ud og også selv være den flotteste hest han kendte, for ellers duede det ikke. Han red ud af krattet og holdt så hesten an på det åbne område omkring søen. Udover ham selv og hans trofaste ganger, så var der ingen her. Typisk, ikke? Han svang benet af hingsten og landede elegant på jorden i let bøjet knæ. Han greb fat om seletøjet og holdt løst i sin hånd, mens hingsten begyndte at lede efter små græstotter i sneen.
Han så sig roligt omkring og indåndede den friske luft, der fyldte hans lunger op på en behagelig og nedkølende måde. Sådan kunne han nu godt lide det! Han vædede sine læber og vendte sig mod hingsten, der løftede sit hoved op til ham. Han strøg den over mulen med sin frie hånd. "Så er det vist bare du og jeg idag, Saraqael," sagde han til hingsten og nussede dens mule.

[Alexander Raphael Vladimir]

Den kølige vinter var lige netop noget som passede Alexander aldeles glimrende! Han havde ladet både Zackiel og Dantalion gå rundt på egen hånd. Ulven var ude i krattet og sikkert jage kaniner og andre små dyr den kunne få fat i. Hingsten selv gik og små græssede. De var dog på en anden del af søens bred end den nyankomne. Zackiel kendte jo skam godt manden. Eller. Ulven havde hilst på ham en enkelt gang da Alexander tilbragte tid i mandens glimrende selskab. Næsten det meste af tiden. Det mere private var blevet forbeholdt ulvefrit. Forståeligt nok.
Alexander selv var dog ude i et vovet forsøg. Et sted som mange næppe ville tro en mand gik frivilligt til. Ude på søens is var der et hul hvori han var hoppet ned. Hans tøj lå inde hans saddel som han havde løsnet på Dantalion så hingsten kunne slappe lidt af. At svømme rundt i det kolde vand var noget som Alexander faktisk faldt utrolig rart! Men det lå nok i hans natur som isdæmon, at være tiltrukket af kulde og is. Han holdt sig dog nær isen og sin egen lavet åbning så han ikke skulle ende med, at drukne fordi han ikke kunne finde op igen. Det var dog længe siden, at han havde været så afslappet. Han elskede vinteren! Hvor længe han havde været hernede vidste han ikke særlig præcist. Han havde naturligvis været oppe en del gange for at få luft og så svømme ned igen. Han måtte nok snart op igen og svømmede tilbage op mod lyset der brød igennem hullet og guidede ham lidt på vej. Med en let plaskende lyd brød han overfladen og greb roligt fat i isens kant for lige at få vejret lidt. Hans blik gled ind til Dantalion han kunne se gå og græsse med de få sparsommelige totter grønt der måtte titte frem i det hvide lag. Han smilede lidt og forsøgte at lytte efter om han kunne høre Zackiel jage.

[Brayden Jaxson]

Brayden holdt fast ved Saraqaels hovedtøjle med sin højre hånd og vendte sig mod søen endnu engang, mens hingsten gik tilbage til at lede efter græs i sneen, som den uden kvaler stak mulen ned igennem i sin søgen. Han smilede tilfredst og skævede over breden, hvor han fik øje på en anden hest på den anden side. Dog uden en ejer sådan umiddelbart at se. Gad vide hvor rytteren var blevet af? Han burde vel undersøge det, eftersom han faktisk var blevet nysgerrig. Han trak hovedtøjlet tilbage over hingstens ryg, satte venstre fod i stigbøjlen og svang sig elegant over ryggen på hans trofaste ganger med et fast greb i sadlen. Han satte sig til rettede og fik ud af øjenkrogen øje på en ret velkendt ulv; Zackiel. Alexanders ulv. Han smilede ved tanken. Han havde længe haft Alexander til at hjemsøge hans tanker skønt det var noget, han holdt helt for sig selv. De havde haft det godt sammen den aften i sommers. Og nu var det allerede vinter. Han satte hingsten i trav og red roligt omkring søen, så han nåede over på samme bred som han formodede, at Alexander ville dukke op. Han svang sig af hingsten igen, der blot begyndte at græsse endnu engang. Vinteren var ikke hans foretrukne, men det var nu pænt med sne.
Han holdt stadigvæk fast i Saraqaels hovedtøjler, mens han blev stående ved siden af sin ganger. Han klappede den blidt over halsen og afventede Alexanders ankomst. Stedet hvor Alexander dukkede op, var dog en overraskelse for ham. Men manden var jo isdæmon, så det var vel ikke så underligt alligevel. Han trak charmerende på smilebåndet og fulgte Alexander med blikket, da han trak sig op af hullet i isdækket, der var over søen. "Et øjeblik var jeg overrasket over, at du dukkede op derude i isen. Men ved nærmere omtanke, så er det bestemt ikke så underligt alligevel," indskød han med en sigende mine.

[Alexander Raphael Vladimir]

Hvad der foregik op på bredden var ukendt så længe han var under vandet. Han ville næppe høre det særlig tydeligt hvis nogen af hans dyr gav lyd som at der var fare på færde. Han ville kun høre det som en meget svagere rumlen, men det ville være nok til, at han ville reagere. Men selvom der kom en person tættere på så gav ingen af dyrene lyd fra sig. Zackiel kendte lugten og synet af den ankommende selvom det da var mange måneder siden, at de havde stødt på hinanden. Derfor gav ulven intet signal. Og med en rolig ulv så var hingsten skam også rolig. Den havde blot rettet sine ører fremefter for at lytte, men der kom intet signal til advarsel så hvorfor bekymre sig?
Alexander selv havde ikke set personen der var kommet tættere over til hans side af bredden. Han drejede sit hoved, da han hørte stemmen og selvom hans blonde lokker hang dryppende ned foran hans øjne så kunne han skam godt se, at der stod en. Han kunne endda faktisk også genkende manden. Han smilede roligt og grinede lidt med et skuldertræk. "Is er jo mit element så hvorfor ikke blot holde mig det nær?" Han lagde roligt sine arme på kanten af isen og sit hoved ovenpå. Det var ganske vist køligt. Men han elskede det! Han havde det bedst jo tættere han var på is og kulde. Dog kunne han jo ikke blive der for altid. Men han var til gengæld overrasket over, at se Brayden i det hele taget. Men skam kun på en god måde. "Nu du er her har du så noget imod, at række mig mit tøj og håndklædet ovre på Dantalion?" spurgte han med et lettere drillende smil og gjorde et let kast med sit hoved over mod sin hingst der stadig blot stod og græssede. Dog ville Brayden næppe få let ved, at komme tæt nok på til at tage tøjet. Og desuden havde de været i seng sammen så at blive set nøgen var jo ikke ligefrem pinligt. Han havde mest sagt det for at drille. Han ville nok stige op af vandet før Brayden var kommet hen til tøjet.

[Brayden Jaxson]

Brayden mærkede ingen faresignaler fra hverken Zackiel eller Alexanders hingst, hvilket kun gjorde det hele meget nemmere. Ulven var ret klog og han var selv fascineret af dens væsen, for han havde aldrig oplevet en lignende situation før han havde mødt Alexander. Skønt de kun havde været sammen en aften, så var det en god aften at bære med sig. Og en aften som han også huskede, uden tvivl. Et smil gled over hans læber da Alexander endelig fik øje på ham og genkendte ham, selv på trods af, at de lyse lokker hang ned foran hans øjne. "Præcis den konklusion jeg kom frem til," endte han sigende. Han slap roligt Saraqaels hovedtøjle og på trods af det, så stod hingsten upåvirket og ledte videre efter græstotter, der havde sneget sig op gennem snedækket. Ellers så stak den bare hele mulen ned gennem sneen og græssede af de kolde totter under det hvide lagen.
Han var selv overrasket. Det var underligt at støde på Alexander på denne måde, for chancerne var jo så uhyre små. Men om ikke andet, så gjorde det ham bestemt intet. Han løftede et bryn og så drilsk på Alexander. "Du har ikke noget, jeg ikke har set før," endte han drillende og lagde armene over kors, som om han ikke havde tænkt sig at hjælpe ham. Han blødte dog hurtigt op igen og gik roligt hen mod Alexanders hingst, Datalion, som han havde kaldt den, for at hente tøjet.

[Alexander Raphael Vladimir]

Det lod ikke til, at nogen af de to heste lod sig påvirke af, at der var en anden til stede. Hingste havde det ellers tit svært ved at kunne omgås for nært vidste Alexander. Men det var måske mest når der var en hoppe til stede? Han vidste det ikke helt. Så meget havde han heller ikke sat sig ind i hestes adfærd. Så havde han nu engang mere styr på ulvenes.
Alexander kunne skam både se og høre, at Brayden til at starte med ikke lod til at ville være til hjælp på sin egen drillende facon. Alexander måtte dog smile skævt over hans ord. "Så det tror du? Jeg kan da have fået både ar og skræmmer siden sidst. Kan endda være jeg mangler noget eller noget er vokset." grinede han lidt for at drille tilbage. Men i bund og grund vidste han jo godt hvad det var Brayden havde ment og han måtte jo så bare sige til sig selv, at det var det samme han havde haft tænkt over. Der var intet at skjule. Og han var jo heller ikke genert så selv hvis de ikke havde haft den nat så ville han nok bare have gjort som nu; trukket sig selv op af det isklde vand og gik på sine bare fødder de få meter der var ind til bredden hvor den kolde glatte is istedet blev afløst af mindst lige så kold sne. Så snart han var kommet op og på sin vej ind mod bredden havde Dantalion spidset sine ører fremefter og løftet hovedet. De store øjne holdt øje med den fremmede der gik imod, men hesten selv gik ham i møde. Eller måske nok mere Alexander, for hesten var på vej over for at kunne skaffe Alexander håndklædet så hurtigt som muligt. Øjnene så dog nysgerrigt mod Brayden der var nærmest og kom tættere på.
Vandet dryppede fra både hår og hud på Alexander der kunne mærke kulden rive igennem marv og ben på en skøn måde. Han kørte en hånd igennem sit våde hår for at få det værste væk fra sine øjne, da vandet dryppede ned i hans øjne. Men nogle af lokkerne faldt nu bare tilbage ned over hans øjne, men knap så våde af vand som før. 

[Brayden Jaxson]

Egentligt stod hingstene ret tæt, men der var en 10 meters afstand, da Brayden ikke havde ønsket at ride alt for tæt på. Hingste kunne godt finde på at slås fordi de af natur var mere temperamentsfulde. Men lige nu var Saraqael travlt optaget af at græsse og prøve at finde totter gennem snedækket, så den tænkte nok ikke så meget over at skulle slås. Den var nu heller ikke den mest aggressive hingst man kunne finde.
"Som om det ændrer på noget," svarede han og blinkede til ham. Han så dog ikke rigtigt, at Alexander kom op, da han var optaget af ikke at forskrække Dantalion og prøve at komme tæt nok på hingsten til at kunne tage tøjet til Alexander. Dantalion gik dog bevidst mod Alexander og kom derfor også nærmere Brayden. Han stoppede derfor op og holdt hånden ud, da han egentligt ville lade hingsten komme til ham fremfor at virke frembrusende selv. Han blev jo nødt til at være lidt forsigtig for dyr var trods alt utilregnelige. Han trak skævt på smilebåndet og blev stående. Afventende til om den ville komme tæt nok på til, at han kunne nusse dens mule. Alexander ville til den tid dog nok være på siden af hesten og selv kunne tage sine ting...

[Alexander Raphael Vladimir]

Selvom Dantalion ikke brød sig om fremmede der kom tæt på, var hesten stadig en nysgerrig sjæl og når ingen af dens trygge omgivelser lod til at virke foruroliget så dens nysgerrighed sejrede. Der var også en fremstrakt hånd der forsigtigt bød ham til og Dantalion kunne jo være heldig, at der måske var en gulerod eller andet guf? Manden havde trods alt sin egen hest med og retningen blev hældet lavt til siden så hesten gik direkte mod Brayden istedet for, at ville være gået lige forbi. Alexander måtte ryste lidt på hovedet, da han så hans hest var blevet offer for sin egen nysgerrighed og måtte slippe en mild latter ud. Dantalion ville dog nok blive skuffet hvis den regnede med det var tid for fodring.
Alexander måtte nok selv hente sit tøj så det ud til? Han kørte en hånd om i sin nakke og kløede sig lidt før det var, at han gik hen til sin Brayden og Dantalion der nu var stoppet op foran manden og snuste til hånden.
Brayden's kommentar sagde han ikke noget til lige til at starte med. Den kunne jo sådan set vel både tolkes på en god og en skidt måde? Han var ikke helt sikker på hvordan det præcis skulle tolkes, men fandt han jo ikke ud af ved at tie stille? "Så det mener du?" Han så på ham med et blik der var rimelig neutralt. Han vidste stadig ikke om han skulle virke såret eller glad jo.

[Brayden Jaxson]

Som Dantalion reagerede på Braydens hånd og søgte mod ham af ren nysgerrighed gik det op for ham, at han jo faktisk ikke havde noget at tilbyde hesten. Det frugt og grønt han havde med lå i saddeltasken på Saraqael og nu var det jo lidt for sent. Han forholdt sig dog roligt og trak vejret stille og afmålt, så han ikke ændrede adfærd, der ville påvirke hingsten. Han holdt armen strakt ud foran sig, mens han afventede, at Dantalion kom tæt nok på ham. Da hingstens mule nåede hans hånd, der blev snust til, så tog han chancen og nussede hingsten mule ganske blidt. "God dreng... Du er sørme en fin ganger, er du ikke?" Han trådte en smule nærmere og lod sin anden hånd klappe og stryge hingstens hals. Det var uden tvivl en flot ganger som Alexander havde sig.
Alexander kom selv op til dem og han vendte blikket mod manden med et skævt og charmerende smil på læben. Han havde intet skidt ment med sætningen, tvært imod havde han jo sådan set accepteret hvis det skulle være så galt, at Alexander havde mistet noget eller fået ar og skræmmer. "Bestemt... Det gør mig da intet om du skulle have et nyt ar eller en ny skræmme. De smitter jo ikke." Han blinkede sigende til ham. Han var jo selv en meget forfængelig mand hvilket Alexander vel havde fundet ud af sidst, så derfor ville han vel nok forstå hans budskab i sætningen.

[Alexander Raphael Vladimir]

De sidste par meter hen til tøjet og selskabet fik Alexander henlagt med nogle flere skridt og han gik om på siden af Dantalion der nysgerrigt snuste til den fremmede hånd. Selvom der intet mad var i vente så lod hesten ham alligevel røre ham. Han slog med sin ene hov i sneen med en let prusten, da det var Alexander kom helt hen. Han smilede kort til hingsten og klappede ham på halsen før han gik hen på siden og åbnede sin ene saddeltaske op. Han tog et æble op og rakte over hestens ryg til Brayden. Mandens ord fik så blot Alexander til at slippe et smil igen. "Her.. Giv ham dette før han måske bliver fornærmet over du vover at komme uden mad.." grinede han stille, men regnede ikke med det ville ske. Han ventede til det var, at æblet blev taget ud af hans hånd før han tog fat i håndklædet der lå klar til brug. Han ville gerne være tør igen snart og have sit tøj på. "Og jeg er da glad for, at du ikke ser skævt til hvis jeg lider af tab af lemmer.." Han smilede drillende og vidste jo godt, at manden foretrak at ting var i orden. Men alligevel kunne han godt klare små fejl hos andre så det ud til. Men ja han havde jo sådan set ikke været i sin fineste fremgang, da de mødtes første gang og det var da endt meget godt. "Men jeg kan så ikke fortælle dig om jeg har fået ar eller skræmmer af betydning.. Må du selv tjekke hvis du ønsker.." grinede han drillende og blinkede til ham før han kastede håndklædet over sit hår og tørrede det.

[Brayden Jaxson]

Brayden smilede tilfredst, da Dantalion lod ham røre ham. Det var alligevel ret godt klaret, for han kendte jo ikke til hingstens temperament i forhold til Saraqaels og han vidste, at ikke mange kunne få lov at røre Saraqael. Han strøg fortsat Dantalion over mulen og klappede ham mod halsen. Ud af øjenkrogen fulgte han dog også Alexander med blikket og han smilede skævt, da han nåede hen til dem. Han tog imod æblet. "Jo tak, jeg er jo ikke ude på at gøre ham sur eller fornærmet," svarede han og grinte kort. Han holdet æblet med flad hånd op til Dantalions mund og afventede, at hesten skulle spise æblet, hvorefter han så slap hesten helt og trådte et skridt tilbage. Han vædede roligt sine læber, mens han slog armene over kors foran sig. Hans hoved gled let på sned, mens han betragtede Alexander, der jo stadigvæk stod nøgen. Han havde jo kun netop taget hans håndklæde frem. Han trak charmerende på smilebåndet. Nok var han meget forfængelig, men han kunne godt klare andres fejl, så længe, det ikke smittede af på ham selv. "Bestemt ikke... Så længe det ikke smitter, som sagt," endte han og blinkede drilsk. Han trak vejret roligt og vendte kort rundt for at holde øje med Saraqael, men hingsten var endnu igang med at lede efter græs. Den kunne faktisk blive ved i evigheder, hvis han ikke stoppede den. Han smilede ved Alexanders sidste ord og drejede sig rundt mod ham igen. Han lo blot. Det kunne da godt være han skulle det, men ikke herude i kulden. Det var Alexanders kompetence, ikke hans. "Hvordan har du haft det?" spurgte han så. Han ville faktisk gerne vise sin interesse og også høre, om der var sket noget spændende.

[Alexander Raphael Vladimir]

Han så blot smilende til mens det var, at Dantalion gnaskede æblet i sig med stor velbehag. Han håbede ikke, at Brayden's egen hest blev jaloux. I så fald så måtte han jo give den et æble også. Det gik skam nok. Han havde stadig nogle stykker i sadeltasken så han kunne sagtens undvære et eller to ekstra uden han led skade. Han brugte tiden på at få tørret sin krop mens det var, at Brayden stod og gjorde sig gode venner med Dantalion. Der skulle nok ikke særlig meget til nu hvor Alexander ikke havde gjort noget for at stoppe det. Og et æble hjalp jo kun så meget mere på vejen.
Alexander så på ham med et smil og slap en latter fra sig, da han fandt det lidt morsomt at tænke på. "Jeg tvivler stærkt på, at jeg er smittebærer.." grinede han. Han var ikke syg og skrammer kunne ikke smitte. Han tvivlede sådan set på, at han overhovedet havde nogen. Af hvad han vidste var han uden en eneste. Men der kunne naturligvis være et par hans ryg eller andre steder hvor han ikke havde bemærket det. Det var ikke utænkeligt. Ej heller en umulighed.

Han brugte lidt tid på, at få kroppen og især sit dryppende hår så tørt som muligt. Ikke nær så let som det måske kunne lyde. Han syntes hele tiden, at det blev ved med, at dryppe bare en lille smule. Til sidst lagde han dog sit håndklæde tilbage over sadlen og mente det måtte være godt nok som det var nu. Han ville i tøjet. Imens kunne han så jo give Brayden et svar. "Det har såmænd været meget stille og roligt vil jeg sige. Har ikke gjort så meget andet end passe mig selv.." Han trak lidt på skuldrene. Det var jo i bund og grund meget det som var sket. Han havde ikke foretaget sig noget vildt. "Hvad med dig selv? Går alt vel derhjemme med rådsmøderne og alt det?" smilede han skævt. Vidste hvor trættende Brayden havde haft det under mødet den dag de mødtes.

[Brayden Jaxson]

Brayden trak stille på smilebåndet. Dantalion så meget tilfreds ud med æblet og Saraqael var stadigvæk upåvirket, da den var travlt optaget med at lede efter græsstå. Han trak vejret roligt og blev stående med korslagte arme, mens han betragtede Alexander gøre sig færdig. Han frøs af bare at kigge på manden, der stod her i kulden uden tøj på. Men han måtte jo have i tankerne, at Alexander som isdæmon faktisk var tiltrukket af kulden. Han lo sammen med Alexander og rystede så på hovedet. Han regnede heller ikke med, at Alexander faktisk smittede, men det var nu meget sjovt at gøre sjov med.
Han trådte lidt nærmere Alexander, da han havde fået tøjet på og stoppede op foran ham. Han smilede charmerende til ham og så på ham med sine krystalagtige øjne. "Det lyder da godt, at du har passet på dig selv," svarede han roligt. Han trak vejret roligt og vendte sig så tilbage, da han hørte Saraqael pruste bagved ham. Hingsten havde fundet en tot græs i snedækket. Den var nu lidt tosset den hest. Han drejede sig tilbage mod Alexander. "Det kører meget i samme rille i byrådet. Men ellers går det godt," endte han og nikkede. Han fik handlet en masse, fik da banket nogle ting igennem i byrådet og ellers så passede han bare sit præstejob og sin barontitel.

[Alexander Raphael Vladimir]

Han skyndte sig ikke vildt hurtigt i tøjet, men han det gik heller ikke vildt langsomt. Han tog sig tid, men det tog han jo heller ikke skade af. Han havde ikke travlt med noget sted han skulle nå hen eller lignende. Han kunne sagtens snakke sammen med Brayden uden at være fuldt påklædt så det var heller ikke et problem at skulle skynde sig først. Han smilede til Brayden, da denne valgte at komme lidt nærmere. Nu havde de jo nok meget godt fået slået fast, at han ikke bar smitte af nogen type så alt fare var ude af billedet. Intet fare på færde her i denne stund.
At han havde passet på sig selv var jo ikke noget vildt nyt. Han var dog så småt på vej til, at lukke sig tilbage helt ind i sin skal. Lukke alt i efter sig og den brøler han var sikker på ville blive det værste han nogensinde havde gjort. Han havde ikke set Caleb siden den dag han var stødt på ham. Ikke hørt tale om ham, men hvor skulle han også gøre det henne? Han undgik ham bevidst. Eller han undgik det sted hvor han sidst havde kendt til hans færden. Desuden var Dvasias hans vinter hjem under alle omstændigheder fordi det blev for besværligt at rejse langt med sne og is der så ofte viste sig på denne tid. Han ville næppe få Caleb at se igen i hele sit liv. Han håbede han snart havde glemt ham. Caleb håbede sikkert det samme hvis ikke det allerede var et faktum. Han havde tænkt mindre og mindre på ham på det sidste så det i sig selv var tegn på, at han i det mindste var ved at være kommet sig over de værste chok og smerter. Men han ville næppe kunne stole på nogen som helst igen. Han havde taget chancen og ville ikke risikere at mærke et knust hjerte på ny.

At Brayden heller ikke lød til, at have foretaget sig nogle vilde nye ting i tiden siden sidst var jo også i sig selv et glimrende tegn på, at meget var sat lidt i hi og på pause når vinteren ankom. "Hvad med springvandet? Stadig ikke fundet en løsning på hvad I skal stille op med det?" spurgte han med et lidt skævt smil og lagde sit hoved en smule til siden mens hans isblå øjne ikke veg væk fra Brayden lige i øjeblikket. Han havde ikke glemt hvor køn en mand Brayden faktisk var. Han var nu kun endnu kønnere når han havde det der charme smil på sine læber. De havde nu haft det meget sjovt og hyggeligt sammen den ene aften og nat. Han håbede det blev en mulighed igen for dem.

[Brayden Jaxson]

Alexander var en flot mand, det var der ingen tvivl om. Flotte øjne, krop og så fine blonde lokker. Deres aften i sommers havde været en dejlig aften, som han havde nydt. Og det skulle ikke være utænkeligt, at det da kunne ske igen, selvom han var sikker på, at alkoholen var skyld i, at han havde fuldført. Men måske havde han gjort det alligevel, for Alexander selv var jo en ret charmerende mand. Han sendte ham et charmerende smil, som han nu stod mere foran ham, nu hvor han havde fået tøj på. Han havde da også smugkigget, da han havde stået nøgen, men det ville han bestemt ikke afsløre. Han var sikker på, at Azrael ikke kunne lide det, de havde lavet. Han vædede flygtigt sine læber, som han holdt sit blik rettet mod ham. Han lyttede ind på hans tanker. Han havde stadigvæk en mand i tankerne, men det lød ikke til, at det var gået godt. Han håbede da så bare, at Alexander var ved at være kommet sig, for det virkede på hans tanker som om, at det havde været hårdt? Han trak sig ud af mandens tanker igen, da han ikke skulle snage sådan og sendte ham endnu et charmerende smil.

Han holdt armene over kors og lod hovedet glide let på sned. "Vi skal faktisk diskutere det færdigt i dag... Vi skal nå til en enighed," svarede han roligt. Han trak vejret roligt. En tanke ramte ham så ret pludseligt og han skævede mod himlen, der dog ikke rigtigt gav noget svar på hvilken tid af dagen det var. Med sin fornemmelse så havde han dog nok været væk i en time til to allerede og han skulle nå tilbage til det pokkers møde. Han sukkede. "Det var dejligt at støde ind i dig, Alexander... Men jeg må desværre til det møde. Hvis du kommer forbi Atterlin skal du være velkommen til at komme forbi mit hus," endte han så med et roligt smil. Han vendte så om, klappede kort Dantalion på halsen på vejen og nåede hen til Saraqael, der var gået lidt væk for at finde græs. Han greb fat i hovedtøjlet og svang sig flot op i sadlen, inden han lavede en gestus mod Alexander og red så bort...

//Out.