Quiet

[Deleted]

Stilhed. Det var snart alt Dave hørte. Godt nok var Aiden tit her, men han skulle jo også ud og gå og samle urter og sådan noget. Han var nogen gange væk i dage. Dave følte sig ensom og brugte meget tid på at snakke med Tarja, men sad ellers mest i sin lille hytte ved søen. Han sad lige nu i vandkanten kun i en trøje af Aiden´s der var alt for stor til ham selv. Han var ligeglad med han blev våd og måske syg. Han skulle jo ikke noget andet end gå rundt her og vente. Han sukkede lidt og glædede sig til Aiden kom tilbage. Det var igår han var gået ud og havde sagt han nok ville være væk i nogle dage. Dave havde bare sagt god for det og så brugt tid for sig selv. Dog var der ikke meget og lave. Tarja var væk lige nu og vandet var for koldt til og svømme i selvom han jo var i det nu. Han overvejede og tage en dukkert. Få kulden til at opsluge ham så tiden ikke syntes så lang.

[paige]

Paige fløj roligt igennem luften. Der var intet som en lidt kølig aften tur igennem vinden. Hun red roligt på vindens ryg, mens hun beundrede alle de smukke stjerner der blinkede så elegant, mens månede badet alt hvad den kunne komme til, i et søvlklart skær. Hendes lange lyse hår der bølgede efter hende, mens hendes krop faktisk lyste svagt gyldent. Hele hendes omrids var af et klart gyldent lys, mens der faldt en gyldent slør efter hende, der forsvandt to til tre meter efter der havde forladt hendes krop. De krystblå øjne der skinnede så elegant i månens skær, mens den slanke fine gyldenbrune hud, der var som silke, bar en lille tætsidende kjole der gik til midt på lårne og havde ine stroppe, men blot en lynlås i ryggen. Hendes fødder var nøgne og kjolen var grøn. Paige fløj ned og hen over søens overflade mens roligt stilte sig i en oprejst position og dansede hen over vandet, og for hver lille berøring af vandet blev der dannet en ring der flød med gyldent støv. Hun dansede elegant hen over den, før hun søgte mod skoven og forsvandt ind i et træ og forsvandt.

[Deleted]

Lidt forvirret så Dave op. havde der ikke været noget? eller nogen? Han så sig lidt om men kunne intet se nu og sank et par gange. Temmelig nervøs faktisk. "Hallo? er der nogen?" Han så sig stadig rundt i mørket der var begyndt og sænke sig om ham. Hvor længe han havde sidde der vidste han ikke, men det havde været lyst da han satte sig i vandet hvor han sad nu så der var i hvert fald gået timer. De var fløjet forbi ham langsomt da han ikke rigitgt havde andet og tage sig til jo så hvorfor holde øje med tiden fløj? så længe han vidste hvornår det var dag og nat var nok til at han kunne bedømme hvornår Aiden kom hjem. "Hallo?" gentog han og bed sig lidt i læben mens hans blik gled rundt.

[paige]

Paige var virkelig blevet moder natur, hun forstod sig på alle de fysiske og grundlæggende elementer, havde deres kræfter og hendes viden om hvordan alt liv hang sammen i et mønstre der var s simpelt at det faktisk blev rimelig inviklet og kompliceret. Paige kunne flyde sammen med naturens planter og havde ladet sin krop 'opløse' og flød sammen med træerne. Bladende der blæste i den bølgende vind, forbandt alle naturens træer med hinanden som var de en slags kummunikation mellem dem, når deres rodnet ikke kunne forbinde nok. Hun flød igennem deres net af rødder og nåede til et gammel piletræ nær søen. Hendes hjem på en måde... Den gamle pil var dog ikke langt fra denne dreng, og Paige lod roligt sit sinde flyde ind i alle grene og snart bevægede træet sig stille... "Jeg er her, min dreng." Sagde Paige med ned fredlig og roligt stemme, mens Pilen plantede sine rødder nør vandet og sugede lidt næring til sig. Paige ansigt var at ane i baken, stadig smukt og uden fejl - klart et mors blik i disse øjne.

[Deleted]

Dave rejste sig lidt op og tog sig ikke den mindste smule af alt vandet der dryppede fra trøjens kant og ned af ham. Han så sig lidt rundt. Han kunne ikke lige se noget med det samme, men fik da snart vendt sit blik mod træet hvor han mente at have hørt stemmen. han gik lidt nærmere og blinkede lidt forvirret. Var det...et ansigt?" han rystede sit hoved lidt og gned sine øjne og så efter igen - stensikker på at han havde set forkert første gang. Men nej. Han så stadig ansigtet i barken og forstod det ikke .Var træet levende? "Hvad...hvad er du?" spurgte han lidt nervøst og bakkede et skridt væk igen. Han havde aldrig rigtigt hørt om træer der var levende og kunne tale og alt det og slet ikke om nogen med ansigter. Var det magi? "hvad vil du?"

[paige]

Paige smilede roligt på læberne, hvilke fik resulteret i at to fine små bakstykker dannede smilet der var kærligt og varmt. Øjne der alligevel besad en smule blå farve med sådan en kærlighed i blikket at det var sikkert - der ville intet ondt ske, lige nu altså ... Paige lod roligt flere af de lange grene ryde vejen hen til en stor rod hvor det var som om der var en sideplads. "Rolig nu, min kære. Jeg gør dig intet ondt." Sagde Paige med en varm stemme. Så varm og fuld af magi at den blev så syngende på en måde. "Jeg er Paige Halliwell." Sagde hun roligt mens hun rystede nogle af bladende i vinden som var det hendes eget lange hår. Nogle flotte fugle fløj hen over dem og søgte ned mod hendes grene, hvor hun blot lod dem lande få et hvil. Et hvil var hvad alle havde brug for i ny og næ, så hvorfor ikke hjælpe hinanden?

[Deleted]

Han sank lidt og gik lidt nærmere igen. Stadig usikker. Dog endte han med at sidder der hvor der på en måde var gjort klar til ham selvom han fandt det sært. Alt det her var sært. Han talte med et træ?! Han rystede lidt på sit eget hoved af sig selv. "Paige Halliwell?" navnet virkede bekendt for ham på en eller anden underlig måde og han prøvede lidt og finde frem til hvad det var han forbandt det med. Han vidste det nok ikke var smart og stole på en fremmede når de sagde de intet ondt ville en, men lige nu tænkte han ikke over det. Stemmen virkede så varm og han havde svært ved og se hende være ond. "det navn..siger mig noget..?" sagde han lidt eftertænktsomt mens han prøvede stadig ihærdigt på at fastsætte det på noget. "Kommer du herfra?"

[paige]

Paige lod roligt grene glide kærligt hen over ham, og hvert blad var som silke og grenen var som et stykke stof der var rullet sammen selvom det måske så skarpt og hårdt ud. Paige rystede igen nogle af bladende, mens hun roligt lod nogle rødder flytte på sig og forplante sig nye steder. "Jeg har levet mange steder... Jeg lever i mange ting, faktisk." Sagde hun roligt mens hun lod nogle grene dyppe ned i vandet og da de kom op igen bar de på en kugle af vand... "Jeg har levet i Procias og Dvasias." Sagde hun roligt mens hun lod kuglen snurre roligt rundt mellem grene. En enkelt gren gled igennem kuglen og trak med sig ud igen en bane af vand og roligt begyndte hun at forme den som var det ler. "Men nu har jeg fundet mig selv at tilhøre Manjarno." Sagde hun med en kærlig og varm stemme, mens hun roligt fomrede videre... Tilsdist sad hun med en lille stjerne på den ene gren, der var lavet af vandet der stadig flød i dens bestemte bane, før hun lod vandet glide ned i jorden og give hendes rødder næring. "Hvem er De?" Spurgte hun roligt. "Og hvad laver De ude, så sent?" Spurgte hun roligt med en moderlig stemme.

[Deleted]

Han grinede svagt og puffede lidt til de grene der strejfede hans ansigt. Men ikke fordi han ikke ville have det. Det kildede sådan set bare lidt og han følte sig lidt mere afslappet. HUn virkede jo så flink som stemmen havde lydt. Han fandt sigi kke i fare lige nu, men måske var det bare et trick? desværre var han for naiv til at rode sig ud af det til tiden hvis der ikke kom tegn. Hun fortalte og han lyttede. Han nikkede lidt til sidst da de hele faldt på plads med, at hun var bosat her. Ligesom ham. Han havde ikke haft andet valg rigitgt. "Mit navn er Dave..Jeg bor deroppe.." han pegede lidt mod den lille hytte. Måske var det uklogt, men han var ikke i god stand til at lyve selvom det tit kunne være det bedste. "Så jeg sidder sådan set bare lidt i min 'have' eller noget." griende han stille og så kort mod vandstjernen og var faktisk betaget af det.

[paige]

Paige smilede rolig hende over de fine læber, mens hun roligt lyttede til denne Dave's ord. Hun lukkede roligt øjne og hendes ansigt forsvandt i bakken, og så var hun egentlig bare væk. Der gik lidt tid før hebdes ansigt igen kom tilsyne i bakken. "Fin hytte." Sagde hun roligt, mens hendes fredelige aura bare spredte sig som en bølge hen over søens overflade. Hun strakte nogle grene op i luften og nogle andre ud til siderne. "Når, Dave." Sagde hun roligt mens hun betragtede hans blik på stjernen - lige før hun havde ladet den sive ned i jorden. "Las mig vise den, rigtige mig." Sagde hun roligt og baken blev helt glat igen og træet var blot et træ. En lille blomst voksede op foran træet efter et frø var faldet ned fra en gren og havde plantet sig. En kæmpe blomst der spredte sine blade ud og Paige stod nu midt i blomsten omgivet af et svagt lys. Varmen og en sødmefuld duft strømmede fra hendes krop og det lange lyse hår han glat ned over hendes ryg. Blomsten forsvandt under hende og hun stod nu der i sin smukke og slanke krop.

[Deleted]

Dave så forvirret rundt da ansigtet forsvandt og kiggede grundigt efter og så rundt på træet andre steder. Han blev mere og mere sikker på, at han bare havde set forkert og snakket med sig selv og rystede på sit hoved med et suk og erkendte sig så godt som sindsyg snart og kløede sig i nakken. han fik et lille chok da hun var tilbage i barken og så fra hende og mod sin hytte. "hvordan???" han blinkede forvirret. Hvor hadve hun været? inde i hans hytte? Nej måtte hun ikke! Og dog...der var jo ikke de store hemmeligheder derinde. Han bed sig i læben og så på hende igen. "den...rigtige...dig??" han så atter helt forvirret ud og så bare på blomsten der voksede op ikke ret langt fra ham og endte med at sidde helt stum og se forundret på hende.