Jeg søger og finder!

[Deleted]

S: Manjarno, Paggeïja
T: midt på dagen
V: solen skinner, men luften og vejret er koldt.

Så var han i Manjarno! Denne gang hverken for at brænde en landsby af eller for at få nyt tøj, men af helt andre grunde. Sandt var det at han nu havde nye ting at kæmpe med og kæmpe gjorde han. Nye planer blev lagt hele tiden, selv om han næsten ikke kunne følge med lige nu. Der var så meget at tage sig af, at lære, at finde løsninger på!
Han havde endelig fundet sin races gemmested i Dvasias, dræbt Deimos, deres overhoved og mere eller mindre på vej til at overtage racen. Men først skulle den samles og så skulle han styrke den, før den kunne vælge en fast leder. Masse af tid for ham at få en masse indflydelse ved sin egen race.
Han var på samme tid lykkelig, for at have fundet sine fæller, og dybt frustreret over så elendigt de havde det.
Ikke nok med det, måtte han tjekke ind på Dvasias' slot for at snakke med rådgiveren, Macaria, hele tiden. For hun kunne åbenbart ikke finde ud af hvornår hun ville overtage Manjarno, der lige nu havde en forsvunden dronning og derfor var let at overtage for...Ja, næsten hvem som helst!
Og så der var Elmyra, den kommende dronning af Imandra, som han netop havde været forbi for at forgifte, så Kimeya, lederen af warlocks, kunne overtage landet...Ja, der var nok at vide, nok at tage af og Zean var en brik i næsten det hele!
Men nok om det. Nu stod han her, i Manjarno, et land han normalt ikke rigtig brød sig om. Selv her havde vinteren ramt og vejret var koldt.
Byen var i sin tid hjemsted for dødsengle der var flygtet i sikkerhed, så det var klart der endnu måtte bo nogen her. Det havde virket så logisk, da han havde hørt om familien der boede her og nu var han her for at få dem med sig til Dvasias. Det var ikke sikkert det blev nogen nem opgave!

Pænt klædt på var han, hvilket var noget nyt. Normalt var han iklædt slidt tøj, men nu var der farver på og det var nyt og strålende. For han var adelig og snart på vej til at blive leder for sin race!
Han var i klædt nogle knæhøje støvler i sort læder. Nogle sorte bukser, trods man næsten ikke kunne se dem for den næsten knælange jakke af mørkerødt stof og gyldne mønstre og gyldne knapper. Den sad slank til hans muskuløse krop. Det brune hår hang en smule fladt til hans hoved, men strittede også lidt til alle sider. Øjnene var grå. Grå, kolde, ligegyldige, som enhver dødsengel nærmest var. Om halsen hang Rei's medaljon, som han holdt ret så kær. Den var kølig mod hans bryst.
Åh ja...Så der var sårene. Det var ikke længe siden han havde prøvet at tage kontakt med sin race og få indflydelse med det samme og det havde kostet sit. Et hårdt slag med en nihalet kat, en pisk, med jernstykker for enderne. Det havde gjort ondt...Og resulteret i at hans ryg nu var som stribet flæsk og han havde sår på den ene kind, ned af halsen og på den ene hånd. Dog var det efterhånden nogle dage siden og han havde ikke længere noget blåt øje. Heldigvis...Han havde lignet en idiot. Han var heller ikke længere vildt træt, som han havde været tidligere.
I stedet havde han, mens han ventede på Macaria og hendes planer, fløjet til Manjarno for at starte planen om at samle sin race.

Han gik afslappet igennem byen, som til dels var bygget ind i klipperne. Til sidst fandt han endelig de store og finere huse. Familien var ikke den rigeste, men mere rig og adelig til at være en almindelig borger. Han glædede sig og frygtede det lidt...Men der var intet han var bange for. Måske var han...Ja, han var spændt, ikke at han frygtede det! Fjollet. Med et svagt smil fandt han det rigtige hus og bankede på døren...

[Deleted]

Dagen var startet som enhver anden, og det undrede hende nu engang ikke længere.
En time før daggry blev hun jaget ud af sengen for at lave morgenmaden til familien klar. Husets Herre skulle have sin morgenmad i kontoret, Husets Frue i hendes galleri, og de to døtre deres morgenmad på sengen. Så skulle døtrene i bad, og til trods for at de begge var på alder med Nephthys, så var det hendes opgave at bade dem, tøre dem og klæde dem på. Når det var overstået, var der formiddagste, inden hun skulle påbegynde forberedelserne til frokosten. Det var en ganske almindelig dag, bortset fra, at én bankede på.
''Så få dog åbnet døren, møgunge!'' lød det fra den ældre og udmattede kogekone som nu havde overladt hele husholdningen til Nephthys.
Nephthys, som i dag var iklædt en sort simpel kjole med få huller i - et hul ved brystet markerede Husets Herre sidste fuldskabspåfund; piskning og voldtægt - Det var efterhånden blevet hverdag, åbnede døren og så direkte ind i brystkassen på en ung nydeligt klædt mand.
''Kan jeg hjælpe Dem, Sir?'' spurgte hun, og slog blikket ned mod hans fødder for ikke at stirre - det var uhøfligt at stirre.
Hendes hår var samlet i en knold i hendes nakke, og afslørede det svage mærke der var tilbage efter pisken fra dagen forinden. Da hun ikke havde set mandens ansigt, kunne hun ikke se hans sår - ellers havde hun tilbudt ham at rense dem - men det kom ikke ligefrem til hendes opgave at hjælpe fremmede.

//ikke den bedste start - jeg beklager..

[Deleted]

Hans grå blik gled ned over mennesket foran ham, over hendes sorte kjole, som om hun led af dødsfald i familien og hendes noget trøstesløse udtryk. Det var tydeligt hun havde været udsat for en pisk. Disse ting rørte ikke rigtig Zean, mange blev pisket og udsat for dødsenglenes grusomheder og snart ville endnu flere gøre det, når dødsenglene vendte tilbage til overfladen og genindtog magten!
Dog konstaterede han alligevel hendes kønne ansigt, der på en god solskinsdag, hvis hun ikke var pisket for meget, ville være en sand skønhed.
"Jeg forlanger at tale med husets Herre omgående. Fortæl ham Zean Forsyth er her og vil tale alvorligt med ham. Sagen omhandler racens fremtid" Han var formel, for det måtte han vel vænne sig til at være. Dog trak det stadig i ham for at være ganske flabet. Mennesket ville dog være spild af energi at være noget som helst over for. Han kunne heller ikke se hvorfor et menneske skulle forhindre ham i at komme ind i det hus, han skulle. Så hans ene hånd gled op på døren og pressede på den for at åbne den yderligere, hans blik gled over hendes skulder og ind i huset.
"Løb nu af sted, pigebarn, jeg har meget at nå!" hundsede han.

[Deleted]

Hun lyttede til hans forespørgsel, som ikke engang var formuleret som én. Han direkte hundsede med hende - hun var dog vant til den behandling, så det rørte hende ikke rigtigt.
''Javel Sir, hvis De vil være så venlig at vente her.'' sagde hun og viste ham hurtigt ind i entréen. Først nu fik hun set rigtigt på hans ansigt, og det undrede hende ikke at han var en ung muskuløs mand med tjavset hår og grå øjne. Den typiske gadedrengsattitude han prøvede at skjule kunne ses i hans øjne.
''tag plads, så finder jeg Herren til Dem.'' sagde hun inden hun vendte om på hælen og gik ind gennem den store stue, for at komme ind på Herrens kontor som lå på den anden side af stuen og bankede forsigtigt på. Hun blev mødt af en brummen og en dør der blev åbnet af en meget forhutlet middelaldernde mand. Han havde sølvstænk i håret og hans grålige øjne var falmet en smule med tiden. Han var på højde med Zean, men en smule buttet i formen uden at være fedladen at se på. Han havde tydeligvis været muskuløs og flot skruet sammen før han havde slået sig ned med hustru og børn.
''Undskyld, men en Hr. Forsyth insisterer på at snakke med Dem. Angående racens fremtid.'' fik hun sagt, inden hun med et højt smæld fik et slag på siden af hovedet af manden som sagde at han jo havde sagt at han ikke ville forstyrres. Derefter marcherede han ind gennem stuen og videre ud i entreen hvor han nikkede kort til Zean som hilsen.
''End ikke et brev i forvejen? Har De da travlt?'' spurgte han, direkte. Ikke fornærmet, bare en smule utilfreds med situationen. Nephthys stod lige bag sin chef, med fem røde fingre over kinden - men uden at fortrække en mine. Hun var vant til den behandling nu, så det ville næppe blive anderledes.
''Ønsker I at jeg skal bringe noget til Jer? Te,øl, kaffe?..'' hun så direkte på Zean, afventede hans svar, og ikke hendes chefs. Chefen ville have kaffe med whiskey ved siden af, men hvad Zean drak, vidste hun endnu ikke. Den slags sagde ofte meget om et individs væsen.

[Deleted]

Det trak i huden om hans sår, da han kom med et svagt smil og endelig kunne træde ind. Huset bar præg at tilhøre de rigere, omend der stadig var noget lurvet over det, syntes han. Det var ikke rigtig fint, lignede mere et sted en familie havde boet længe. Hvad de jo nok også havde. Længe nok til at blive her? Han tvivlede.
Tag plads? Han blev stående i entreen, hvor der ikke ligefrem vrimlede med stole eller bænke. Han overvejede at gå på opdagelse selv og selv finde sig en stol, der hvor han gad sidde...Og som tænkt, så gjort. Han fandt et rum der så ud til at fungerer som en stue og han satte sig tilpas i en lænestol, der tydeligt var tiltænkt familien eller betydningsfulde gæster, når disse ellers bankede på.
Han ventede tålmodigt, uden at være tålmodig, til Herren i huset kom spankulerende, en smule mere flommet end han havde troet, men tyndere end han havde forventet. Han rejste sig op i en lang, flydende bevægelse - trods protesterne fra hans sår over ryggen og ben - og så smilende på herren. han mærkede den svage kilden af nydelse, ved den stikkende smerte der måtte have været på kvindens kind, da hun blev ramt og han fangede sig selv i næsten at være skuffet over ikke at have oplevet den. Hans blik gled over herren.
"Da jeg ikke er her for at feste, vil jeg blot bede om en kop the" svarede han menneskepigen.
"Intet brev. Dette emne er for vigtigt til at forklare i et brev, så jeg valgte selv at dukke op og tale med Dem" Sandt var det at Zean ikke yndede respekt for særlig mange eller gad kalde dem De og Dem. Men trods alt havde han ting at opnå og så måtte man vel overgive sig.
"Der er sket en udvikling. De og Deres familie er dødsengle og er blevet kaldt hjem til Dvasias for at samle racen. Gamle Deimos er død og en flabet,ung dødsengel prøver at samle racen og få den op at stå igen. Han beder alle dødsengle om at vende tilbage" Han satte sig igen, denne gang en smule mere forsigtigt. Herren måtte uden tvivl kunne mærke hans smerte og måske nød han dem ligefrem. Men Zean var ligeglad. Han måtte leve med sine sår, til de forsvandt. Mere var der ikke om den sag.

[Deleted]

Hun nikkede og forsvandt ned i køkkenet for at hente te til Zean, og kaffen med lidt ekstra i til chefen.
I mellem tiden lyttede husets herre til Zeans forklaring, og nikkede fast, som om det slet ikke var til diskussion - når der blev kaldt til samling slap ingen, sådan var han selv opdraget. ''En ny leder? Jeg tvivler på at det kan blive en god en af slagsen, hvis han er så ung som De giver udtryk for.'' sagde han eftertænksomt, og satte sig i en stol lidt fra Zeans, så de sad på hver deres side af et lille rundt bord.
Nephthys kom hurtigt tilbage med teen og kaffen og satte bakken på bordet og skænkede op til dem begge, med en rolig hånd.
Til trods for, at han nød at se smerten malet i Zeans bevægelser, så husets herre på Nephthys;
''gør et værelse klar til vores gæst. Han skal have adgang til et varmt bad - og du hjælper ham med hans sår efterfølgende!'' kommanderede han inden han så på Zean.
''det må være utrolig besværligt at rejse med smerter, ikke sandt?'' han var egentlig ligeglad med svaret, hvis deres race afhang af Zeans evne til at rejse, ville han ikke spare på udgifterne for at ordne hans sår.
Nephthys så hen på Zean, tøvende. Derefter nikkede hun og bakkede lidt væk, inden hun forsvandt ind i det gæsteværelse de altid havde klar. Til værelset var der et tilhørende badeværelse, hvor et kæmpe badekar var klar til at blive fyldt. Men at fylde det, krævede at hun hentede spand på spand med kogende vand fra køkkenet - en ret stressende omgang.

[Deleted]

Zean tog imod sin kop med the og kunne med glæde konstaterer det var kamillethe. Perfekt! Han havde brug for urter der kunne hjælpe ham med at bekæmpe eventuelle kommende infektioner og styrke hans krop. Han snuste til indholdet, men lod theen hvile i skødet, til den var kølet lidt ned. Hans udtryk var neutralt, men hans mening var klar. Han brød sig ikke om at blive nuslet om eller at blive taget hånd om på den måde. Om ikke andet, havde han svært ved at nå helt om på ryggen, når han selv prøvede at rense og forbinde sine sår. Han ville, for et praktisk synspunkt, få brug for hjælp. Så han valgte ikke at svare på det.
"Jeg takker" svarede han blot. Manden ville nok helst samarbejde, hvis Zean forholdte sig kedelig høflig og formel.
"Åh, jeg har mødt ham..." et smil gled over Zean.
"...Og han er ganske enkelt ung og uerfaren på mange punkter, men jeg tror ikke det bliver så slemt. Han har magtfulde venner og rygter siger at han kan snige sig ind hos alle kongelige og betydningsfulde, for at udnytte deres ressourcer. Han er god og han interesserer sig for racen. Han vil bringe den til storhed igen. Han har også dræbt Deimos, vores gamle kriger. Alle kender ham, men han var ingen leder, blot overhoved for grotten af dødsengle i Dvasias. Lidt sær. Man må tage det som et tegn på at nyt blod måske er det bedste for os. En der ikke husker den uvilje der blev vist os for mange år siden og som kan kæmpe for ikke, ikke bundet af snærende bånd?" spurgte han overbevisende, før han pustede til theen, som om alt dette slet ikke interesserede ham og han heller ville se på sin the hele dagen. Selvfølgelig var der en detalje han ikke havde nævnt. At han selv var denne person han talte om. Men han ville vente med denne overraskelse til senere. Først måtte han lokke manden over på hans side.
"Jeg har medbragt..." han fandt et stykke papir frem i en lomme og lagde det på bordet mellem dem.
"...Et kort. Krydset symboliserer hvor du finder indgangen til den grotte, hvor den største gruppe dødsengle har gemt sig. Stregerne symboliserer vejene, i kan følge, hvis i ikke kan eller gider flyve hele vejen. Dvasias er fuld af sne på dette tidspunkt, så jeg vil råde jeg til at flytte i midten af foråret i stedet, medmindre det ikke gør jer noget. Det er ikke et fantastisk sted, men vores nye aspirant til leder har lovet os frihed og at vi snart kan flytte ud af grotten...Når racen er samlet, vel at mærke. Måske før. Ingen ved det faktisk" Han tog endelig et nip af sin the. Smagte pragtfuld! Han kom med en svag lyd af nydelse, omend nydelsen var minimal, i forhold til han hellere ville nyde andres smertens skrig.
"Hvis du kender andre dødsengle i nærheden eller på din vej, ville det hjælpe os meget hvis du lod ordet gå videre også" tilføjede han til sidst.

[Deleted]

Nephthys havde endelig fyldt badekarret, og havde fundet de nødvendige bandager og redskaber frem til at tage sig at gæsten, og stod nu og ventede på, at husets herre ville kalde hende til sig så hun kunne vise gæsten til rette i værelset og derefter tage sig af ham som påbudt.
Det var ikke hendes personlige ønske at skulle tage sig af gæsterne i huset på nogen måde - men hvis hun blev bedt om noget af gæsten havde husets herre givet ordren om, at hun skulle gøre det, til trods for at det kunne være yderst ydmygende eller pinefuldt for hende selv.

Husets herre sad og nippede til sin opkvikkede kaffe, mens han lyttede til den unge gæst.
Herren valgte dog kun at nikke genkende til enhver udtalelse som den unge mand kom med - for hvad vidste han ellers om det? Han havde været bosat i byen så længe, at han ikke havde hørt så meget fra racen siden han havde giftet sig.
''Vi regner med at ankomme hurtigst muligt, det lader til at jo hurtigere vi samles, jo bedre.'' svarede han, mens han rørede en smule rundt i sin kaffe. Man kunne tydeligt se på ham, at uden sin 'specielle' kaffe, havde han ikke magtet at skulle tale om planer om racen, eller noget andet for den sags skyld.
''selvfølgelig skal jeg da sige det videre, men kun til vore egne.'' lovede han, inden han så hen mod døren til gæsteværelset for enden af gangen der lå efter stuen.
''Hvor bliver den dovne tæve af!?'' snerrede han og kort efter lavede han en rungende skinger piftetone i mindre end tre sekunder, og Nephthys kunne ikke gøre andet end at adlyde den nedladende tilkalden. Hun var ikke tilfreds med det, men endte med at stå foran Zean og hendes herre, og se ned i gulvet.
''Deres værelse er klar, Sir..'' sagde hun, inden hun så hen på sin herre, som kort efter nikkede som om han havde godkendt hendes udtale eller opførsel. Hun var i sandhed ikke en der kunne finde på at sige sin herre imod.

[Deleted]

Zean smilte svagt. Han tog endnu en tår af sin the. Manden var ignorant og ligeglad, præcis som det meste af racen nok ville være, men han håbede dog folk tog sig lidt sammen, for racens bedste.
"Selvfølgelig, kun vores egne" medgav han med et svagt nik. I et øjeblik var der stille, så stod pludselig tjenestepigen i stuen og fortalte at alt var klar. Klar til at nusse Zean under tæerne eller pille madrester ud af hans tænder, hvis han bad hende. Det var både dejligt og interessant. Han skulle vel også snart skaffe sine egne tjenere, men hans hus var berygtet, efter hele familien var blevet brutalt myrdet og det var svært at få tjenere til. Han havde fundet en butler, ud af de få der turde ansøge og han var virkelig ikke en af råbe hurra for. Han havde faktisk overvejet at skaffe tjenere fra f.eks. Manjarno. Måske familien her ville gå af med hende, for en god mønt? Det måtte jo være besværligt at tage et menneske med hele vejen til Dvasias. Om ikke andet, kunne han altid se hvor god hun faktisk var, først.
Han rejste sig op og stilte resten af theen på bordet. Han smilte let til den gamle mand.
"Jeg vil glæde mig til at se Deres familie der" kommenterede han, med en undertone af noget...større. En skjult hentydning. Han var ikke god til at tyde hentydninger, men han var blevet bedre til at komme med dem. At han var deres kommende, nye leder kunne manden altid finde ud af, når han ankom til hulen i Dvasias. Så vendte han om og fulgte efter tjeneren. Da de var kommet ud fra Herrens synsvidde og hørevidde, tillod Zean sig at socialiserer lidt med kvinden.
"og dit navn er?"

[Deleted]

Nephthys så på husets herre, indtil de havde talt færdig, og derefter begyndte hun at føre gæsten ind mod gæsteværelset. At gæsten talte direkte til hende, var hende uvant og hun tøvede derfor lidt med sit svar;
''mit navn er Storyteller, Sir.'' svarede hun stille, velvidende at han ikke kunne være interesseret i hendes fornavn - han var jo trods alt kun gæst hos husets Herre og derved gav det vel ikke ham meget brugbar information at kende tjenestepigens navn.
De røde fingre på hendes kind blussede stadig en smule op - og smerten var der endnu. Hun var dog efterhånden vant til den, og gad derfor ikke tage notits af den.
Da de nåede til gæsteværelset åbnede hun døren derind og nikkede tøvende til ham, et tegn på at han bare kunne træde inden for. Hun vidste ikke hvad han kunne finde på at forlange, men sådan var det jo når man ikke selv var herre over eget liv.
''De må endelig sige til, hvis der er noget De ønsker, Sir..'' sagde hun inden hun bakkede lidt væk fra ham, og dernæst forsvandt ud i gæsteværelsets private badeværelse hvor badekarret fyldt med halvkogende vand stod klar til ham. Hun begyndte stille at blande olier i. Hun kunne regne ud, at sårene i hans ansigt kun var toppen af isbjerget, og derfor valgte hun en blanding af lavendel, kamille og oliven, da lige præcis den blanding ikke kun duftede beroligende og skønt, men også rensede, lindrede og fugtede huden omkring sårene så de var nemmere at forbinde efter badet.

[Deleted]

Han så lidt på hende og fulgte efter hende. Han var ikke helt tilfreds med hendes svar. Mente hun at hun var god nok til kun at være kendt med efternavnet? Efternavne var noget man kaldte de store drenge, når man ikke var gode venner med dem...omend Zean nu altid kaldte dem det, han ville.
"Og dit fornavn?" spurgte han direkte og gik ind i gæsteværelset, hvor han lod blikket glide rundt. Det var fint og dunkelt, præcis som han foretrak. Måske gjorde de fleste dødsengle det, trods alt var for meget lys en af deres svagheder. Sengen, bordet og stol, skab, reol med ting og sager. Gulvtæppet, der mærkedes blødt under hans sko. Sko, der snart gled af. Han havde ikke glemt badet og på sin vis glædede han sig til det, selv om han ikke helt vidste om kvinden ejede evner for at rense sår. Sidst han havde fået dem renset, af Macaria, havde det været forfærdelig smertefuldt, men nu burde de være vokset lidt sammen, så det var til at tåle. Håbede han.
Hun forsvandt ud i badeværelset, han begyndte at knappe sin jakke op. Jakken gled af og blev slænget over stolen. Så, noget klodset, fik han trukket sin varme trøje af. Det gjorde ondt at få trøjen af og på, men det lykkedes da. Hele hans overkrop var fuld af forbindinger. Enkelte var røde, man langt færre end der oprindeligt havde været. De røde pletter kom sig fra da han havde fløjet og sårene var sprunget op igen. Han var virkelig ikke god til blot at blive hjemme og lade sårene vokse sammen! Han kunne ikke ligge stille og lave ingenting så længe.
Medaljonen, et en plade der lignede den var beklædt med guld og med en lille diamant i midten, i en kæde om hans hals, hang nu frit fremme, men Zean tog den ikke af.
i stedet gik han ud på badeværelset og kunne straks dufte olierne og kendte skam til deres beregnende og hjælpende effekter. Han var positivt overrasket. I et øjeblik virkede det slet ikke som om han bemærkede hende, da han trådte over til badekarret og stak en hånd ned i vandet for at bedømme temperaturen. Den var god. Lidt varm, men sådan forblev det ikke længe og det gjaldt bare om at komme i.
"Jeg vil ikke skjule det. Jeg har brug for hjælp, da jeg ikke kan nå mig selv på ryggen. Har du set sår før? Ved du hvordan de skal renses og bagefter forbindes?" han så direkte på hende. Hvis hun ikke gjorde, måtte han instruerer hende...Han havde ikke meget af et valg. Han begyndte at løsne sine forbindinger og tage dem af, som han selv kunne nå,mens han ventede på hendes svar. Bukserne, dog, var endnu ikke taget af. Og hans vinger var ikke fremme.
Hans overkrop kunne virke en smule spinkel, takket være hans muskler var aflange og smidige, frem for store og svulstige. Især hans ryg var meget muskuløs, takket være det at han kunne flyve og gjorde det tit.

[Deleted]

Hun kunne høre hans sko glide af, samt jakken. En trøje blev taget af også, kunne hun lytte sig til, inden han kom ind i badeværelset og stillede spørgsmålstegn ved hendes kunnen med sår og sygepleje.
''Mit navn er Nephthys Luna Storyteller, Sir.'' svarede hun, til hans spørgsmål om hendes fornavn. Hun kunne lige så godt fortælle hendes fulde navn og få det overstået. Der var en tydelig efterklang af at hun ikke gad at tale om sit navn - velsagtens fordi efternavnet var fra den far der havde solgt hende så billigt at selv en hjemløs kunne have købt hende.
Hun så på hans bandager, roligt.
''Husets Herre har en tendens til også at komme galt afsted. Jeg er ikke uvant ved behandling af sår, brækkede lemmer og infektioner.'' sagde hun roligt, inden hun så lidt væk - det var uhøfligt at stirre for længde ad gangen på et andet individ.
''At have brug for hjælp er ikke altid en svaghed - at indrømme det kan være et tegn på større styrke end hvad folk ellers forbinder med en af Deres kaliber.'' sagde hun stille, inden hun begyndte at finde bandager lavet af linned og bomuldstråd samt en med tynd og spinkel - dog halvmåneformet - nål. Tydeligvis var det ikke første gang hun var tildelt rollen som sygepasser.

[Deleted]

Han så lidt på hende og hans ene øjenbryn gled en smule op i panden, som han bedømte hende. Til sidst trak han let på skuldrene. Hvad angik hendes navn, havde han svært ved at tolke hendes tone, men måske gad hun ikke snakke om det. Han var nu heller ikke yderligere interesseret, han ville blot vide hendes navn. Hvad angik resten, var han mere interesseret.
"Og hvad er min kaliber?" spurgte han. Nu hvor hun havde tagte sig den frihed at kommenterer hans type, ville hun heller ikke slippe for at forklare sig. Zean havde altid været den mere direkte type. Han var ikke meget for skjulte hentydninger og tvetydige meninger. Så hellere spørge direkte, så alle var sikker på hvad der blev ment. Han fik de sidste bandager af og lod dem falde på gulvet. Hans sår var lange, men ikke så dybe. Ikke længere, i det mindste. De fleste var til dels dækkede af skorper, men enkelte var gået op en klar væske gled fra dem, hvis han bevægede sig meget eller man trykkede på dem. Efterfulgt af bloddråber. Men alt i alt var det ikke så slemt igen, han havde haft folk til at hjælpe sig det meste af tiden, heldigvis. Han turde slet ikke tænke på hvilke infektioner han kunne have tilraget sig. Han havde også været god til at spise nogle urter der ville hjælpe hans krop med at healingen og at styrke ham.
Han bandt endelig bukserne op og lod dem falde. Han var nu nøgen...med undtagelsen af de sidste bandager om hans lår. Men så var hans også færdig, ganske skadet, efter hans møde med en nihalet pisk med jernstykker for enderne. Han fjernede de sidste. Han fandt det ikke yderligere grænseoverskridende at være nøgen foran hende...Var det et problem for hende, måtte hun gå og så måtte han passe sig selv, så vidt muligt. Han lod den ene fod glide ned i vandet, stod der et øjeblik, men trådte så helt op i badet og begyndte at sænke sig ned i det. Halvvejs, da det nåede ryggen, begyndte han at lukke øjnene og bed tydeligvis en form for ubehag i sig. Det sved i de, af hans sår, der var løse eller havde åbnet sig.
Han var beroliget af hun i det mindste havde noget erfaring med sår.
”Familien flytter snart til Dvasias, et mørkt og koldt land. For ikke at nævne ganske farlig, specielt for mennesker, der mere er føde end nogen der tages alvorligt...” kommenterede han, for at have tankerne på andre ting, end hans sår. Han fik sænket sig helt ned i vandet og hvilede hovedet mod kanten. Duften fra olierne, det varme vand og det at hans sår stoppede med at smerte lidt efter lidt fik ham til at slappe mere og mere af. Det var faktisk rart.
”...Og turen kan være lang. De vil måske bo i en hule noget tid, før jeg får dem flyttet. Kort sagt. Jeg leder efter nogle nye tjenere og hvis du hjælper mig godt nok, kan du være en af de slags jeg søger. Hvis jeg kan få lov at få dig eller købe dig, det er. Er du interesseret i det?” spurgte han med lukkede øjne. Han kunne jo bare forlange det...Men hvis han skulle have en tjener, der kunne hjælpe med hans sår, når han kom hjem med nogen, foretrak han en der gerne ville hjælpe ham...Så han ikke en dag stod med åbne sår, der blev forgiftet af forkerte urter og pleje, af en sur tjener der hellere så ham død.

[Deleted]

Hun så på ham med et svagt smil.
''De er magtliderlig.'' sagde hun ligeud, og allerede nu kunne hun forvente minimum én lussing. Men hun var ikke i tvivl.
''Godtnok er den gamle idiot, men det er jeg ikke. At De prøver at samle Deres race er beundringsværdigt, men jeg tvivler på at husets familie sætter pris på at blive ført bag lyset på den måde. Støtte fra dem, er ikke logisk i den sammenhæng - tro mig.'' sagde hun inden hun så kort hen på ham igen, og opdagede at han nu stod nøgen foran hende og var på vej ned i badet.
''En nihalet?'' spurgte hun, roligt. Herren i huset havde en forkærlighed for piske, og derfor havde hun om nogen noget kendskab til piske.
''alt er bedre end her, Sir.'' sagde hun roligt, med et skuldertræk. ''Dog er det jo ikke min holdning til sådanne ting der er gældende. Jeg tvivler sådan set på at pigerne her i huset vil lade mig gå for en skilling eller to. Som deres private oppasser, mener jeg..'' han var da ikke for alvor interesseret i at have hende med sig? Hun var et menneske, for gudernes skyld! Hun kunne da ikke være noget værd for en fremmed?
''Jeg ville intet have imod at arbejde for Dem i stedet for her. De lader i det mindste til at have en smule respekt, hvor husets familie for længst har opgivet ære og respekt.'' sagde hun inden hun så lidt på hans ansigt - på sårene.
''Undskyld hvis det er påtrængende, men... Jeg har en salve der fremmer helingen af sår.. Skal jeg hente den?'' spurgte hun stille, og så lidt mod døren ind til soveværelset. Det gjorde hende ikke utilpas at være i rum med ham, men det virkede så akavet for hende at skulle oppasse en fremmet.

[Deleted]

Et svagt smil gled over ham...Og lidt efter grinte han. Hans øjne gled op og hans blik søgte hende. Alle hendes meninger var skarpe og faktisk næsten direkte afslappende, omend de også var en smule frække. Han var lidt i tvivl om han ønskede sådan en tjener, der sagde sin mening så åbent...Men hvis de blev enige om nogle regler, kunne det måske gå.
Hun havde været skarp og indset han var lederen og ikke blot en stik-i-rend dreng. Storartet.
"Jeg tror dig" svarede han blot, men forklarede sig ikke yderligere. Han var ligeglad med lige præcis den mening. Han havde valgt ikke at give sig til kende endnu. Og det havde han flere grunde til, som ingen af dem behøvede at vide. At sige han troede hende...Var blot en måde at afslutte den del, uden nogen af dem blev utilfredse. Hans blik gled over badeværelset.
”De vil måske ikke få noget valg. Der findes mange andre mennesker og de kan sikkert finde en ny, der kan gøre dem mindst lige så tilfreds” svarede han affejende.
Ja, det havde været en nihalet. Men denne viden lod han hænge i luften...Da den tydeligvis var klar. En nihalet, en grim en, med en sikker hånd bag sig. Fra en gammel kriger, der vidste hvordan sådan en pisk blev brugt...Kun fordi han havde flytter sig, vendt sig, var han ikke blevet ramt foran på kroppen i stedet, men mest på ryggen. Dette måtte nok have reddet ham og hele situationen, når han tænkte over det.
”Siden vi stadig er i hans hus...Og siden du endnu er hans ejendom...Ville jeg måske ikke tale så nedsættende om ham?” hans stemme blev en smule mere kold, ved denne kommentar. Noget hun sikkert var van til, men stadig en advarsel. Nok havde han lagt op til samtale, men ikke på denne måde. Ikke for at høre bagvaskelse. Manden var gammel og havde brugt de sidste mange år på...ingenting. Så vidt han vidste. Men han lød som den typiske dødsengel i hans øre og umiddelbart ville man tro kvinden her ikke havde meget erfaring med den race, når hun ligefrem mente dette var...unormalt.
”Jeg prøver blot at få det bedst ud af folk, så de er til mest nytte. Misforstå det ikke med at jeg er svag eller finder mig i alt” han lukkede øjnene og gled helt ned under vandet. Hans hænder gled op og igennem hans hår et par gange, før hans lunger brændte efter luft og han måtte vende tilbage til overfladen. Hvad han gjorde. Han gnubbede sit ansigt.
Hans blik gled over på hende og opfangede ikke at hun fandt det akavet. Selv fandt han det langt fra akavet eller påtrængende. I stedet smilte han svagt og nikkede let. Han var meget interesseret i hendes viden om medicin og urter, i hendes erfaringer. Det eneste der bekymrede ham var hende opsætsighed.
”Hent den bare” bød han hende, før han selv gav sig til at gnubbe sin hud ren, samt de sår han selv kunne nå.