Fate Is Blind...

[Deleted]

S: Dvasias, Gaderne gennem Rimshia City
T: Eftermiddagen
V: Tusmørkt, frostgrader, begyndende sne.
@reimelini X @eriz

Et let suk brød ud da han igen stod midt i den store gade i Rimshia City. Han var ikke mere end lige steget af vognen fra Marnjarno's hovedstad. Den træning han havde udsat sin lille lærling for, var end ikke gået som forventet og det satte i hvert faldt lidt hans planer i bakgear. Vinden kælede glædeligt for hans ansigt og legede med hans lyse lokker. Han strøg en hånd lettere vildfarende igennem det. Ikke om han ville lade tankerne løbe afsted med ham, for nu var det tid til at lade tiden vise hvad der lå og gemte sig derude. Der var stadig så mange ting han end ikke vidste om denne nyere tid. Det var ham virkelig en gåde. Langt henne af vejen lignede alt jo det gamle, men der var et nyt og støvet pust lagt hen over det, som virkede det til at de helt valgte at se bort fra fortiden. Nostalgien ramte ham, som han så for sig hvordan han havde rendt rundt i gaderne, som dreng, sammen med sin bror Vaine. Gaderne var næsten helt tomme. Han vendte et blik omkring sig og fangede mest af alt folk der gik fra dør til dør. Kun ganske få kom luntende i al hast forbi ham, på grund af kulden. Han stoppede sine hænder i lommerne og følte sig egentlig underligt tilpas. Han havde sat sine planer igang og kunne ikke helt finde ud af hvad han skulle stille op med Zeans hidkaldelse. Han var meget spændt på hvordan den mission ville forløbe sig, men mest af alt ønskede han at finde ud af sandheden. Her var forfærdeligt dødt! Denne gang skævede han med rynket pande omkring sig og fandt det næsten irritabelt at her ikke var mere liv. Det lignede slet ikke Rimshia... som i tidernes morgen havde gået under et andet navn, så vel som et helt andet rygte. Han rystede let på hovedet og trådte ind til siden og lænede sig opgivende op af muren. Han var rastløs.. ønskede at få styr på det hele på en og samme tid, selvom han normalt ikke led af manglende tålmodighed, men de dødsengle... han kunne virkelig ikke vente med at stå ansigt til ansigt med dem igen!

[Deleted]

Som altid uden vagter forlod Macaria slottet til deres store irritation. Hun fortrak diskretionen. Derfor var klæderne også simple. Kjolen sort med sølvsnøre ved livet, og en kappe udenpå med hætte. Det bølget, tykke, kastanjebrune hår var samlet i et sølvspænde, så det kom væk fra ansigtet. Hun kunne gå ud fra at være en handelsmands datter, eller en rig skrædders unge kone. Sandheden kunne ikke være længere væk.
Kort stoppede hun op på gaden, da hun ankom til byen. De opmærksomme, mørkeblå øjne gled søgende rundt, indtil at hun opdagede den forhutlet skikkelse ved gyden, det gjorde et svagt tegn til hende med hånden. Hun ændrede kursen hen til ham. Kappens kant flagrede om benene på hende.
Fra kappens indre frembragte hun en pengepose, som hun gemte i sin hånd, da hun nåede over til sin spion, der forsvandt lidt mere ind i skyggerne, da hun nærmede sig.
”Har du fået nye oplysninger?” spurgte hun ham stilfærdigt, og rakte ham posen med mønter, som hurtigt blev snuppet.
”Intet spor af ham. Han må være taget tilbage til Manjarno,” svarede den lappet spion med en hæs stemme, og kastede skyndsomt et blik omkring sig.
Macaria sukkede opgivende, og masserede sin tinding.
”Det er fint. Jeg… prøver at finde på noget. Tak.” Hun gav sin spion, et venskabeligt klap på armen, inden at de skiltes veje. Macaria gik over til bænken ved siden af gaden, for at sætte sig. Aftenluften føltes klar og frisk.
Træt lagde hun nakken tilbage, for at kigge op mod himlen. Hun måtte finde på noget nyt. En ny plan. Uden Marcellus havde hun ikke én, der kun infiltrere Manjarno’s slot. Hun måtte finde en anden person.
Følelsen af fortabthed sneg sig ind på hende, men hun skubbede den væk. Der var ikke plads til svaghed. Ikke nu. Ikke så tæt på.
Hendes blik vandrede rundt på den øde gade, indtil hun opdagede en person, som stod op af muren et stykke væk. I et stykke tid betragtede hun ham. Det var ikke én af de fastboende. Hun var ved at kende, dem der boede i Rimshia, og han var ikke én af dem. Det var nu ikke unormalt, at folk besøgte byen, men ham her stod bare ved muren, og.... stod. Kiggede.
Det endte med at hun rejste sig op, for at gå hen til ham. Kort måtte hun stoppe op for en vogn, der passerede, inden at hun nåede ham.
"Noget jeg kan hjælpe med?" spurgte hun ham, og smilede skævt.

[Deleted]

Fortabt i sit eget tankespind, var han intet mindre end uopmærksom på sine omgivelser. Byen her vakte ikke just megen liv i ham og selvom tiderne var skiftet, så var der et underligt tomt glimt i hans øjne. Altid var han på farten og lod sig aldrig vige fra sit mål, men for nu, følte han sig næsten låst fast i tid og rum. Der var ingen grund til at starte flere planer op. Alle opgaver var lagt ud og klaret, så nu.. gav han sig blot tid til at synke det hele.
Han trak kraven på sin fint-vævede uldjakke op om halsen og stoppede hænderne i lommerne da en kvindes stemme brød stilheden der ellers normalt lå omkring ham. Han var ikke i tvivl om at hendes ord var rettet imod ham. Han vendte blikket op mod hende ganske så forundret. Måske gjorde han det for åbenlyst, at han ikke forventede nogen form for tiltale. Det var jo ikke ligefrem fordi at han ventede på nogen bestemt. Marnjarno var alt for kedeligt et land at vandre omkring i. Dvasias havde alle dage været hans hjem, selvom han ikke havde været i stand til at udleve de sidste mange tusind år. En mand med en usædvanlig alder og et udstående navn af stor værdi og så stod han her, som var han ikke en dag ældre. Tanken alene kunne have fornøjet ham, hvis ikke det havde været for denne kvindes irrelevante spørgsmål. Folk i Dvasias havde aldrig set sig for at være de mest behjælpelige væsner. Eller tog han helt fejl? Måske det kun var sådan det var hændt i tidernes morgen
"Ligner jeg en der søger noget bestemt?" Spurgte han kortfattet med et løftet bryn og betragtede hende nu hvor han havde chancen. Enten vidste hun at han var kommet udefra, eller også ledte hun måske efter selskab. Uanset, så skulle det nok skinne igennem før eller senere.

[Deleted]

En svag rynke viste sig i Macarias pande ved hans spørgsmål tilbage, inden at hendes hoved gled om på skrå. Hun betragtede ham, nu hvor hun var tættere på ham. Det var tydeligt, at han havde penge, hvilket kunne ses på hans tøj, og måden han var på. Rolig, fattet. Tungespidsen strøg eftertænksomt over den skarpe hjørnetand, inden at hun trak på skuldrene.
”De er en finklædt herre, der står midt i Rimshia op af en husmur,” forklarede hun tålmodigt. ”Kun tyve eller folk der venter på noget, står stille på denne tid af døgnet. Så… enten er De faret vild, eller også venter De på noget. Lige meget hvad, kan jeg være behjælpelig.”
Der var noget ved ham, der fik hende til at tænke på de fine nobelmænd ved hoffet. Deres arrogance, uvenlighed og forestillingen om overlegenhed, var noget hun skulle danse med hver eneste dag. Ham her virkede på samme måde. Han havde magt. Eller hvert fald en titel. Derfor som Dronningens Højre Hånd, måtte hun hellere finde ud af, hvad sådan en persons plan var med at tage til Rimshia. Derudover yndede hun at vide hvad der skete.
Selvfølgelig vidste han ikke hvem hun var. Hun var ung, klædt i simple klæder, ubevogtet og havde ikke den samme form for stolthed i sin måde at være på. Dog kunne man se, hun havde fået en adelig opdragelse. Ryggen var rank, hovedet hævet en smule, og kropssproget åben for kontakt. Et lille, legende smil spillede sig i hendes ene mundvig, mens øjnene hvilede roligt på den fremmede foran hende.

[Deleted]

Rei var langt fra en afvisende mand. Faktummet var blot at han ikke ventede sig nogens opmærksomhed, og da slet ikke på en dag som i dag. Hun lod nu til at kende befolkningen ganske godt. Han faldt uden for begge kategorier, hvilket ville efterlade ham med opgaven om at præsentere sig selv? Et meget sjældent og neutralt smil gled over hans læber. Trods kedsomheden stod han alligevel overfor en kvinde med ordet i sin magt. Ikke en gave der tilfaldt hvem som helst. Skønt hendes udseende ikke afslørede hendes egentlige 'fag'. Han rettede sig op og vendte sig helt mod hende, som for at indikere at hun havde hans opmærksomhed, for nu. Han nikkede til hendes udtalelse og studerede hende igen. Det så end ikke ud til at hun var nær så kuldskær, trods en kappe kunne gøre underværker.
"Ej er jeg en tyv og end ikke er der nogen som jeg venter. Blot en mand på visit, men det ser ud til at De er velkendt i området, frøken?" Et navn ville være passende, om end han skulle lade sin egen identitet tilfalde hende og give hende et navn at tiltale ham for.
Han vidste egentlig ikke hvorfor at han tillod kedsomheden af ramme ham. Det skete faktisk enormt sjældent. Selv var han nød til at holde lav profil for ikke at provokere unødigt, selvom han end ikke gjorde et ret godt forsøg på det. Hans navn ville snart vandre igennem gaderne, hos dem der var bekendt med de gamle historier om warlocks. Lad os bare sige at han ikke ville gøre noget for at holde igen. Rygterne kunne løbe frit for alle vinde om de ønskede. Det ville lokke lidt flere ud fra deres skjul.. Dem der altså ville have fat i ham.