Enough is simply just... enough..!

[Deleted]

Det var underligt at stå her foran sin bror efter alle disse år. Maidhion havde husket hans navn i tilfælde af, at de en dag skulle mødes, men han havde aldrig rigtig forberedt sig på, at det skulle ske. Han ville ikke opsøge ham, eftersom han aldrig ville tilbage til det frygtelige mørkelver samfund. Han nægtede nogensinde at bliver underkuet igen. Han nød magten alt for meget til at han nogensinde ville give slip på den. "Det lykkedes mig også kun lige at undslippe min slavemester. Hun var et frygteligt kvindfolk. Til mit held så faldt en skovelvisk familie for mig og tog mig under deres vinger. Fæhoveder," han lo morende for sig selv. Det var virkelig en sjov tanke for ham, at han jo faktisk havde omvendt sin situation så meget. Skovelverne var også naive, men han var jo også faldet i alt den godhed de bar rundt med.
Let lod han hovedet glide på sned. Han kunne godt se på Valandil, at han havde besvær med at stå. Han trak på skuldrene. "Man skal aldrig sige aldrig, Valandil. Bare et smil på læben så er du så godt som inde," svarede han roligt. Han betragtede ham. Gad vide hvad Valandil egentligt lavede her? Havde han en ejer?
"Hvad er der sket med dit ben?" endte han så og flyttede blikket mod hans dårlige ben.

[Deleted]

Valandil kunne hermed hurtigt konstatere, at Maidhion havde været en af de heldige. Han havde været smidt ud.. alligevel overvåget af det mørkelviske samfund, og derefter taget under vingerne ved racens egen leder, hvor han havde været slave i form af jæger.. Han havde fejlet sin opgave, efter ulykken med sit ben. Han var i det hele taget forbandet heldig overhovedet at være i live. "Du har været heldig, broder.." sagde han endeligt, som han endnu en gang vendte blikket mod hans skikkelse. Han var kommet derfra... levede ganske vidst blandt skovelverne, men han så nærmest ud til at trives med det? Det var det, som Valandil nok havde mest svært med. Men okay.. han havde jo heller ikke oplevet andet end hvad han selv havde mærket tæt ind til sin egen krop. 
Ganske kort trak han på smilebåndet. "Ligner jeg måske en skovelver for dig, Maidhion?" spurgte han denne gang mere direkte, inden opmærksomheden blev vendt mod hans ben. Naturligvis bed manden sig fast i det. Det var jo heller ikke ligefrem til at undgå i den anden ende, kunne man jo sige. Han fnøs ganske let. "Straffen for ikke at lade en mørkelvisk røre ved dig.. hun tog en sten og hamrede den gentagende gange mod mit knæ.. Jeg er heldig overhovedet at være i live.." Hvorfor ligge skjul på, hvad der var sket dengang? Daelis var en kvinde som han nærede et kæmpe og massivt had til. Og han slog hende ihjel, om han fik muligehden for det!

[Deleted]

Maidhion vidste ikke, om han havde været heldig. Det havde han vel nok. Men det var også hårdt at være hos skovelverne, specielt fordi man hele tiden skulle huske på hvem man virkeligt var, når man omgik sådan en venlig flok af søde skovelvere. Han var påvirket af det, men bar uden tvivl rundt på mørket i sit hjerte, for det kom han nok aldrig af med. Og lige nu var det ved at indhente ham, det var jo derfor han var søgt bort. "Måske. I hvert fald har jeg været fri og det var mit største ønske som barn," svarede Maidhion ganske sigende. Han mødte Valandils blik. Det var jo nærmest som at se sig selv i øjnene, selvom de klart bar både fælles træk og forskellige træk efter deres forældre. Han trak vejret roligt og trak lidt morende på smilebåndet. Lignede Valandil en skovelver? Ikke på sit tøj. Men hårfarven var perfekt, så mon ikke det kunne lykkes? "Ja, det gør du. Især med dit lyse hår," svarede han sagte. Dog også tydeligt, at der skulle gøres mere hvis det skulle gå helt igennem hos skovelverne, men ikke noget, der ikke kunne løses, hvis det var den vej det skulle gå. Hans blik strøg ned til Valandils knæ ved hans ord og nikkede så. Forbandede kvinder, de skulle slås ihjel eller gøres til slaver selv! "Lad os søge ind mod byen, så kan vi kigge på dit knæ," endte han og trådte nærmere Valandil. Han rakte sin arm mod ham som gestus, så han kunne hjælpe Valandil, hvis han da ville?

[Deleted]

Maidhion havde uden tvivl været den heldige af dem. Han havde haft sine mange år i frihed, som han havde haft muligheden for at tilpasse sig, uden at leve for længe i slavestand. Nu stod han selv her og kunne se frugten af det hårde slid. Det var hårdt at leve i det mørkelviske samfund, og da særligt, når man var en mand. "I forhold til hvad du nedstammer fra, så er du.." Hvis man da så bort fra, at manden kom fra standen af en mørkelvisk stamme, og var en mand, så var han uden tvivl kommet langt.
Blikket gled ned mod hans knæ. Det gjorde ondt, at stå stille for længe. Han kunne tildels gå på det, men ikke helt endnu. Det var heller ikke til, med en smadret knæskål, men det var nu heller ikke noget, som han kunne gøre det største ved nu. Han måtte leve med de omstændigheder, som var blevet ham tiltænkt i en tid som dette. Han trak vejret dybt. "Og du tror virkelig, at det vil lykkes mig?" Han skulle jo først over muren.. og om han i det hele taget kunne det, var jo det næste spørgsmål. Han trak vejret dybt og endte med at skæve mod hånden som blev rakt mod ham. Kunne han stole på manden? De delte blod..de var brødre.. Måske det bare var på tide, at opgive det had, som han havde følt så længe? "Okay.." endte han sigende, inden han tog omkring hans hånd. Han havde brug for hjælp.. selvom han bestemt heller ikke var meget for at erkende det overfor nogen som helst. 

[Deleted]

Valandil havde nok ret. Maidhion havde været heldig. Han havde sikret sin frihed ved at flygte til Manjarno for senere at smyge sig ind hos skovelverne. Han havde været fri for at være slave og havde jo underkuet sin 'søster' som hævn for dette, da han havde slået hendes forældre ihjel for at få magten. Og hun anede det jo ikke engang. Han nikkede så til ham. "Du har ret. Jeg er nok ret heldig i virkeligheden," svarede han. Han kom fra mørkelvisk race, men havde været fri for at være slave i andet end hans barndom.
Selv så han godt på Valandil, at han havde ondt og svært ved at stå op. Og han havde faktisk lyst til at hjælpe ham. Han var jo hans broder og de delte blod, så om ikke andet, så måtte de jo stole lidt på hinanden af den grund. "Jeg skal nok sørge for det," endte han og så på Valandil med en sikker mine. Et pænt skovelvisk sæt tøj, en god historie til det hele, så skulle han nok få overbevist Thranduil. Og han åbnede gerne sit hus for sin lillebror. Han tog godt fat om Valandil så han kunne støtte ham og førte ham ellers mod nærmeste by. Der måtte de starte, før de kunne sætte mod den procianske grænse.

//Out.

[Deleted]

Maidhion havde været heldig, og selv Valandil kunne jo kun misunde sin kære broder for den mulighed, som var blevet ham skænket på denne her måde. Ikke at det var noget som han havde lyst til at snakke for højt om, men det var jo bare omstændighederne lige nu. Han nikkede. "Uden tvivl," sagde han blot. Han var kommet til skovelvernes rige, hvor han samtidig var blevet skænket sin frihed, som han ikke ville kunne få hjemme.. I det hjem, hvor Valandil havde været til nu, og han kunne jo godt se, hvad det havde kostet ham i den anden ende. Ikke at det var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, for det var jo hårdt nok som det var i forvejen, og det var jo bare noget som man måtte tage med i den anden ende. 
Valandil havde brug for hjælpen, selvom han bestemt ikke var meget for at spørge ind til den. I hans øjne, var det svagt, så det at han kunne tilbyde den, gjorde det nemmere. At have nogen som rent faktisk forstod sig på en.. ikke hånede en for det som var sket, var faktisk også rart. "Det vil jeg værdsætte," sagde han, inden han humpede med sin broder til den nærmeste by for at blive tilset.. Uanset hvad.. så var det nok en ændring på hans liv, som han skulle lære at leve med. Han havde jo pludselig noget.. familie. 

//Out